Running time - Dylan

Matthew nikkede svagt "We sould get you some food then" mumlede han søvnigt og gav et gab fra sig, han var måske også lidt træt egentlig.. burde Dylan ikke også være det? Sådan udmattet? "She dident do anything to you, did she?" brummede han og skulle til at lede efter skader på Dylan, men efter et enkel kig, gav han op.. varulve.. healede.. tsk. Han så op da Dylan nævnte hans telefon, "Right" brummede han og prøvede at tage sig lidt sammen, men hans krop var så tung.. ville bare lige.. fem minutter mere så skulle han nok! "No its fine.. i can call them back" mumlede han, men så var Dylan ligesom allerede oppe og ja.. så blev han vel nød til at tage den. Et enkel kig på displayet og han var lysvågen, han satte sig op og trykkede på den grønne knap. "hey mom" brummede han og sendte Dylan et alvorligt blik og gjorde så tegn til at han skulle være stille. "What? No.. Really? Dident heard of that.." sagde han så sarkastisk som overhovedet muligt. "Sure" brummede han, "No i dont.. but Dylan is my friend.. i dont.. no.." sagde han vredt og sukkede højlydt, "I know that you're the alpha.." sagde han endnu højere, var der ikke et eller andet han kunne kaste med?! Seriøst! "No you dont!" råbte han, og døren gled og op Toby og Marcus kom til syne, de så bekymret ud. "Yes you just try, do ya'.. but i warn ya'.. if you ever want to see you're son agian.. and Toby for that matter.. you will let this go.. and.. and.. you will apologize to me.. and Toby! And Dylan!" sagde han højt. "Fuck you.. you'll never find us" sagde han så vredt og lagde på. "Jep.. hun har ikke tænkt sig at give sig så let.." sagde han hurtigt og kiggede på Dylan, "Tøj på.. vi skal afsted nu.. de er allerede begyndt at opspore os.. vi har travlt" sagde han, og nikkede hurtigt til Toby, "Find en bil" mumlede han. Toby og Marcus forsvandt og Matthew kom op fra sengen og begyndte at trække i sit tøj som en gal.

Dylan rystede på hovedet "She wasn't really there, nobody was" sagde han og trak på skuldrende, mens han gled ind under en dyne så han ikke var så blottet. Han stivnede lidt da Matthew tog telefonen, og holdt ligesom om med at trække vejret i baggrunden, mens han betragtede Matthews alvorlige ansigtsudtryk. Et kort blik på døren fortalte ham at Toby og Marcus var kommet indenfor også, men sagde ikke noget. i hvertfald ikke lige nu. Først da Matthew begyndte at give ordrer rejste han sig og hentede sit tøj der var nogenlunde tørt og hev det på "Matthew måske burde jeg... jeg kunne tage hjem, de ville ikke komme efter mig hos min familie det ville være for farligt, det ville også være for farligt for jer at involvere jer i... i det, eller i hvertfald at komme ind på fjendtligt territorie.." sagde han så. "It would be easier, you could tell them I got out myself, or that you don't know anything about my dissapearance" sagde han så og sank stille. "I don't... I just don't want you guys to be in danger.." sagde han så og gjorde en lidt... åndsvag bevægelse med armen og hånden, for han vidste ikke helt hvad han skulle sige for at overbevise Matthew om at det var bedst for dem hvis han tog hjem. Han ville være sikker, de ville være sikre! Til alting faldt lidt ned igen..

Matthew kiggede over på Dylan og kørte fursteret en hånd gennem håret og rystede på hovedet "Dont use that.. its wet and it still smells" mumlede han og kastede rygsækken over til Dylan hvor der jo var frisk tøj i. Han så væk da Dylan klædte om, nok af almindelig høflighed, der var ikke mange der brød sig om at blive overbegloet når man skiftede tøj.. regnede han med. Han begyndte så selv at pakke og gøre færdig. Hans telefon ringede igen, han tog den og nikkede bare, så lagde han på igen. "De holder omme bag ved, kom vi skal få nu" sagde han og stoppede op da Dylan begyndte at forklare hvad de også kunne gøre. Han rystede bare på hovedet "No.. i dont wanna lose you.. and if you go back to your family.. i will.. also.. you could get killed, and i cant go with you, to protcet you.." sagde han og sukkede opgivende, "Also.. this isent just about you.. my mom.." startede han men rystede så bare på hovedet. "Det er indviklet.. kom nu skal vi altså skynde os, vi kan diskutere det på vejen" mumlede han og skyndte sig ud af døren. Nede bag ved hotellet holdte Toby og Marcus klar i en stor sort bil, Matthew og Dylan hoppede ind bag i og så var de på vej igen. "Ill figure this out.. you dont have to worry Dylan" sagde han og lænede sig ind mod ham, "I promiss, i wouldent let anything happen to you" hviskede han og kyssede ham lige under øret.

Dylan hævede sine øjenbryn i en overrasket grimasse "But I was... oh okay.. never mind" mumlede han så og klædte om, med ryggen til Matthew. "You're not losing me, I'm.." begyndte han og havde måske lidt lyst til at samle en pude op og kyle den efter ham, for han lyttede altså aldrig til fornuft. Han åbnede munden, men som han lidt havde regnet med, nåede han ikke at sige så frygteligt meget. Egentlig var det vel heller ikke så mærkeligt eftersom de var på flugt og skulle ud derfra, og havde skullet det et stykke tid. Så han fulgte med ham ned og ud bag ved til bilen hvor Marcus og Toby allerede var. Han satte sig ind uden nogen egentlige bemærkninger, men så dog op da Matthew henvendte sig til ham "You're misunderstanding me.. I want to help, I am worried" sagde han så, og fulgte ham med øjnene da han lænede sig ind til ham og sank kort.han bed sig hårdt i læben da han kyssede ham under øret. Uegnet til lige præcis at svare på det, eller.. bare generelt.. agere, vendte Dylan hovedet lidt mod forsædet "Where are we going?" spurgte han så stille.

