words can't hurts - Dearthaír

"det er ikke så meget at regne, jeg ligner næsten et ganske normalt Menneske" sagde han og trak på skuldrene, "jeg er en af de heldige, andre kommer til at se meget anderledes ud end jer, det eneste jeg har anderledes er farven på mine øjne" men han kunne godt mærke på denne pige at det ville være vigtigt for hende at gøre, nogle havde bare de små ting som de var nødt til at gennemgå når deres liv stod vil en skillevej, "men selvfølgelig må du 'mærke' mig, hvis det kan hjælpe dig til at komme videre igennem dette, men derefter vil jeg gerne afprøve noget på dig, ikke slemt på nogle måde, men det vil måske hjælpe dig til at forstå" han tænkte at bruge sin evne til at lave 'spøgelses skjold' et slags billede af en person som han kunne få til at manifestere sig, måske kunne han give hende et billede af hans skikkelse, ikke til øjnene, men ind bag, til hjerte og hjerne?

Nellies smil blegende lidt da han ikke virkede interesseret. men da han så overgav sig og virkede forstående i hans stemme. hun rakte blidt ud efter hans skuldre og var helt stille hun havde en smule svært ved at finde hans skuldre da de virkede højere oppe ind først beregnet hun begynde hurtigt at tegne inde hovedet de brede markrede og veltrænet skuldre.hun lagde hovedet en smule på skrå og rykkede tætter på ham. hun fuldte hans hals og mod hans ansigt hvert enkelt lille detalje på hans hals blev tegnet hun kunne mærke hans hud var anerledes et sted på halsen og fulde det " har du fået tatoveret et kors på halsen?? er det ikke lidt en joke for en dæmons vedkommende?" spurgte hun undrende ind hun gik videre. op og mærkede hans kæber ører og tændingen efterfulgt af panden. "hmm du er meget menneskelig ja... " mumlede hun

Deartháir grinede lidt over hendes kommentar om det omkring hans kors hen over struben, "jeg er som sagt født og opvokset på et munkekloster i, opvokset med Gud og alt hvad han står for, jeg vidste ikke selv dengang hvad jeg var, ikke før end min mor gik bort" sagde han roligt og lukkede øjnene, efter hendes berøringer, "det var det jeg sagde, jeg ligner et ganske almindeligt menneske udadtil, men det er ikke min sande dæmoniske form, jeg tilpassede mig dem omkring mig, kopierede deres udsenet" han tav imens han flyttede hendes hånd ned imod sin brystkasse, dækket med gamle ar og rifter, "de troede dengang jeg gik løs at de kunne stoppe mig, vedhjælp af en åndelig udrensning, men da det ikke var nok, mente de min hud holdt det 'onde' inde, og de valgte at prøve på at skære det ud af mig" minderne var uudholdelige, og det smertede ham at gennemgå det med hende, men hun havde selv ville prøve på at skabe dette indre billede af ham, føle hvordan han så ud, det ville sikkert ikke hjælpe hende at forstå ham, men det ville hjælpe hende med at se ham som andet end det monster Mennesket havde gjort Dæmoner til

" hun begyndte at smile da han grinede. for første gang i sit liv havde folk grinet af hende uden det var fordi det var en joke om hende eller andet. denne gang var det faktisk noget hun kunne stå indefor. han havde et dejlig grin der gjord hende varm og blød inden i. hun mærkede på arene og prøvede at sætte sig i hans sted " vi har alle vores ar.. nogen større ind andre .. nogle psykiske nogle fysiske... en fejl ved mennesket er vi er egoistisk anlagt og mener at de ar vi har er værre ind alle andres" hun fulgte hans arme ned til hans hænder hvor hun beholde dem " men vi alle forskellige og det må vi accepter, du intet uhyrer monster eller hvad folk siger. du person der bare kæmper med lidt mere ind vi andre?" hun sende ham et sødt smil " det folk gjord den gang var aldrig ment ondt ... de kunne blot se du led og ville hjælpe dig. og jeg håber at aldrig vil tolke det som noget andet" hun nussede blidt hans håndflader " og jeg håber du ihvertfald har tilgivet dem for at påfører dig den frygtelige smerte."

