Running from the past - Thalmir

Tid: 10:23
Sted: Skoven
Vejr: Lun solskin, men kølig vind
Omgivelser: Træer, buske....stille
Påklædning: Sorte jogginbukser, mørkegrøn bluse og sorte kondisko

Hestehalen svingede og hoppede i takt med hendes skridt. Lucy løb på en sti inde i skoven, hun var tit ude og løbe og hun valgte altid skoven, da chancen for at møde andre var lille. Hun brød sig ikke om at løbe hvor der var mange andre. Når hun dyrkede motion bar hun ingen make-up og hendes ar i venstre side i ansigtet var derfor tydelig og nem at se for alle. De små snitsår startede fra hendes øre og spredte sig over ansigtet mod højre. Hun kunne bare glæde sig med at de var små og fint helet, at de ikke kunne ses på stor afstand. Hun satte farten op og mærkede hjertet der hamrede i hendes bryst af anstrengelsen ved at løbe for hurtigt og for meget. Hun pressede sig altid til det eneste hun kunne høre var hendes hjerteslag og tunge vejrtrækning, så hendes tanker blev overdøvet og hun kunne glemme alt.

Lucinda havde måske glemt sine omgivelser, mens den rytmiske hjertebanken, lod sine karakteristiske jungletomme lyd, opfylde hele hendes krop, med den adrenalin stemning, som havde en rovdyrprædet løve, set en fyldig og fristende gazelle.
Men som en dagdrømmende bokser, ville få en jernnæve i ansigtet, ved blot den mindste uopmærksomhed, lod en mægtig egetræs stav, liste sig udad en hindbær busk, med den hensigt, at fælde benene væk under den yndige menneske jogger, som havde forvandlet skoven til sin egen personlige løbe bane.
Staven var ejet, og håndteret, af en elegant elver kvinde, med et inderligt fordærv til den menneskelige race, og deres hensynsløse misbrug af den vidunderlige natur, som elverpigen bedåret, og beundret.
Ikke at jogge i en skov var forkert, men hvis enhver myg man møder, vælger at stikker en på næsen, forventer man at andre myg, også vil stikke en.
Elveren havde dog taget sine fohånds regler, og klædt sig ud i en stor rød overjakke med tilhørende hætte, som dækket hendes lange øre.
Hvis Lucinda faldt over staven, ville Thalmir rejse sig op med sin hindbær kurv, og lade som om det var et uheld, som var skabt af, at hun var på vej til at rejse sig op fra sit plugge hindbær sted, indeni busken, og lagde sin stav bagud, for bedre at kunne rejse sig op
hvis Lucinda ikke faldt over staven, ville Thalmir alligevel rejse sig op.

Lucy var ikke opmærksom på hendes fødder, kun på det som var lige foran hende. Hendes blik var rettet det samme sted og i det hun bevægede sig frem ad, forsvandt et træ fra hendes synsfelt og et nyt dukkede op. Men med det samme hun passerede et træ var det glemt, for hendes tanker som skulle tænke på det og derved huske det, var dybt begravet af hendes hamrende hjerterytme, som fylde hele hendes krop. Hun havde ikke været forberedt på faldet, men det var man vel sjældent ved sådan noget. Hun faldt så lang hun var med et forskrækket gisp i det hendes fødder kolliderende med staven der stak ud fra en busk, som hun ikke havde bemærket. Hun nåede at tage af med hænderne, men mærkede med det samme den svien der opstod ved en hudafskrabning. Hun stønnede irriteret i det hun rullede rundt, så hun kunne sætte sig op og se hvad der havde været skyld i hendes fald. Lucy var for tiden ikke i særlig godt humør, og der skulle ikke meget til før det kom ned og skrabe bunden. Hun børstede forsigtig hænderne af i hinanden, for at få så meget skidt fra stien af dem som muligt.

"Ej altså! Må du undskylde" Thalmir så overrasket ned på det faldet frilufts løber. Hun hjalp hende ikke op dog, rakte ikke en hånd ned for at få kvinden på fødderne igen, for synet af et menneske i støvet, som en rotte i en skraldespand, var noget Thalmir nyd inderligt. Men hun sagde undskyld, og prøvede at virke som undskyldende, fordi hun ikke ville komme i konflikt og diskutere med løberen. "Beklager, skal lære at se mig for inden jeg rejser mig. Vil du have nogen hindbær som undskyldning?" Hun rystet lidt med sin kurv med bær, som hang om hendes underarm, som om det var en dametaske. Hun prøvede at se ydmyg ud, med et lille smil, og rykkede sin kurv med bær mod kvinden, for at virke imødekommende.
"Løber du tit her ude?" Det var enlig ikke hvad Thalmir ville spørge om, hun ville ryste løberen som var hun en uåbnet kakao, mens hun gav en moralsk prædiken, om hvorfor skoven ikke var et atletik bane.

Lucy holde en indre tale om ikke at blive vred og brokke sig over pigen, der åbenlyst ikke mente sin undskyldning. Hun havde mødt mange falske piger gennem sit arbejde som bartender og kunne oftest hurtigt se igennem et sødt smil, der ikke var ægte. Hun sukkede blot da hun rejste sig og tog en dyb indånding samtidig. "Ellers tak"svarede Lucy med en halv uvenlig stemme og efterlignede pigens smil, hun havde selv problemer med at være oprigtig over for andre, da hun sjældent var i humør til at være sød og venlig mod fremmede. "Sommetider" tilføjede hun til det sidste og børstede skidt af bukserne, og sikrede sig at det rødbrune hår sad hvor det skulle. Hun lod fingrene kort glide over arene på hendes kind i det hun fjernede hånden fra håret. "Du må undskylde at jeg kom i vejen" sagde Lucy inden hun vende sig om og begyndte at gå videre af stien. Hun havde ikke tænkt sig at lade sig jages væk fra skoven, hun satte ikke i løb, da hun ikke tænkte at det var en god ide så længe pigen var der, for hun tvivlede på at det havde været et uheld.