Matthew sukkede irriteret "Okay fine" sagde han surt og kiggede ud af vinduet.. ville han bare gerne hjem? Hvad så hvis nogen kom efter ham? Efter alt det Matthew havde gjort for ham, og så ville han bare hjem? Og muligvis blive slået ihjel.. eller det der var værre! Helt utrolig.. Dylan var åndssvag! Men hvis det var det han så godt ville så skulle han da fanme nok følge ham hjem, han var jo heller ikke nogen kidnapper! Og han ville sgu ikke holde Dylan her mod hans vilje! Næh nej! Tsk! Egentlig ville hans liv også blive meget nemmer uden hele tiden at skulle babysitte sådan en møgunge! "Okay Toby.. change of adress" sagde han og skævede til Dylan da han spurgte hvor de skulle hen, "Home" mumlede han bare, men det kom nok mest ud som en slags snerren. Han gav hurtigt Toby adressen, og vendte sig mod Dylan. "Just shut up will ya?" sagde han surt da Dylan begyndte at snakke igen. "Øhhh.. Matthew.. der kan jeg altså ikke køre hen" mumlede Toby omme foran og kiggede på GPS'en, hvor de nærmede sig et meget rødt område.. selvfølgelige havde de en GPS hvor de varulve territorierne var markeret med hver deres farve, så man ikke tilfældigt kom til at krydse en usynlig grænse.. det kunne være ret farligt. "Its fine.. dont worry.. I.. I have a agreement.. or something" sagde han, og mumlede det sidste for sig selv. "But its.. its.." sagde Toby, og sænkede farten.. han var på vagt. "Its fine Toby, just drive.." sagde Matthew surt og skubbede medvilje til Dylan da han lænede sig tilbage, han kiggede ud af vinduet, ville ikke tale med ham.. ikke når han valgte dem frem for ham.. fuck ham egentlig! Spild af tid. Da de holdte ind foran Dylans mor "alfaen" 's hus, og Toby rystede bogstavelig talt i bukserne.. men han havde heller aldrig været i kamp, så det gjorde ham selvfølgelig skrækslagen at udfordre muligheden for det.. og så med fuld overlæg. "Matthew" hviskede Toby. "Jaja, bare kør jeg finder selv hjem" sagde han og stod ud og ventede ikke på Dylan, han gik bare direkte op og bankede på. "Matthew! råbte Toby bag ham, han vendte sig om og skulle til at komme med et udbrud da han så dem.. og så var de selvfølgelig omringet, og Toby og Marcus var blevet hevet ud af bilen.. det var gået hurtigt. "Omg, let them go you idiots!" råbte han og mærkede hvordan vreden skyllede op i ham, "Vi er sgu da bare kommet for at aflevere den unge der!" råbte han og pegede på Dylan.

Dylan skævede til Matthew "What?" sagde han stille. Home? To their place? That would be a death trap just waiting to happen! Han åbnede munden, men Matthew afbrød ham vredt. "You don't have to Toby, I can wa..." begyndte han prøvende, men Matthew afbrød ham igen. Da bilen holdt ind foran huset som Dylan genkendte som der hvor han havde besøgt sin familie sidst, steg Matthew ud. "Wait! Matthew wa-!" begyndte han og faldt nærmest ud af bilen efter ham. Og så var de over det hele.
Rose kom ud af døren og lukkede den lidt i bag sig mens hun stirrede stift på sine nyankomne gæster. Hendes blik blødte dog lidt op da hun fik øje på Dylan "You came home?" sagde hun så blidt, måske endda lidt håbefuldt. Dylan fik viklet sig ud af den sikkerhedssele han sad fast i "Yes! Yes.. I did.. now let them go, they haven't done anything.. they just brought me back" forklarede han hurtigt, og skævede kort til Matthew igen, men sagde ikke noget til ham. Hvis han ville være sur, kunne han være sur. Det her var for det bedste.. også for ham selvom han nægtede at indse det. Rose stirrede igen lidt på de uindbudte gæster og brummede et eller andet for sig selv, før hun tog et par skridt ned af trappen og havegangen hen til lågen og det stakit der omkransede haven "Come on.." sagde hun blidt til Dylan og åbnede lågen. "You have to let them go." sagde han så hurtigt "I'm not going in before you let them go.." sagde han så lidt fastere. Rose sukkede som om det var hende der havde det hårdt "Release them.. and make sure they get out of here...escort them if you must" sagde hun så. Dylan så hvordan der langsomt blev givet slip på Toby, Matthew og Marcus så de kunne vende tilbage til bilen. Han blev stående og ventede på de havde sat sig ind, før han vendte ryggen til og gik ind af havelågen. Shit.

Matthew skævede til Rose og havde en stræk træng til bare at række tunge af hende, men han prøvede at beherske sig selv.. det ville være barnligt og han var ikke et barn. Han så kort på Dylan og sendte ham bare et par dræberøjne, næh, han var så gal som man kunne blive, og han var så gal på alle de her mennesker, han havde lyst til at slå den alle sammen. Heldigvis var der ikke nogen der havde nærmet sig ham endnu, og det var også kun for deres eget bedste. Han stod oppe ved døren, og var gået et par trin ned, han skulle jo ikke ind alligevel, men han havde heller ikke tænkt sig at gå lige i armene på Roses små lakajer. "Let them go" knurrede han, og bøjede sig lidt frem over i det hans øjne flashede fra mørkebrun til rød.. han var ikke bange for dem.. og slet ikke for Rose.. hun kunne bare komme an! Han fandt Dylan og sukkede så bare da de ligesom lavede en bytte handel, og så byttede han plads med Dylan, efter varulvene havde sluppet Toby og Marcus. Han satte sig hurtigt ind i bilen og smækkede døren, "Wait" mumlede han, hvilket fik Toby til at råbe, men han lyttede ikke. Han rullede vinduet ned "Try following us when you cant see" sagde han så bare højt, og vendte sit blik mod Dylan, "Nice knowing you" sagde han provokerende og klappede Toby på skulderen. Så blev speederen trykket i bund og væk var de.. På vejen stjal Matthew varulvenes inklusiv Dylan og Roses syn, så de ikke kunne følge efter, og efter to minutter var de ude af "zonen" og han lod dem få deres syn tilbage, nu var det alligevel ligemeget.. de ville ikke følge efter dem uden for "zonen". "Home" mumlede han til Toby der bare nikkede og kørte.. Han lænede sig tilbage.. lagde mærke til at Toby og Marcus sad og små skændes lidt, men han lyttede ikke til deres samtale.. han var ligeglad, ville bare hjem.

Dylan glippede med øjnene, inden han lod sig glide ned på knæ på jorden og lukkede dem. han kunne ikke se alligevel. Men han kunne godt føle, and... fuck! Fuck! Han hørte lidt skældsord i baggrunden, andre varulve der var utilfredse med mangel på deres syn. Han blev siddende så længe det tog og lidt til, da en hånd forsigtigt guidede ham op fra jorden "Come on.." sagde hans mor blidt "They're gone.. it's okay" sagde hun blidt og tog ham med ind i huset.
Men det var bare ikke okay, det føltedes ikke okay. Men hvordan kunne han nogensinde sige det til hende? Eller nogen af de andre? Han fik et knus af sin far, og hans mindste søster spurgte ham om en masse ting som han knap kunne svare på, mens hans ældste søster var mere eller mindre tavs, undtagen når hun bandede lidt af Matthews familie.

