Running time - Dylan

Sygeplejrsken fik gjort Dylan lidt mindre beskidt, og var igang med at vride kluden da Matthew kom tilbage, og havde nær tabt kluden i vandet af bar overraskelse, han fik også travlt med at gribe diverse ting da han blev skubbet til side. Han så lidt spørgende på ham, var besøgstiden ikke ovre? "uh.." begyndte han lidt langsomt og skævede kort til forbindingerne "He.. got shot?" sagde han så lidt oblivious da den anden sygeplejrske kom ind og så lidt forvirret på dem "Hvem er du?" spurgte hun Matthew, og skævede kort lidt nervøst til Dylan for at se om han var okay.. men alt så nogenlunde okay ud, undtagen at de fleste selvfølgelig var lidt forvirrede. Hun gik hen og hjalp den mandlige sygeplejrske med at få vand og klud under kontrol inden hun selv trak et termometer frem og stak det i øret på Dylan. "39,2..." mumlede hun bekymret og pakkede termometeret væk, mens hun med rynkede bryn fandt en blok frem, hvor hun noterede nogen småting, inden hun vendte tilbage til Matthew "Are... are you family?" spurgte hun så tøvende. "Did they say it was alright for you to stay?" spurgte hun så. Den mandlige sygeplejrske pakkede nogen småting ned, og lagde forsigtigt Dylans dyne på plads igen. Dylan selv sagde, eller agerede ikke udover at trække vejret og hans øjenlåg indimellem flimrede som hvis han drømte.

Matthew stirrede bare på Dylan og rystede på hovedet, "But he.." hviskede han og fattede slet ikke hvad der forgik, hvorfor healede han ikke bare? Hvad var der galt med ham? "Men hvornår.. hvornår er han rask så?" spurgte han forvirret og blev ved med at holde Dylans hånd, for.. han ville bare ikke.. slippe.. ville ikke. "Im Matthew" mumlede han og kiggede på hende da hun stak et eller andet i øret på Dylan.. og sagde noget der ikke rigtig gav mening for Matthew, "Whats wrong?" brummede han, han ville vide det. "Yes.. im staying.." brummede han bare og satte sig ned igen ved Dylans seng, han skævede kort til whiskyen og så tilbage til Dylan. "Hvornår vågner han igen, hvorfor sover han?" spurgte han og så på maskinerne der igen var tilsuttet Dylan, og sukkede bare.. forhelved. Han rejste sig og hentede det han havde købt og stillede det på bordet ved siden af sengen inden han satte sig igen og tog Dylans hånd. "Im staying" mumlede han bare igen og lagde sit hoved i hans skød.. der lå han godt.

Sygeplejrsken rømmede sig stille "Vi regner med at kunne udskrive ham om et par uger, når han selv kan gå rundt og komme til kontrol og den slags" nikkede hun og smilede forsigtigt til Matthew. "Don't worry, he'll be fine, he's just tired and in pain but the pain will go away when the morphine kicks in" lovede hun. "Jeg tror han vågner imorgen tidelig" sagde hun så. Den mandlige sygeplejrske nikkede kort til hende "I'll take the nightround" sagde han blidt og forsvandt. "Don't hesitate to ask if there's anything we can do.." sagde sygeplejrsken, og nikkede så farvel til ham og gik også ud derfra.
Dylan vågnede omkring midt på natten, langsomt og møjsommeligt.. det tog ham lige lidt tid at huske på hvor han var henne.. og.. han skævede ned af sig og fik øje på Matthew. Grunden til at han var vågnet var sådan set at Matthew lå på hans blære, og havde gjort det et stykke tid og dermed gjort at han skulle tisse temmelig meget. Han lå lidt og betragtede det mørke hår.. hans ansigt kunne han ikke se, og sukkede så stille. Han fik forsigtigt rykket sig en smule, og så en smule mere til Matthews hoved gled ned på sengen istedetfor, og han selv langsomt kom op og sidde. Det gjorde ondt, og han måtte bide tænderne sammen for ikke at larme alt for meget, mens han prøvede at komme ud af hospitals sengen. Efter noget der virkede som ti minutter fik han endelig plantet sine fødder på gulvet, mens han stadig sad på sengekanten. Han havde fået viklet diverse dimser den rigtige vej, så han kunne gå med sit stativ ud til badeværelset... hvor det så end var. Men han kom sådan set ikke længere end at han rejste sig og hans knæ gav efter så han landede på alle fire på gulvet og måtte gispe på grund af jaget det gav i siden.

Matthew så på hende og hørte hvad hun sagde inden han bare nikkede, "Okay" mumlede han og lagde sit hoved på Dylan igen. "Sure" mumlede han.. han ville have bedt om en seng.. men han ville ikke slippe Dylan så.. han sagde ikke noget, og efter noget tid faldt han selv i søvn. Han blev vækket af en lyd og satte sig bræt op og stirrede rundt i mørket. Han rakte ud og tændte lyset, ikke at han havde brug for det, men det var rart med lidt lys, selv om det bare var en sengelampe. Han så rundt og så gik det op for ham at Dylan ikke lå i sengen, og så.. hørte han hans klynken. Han rejste sig og gik rundt om sengen og fandt Dylan på gulvet. "Dylan!" gispede han og bøjede sig ned og fik ham op i sine arme, "Hvad laver du" hviskede han, og satte ham på sengen igen og kiggede bekymret på ham. Han var blevet ædru. "You need to lay down" hviskede han kørte blidt en hånd over hans kind, "Er du okay?" spurgte han, og kunne ikke rigtig.. med det der ansigt.. han så ud til at have det så forfærdeligt.. og i ædru tilstand kunne Matthew ikke andet end at få det skidt.. han følte at det var hans skyld.. som det nok egentlig også var på en måde.. men det havde han ikke ville indse før. "You need help with something?" spurgte han blidt og kiggede kort på whiskyen.. den var slet ikke åbnet for.. kunne det passe? Han vendte tilbage til at kigge på Dylan og ventede på han ville svare.

