Running time - Dylan

Matthew grinede lidt "No your not.." brummede han og kilede ham lidt op af siderne, og grinede da Dylan lavede nogen søde lyde, "Love that sound" grinede han og smilede så lidt.. okay seriøs nu. "Dylan" sagde han og sukkede og skubbede ham blidt ned og satte sig op i sengen. "No.. im not going to let you.. go there.. alone.. on way" sagde han så og sukkede og rystede på hovedet, "I know.. i know.. but yearh.. im just being selfish.. sorry" sagde han og sukkede, "But if you want to visit them.. im going with you.. and you can just tell them not to hurt me.. and.. im not going to hurt them either.. and we can just.. hold hands.. the whole time" sagde han stille og sukkede forsigtigt, "I hope you still like me when you get your memorie back.." hviskede han og så på ham, "Or im going to make you like me.. just like you did.. when i dident like you" sagde han og smilede lidt.. "Come on.. lets get up.. Toby is making breakfast" sagde han glad og kravlede ud af sengen og kom i tøjet.

Dylan skreg ikke, men det var i samme kategori.. måske mere sådan nogen klynk der blev til hyl "Stop! Please stop!" bad han og halvvejs grinede, og halvvejs pivende. Han trak vejret dybt da Matthew puffede ham ned og tog en dyb indånding "No torture in the mornings please?" mumlede han og smilede lidt til ham, men så blev Matthew alvorlig igen. "Hm.." brummede han stille, og så kort ned af sig selv mens han tænkte og dækkede sig lidt til uden at tænke rigtig over det. "It's okay.. okay, you can come" sagde han, men kunne ikke lade være med at tænke på sidste gang, hvor fatalt dårlig han havde været til at stoppe DET. "You don't have to hold my hand, I'm a big boy you know?" drillede han blidt, og rakte ud og lod en hånd køre gennem hans hår... so soft. "Why wouldn't I like you?" mumlede han roligt, som om han ikke havde overvejet overhovedet at han kendte Matthew i forvejen. For hvordan skulle han dog kunne det når de ikke have kendt ham? Dylan smilede svagt og så kort ned i madrassen under sig "Yeah you're right.. don't give up on me" mumlede han, og så kort efter ham og nikkede. God ide.. selvom han nok gruede en lille smule for at skulle derud igen. "I um... fixed your car.. or.. I didn't, but turns out I have a cousin that could fix cars.. he's delivering it today" sagde han så, bare lige.. indskudt. Han kom i tøjet, t-shirt og jeans. Han var ikke så fornem. Så rendte han nedenunder til Toby "Morning!" sagde han hurtigt og smilede til ham "You need any help?"

Matthew smilede skævt til ham "I know that.. but i may need to hold your hand" sagde han blidt og sendte ham endnu et smil, måske lidt genert.. he wasent god at this.. shit. "I dont know maybe you mom or someone taught you to hate me.." sagde han og trak på skulderne "In our pack they learn us who our enemy is, and who our friends is.. before we can walk" sagde han og blinkede til ham, sådan var det vel i alle pack.. Desuden var Matthew alfa.. han kunne ikke holde styr på alle omegaer og betaer i andre packs.. men han var helt klar over hvem Dylans mor var.. og det var resten af hans pack også.. så måske Dylan havde hørt lidt om Matthew før.. og det kunne ikke have været noget godt.. så ja hvem vidste, måske hadet ham han når han fik sin hukommelse tilbage? Han håbede det ikke.. ellers måtte han vinde ham over på sin side igen jo. "I wont" sagde han og nikkede og gik ud af døren efter Dylan, "Yearh i know.." grinede han.. han havde slet prøvet at få en til at hente hans bil, men så havde han fået at vide at nogen allerede havde hentet den.. at den ikke var der.. og så havde han ringet rundt, ind til en havde fortalt ham Dylans navn i en eller anden sammenhæng.. og så var det ligesom gået op for ham.. nå ja så havde han lige glemt at sige tak.. men der var bare sket så meget på det sidste.. så ja.. he just forgot. "Thank you" sagde han så og smuttede ned af trapperne hvor det duftede af morgenmad.. yay Toby was home! "Omg i missed you so much.. dont ever leave again.. i think i lost weight while you where gone" sagde han drillende og gav Toby et puf.. et morgen puf! "Oh.." grinede Toby og kiggede på Dylan "he needs the food.. or he go all crazy" grinede han og smilede og rystede så på hovedet "I kan jo dække bord ik?" sagde han, for Toby kunne godt lide at lave mad, og han kunne godt lide at lave mad alene.. og til Matthew ja! "Yup!" sagde han og smilede og fandt tallerkner frem.

