Running time - Dylan

____________________________________________________

Matthew parkerede sin Honda og hang hjelmen på styret. Han lod en hånd glide gennem håret, efter en omgang grimt hjemle hår, sad det nu igen perfekt. Han lynede jakken op og trak den af, lagde en sammen med handskerne i en kasse der sad bag på motorcyklen. Han skiftede sine støvler ud med sine blå løbesko, og så var han ellers klar. Han begyndte sin opvarmning med lidt intervaltræning mellem træerne, og nåede langsomt længere og længere ind i skoven. Skoven var ligesom hans legeplads, der var alt hvad han skulle bruge, og han behøvede ikke betale dyre afgifter til et lugtende træningscenter. Han nåede til det sædvanlige sted, hvor han stoppede op og begyndte sin styrketræning. Det var vigtigt for ham at udstråle selvtillid - og hans udsende gik for halvdelen af hans selvtillid, og uden en perfekt krop var han kun et halvt menneske. Han slap forpustet grenen og landede hårdt på jorden så et stød gled op igennem ham og han måtte hvile sig i adskillige sekunder, før han igen kunne vende tilbage til sin træning. Efter en halvtime, var det på tiden at få pulsen op igen, og han var på vej længere ind i skoven, endnu en løbe tur, før endnu en halvtimes styrketræning, og så hjem. Det var vigtigt. Han løb mellem træerne, hurtigere og med større præcision - intet menneske ville kunne følge med.

Jorden under hans fødder var mudret, og klam og tågen gjorde det umuligt for ham at se andet end sine blodige mudrede hænder. Om det var hans eget blod, eller en andens, kunne han ikke sige... Hans sanser var for forvirrede, hele hans krop virkede som i oprør. Han var forpustet selvom han vidste det næsten aldrig skete for hans slags...
Han var en varulv...
Han vidste at han var en varulv. En omega. Det var alligevel så dybt forankret i ham, men.. hans navn, hans alder... hans liv og familie.. Det var som en stor sort tom plet i hans hoved, og han kunne ikke forstå det. Vidste ikke hvad der var sket. Han skød op igen fra jorden, og løb. Varulve sanserne hjalp ham med ikke at tumle ind i træerne der skød frem af tågen, og mod at fryse fra duggen der havde lagt sig i hans tøj og gjort ham fugtig og kold. Han vidste ikke hvad han løb fra, men han vidste at han ikke havde tænkt sig at blive i en morgenkold, tåget skov. Det var der lidt for mange farlige ting forbundet med det, helt præcist hvad var han lidt i tvivl om... men alt indeni ham afskrækkede ham fra at blive stående, stoppe... he had to keep running, keep moving, until he..
Han stoppede brat på noget der lignede en sti. Ikke så meget fordi det lignede en sti... men fordi der stod en sort skikkelse foran ham som var nød til at bremse hårdt op for ikke at de ikke kolliderede. Det var hans vejrtrækning der brød stilheden, rystende og usikker. Tre tanker slog ned i ham. Skulle han bede om hjælp? Skulle han løbe for livet? Eller skulle han sætte sig ned på jorden og give op på alting? Det sidste lød temmelig utiltalende, og han var ikke sikker på om det her var en fight eller flight situation. Han var bange for det var begge dele.

Oh.. it felt so good! Han elskede den måde den friske luft gled automatisk ned i hans lunger, det smagte vidunderligt, det gjorde ham motiveret, det gjorde ham frisk og klar! Han satte farten op, og forsatte af stien, han behøvede ikke kigge ned, han kendte vejen alt for godt. Han behøvede ikke se sig for, der var aldrig nogen herude, ikke på det her tidspunkt og ikke så dybt inde. Han lukkede øjnene og løb bare, lyttede til lyden af hans skosåler når de ramte grus, eller et knasende efterårsblad, vidunderlig! Han åbnede øjnene igen, men en smule for sent, og han måtte kaste sig til siden for at undgå et muligt sammenstød, blot så han endte i et andet, han røg direkte ind i et træ og gav et højlydt hvæs fra sig.. hvad i.. what?! Han kneb sine øjne sammen i smerte, imens hans prøvede at samle sig selv, det var vidste bare et hårdt sammenstød, ikke nogen store skader, han kunne rejse sig.. lige om lidt. Han pustede langsomt ud, og prøvede på det væsen der havde haft modet til at stille sig i vejen for ham. Han rejste sig langsomt og lod sit blik søge rundt. "Omg" mumlede han for sig selv, "For fuck sake!" råbte han så lidt højere "Idiot" brummede han så, og fik så endelig øje på den lille skabning der stod midt på stien. Matthew lage ikke mærke til hvor forskrækket og forvirret drengen så ud, ikke til at starte med, han var edderspændt rasende. Han vendte sig mod fyren, tog et par skridt imod ham, "Dont you have eyes?!" brummede han, imens han healede sig selv, gjorde sig klar til at forsætte løbeturen, om et par minutter.. han var snart klar igen. Det var omkring her han fik øje på blikket i Dylans øjne, og før det tøjet på hans krop. Han hævede spørgende et øjebryn, og prøvede at sammeligne det med et kendt minde, men det sagde ham intet. "What the fuck dude?!" mumlede han og gik tættere på Dylan. "What happend to you, you meet a bear or something, are you okay?" spurgte han måske en anelse mindre sur og en anelse mere bekymret.

Hvæset der undslap fyren der kastede sig til siden for at ungå de stødte sammen, fik Dylan til at krympe sig en anelse... auch. "O..oh my god.." hviskede han nærmest lydløst. Det gav et ryk i ham da fyren gav sig til at bande og svovle, okay, maybe the flight idea was a brilliant one! Han tog et par skridt baglæns. "I do have eyes.." sagde han så hurtigt at han nær var snublet over sine egne ord, og fortrød dem næsten med det samme. Oh god nej. "Ikke.. fordi du ikke vidste det..." tilføjede han så, og sank en klump i sin hals. Han gik dog ikke, stak ikke af for fyren virkede ikke som om han havde tænkt sig at æde ham. Han var nær tumlet bagover da fyren ligesom var kommet over sine skader og forsøgte at gå tættere på ham. Honestly, han skammede sig allerede lidt over det her møde. Men idet mindste var det en anden person, en person der muligvis kunne give ham et peg til hvor han skulle hen for at komme ud, finde noget.. nogen...
"Uhm, I.. no.. I don't.. I mean, I didn't.. I am okay." sagde han forvirret og kørte sine hænder gennem sit hår. "Hør..." sagde han så "Undskyld, jeg... så ikke noget.. eller nogen.. eller dig" sagde han så og lod sine hænder glide ned om sin nakke. Det var først der han ligesom så ham rigtigt, og han gik ligesom lidt i stå og lod sit hoved glide lidt på skrå mens han betragtede ham. Der var noget velkendt han ikke kunne sætte ord på. "Kan du... ved du hvordan jeg kommer ud herfra?" sagde han og pegede rundt som ligesom at indikere... træer... og skov. Han ville gerne væk fra træer og skov og til civilisation. Hvis han havde været mere klar i hovedet havde han selvfølgelig bare brugt sin lugtesans og fundet ud på den måde, men han var.. langt væk.