Nogen uger efter havde Dylan fået sin normale rytme af vide. Han havde ovenikøbet været i kontakt med skolen om at komme tilbage igen, de ville se hans fravær som orlov. Det var pænt af dem.. he guessed. Faktisk havde det været en meget god overgang, han var hurtigt faldet til igen, og i sit eget værelse. Det var velkendt. Det eneste der ikke var, var hans seng. Han sov enormt dårligt om natten, han prøvede på ikke at tænke over hvorfor og som regel undskyldte han det bare med at han var van til noget andet, eller at månen lyste usædvanligt klart den nat, eller... noget andet. Han vidste dog godt hvorfor. Morgenen hvor han skulle starte i skole igen, besluttede han sig for at løbe en tur. Frygten for at nogen ville ham til livs var efterhånden uddøende. Hans mor havde været på vagt de første par dage... uger, men intet var sket. Og han var begyndt at gå udenfor, og lave ting, komme hjem til aften og den slags... der skete intet. Så at løbe en tur ville nok ikke skade inden skole. Han fik trukket i tøjet ved en seks tiden.. skulle først møde klokken ni, så han havde masser af tid. Løb nedenunder, drak en kop kaffe og prøvede på ikke at ligge for meget i de mørke rander under hans øjne der spejlede sig i hans kaffe. Nah, he didn't have time for that. Han satte en timer på sit ur, og så var han ellers ude af døren.

Matthew skubbede dynen til side og stod op. Han iførte sig et af sine mange jakkesæt og valgte omhyggeligt et flot mørkeblåt slips der passede til. Han barberede sig og smurte sig med deo og et sprøjt parfume. Han forlod sit værelse og gik nedenunder. Toby havde lavet morgenmad, men var allerede taget af sted, han skulle i skole. Marcus havde slået op med ham, han havde fået for meget vidst nok, så Toby var lidt trist og sagde ikke så meget. Det var synd for ham, men Matthew havde ikke tid til det, han havde travlt med at distrahere sig selv. Han burde måske tage sig af Toby, men han kunne bare ikke. Han spiste og børste tænder og så forlod han lejligheden. Han kørte på arbejde og så arbejde han, knoklede til sent aften, og så tog han hjem. Han mødte Toby i køkkenet, han var på vej i seng, klokken var mange. "Hej" hilste han og Matthew nikkede bare og satte kurs mod sit værelse. "Ved du hvem jeg så idag?" spurgte Toby, hvilket fik Matthew til at stoppe op på trappen. "Hvem?" spurgte han, selv om han nok allerede kendte svaret, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. "Dylan.. jeg vidste slet ikke vi gik på samme skole.. men jeg har nok bare ikke lagt mærke til ham før.. der er mange mennesker på skolen.." plaprede Toby vider. Matthew rystede bare på hovedet og forsatte op af trappen, "Fedt" mumlede han, "Han så ikke så godt ud!" sagde Toby højt. Matthew vendte sig kort mod ham, "Dont speak to him.. we dont speak with.. thoes kind.." sagde han strengt og skyndte sig vider. "But Matthew! Wait!" råbte Toby efter ham. Han gik bare ind på sit værelse og smækkede døren, ville ikke høre på det, ville ikke høre om ham! Han greb ud efter vodkaen, der havde fået en fast plads på hans sengebord, en lille time efter var han faldet i en dyb vodka søvn.

Dylan kom hjem til aftensmad som han havde lovet sin mor højt og helligt, også selvom.. selvom han havde... Det havde været Toby, på skolen og... og han..
Dylan havde været så tæt på, havde faktisk taget et skridt hen mod ham... men et eller andet havde stoppet ham, sagt at han ikke... han burde ikke. Han var ikke sikker på om Toby havde set ham, men han var i hvertfald vendt tilbage til sin klasse. Men han havde ikke kunnet slå episoden ud af hovedet, det havde været så lang tid siden han havde set ham, og alt han havde haft lyst til var at gå hen og give ham et kram, og at det havde føltes forkert var bare.... Dylan kunne ikke beskrive følelsen. Så istedet gik han på hovedet i seng uden mad.. og også uden at sove ordentligt.. igen. "Getting to be a bad habit.." mumlede hans søster nede ved morgenbordet. "What is?" brummede han ned i sin kaffe. "You... not sleeping.. not eating, it's bad for you, you should know that, you're a nurse idiot" mumlede hun, og hævede provokerende sine øjenbryn. Han satte koppen fra sig "Yeah, well, if you're so smart, maybe you should be the nurse?" sagde han så krigerisk, inden han greb sin skoletaske og skred. He didn't mean to be so agressive... it was just.. hard. Adjusting was hard.
Da han kom op på skolen, stoppede han kort op i foyeen.. bare et øjeblik, mens han læste på sine timer. Da han så op fra papiret fik han øje på Toby igen. Denne gang tættere på end dagen før, han kunne se ham ordentligt, kunne dufte ham på tværs af mennesker og andre dufte. Og før han vidste af det formede hans læber ordende "Toby.." så stille af de omkringværende ikke hørte ham, men en anden varulv...

