words can't hurts - Dearthaír

Nellie tænkte meget over hvad han sagde men blev revet ud af den da han kyssede hendes hånd hun rødmede kraftigt og begyndte automatisk at fugte sine læber. sine fine bløde og velformede perfekte lyserøde læber. der stikkede at længsel og synd. og da han gav hende penge begyndte tårerende at banke på. " det... det. kan jeg ikke tage i mod " hviskede hun, men hun viste også godt at han med stor sandsynlighed ikke tog pengende tilbage " ihvertfald ikke uden at få noget tilgengæld" hun lagde pengende på en lille hylde og trådte helt hen til ham. hvorefter hun lagde sine hænder på hans brystekasse og begyndte at smile lidt .. " men du bliver nok nødtil at bøje dig lidt ned i menneskelig højte" grinede hun stille

"du kan tage imod det, og det skal du" sætningen var ikke sagt i en streng tone eller noget, han udviste mere en medfølelse for denne kvinde, "pengene vil komme i bedre brug fra dine hænder end som mine, jeg har rigeligt af hvor det kommer fra... 400års opsparing du ved," da Nellie kom hen imod ham, og lagde hendes hænder på hans bryst vidste han hvad vej hun var ved at dreje, han lod en hånd glide let igennem hendes røde hår, og lod hånden standse da den nåede hendes nakke "Nellie.. du er et godt Menneske... en god ven, du har en vilje, og styrken til at kunne gennemleve det du sætter dig for," han bukkede sig lidt ned imod hende, "men denne ting du har gang i nu... den skal du ikke gennemføre, for din egen skyld, uanset hvor meget jeg så selv ville det"

hun rødmede " jeg vil bare gerne have at du er den første og den eneste der for den her ting fra mig. og som betyder meget for mig specielt fordi jeg ved jeg måske ikke kommer til at møde dig igen? " hun hendes smile forsvandt. " men du har ret det nok dumt .. " hun trak sig væk det gjord ondt men hun forstod. "du må have en god tur hjem deartháir og tak for alt. Jeg lover at betale tilbage." hun tog pengene og i hånden og følte lidt på dem "jeg ønsker dem alt godt og en godnat." hun vende ikke hovedet i mod ham men forblev med hovedet vend mod sine hænder.

Deartháir slog hurtigt korsets tegn for sig inden han atter trådte ind i lejligheden, "må Gud vide det var mig som gjorde det" mumlede han, og løftede hendes hoved en anelse så hun havde hendes ansigt rettet imod hans, "vi vil ses igen Nellie, det er jeg sikker på, som sagt... jeg kender til de fleste klostre, så der kan du ikke gemme dig" sagde han med et lille smil, og rykkede hans hoved tættere på hendes, imens 1000 tanker eksploderede i hovedet på ham, 700 af dem sagde han skulle lade være hvilket der var alle mulige grunde til, mens 300 sagde det nok skulle gå, ikke med en begrundelse på, men han vidste at uanset hvad der ville ske ved det, skulle han nok kunne klare det

Nellie hørte ham mumle noget mærkeligt og nåede slet ikke reagere før han trykkede sig ind mod hendes læber. hun gispede kort og hjertet bankede hurtigere og hurtigere. alt blev lige pluseligt alt for varmt. hun hendes krop sitrede og hun viste ikke rigtigt hvordan hun skulle hånter det hele?! hun rystede nærmest og overvejede næsten at skubbe ham væk, men det var så dejligt? hun kunne mærke hun blev tung i hele kroppen og hvert et lille led slappede af.

Efter et lille stykke tid gav Deartháir roligt slip på Nellies hoved, "det må du undskylde" sagde han kort, men med en stemme som var fuld af følelse, lidenskab og savn, "men jeg kunne ikke lade være, jeg ved godt jeg ikke skulle have gjort det..." han sukkede og så der på lidt væk fra hende... "undskyld"

" du må ikke undskylde .." hviskede hun af lidenskab og begær " det var så dejligt..." hun kunne mærke hvordan hun hurtigt begyndte at længdes efter hans læber igen. " pleas bliv ved" hun kunne ikke styrer sig selv og sine følelser mere det var så dejlig en følelse så ubeskriveligt. og hans stemme gjord et ikke bedre da det lød til han ikke ligefrem hadet det. hun lagde en hånd på hans kind og nussede den blidt

Deartháir førte atter en hånd igennem hendes bløde hår, "tror du ikke det ville være tosset at gøre det her midt i entreen? med åben dør, du har en mor der kan komme ud af sit rum hvert øjeblik?" han kunne ikke lade være med at smile en smugle over det, "du kan tage med mig, glemme dette liv, rejse jorden rundt og gå alle verdens indtryk helt tæt på?"