Matthew rystede bare på hovedet og mødte Dylans øjne da han sagde han havde øjne, det var nok bare en refleks. Men dog endnu en overraskelse gav drengen ham, hans øjne var total mærkeligt, først troede han at han var skiløjet, han kunne ikke præcisere det.. men efter lidt intenst stirrede, gik det op for ham at de faktisk var to forskellige farve, what the? "Who the hell are you?" mumlede han forvirret, okay det her var.. ekstremt.. underligt.. virkelig. "And what the hell are you doing out here, and why do you look like you have been in some kinda fight?" mumlede han og rystede lidt på hovedet.. shit altså. "And what the hell is worng with your eyes, its weird dude.." mumlede han og så væk for ikke at møde hans øjne.. total mærkeligt.. ikke fordi de var grimme.. det var bare.. mærkeligt! "Øh" mumlede han da fyren spurgte ham om han kunne vise ham ud af skoven.. jesus fuck. "Yearh just follow the path.." mumlede han og pegede på stien. "Omg.. I show you" mumlede han og begyndte at gå.. han var alligevel ikke klar til at løbe endnu, det havde været et pænt hårdt sammenstød, og nu havde han spildt tiden.. han kunne ikke nå en omgang styrketræning.. han kunne lige så godt hjælpe Dylan ud af skoven, som han kunne alt muligt andet. "Så, hvad hedder du?" spurgte han roligt, det var vel en begyndelse, right?

Han løftede et øjenbryn da fyren spurgte ham hvem han var, det var næsten grinagtigt, hvis ikke det havde været så pinefuldt tragisk. "Yeah.. here's the deal.. I don't know." hviskede han så, og så lidt ned i jorden. Han sukkede tungt da fyren blev ved med at stille ham spørgsmål der pludselig var overvældende... ikke at han nogensinde ville have troet ting som hvem han var og hvad hans navn var ville være overvældende. "Dude! Please.. just.. what's wrong with my eyes?" sagde han forvirret og blev skiløjet et øjeblik som hvis han havde kunnet se sine øjne på den måde. Men det kunne han naturligvis ikke, what the hell.. Han stirrede på stien et øjeblik. "Oh.." hviskede han for sig selv, og så op på ham og sukkede lettet "Ohmygod thank you" hviskede han så, og smilede lidt til ham. Han vidste ikke hvorfor han var så sikker på at det at komme ud af skoven ville hjælpe ham, men hey, bare det at kunne.. komme ud, få vist vejen.. eventuelt få anvist vejen til en mindre by hvor han kunne kontakte... nogen. Han tog sig til hovedet, hvorfor ville informationen ikke bare... give efter? vise sig? Han fulgte med ham da han begyndte at gå og så kort på ham "Øhm.. ligesom.. med de andre ting.. så kan jeg ikke huske det.." sagde han og trak på skuldrende. "Hvad hedder du?" spurgte han så. Det ville da være et tilfælde hvis han også havde glemt hvem han var. Men det irriterede ham nu stadig.. et navn. Et dumt navn. Hvorfor kunne han ikke huske sit navn? Hvorfor kunne han ikke huske nogens navne?

Matthew hævede et øjenbryn da Dylan nærmest nægtede at svare på hans spørgsmål, "sounds like you have som pretty bag hangovers my friend" mumlede han bare, som om det var forklaring nok. Han havde dog aldrig kendt en der havde så slemme tømmermænd at det faktisk havde glemt dem selv, glemt hvad der skete dagen før ja, men hele si liv? Var det muligt? "Its proply coming back soon" mumlede han i et forsøg på at muntre ham op, men stadig.. hvad fuck havde han lavet? Han var uden tvivl kommet til skade, han havde blod på kroppen, og hans tøj var.. ja var det overhovedet tøj? "You're sure you're okay?" mumlede han til Dylan, han lignede ikke en der normalt ville være okay, folk der så sådan der ud plejede ikke at være okay.. what the? Han grinede lidt da Dylan spurgte hvad hans øjne fejlede, "I dont know man, ist just.. your eyes is.. weird" sagde han og rystede på hovedet "Differnts colors" forklarede han så, og smilede af Dylans rynken på næsen og skiløje ting.. idiot. "Its fine" mumlede han bare og trak på skulderne, og så lidt på ham.. okay den var virkelig slem hvis han ikke kunne huske hvad han hed.. virkelig slem.. shit.. "What the.." mumlede han for sig selv.. oh.. he feld bad for the kid.. oh. "Hvad skal jeg kalde dig så?" spurgte han, han kunne godt selv finde på noget, men så ville det bare blive.. dude.. hele tiden.. eller idiot.. og han vidste ikke hvor meget Dylan egentlig ville bryde sig om det, måske det var bedre han selv bare fandt på et eller andet. "Like if you could pick every name in history?" mumlede han og gav ham et opmuntrende smil. Han satte måske diskret farten lidt op, men han havde en stram tidsplan, og det her havde ikke være en del af det.. og han havde endnu ikke tænkt sig at give sin dag op for at se efter barnet, det her var på ingen måde hans problem.. nu hjalp han ham ud af skoven og så måtte de være kvit.. dagens gode gerning. "Matthew" præsenterede han sig selv, "You can call me Matt if you like" sagde han så, det var sådan lidt mere.. afslappet.. han ville gerne skabe en god stemning.. han var ret sikker på hvis det var ham.. der havde mistet et helt liv af minder, så ville han nok freake lidt ud.. og måske var det godt med en der kunne muntre en lidt op.. selv om Matthew normalt ikke var.. ja.. men.. han gjorde en undtagelse.. til de kom ud af skoven.

