Running {Harvey Finevoice}

Sted: Skoven
Tid: 16:12
Vejr: skyfrit og en smule køligt
Omgivelser: Plante bevoksning
Påklædning minus jakke og hue

Allison fokuserede på hendes åndedræt og lod hendes hjerteslag være lyden der opholde hende tanker. Hun bemærkede kun svagt lyden af hendes sko mod stien. Svedperler var dukket op på hendes hud og fik hendes svagt solbrune hud til at skinne med et gyldent skær. Fugle fløj op fra buske, når hun passerede dem og lyden af hende skridt forskrækkede dem, og sendte dem baksende på vingerne. Hun tog end ikke notits af dem, da hendes blik var rettet mod stien to meter fra snuderne af hendes sko.
Normalt havde hun musik i ørerne, men hun havde glemt at oplade hendes ipod og ville normalt fokuserer på musikken og lukke sig ude fra verden. Lyden af hendes hjerte gjorde det muligt for hende, at glemme det omkring hende og tømme hovedet.
Hendes høje hestehale svingede vildt efter hende og kildede hende engang i mellem ved skulderbladene og nakken. Allison havde altid holdt af at løbe, hun havde for første gang været på en rigtig løbetur, da hun havde været tretten år gammel og alle de andre piger i klassen var begyndt på det. Hun var den eneste i klassen som havde taget det helt til sig og var blevet ved lige siden. Det havde fanget hende, det at kunne lade sig forsvinde helt og bare løbe frit, havde lokket og fået hende til at blive ved. Allison drejede af stien, som tydeligt var den mest befærdet i skoven, og ind på en smallere sti, som første hende mere ind mod midten af skoven.

Harvey som stå lide længer inde i skoven hører Allison skridt komme nærmer og nærmer
"Demon, Rex på vagt" 2 dobbermann stå med spises øre og lytter og begynder at knur som lyden af skridt kommer nærmer.
Harvey stå med hånden i jakken og fast grab om sin pistol og venter

Allison opfangede lyden af hunde der knurrede og stoppede op med det samme. Hun sendte hende blik rundt på en smalle sti og lod der derefter være rettet fremad. Lyden kom længere fremme og der var ikke til at se hvad der befandt sig længere fremme. Stien snorede sig, og træer og buske stod noget tæt på denne del af stien. Tanken om at det måske ikke var klogt at fortsætte i samme retning, faldt hende ikke ind. Det eneste hun rigtig fokuserede på var hendes åndedræt efter den lange løbe tur. I almindelig gang forsatte hun ad stien for at se hvad det var som knurrede. Hun vidste at der fandtes vilde dyr i skoven, men den viden lod til at være gemt langt væk. Det lød som et par hunde og hun havde nu altid kunnet lide hunde og for den salgs skyld også katte. Hun kunne altid kravle op i et træ hvis der skulle ske noget. Dog var hun nok ikke den bedste til at klatre i et træ.