Running time - Dylan

Matthew stirrede rasende på Dylan og rystede bare på hovedet "Well that's you're own fucking fault then.. how the hell did i hurt you?" sagde han så bare vredt og kiggede på Dylan, han havde sgu da ikke gjort en skidt andet end at være fucking god ved Dylan, ja han brød sig ikke om ham til at starte med, men det gjorde han sgu ikke med særlig mange mennesker.. det kunne umuligt have såret ham.. så skulle han kraft edme også være godt naiv! "I cant do that Dylan.." sagde han og sukkede stille "I cant be.. that.. sweet guy.. whos there for you.. because you lost your familiy.. im not.. i cant do that one more time" sagde han så og sukkede opgivende, han lukkede øjnene og stod bare lidt.. hvordan var det lige at han var endt i den her situation.. igen.. jesus! Han så op da Dylan pludselig var ude af sengen og på vej hen imod ham, "Dylan.." sagde han og gik ham i møde, og betragtede ham lidt da han tog de der slanger ud.. jezz. Han rakte ud og greb ham, og det lignede i hvert fald det var i sidste øjeblik, "Dont.. do that.." sagde han og sukkede og trak Dylan med tilbage til sengen, og løftede ham op og siden på kanten, inden han satte ham til ledningerne igen. "You cant help me Dylan.. you just lost you're entire family.. And I like drinking" sagde han så og sendte ham et lille smil, "Sorry.. i cant be you're hero.. and i cant forgive you.." sagde han stille og kyssede ham let i panden. "I should go.." sagde han forsigtigt, "I think Toby is going to step by.. and its best im not her when he does" sagde han og strøg Dylan over håret.

Dylan sukkede og rystede på hovedet "Doesn't matter, it's not important now" mumlede han så og trykkede sig kort i tindingen. "I'm not asking you to" sagde han så skarpt. "That's the thing, I never asked you to do any of this.." sagde han så og gjorde en håndbevægelse ud i værelset. Han så irriteret på ledninger og slanger og så derefter op på Matthew. Så ham i øjnene. "I don't want you to be my hero, you don't understand!" sagde han frustreret " Don't... don't go Matthew" sagde han så og lukkede sine fingre i hans trøje og hev ham ind til sig og lænede sig ind til ham "I just want to help" hviskede han stille og lettere opgivende. Hvad skulle han gøre? Hvad skulle han sige? Han knugede ham bare lidt tættere ind til sig og trykkede sit ansigt mod hans trøje, ligeglad med om han lugtede af alkohol. For han lugtede også af Matthew, der inde under whiskey og vodka og daggammel sved. He didn't care, he loved this.. him. Han snøftede svagt. Hvis han gik, ville han så gå og forsvinde? Dylan holdt stadig fast i ham, med sit ansigt trykket tæt ind i hans trøje og sukkede så meget tungt "Okay.." hviskede han så stille og fik sig selv til at slippe ham endelig. Han kunne jo ikke holde ham der mod sin vilje, det ville han heller ikke.. Han rakte forsigtigt ud og rettede forsigtigt på hans trøje der hvor han havde krøllet den.. og nok også blødt på den.. men den var sort, så han kunne ikke rigtig se det. Han så dog ikke på ham for det kunne han ikke, hvis han gik så gik han jo.. og hvis han nu ikke kom igen.. Det fik Dylan til at synke. Han kunne ikke holde tanken ud.Det havde jo heller aldrig været meningen han aldrig skulle se Matthew da han tog hjem dengang, men Matthew havde gjort det klart at han var færdig med ham da de tog derfra og det havde stillet Dylan lidt i et dilemma. Men hvad gjorde det også nu...?