"I know what a hangover feels like, this is not a hangover.. this... I don't know what this is" mumlede han forvirret, og endte op med at nikke da han... da han sagde det nok ville komme igen. "Yeah.. I hope so" hviskede han. "Ja, jeg har det fint.. all good, see?" sagde han og rakte sin blodige arm frem. Men der var ingen sår. Intet indikerede at det var ham selv der havde mistet det. Hvilket var skræmmende. "Oh.. right, forgot that.." mumlede han "Heterochromia.." sagde han så "Fordi.. hetero.. forskellige.. yeah, you get the point" sagde han så bare, han kunne umiddelbart godt huske det. Hvorfor det og ikke noget andet væsenligt? som hans freaking navn!
Det gik ham virkelig på.
Han trak på skuldrende, og så kort ned af sig selv, ledte i sine lommer, ledte omkring sin hals, og arme.. et eller andet, der måske kunne give ham en ide om sit navn. Eller en ide til hvad.. Matthew kunne kalde ham. "Matt it is" sagde han og smilede lidt til ham. Han fulgte ubesværet med, det eneste problem han havde var at han var træt. Til sidst trak han sin trøje af og kiggede på mærket i nakken. I tilfælde af at der stod noget ligesom der gjorde i små børns tøj. Det gav pote. "DT!" sagde han højt, og stoppede så sit udbrud. "Hedder jeg DT?" brummede han og rynkede på næsen "Nej det må være mine initialer.." mumlede han så, og trak den på igen. "Du kan kalde mig DT?" grinede han og skævede til Matthew. Det faldt ham umiddelbart let ind at han havde været ude og træne.. tøjet, muskulaturen.. det hele basically. De nåede ud af skoven forholdsvis hurtigt hvilket... kom lidt bag på ham. Men okay! Han var ude! Super! Men han genkendte... absolut ingenting. "Øhm okay, jeg.. tak! Matt.." sagde han og vendte sig mod den lidt ældre fyr "Ved du.. hvordan jeg kommer til noget.. by-agtigt herfra?" spurgte han så og skar en grimasse, det var ikke for at genere ham... men han kunne ikke se hvordan han skulle finde det på egen hånd.

Matthew sendte ham et skævt smil og trak på skulderen, okay så var det måske noget andet, han vidste det virkelig ikke, men han ville egentlig helst ikke bekymre sig om det.. det var ligesom bare ikke hans problem, og hvor lortet det end lød, så kunne han bare ikke lide andres problemer, han kunne ikke lide at hjælpe.. omg.. egoist, jaja.. men njææ.. han var bare typen der ligesom, passede sig selv, så gik det hele meget nemmere. "Sorry dude" mumlede han bare, han havde ikke andre svar end det. "Yearh you just dont look that good, maybe you should step by a hospital, just incase?" mumlede han, de kunne måske også finde en forklaring på hans manglende hukommelsen. Han grinede lidt da fyren mumlede noget på latin, han forstod ikke ordet, men han forstod udmærket sproget og det gav ham et hint, "Okay.. but.. still.. weird" mumlede han bare, ikke grimt, bare underligt. Han skævede lidt til Dylan imens han opførte sig underligt, og han måtte indrømme han tog et skridt væk fra ham, det forvirrede ham.. han var virkelig dårlig til at få nye venner, okay? Han fandt så ud af hvad den mærkelige opførsel gik ud på, da Dylan fandt hvad han ledte efter, eller i hvert fald noget brugbart. "Okay DT it is" sagde han bare, og efterabede Dylans reaktion på Matthews navn. Han stoppede op ligesom DT havde gjort da de var kommet til skovbrynet, hans Honda holdte cirka 30 meter fra hvor de stod. "Åh.." mumlede han, og troede lidt.. ja han vidste ikke hvad han havde troet, en normal person ville aldrig havde overvejet bare at skride.. han var en douche. "Yearh.." mumlede han og overvejede det, han kunne ikke bare skride, det kunne han altså ikke.. jesus. Men.. argh.. han ville ikke have ham op på sin Honda.. med hans beskidt tøj, og blod.. og.. argh! Han sukkede opgivende, "Okay fine, I can take you with me" mumlede han og begyndte at gå hen mod sin motorcykel. "Vi tager hjem til mig, så kan du tage et bad, og låne noget tøj, og.. tænke dig om, og så finder vi ud af et eller andet.." sagde han og trak på skulderne, han kunne vel lade Toby tage sig af ham, han var meget mere sådan.. menneske.. til menneske.. agtig.. han var god til til sådan noget her! "We figured something out dont worry" mumlede han så, han måtte huske hvordan det ville være at være DT lige nu.. he most feel like fucking crap.. be nice Matt.. just a little bit.. try.. mhmm!
Han fandt sit udstyr frem og skulle til at trække i sin jakke da han igen fik øje på DT.. og ja.. han måtte indrømme.. at han helt sikkert var den der ville komme mest til skade i et styrt.. selv hvis han havde det her på.. måske kunne han mindste mulige skader lidt.. "Take this on" mumlede han opgivende og rakte ham jakken, "And thoes.. they may be a littel to big" brummede han og gav ham støvlerne, sikkerhedstøj var et most. "And this" brummede han og gav ham til sidst hjelmen på, "You look.. like an idiot" grinede han, det hele var bare for stort og fik DT til at se mere skrøbelig og ynkelig ud.. omg.. lol! Han rystede på hovedet og lukkede kassen, "Anyway lets go" brummede han og kravlede op og fik gang i maskinen. Han rakte ud og gav DT en hånd med at komme op bag på. "Hold on tight okay?" sagde han højt gennem larmen.