Matthew vågnede dagen efter uden nogen form for tømmermænd, det var en af fordelene ved at være varulv, han fik aldrig tømmermænd. Han stod op og gentog bare gårsdagens rutine, eller.. den sidste måneds rutine. Det eneste han havde opfattet var at det havde været jul på et tidspunkt.. men han talte ikke med sin mor og han talte ikke med Toby, så han havde ikke holdt jul i år.. men han var sikker på at Toby havde været derude.. og holde jul.. han havde bare ikke sagt noget. Matthew tog på arbejde. I skolen sad Toby og snakkede med en af pigerne fra hans valgfags hold, de havde aftalt at læse op til eksamen sammen, og han skulle med hende hjem efter skole, han havde holdt sig lidt for sig selv de sidste uger, men det føltes virkelig rart at tale med nogen igen.. Matthew ignorerede ham fuldstændig, og nu var han også sur på ham pga det han sagde i går.. han kunne ikke holde det ud.. han havde faktisk slet ikke lyst til at tage hjem. Han så op da noget forstyrrede ham midt i hans samtale, "Sagde du noget?" spurgte han pigen, der bare rystede på hovedet, han så sig omkring.. underligt.. men.. Han fik så øje på Dylan og sukkede stille for sig selv, først så han bare væk og prøvede på at ignorer ham, det havde han jo lovet Matthew han ville, ik? Men han kunne alligevel ikke lade være.. kunne han? "Undskyld Clare jeg kommer om lidt" sagde han til pigen og rejste sig. Han gik hen foran Dylan og smilede forsigtigt "Hej Dylan" sagde han roligt og så lidt på ham, "Jeg lovede faktisk Matthew at jeg ikke ville tale til dig nogen sinde igen.. og jeg prøver lidt at holde mit løfte.. så jeg skal gøre det kort" sagde han roligt og så forsvandt smilet ligesom "Jeg tror det var noget i retning med.. fuck dig.. du er den mest usympatiske person jeg nogen sinde har mødt.. jeg hader dig.. og øh.. hold dig langt væk fra mig.." sagde han og sendte ham så et lille smil, inden han lænede sig lidt frem og hviskede "Du har knust hans hjerte.. og han savner dig.." hviskede han inden han lænede sig op igen og blinkede til ham, på vejen væk gav han ham fuck fingerne. Det var egentlig ikke fordi han mente det han lige havde sagt, måske lidt det med usympatisk, for han havde virkelig såret Matthew.. og det var der aldrig nogen der havde kunnet før.. ikke på den måde.. så han må virkelig have følt noget for Dylan.. yearh.. men Toby hadet ikke Dylan.. han forsvarede sådan set bare sin bedsteven.. for det er jo det man har venner til.. også selv om han ikke kunne fordrage at være sammen med Matthew for tiden.. og det var jo egentlig Dylans skyld så.. nå ja.. men så igen.. han ville ønske at det hele bare kunne være som før.. inden Matthews mor var flippet ud og alt det.. det kunne være rart.. han holdte af dem begge to jo.

Dylan kunne fortryde, han kunne stadig nå at gå sin vej og lade som om det aldrig var sket. At han ikke havde sagt noget, men han var nød til at have et livstegn, et eller andet... om Toby så havde tænkt sig at stille sig til at råbe af ham.. det måtte han gerne. Bare han havde et eller andet at fortælle ham. Men Toby rejste sig og Dylans hjerte begyndte at hamre... hårdt og brutalt mod hans stakkels ribben. Han sank nervøst da han begyndte at tale "Toby.. I'm so sor.." hviskede han, da Toby begyndte at lire det af han havde på hjerte. Dylan bed sine tænder sammen og så ned i gulvet og nikkede så stille. Indforstået med Tobys vrede, Matthews vrede, alting... Han så lidt op igen da han hviskede til ham og fik det der lidt småforvirrede udtryk i sine tofarvede øjne og fulgte ham med blikket til han satte sig ned igen. Han havde ikke sagt noget.. han skulle lige... Istedet vendte han rundt på hælene og gik istedet. Rundtosset. Urgh han kunne ikke.. vidste ikke...
Han tog hjem, for han kunne ikke fokusere eller koncentrere sig. Hans tanker væltede rundt i hovedet på ham. Skulle han.. han kunne jo... men chancerne for at han døde halvvejs inde af døren var også temmelig store. But then again.. he couldn't be a coward, he... fuck. He needed time to think. Faktisk ville han måske allerhelst gå en tur, eller lukke sig inde på sit værelse, men da han kom hjem stod hoveddøren vidt åben. Dylan stoppede ved havelågen. Og blev stående. Det var først da lugten af blod ligesom ramte hans næse, at han rev havedøren op og nær væltede over et lig der lå inde på den anden side. Det var ikke en han umiddelbart huskede, men han lugtede af pack. Så lød der skudsalver fra inde i huset, og han kom hurtigt på benene og løb op til hoveddøren og ind. Hans storesøster var ikke langsom til hurtigt at vælte ham ned på gulvet og trække ham ud til siden, hvor hun selv sad med et gevær. "Where's mom?!" udbrød han "What's going on?". Hun affyrede tre skud ind i køkkenet fra der hvor de sad, og de blev hurtigt besvaret "She's at work, I've been trying to reach her..." sagde hun hurtigt, og vendte sig kort mod ham "They're here, I don't know how they got past the borders... but they are Dashners, I can smell it on them" sagde hun og besvarede nogen skud fra køkkenet. I mellemtiden lød der skud fra ovenetagen og Dylan så op. "Hvor er Jill og Lily?" spurgte han så, og Jen som sad med pistolen rystede på hovedet "I don't know! Told them to hide! Dad's upstairs". "I'm gonna find them" sagde han så, og kom på benene før Jen havde en chance for at stoppe ham. "No! Dylan wait!" råbte hun efter ham. Men han var allerede på vej ovenpå "Dylan get down!" lød det ligesom skud igen blev affyret. Det var alt sammen et rod ovenpå, han kunne ikke... overskue det, hans far blødte og hans søstre sad klemt inde ovre ved en dør, og... "Shit.." hviskede han og gled ned på knæ, mens det sortnede lidt for hans øjne. Han blev trukket til side et sted i hans bevidsthed, mens hans far forsøgte at ruske lidt liv i ham igen "Get the girls downstairs, Dylan? Get them downstairs to the hide out" sagde han så, og trykkede en revolver i hånden på ham. Det næste var lidt utydeligt, han fik i hvertfald sine søstre nedenunder, og ind i et walk in closet, hvor der var en lem i gulvet hvor de kunne gemme sig. Han kastede et tæppe over lemmen og satte sig derinde, mens han prøvede at få vejret, men det virkede ikke rigtigt "Of course not dummy, you've been shot" mumlede han for sig selv.

Matthew smed sig i lænestolen og stirrede ind i pejsen imens han drak sin vodka. Det var hans bedsteven nu, bare ham og vodkaen. Han så op da døren gik op og Toby kom ind, han sagde ikke noget, satte sig bare i sofaen. Matthew flyttede blikket til ilden igen. "I'd talk to Dylan today" sagde Toby så, Matthew stivnede og snerrede lavt, "fuck off" brummede han bare. "I was really awful to him.. told him that i hated him.." sagde han så stille, "Fuck offffff" råbte Matthew og kylede flasken efter Toby, der undveg og så var der glasgår og vodka ud over det hele. "Matthew! Jesus!" råbte Toby og rejste sig, "Thats it! Im moving!" råbte han og gik, han smækkede døren efter sig. Matthew rakte tunge efter ham, og grinte højt imens han hentede en ny flaske vodka, han var selvfølgelig skide fuld og.. skide ligeglad. "Meeh.. then move" mumlede han for sig selv, "I'll stay here.. with my best friend" sagde han for sig selv og satte vodkaen for læberne igen.. mhmm! Et eller andet sted summede hans telefon, men han lagde ikke rigtig mærke til det, eller også ignorerede han den bevidst.