"du kan være helt rolig, jeg kom over det, jeg tilgav dem... men stadig har jeg aldrig kunne glemme vrede... smerten..." og rystede hæftigt på hovedet for at komme ud af det forbandede tungsind han havde sat sig selv i, det var et sted han kun havde besøgt få gange, og når han først kom derhen var det svært for ham at finde mening med noget som helst igen, i stedet lagde han en hånd blidt på siden af hendes hoved, lige ved tindingen, "lad mig prøve at vise dig hvordan jeg ser ud" sagde Deartháir, uden at vente på godkendelse fra hendes side, begyndte han roligt at mumle en lille messe, ja nærmest en bøn, en besværgelse, gik dette som han havde planlagt det, ville hun i tankerne kunne se et billede af ham, så hun kunne se rigtigt hvordan han så ud, gik det ikke sådan ville intet ske hende, eller noget andet

nellie skulle lige starte at spørger indtil hvad han havde tænkt sig men det blev afbrudt da han satte sine hænder på hendes hoved. hun begyndte at undre sig da han sige en masse hun ikke forstod men så vidt hun forstod på det skulle det have en effekt det havde det også hun fik det varmt men ellers skete der intet? "undskyld øhm ... jeg har gået til noget healing før hvis det er det du prøver på? men sådan nogle ting påvirker mig desværre ikke? jeg har også prøvet hypnose og den slags men det aldrig lykkes nogen." hun bid sig læben igen af nervøsitet hun viste han gjord sit bedste men det var som folk ikke påvirke hende på nogle måder udover ved at slå hende kraftigt. men hvem blev ikke påvirket af det? "undskyld " hviskede hun ..

"det er helt i orden" sagde Deartháir og fjernede hånden, "det var ikke nogle form for hverken healing eller hypnose" han så på hende med sine matte øjne, "det er blot fordi Mennesker prøver at være mere end hvad de er, Engle og Elvere kan ting som det, men det er stadig kun ganske få af dem" han sukkede kort, "jeg forsøgte blot at fremkalde et billede for dit indre blik, så du kunne se hvordan jeg virkelig ser ud, andet end at mærke hvordan jeg så ud, men det lykkedes desværre ikke" hans hoved faldt lidt, "når men er der noget jeg kan byde på?" spurgte han så, "jeg har lidt forskelligt, men fremtryller det meste"

Hun begyndte at rødme lidt da hun fandt ud af hvad han ville " hvor du sød .. men giv mig blyant og papir og du skal se hvad jeg fik ud af at rør ved dig" hun smilede mere end nogensinde før "min plejer aldrig at tage fejl " hun vendte hovedet rundt som hun så rundt i lokalt. " overrask mig jeg klar på alt! eller jo et glas vand ville være dejligt man bliver tør i halsen af at snakke" hun grinede kort og lagde igen hænderne i sit skød og sagde som den søde skolepige hun var.

Deartháir rejste sig tavst, *papir? blyant?* tænkte han, det var ikke ligefrem de ting han brugte mest af, men han skulle da nok have et eller andet liggende, han gik hen til det lille køkken hav havde installeret og hev flere af skufferne ud indtil han fandt noget at skrive på og med, samt et par glas han fyldte med koldt vand, han gik tilbage til hende, "jeg havde lidt her sagde han og gav hende først vandet i den ene hånd, og lagde derpå papir og blyant på hendes skød, "koldt forfriskende vand, samt de andre ting du bad om"

hun bundende hurtigt glasset med vand og begyndte at tegne. " nåh imens jeg tegner dig kan vi så småt også snakke mere om dig." sagde i mens hun smilede. blyanten fløj og papiret i en okay fart. det var efterhånden rutine for hende at tegne noget hun havde fundet fremtil i sine tanker. hun startede som altid med kroppen og derefter hovedet men .. den var mere udfordrende denne gang så hun måtte starte fra toppen " du altså 400 år og single ... det da godt nok et trist liv?? har du slet ikke tøs en veninde et eller andet??" sprugte hun med dyb koncentration i stemmen " og hvad har du lavet i løbet af den tid??du må vel have oplevet en del efterhånden? "