Dylan sukkede tungt, og prøvede at holde sit hoved lidt koldt så han ikke..... han ville bare ikke gå fra forstanden okay? Og det føltedes lidt sådan hvis han skulle blive ved med det her. Men ind til videre... skulle han bare trække vejret ogg holde hovedet koldt. Som Matthew sagde, måske ville det komme tilbage til ham, måske skulle han bare vente. Men indtil videre var han afhængig af et menneske han ikke kendte, som ikke kendte ham. Og det var nærmest en umulig ide, han kunne jo ikke klare sig sådan her. Og hvad nu hvis hans hukommelse ikke kom tilbage?
Han blev kold ved tanken. Skrækken samlede sig som en hård knude i maven på ham et øjeblik før han fik det under kontrol. Shit. "Don't you worry about me, I'll be just fine.." sagde han så, og prøvede at smile til ham så han ikke følte at han... ligesom.. yeah. Han ville ikke have medlidenhed, han kunne godt tage sig af sig selv. Forhåbentlig. Han så op da han tilbød at tage ham med, og fik øje på motorcyklen og hævede sine øjenbryn. Eh? "What.. really? On that thing?" han var nær snublet over sine egne fødder da han fulgte efter Matthew, og passede på med ikke at snuble ind i motorcyklen. Det ville ikke gøre et så godt eksempel. Han lyttede, og måske... måske var det faktisk en god ide. Et sted som udgangspunkt, og så kunne han koncentrere sig om at finde ud af hvor han hørte hjemme. "Huh?" mumlede han da Matthew stak ham alle sine.. motorcykel ting "Æhm, jeg tror du skal beholde dem på.. just a thought.." he healed pretty quickly, he couldn't say the same for a human. Men Matt var åbenbart ikke en man sagde imod, for han blev ved til Dylan til sidst tog det på. Han himlede med øjnene inde bag hjelmen and just... aw man, could he be more awkward? "Yeah.." mumlede han stille og tog hans hånd og kravlede op bag på og.. funderede lidt over helt præcist hvordan det ville fungere bedst hvis han sad og...ouh det var meget tæt! Han lod sine arme glide omkring livet på ham og holdt fast. Måske lidt for fast i starten, for på et tidspunkt hørte han måske Matthews ribben  knirke lidt under hans pres, så han slækkede sit greb lidt. Menneske.. han var menneske for et par dage nu. Til han fandt hjem. Matthews varme, og muskuløse ryg gjorde ikke meget for ham, varmen gjorde ham søvnig og... well, he was pretty well built! Men han kunne godt opføre sig ordentligt, han var trods alt ikke 12 år gammel og fik upassende boner på alle steder. Da motorcyklen endelig stoppede, var han dog alligevel så småt faldet i søvn. But was still glued to Matthews back like a koala.

Matthew rystede bare på hovedet "Det er ikke til diskussion, hvis du vil med, så på med det" sagde han og nikkede til udstyret, sådan var det. Han var stadig lidt usikker på hvorvidt han skulle køre DT på hospitalet eller ej, han mente han burde.. bare lige blive tjekket? Men det kunne vel vente, han lignede mere en der trængte til et langt varmt bad. So they went home. Han kunne godt mærke at knægten var ret kold da han satte sig op og lagde sine arme om Matthews ryg, og han fik næsten undt af ham.. næsten. Motorcyklen skulle parkers under bygningen i en parkeringskælder, hvor der i øvrigt var overvågning, så han bekymrede sig ikke. Han vidste knægten hen til elevatoren som de blev nød til at tage for at nå helt op, eller, ikke helt op, men langt op. Da den stoppede var de nået til hans etage, og ind til lejligheden var der en lille gang, og så en stor metal dør, skydedør. Han skubbede den til side og viste DT inden for. De kom først ind i en slags forhal, med en ren stil, en smule pyntet, og en god udsigt, hverken han eller Toby havde fundet noget at bruge rummet til, så de brugte det ikke. Han vidste ham vider til en høj træ dør, med mange små fine detaljer. Den åbnede op ind til køkkenet, hvor de endnu engang mødte en ny stil, noget med en krydsning af noget gammelt og noget nyt, det var.. specielt, men han var helt tosset med det. Han smilede kort til DT over sin ryg og viste ham videre ind i huset, i forlængelse af køkkenet var der et chill område, det var ret praktisk.. når Toby lavede mad kunne Matt side i en af stolende og arbejde, og de kunne stadig snakke sammen.. yearh. Han kunne godt lide det. Langs den ene mur gik så en lang trappe, den var total ude af kontekst, men på den måde var det også helt perfekt, og den var så speciel at.. ja.. det var bare vidunderligt. Han vidste DT oven på, til en lille rund gang, med præcis 3 døre. Han skubbede den ene op, og viste nu DT ind på sit eget værelse, et stort værelse med træ gulv og panorama vinduere der fyldte hele den ene væg. Hans seng fyldte omkring en fjerdedel af værelset, og det var virkelig fantastisk. Det mest usædvanelige var hans loft, der var stoppet med pærer, ja som i en pære til en lampe, der hang i små stropper fra loftet. Han trak på skulderne da DT kiggede op "Its really prette at night" sagde han, det formede en slags natte himmel, og han kunne selv kontrollere hvor mange der skulle tændes, og hvor kraftig det skulle lyse. Han smilede lidt, hans værelse var lidt specielt, usædvaneligt, det lignede måske noget der havde tilhøret en person fra 1700 tallet, og sådan var det indrettet, men også med små effekter fra nutiden. Dog var der hverken fjernsyn eller computer at finde. Han viste så DT døren til badværelset som også var stort, med klinker. Det var også indrettet som resten af huset, moderne, men med et pift af 1700-tallet.. eller også var det omvendt. Men lige netop deres badeværelser var det af lejligheden der var sat mest i stand. Han vidste hurtigt DT hvordan brugseren fungerede og gik så ud, han lod dog døren stå på klem, imens han prøvede at finde noget tøj som DT ville kunne passe.. han var mindre, ikke meget mindre, men stadig.. mindre, men han ejede da også en stram t-shirt eller to.. det kunne gå an.