Dylan prøvede at finde sig til rette i skabet, og samtidig være stille. Men blodet fra hans punkterede lunge blev ved med at sætte sig som hoste og han var flere gange nød til at hoste ind i en jakke eller noget andet. Det var ikke muligt for ham at inspicere hvor han var blevet skudt, han kunne ikke bevæge sig særlig meget, men det føltedes ikke godt. Specielt ikke den punkterede lunge. Det var skidt.. Hvis han ikke gjorde noget ved det ville han... Han sank stille smagen af jern i munden, og så ned af sig selv.. på blodet..på gulvtæppet der langsomt fik pletter. Tiden gik.. besynderligt langsomt, men Dylan fik den at mærke på den mest ubehagelige måde. He got weaker, og han kunne nærmest mærke hvordan han fik kortere tid til at trække vejret i, hvordan smerterne langsomt begyndte at brede sig. Han vidste ikke hvad klokken var, eller hvor længe han havde siddet derinde. Der havde været stille under ham, pigerne... Til sidst blev han enig med sig selv om at han ikke ville dø i et skab, og muligvis spærre udgangen for sine søstre. Så han kravlede hen og åbnede døren ud til gangen. Der var dødsens stille "Jen?.." hans stemme raspede lidt på grund af manglen på luft. "Dad?" lød det stille... så stille, som ordende faldt til jorden så snart de forlod ham. Dylan fik kravlet ind i stuen hvor han fandt Jen død på stuegulvet. "J-Jen?" hviskede han, og prøvede at ruske liv i hende, men det var for sent... alt for sent. Han hang over hende i noget tid... han vidste ikke hvor længe, men han kunne ikke flytte sig, hele hans krop føltedes som bly. Alt han kunne var at sidde der... ved hende, prøve at varme hendes hånd lidt. Eller hendes arm. Først da det var blevet mørkt udenfor og Dylan var mere død end levende trak han sig lidt væk. Han vidste godt det tog lang tid, han var en varulv så enhver død ville tage tid. Undtagen at blive skudt i hovedet naturligvis. Der lå en telefon på gulvet, og han rakte ud efter den mens han gled ned at ligge... det føltedes bedre sådan. Der var en masse voice mails fra hans mor, og en masse desperate beskeder om at hun var låst inde, og at de skulle tage telefonen, og hvorfor de ikke tog telefonen.. Han prøvede at ringe til hende, men den gik på telefonsvarer... Han lå og stirrede på skærmen et par minutter, så den lyse lidt op i mørket. Så trykkede han lidt på tasterne. Langsomt, men sikkert.. han kendte nummeret, han havde brugt flere dage på at lære det i hovedet så hvis han blev væk... Han lagde telefonen ind under sit hoved så han ikke skulle støtte den, og bruge kræfter på det. Han kunne have ringet efter en ambulance but what was the point? He was dead anyway. But one thing he couldn't undo when he died was the things he'd done when alive. "Please.. Matthew.. pick up" hviskede han hæst.

Matthew lavede en lille dans inden han fandt sin flaske et sted og gik mod døren, han fik øje på den summende telefon på vejen og greb den bare. Der var blevet meget stille i huset, så Toby måtte være skredet.. fuck him anayway! "I duuunt neeaaaeed yaau!" råbte han bare, alt for fuld til at tale ordenligt. Han faldt om på sin seng og tog så endelig telefonen "Halluuuu!" grinede han, og smilede ind i røret, "What, cant hååårh you, spaaaak up!" råbte han og grinede igen. "Hey Dylan" grinede han da han genkendte et eller andet "Wanna fuck" mumlede han og skulle til at lægge på da et eller andet ændrede noget, "Hey.." brummede han og satte sig op igen og kørte en hånd gennem håret.. der var noget galt.. "Dylan" prøvede han, men der kom ikke noget svar, "Okay stay" brummede han og lagde på, han kom vaklende på benene og greb vodka flasken, på vejen ud af lejligheden fik han også fat i en køkkenkniv, dum som han var, klar til at forsvare sig! Han fandt vejen til gargen, "Oh.. i cantttt.. dreeejeivee.." gispee han og kiggede på bilen. Fuldstændig udelukket! Han satte så i løb, løb kunne også være hurtigere, hvis man tog de rigtige veje, og det gjorde han.. men han var stadig fuld, selv om den friske luft havde hjulpet lidt, men så igen.. han blev jo ligesom ved med at drikke. Han tog selvfølgelig ud til det eneste sted hvor han mente han ville kunne finde Dylan. Det første der mødte hans slørede blik var en død et eller andet på græsplænene..  what? Hvorfor var der ikke nogen der havde ringet efter politiet? Han så sig på gaden.. boede der kun varulve her eller hvad? Og hvis ja, hvor fuck var de så henne nu, altså dem der var i live?! Han gik ind gennem lågen og op til døren, åbnede bare og gik inden for.. det første der mødte hans blik var døde kroppe.. jesus.. hvad var der forgået.. okay.. hed needed a drink! "Thanks foåår thhe inviteeeaaa!" sagde han højt, viftede lidt med kniven og hældte noget mere vodka i sig, "Arrgh!" stønnede han og skruede låget på igen. Han fik så øje på et lig han synes at genkende.. igennem tågen altså. "Dyliin?" gispede han og tog et par svære skridt hen imod liget.. åh!
"Dylan!" kaldte han højt og skubbede til drengen med sin fod, "Hey!" kaldte han, og kiggede kort på pigen som Dylan lå halvt ind over. "Plezzz dont be deaaad" gispede han bøjede sig halvhjertet ned, så han snublede og fik stukket kniven ind i låret på sig selv, og nu lå han så og blødte ved siden af Dylan.. hvorfor havde han overhovedet taget den åndssvage kniv med! 
Han hørte så en lyd ved siden af sig, "Dylan, yo aliveaa!" råbte han og satte sig op, "Argh" gispede han da det gjorde undt.. av.. han trak kniven ud.. jezz.. og smed den fra sig.. fandens. "Y look bad" grinede han og tog en slurk vodka, "Want a drink?" brummede han og rakte den dødende Dylan flasken.. der ligesom ikke rigtig tog imod den, så han tog selv en slurk mere. "Okey okaey!" sagde han strengt og kom på benene, det skulle jo også lige heale ik! Han bøjede sig ned og løftede Dylan op og smed ham over skulderen, "Stay aliveeee!" snørklede han og væltede ud af huset igen.