Hun smilede flovt " undskyld... hvad fuldstændig glemt hvor vi stod. " hun fjernede sin og hånd og nød hans berøring i sit hår. " rejse? " spurgt hun undrende og bed sig igen i læben "jeg kan da ikke bare rejse?? .. kan jeg ?? " hun tænkte sig om hele hendes krop sitrede endnu mere ved tanken " okay først lad os komme væk fra gangen " sagde hun og lukkede forsigtigt døren og samlede pengende op hun havde tabt uden selv at have lagt mærke til det. derefter trak hun ham ind på værelset og lukkede roligt døren " hvad skulle jeg sige til min mor?"

Deartháir fulgte roligt efter hende ind på værelset "ja, en rejse, ikke at vi skulle være væk fra evigt, bare tage en sviptur ud i verden, jeg tror du ville have godt af det, møde andre kultuer, nye oplevelser, din mor vil blot tro at du er kommet ind på klosterskolen, hun skal nok kunne klare sig" sagde han og tog hendes hænder, "tænk dig det, Skotland, Italien, Frankrig nogle af højsæderne inden for gastronomi, samt nogle af de steder der ligger klostre, vi kunne tage ind der en tur så du kunne se hvad det omhandlede"

Nellie bed sig i læben turde hun det? Men hun trængte virkelig også til at komme ud? Hun vende hovedet mod ham og smilede "så lad gå, det lyder som en super god idé" sagde hun muntert. Og gav hans hænder et lille klem. "hvornår vil du afsted? " hun skulle jo have lidt tid til at forbedrede i og have overbevist hendes mor. Det var nok den værste del. Hun nød han dejlige berøring, han stor hænder om hendes små bløde en dejlig blanding. Hun blev en smule usikker på sit valg igen. Han var en fremmede? Måske var det et for stort et sats? Hun måtte stole på ham " men en ting er sikkert hvis du snyder mig og slår mig ihjel kommer jeg tilbage som spøgelse og hjemsøger dig hele dit liv " sagde hun med sjov i stemmen for ikke at ødelægge stemningen.

"jeg er klar når som helst du er" sagde Deartháir varmt og sendte hende et smil, "det kan være nu, i morgen, om en uge, jeg har ikke det store der skal pakkes, så når du føler dig klar til det kan vi drage ud i verden" han første atter en hånd igennem hendes bløde hår, "jeg lover dig at der ikke skal ske der noget, jeg kunne aldrig finde på at røre dig, og skulle nogen anden ligge hånd på dig skal jeg personligt sende dem til helvede"

Nellie smilede og blev helt varm ved hans ord. " okay, altså det tager vel en dags tid at pakke og finde billetter og jeg ved ikke hvad. så ...." sagde hun overvejende og prøvede at forstille sig endato men det var svært når man ikke kendte så meget til sådan noget. "kan vi sige om to eller tre dages tid? der så meget der skal på plads inden?" hun nød hans berøring og hjertet begyndte at banke hurtigt igen igen. " det gør mig tryg at vide jeg har min egen lille beskytter og guid med " sagde hun med et smil.

"så lang tid du end skal bruge" sagde han med et smil, "billetter er intet problem, jeg har kontakter over hele verden, de skal nok få os rundt omkring, men som sagt, så snart du er klar kan vi være videre" han lo lidt over hendes sidste sætning, "lille beskytte ligefrem? ja der kan men godt se du desværre ikke har muligheden for at se, for lille... det er nok det sidste man kan beskylde mig for at være, men beskytter... der ramte du hovedet på sømmet"

hun grinede "det lyder bare forkert at sige stor, du jo ikke tyk?" hun sendte ham et frækt smil og gik et lille skridt fra ham " ved godt du er to meter og træls ihvertfald i forhold til mine sølle 1.67 " hun smilede og åndende lettet op " jamen så har jeg jo travlt. " mumlede hun og begyndte helt af gabe efter alle de humørsvingninger hun havde haft i løbet af dagen.

"Neej tyk ville jeg nu heller ikke ligefrem kalde mig selv" sagde Deartháir efterfulgt af et lille grin, "men ja... 2 meter og træls, den kan jeg sagtens gå med til," han lagde en arm omkring livet på Nellie så han havde sin ene hånd glidende igennem hendes hår, og den anden arm om hendes hofte, "men din højde er der intet træls ved, du har den perfekte højde"

Varmen blusede op i hende igen og rødmede trådte til igen. sommerfuglende fløj som en sindsyg rundt i maven på hende og hendes hjerte holde næsten op og det føltes som om det sad i halsen på hende. alle mulige mærkelig følelser startede pluselig inden i hende og hun kunne ikke kontroller der. det føltes som om hun skulle besvime. " du .. du.. gør mig svimmel" frem stamme hun endelig men det var også det eneste hun kunne sige alle ord blev som trukket ud af munden på hende på et lille øjeblik.