Dylan havde det lidt som om Matthew ikke fortalte ham hele sandheden.. well.. naturligvis ikke, for hvis han gjorde, så ville han jo fortælle ham grunden til hvorfor han skulle hade ham.. og omvendt. Han så kort bagud på ham med lidt undren da han sagde tak "I didn't mean... you don't have to.. I broke it" mumlede han så sådan lidt... yeah. Nej, det skulle han ikke takke for. Dylan gjorde en opgivende bevægelse mod Toby "Sorry, not really used to cooking... I think" sagde han forvirret. Hvor skulle han vide det fra, han kunne være Michelin kok - men han tvivlede nu lidt - og stadig ikke vide det det. Det kunne være interessant at vide hvad det egentlig var for noget han lavede til hverdag... det kunne han naturligvis spørge sin familie om. En af dem måtte vide det. Han fandt noget bestik og nogen glas, og lagde dem ved tallerkenerne som Matthew satte til ham. Well this was homey! Det var faktisk hyggeligt, det var lidt mere.. rigtigt nu hvor Toby også var der. Han fandt hurtigt et krus og fik hældt noget kaffe i det inden han sad ned ved bordet igen vældig optaget af den bitre, varme sorte væske i sit krus. Dylan vidste to ting om sig selv der var et hundrede procent sikkert: Han elskede kaffe. Og at gå i bad. Jeps.

Matthew smilede lidt og fik det der bord dækket og satte sig ned, og hev avisen hen til sig som Toby havde sørget for at hente.. præcis som han plejede, jov det var nu skønt at have ham hjemme igen! Mn kom virkelig til at savne folk når man opdagede hvor meget de egentlig var til stede i ens hverdag.. bare de der små ting.. det gjorde virkelig en forskel i sidste ende. Han så op og sendte Dylan et smil over avisen, imens Toby fik tingende på bordet. "Så hvornår tager du hjem idag Dylan, glæder du dig?" sagde Toby glad og satte sig. Matthew skævede til Dylan, havde han fortalt Toby det, og så før han havde fortalt det til Matthew.. tsk.. nå! Han vendte sit blik væk fra dem igen, og tilbage på en artikel om en eller anden tøs der var blevet voldtaget i nat, hyggeligt! Den der kunne Dylan så selv få lov til at redde sig ud af, nu når han valgt Toby før Matthew.. og så efter de to eller tre uger de havde tilbragt sammen.. tsk! Han fik en bolle over på sin tallerken, friskbagte boller til morgen mad, jov det duede! Og så med et skive ost og marmelade på.. mhmm! He missed Toby sooooo much!!

Dylan pustede overrasket ned i kaffen så det sprøjtede lidt op i ansigtet på ham, ved spørgsmålet om hvornår han tog hjem. Han satte den ned og rømmede sig lidt, og tørrede lidt af kaffen væk, og begyndte så at rødme. Oh shit.. shit. Hvordan skulle han nogensinde forklare det? At Matthew havde afpresset ham fordi han vidste hvad han helst ville? Han skævede til Matthew der roligt ikke sagde noget som helst... Okay. "Matthew og mig snakkede sammen igår aftes før filmen.. og han fik overtalt mig til at blive lidt længere.. Hvis det ikke gør dig noget?" sagde han så stille og betragtede Tobys ansigtsudtryk. Was he okay with it? "Men jeg tager derhen, efter morgenmad højst sandsynligt for at tale med dem, det kan være en mulighed for mig at få min hukommelse tilbage på. Så ja.. jeg glæder mig" sagde han så og smilede forsigtigt til ham. Han anede ikke helt hvordan det stod til med Toby og hans forelskelse i Matthew.. Men Dylan vidste jo godt han ikke kunne blive der forevigt. He didn't.. live there. Men han tog det som en mulighed for at lære sin familie at kende lidt inden han flyttede helt ind, så Matthew og Toby kunne få stedet for dem selv igen. Han skævede kort til Matthew inden han tog en tår af sin kaffe igen.. Matthew havde sagt nogen ting igår, men.. hvor meget han havde ment, og hvor meget han bare havde sagt fordi han havde været... whatever, det anede Dylan ikke, og desuden var de jo ikke noget. Hvordan kunne man overhovedet være noget med en uden hukommelse, for den dag han fik sin hukommelse tilbage ville ethvert bekendtskab jo drukne i minder og et helt andet liv. Han havde dog ikke tænkt sig at lade det gå så vidt. Han ville ikke hade Matthew eller Toby, uanset hvad det var der var så slemt at Dylans familie nær havde slået Matthew ihjel.

Matthew smilede bare lidt bag ved sin avis og læste vider, inden han bladrede om til reklamerne, "there is Black friday this friday.. Toby we need to call mom.. need to go home for thanksgiving.. can you maybe ask if its okay to bring Dylan?" spurgte han roligt over avisen. Toby kiggede lidt på avisen som Matthew var gemt bag "Sure, why should he not? Ofcause you can come.. its really nice and cosy.. the whole pack will be there.." sagde Toby glad og vendte sig mod Dylan igen for at svare på ham, men så afbrød Matthew igen, "Cool.. maybe we should go to town then.. there is a koncert at the square, with some kind a rock band.. and we could go shopping or something" sagde Matthew glad og smilede lidt for sig selv.. maybe go eat somewhere.. yep! Det lød sgu hyggeligt.. selv om black friday selvfølgelig var et helved af et gaveræs og der var altid kamp om rabatterne, men hvis de bare slappede af og hyggede sig, så skulle det nok blive hyggeligt, der var jo ikke noget de bare skulle have. "Yearh sure.. right.. if Dylan wants to.." sagde Toby og vendte sig mod Dylan for endelig at svare ham, "And yes.. you can stay as long as you like Dylan.. and it sounds nice.. say hallo to your mom from me" sagde han inden han proppede et stykke bolle ind i munden og tykkede med åben mund.. for sådan var Toby.. ikke helt så god til maner.. næh og han spiste ret meget mad.. men han var meget sød alligevel.