Matthew sukkede mildt "No.. but that what you need Dylan" sagde han stille og lagde forsigtigt sine arme omkring ham, selv om det gjorde sindssyg undt. "You need someone who can take care of you!" sagde han lidt små vredt, men det væreste raseri var ligesom gået over, "I cant let you live on the street for god sake Dylan" sagde han og rystede på hovedet af ham og trak ham ind til sig. "Yearh.. i know.." sukkede han og stod bare lidt sådan med ham i nogen lange øjeblikke. "Fine.. ill stay.. but just till Toby gets here.. and we can discuss what to do.. im not letting you live on the street.." sagde han og gentog sig selv til sidst.. for det havde han ikke tænkt sig.. så måtte Dylan flytte ind i lejligheden, ind til de havde fundet på noget bedre.. Han skulle nok finde på noget.. Toby var alligevel flytte ud, han kunne få Tobys værelse. Han kravlede så op i sengen, og satte sig op af væggen og trak Dylan ind til sig, ind mod sit bryst. "Stop crying, be a man.. drink som whisky" sagde han en smule drillende, og prøvede at lette stemningen en smule.

Dylan rystede på hovedet "You shouldn't worry about stuff like that, it's not your responsibility, I'm a grown up." mumlede han stille. "I'll figure something out, I'm not gonna live on the street.." hviskede han så. I værste fald kunne han sove i.. huset. Han fik gåsehud over hele kroppen ved tanken, men slog den væk igen. Det kunne han jo blive nød til, der var ikke så mange muligheder. Han måtte bare.. skabe et overblik når han en gang kom ud herfra, og havde ordnet begravelser og testamenter og alt det der.. Han var fjern og svarede ikke Matthew indtil han kravlede op i sengen. "What?" hviskede han stille, lettere ude af kontekst og så lidt på ham til han realiserede hvad han havde sagt "If I need to stop, you need to stop.." mumlede han så ind i hans trøje og snøftede ind og tørrede sine tårer lidt af i ham. Han var lidt beskidt alligevel... det var de vidst begge to. Han faldt overraskende hurtigt til ro sådan som de sad, og blev også mega døsig. Han nussede ham lidt ubevidst på siden og havde viklet sine fingre ind i stoffet på den anden side af ham. Han snusede svagt ind og lyttede lidt til Matthews hjerte slå og kæmpede lidt imod at falde i søvn.

Matthew rystede bare på hovedet "Yearh but.." sagde han og sukkede bare langsomt "Lets not talk about it.." sagde han hurtigt og lagde nakken lidt tilbage, han gad ikke mere, kunne ikke mere.. han følte sig helt opbrugt. "Okay" sagde han stille og strøg ham over håret, "Mhmm" brummede han, det var rart at blive nusset lidt på, han smilede kort. "Sweet dreams baby" sagde han stille, han kunne høre Dylans åndedræt bliver langsommere og dybere.. han var faldet i søvn. Matthew lukkede også sine øjne, og prøvede, men så gik døren op og en larmende Toby væltede ind, "Shh! He's sleeping!" hviskede Matthew så højt han kunne. Toby fik øje på Dylan der lå lidt ind over Matthew og sov, Matthew kunne umuligt flytte sig nu.. desuden var han bange for at det ville vække Dylan. "Hey" hviskede han så og gik hen til sengen, "Skal jeg komme tilbage sener?" spurgte Toby roligt og så lidt på Dylan. "Maybe.. or you could stay and wait?" sagde han hurtigt, "Eller lave noget mad til mig.. jeg er ved at dø af sult" sagde han, og Toby grinede lidt. "We need to talk anyways" sagde Matthew så stille og skævede til Dylan.. bare han nu også sov. "We need to take him home.. or.. i do.. sorry.. forgot you dident live there.. anylonger.." mumlede han stille, Toby stod og trippede lidt og rystede bare på hovedet "Ofc i do you idiot.. i just.." sagde han og rystede på hovedet og nikkede så, Matthew forsatte "Its to expensive to have him here.." hviskede Matthew stille og så på Toby, "Dont you think we can take him home.. he can stay with us, till he's.. okay..?" sagde Matthew stille. Toby smilede lidt "Like you did for me.." hviskede han og gik hen og bøjede sig ned og krammede Matthew, "He can stay s long as he wants to.. he can get my room.. or we can put a bed in the living room.." sagde Toby og slap forsigtigt Matthew igen. Matthew grinede også lidt og nikkede "Yearh.. like i did for you.. but you need to help me.. i cant do this once again.. it hurts.. to much.." hviskede han, Toby nikkede bare, han vidste det udmærkede godt. "Ofc.. his my friend too.. Ill go talk to the doctor right away!" sagde han og gav igen Matthew et kram og skyndte sig ud. Matthew vendte øjne af ham men lod ham bare løbe.. hvordan kunne han være så glad.. og så sød.. efter alt det her lort? Som om Dylan og Matthew ikke havde forvoldt ham nok smerte allerede.. så kom han bare tilbage hver gang.. og tilgav og tilgav og tilgav.. puuh.. han burde virkelig.. begyndte at opføre sig bedre over for den unge.. han var god.. helt ind i sjælen.