Deartháir slap hende lidt, "det må du undskylde... det var ikke meningen" sagde han og lagde begge sine hænder om hendes, "noget siger mig at jeg lige skal genopfriskes på hvordan Mennesket reagere, tænker og føler, jeg har opholdt mig på lang afstand af alt og alle, ud over dem som har haft hyret mig, og dem har jeg aldrig mødt rent personligt, det har altid været på telefonen" han så på hende, "du er den første jeg har åbnet mig rigtigt for i mange år, og en af de allerførste som jeg har presset mine læber imod"

´Nellie lagde hovedet på skævt "400 år uden et kys?? kan det virkeligt passe??" hun nussede blidt han hænder " du kan vel ikke gøre for hvordan jeg reagere? " hun trak lidt på skuldrene og tog så hænderne til sig " og nu skal jeg altså pakke og i seng. " drillede hun " vi er jo nogen der går i skole. " hun fugtede kort sine læber og rettede på sit nattøj. " de må vel heller også synde dem har hørt at gamle mennesker har godt af at få noget søvn en gang i mellem "

"jeg har aldrig haft brug for det, aldrig vidst hvad det betød" sagde Deartháir og trak på skuldrene, "Mennesket har en form for mønster der gør man kan forudsige dem, specifikke ting de gør før de reagere" han gav hendes hænder et lille klem, "nu er det bare sådan at jeg ikke er gammel, men der imod i min bedste alder..." han grinede kort over det, "vi ses snart igen Nellie"

" så du havde godt forud set min reaktion??" spurgte hun undrende og grinede lidt over hans lille citat " så siger vi det " hun smilede kort " lagde armene overkors " det gør vi ihvertfald eller det håber jeg man ved aldrig hvad fremtiden bringer?" hun fulgte ham ud til døren igen med denne gang lidt gladere ind sidst " jeg ønsker dem en god hjemrejse og en god nat sir" sagde hun med sin silke bløde og sukker søde stemme

Da de var kommet ud til hoveddøren knappede Deartháir sin skjorte op, "ja det havde jeg kunnet hvis det ikke var fordi det er så mange år siden jeg har været nødt til det, men det skal måske nok komme igen engang, ikke at jeg tror jeg har behov for det, den ting ikke at vide det gør mig blot det mere Menneskelig" han foldede smerteligt de store sorte vinger ud, og lagde skjorten i favnen på hende, "hvis du nogle sinde køre lyden af kæmpe vingeslag, og du føler det liver lidt varmere omkring dig, så ved du at jeg er i nærheden... selvfølgelig ses vi igen, jeg skal have min skjorte tilbage igen," med de ord pressede han atter sine læber imod Nellies, inden han lod vingerne bære ham op i luften endnu engang

hun smilede helt ved tanken og glædet sig allerede til at se ham igen. hele hendes liv var blevet den del mere vidunderlig ind først beregnet. og hun tog i mod hans dejlige varme skjorte og holde den tæt ind til livet. kysset kom lige så uventet som sidst det var ikke noget hun var van til men det blev hun måske hvis det forsatte? hun kyssede ham blidt igen. hun rødmede blidt igen " normalt ville jeg have sagt kør forsigtigt men i dit tilfælde er del vel flyve??" grinede hun og rystede på hovedet " kom godt hjem " råbte hun en sidste gang inden hun gik inden for med den dejlige skjorte i favnen. nu stod den opvask lektier og sovetid. *en dæmon .. ja hvem skulle have troedet det ?* tænkte hun og smilede ved tanken om ham. ham kom hun ikke til at glemme foreløbig.

// OOC: cool fedt emne min unge ven det var sq hygge //

"husk, du har måske ikke en Ærkeengel der våger over dig, men en Ærkedæmon et langt mere magtfuldt væsen, og denne har en tro som din egen" sagde han oppe fra luften af, "sov nu godt min kære Nellie, lad dit sind falde til ro nu efter din horisont og hele din verden har udvidet sig" han fløj lidt baglæns så han kunne se på hende til hun blev udvisket fra hans blik, derpå drejede han i luften og fløj videre ud i natten

// selv tak for et mega fedt emne, glæder mig til at se hvor dette bekendtskab kan følge hen

// samme her! hehe glæder mig vildt til det næste emne denne gang bliver det dig der laver det når. det lyste dig at lave et