metro møde - Azariel

"nej han frygter mit monster, for det ville prøve at slå alle ihjel, i et anfald af hævn." sagde Safre stille og sæbede sig ind.

azariel lod hænderne smøre hende roligt ind på kroppen ''så hvis han skulle være bange for en af sine borger, er han så måske en værdig konge, som ikke engang kan holde styr på en af sine befolkning''

"nej, han er den eneste anden elver der kan forstå mine handlinger. og derfor sparede han mit liv med frygt og modvilje fra sit folk, derfor er jeg forvist til her." Sagde Safre alvorligt og trist.

han kyssede hendes hals og lod hænderne roligt på hendes krop ''hvorfor så ikke blive en del af os?, være en sortelvisk frue'' han kiggede roligt, da azariel havde en bagrunds viden om at sortelvernes hovde grund til at blive som dem de var er pga deres ur gamle old historie om de første sortelver som stammede frem fordi deres blod var ikke rent nok til at være sortelver, og andre folkefærd som var forvist fra elvernes rige den lille skrøne af historie havde azariel opsnappet fra det gamle sortelviske bibleotek for få år tilbage, og kiggede nu på safre ''at denne et nyt hus, med dig som frue ville være en form for revulution, og samtidig give dem magt i det sortelviske samfund.'' han kiggede roligt på hende ''der vil du finde en familie som gerne ønsker dig velkommen med åben arme, og dronningen lader du blot mig om, da hun ser mig som en nær ven, og en meget stærk fjende hvis hun vover at trodse mig'' han kyssede hendes kind roligt

Safre rykkede sig lidt væk fra ham. "Nej! Jeg svigter ikke min konge! Der må være en måde jeg kan overbevise de andre elver om at det er i orden at være anderledes. Jeg ved bare ikke hvordan. Men jeg skal nok finde ud af det!.... på et eller andet tidspunkt. Vil hellere ikke leve nede i mørket der er intet lyst, ingen vind, ingen stjerner, ingen måne, ingen sol..." Sagde hun, råbte hun, hviskede hun, så det blev svært at høre hvad det var hun sagde, men man kunne tydeligt mærke hendes utilpashed og hvordan hun var bang og nervøs.

han kiggede roligt på hende og gik ud af badet og tørrede sig, mens ansigtet forblev neutral, mens han nu lod håndklædet om sig ''de fleste bor ikke altid under jorden, nogle af de højere stående bor også her oppe da vi sjældent er under jorden, det er kun hvis det enten er møde med dronningen eller spicielle urter som er i undergrunden eller noget som man ikke kan finde i det menneskelige market'' han kiggede roligt mod spejlet og sukkede kort

Safre så trist ned, rejste sig og puttede sig ind til ham. "Undskyld jeg kan ikke svigte min konge, men jeg vil gerne være din." Hendes sind var meget spillet. Bare tanken om at hendes had endelig ville ramme de højrøvet elver fik hende til at smile. Men hvis ikke det havede været for en bestem elver havde hun jo ikke været i live og kunne ikke have det så rart som hun havde det nu.

azariel lod blikket på hende ''at leve med dig på denne her neutrale lag som mennesket kalder jorden ville være et sikkert sted, men hvis en af os forbliver på fjendes side er vi til fare for hinnanden, og jeg forstår godt at du ikke ønsker at forlade dit fødehjem og land den samme følse har jeg da jeg ikke kan svigte min dronning, men om vi kan være sammen og fortsætte dette forhold er ukendt for mig, da det vil bringe os begge i fare'' han kyssede hendes kind og lod håndklædet fast om hans hofte og holdte om hende da hun puttede sig tæt ind på hans krop..

"undskyld at jeg bringer dig i fare, kongen er ligeglad med mig, så ham behøver du ikke at frygte, det er mere din dronning, jeg vil bare så gerne være din. Det føles som det rigtigt." Hviskede hun og så op på ham.

han kyssede hendes kind blødt og nussede hendes kind ''du er en som fuldføre mit indre, men om vores liv og skæbne burde smelte sammen før vi selv har gjort og klar til at kunne opvokse et liv sammen, da vores to riger er i krig og dette vil bringe vores art i fare som vi nu skulle lave sammen, hvis det overhovedet skulle fungere, men om du vil acceptere mig som at være en del af dit liv er ukendt for mig..'' han lod blikket let på hende med et roligt smil og kyssede hendes kind blidt og der efter på hendes læbe som et let snefug som langtsomt smeltede væk fra hendes læber..

"åh, lad nu være med at være så alvorligt. Jeg er din og vil altid være det, og om jeg må flygte resten af mit liv ville jeg være lykkelig så længe du var ved min side." Sagde Safre drilsk kyssede ham nænsomt på halsen.

han smilede let og lod sine læber ramme hendes istedet for hans hals, og lagde armene om hendes side, mens hans læber mærkede hendes, og det føltes for ham at tiden stod stille og intet kunne fjerne de to fra hinnanden, ja selv ikke gudene, som var det den old gamle magi han i så langt tid havde søgt efter.