Dylan så op fra sin kaffe, fra den ene til den anden... Havde de tænkt sig at tage ham med til thanksgiving?! Men de kendte... de.. han.. kendte ikke nogen jo, det ville gå helt galt. "Maybe I should just stay i.." begyndte han stille, men det virkede lidt som om de snakkede henover hovedet på ham. Han sukkede og drak noget mere kaffe. "I will" sagde han blidt til Toby og smilede kort inden han fortsatte med den der kaffe, og da han var færdig hentede han en ny kop.. for han ventede på Matthew. For han ville jo gerne med. Han havde ikke noget imod den måde Toby spiste på, han havde set ham drikke kakao med hele ansigtet. "Okay, I'm gonna go take a quick shower.." sagde han så for ligesom at ruske sig selv lidt vågen og skræmme den der angst på flugt og rejste sig "And then I'm going" sagde han og hældte den sjat kaffe ud der var tilbage i vasken og rendte ovenpå og smed tøjet og skyndte sig i bad. Han sukkede under den varme bruser.. oh god.. so good. Han afspændte i ti minutter, før han så fik tørret sig og skyndte sig ud og nedenunder igen. Okay.. he was ready for this.. he was.

Matthew smilede lidt og lod som om han læste vider, men han kunne ikke rigtig fokusere mere.. han lyttede bare til drengens samtale. Han så dog op da Dylan smuttede, og nikkede til Toby, han var også færdig med at spise, "Jeg går også lige op og gør mig klar, skal du have hjælp med noget?" spurgte han imens han satte sin tallerken i opvaskeren. "Nej tak, smut du bare" sagde Toby.. typisk Toby, han ville aldrig have hjælp når det gjaldt køkkenet.. det var hans køkken.. mhmm. "Okay" sagde han så bare og gik oven på for lige at tage noget andet tøj på, han tog et pænt jakkesæt på, som hvis han skulle på arbejde, han kunne godt lide at se pæn ud.. når han ikke gik rundt i stramme bluser der fremhævede hans yderst veltrænede krop.. right. Han så op da Dylan kom ud af badet og smilede bare imens han bandt sit slips, og lod ham klæde om i fred. Matthew kom kun nedenunder et minut eller to før Dylan, "Super.. we might need to take my bike.. my car is.." sagde han stille og trak på skulderen, stadig på værksted vel et eller andet sted, han regnede med at Dylan havde styr på den del.. men han håbede den snart kom hjem igen, han savnede den! "So.." sagde han og sukkede lidt opgivende "Maybe we should just take a cap.. i dont want my bike to broke too" sagde han så og smilede forsigtigt til Dylan.. no way he was going to take the bus!

Dylan så på Matthew da han kom ned og hævede sine øjenbryn. Han var lidt stunned i et stykke tid, og det eneste han sådan.. lige kunne få over sine læber var "You have a bike?" han overvejede ikke at det var motorcyklen han snakkede om. Men så kom Matthew med tilbuddet om at de kunne tage en taxa og det var måske også ret smart, for Dylan var ret overbevist om at han ikke havde penge til at fixe endnu et af Matthews køretøjer. Så meget tjente man ikke som tjener. "Uhm.. a cab is good.. let's do that" sagde han så og smilede til ham og ventede til han havde ringet efter den før han nikkede mod døren og smuttede over til den "Hey.. Tobes.. see you in a few hours.. maybe less" det sidste mumlede han, for han anede ikke hvor længe det ville tage. Så åbnede han den så Matthew kunne komme ud og fulgte selv med ham og stoppede sammen med ham ude ved vejen. Fem minutter efter stod der en sort taxa og ventede og han steg ind sammen med Matthew "Um.. do you know the.. uh.. adress?" spurgte han så. For det gjorde han sådan set ikke. Men det gjorde Matthew heldigvis og så var de på vej.. de var.. urgh.
Dylan didn't know if he smoked, but right now he could use something to calm his nerves a bit. Anything! Alkohol, vitamins, chocolate, whatever... Han sukkede og skævede så til Matthew og lagde mærke til hvor pænt han egentlig var klædt. "You look great" sagde han så, og smilede til ham. Den stoppede ude i et havnekvarter. Et pænt et, hvor man kunne fornemme salten i luften, og svagt høre måger. Huset var et murstenshus, rødt og to etager, og med noget der lignede at taget vidst også kunne bruge opholdsrum. Han betalte taxaen og steg ud og ventede lidt på Matthew inden han så op på huset.. oh god. Haven var pænt passet på trods af at det jo var vinter, og sikkert svært at holde pænt. Men der stod nogen lifligt grønne gran-agtige buske langs med det hvide stakit, og et lille fodboldmål samt en sandkasse på græsset lidt længere væk mod baghaven. "I.." begyndte han lidt hæst, da døren gik op og en pige han ikke havde set før kom styrtende ud "DYLAN!" råbte hun i noget der lød som glædesrus, og Dylans første tanke var at løbe, for hun virkede lidt skræmmende. Hun røg over stakittet som om hun havde gjort det hele livet og lige ind i favnen på ham. Oppe i døren fulgte Jessica, Dylans ældre søster som stoppede op ude på trappen og målte dem med øjnene, inden hun meldte deres ankomst ind i huset. Derefter kom der flere til i døren, Dylans mor blandt andet, der straks gik ned af trapperne og hen mod stakittet. Dylan slap - angiveligt endnu en søster - og holdt hænderne op mod sin mor "Please don't hurt Matthew, he's here because I asked him to" sagde han hurtigt. Hun stoppede ved lågen i stakittet og betragtede ham inden hun smilede svagt til ham "I won't... Come on in, Jenna, let go." sagde hun hurtigt til pigen der stadig hang om Dylans liv. Hun var vel omkring 14, og først virkede hun temmelig modstridende, men så lod hun ham og Matthew gå. Dylan skævede til Matthew, og sikrede sig han var med inden han bevægede sig igennem porten.