Dylan var nær faldet af motorcyklen da Matthew trådte ned fra den. Han hang og dinglede faretruende et par sekunder før han fik svunget sig ned, uelegeant, men hey... at least he didn't fall. Han stirrede lidt åbenlyst da de kom indenfor i en.. ret stor forhal. Han lod sin hånd glide over træværket på trappen og snusede diskret. Der duftede af hjem, altså.. beboet. Han smilede til Matt og fulgte med ham ind på hans værelse. Igen lod han sit blik glide rundt. Stedet var.. ikke rodet, men der var ligesom noget gammelt og utæmmet over det. På en charmerende måde. Nu var han ikke ligefrem ejendomsmægler, men hey, han kunne da godt forestille sig at det var en lejlighed, eller øh.. hus, whatever you'd call it der ville have mange købere. Dylan løftede blikket til loftet som Matthew forklarede var smukt om aftenen. "It's nice.." sagde han så, and... kind of wished that he could tell him how he lived, but that was probably a bit difficult. Yeah. Han fulgte med ham ud på badeværelset og fulgte med i instruktionen... mindede sig selv om at spørge om hjælp istedet for at ødelægge noget. Ikke at han gjorde det med vilje, han var vidst bare lidt.. uheldig.
Han trak sit tøj af og fik et ordentligt kig på det, i takt med han fik det af. "Oh shit..." mumlede han stille da han så ned over sin t-shirt der praktisk talt hang i laser. Men det stod jo ikke bedre til med hans hoodie, eller noget andet for den sags skyld. Undtagen hans sko, der var en lille smule mudrede, men ellers okay. Han foldede det varsomt som hvis det gik i stykker hvis han behandlede det med mere voldsomme bevægelser. Så gik han i bad, og så hvordan vandet blevet farvet henholdsvis rustrødt og brunt af skidt og blod fra hans hud og hår. Det lettede dog voldsomt at få et bad, og han følte sig gennemvarm bagefter. Han greb det håndklæde Matthew havde lagt til ham og tørrede det værste vand af sig til han fik øje på sig selv i spejlet der hang derude. Det var ikke meget han kunne se for dampen på det, men han kunne lige netop ane sine øjne, rørte fraværende ved huden under det ene... men det virkede bekendt. Det hele var bekendt. Han genkendte godt sig selv, omend han så lidt træt ud. Han svang håndklædet om sig sådan at han lignede et vandrende telt og gik ud fra badeværelset. Han smilede lidt kejtet til Matthew "heeey there" grinede han "All clean" sagde han så og i forlængelse "Thanks..".

Matthew lagde T-shirten til side og gik på jagt efter et par bukser, men det duede ligesom bare ikke rigtigt og måtte opgive. Han forlod værelset og bankede på døren ind til Toby, som han forklarede situationen, men Toby hørte bare ikke rigtigt efter.. hvilket bare gjorde Matthew sur. Han gik lige forbi ham midt i sin forklaring og hen til hans skab, hvor han hurtigt fandt et par bukser han mente Dylan ville kunne passe, han var cirka samme størrelse som Toby. "Heyheyhey!" råbte Toby og gik efter ham. "I just told you!" brummede Matthew han havde næsten ingen tålmodighed. Han traskede bare fordi Toby og ind på sit eget værelse igen hvor han fandt et par sokker frem og underbukser, han skulle til at gå ud på badeværelset med det da han fik øje på Dylan der var på vej ind i soveværelset, han lagde det bare på skrivebordet. "Yearh tøj!" mumlede han og pegede på det, han vendte sig om og fik så øje på Toby der bare stod og stirrede. "WTF dude! Get out!" sagde Matthew højt, og da Toby ikke reagerede slog han ham i ansigtet.. pisse irriterende. "Auuuhhhss!" skreg Toby og dækkede sit ansigt imens han krympede sig og skyndte sig ud inden han fik et par flade mere. Matthew sukkede dramatisk og rettede så sin opmærksomhed mod Dylan, "Yearh you look better now" mumlede han bare opmuntrende "Er du kommet i tanke om noget? Dit navn f.eks.?" spurgte han roligt og smed sig på sengen og kiggede lidt op i loftet.

Dylan stoppede op inde i værelset og betragtede Matthew der lagde tøj på skrivebordet til ham, og så på ham.. og på... det bag ham. Han stirrede lidt på fyren bag Matthew der ligesom bare.. stirrede tilbage. "Æh hej!" sagde han så, og fik et chok da Matthew slog ham. Dylan endte med at snige sig ud på badeværelset igen med tøjet, fordi han måske ikke var helt vild efter at vise Matthew sin krop sådan lige nu. Eller.. lige.. øhm. Nej. Han skyndte sig i tøjet ude på badeværelset da Matthew talte til ham igen. Han stak hovedet ud af døren mens han lukkede de lånte bukser og smilede lidt til ham. Da han havde fået det ordentligt på gik han ind til ham og gled ned på sengekanten og lagde sit hoved i blød. Bogstaveligt talt lænede han sit ansigt i sine hænder og mumlede et eller andet. Han flyttede sin ene hånd så Matthew kunne høre ordentligt "Nej.. ikke noget endnu.." mumlede han og lod sine hænder glide op igennem sit fugtige hår. "Måske skulle jeg gå ned på politistationen.. tror du man kan efterlyse folk omvendt?" mumlede han og gestikulerede det med sine hænder, og så på ham. "Det kan vel ikke være så svært for dem at finde dem..vel? Blodprøver, DNA..." mumlede han og lod en hånd glide gennem sit hår igen. "Med det burde jeg måske starte på hospitalet... hvor gammel tror du jeg er?" sagde han så og fangede Matthews blik. Han havde muligheder.. men uden nogen informationer ville det tage lang tid. Ubehageligt lang tid.