Deartháir måtte atter slå en lille latter af sig, at hun ville snakke omkring ham og hans liv var en gåde, meget af det villet Mennesker ikke kunne sætte sig ind i og forstå til fulde, "der er ikke så meget at sige, jeg blev født i 1615, min mor var en ganske almindlig landsby kvinde, ung og smuk, min far en Dæmon... jeg levede de første 30 år af mit liv på et kloster oppe i Irland inden jeg stak af og levede på må og få, gerne alene hvor jeg kunne udforske mine evner, finpudse og lære endnu mere" han stoppede lige for at få været og drak lidt imens, "jeg har altid været fascineret over kvinden, men ja, altid single, der er ikke mange som vil have en Dæmon grundet vores dårlige rygter" sagde han og fortsatte, "jeg har rejst land og rige rundt, kæmpet i store slag over hele kloden.... nogle af de 'Dæmon' omhandlende film man ser nu om dage, er basseret på den tids hændelser, de bedrifter vi gjorde, de ting normale Mennesker ikke forstod"

Nellie stoppede kort efter at have skitset ham op " hmm lyder faktisk som et spænende liv, oplevet ting som vi andre kun kan læse i historiebøgerne?" sagde hun med nysgerrighed i stemmen " hmm så teorien om der en kvinde til en hver mand i verden passer vist ikke helt så?" grinede hun kort og sukkede "nå jamen så vi vel noget tilfælles, single single du har mistet en forældre jeg har, du bliver dømt før man lærer dig af kende samme her vi har begge noget at kæmpe med ... vi har faktisk mange fælles ting." hun gnid sit øje kort da det begyndte at klø lidt. " deartháir hvis du virkelig ønsker en finde du en kvinde i dit liv hvis ikke så det vel lige meget " hun forsatte sin kreativ idé om at tegne ham.

"tjo den teori burde stadig holde vand, det er de valg folk træffer, om hvor vildt de vil leve alene, eller bare kæmper med at møde nogle grundet deres udsenet eller baggrund" sagde Deartháir og knaste let med nakken, "så let er det desværre ikke, kvinder står ikke ligefrem i kø når de først får af vide manden der står/sidder for an dem er 400år gammel, man skal leve et liv fuld af stilhed og løgne hvis man skulle kunne få sådan noget til at blive til noget, og ikke mindst holde, "et langt liv er ikke nødvendigvis en dans på roser, en af de mest basale grunde til jeg har været så meget rundt, er af Mennesket før i tiden... når de først fandt ud af hvad jeg var, tvang mig væk, om jeg så lige havde hjulpet dem med at vinde krigen, eller at vælte diktatoren der styrede landet uden at tænke på de folk der boede i det"

Nellie tav lidt og skulle næsten til at blive trist, men tvang sig til at smile. " så det godt du mødte eller retter reddet mig! for jeg kan godt lide " sagde hun og lagde tingene ved siden af sig og krammede ham " du et vidunderligt menneske i mine tanker, lige meget hvad du er." en mærkelig fornemmelse spredte sig i kroppen på hende og hun trak sig hurtigt .. hun havde aldrig krammet en anden før og hendes krop brød sig vist heller ikke om det " undskyld " sagde hun stille " ville bare trøste dig :"

"det er helt i orden, jeg ved du gjorde det i bedste mening" sagde Deartháir inden han sukkede kort, "men ja som du kan se er et langt liv ikke nødvendigvis lykkeligt, det er fyldt med dystre hemmeligheder, og store smerter" han lagde sine hænder oven på hendes, "men du er et godt Menneske, meget bedre end de som mener de er bedre end alle andre, du besidder utrolige egenskaber selv om du måske ikke selv tror det" han smilede kort til hende, selv om han vidste hun ikke kunne se det, og gav hendes hænder et lille klem

Hendes hjerte bankede en anelse hurtigere ved hans ord og berøring. " hvor du sød. et evig liv kan være hårdt ... men det kun så hårdt som du selv gør det til." sagde hun stille " men jeg kan føle med dig, venner dør fra en alt ændre sig konstant. " hun nød at have en at snakke med det var længe siden hun havde snakket så meget. hendes mor snakkede aldrig rigtig efter hun var blevet fyret, og hun måtte tage de husligepligter en gang imellem. " men prøv at finde det positive i de liv lige som mig, hvis jeg hele tiden måtte finde det trælse ved at være blind var jeg nok aldrig kommet så langt i mit liv som i dag." hun trak på skuldrene og kunne mærke tæppet ryge længer ned og kom i tanke om sin nøgne krop " øhm ... ej undskyld havde helt glemt jeg var let påklædt " hun rykkede sig fra ham igen og fjernede sin hænder fra ham og placerede dem i skødet. hun var ikke vantil at være så let påklædt og deres samtale havde fuldstændigt fået hende til at glemme alt om hun nok burde være flov over at sidde så tæt på en fyr i nøgen tilstand.