Matthew nikkede bare "Yearh i know he adress" mumlede han for sig selv og sagde det så til deres chauffør og så var de ligesom på vej, og jo nærmer de kom jo værre fik han det.. måske skulle han have sendt Toby med i stedet for? Han var bedre til at håndtere den slags, og god til at være venner med folk han ikke kendte og den slags.. men nå ja.. der var jo den der anden ting.. nej Toby skulle ikke komme, han vidste ikke noget, og det var nok også bedst sådan. Han sukkede og stod ud af taxien.. puuh.. dyb indånding. Han stillede sig medvilje lidt i baggrunden og betragtede Dylan imens han blev overfaldet af et muligt familie medlem.. måske.. måske skulle han bare forklare dem hvordan det stod til, og hvorfor Dylan boede hos ham? Måske ville de forstå det? Måske.. måske kunne de hjælpe Matthew med at finde ud af hvem det var der var efter Dylan. Han fulgte langsomt med indenfor og prøvede ligesom bare at holde sig lidt i baggrunden for.. ja.. han havde nok mest lyst til at smadre dem alle sammen.. men det var jo.. ja.. mhmm.. det kunne man ikke.. han blev nød til at opføre sig pænt.

Dylan blev ved med at skæve til Matthew. Om han stadig var der, eller om han måske var gået. He couldn't leave, please don't leave... Til gengæld havde han også lidt dårlig samvittighed, for Matthew så temmelig anstrengt ud. Var det så slemt? Måske ville han hellere være blevet hjemme. Han blev bombarderet af diverse spørgsmål og informationer da han kom indenfor og til sidst var hans mor nød til at tysse lidt på hans søstre. "He just came home, and he doesn't remember... remember?" sagde hun lidt strengt til dem. Jessica der var ældst himlede mest af alt med øjnene, mens Jenna var lidt mere påpasselig i forhold til at få skældud og sådan... nejnej! Hun så blidt på Dylan "Sid ned.." sagde hun så og fik øjenkontakt med Matthew "You can sit too" sagde hun og satte sig så sammen med de andre fra familien. Dylan tøvede før han satte sig på en stol. Der stod en ved siden af ham som han kort så på, og så derefter på Matthew... men så vendte han alligevel blikket mod sin familie. Han ville ikke tvinge ham til at deltage i det her.. hvad det så end var. Det endte ud med at være en spørgetime.. mest om hvad han vidste, og hvad de vidste. De fandt dog hurtigt ud af at han ikke kunne huske noget. Dylans mor så også lidt underlig ud i hovedet det meste af tiden, she just.. she thought he was so different. Han fortalte dem også om at han havde boet hos Matthew og Toby, og hvor meget de havde gjort. Dylans mor skulede kun til Matthew en enkelt gang. Det tog Dylan som en win.
"The problem is.. I don't know who I am, and I don't recognise any of you" mumlede han så, og kløede sig på armen. Dylans mor så ned i gulvet og foldede sine hænder "I don't know how to bring back your memories.. mostly because you don't know how you lost them" mumlede hun, og vendte opmærksomheden mod Matthew "Lagde du mærke til om han havde blod i panden da du fandt ham i skoven?" spurgte hun så.

Matthew stod bare lidt og betragtede dem alle sammen.. skulede.. det var vel lidt ligesom i hans familie.. de var bare mange flere samlede når der var familie møde.. men nå ja.. nogen gange var det kun de vigtigste personer der samlede sig.. men han mor ringede altid efter ham bagefter og fortalte ham alt.. han skulle jo alligevel være packleader en dag.. han blev nød til at være godt informeret. Han blev stående lidt endnu, følte sig overhovedet ikke tryg.. slet ikke.. og han ville gerne være klar, på alt.. han vidste ikke hvad der ville ske.. måske kom der nogen løbende lige om lidt og slog ham og Dylan ud og next ville de hænge i en eller anden kældere imens nogen torturerede dem til døde.. nope.. han skulle være klar.. han fandt sig sgu ikke i noget! Matthew rettede sit blik mod Dylans mor da hun snakkede direkte til ham, han stirrede bare lidt uden at svare. "I think we need to talk.. just the two of us.." sagde han så til sidst og holdte hendes blik fast, "Just talk.. no need to worry" sagde han så roligt og prøvede at.. være så rolig som muligt. "Please" sagde han så til sidst.. et ord han ikke bare kastede ud til højre og venstre.. faktisk brugte han det mest bare fordi.. overtalelses.. det gjorde det tit lettere med et lille please.. eller når han skulle tigge et eller andet ud af Toby.. så var please.. og ned på knæ.. også ret nyttigt.