Dylan rakte lidt tøvende ud efter det der stativ igen.. det var højt.. højere end ham selv, og det havde hjul og den slags.. det var jo beregnet til han kunne gå med det. Men hvad så når man ikke kunne gå? Så blev lyset tændt og han så lidt forvirret rundt.. havde sygeplejrskerne set ham falde? Var de så hurtige? Men det var ikke sygeplejrskerne, det var Matthew. "Oh.. hey.. s-sorry to wake you.." mumlede han, og lod ham sætte ham op i sengen igen. "I was.. I was going to look for the bathroom" mumlede han og gned sig i øjnene. "I'll go to bed after.. I promiss" mumlede han. Matthew lugtede ikke ligeså voldsomt af sprut som han havde gjort sidst han var vågen. Der var heller ingen døde sygeplejrsker, så han havde vidst opført sig ordentligt.. antog han. Han så dog hurtigt på ham da han rørte ved hans kind og spurgte om han var okay. "I.. I thought you were mad at me" too mad to ask him how he was, or to touch him. "Are you okay?" spurgte han så lidt bekymret for den pludselige mangel på ligegyldighed.. what happened? Han skævede lidt til det der stativ "I just need to go to the bathroom but.. I might need a little help to get up" hviskede han så. Det var ikke så rart at bede om hjælp på den måde, alle kunne jo gå! Han følte sig utrolig handicappet.. hvorfor ville det skidt ikke bare vokse sammen? What was wrong with him? Han rakte ud igen og fik fat om stativet med den ene hånd igen. "Gotta get up" sagde han så og strammede sine fingre omkring stålet inden han forsøgte at rejse sig igen.

Matthew rystede bare hurtigt på hovedet "Det gør ikke noget" sagde han blidt og nikkede "Okay" sagde han og kiggede sig omkring, der var to døre, og han vidste godt hvor den ene førte hen så den anden måtte jo være til badeværelset. Han vendte tilbage til Dylan og smilede bare lidt af ham "I am mad at you" sagde han så bare og blinkede til ham, "But i cant beat you up when you already took a shut can i now?" sagde han lidt drillende og strøg ham over kinden igen. "Ill help you!" sagde han hurtigt og lagde en hånd om Dylans arm og hjalp ham op at stå igen, men da han igen fik der der smertefulde udtryk i ansigtet bestemte han sig i stedet for for at løfte ham. Han trak ham op i sine arme, som man nu bar en nyfødt, i stedet for den brutale måde som han havde båret ham på da de kom her.. han trak stativet med og bar ham roligt ud på badeværelset hvor han så sig lidt omkring, "Hmm" mumlede han og gik hen til toilettet "Jeg ved godt det ikke er så mandigt, men jeg tror altså det er bedst hvis du sætter dig ned.. imens" mumlede han bare og satte ham ned på gulvet foran toilettet. Han klappede håndtagene ned til ham så han kunne holde ved dem, det var jo et handicap toilet, og så klappede han brættet op. "There you go" sagde han smilende og stod lidt, inden han lod som om han kom i tanke om noget og skyndte sig ud, "Kald når du er færdig! Så skal jeg nok hjælpe dig tilbage!" råbte han til ham inde fra stuen af.

Dylan så på ham og trak på skuldrende "Well you could.. it's not like I'm not already in the hospital" hviskede han så og trak så svagt på smilebåndet da han strøg ham over kinden igen. Han holdt godt fast om metallet da han rejste sig, men var alligevel nød til at bøje sig for smerterne også selvom han holdt godt fast "I'ts okay.. it's fine" mumlede han sammenbidt, og skulle til at tage et skridt da Matthew besluttede sig for at løfte ham istedet for. "Wait Matthew I can.. walk.." det sidste ord var knap nok et ord, idet Matthew gik ud med ham på toilettet. Dylan kunne ikke undgå den rødmen der skød op i hans ansigt "Maybe.. yeah" hviskede han stille, og lod sig sætte ned og så lidt på toilettet inden han så på Matthew. Han rørte sig ikke rigtig ud af flækken, men ventede lidt på at Matthew gik ud "Yeah thanks" sagde han så og fik fat i de der håndtag og fik hevet sig op og sidde.. oh my god.. Han var lige ved at udbryde det, men tænkte at det måske var bedst ikke at overdrive det. Så han gjorde sig færdig, og fik trukket sit tøj på plads og vasket hænder... vasken var komfortabelt tæt på. Så satte han sig ned på gulvet igen "Matthew?" kaldte han så, og blev rød i hovedet igen.. shit, was it going to be like this every day?

