Brug for nye kræfter - Sabrina og Azreal

"..." Azreal sukkede tungt "så du er sur over at jeg snød dig, men det kan ikke tilgives? Du virker som om jeg har forrådt dig, jeg drillede dig jo bare lidt"

Draziw ventede lidt ude i køkkenet imens de talte.

Hun så væk fra ham og trak svagt på skuldrene, "du løj" sagde hun, "og gjorde mig bekymret ..."

"..." han sukkede "er du sådan med alle?"

Draziw rystede svagt på hovedet..

Hun så irriteret på ham, "de fleste andre jeg kender plejer ikke at lyve" sagde hun frustreret, "faktisk plejer de fleste andre jeg kendte at være til at stole på".

"...." Azreal så irriteret på hende, men sagde ikke mere. Han var vred, og det næste han sagde ville ikke være venligt.

Draziw vidste ikke hvad han skulle stille op.. han fandt noget te.

Sabrina sukkede irriteret, men sagde heller ikke noget.

Azreal rejste sig "du mangler humor" sagde han så, lidt overrasket. Normalt gik han ikke op i den slags ting.. gjorde han?

Draziw gik ind i stuen og satte bakken med mad og te. Han så på dem og rystede beklageligt på hovedet "jeg går i seng børnlil. Der er værelser til jer ovenpå." han forlod stuen.

//I skriver når det bliver næste morgen//

Sabrina ventede til han var gået og kiggede så vredt på Azreal, "og du mangler tydeligvis forståelse for andre elvere".

"Det var en joke" sagde han og så vredt på hende "du lyder som om jeg har gjort dig noget slemt. Lad os håbe jeg aldrig kommer til at gøre noget der såre dig rigtigt, for dette her er jo helt til grin!"

Hun sukkede, "jeg syntes ikke det var en ret sjov joke" sagde hun så irriteret, "det er at misbruge folks tillid" fortsatte hun.

"Men på et lille,bitte plan. Som familier kunne finde på at drille hinanden" sagde han, stadig overrasket over hendes.. ja, totale overreaktion. Han rystede bare på hovedet "men jeg forstår, elvere har ingen humor, ok."

Hun så stadig irriteret på ham, "ikke, hvis man får den anden til at tro, at der er noget galt" sagde hun frustreret, "og måske har elvere bare ikke humor der bygger på at lyve for hinanden".

"Eller noget som helst andet overhovedet" sagde han og rystede på hovedet "men det er fint, så kan du jo være vred over det resten af vores dage. Måske vi bare skulle få dette her overstået, så behøver du ikke være sammen med en løgnagtig sortelver længere" sagde han og gik over imod trappen.

Hun så efter ham, da han begyndte at gå, og følte sig underligt trist, hun ville ikke have han gik, men var heller ikke helt sikker på hun syntes han havde ret til at være vred på hende, "stop" sagde hun frustreret, "... den gamle mand sagde vi blev nødt til at finde ud af det her ..." sagde hun tøvende.

"Nå" sagde han og så på hende "men jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op nu, medmindre du har en tidsmaskine i lommen"

Hun sukkede og rystede på hovedet, "... det ville hjælpe, hvis du rent faktisk prøvede at forstå, hvorfor det her går mig på" sagde hun lidt irriteret, ".. og et undskyld ville være rart"

"Jeg har sagt undskyld, to gange" sagde Azreal irriteret "og jeg ved godt hvad du bliver sur over, jeg synes bare du er sipper og urimelig"

"men du mente det tydeligvis ikke nogen af gangene" sagde hun irriteret, "... bare fordi du ikke er vant til at stole på folk" fortsatte hun.

"Du ved ikke hvad jeg mener" sagde han og så koldt på hende "men du har ret, det er jeg ikke. Men jeg kan love dig at det ikke er fordi min søster kunne finde på at nive mig i kinden, det er fordi hun ikke ville tøve med at stikke en daggert i min ryg!"

Hun så irriteret på ham, "det har ikke noget at gøre med at blive nevet i kinden" sagde hun frustreret, "det har noget at gøre med at tro du havde det skidt, og så blive snydt!"

"Jeg har ikke faket at jeg lå på mit dødsleje, jeg lod som om jeg havde en smule feber, højest" sagde han irriteret "jeg holdt dig for "nar" i under et minut, folk lyver hele tiden for at lave venskablig dril, du ser ikke andre hidse sig op på den måde!"