"ak ja det kan du have ret i, men tro mig, end ikke du har evnen til at forstå det, det er noget man skal mærke på egen krop for at sætte sig ind i, og det er ikke noget jeg ville ønske for selv min værste fjende" Deartháir så lidt ned af sig selv, han havde jo ikke selv for meget tøj på, tank toppen var så ødelagt at den næsten kun lige hang sammen, men så have han jo sine bukser, han havde slet ikke lagt mærke til tæppet var gledet lidt ned omkring hende, hans blik havde hvilet på hendes læber og øjne, "øhm jeg mener jeg har noget ekstra tøj her et eller andet sted" sagde han og så sig om, "hvis du vil kan du få en bluse eller noget, så kan du bruge tæppet som en nederdel?"

hun måtte tilstå at det var ikke en nem ting at sætte sig ind i men hun prøvede. I det hele taget var det bare svært at sætte sig ind i ting efter alt det nye hun havde fået på en gang så mange nye ting det gjord helt ondt i hovedet ved tanken om det. hun rode lidt elegant rundt i sit i håbet om det ikke var helt ødelagt men måtte opgive og bare fjerne det meste bark og blade med den ene hånd. " alt kan bruges." sagde hun stille " så hvis du har noget, vil jeg gerne låne. lover du får det tilbage." hun ville nødig tage hjem det skulle nødig blive en skandale ud af det. det betød meget for hendes mor at der intet samvær var med mænd før efter ægteskabet og efter gudsvelsignelse. en gamle tradition der skulle forsætte ind til slægten skulle uddø. Og det ville den gøre hundrede procent fra hendes side af. hun havde ikke i tankerne om nogensinde at skulle giftes men blot give sin hånd til gud når tiden blev til det og hun kunne starte i kloster. en drøm siden hun var lille men som hendes mor var modstander af. men når hun kunne var det den vej hun havde tænkt sig at gå der kunne hun være fred intet med at skulle være tvunget til ægteskab eller noget helt andet. den eneste der ville få hendes hånd var gud. hun smilede lidt ved tanken " hvordan er det enlig at være munk?"

Deartháir rejste sig, og gik hen til en dør i den anden ende af det lille lokale, og åbnede ind til det lille opmagasinerings lokale hvor det lå alt fra langt våbenkufferter, til bunker med forskellige tøj stykker, "det er et ensomt liv" sagde han med hovedet dybt inde i skabet, "og deres tidsplaner, neeej for den da, det er godt nok ikke noget jeg savner, de er tossede de klostre boere, man skal op ved en 4 tiden til den første bøn, derefter står den på arbejde ind til der er mad klokken 7, og sådan bliver de ved hele dagen, bøn-arbejde-mad" han fandt en af hans lidt pænere bluser frem, den var helt sikkert for lille til ham, men måske Nellie kunne passe den tænkte han, men han måtte opgive lidt på at finde noget hun kunne have om benene, men så kunne hun jo koncentrere tæppet derom frem for hele kroppen, "men det er slet ikke det 'liv med gud' man tror det er, langt fra derimod" han gik tilbage til sofaen og lagde blusen over hendes ben så hun vidste hvor den var, "du kan prøve at se om denne her ikke skulle passe... men hvorfor vil du vide noget om kloster livet?" spurgte han med en let underen i stemmen

Nellie sad lyttede både til hvad han sagde men også til hvad han lavede. han forklaring af hans oplevelse af klosterlivet havde ikke skræmt hende, men mere gjort hende mere nysgerrig på det et liv. det lige hvad hun ønskede sige." ikke rigtigt for noget ... jeg venter blot på brev fra et kloster håber sådan jeg bliver godkendt til at gå på klosterskole." sagde hun med fryd i stemme. " men synd du fik sådan en oplevelse." hun foldede sine hænder som når man bad og lagde dem glad og tilfreds i sit skød igen