Dylans mor så på Matthew, og det gjorde Dylan også med store øjne.. for ville han virkelig tale med hans mor? Alene? Var det en god ting? Kunne de det? Rose kom på benene uden et ord, og gav Dylans skulder et lille klem "Vi kan tale i køkkenet" sagde hun så roligt, og viste ham vej ud i køkkenet, der var stort nok til at man kunne lave mad, samtidig med at der rendte mindst 20 mennesker rundt, og der ville være rigelig med plads til både madlavning og mennesker. "Do you know something?" spurgte hun så og så ham i øjnene da de stod i køkkenet. Hun havde ikke betænkeligheder ved det. De var begge alphaer og hun følte sig ikke truet. Desuden var Matthew alene på hendes territorie. Det var mest farligt for ham. Men det betød selvfølgelig ikke at hun ikke skulle være på vagt.. men ligenu var hun mere interesseret i hvad det var han ahvde at sige, for hun ville gerne hjælpe sin søn. Hun var desperat efter at få sin søn tilbage. "Please tell me you know something.." mumlede hun så, og pludselig så hun enormt træt ud, som om hun havde siddet op hele natten. I'm gonna make some coffee.. you want coffee?" spurgte hun så blidt, mens hun fik fat i kaffemaskinen.

Matthew nikkede stift og uden at se på Dylan fulgte han Rose ud i køkkenet og lukkede diskret døren efter sig, det var bedst at så lidt som muligt vidste.. noget, han ville ikke skabe mere rod end der allerede var. Han så sig lidt i det abnorme køkken inden han rettede sit blik imod hende, "I know enough to say that Dylan can't stay here.. and you need to stop asking him that.. it makes him upset" sagde han roligt og så hende så direkte i øjnene "Okay listen.. my theory is.. that.." sagde han og skævede til døren.. "Someone tried to kill Dylan.. unsuccessful apparently.. but.. instead of dying.. Dylan lost his memory.. seriously i found him in the woods all covered in blood and dirt.. running.. form something.. and i think if Dylan could exscape.. the man.. trying to kill him.. also excaped.. and.. i dont know who that are.. so.. i dont trust.. anyone.. okay?" sagde han roligt "And Dylan is going to stay with me.. untill.. that someone is.. dead.." afsluttede han, "Og den eneste måde du kan hjælpe mig på er at finde ud af hvem der har prøvet at slå ham ihjel.. der må jo være nogen der ikke kan lide ham.. apparently" sagde han og blinkede til hende.. Matthew var ikke god til at være seriøs.. i så lang tid.. af gangen.. men selv om han sagde det hele på en lidt fjollet måde så mente han der helt seriøst.

Dylans mor så ned i bordpladen og sukkede tungt og lænede sit hoved i sin hånd et øjeblik som om det ligesom blev for meget for hende. "I'm glad you found him.. he seems.. he is comfortable around you" sagde hun så og nikkede for sig selv. "If you need anything, don't hesitate to ask, I'll start a hunt for the person.. or people that tried to harm my son" sagde hun så og løftede blikket der var rødt nu. Hun rømmede sig og de blev blå igen, og smilede kort til ham. Et rabalder inde fra stuen rev hende ud af det korte øjeblik de havde haft i fredelig samvær, og hun var henne ved døren ind til stuen i to skridt og rev den op. Hun blev mødt af 4 forvirrede ansigter der så op fra gulvet "I didn't do anything I swear, he just.." begyndte den yngste pige og pegede på Dylan der lå på gulvet. "He fainted.." afsluttede hendes far og fik ham op og sidde og viftet lidt luft ind i ansigtet på ham. "I just wanted to show him- he asked!" begyndte hun igen, og Rose gik ind i stuen og rystede lidt på hovedet, mens Dylan fik øjne. "It's nice to see that nothing changed.. But Dylan and Matthew should probably go now.." sagde hun så blidt og vendte sig mod Matthew og så på ham og ventede på om han var enig. "I...Mm-good.. fine" mumlede Dylan blidt til sin far, og smilede kort til ham inden han så lidt op og fangede Matthews blik. "We're leaving?" spurgte han så.

Matthew smilede kort "It dosent change anything.." sagde han så til sidst, det her betød ikke at de skulle til at være perlevenner.. at deres familier havde tænkt sig at ligge stridighederne bag sig, det vidste han alt for godt, og han følte at han blev nød til at minde Rose om det, "When you find that.. person.. and Dylan gets his memory back.. anything is going to be.. like.. before" sagde han stille, som Dylan havde antydet.. var det jo slet ikke sikkert at han ville have lyst til at være venner med Matthew.. men det var også lige meget.. de kunne ikke være venner.. aldrig. Han så op ved lyden af støj, og hev kort efter vejret imens han ventede på Rose fik døren op og stormede så ud i lokalet for at se hvad der var sket, bange for at der var sket Dylan noget. Han stirrede rundt på familien og nikkede så til sidst "Now" sagde han så strengt og gik mod hoveddøren, "And Rose.." mumlede han og åbnede døren og vendt sig halvt mod hende, "Dont tell.. anyone" sagde han og blinkede kort inden han hev Dylan efter sig ud af døren. Der gik cirka fem sekunder og så ringede hans telefon. "Hey mom.. yes.. im fine.. no you dont need to kill anyone.. relax.." brummede han ind i telefonen imens han begyndte at gå væk fra huset. "Yearh.. i know.. fine.. yes!" sagde han irreteret og så op, i det en sort bil trillede ind foran dem og en dør blev åbnet. Han klappde telefonen i, "Time for you to meet my mom" mumlede han, "come on" sagde han og satte sig ind og ventede på Dylan og lukkede døren efter ham. Overfor dem sad en høj mand med solbriller på, selv om solen ikke skinnede og det var minusgrader.. jezz. "Hey Frank" brummede han høfligt og lænede sig tilbage i sædet. Han tog forsigtigt Dylans hånd og nussede ham blidt på fingrne "Are you okay?" spurgte han blidt og fangede Dylans øjne.. hmm.. øjnene.