"Matthew..?" hviskede han stille. Han lyttede til stemmen og prøvede at tale, men... Og det hele satte sig ligesom bare fast i halsen på ham "I..mso.. sorr.." men han kunne slet ikke. Så kom den der duttende klartone der ligesom indikerede at han der var blevet lagt på. "N-n.. wait.." rallede han svagt, han var jo ikke færdig, han fik slet ikke sagt hvad han skulle! Dylan mistede bevidstheden i et stykke tid, til der var et eller andet snøvlet der sparkede til ham, og han fik rallet et støn eller et host, eller et eller andet af sig. Han hørte ikke halvdelen, var ikke engang sikker på han stadig var i live! Ikke før Matthew løftede ham som en sæk kartofler, hvilket fik ham til at reagere. Dog ikke særlig voldsomt, det var mere en svag klynken og dernæst at han satte kløerne i ryggen på ham for at holde sig fast. Oh god.. oh.. oh god. He felt like puking, and dying at the same time. Det hjalp ikke at Matthew slingrede sådan. "Trying.." fik han så endelig udåndet, og prøvede at blive ved med at trække vejret, og tog smerten som noget fornuftigt. Noget han kunne holde fast i. Noget der sagde man ikke var død.
På hospitalet fik de dog temmelig travlt da Matthew, fuld og larmende kom væltende ind med en temmelig medtaget Dylan som de tog fra ham med det samme. Eftersom det var blod der var på hans bukser, og ikke et sår hvilket personalet først fik ud af ham lidt efter, antog de bare at det var Dylans. En sygeplejrske rynkede lidt på næsen af Matthews ånde "Jeg håber ikke du kørte herhen.." brummede hun så "Do you want a bed to sleep in?" tilbød hun "Till your friend has had surgery I mean?" sagde hun, og prøvede at holde Matthews opmærksomhed "Or do you need us to call a friend to come pick you up?" tilbød hun så.

Matthew kiggede lidt efter Dylan som de bare tog fra ham og så var han væk.. nå. Han så op på sygeplejersken eller lægen eller hvad hun nu var.. "Øh?" sagde han og smilede lidt "Njaa.. walked.." grinede han og satte sig ned i et eller anden venteværelse lignede noget og klamrede sig til sin vodkaflaske. "Nææh" sagde han bare og så ikke på hende, "Ill wait.." mumlede han og lukkede øjnene i. Der gik lang tid, måske var det morgen eller sådan noget, men han vågnede i hvert fald efter noget tid, halv ædru, han så sig omkring i rummet der var blevet fyldt mere eller mindre op med ventende bekymrede ansigter, og tilskade kommende der ventede på at komme til. Han havde stadig sin vodkaflaske.. måske havde de prøvet at tage den fra ham, men det var åbenbart ikke lykkes, han var også ret stærk.. selv halv bevidstløs! Han satte den for læberne og drak nogen tåre, det hjalp allerede meget på hans humør. Han rejste sig så og gik hen til skranken "Er Dylan vågen?" sagde han uden at snøvle, for så fuld var han alligevel ikke længere. Hun sagde en masse læge agtige ting og så noget med betaling og noget andet med en der allerede var kommet.. og han mistede hende et eller andet sted og stod bare og stirrede på en bums i hendes pande. "Ill pay!" sagde han og fiskede en pung op af baglommen, "Where.." brummede han og søgte efter sådan en kreditkort automat dims.. Hun skulle åbenbart bare bruge hans kort, og så kørte hun den igennem på skærmen eller noget, det lignede det.. men nå ja.. nu var der betalt! Han fik sit kort tilbage, og hun fortalt ham hvor han kunne finde Dylan. Han fandt vej hen til en værelse, 204 stod der på døren og han åbnede den og gik ind. Han fik først øje på Dylan der lå i sengen, han lå vidst nok til opvågning.. det var det ord hun havde brugt.. men han synes overhovedet ikke Dylan så vågen ud, han så bare død ud.. eller sovende.. eller noget.. så fik han øje på en person ved siden af Dylans seng.. Toby! Toby! "Hey!" råbte han, "Shut up Matt!" sagde Toby irriteret, "And shut the door" brummede han. Matthew vendte sig om og lukkede døren, så tog han en tår af vodkaen og gik hen til sengen. "Why.. you here?" spurgte han Toby og fladte ned på en stol ved siden af sengen, så sad de der.. på hver deres side. "The thold me what happend.. you know.. his family is dead.. and i called the hospital.. hoping.. yearh you know.. and they told me he was here.. i saw you.. but.." sagde han og rystede bare på hovedet. "Ah" mumlede Matthew bare og nikkede for sig selv, "Synes du selv du har nogen ret til at være her, jeg synes du skal skride af helved til Matt" sagde Toby og stirrede ondt på ham. "Njaa.. jeg har betalt for den.. så jeg tror jeg har masser af ret til at være her.. døde de alle sammen?" sagde han og kiggede på Dylans sovende ansigt, "Nej der var to piger der vidst nok overlevede.. man har ikke fundet hans mor endnu" sagde Toby så bare og sukkede, "I hate your mom" tilføjede han. "Yearh.. i hate her too.. wheres the kids?" spurgte han og Toby trak bare på skulderne, "Hos politiet eller sådan noget vel.." mumlede han og sukkede, "Wake up Dylan" hviskede han.. Her lagde Matthew mærke til at Toby holdte ham i hånden, "Dont do that" sagde han surt og skubbede Tobys hånd væk.. "What! Why!" sagde Toby surt og tog Dylans hånd igen, "Dont!" råbte han og tog Dylans hånd fra Toby og holdte den selv, selv om han nu blev nød til at sidde lænet ind over Dylan, men jaja! "Your so fucked up!" sagde Toby surt og lænede sig tilbage i stolen og stirrede ondt tilbage.

Dylan lå i noget der mindede lidt om dvale, det føltedes lidt som om han ikke behøvede vågne igen.. og det føltedes ret fantastisk. Han var så træt. Hvis han kunne sammenligne lydende omkring sig med noget, ville det være med lyde som hvis man hørte dem under vand. Formummede... uforståelige.. Han kunne høre noget... men ikke finde ud af hvad det var, helt præcist. Det tog ham lidt tid, men så begyndte det at blive klarere for ham, samtidig med at han langsomt ligesom.. fik kæmpet sig op til overfladen, han skulle bare lige... det sidste...
"God.. you're noisy... noisy people.." hviskede han så lavt det nærmest ikke kunne høres. Så trykkede han prøvende den hånd der holdt fast i hans, den var varm. Så åbnede han prøvende øjnene en lille smule, men alt han kunne se var sådan noget... blurr, usammenhængende skygger, så han lukkede øjnene igen og kneb dem lidt sammen "They... gave me so much drugs.. I think.. I think they thought... mmh.. I couldn't heal on my own.." mumlede han usammenhængende og trykkede den der hånd igen.. so warm. "So they gave me drugs for the pain.. there's no.. pain" mumlede han.
Han åbnede sine øjne lidt igen, og så blinkede lidt med dem for at få dem til at virke... who..
Han genkendte dem dog hurtigt, og så var det lidt som om hans opvågnen gik lidt hurtigere. "What are.. why... why are you here?" hviskede han forvirret og så lidt fra den ene til den anden. Så prøvede han at sætte sig op "where... what happ... Jen" så stoppede han ligesom op midt i det hele og sank lidt sammen i skuldrende som hvis han havde givet op. Han rørte lidt ubevidst ved sin forbinding med den frie hånd og åbnede munden blot for at lukke den igen.