Matthew hjalp Dylan tilbage i sengen og fik ham op og ligge, "Ryk lige.." mumlede han og fik Dylan til at rygge helt hen i den ene side, så smed han sine sko og kravlede op ved siden af ham, og hev dynen op over dem begge to. Han udstødte et langtrukken suk "ÅÅhh" brummede han, det var virkelig rart at komme ned og ligge. "Er du egentlig tørstig? Jeg har købt noget sodavand til dig.." sagde han og sendte ham et smil, inden han vendte sig om på siden så han kunne se Dylan. "Ill beat you later.. when you start healing on your own" brummede han bare til det før, han kunne ikke slå ham nu.. ikke når han så sådan der ud. "But i still hate you.. you know" mumlede han og lagde en arm om Dylan og trak ham ind til sig, med den anden hånd fandt hans Dylans hånd igen og flettede sine fingre ind i hans.. mhmm.. rart. "Why arent you healing Dylan?" spurgte han med lukkede øjne og lagde sit hoved ind mod Dylans hår og snuste lidt ind.. mhmm.. han duftede stadig af Dylan selv om han stadig var lidt beskidt. "Please tell me that you'd missed me.." mumlede han helt stille.. han ville høre ordende.. fra Dylans mund.. for gud.. hvor havde han selv savnet Dylan.. så forfærdeligt meget!

Dylan fulgte med tilbage, han kunne ikke rigtig andet eftersom Matthew agerede hans ben lige nu. Han rykkede som han fik besked på og betragtede Matthew da han kravlede op til ham og værnede lidt forsigtigt om sin side så der ikke skete noget. Det gjorde der nu ikke. Han smilede lidt af Matthews suk og grinede så stille "You sound like you're getting old" mumlede han, og skævede til bordet der stod lidt fra ham "Not right now.. but thank you" mumlede han lidt træt. Han så ham kort i øjnene og nikkede så, indforstået med at han stadig hadede ham. Okay..
Han blev lidt anspændt da Matthew lagde en arm om ham "Matt what are you..." begyndte han svagt, men endte op med at stilne af da der ikke var mere i det end det. Bare det at ligge lidt tættere sammen. Det accepterede han med det samme, for det føltedes helt hjemligt og han vidste godt han havde savnet det, men han vidste ikke om han kunne indrømme det over for sig selv. Han lukkede sine øjne og bed sig i læben "I don't know.." hviskede han og sank stille. Han trak langsomt vejret dybt da Matthew snuste til hans hår, og lyttede til hans ord. Han lukkede langsomt sine fingre lidt tættere om hans og trak hans hånd forsigtigt ind til sig "I've missed you" hviskede han så "A lot" tilføjede han så stille og holdt blidt fast om hans hånd. Han var temmelig udmattet, så han begyndte at glide lidt ind og ud af vågen tilstand. "Matty.." mumlede han halvt i søvne, mens han gav slip på kontrollen over den vågne tilstand. Han var så træt.

Matthew smilede lidt "I am old Dylan" hviskede han drillende "And my back hurts" brummede han bare og nussede Dylan lidt på ryggen med den arm han havde omkring ham, det var virkelig rart.. bare at ligge der.. han vidste han ville fortryde det i morgen tidlig, men lige nu var han bare ligeglad. "Okay" hviskede han bare, han gad alligevel ikke slippe Dylan for at hente den til ham. "What?" brummede han og sukkede "Relax Dylan.. Im not going to rape you.." sagde han bare lidt små surt, at han virkelig troede at han kunne finde på det.. når han var i den tilstand der.. argh.. åndssvage unge. "Hmm.. its strange.. maybe its fine tomorrow.." mumlede han bare og smilede lidt. Han sukkede stille da Dylan fortalte at han havde savnet ham, han åbnede endda øjnene og gengældte hans blik i mørket, "Sweet dreams" hviskede han så bare og trykkede sine læber blidt mod Dylans pande inden han selv lukkede øjnene og faldt i søvn.

Han vågnede hen af morgen og kravlede ud af sengen, så satte han flasken for læberne og drak, og drak.. til det hele snorede rundt igen, og han stønnede tilfreds.. meget bedre.. meget meget bedre. Han faldt hen på sin faste plads på stolen med sit hoved i Dylans skød.. ind til en sygeplejerske kom ind og larmede rigtig meget.

Dylan vågnede da sygeplejrsken kom ind. Han åbnede øjnene lidt forvirret over hvad der skete, og hvor larmen kom fra. "Hellooo there, sleepy heads!" lød den mandlige sygeplejrskes stemme. Dylan satte sig forsigtigt op og så lidt på Matthews hoved i sit skød og... den svage dunst af alkohol. Han sank stille og vendte sig mod sygeplejrsken "I need to go to the bathroom" mumlede han så "And I'd like a shower.. a real one" fortsatte han og så på manden i den grønne uniform. "Okay, I can probably fix that" sagde han så lidt tøvende og gik hen til sengen. Dylan fik forsigtigt Matthews hoved ned og ligge på sengen, eftersom han stadig troede han sov, og greb fat i den der metalstang og trak vejret så dybt han nu kunne inden han skubbede sig ned af sengen. Det gik ligeså dårligt som aftenen før, og sygeplejrsken var nød til at gribe ham for at han ikke havnede på gulvet. Dylan skar en grimasse "Din hånd... min side.." klynkede han svagt "Oh shi.. sorry" sagde sygeplejrsken og fik ham op og stå og fik stillet sig lidt bedre til rådighed for at Dylan kunne støtte sig til ham ud på badeværelset.