Matthew sukkede bare lidt opgivende "Dont worry, we just dont like each other" sagde han drillende, det kunne måske godt have virket lidt voldsomt på Dylan at Matthew havde slået Toby, men det var egentlig bare mest ment for sjovt.. de havde den slags forhold.. det var jo bare.. Toby.. yearh. "Nå" brummede han og smilede lidt, hvad skulle han så stille op med Dylan? Han sukkede, prøvede at rydde sit hoved for tanker.. shit.. shit! Arbjede! Shit. Han så op på uret, da det gik op for ham at han allerede var for sent på den, og han stank stadig af sved, han trængte til et bad. Han rejste sig op, "Det lyder som en virkelig god ide Dylan, men jeg er virkelig sent på den så.. to sek" sagde han og rendte ud af døren, og smækkede den så Dylan igen var alene. Efter en lang samtale med Toby kom han tilbage igen. "Okay Toby skal nok hjælpe dig med at finde politistationen, han skal først i skole om en times tid, og tager bussen, så du kan bare følges med ham, han er pisse flink!" sagde han hurtigt, "Og så øhh.. kan jeg hente dig når jeg får fri, så omkring klokken 5? Foran politistationen?" sagde han og var allerede i gang med at smide tøjet, han var ikke blufærdig. Han gik ud på toilettet og tændte for bruseren, "Så kan du se dig lidt omkring, du må godt låne nogen penge til noget forkost hvis det er?" råbte han gennem larmen fra vandet. Han gled ind under bruseren og fik hurtigt vasket og skyllet sig selv igennem, og så ud igen og tørre sig med et håndklæde. Han traskede ind i soveværelset igen med håndklædet om livet og smilede kort til Dylan på sengen. "Lyder det okay? Så kan vi snakke sammen sener, måske har du fundet ud af noget?" sagde han roligt, imens han fik sit tøj på, ligeglad med at igen at være nøgen foran en han knap nok kendte, som sagt, det generede ham ikke. Han fik mast sig ned i jakkesættet og tog sig tid til at få bundet slipset pænt. Han vendte sig mod Dylan, "Kom!" sagde han roligt, og forlod sit værelse. Han viste Dylan ned under hvor Toby sad og proppede sig med chokolade kiks. "Hey Toby, det her er DT.." sagde han hurtigt "Og omvendt.. yearh" sagde han roligt. Toby kom snublende på benene og rakte Dylan sin hånd, og sagde hej med munden fuld af kiks, så Matthew måtte himle med øjnene af ham. "Måske du kunne finde noget morgenmad til Dylan" brummede han imens han fandt sin tung frem og stak Dylan et par sedler, "Som lån.. til frokost.. og busbillet og den slags" sagde han bare, Dylan skulle helst ikke få dårlig samvittighed. "Nå jeg bliver virkelig nød til at smutte nu drenge, DT.. klokken 5 okay?" sagde han roligt og nikkede til Dylan "Og Toby.." sagde han og fik øje på Toby der var ved at skylle kiksende ned med et kæmpe glas chokolademælk og havde det nu i halvdelen af ansigtet.. jesus christ! Han rystede bare på hovedet og tog sin mappe og gik ud af døren.. der var ikke rigtig noget der kunne beskrive det alligevel.. Toby skulle nok være sød mod Dylan, han var hans bedste ven, og det mest ærlige og gode menneske han overhovedet kendte.. eller varulv.. Toby var varulv.. han var fucking skøn! Anyway, videre!

Dylan smilede forvirret til ham, og nikkede da han forsvandt. Weird. Matthew kom dog hurtigt tilbage, og... "Øh.." sagde han overrasket, og fulgte ham med øjnene, og begyndte at rødme i takt med at han smed tøjet. Oh fuck, fuck! Det var ikke så meget at han smed tøjet, det var mere det.. der var under det. He kinda realized then, that he wasn't totally straight. Til sidst tvang han dog sig selv til at se væk, og nikke. "Øh ja.. sure, klart.. og nej! Nejnej, det er alt for meget!" sagde han prompte. Det kunne han virkelig ikke. Han kunne ikke... hans penge! Det fik alle hårene på Dylans krop til at stritte i ubehag. Han kunne bare.. spise.. i skoven..eller.. noget. Han kunne jage, han.. kunne gøre noget andet. Han kunne ikke tage imod hans penge. Han nikkede, og havde en mindre nærdødsoplevelse igen da Matthew bare SMED TØJET. Dead and gone to heaven. And heaven had a great butt. Han fulgte med da Matthew fulgte ham nedenunder hvor Toby sad. Han rakte sin hånd frem og smilede "Hey.." sagde han og smilede svagt da Toby snublede lidt.. oh well, a brother of horrible elegance. Han vendte hovedet mod Matthew der stak ham nogen penge. Han havde det enormt dårligt med at tage imod dem, men det kunne være et lån som Matt sagde. Så til sidst sank han og nikkede så bare og tog imod dem. "Tak.." sagde han, en smule tør i halsen. Han hævede en hånd sådan lidt halvt til afsked, inden Tobys chokolademælk-trick fangede hans opmærksomhed, og han panikkede lidt "Oh.. shit.." sagde han lidt... akavet "Do you need something? A tissue?" spurgte han og så sig om... argh! Han rakte ham pengene fordi det var det første han tænkte på, og så så kort forvirret på dem, inden han lod dem falde ned på bordet "Aah no.." brummede han og fandt så nogen kleenex og rakte ham dem med et smil. "Du behøver altså ikke følge mig til politiet.. jeg kan godt" sagde han, han ville ikke også belejre Toby's liv, bare fordi han ikke kunne huske sit eget. Det måtte være nok at han allerede havde lagt beslag på Matthews tid.
Dylan havde monster dårlig samvittighed allerede. Han ville bare gerne... hvorfor kunne han ikke bare huske sit fucking navn! Han så sig kort om "I'm gonna head out okay?" sagde han så og smilede til Toby.

Toby smilede bare til Dylan og nikkede hurtigt, ja måske skulle han tørre sig, så han så grim ud? Hmm. Toby havde blond hår og mørke øjne, det stod lidt i kontrast, og så var han sådan halv bleg, men stadig lidt brun efter sommeren. Han var slank nok, og havde også et pænt lag muskler, ikke for meget, og så var han sådan middel høj. Han tørte sig omkring munden og mumlede et tak. "Okay hvad vil du have til morgenmad DK? Jeg er ret godt til at lave mad faktisk" sagde han bare og smilede, det var typisk Toby, men han lavede altid mad, mest fordi Matthew var fucking terrible at it! Hah! Han smilede og kiggede lidt i køleskabet, "Æg?" spurgte han og smilede lidt da Dylan sagde han godt selv kunne komme til politiet. "Min bus stopper alligevel der, så vi kan lige så godt følges, så fare du ikke vildt" sagde han roligt og smilede til Dylan, "Sæt dig nu ned, jeg laver faktisk lige mad her.. og fortæl mig så lige.. hvad forgår der med dine øjne?" sagde han.. han var måske en anelse barnlig, men han var jo også Toby, og Toby var kun seksten. "Hey.. kom måske til at lytte lidt til jeres samtale.. og jeg synes du ligner en på 17-18 år, hvis det hjælper.. 18.. tror jeg" mumlede han, "Matthew kan godt være lidt.. ja.." sagde han og trak på skulderne. Imens han snakkede lavede han mad til Dylan, og ham selv, toastbrød, og spejlæg, det måtte gøre det for nu.