Dylan faldt i søvn, tung og slatten og udmattet. Han var ikke specielt meget tættere på et outcome.. han var ikke engang sikker på hvor han skulle starte. Lige nu vidste han bare at Matthew var varm at ligge op af og han var der stadig. Doktoren var ikke meget for det, han gav strenge ordrer på at De ikke måtte lade ham gå rundt for meget og hvis det så meget som bare begyndte at se betændt ud skulle de bringe ham tilbage, hvis han havde diverse symptomer skulle de bringe ham tilbage og de fik et akutnummer også. Så fik de lov, efter de havde fået noget medicin udskrevet til smerter og antibiotika imod infektion. De tilbød også at transportere ham, men det var vidst ikke nødvendigt. "Bare.. hold ham i ro.. så sårene kan heale" mumlede doktoren så, og lod dem gå. Dylan sov stadig da Toby kom tilbage og sov også hele turen hjem. Han vågnede faktisk ikke før efter nogen timer... lidt desorienteret først.. hvor..? Han skimtede rundt i lokalet, og fik skubbet sig op og sidde, langsomt. Han så sig omkring.. stirrede sig blind på vægge, gulve.. alting.. what the hell?

Matthew så op da toby kom tilbage og begyndte at snakke om en masse ting som lægen havde sagt de skulle huske på og hvad de måtte og ikke måtte gøre. "Så vi må godt tage ham med?" spurgte han forsigtigt, og Toby nikkede. Matthew krøb ud af sengen, og vækkede heldigvis ikke Dylan, så gik han hen og gav Toby et kæmpe kram, "Sorry i hid you.." sagde han stille og snuste lidt ind mod hans hår. Toby lagde armene om Matthew og smilede også "Its fine.. you know.. i hid you back sometime" og så grinede de begge lidt. Da de var kommet hjem havde Matthew lagt Dylan i seng, for han sov jo stadig. Han havde lagt ham i sin seng. Han sad nu bare og spiste morgenmad, selv om det var eftermiddag.. men gud hvor var han sulten! Og spiste det gjorde han altså.. rigtig meget. Han så op da Toby havde stilt en bakke frem med mad på.. det var ret fint tilberedt. "Til Dylan?" spurgte han og så op på Toby. "Yearh.. you should go up with it.. he may be awake.. and confused" sagde Toby hurtigt og gik i gang med opvaksen. "Vil du ikke gøre det?" spurgte Matthew.. og havde ikke lyst til at fremstå som om det var ham der havde lavet maden.. det var Toby der skulle belønnes for det og ikke Matthew. "Nejnej, smut du bare, jeg er lige ved at rydde op alligevel.." sagde Toby hurtigt. Matthew gik hen og gav ham igen et kram og sukkede lidt. "You need to stop that hugging thing.. your scaring me" grinede Toby. Matthew tog bakken og gik oven på og lavede nogen grimasser til Toby på vejen. Han åbnede døren ind til sit soveværelse og så hen på Dylan der sad og op blinkede med øjnene.. han så sød ud! Han tændte lyset og gik ind og lukkede døren bag sig, "Good.. your up!" sagde han glad og gik hen og satte sig på senge kanten og rakte Dylan maden, "Toby har lavet morgenmad til dig" sagde han glad og rakte ud og kørte en hånd gennem hans hår, "Og nå ja.. vi fik lov til at tage dig med hjem.. og øh.. jeg er ædru" sagde han og skævede lidt til Dylan, inden han lagde sig ned i fodenden og udstødte et tiltrængt støn.. mhmm!