Rose så kort på Matthew "I wasn't expecting it to" sagde hun så stramt, men beherskede sig, og nikkede så. Ja, alt ville ændre sig tilbage til det der var før... og det var godt. Dylan kom på benene og blev hevet med ud af døren. Så snart den lukkede bag ham, følte han at han havde mistet et eller andet vitalt. Som om nogen havde taget hans lever, eller nyre, eller højre lunge og han skævede kort tilbage over sin skulder. Dylan rettede dog hurtigt blikket mod Matthew da han klappede telefonen sammen "Your mom?" what... var det her store familiedag? Oh god.. Men han satte sig ind i bilen, for Matthew havde trodsalt udstået et møde med hans mor.. og ret mange andre af hans familie. Så det skulle nok gå fint... eller.. Måske var det bedre at sænke forventningerne så han ikke blev skuffet. Han skævede kort til fyren med solbrillerne og gav ham et lille nik som i et hej. Det gav et lille gib i ham da Matthew rørte ved ham og så kort på deres hænder, og trak så kort på smilebåndet før han åbnede sin hånd og lukkede den omkring hans og gav den et klem. "I'm fine" sagde han så og nussede hans hånd lidt i retur. "What are we going to talk to your mom about?" spurgte han så. Better come prepared.. Han overvejede om hun lignede Matthew.. eller måske var ligesom ham? Lignede Matthew mon hende? Var hans far der? Resten af familien? Hvor boede de overhovedet?

Matthew nikkede bare "Okay" sagde han, selv om han synes der var et eller andet over Dylan.. han lignede ikke en der var helt okay, måske savnede han sin familie? Han kunne godt savne dem selv om han ikke kunne genkende dem ik? Måske sådan ubevidst, hans underbevidsthed, eller sådan noget? Han smilede lidt, yearh. Han lænede sig tilbage og ventede, "Frank" mumlede han stille, og et kort sekund efter blev vinduet rullede ned, og duften af havvand mødte hans næse, "I love that smell" mumlede han til Dylan og smilede for sig selv. Der gik lidt tid og så rullede Bilen ind på en privat vej, og kørte et minut eller to mere op af en lang snoede indkørsel. Den stansede foran et kæmpe hus, måske nærmer slot, men alligevel meget Californien standvilla.. nymoderne og det hele. Frank steg ud og holdte døren for dem begge, og han førte Dylan over gruset og hen til trappen, et par trin op og de stod foran de store dobbelt døren. Frank åbnede døren og holdte den igen for dem, "Thanks.. but you know.. im a big boy know.. i can do it myself" sagde han drillende til Frank, der havde holdt alle døren for ham lige siden han var helt lille, "Yes sir" mumlede Frank og sendte ham et venligt blik, inden han tog Dylans hånd og førte ham ind i spisestuen.. alle sad allerede ved bordet.. og maden var på vej ind.. shit.. dinner. Toby løftede en hånd og vinkede "HEJ DYLAN, JEG HAR HOLDT EN PLADS TIL DIG!" råbte han på tværs af de lange bord, hvor omkring 30 mennesker var samlet.. argh! "Sorry.. I did not know.. that.." hviskede han diskret til Dylan, "Sæt dig hen til Toby" mumlede han og skubbede ham blidt i retning, alle.. stirrede.. på dem.. "Mom" mumlede han, "Can i have a word?" spurgte han kvinden der sad for enden af bordet, en slank høj kvinde med mørkt hår og mørke øjne, som sin søn. "Sit down Matthew, we are about to eat, we can talk later" sagde hun uden at kigge på ham.

Dylan betragtede ham nysgerrigt da han snuste og fik selv et whiff eller to af havlugten og hævede sine øjenbryn. They lived next to the sea? Odd place, really... but then again, he lived at the harbor. "Smells great.." sagde han så, så stille det muligvis gik forbi Matthew, men det var sådan set også ligemeget, for Dylan var faktisk mere optaget af at betragte ham, og den måde han ligesom slappede af på, på en helt anden måde end Dylan var van til. Made him want to not leave the car just now.. just.. to sit here a while longer and imprint that image in his mind.. It was funny that everything seemed to slip away so easily, when he didn't know when his memories would come back. It had changed the way he lived, and possibly the way Matthew lived too.. constantly worrying whether or not they would suddenly... no longer know each other as they did now.
Dylan mærkede godt bilen stoppe, og kom til sig selv og kravlede ud. Villaen der mødte ham var enorm. Ordet enorm var ikke engang det der kunne beskrive det bedst muligt, men lige i det øjeblik var det nok det eneste ord han kunne komme på, der kom i nærheden af det. Han gik med Matthew op mod hoveddøren, og så kort på den og på Frank et øjeblik, før han fik mumlet et tak til ham og derefter blev trykket med indenfor til...
Et totalt proppet rum. Fyldt med mennesker han aldrig havde set. Og så Toby. Dylan kunne ikke kontrollere den rødmen der eksploderede i hans ansigt. Shit. Shit shit shit. Han svarede ikke, men nikkede bare, velvidende om at hver eneste varulv i lokalet kunne høre dem, se dem, og nærmest lugte Dylans instant koldsved. Han gik hen til Toby der lignede sit sædvanlige opmuntrende jeg, og gled ned ved siden af ham.. og en eller anden som han ikke kendte. Shit.

