Hot and Cold - Deartháir

endelig kom Deartháir op på siden af Heather, og landede uden problemer foran hende inden hun var kommet ud på den næste gade, han spredte både armene og vingerne ud for at standse hende, "så stop da" sagde han og rakte hendes mobil ud imod hende, "alt hvad jeg ville var at returnere denne, jeg er jo ikke et væsen som har tænkt sig af fortære dig eller noget"

Heather gispede da han landede foran hende og spærrede vejen til den anden gade, som egentlig ikke var videre meget befolket alligevel. I det han rakte en hånd frem mod hende reagerede hun instinktivt i det hun ikke så at det var hendes mobil som han faktisk forsøgte at aflevere til hende og så hørte hun heller ikke efter hvad han sagde, for med det samme knyttede hun sin næve og sende den lige imod hans ansigt i et perfekt slag, hvor hun lagde alle kræfter bag.

Da Deartháir så den unge Heather lagde an til at slag kunne han ikke lade være med at trække på smilebåndet, dog havde den unge kvinde haft kurs imod Downtown, men hun måtte være ny der hvis hun ikke så meget som havde hørt om 'Jægeren' Deartháir, gadekampenes nummer 1 for tiden, det tog ham ikke den lange tid at regne ud hvor hun ville placere den knyttede næve, og med en hast mødte hans åbne hånd hendes knyttede midt i luften

Det tog Heather et par sekunder at opfatte at han uden problemer havde stoppet hendes slag, også selvom han jo var noget af et brød og sikkert let ville kunne slå hende til hver en tid. Men med det samme hun havde fattet sig, sendte hun den anden knytnæve afsted mod hans side i et andet forsøg på at forsvare sig selv - det havde ikke gået op for hende at han intet ondt ville hende, hun gik bare ud fra det når man tænkte på vingerne og det som var sket i parken.

Denne gang lod Deartháir slaget gå ind i siden på ham da han ellers ville have været nødt til at slippe mobilen som nok ville få den til at gå i stykker, "hvordan kan det være du ikke bare kan tage imod din telefon uden at skulle prøve på at banke mig?" spurgte han sammenbidt, han mente at det ikke ville være den smarteste idé at benytte sig af flere af sine magier da hun nok bare ville gå til i sidste ende af dem

Heather mærkede at slaget gik ind, halvt i overraskelse da hun egentlig havde troet at han ville stoppe hende, som ved første slag. I det hun lyttede til det han egentlig sagde, sænkede hun paraderne, men lod ikke hænderne slappe af idet hun ville være klar til at slå ham igen, hvis der skete noget. Da det sivede ind at han stod med hendes mobil kneb hun øjnene mistroisk sammen, i det hun så på hans hånd der holde hendes mobil, hvor efter hun sende ham et vredt blik og hurtigt snuppede mobilen fra ham.

"jamen det var da så lidt at jeg sådan aflevere din telefon" sagde Deartháir imens han trak på skuldrene, og tillod vingerne at krybe tilbage i ryggen på ham, dog ikke uden en lille grimasse, nok så det nemt ud sådan at folde vingerne ind og ud fra ryggen, men det var et smerte helvede at skulle igennem, han tog atter frakken på som han havde haft lagt over den ene arm hvorpå han vendte sig, det var bare det" sagde han, "jeg er ked af sådan et have revet dig ind i 'vores' verden"

Heather skulle beherske sig for ikke at råbe af ham. Det var hans skyld det hele, så han skulle ikke være flabet! Desuden var det hans skyld at hun nu tænkte at der ville være bevingede mænd i hver en skygge. Han kunne bare have styret sig, og hun ville intet ane. Hun rykkede tilbage i det hans vinger forsvandt ind i hans ryg, hun skar en grimasse der viste at hun ikke brød sig om det. Hurtigt lod hun mobilen forsvinde ned i lommen, mens hendes vrede blik hele tiden hvilede på hans ansigt, beredt på den mindste bevægelse. "Idiot" sagde hun vredt og mente ikke at han var det mindste ked af noget. Hun gik udenom ham for at komme væk fra ham.

"Nu skal du ikke lade dette møde vende fuldstendig om på din verden Menneske datter," sagde Deartháir imens han rettede på frakkens krave, "gå blot tilbage til dit normale liv, søg ikke efter de andre væsner... De udstødte," han vendte sig væk fra hende, "men vær god ved dem omkring dig, for en dag vil den virkelige verden åbne sig for dig" med de ord gik han roligt ned langs gaden