"du vil...?" den skulle Deartháir lige synke, han satte sig atter ned og betragtede den smukke pige, og måtte indrømme han ikke forstod hendes ønske om at ville starte på en kloster skole, "hvad er det du vil opnå ved at komme på kloskerskole?" spørgsmålet kom flyvende ud af ham, uden han overhovedet selv havde fået tænkt det igennem, "så vildt jeg husker fra min tid i kloster, og mine efterfølgende korstogter, så er det at Gud mange gange viser sig mere for dem der sidder udenfor, end de kloge hoveder i klostre og kirker" han trak kort på skuldrene, var det hvad hun ville kunne han jo ikke tale hende fra det på nogle måder, "det eneste jeg kan sige er at jeg mødte Gud mere efter jeg havde forladt klostret, end da jeg boede i det"

" det er der jeg høre til, langt væk fra alt. " hun smilede " det der hvor jeg kan være i fred og ikke blevet drevet af lyster. et sted hvor mit handicap aldrig bliver et problem for vedkommende der får min hånd er ikke til stede." hendes tanker tog hende tilbage til folkeskolen hvor hun havde sendt et kæreste brev men blev afvist pga. hun var blind altid var hun blevet drillet og folk havde afvist hende og turde ikke have nogle steder hen eller for den skyld gad ikke til at skulle lege førehund for hende. det skar i hjertet på hende som glas. en smerte som hun glædet sig til at for trænge i omgivelser hvor kun hende og gud eksisterede. " i det heletaget hvis jeg skal være ærlig ...er det også at komme væk fra omgivelser hvor der er ting som jeg ikke kan få. " hun sukkede stille " jeg ser det som en erstatning for kærlighed og det der hører med. fordi ja ... har vist snakket for meget ..." hun rystede kort på hovedet " fandt du trøje?" spurgte hun forventningsfuldt og rakte hænderne frem.

Deartháir trak kort på skuldrene, "ja den ligger på skødet af dig" sagde han, og kiggede lidt væk sådan at hun kunne tage tæppet af og blusen på i nogle lunde fred og ro, "det er ikke for at afholde dig fra din drøm omkring at komme på kloster... men hvad hvis jeg kan... hvis jeg kan vise dig at Gud ikke kun er med dem som er på klostret og i kirkerne?" spurgte han, det ville være en skam at en sød pige som hende skulle lukkes inde sådan et sted, "du har selv sagt det... Mennesket er fuld af fejl, og mange gane tænker de ikke over hvad de gør, men nu ved du at der ikke kun er Mennesker der ude, hvad hvis det kunne ændre din holdning til verdenen? hvad hvis drengen der aldrig svarede gjorde det for at beskytte dig? hvad nu hvis den dreng var en Varulv eller af anden herkomst?"

" åh ups " grinede hun flovt og tog den op. hun rejste sig og smid tæppet på sofaen i mens hun iførte sig den. den lagde sig ind mod hendes smalle krop nød at have en smule tøj på igen. hun tog tæppet og foldede det fint rundt om livet på sig selv som var det et håndklæde. " så .. sagde hun tilfreds .. så kan min mor vist godt modtage mig uden problemer" hun drejede kort rundt før hun vende sig mod ham " min kære deartháir det en sød tanke men .. jeg ikke interesseret i den kærlighed for jeg vil ikke kunne nyde den til fulde som andre." hun placerede hænderne elegant på sine hofter og sende ham et smil "men nok om mit ulykkelige kærlighedsliv. hvad med at du finder en pige selv? der vel væsner der ud ligesom dig " hun gik et par skridt ud i lokalet for at strække bene lidt.

"Væsnerne er der nok af ja, det store problem er bare at finde en som kan godtage hvad jeg er, den kristne Dæmon... det er ikke ligefrem noget man kan tage seriøst jo" sagde han og lænede sig tilbage i sofaen, atter med blikket hvilende på hende, "havde man blot kunne finde en med de samme idealer, en som ikke var så fordomsfuld som alle de andre..." han tav en smugle, "men jeg er ikke ude efter kærligheds liv længere... jeg er jo som sagt 400år gammel, alt hvad jeg vil er at fortælle historierne til dem som gider høre på mig, rejse ud på pilgrimsrejser igen... se om Gud kan tilgive de ting jeg har gjort uret i hans navn fordi præstene mente at Gud ville det sådan, men det var ikke Guds værk vi gjorde, det var Satans.." han tav lidt, beundrede Nellies røde hår, og brun-grønne øjne, de sjælens vinduer, de havde et farvespil han aldrig havde set lige