Matthew sukkede af sin mors stædighed, men havde alligevel ikke tænkt sig at give op så let, "Im leaving then" sagde han så trodsigt og betragtede hendes nakke som var fri fordi håret var sat op i en eller anden mystisk.. opsætning.. kvinde ting. "Dont be silly.. sit down Matthew" sagde hun rolig, "Here.." mumlede hun og pegede på en stol ved siden af hende... selvfølgelig.. lige der.. så langt fra Dylan som muligt, og ved siden af sin mor. Han satte sig irriteret ned, og betragtede nu hendes ansigt, hun smilede høfligt, men smilet nåede aldrig hendes øjne. "If you.. even think.. of hurting him, im going to.." begyndte Matthew strengt, hans mor havde slet ikke.. været sådan i telefonen.. hvorfor skulle hun altid manipulere med ham? Men inden han nåede at afsluttet sætningen afbrød hun ham "Matthew" sagde hun strengt og nikkede så til en tjener og så blev der ellers serveret forretter. "Toby har fortalt mig at i alle sammen bor sammen nu?" sagde han uden at se op fra sin forret, "Right" mumlede Matthew, der allerede var færdig, han var sulten.. okay? "At dig og Dylan.. at Dylan sover på dit værelse?" sagde hun så og tog en tår vin. Matthew smilede bare og så op "I samme seng" hviskede han og blinkede til hende, så hun fik et eller andet galt i halsen. "Matthew.." sagde hun strengt, og så var der stille igen, og hovedretten blev serveret, "You are going to marrig Kira.. Matthew.." sagde hun så. Han rejste sig og takkede for maden, "Yes ofcause i will mom" sagde han og lagde tryk på hvert ord, "But now you will have to excues us.. Dylan and i have something better to do" sagde han og vendte sig blik mod Dylan, og stirrede på ham ind til han rejste sig. "Sit down Matthew.. we will talk later" sagde hans mor, "Sorry.. thanks for dinner.." sagde han og gik så hele vejen hen til Dylan tog hans hånd og førte ham mod hoveddøren. Dog blev de stoppet af Frank, der ikke åbnede døren denne gang. "Matthew!" lød en kvindelig stemme, og han vendte sig straks rundt, "Dylan stays" sagde hans mor og p hver side af hende stod to hans hans onkler, de af dem der var aller størst og aller stærkest, som han uden tvivl ikke havde en eneste chance imod. "No.." hviskede han og trak Dylan ind til sig, "Please.. he dident do anything.." hviskede han bønfaldende, det var det eneste kort han havde tilbage på hånden.. fuck! "Sorry Matthew.. but we have to.. you cant be.. with someone.. like.. that.. you know that" sagde hun roligt, "Frank.. drive Matthew home" brummede hun og de to mænd gik roligt imod Matthew, og selv om han kæmpede imod fik de ham alligevel ud af døren og ind i bilen på magisk vis. Tilbage var Dylan og Matthews mor, en kvinde Dylan på inden måde havde en chance overfor. "Off you go.. this way " sagde hun og viste ham vej til kælderen. En ret normal kælder egentlig, men alligevel var der en lem, for de var jo varulve.. og så var man forberedt.. på alt.. altid. Og under kælder, et lille rum med to celler. Her blev Dylan placeret, i den ene, låst inde.. med eller uden magt, hun var ligeglad, hun var stærkest. Hun låste efter sig, og kravlede op af stigen og lukkede lemmen, og så var der helt mørkt.

Dylans blik veg ikke rigtig fra Matthew. Kun nogen gange når han nedstirrede sin tallerken fordi han var så rød i hovedet at han var sikker på man kunne bruge ham som rose i haven, og folk ville ikke kunne se forskel. But.. god, the subjects they were discussing. Han rørte ikke rigtig maden, mest fordi han ikke rigtig havde nogen appetit, og for det andet fordi han havde lidt svært ved at få det over sig at spise i det der forhør. Han gned sig kort i ansigtet i let frustration, inden han fik øjenkontakt med Matthew der stirrede på ham. So they were leaving?
Åbenbart ikke. Han stoppede op og skævede kort til Frank, og derefter bagud til Matthews mor og to mænd han ikke kendte. "Matthew maybe -" begyndte han, men nåede ikke rigtig andre ord før han blev trukket ind til ham. Og så blev han taget fra ham. Dylans indre protesterede voldsomt, they couldn't take him, they couldn't just.. han var allerede på vej ud af døren efter ham, men Matthews mor var ikke enig i den ide. Nej. Så i stedet måtte han gå med ned i kælderen hvor han endte i en lille celle. "Wait!" sagde han hurtigt til Matthews mor "Wait.. he... he didn't do anything, it's my fault.. don't take this out on Matthew" forsøgte han "And he...he is.. he's going to marry Kira, he's not.. he doesn't.. like me like that, he's just a good guy, he just helped me" sagde han. Han anede ikke hvordan Matthews mor var, men hun var meget autoritær.. hvis man strøg hende med hårene og fortalte hende sandheden måtte noget da trænge igennem.. ikke?