Matthew stønnede bare et eller andet "Fuck off" brummede han men slog alligevel øjnene op, han havde sådan set også sovet ret meget efterhånden.. det var nok alkoholen der gjorde ham så skide søvnig. Han greb ud efter flasken og drak et par brændende slurke.. bare lige for at vågne ordenligt. Da han ville trække sin hånd til sig, opdagede han så at den ikke længe holdt om Dylans, han så sig lidt forvirret om.. hvor var han gået hen? Men han fik så øje på badeværelsesdøren og så hørte han også stemmerne. "Dylan" sagde han og rejste sig op, hvad forgik der nu? Hvorfor vækkede han ham ikke hvis han skulle have hjælp til nogen! Forhelved altså! Han skyndte sig ud på toilettet, så hurtigt en fuld mand nu kunne, selv om han ikke var nået dertil hvor han ikke kunne gå uden at slinge.. endnu. Han stoppede op i døren og fik øje på dem begge to.. og manden.. med hans beskidte fingre på Dylans krop! Nejnejnej! "Hey!" råbte han og tog fat i nakken på mandens kittel og rev ham væk fra Dylan.. han måtte lige stå slev lidt.. eller falde.. eller whatever.. ham den klamme skulle i hvert fald ikke røre ved ham! "Dont fucking touch him i said!" råbte han og slyngede manden ud af badeværelset og smækkede døren i.. han drejede låsen rundt for at sikre sig at manden ikke kom igen.. fuck ham! "Dylan" gispede han da den lille dreng var faldte til jorden. Han hjalp ham op igen så ømt han kunne, og uden at røre ham nogen steder der ville gøre undt. "Hvad skal jeg gøre?" hviskede han lidt i panik og så sig omkring, "Vil ud i bad?.. eller sådan noget?" spurgte han indgående, og rakte ud og tændte for det varme vand, så badekaret langsomt blev fyldt.. der var godt nok også en brugser.. men Dylan kunne jo ikke stå op.. og det var der sikkert rigtig mange andre patienter der heller ikke kunne så.. badekar! Rigtig praktisk. "Jeg hjælper dig.." sagde han.. og det var bare ikke til diskution. Han lænede sig frem og kiggede lidt på de der skide slange der var fast gjort alle mulige steder.. ihh! Han begyndte så at pille dem fra ham og skubbede stativet til siden. "Sæt" mumlede han og skubbede ham ned på toilettet.. der var lukket.. og side. "Bare rolig det kommer ikke til at gøre undt.. jeg skal nok være din morfin" hviskede han, og tog et kærligt tag om Dylans nervesystem.

Dylan sendte altså sygeplejrsken ud mens han ordnede sit toiletbesøg.. ikke om han ville have nogen til at overvåge ham mens han sad der! No way in hell. Sygeplejrsken kom dog tilbage ud til ham da han skulle i bad "Okay, den nemmeste måde at gøre det her på er at du sidder ned og så assisterer jeg.." forklarede han, da Dylan afbrød ham. "Nej." sagde han så "I don't want you here while I shower" mumlede han så. "Det er på grund af sikkerheden, for at du ikke drukner, eller at sårene springer op" forklarede sygeplejrsken så. Dylan skulle til at svare da Matthew kom ud i badeværelset og hev sygeplejrsken ud derfra. Det resulterede naturligvis i at Dylan mistede balancen igen, men han fik fat i væggen.. eller.. fik klamret sig lidt til væggen, så han istedet for bare at falde gled langsomt ned og sidde og sukkede lidt tungt. Det her skulle nok blive sjovt. Dylan så lidt op da Matthew kom tilbag ud i badeværelset og lod ham hjælpe sig op "You can't go around attacking the nurses Matty, they'll just tell you to leave" mumlede han, og så lidt på badet. "Okay.." sagde han så, da Matthew sagde han ville hjælpe, og lod ham tage målere og slanger ud og så kort efter stativet. Han blev lidt svimmel idet Matthew ligesom tog over hans nerver og klamrede sig kort til de håndtag der hørte til toilettet. Så nikkede han og rakte om bag sig med armen i sin raske side og hev lidt i den der skjorte ting til han fik den over hovedet og derefter fik han så gelejdet den forsigtigt helt af. Han så kort ned af forbindingen og prøvede så at finde det sted den var blevet fæstnet før han kunne begynde at få det op og gjorde det meget forsigtigt da han kom til de inderste lag. Still not healing. Han rullede forsigtigt den brugte forbinding sammen og lagde den på vasken ved siden af sig og så lidt på Matthew. Og så rødmede han, kraft helv...! "Could you..um.." han gjorde en bevægelse med sin finger, i en cirkel og ventede lidt på at Matthew forstod han gerne ville... have han ikke så på ham når han skulle tage resten af. Og med resten mente han de der hospitalsunderbukser, der generelt var for store så de føltedes lidt som shorts istedet.