Safre puffede drilsk til ham. "Hvad vil du have til morgen mad min egen?" spugte hun sødt og smilede kærligt til ham.

han kiggede roligt på hende og tænkte sig om før han sagde hvad han for det meste spiste, da dette ville komme som et chock for hende ''hvad har du lyst til?'' han strøj en hånd ved hendes hår og nussede hendes kind.

"Pandekager!" Udbrød safre glad. Hendes morgenmad bestod tit af søde sager. *spiser de mon overhovedet søde ting nede hos sortelverne?* tænkte hun imens hun kiggede op på Azariel.

han smilede roligt og nussede hendes kind ''hvad er det frue?'' han undret sig over ordet *pande kager, hvad kan det dog være, det lyder som om at det var noget gift som skulle ligges ved at lag af død og ødelæggelse i hans øre, men måske var dette en test for ham ifølge hende* azariel havde abselut ingen ide om hvad dette dog kunne være, han havde hørt om at en kultur skulle havde denne pandekage skulle være en del af dette men hvad det handlet om viste han ikke, han lod et let blik på hende mens han afventede roligt på hendes besvarede ord fra hendes læber

"pandekager er dej man bager i et tyndt lag på panden" Sagde Safre og begynde at hive mel og sukker ned fra et skab.*hmm jeg har da lidt blod der kan bruges som syltetøj, mon han vil kunne lide det*

azariel lod blikket kort rundt og kunne ikke forstå at man skulle sætte dej på et stykke tyndt metal som der efter laver det om til tynd skiver brød istedet for at lave et helt brød. . .

''men ville det ikke bare være nemmere at lave brød med dejen istedet for, hvis jeg altså må tilføje dette'' han kiggede lidt undrende på hende, og ventede om hun ville nu give ham pisk for hans forspørgelse eller blive iriterret over at han indirekte prøvede at rette på hende, hele hendes kultur om at manden skulle bestemme i et samfund var et underligt fenomen da hele hans vækst havde været pisken ført i hånden på en sortelvisk kvinde som bad ham markere ret og ikke sige imod. . .

"Det er dejen alt for tynd til min kære, men sortelver kan da ikke lide søde ting vel?" Sagde hun varmt imens hun fandt de sidste ting frem og begynde at blande tingene tingene sammen. *håber han kan lide det, jeg syntes det smager godt! Han er nuttet når han virker så ydmyg*

han lod sig kigge undrende på tingende han havde aldrig oplevet en kvinde som havde spurgt ind til ham, hun virkede så venlig, og aligevel så gennemgående farlig at hun nemt kunne fjerne livet ud af ham, hvilket han godt kunne li, han stod lidt og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv mens blikket på hende forblev, ''er der noget jeg kan gøre for at hjælpe kære?, eller ønsker de blot at jeg forbliver hvor jeg er?'' han vidste ikke hvad han skulle gøre, som var det en hund som ikke kunne finde et sted hvor den skulle være eller gøre af sig selv. . . .

Safre tænkte sig om imens rørte rundt i skålen. "hmmm hvad er dine ynglings retter? kan du ikke skrive dem ned, også hvordan man laver dem. Bare så jeg også kan lave noget du godt kan lide." sagde hun varmt.

han kiggede undrendende på hende *skrive det jeg kan li? ynglings retter?? hvad er dette for noget?!* hendes forslag om hvad han skulle gøre undret ham, han vidste jo ikke engang hvad ynglings retter var, han forstod at det var i menneskes verden noget mad som de fortrak frem for noget andet, men Azariel havde jo kun levet med at spise det han kunne skrave sammen til sig, og hvis han ikke kunne det måtte han slås for føde, hvilket han altid vandt blandt hans brødre, men hvorfor ville hun skrive noget ned som var en skik hos menneskene.... det undret ham meget, men det kunne jo være en test hun lagde for ham og da hun var kvinde og højere stående end ham selv måtte han jo adlyde, han gik over til køkken bordet og tog noget parpir frem samt en blyant og kiggede lidt undrende og skrev klassiske menneske retter ned som lassange og boller i karry... ikke noget som virkede sort elvisk men normalt menneske mad som han havde hørt omkring hans rejser når han var oven på og væk fra underverden for og rejste rundt og myrde i dronningens navn.

Dejen var nu færdig. Safre fandt en godt brugt pandekage-pande og åbnede forsigtigt køleskabet og fandt noget flydende stegemargarine. Hun tænde for komfuret og nynede imens hun hælde noget dej op på panden. "Hvad skriver du på skat?" Sprugte hun nysgerigt.

han kiggede lidt forvirret på hende ''skriver retter ned som du bad mig om frue'' han kiggede kort på hende og der efter tilbage hvor efter blikket blev på papiret ''har jeg gjort noget forkert frue?'' sagde han der efter med en meget meget ydmyg stemme som var det en hund som kiggede på sin herre og vidste den havde gjort noget forkert, men ventede på at blive straffet.

Hun bemærkede det underlige tonefald og undrede sig og sagde venligt. "Du skal ikke tale sådan til mig, jeg er ikke din herre eller noget, jeg ved godt at det normalt er sådan at kvinderne der bestemmer men prøv at være mere ligesom menneskerne. De ser mere lige på tingene. De har en virkelig god måde at se tingende på." Safres blik blev koldt og hendes stemme skadefru da hun sagde: "Og de er så sjove at splatte ud."