Matthew og Toby legede stirre konkurrence i lidt tid inden de begyndte at skændes igen, altså lige ind til at de blev afbrudt af Dylan. Matthew vendte så sin fulde opmærksomhed imod den vågne dreng, "Awake at last" grinede han, som om det var en dårlig joke.. eller Matthew synes jo at han selv var meget sjov, men ud fra Tobys onde øjne.. var det ikke sjovt. "Hey Dylan" lød Tobys blide stemme, Toby lænede sig frem og strøg ham over håret, "Hvordan har du det?" spurgte han. Matthew stirrede og så slog han ud og ramte Tobys hånd, "Dont touch him!" hvæste han af Toby, "Matthew for god sake!" sagde Toby surt, "Cant you just leave!" sagde han vredt og vendte sig mod Dylan igen. "Fuck you" mumlede Matthew bare og mærkede så et klem om sin hånd, han kiggede lidt på Dylan men skruede så lovet af sin vodka og drak igen, der var ikke så meget tilbage.. satans. "Youre pathetic" mumlede Toby til Matthew og strøg Dylan over håret. Matthew rejste sig så op og lænede sig frem og gav Toby en knytnæve lige i ansigtet.. han havde stilt vodkaen på bordet.. og altså ikke sluppet Dylans hånd. "MATTHEW!" skreg Toby der nu blødte fra næsen. "Dont fucking touch him!" skreg han af Toby og skulede ondt til ham. Toby kom op og så gik han ud og døren smækkede bag ham. "Oh" mumlede han og så rundt på slangerne der sad fast i Dylan, han begyndte så at hive dem ud en efter en, "There you go" mumlede han bare, ikke mere smertestillende.. Dylan var vel allerede healet af sig selv.. og medicinen.. det måtte da være en god blanding ik? Han rakte ud og drak igen. "Oh yearh.. your family is dead by the way.. " sagde han og stilte vodkaen igen og smilede lidt da Dylan krammede hans hånd. Da han satte sig op skubbede Matthew ham hårdt tilbage i sengen igen, "Stay down.." brummede han og trak så endelig sin hånd til sig, nu kunne det også være nok med den slags. "Or.. wait.. there was two.. girls i think.. they are fine.. " grinede han og så faldte han lidt sammen og lagde sit hoved på Dylans skød og lukkede øjnene, "Mhmm.." brummede han træt.

Dylan så lidt på Toby der spurgte til hans helbred, og trak svagt på skuldrende "I... don't really know" hviskede han, og hørte slaget, men opfangede det ligesom ikke rigtigt, men han opfangede godt Matthew, som han vendte hovedet og så lidt på "Matt.." sagde han stille, og fornemmede Tobys hånd i sit hår igen og... Denne gang opfangede han godt slaget, og så til hvordan Toby kom på benene med store øjne. "T-Toby.. wait.." bad han, men Toby var allerede gået. Han lod Matthew fjerne diverse slanger og dimser, og så kort ned af sig selv "Thanks.." hviskede han så. Dylan stivnede dog ved det næste han sagde, blev anspændt og sad og stirrede lidt ud i luften. "They... they're dead?" hviskede han. Han havde ikke engang nået... nået at lære dem at kende igen.. og nu var de borte. Matthew tog sin hånd et eller andet sted, hvilket kun fik det der hule tomrum indeni ham til at blive meget værre. Han hørte ikke rigtigt efter længere.. fik kun brudstykker af det han sagde. Han skævede lidt til hans mørke hår i sit skød, og så til den tomme vodkaflaske, og snøftede langsomt ind. He was crying, he knew that. Tears was streaming down his face, and he had absolutely no idea what to do. Istedet så sad han der bare... og lod Matthew falde i søvn i sit skød. Der gik et par timer på den måde, indtil der kom en sygeplejrske ind "Undskyld, men besøgstiden er ovre.." sagde hun så blidt, og så på Matthew der stadig lå i Dylans skød "He needs sleep.." sagde Dylan så stille og bed sig i læben "Yes.. we'll get a taxi for him, so he can go home.." hviskede sygeplejrsken så blidt.

Matthew faldt bare i søvn, i sin lille vodka himmel, hvor han slet ikke drømte om noget som helst, det var det der var så fantastisk ved alkohol, ingen mareridt! Han blev dog vækket da nogen begyndte at snakke, han troede det var Toby der var kommet tilbage og mumlede "shut up" ind i skødet på Dylan, og prøvede ligesom bare at sove vider. Men det var ligesom om at stemmerne ikke gad tie stille og han satte sig fordrukken op og mærkede en svag hovedpine.. havde han virkelig drukket så meget at han havde fået tømmermænd? Umuligt! Det var nok bare fordi han havde ligget på sådan en dum måde. Han så lidt sløret på sygeplejersken der mumlede noget med en taxi.. hvad? "Fuck off" mumlede han bare til hende og fandt Dylans ansigt og så lidt på den lille dreng med de sære øjne, han havde støv i håret og hans ansigt var beskidt, og så lugtede han af.. et eller andet.. noget.. som ikke lugtede særlig godt, "You smell" mumlede han bare, selv om det sikkert var ingen ting i forhold til Matthews ånde lige nu.. og resten af ham.. han havde svedt efter at have båret Dylan hele vejen til hospitalet.. mhmm han burde også tage et bad. "Im staying.." mumlede han og kiggede lidt på Dylan, "And if she trys to make me go.. you can tell her i will break her arm" sagde han roligt til Dylan og rakte så ud af sin vodka falske.. satans! Den var næsten tom! "Where can i by alkohol near by?" brummede han ud i rummet, uden at henvende sig til nogen bestemt, imens han drak den sidste slant der var i flasken.