Dylan så sig forvirret omkring. Han kendte stedet, men det var som om han ikke kunne genkende det, som om... Han så op da Matthew pludselig kom ind af døren og så gav det pludselig mening. Nu vidste han hvor han var. "How..." begyndte han stille. Sidst han havde været vågen havde han jo været på hospitalet. "Why am I here?" hviskede han så. Stadig lidt groggy, muligvis på grund af piller, og muligvis også lidt på grund af at søvnen ikke helt havde forladt hans krop endnu. Han stirrede lidt på bakken der blev sat foran ham. "Morgenmad.." gentog han lidt forvirret.. og så fik han en klump i halsen, for han havde jo netop ikke spist noget i temmelig lang tid på grund af skyldfølelser, han havde mest af alt levet på kaffe og en energibar fra den der maskine ude på gangen som han havde fået en af sygeplejrskerne til at hjælpe ham med at købe eftersom han ikke selv kunne stå op.. og han følte ikke han fortjente det her.. slet ikke. Han så op igen da Matthew kørte end hånd gennem hans hår. Han nikkede stille "Yeah det gik slet ikke rigtig op for mig hvor jeg var før du kom ind..." sagde han og betragtede ham lidt "That's nice.." sagde han så og smilede lidt svagt til ham. "Er du træt?" spurgte han blidt "Du kan sove her hvis du vil, så kan jeg gå ned i køkkenet til Toby" sagde han så og begyndte møjsommelig at komme ud af sengen uden at vælte bakken og alt den slags.

Matthew kiggede op på Dylan og brummede lidt inden han kom op igen og skubbede Dylan tilbage i sengen, "No" brummede han og lagde sig denne gang oven på Dylans ben, "Stay in bed.. and eat.." sagde han og tænkte kort på trapperne ned til køkkenet.. no way.. og han magtede altså ikke at bære ham. "Don't worry about me.. im just having a really bad hangover" grinede han og fantaserede lidt om næste gang han fik lov til at tage hovedpine piller, han havde allerede fået tre idag.. og klokken var altså ikke særlig mange.. Toby sagde han først måtte tage en igen når klokken var 12.. men han var ikke sikker på han kunne holde så lang tid.. damit! "I thought.. that.. werewolf coldent get hangovers.. i never had one before.." sukkede han, "But when you let your body get use to vodka.. i guess.. it punishes you.. with.. hell.. when you stop the vodka form coming" grinede han og rykkede lidt på sig, det gjorde lidt undt at ligge på Dylans ben.

Dylan blev skubbet tilbage i sengen og fulgte Matthew med øjnene, da han lagde sig ned igen. Han sank og så ned i dynen og lidt på maden "You want some food?" tilbød han så "I'll share with ya?" hviskede han og så, og rakte ud efter bakken og tog et stykke toast.. eller, en sandwich nok nærmere med peanutbutter og sad og kiggede lidt på den. "You can get hangovers as a werewolf.. I get them sometimes because I'm kinda scrawny" hviskede han så, og smilede forsigtigt til ham "My body can't keep up, and therefore it can't burn it off fast enough.. I think you'll be alright in a couple of hours, you should drink some water and relax... no fitness" forklarede han så, og tog tøvende en bid af den der toastbrøds sandwich. Han følte sig lidt skyldig som han tyggede på den og måtte fokusere kraftigt på at synke. Det gik lidt lettere med den næste bid.. og den næste.. og til sidst have han faktisk spist den. Men det vendte sig lidt i ham da han så på resten af bakken, så han drak noget kaffe... oh god, det havde han savnet! SÅ MEGET. Han måtte holde et støn tilbage af ren nydelse, og satte den så fra sig, og betragtede Matthew lidt. Så lagde han sig ned, efter at have sat bakken væk, men han lagde sig sådan at han kunne se på ham.