Matthew brummede bare et eller andet "Ill stay" sagde han bestemt, og det skulle de fanme ikke bestemme, ellers så tog han bare Dylan med.. til et andet hospital.. eller med hjem! Han kunne godt ligge forbindelse og dope ham på det der medicin pis, intet problem! "De kan bare lade være med at røre ved dig" mumlede han så bare, nok mest for sig selv. Han smilede forsigtigt "To much?" sagde han forsigtigt og fjernede lidt af sit tag om Dylan mentalt igen, han skulle heller ikke falde i søvn vel.. men Matthew var lidt fuld og kunne altså ikke helt præcis sige hvor meget han skulle påvirke ham.. men det syntes at være bedre nu.. super! "Skal jeg?" spurgte han og kiggede på forbindingen, men det virkede til at Dylan havde styr på det, så han stod bare og kiggede lidt, inden han bøjede sig ned og kiggede på såret "Det er altså lidt underligt" mumlede han og studerede det ind til Dylan rømmede sig og.. hvad? "Why?" spurgte han så bare og kiggede op på ham, da han jo ligesom sad på hug foran ham, og Dylan sad på toilettet. "Well.. i need a shower to.." sagde han så opgivende og rejste sig og begyndte at trække sit tøj af, "Desuden.. det er ikke noget jeg ikke har set før.. tag det nu bare af.." mumlede han og stod selv kort tid efter nøgen, og mærkede på vandet, "Hmm" brummede han og så smuttede han bare ned i vandet og lænede sig op imod muren, "Kom kom.. det er skønt.. jeg skal nok lade være med at voldtage dig" grinede han og blinkede til ham.

Dylan trak på skuldrende, eller.. mest den ene, de var vel nød til at røre ved ham indimellem? Han nikkede stille da Matthew undersøgte sårene, og betragtede ham lidt, men så hurtigt ned da han kiggede op på ham "Fordi jeg spørger pænt?" hviskede han så og pillede lidt ved den skjorte ting han havde haft på "Please?" tilføjede han stille. Men da han selv rejste sig og begyndte at tage tøjet af, vidste han ikke helt hvad han skulle sige. Var der overhovedet plads til dem begge to i karret? Oh god.. Dylan så lidt ned i gulvet, og hen på døren, og på vasken.. meget rød i hovedet og han vidste bestemt ikke hvor han skulle se hen eller hvad han skulle gøre. Han kastede skjorten efter ham da han sad i vandet og spillede smart, inden han rejste sig og trak resten af. Han var dog mere eller mindre nede i vandet lynhurtigt derefter. Med ryggen til Matthew. Eller... han var ikke helt nede i vandet, det stoppede lige over hans lænd mens han holdt fast i kanterne og tog en centimeter af gangen lidt bange for om det ville gøre ondt hvis sårene kom i kontakt med det varme vand. Men han vidste også godt det var en lidt pjevset attitude, alligevel gjorde han det langsomt til han sad ned. Helt ned. Han skævede lidt til sårene og fulgte lidt røde streger eller to i vandet med øjnene. Men det virkede ikke som om han blødte meget så han kunne godt trække vejret dybt og slappe lidt af. Det var vidst okay.

Matthew smilede flabet til ham og greb skjorten og smed den på gulvet igen "tag dig sammen Dylan" mumlede han bare lænede nakken tilbage og lukkede øjnene. "Så kom så i sving" mumlede han med lukkede øjne og ventede på at Dylan ville sætte sig ned. Han åbnede først øjnene igen da vandet var steget lidt og kiggede på Dylans ryg, han sad ikke så langt væk. Matthew tog en hurtig beslutning og spredte sine ben, tog fat om Dylans skulder og rykkede ham tilbage, til han sad med hovedet mod Matthews brystkasse, "Hmm" brummede han og holdte ham fast til Dylan var faldet lidt til ro igen, "Nu ikke så hysterisk.. prøv at luk øjnene og mærk var rart det er.. bare at side her.. og slappe af.." sagde han roligt, "Og lad så være med at være sur på mig, det er mig der er sur på dig og jeg er endda ret sød af en der er sur at være" sagde han roligt og lagde forsigtigt sine arme om Dylan, påpasselig med ikke at røre ved hans sår, bare maven og lidt hoften, ikke ribbende. "Fem minutter.. så skal jeg nok slippe" sagde han så roligt og lagde hovedet tilbage mod muren igen og lukkede sine øjne.. fuldstændig ligeglad med at han havde fået stiv pik.. andet ville jo også havde været ret mærkeligt.. men han havde nu ikke tænkt sig at gøre så meget ved det, det gik over igen.. når han ikke var i kontakt med den lækreste bagdel på jorden mere.. altså.

Dylan mumlede bare et eller andet mod sit ene knæ og lukkede sine øjne lidt. Så det gav et lille gib af overraskelse i ham da han trak ham baglæns og han endte op med at sidde lænet op af Matthew. Han sagde ikke noget til hans hysteri kommentar... men det andet... Han lagde nakken lidt længere bagover og så lidt på ham. Det gjorde han lidt tid, inden han vippede hovedet tilbage i samme vinkel igen. Han var godt rød i hovedet, ikke kun på grund af varmen, men også på grund af Matthews krop mod sin.. og Matthews lem der ligesom ikke lod det være en hemmelighed at det også var der. Han sukkede svagt "Jeg er ikke sur på dig.. jeg er bare.. det er svært at vide hvordan jeg skal agere omkring dig, for jeg vil helst ikke gøre dig mere vred på mig end du allerede er, men samtidig er der bare ting som... som jeg har lidt svært ved lige nu, der gør det endnu sværere at få dig til at smile" mumlede han stille. "Hvad jeg egentlig helst ville have, var hvis du bare var vred på mig, blev vred på mig.. sagde de ting som du brænder inde med og slog mig hvis det virkelig hjalp.." tilføjede han så. "I know I wronged you.. I know I hurt you.. but I don't know how to act natural around you if you're mad and you're holding it in.. it's not healthy you know?" hviskede han så og skævede om til ham. "And I don't understand why you're here if you're mad at me.. and why... why you didn't just leave me if you hate me that much" hviskede han så. "I just want to make it okay again, but I don't know how" tilføjede han så, og kørte en våd hånd gennem sit hår.