Dylan smilede lidt skævt til ham, han havde ikke lyst til at rette ham, han virkede så flink. "Jeg.. jeg ved det ikke, yeah.. sure, æg lyder godt" sagde han, og så på ham da han forklarede at det var okay. Why were they so nice? Did they deliberately try to give him a horrible conscience? "Okay" sagde han så til sidst, og satte sig ned. Han kunne ikke gøre så meget andet. Dylan havde ikke tænkt over sine øjne siden på badeværelset, så spørgsmålet kom lidt bag på ham. "Mine øjne? What's wrong with... oh.." han fulgte Tobys bevægelser da han lavede mad "Det hedder heterochromia.. det er en genetisk mutation" forklarede han så, og smilede lidt til ham. "Do I look weird? Maybe I was weird... " mumlede han så for sig selv. He might have been a little weird. Han så op og tog imod maden da Toby rakte ham en tallerken "Tak" han var virkelig taknemmelig, det ville nok ikke være mærkeligt hvis han mente at han skyldte dem sit blod og liv by the end of the week. Men så længe håbede han ikke den der amnesia varede. Han nikkede til Tobys alders-ideer, og grublede lidt over det "Jeg tror du har ret, jeg tror ikke jeg er 20" sagde han og tyggede eftertænksomt på toastbrødet. "He can be what?" spurgte han nysgerrigt, og havde nær tabt sit spejlæg ned i skødet. Way to go. "Er i brødre?" spurgte han så. Selvom Dylan ikke kunne sige noget om sig selv, så kunne han jo muligvis høre en masse fra Toby. He wouldn't mind, it would be nice to give his head a break for just a little while and Toby seemed to like to talk... maybe. There was nothing wrong with hoping. Det eneste han var lidt bekymret for var den der overmandende træthed der åd ham op indefra.. men han gættede på at han kunne springe frokosten over og drikke noget kaffe istedet.

Toby smilede bare lidt og nikkede, han var god til at lave mad, så længe det ikke var et eller andet mega kompliceret, men det kunne han måske lærer.. måske skulle han være kok en dag? Måske. Han serverede for ham selv og Dylan "Chokolademælk?" spurgte han og hældte selv endnu et glas op, åh han elskede chokolade! "Nååh" mumlede han, selv om han ikke helt forstod det, men det var jo ikke Dylans skyld, han troede måske bare han havde haft kontaktlinser i. "Men det er meget sejt alligevel!" sagde han og smilede, det var lidt badass! Hans øjne var seje, super øjne, sådan superhelt agtig! "Spis" sagde han så bare og slog ud med hånden, imens han selv kravlede op på en stol og begyndte at øse op, uuuuhh morgenmad! "Næh 18 tror jeg" mumlede han og begyndte at spise og smilede så bare lidt, "I dont know.. his just being Matty.. you know.. his wierd" mumlede han drillende og trak på skulderen, det var svært at beskrive, "A littel bit grompy.. and sometimes just ego" grinede han med munden fuld af mad, åh det smagte skønno! "Øh næh.. nej vi.. vi er vokset op sammen, vores familier er meget tætte, men ja.. vi er nok pænt med som brødre, eller bedstevenner" sagde han forklarende. "Eat!" grinede han.. DT var ret nice.. han kunne godt lide den fyr, måske kunne de blive venner!

//sener//


Matthew rullede ind på polities parkeringsplads præcis klokken 17:00, ikke et minut for sent, han slukkede bilen og stod ud for at finde Dylan. Han gik roligt hen til hoved indgangen og gav sig til at vente.. han hadet at vente.

Dylan smilede lidt, Toby var meget sød og han nåede faktisk at løsne lidt op på trods af den korte tid sammen med den yngre dreng.

Da han ankom til politistationen var der et virvar af mennesker, og han satte sig accidentally ved siden af en kvinde som han fandt ud af hed Diana og var prostitueret.. det var selvfølgelig før han så hendes håndjern og havde trukket et nummer. Efter et par timer med endeløs snak med Diana kom han til oppe os politiinspektøren. Han satte sig ned og smilede til ham, og så startede de længste fire timer af hans liv. De længste han kunne huske.
Da han endelig var færdig var han totalt nedslået og vildt træt, det gode humør han var kommet ind med var væk og han havde svært ved at se noget som helst fantastisk i det hele.
Han stoppede nede på mandetoilettet og trak vejret dybt et par gange og knaldede så sin knyttede næve ind i den nærmeste væg med et hult dunk. Han slog ikke hul... forstuvede måske en enkelt finger, men han havde bare haft brug for at lukke lidt lydløs damp ud. Han var bare så træt og det eneste han havde fået idag var morgenmad med Toby, og kaffe mad havde slet ikke været en prioritet. Dylan gik op ovenpå, eftersom han skulle måde Matthew udenfor. Han gik udenfor og gik ind i Matthew. "I'm sorry!" proklamerede han højlydt til han fandt ud af hvem han var gået ind i, og smilede så lidt akavet. "Heyyyy..." sagde han og prøvede måske at lyde lidt mere selvsikker, men failede lidt. "Ahem.." hostede han diskret og bakkede et enkelt skridt eller to bagud "Har du haft en god dag?" prøvede han så.. hey, han kunne vel ligeså godt prøve at... eller.. måske var det spild af tid anyway.

Matthew fik først øje på Dylan da han praktisk talt væltede ind i ham, bortset fra han ikke væltede, men Matthew var nær ved. Han sukkede irriteret, men skulle virkelig ikke tro han havde øjne i hovedet, det var anden gang.. på to dage.. Jesus. Men da han så Dylans udtryk, han virkede bedrøvet, løsnede han lidt mere op, knægten havde vidst haft en knap så vellykket dag, og han kunne næsten ikke få sig selv til at spørge. "Hey DT" sagde han venligt og sendte ham et opmunterende smil, han havde været et røvhul hele dagen, så den vrede havde han fået brandt ud, nu var der kun tilbage at være lidt venlig imod Dylan, og det var jo egentlig meget godt.. knægten kunne godt lige en der havde brug for en ven.. Hvor var Toby også henne når der var brug for ham? Hmm.. nå så måtte Matthew jo nok hellere give det et skud. "Du ser lidt træt ud, skal vi ikke køre hjem?" sagde han blidt og viste ham hen til bilen, og satte sig ind bag rettet, han fik den tændt så der kunne komme lidt varme på, det var ved at blive rigtig koldt uden for, skide efterår. "Jeg har haft en lang dag, men du ligner en der har haft en der var endnu længere? Ingen held?" spurgte han blidt imens han skruede lidt op for radioen.. baggrundstøj.. mhm! Og så kørte han hjem.