Matthew så lidt dovent op på ham og rystede bare på hovedet "Jeg har allerede spist sammen med Toby" sagde han stille og betragtede Dylan lidt da han prøvende tog en bid "Yearh.." sagde han stille og smilede lidt, det vidste han da nu.. for fuck hvor var det nederen! Tømmermænd var lort, og han hadet det allerede alt for meget, så meget han havde lovet sig selv aldrig at drikke igen.. men det kom han nok ikke til at holde alligevel.. han ville dø uden sine dyre rødvine. "I hope you're right.. this feels like hell" brummede han irriteret og sendte Dylan et dovent blik.. han så nu ret sød ud.. lige der.. i ansigtet.. mhmm. "You look cute.. like that.. eating.. and stuff" mumlede han, okay måske var han ikke heeeelt ædru, men tæt på.. og lige nu var han bare træt og udmattet.. så det var nok forståeligt at han var sådan lidt.. ved siden af sig selv. "Er du færdig med maden?" spurgte han og tog bakken fra Dylan og stilte den på gulvet. Han lagde sig så hen ved siden af ham og lagde sit hoved på hans skød.. han var virkelig blevet afhængig af at ligge på den måde.. eller side.. det var bare virkelig rart.. og beroligende. "Let me know if you need anything" hviskede han blidt.

Dylan smilede lidt svagt til ham "It's okay.. you're going to be okay, I can promise you that" sagde han så blidt, og så kort efter den der kaffe.. måske skulle han... Nah, det kunne være han blev for energisk hvis han fik for meget. Han rødmede lidt da Matthew pointerede han så sød ud "I.. n.." begyndte han, men kunne ikke helt.. nej. "Yeah.. thanks" sagde han så da Matthew talte om noget andet. Thank god. Han så lidt på ham da han rykkede sig og fulgte ham med øjnene fra hans plads til sit skød. "I will.. thank you" sagde han så, og smilede lidt til ham, inden han lod hovedet dumpe tilbage mod dynerne. "How's Toby?" spurgte han så, og lod en hånd glide gennem hans hår... Han lå jo lige der.. dt var nemt at røre ved det mørke, bløde hår der snoede sig om fingrene. Han lå og kiggede lidt op i loftet.. Det var faktisk et ret flot sted de boede. "Matt..? Do you think I could.. use a phone or something?" spurgte han så forsigtigt "It doesn't have to be now.. but.. later?" spurgte han stille, og lod sine fingre glide ned til hans nakke mens han slappede af.

Matthew mumlede noget ind i skødet på Dylan, det lød måske lidt som en klage, men han sagde i virkeligheden ingen rigtige ord, han orkede det ikke. "What?" hviskede han, han var tydeligvis på vej i drømmeland, men det var som om at Dylan ikke helt forstod dog, kunne han ikke bare sssshh! "Toby?" spurgte han og gabte, "I dont know, his fine I guess, I haven't really talk to him since you left me.." hviskede han og lagde en arm omkring Dylan, for at være sikker på, at hvis han nu faldt i søvn - altså hvis Dylan kunne holde kæft i lang nok tid til at det var muligt - så ville han ikke kunne flytte sig. "Sure.. but not right now.. later" mumlede han. "And right now.. I'm really tired.. so.. either you can shut up, so that i can sleep, or you can suck my dick.. so.. yearh.." brummede han og lukkede øjnene igen, et blowjob ville helt sikkert veje op for den manglende søvn, men nu var Dylan måske heller ikke lige i stand til den slags lige som det var, så han ville nok ikke be ham om det, ikke sådan alvorligt i hvert fald. Han havde formuleret det som en joke, og lidt som i at Dylan godt måtte holde sin kæft.. mhmm!