Matthews mor hørte ikke efter, faktisk var hun ligeglad med hvem Matthew havde tænkt sig at gifte sig med, det her gik kun ud på en ting, og det var hævn. Når Dylans mor fandt ud af at hun holdte hendes søn til fange, ville hun sikkert gøre alt for at få ham befriet, og det var præsis hvad Matthews mor var ude efter, bare en lille smule, det kunne umuligt skade. Dog havde Matthew helt andre planer, han havde ikke tænkt sig at lade sin mor gøre det her imod ham, eller Dylan for den sags skyld, der var der ingen der fortjente, lige gyldigt hvor meget deres familier så end var i krig, det her var ikke Dylan skyld, og hun skulle ikke udnytte ham på den måde! No way. Så han måtte planlægge en lille rescue operation.. og få Dylan ud, og Toby ville helt sikkert hjælpe ham. Det ville ikke blive så svært, han kendte hans mors hus ud og ind, og han kendte alle der boede der.. det skulle bare være en dag hun ikke var hjemme.. han skulle bare planlægge. Det tog et par dage, hvor Toby havde råbt lidt af hans mor, han var rasende, men heldigvis havde Dylans mor ikke fået noget at vide endnu, så der var stadig håb, inden krigen brød ud.. og så måtte han jo gemme Dylan et sted når han fik ham ud.. han fortjente virkelig ikke det her.
Der var cirka gået en uge siden, og Matthews mor havde allerede forklaret Dylan om sine skumle planer, da Matthew, Toby og Marcus var på vej til hans mors hus, det var sent aften, og hans mor var til et møde et sted, de havde cirka en time til at få Dylan ud.

Dylan var frustreret. Over mange ting.
Den første ting var at han ikke kunne komme i bad. Det kunne godt være folk ville mene det var en temmelig ligegyldig detajle, men det drev Dylan til randen af vanvid ikke at kunne føle sig ren. De andre ting var ret naturlige, han var selvfølgelig bekymret for hvorvidt hans mor havde fået noget af vide om det der var sket.. Udover det var der alle småbekymringerne, var Matthew gået fri? Toby? Were they okay?
Han sad op af tremmerne. På den måde kunne han bedre kigge ud på gangen, kunne bedre høre når folk kom og gik.. indimellem kunne han faktisk høre når folk talte sammen, selvom det meste af samtalen som regel var formummet til lyde han ikke rigtig kunne identificere. Det var en uge siden nu.. han havde talt dagene.. ville ikke lade dem glide sammen.. men det gjorde de nu lidt alligevel. Han var lidt bekymret for om det muligvis ville fortsætte sådan her.. blive ved.. skulle han være der...
Han rystede tanken af sig. Nej. Han skulle nok komme ud. På et tidspunkt ville der være nogen der var uopmærksom, og så ville han... gøre noget. Planen var ikke helt færdig endnu.. han skulle lige bruge et par timer på at finpudse det.. eller måske en dag. Han sukkede igen..

Matthew og de to andre havde rent faktisk taget bussen derud, eller så tæt på som muligt, han havde tænkt at det ville være det mindst opsigtsvækkende.. men nu virkede det ret dumt.. de kunne have taget bilen og parkeret et stykke derfra. "No kissing in the bus.." mumlede han bare, eftersom han havde brugt den sidste halve time på at glo på Toby og Marcus, der bestemt ikke kunne holde deres fingre for dem selv.. jezz. "Jalouxs?" drillede Toby, og Matthew himlede bare med øjnene.. no way. "We are getting off here" mumled ehan og fik trykket på knappen.
Matthew havde valgt at tage bag indgangen, dvs. at de lige nu løb over sandet på stranden. Det var nemmere fordi det var mørkt, men så igen, de var varulve, de ville blive opdaget anyways.. lyst eller mørkt. Det var derfor han havde taget kæresteparret med, de skulle fungere som en slags distraktion, imens Matthew befriede Dylan. Efter en times tid, havde Matthew fundet vejen ned i kælderen, selv om selvfølgelig godt kendte den, og var på vej ned af stigen til fangehullet. Marcus og Toby, var deroppe og distrahere alt hvad de kunne.. måske ville det her rent faktisk lykkes? "Dylan?" hviskede han, da han var kommet ned i mørket. "Hey.." mumlede han da han fik øje på ham, "Im here to recuse you" hviskede han og kom helt hen til træmmerne, "Step back.. we are in a hurry" brummede han og tændte for gasbrænderen.. det var lige det han havde haft til rådighed.. han kunne ikke finde nøglen, så nu måtte han jo så brænde låsen op.. eller smelte den jo.. men det tog heller ikke så lang tid og så var Dylan fri. "Okay follow me now.. and.. shh" mumlede han og skyndte sig tilbage til stigen.