Dylan fik plastret et smil på. Fordi... fordi okay, hey, maybe he was trying to impress him a little, og ikke hele tiden være den der offerrolle. Måske også fordi det her nok var den sidste gang han så ham. "Hey.. Matt" svarede han og beholdt smilet. Han fulgte ham med øjnene da han gik hen til bilen og blev stående.. not really sure what to say. Til sidst satte han dog i bevægelse og gik over til bilen og satte sig ind. "Nah, de fandt ikke noget, jeg gav dem hvad jeg havde af informationer men han sagde at det kunne tage må.. lang tid." mumlede han og trak på skuldrende og så lidt på sine hænder "Matt.." mumlede han og mandede sig lidt op og smilede hurtigt til ham "Politimanden havde dog en god nyhed! Kinda.." mumlede han så, og fortsatte før han fortrød "Så du ved.. jeg ikke.. i ikke.. dig og Toby.." han hakkede akavet i det alligevel "Der er det her hjem.." forklarede han så mens han lavede fagter med hænderne "For du ved.. hjemløse.." ordet brændte mærkeligt i hans mund. Det hørte slet ikke til der. Han blev ved med at prøve at smile for at løfte det lidt, for det lød så tungt selv i hans ører, og det var nok fordi han var træt og ugidelig og Toby og Matthew havde været så søde ved ham og han havde så dårlig samvittighed. "And you know, I could just swing by your place now.. with you and get my clothes" sagde han så. "Oh.. and here.." sagde han så og fiskede resten af pengene op af lommen "I'll pay you the rest, I promiss" sagde han så højtideligt, for han ville holde sine løfter! Hvis han havde glemt alt, og det aldrig kom tilbage.. så ville han idet mindste holde sine løfter, gøre folk glade, do good things. Starte på en frisk, måske var det her bare en ny chance? Måske kunne han slet ikke lide sit gamle liv.

Matthew nikkede bare og sukkede så dybt "Ja okay" mumlede han, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det, han syntes selvfølgelig det var lidt synd for Dylan, men stadig, det var ikke hans problem, og han ville bare gerne have det.. ud af verden, han havde nok at se til. "Ja?" sagde han så, en god nyhed, en god nyhed for Dylan eller for Matthew? Han håbede det betød noget godt for sig selv, han var ret egoistisk. "Okay?" sagde han roligt "Men det er da en god ting, så har du et sted at være" sagde han opmuntrende, "Ja jeg skal nok køre dig.." mumlede han. Han fik et kort stik af dårlig samvittighed, men det gik hurtigt over igen. "Øhhh.. jeg har altså smidt dit tøj væk.. sorry.. men det var helt ødelagt.. men du kan bare beholde det du har på, måske får du også noget der hvor du skal hen?" sagde han og nikkede han smilede lidt af pengene "Det behøver du ikke.. men altså Toby har lavet aftensmad, så du kan jo lige blive og få lidt mad, så kan vi køre bag efter?" tilbød han.
Han kørte ned i garagen og tog elevatoren op sammen med Dylan, han gik bare ind, da Toby jo var hjemme, og der duftede af mad i hele huset. Han stak hovedet ind i køkkenet og smilede "Hey" sagde han roligt og gik ind og så lidt på omgivelserne, "Hvad skal vi ha', må DT godt spise med?" spurgte han og kiggede på madlavningen. "Jajaja selvfølgelig må han det! Jeg har lavet til ham! Der er burger, klar om et kvarter!" sagde Toby højt "Hej DT! Har du haft en god dag?!" råbte han højt, helt høj på positivitet.. altid så fucking lalleglad. "Og øh.. Kira har været forbi.." mumlede Toby hurtigt til Matthew, han trak på skulderne, "Nå men så tager jeg lige et bad.. øh DT du kan bare slå dig ned hvor det passer dig" sagde han og gik hen til trappen og forsvandt oven på.

Dylan så op på Matthew da han tilbød at køre ham, og smilede svagt til ham "Tak.. tusind tak" hviskede han så, og så lidt overrasket på ham "Oh.." udbrød han. Okay.. øh okay. "Okay, tak.." sagde han så igen. Lidt.. ikke helt klar over om det var det rigtige at sige. Men sådan var det.
De nåede hjem til Toby, og der duftede af mad og Dylan.. blev glad så snart han hørte stemmen ude i køkkenet. Han så kort efter Matt og gik ud og joinede Toby. Han havde ikke brug for at sidde ned. Han havde brug for at tilbringe lidt tid med den livsglade fyr inden han ikke skulle se nogen af dem igen. "Hey Tobes.." sagde han og smilede til ham "Long day.. how about you?" sagde han så og så sig omkring "Kan jeg hjælpe noget?" spurgte han så og så sig omkring. Det kunne godt være knægten var yngre end ham og Matthew men han kunne da lave mad! Dylan fandt et glas som han fyldte med vandt, selvom han fortrød det kort efter fordi... hey..han burde nok drikke kaffe istedet. Han havde svært ved at holde øjnene åbne. Men mon ikke han kunne holde sig vågen til Matthew havde kørt ham ned på hjemmet. Det håbede han idet mindste.

Toby kiggede kort efter Matthew og trak på skulderne, sådan var han jo bare. Han vendte sig mod Dylan, så godt han kunne imens han skar grønsager ud og placerede dem i skålene han havde gjort klar. "Åhh jeg har sgu også haft en lang dag, det er dødsygt at gå i skole man" mumlede han og himlede med øjnene "Min historie lærer hader mig virkelig, han spørger mig hele tiden, det som om han bare ved når jeg ikke kan svaret og så spørge han mig, og når jeg ved det så tager han mig aldrig.. fucking irriterende" sagde han surt og sukkede opgivende. "Har du fundet ud af noget nyt så?" sagde han og håbede at Dylan havde haft en lidt bedre dag end han selv havde, og måske havde noget lidt mere positivt at tilføje til samtalen. "Øhhh" mumlede han da Dylan ville hjælpe til, det var ikke helt noget han var vant til Matthew tilbød, han hadet at lave mad. "Øh du kan måske dække bord? Men du ved selvfølgelig ikke hvor tingende er.. øhh.. men du kan skære agurker ud! så kan jeg dække bord!" sagde han og rakte Dylan kniven og skubbede skærebrættet over til ham med agurkerne. Han begyndte så selv at finde frem til en omgang bord dækning.