Matthew smilede kort og nød stilheden, den var tiltrængt.. det her var tiltrængt.. bare sidde der.. ingen bekymringer.. ingen ting.. bare mhmm. Han fik dog kun et par minutter og så svarede Dylan ham ellers igen og han gav et suk fra sig.. ventede.. og ventede.. til Dylan var færdig med sin tale strøm "You know im drunk right.. you cant talk to me like that when im drunk" brummede han stille og sukkede bare lidt højlydt, inden han gjorde sig fri fra Dylan og kravlede ud af badekaret, han greb et håndklæde og begyndte at tørre sig. "Jeg skal nok hjælpe dig op når jeg lige har fået tøj på.. bare bliv siddende" sagde han hurtigt, og skyndte sig så at tage tøj på så han kunne hjælpe Dylan. Han hjalp ham op og lagde et håndklædet omkring skulderne på ham, og hjalp ham over og ned og sidde på toilettet igen. Han bøjede sig ned og skubbede håndklædet lidt til siden og kiggede igen på hans sår, "Hmm" mumlede han stille og lod Dylan trække håndklædet til sig igen. Så fandt han et nyt og begyndte blidt at tørre Dylans hår. "I dont wanna hit you when you are like this.. and i dont quite know what to yell.. so im going to wait with that til i find some words.." mumlede han stille, "You know why im here Dylan.." sagde han lidt opgivende og rystede på hovedet "Who would els be here? You got nobody els.." sagde han lidt anstrengt, "Yes i hate you.. like.. i cant even describe how much.. but that dosent mean i dont care for you.. cause i do.. and i just want you to be okay again.." sagde han stille og bestemte sig for at nu var Dylans hår tørt nok.. så satte han sig ned og begyndte at tørre hans ben.. Dylan kunne jo ikke rigtig bukke sig ned efter dem.. han kunne vel selv klare armene og den slags. "I still care for you.. so much.." hviskede han lidt hæst, "But you.. argh.." sagde han så og rejste sig op, "I cant talk about this with you.. now.. ill be outside.. call if you need help.. otherwise get dressed" sagde han og gik ud og lukkede døren bag sig.

"Why?" sagde han så stille og sank. "Why can't you talk to me when you're drunk?" spurgte han stille og fulgte ham med øjnene da han rejste sig og så derefter hurtigt ned i vandet igen "No, it's okay I think I can get up" sagde han stille og skulle til at give det et forsøg, men han nåede ikke så langt før Matthew fik ham op af badet og pakket ham ind i håndklædet. Han sank stille og så lidt på ham, og fulgte så hans blik til sårene og pakkede sig lidt forsigtigt ind igen. "I'll heal, I'm a werewolf I'll heal.." hviskede han så og søgte hans øjne. Han så lidt ned af sig selv da Matthew fortalte ham det, han selv havde fortalt sygeplejrsken dagen før, for at Matthew kunne blive på hospitalet. "That doesn't mean you had to stay.. Lot's of people are alone.." hviskede han så. Ikke at det gjorde mindre ondt af den grund. Det var frygteligt, og hver gang Dylan tænkte på det så føltedes det lidt som om han havde slugt syre. "I'm going to be okay again.." sagde han så stille og så lidt på ham igen, for at forsikre ham om at han nok skulle blive okay.. det skule han. "Matthew.." begyndte han forsigtigt og så efter ham da han gik ud. Han sukkede tungt og gned sig lidt i ansigtet. Det tog ham noget tid at blive færdig fordi han bevægede sig så langsomt som han gjorde.. og så skulle han lige sætte alle slanger og dimser til sig selv igen. Men det var ikke så svært, han var jo selv igang med uddannelsen til sygeplejrske så han havde lagt drop på sig selv og andre før. Han rejste sig ved hjælp af stangen og håndtagene ved toilettet og stod og svajede lidt før han fik taget nogen forsigtige skridt hen mod døren. Han var på vej ned en enkelt gang, men ik fat omkring stangen med begge hænder og holdt så stramt fast at han var sikker på hans hud ville blive siddende på stålet hvis han gled ned igen. Men han fik hevet sig op og gik hen til døren og fik lukket sig ud og stod lidt i døren fordi håndtaget var godt at støtte sig til. Han åbnede munden og skulle til at sige noget...men.. han lukkede munden igen. He guessed he wasn't moving him anywhere today. Maybe he needed to get mad, to get him mad? That had happened before... men Dylan havde bare... intet overskud og absolut ingen energi til at tænde den gnist der skulle til. Så han bevægede sig bare hen mod sengen.