Dylan ignorerede Matthew, han var træt.. usædvanlig træt i kroppen der stadig gjorde ondt og værkede når han bevægede sig, når han kunne bevæge sig. Der var åbenbart grænser for hvad han kunne. Dylan skævede lidt til Matthew da han kom til sig selv. "Thanks... you're so very charming when you're hungover.." mumlede han "And for the record you smell too.." mumlede han og skævede kort til sygeplejrsken "I'm sorry, he'll be quiet and he won't disturb.. please miss, he's.." han gik lidt i stå "I don't have anybody else.." hviskede han så, og sank kort en klump der havde sat sig fast i halsen på ham. Hun så lidt utilpas på Matthew, og derefter på Dylan hvorefter hun sukkede "Fint.. men jeg er tilbage om lidt med friske forbindinger og så er han altså nød til at sætte sig op..." sagde hun og forsvandt. Dylan nikkede og vendte sig lidt mod Matthew der brummede utilpassede ting "She's right though, you need sleep.." mumlede han så stille. Han så lidt på flasken, og på Matthew.. han så virkelig træt ud... honestly, he looked like Dylan felt... like shit. "Are you an alcoholic now?" spurgte han så, og betragtede ham lidt træt. Han havde ikke sovet så meget mens Matthew havde sovet sin rus ud. Det var nok heller ikke så sært. Men stadig.. He could use a bit of sleep, men det måtte vente til sygeplejrsken havde skiftet forbindinger... vent... skifte forbinding? Men det havde han jo ikke brug for? Han krøllede dynen ned, og trak op i den der nåleprikkede skjorte-sag som han havde fået på istedet for sit eget blodige tøj, og så forskende på forbindingerne der mest var centreret omkring højre side af hans overkrop og så begyndte han ellers at pille det op.

Matthew sendte ham et fornøjet smil "I love it when you talk dirty to me" hviskede han og blinkede til Dylan. Han blev ellers bare siddende og ventede på at Dylan enten ville få overbevidst sygeplejersken om at lade Matthew bilve, eller at han skulle prøve at brække hendes arm.. heldigt for hende tog hun imod Dylans forklaring.. der nok et eller andet sted.. gjorde Matthew.. noget.. det stak lidt, men han skubbede det til siden, han var så vred på Dylan så vred som han aldrig havde været før.. havde det ikke være for alkoholen havde han sikkert slået ham for længst.. eller han havde vel egentlig slået Toby i stedet for, men det kunne også lige godt være det samme.. han fik ham i hvert fald ikke til at føle medlidenhed! "Jeg sidder sgu da allerede op" mumlede han bare og rettede sig helt op i stolen selv om det gjorde pisse undt at side sådan.. skide irriterende.. undt i ryggen og det hele! Han var virkelig begyndt at blive ædru.. det kunne hurtigt ende meget grimt. "Not anymore.. thanks for the nap" brummede han og rejste sig lidt groggy fra stolen, svejede lidt men fandt så balancen igen. 
"Yes i am.. and while you explain the sweet nurse how the hell your.. " mumlede han og viftede med sin hånd i retning af Dylans sår "Is.. healed.. im going to get som more alcohol" brummede han og gik hen imod døren.

Dylan ignorerede ham, for han ville ikke lade det såre ham. Ikke nu. Han kunne ikke lige håndtere mere lige nu, hvor han havde brug for at slappe lidt af.. hvorfor var han der overhovedet? Dylan fokuserede på forbindingen "Yeah.. you go.." mumlede han stille og fik forsigtigt forbindingen af med en lav hvislen mellem sine tænder. Der hvor sårene havde nået at danne lidt skorpe havde det naturligvis også sat sig fast i forbindingen. "Shit.." hviskede han og forsøgte at duppe lidt af det blod op der var begyndt at løbe, eftersom han havde fået et eller to af skudhullerne til at lække. Han var også begyndt at blive lidt bleg på grund af smerterne der havde genoptaget styrken og det var.. pænt forvirrende, hvor kom det her fra? Han skulle jo være healet nu! De havde jo taget kuglerne ud, de havde jo opereret ham, men han healede ikke..
Sygeplejrsken kom tilbage og løb ind i lokalet da hun fik øje på Dylan i sengen "What do you think you're doing?!" sagde hun vredt og greb sådan nogen funky udseende servietter som hun trykkede mod sårene "Ah! Shi-stop!" gispede han, idet hun bemærkede at han ikke var tilsluttet nogen af maskinerne eller noget som helst andet "Are you insane?" sagde hun vredt, og hev i en snor der fik en lille lampe over sengen til at lyse. Dylan svarede hende dog ikke for han kunne ikke rigtig, eftersom smerterne havde fået ham til at besvime. Der kom et par sygeplejrsker mere, og fik hjulpet den først ankomne sygeplejrske med at sætte ham op med maskinerne, og samtidig få ham forbundet så varsomt som muligt. "He could use a sponge bath, he looks like he's been to war" mumlede den ene af dem. Den første sygeplejrske nikkede stille "Maybe you could do it? I have a shift now" forklarede hun "I'll help" tilbød den anden sygeplejrske "It's been an easy night..". Så forlod den første sygeplejrske stuen og de andre to fandt nogen klude og noget varmt vand. Den ene af dem, en ung mand lagde forsigtigt hånden på Dylans pande "He's warm... maybe we should check his temperature?" mumlede han til sin kvindelige kollega der nikkede "I'll get a thermometer" sagde hun, og gik ud, mens den anden forsigtigt fik tørret noget snavs af Dylan.

Matthew fandt en kiosk ikke så langt fra hospitalet hvor han gik ind og så sig lidt omkring, okay what did he needed? "cigarettes.. and whisky" brummede han, han var blevet træt af vodka, og whisky brændte på sådan en dejlig måde.. mhmm. Skulle han havde noget andet? Skulle Dylan have noget? Han kiggede lidt rundt i butikken og valgte så en flaske sodavand, hvad var det, øh.. faxi kondi, godt så, det kunne Dylan sikkert godt lide, han fik i hvert fald ikke noget whisky. Han betalte for det hele og gik tilbage til hospitalet, hvor han regnede med at der var skabt stor forvirring fordi at Dylan var healet.. altså bortset fra hvis Dylan havde fundet på et eller andet.. men han regnede ikke med at han var stukket af, hvor skulle han også tage hen? Han gik ind på stuen og fandt en eller anden mand i færd med at.. hvad.. gjorde.. han! "HEY!" råbte han og tabte næsten sit indkøb, men smed det så fra sig på et bord og gik hen imod dem, "What are you doing!" råbte han højt og gik hen og skubbede manden væk fra Dylan. "Dylan" gispede han og betragtede hans lukkede øjnene, "What happend?" hviskede han forvirret og rakte frem og tog Dylans hånd, det var vidst det eneste han kunne finde ud af, "Dylan.." hviskede han forvirret og så ned over hans krop, hans øjne stansede ved hans forbindinger, "Why is he bleeding" hviskede han, meget forvirret.. og skræmt.