Brug for nye kræfter - Sabrina og Azreal

"... fint" sagde hun så, stadig irriteret, "jeg overdriver, du havde al ret til at lyve for mig, og så nive mig i kinden, næste gang lader jeg bare være med at prøve og hjælpe dig".

".. fint" sagde Azreal og begyndte at gå op af trappen.

Hun rejste sig også, stadig irriteret på Azreal, "..godnat" sagde hun.

"Nok ikke" svarede han bare og gik ind på et af værelserne.

Hun så efter ham, "... " og gik selv inde på et værelse.

Azreal smed sig i sengen og så op i loftet. Det var hans egen skyld, han skulle ikke forsøge at blive venner med den slags. Uanset om han kunne lide hende eller ej, så passede deres racer tydeligvis ikke sammen.

Sabrina lagde sig i sengen og krøllede sig sammen, det var så hendes eneste ven der var forsvundet der ...

"...." Azreal lukkede øjnene og sukkede tungt. Det var jo ligemeget alt sammen. Det ville aldrig kunne fungere, ham på overfladen. Han var ikke den type, hvorfor kæmpede han imod? Han burde gå ind i hærren som hans mor ønskede det, stoppe med at bruge teknologi og udfylde den plads der var blevet bestemt til ham.

Sabrina lukkede øjnene og prøvede at sove, men hun kunne ikke rigtigt, hun var stadig irriteret på Azreal, og trist fordi det ikke virkede som om deres venskab stod til at redde, han virkede i hvert fald ikke som om han ville have mere med hende at gøre.

Azreal vendte sig om på maven.. "jeg er et fjols" mumlede han og så trist ud i mørket. Han burde ikke prøve at bryde sin mors ordre.. han rejste sig og gik nedenunder.

Sabrina rullede om på den anden side og lo og stirrede ud i mørket, hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og det virkede også ret ligegyldigt nu, den gamle mand havde sagt, at de nok ikke ville overleve, hvis de ikke kunne arbejde sammen.

Azreal satte sig igen i sofaen og spiste den mad den gamle havde set frem. Det på den ene tallerken, han spiste ikke Sabrinas.

Sabrina sukkede, måske ville det ikke være så slemt at dø, tænkte hun, hun havde alligevel ikke så meget tilbage at leve for, chancen for nogensinde at se sine forældre igen, var næsten ikke eksisterende, og hun havde ikke haft meget held med at finde et nyt liv. Hun fik tårer i øjnene og tørrede dem hidsigt væk, hun havde ikke tænkt sig bare at give op! lidt usikketr rejste hun sig fra sengen og gik ud af værelset.

Azreal drak noget af teen, selvom den var ved t være kold. Han sukkede og spiste videre, synes det var nogle underlige ting der lå på tallerkenen, og ikke noget han før havde set. Det smagte nu ok.

Sabrina gik tøvende hen mod Azreals dør, men fik så øje på ham nede i stuen. Hun standsede op, lidt usikker på, hvad hun skulle gøre, så gik hun langsomt ned ad trappen og forsøgte at gå så stille som muligt.

Azreal spiste.. han satte koppen fra sig og tøvede så. Han så på Sabrinas tallerken.. burde han tage den med op til hende?

Sabrina kom lidt tøvende ned i stuen, "... hej" sagde hun usikkert og prøvede at undgå direkte øjenkontakt.

Azreal så lidt overrasket på hende.. han tøvede og så igen på sin tallerken "hej.. din mad er her stadig"

Hun nikkede lidt og gik over og satte sig i sofaen, hun begyndte at spise sin mad.

"..." Azreal drak det sidste af sin te. Han så lidt frem for sig.

Hunspiste lidt af sin mad og tøvede så, "... så ..." hun kiggede usikkert frem for sig, i tvivl om, hvad hun skulle sige.

"Så?" spurgte han og så tøvende på hende.

Hun sukkede svagt, " ... så, hvad gør vi?"

"Hvad den gamle siger vi skal" sagde han med et træk på skuldrene.

Hun tøvede igen lidt, "jeg mener ... med os ..." sagde hun så lidt usikkert.