Matthew ventede henne ved sengen hvor han havde fundet sin whisky flaske og begyndte at hælde på igen, han skulle jo helst ikke blive ædru igen.. det stod lidt fjernt for ham.. men han mindes svagt natten.. hvor han havde lagt og holdt om Dylan som om intet var hændt.. total håbløst.. og nu gjorde det bare endnu mere undt.. han burde ikke gøre det mod sig selv.. han burde bare gå ud af døren og aldrig se sig tilbage. Han så op da Dylan kom ud, og gik straks over til ham og stak en arm ind under hans arm, så han kunne støtte sig til ham imens de bevægede sig over til sengen, selv om Matthew var begyndt at sveje lidt. "Her" sagde han da Dylan havde fået lagt sig, og rakte ham faxi kondien. "Burde der ikke komme noget morgenmad eller sådan noget" mumlede han og så hen på døren.. måske havde han skræmt dem væk. Han så op da hans telefon ringede og rakte ud og tog den "Hey" sagde han roligt og så kort op på Dylan "Im still at the hospital.." sagde han stille og lavede en opgivende grimasse "I dont know.. hes not healing.." sagde han og så lidt ned på sine fingre "I dont know Toby.." sagde han og sukkede "Hey.. i said i dident knew.. find out yourself!" råbte han og lagde på, "Møgunge" mumlede han for sig selv og drak noget af den der flakse igen. Han lænede sig frem mod Dylan og kiggede ham ind i øjnene, "Dylan.." hviskede han stille nu med en anelse blanke øjne.

Dylan fornemmede Matthews arm under hans og tog blidt fat i ham, for hans knæ føltedes ubehageligt meget som gele og de blev ved med at ryste under ham. Han krøb op under dynen og lukkede sine øjne et par sekunder, mens han fik fat i sin dyne og trak den op omkring sig. Han åbnede sine øjne igen da Matthew rakte ham sodavanden han havde købt til ham dagen før. "Tak.." sagde han så stille, og fik sat sig en smule op inden han åbnede den og tog en lille tår "Jeg sagde til dem jeg ikke var sulten... er du sulten? Du kan få min portion" sagde han så og skævede til den der snor i loftet som man kunne tilkalde en sygeplejrske med "Men måske skulle du lade mig tale med dem.." tilføjede han så stille, og skævede til ham da hans telefon ringede og tav. Sidst de havde ses, og hans telefon havde ringet havde det været dårlige nyheder. Men han lyste dog lidt op da han hørte stemmen i den anden ende, men han afbrød dem ikke, istedet pillede han lidt ved mærkaten på sodavanden og lagde sig så ned igen og stillede den forsigtigt over på bordet. Matthews stemme hev hans blik fra sodavanden tilbage til ham og han så ham i øjnene "You're tired.." sagde han så blidt til ham og rakte ud og strøg ham blidt over håret der stadig var lidt fugtigt "You should get some sleep.." hviskede han. Han vidste ikke rigtig hvad han turde sige til ham, for han ville gerne sige at han skulle tage hjem.. snakke med Toby, for der ville ikke ske noget her. Ingenting.

Han så stadig med Dylan med blanke øjne og havde glemt det med maden, han kunne gå på rov sener, lige nu ad han faktisk ikke. "Im not tired.. just drunk" mumlede han stille, "Dylan.." hviskede han stille igen for at få hans opmærksomhed, "I need to.. ask you.." mumlede han stille og så ned, kneb sine øjne hårdt i og blinkede tårerne væk, inden han så op igen og ind i Dylans øjne, "Why did you leave me?" hviskede han så og sendte ham et helt fortabt blik. "You dident knew them anyway.. I thought you liked living with me and Toby.. i thought we where.. kind of.. your knew family.." hviskede han og så ned og sukkede stille for sig selv, inden han rakte ud efter flasken og drak et par tåre. Han vendte så tilbage til Dylan og sukkede stille "I thought you loved me.." hviskede han og lod så bare tårerne få frit spil. Han sendte ham verdens mest ulykkelige blik og mumlede "You broke my heart.. you broke me.." hviskede han "And i have never been in love before.. but Toby said.. you have to love somebody to get your heart broken" hviskede han, "And it hurts so much.. i gave you anything!" sagde han og nu råbte han måske lidt igennem tårerne.. what the heck.. "I even change my sexuality for you.. and that was pretty hard belive me.. and i broke up with Kira.. we where about to get married you know! I even turned on my own mother.. and for weeks i have treated my best friend as shit! Just because of you! And you just left.. like you dident evne cared about us at all!!!" råbte han og stod op og slyngede omkring sig og spilte whisky ud over det hele, men han var ligeglad, han var godt gal i skralden.

Dylan så lidt spørgende på ham, seriøsiteten var pludselig allestedsnærværende og Dylan lod ham tale som han havde ladt ham ude på badeværelset. Han satte sig lidt bedre op så han kom op på hug på madrassen og skubbede dynen fra sig mens Matthew gav los og fornemmede hvordan han fik tårer i øjnene. "I'm sorry" hviskede han "I never intended to change your life like that, I didn't want you to be unhappy" hviskede han da tårerne begyndte at løbe "I just wanted you to be safe.. and Toby, and it didn't feel safe, you were in danger, you were in danger because of me" hviskede han så, og sank. "I did care.. I still care" prøvede han. "You were my family, you were my everything" hviskede han så svagt, og så kort ned på sine hænder "And I do love you, I've just been to scared to admit it because I felt.. I felt like I wasn't that important.. I wasn't good enough for you" hviskede han. Han åbnede og lukkede sine hænder i en nervøs bevægelse og sank igen og igen. He was delivering his feelings to an emotionally unstable guy who had been drinking for as long as they had been awake.. and he didn't know if he would use this as a way to get some payback. He could hurt him, god knew he aldready had, men Dylan havde ikke lyst til at fokusere på det lige nu. Han var mere interesseret i at Matthew fik noget afløb, fik det ud... stoppede med at hade ham så inderligt. "Matthew I would do anything to go back and change it so you wouldn't feel what you're feeling today.. and have felt for so long" hviskede han. "A-and you should go back to Kira if that's what you want, and get in touch with your mom, and.. and get married, and have kids and.. live the life that you want, and do whatever makes you happy" hviskede han nærmest desperat "All I want for you is to be happy" hviskede han udkørt. Han var så træt i hovedet, og det gjorde overraskende ondt at græde når man havde skudhuller i siden, eller også var der bare ikke mere i hans drop pose.. han orkede ikke at tjekke.

Matthew rullede med øjnene og brummede "You're an asshole Dylan" og satte sig ned igen med whiskyen knugende ind til brystet. Han rakte op og tørrede sine øjne med ærmet på sin trøje og så lidt op og rystede bare på hovedet "You still dont get it.." sagde han irriteret og så lidt ned.. han lukkede øjnene da Dylan sagde at han elskede ham, det vidste han ikke helt hvad han skulle sige til, men lige det sidste kunne han godt knytte en kommenatar til. "Yearh.. thats because you wasent" sagde han bare, og egentlig så passede det jo.. Dylan var overhovedet ikke i nærheden af at være god nok til ham.. der var så mange ting.. han var en omega forhelved! og en dreng, og fra en familie som han ikke kunne udstå, og så ham lige! Argh! "But that dosent change my feelings for you" hviskede han og så kort op men lukkede hurtigt øjnene igen, "I dont care what other people see.. or mean.. its not importent to me anymore.. it was once.. but.. then i feld in love with you" sagde han lidt opgivende.. men så begyndte Dylan og sige en masse lort og så blev han selvfølgelig vred igen, og rejste sig straks op. "Fuck you Dylan!" råbte han og skulle til at slå ud efter ham, men kom hurtigt i tanke om Dylans.. situation.. og holdte igen.. selv om det var godt nok svært. "Nothing og thoes things makes me happy.. and you already know that.. so just shut up!" råbte han, "You are so stupid! How can you say stof like that.. i just told you.. everthing.. your the only fucking person i ever been in love with.. why the hell should i go back to Kira.. i dont feel a thing for her!" råbte han og slog ud med armene igen, "Du er så fucking dum Dylan!" råbte han og gik hen til badeværelset og smækkede med døren, låste sig ind.. i nogen få sekunder.. og så kom han ud igen, og smækkede med døren igen.. havde bare brug for at ødelægge noget.. og det måtte bare så godt være Dylans ansigt.. men da han ikke healede.. nej.. det kunne han sgu ikke.

Dylan kneb øjnene sammen da Matthew løftede sin ene hånd og så ud som om han ville slå ham og bed sig i læben, mens hans hjerte stak af på grund af adrenalin. Men der skete ikke noget, så han åbnede dem forsigtigt igen. "Shutting up.." hviskede han stille og det gav et lille forskrækket gib i ham da Matthew smækkede med døren. Så var der stille... i nogen sekunder før han kom bragende ud igen. Dylan løftede hovedet lidt og så lidt forsigtigt på Matthew "I know you said to shut up.." hviskede han så forsigtigt "But you're right.. I am an asshole.. and you are too" sagde han så. "You hurt me and I hurt you" hviskede han så "And I'm so sorry... that I did, and for what I just said.. I didn't mean that" hviskede han så. "I'd give anything for your forgiveness.." hviskede han og løftede så sine hænder og lod dem så synke ned i skødet igen "I just.. Just don't really have anything.. I don't even.. I don't even feel like a real werewolf anymore" det sidste sagde han så lavmældt at han tvivlede på om Matthew overhovedet hørte det. "But I swear, I'll do anything" hviskede han så og så ham kort i øjnene... Det føltedes som om der var nogen der greb fat om hans hjerte og trykkede til, og han kunne jo ikke holde ud at se ham så ulykkelig. Men det var også utrolig skræmmende at skulle prøve at hjælpe en meget vred og meget fuld alpha med at tackle sine følelser.. en alpha der var van til at slå når han ville såre folk fordi han ikke vidste at han var ligeså god til at såre med ord. Dylan følte jo ikke han kunne tilbyde Matthew noget. He was just the boy with the weird eyes, the omega from that dead family who was left behind, the kid with no memory of his past. Han sank lidt sammen på sengen og tørrede sit ansigt lidt i sine ærmer og kravlede ned fra sengen og gik et par skridt på rystende ben frem mod ham til diverse maskiners ledninger kom i spænd og han ikke helt kunne komme længere. Han drejede sig lidt og så lidt forskende på dem før han hev dem med kortest ledninger og slanger ud og tog et par skridt mere frem mod ham selvom han ikke stod så godt, men den resterende adrenalin holdt ham oppe og stå. Han rakte armene lidt ud og så ham i øjnene "I know you're hurt, let me help you make it better" hviskede han så "You can hug me or hit me, just... just don't.. just don't shut yourself in don't drown your sorrows in booze.. let me help?" hviskede han forsigtigt.