Hjerternes Fest ~ Millicent

Det overraskede Stephen at Milllicent ikke havde vidst omkring hans plader, som han selv gik og kaldte dem. "Kan du ikke huske den dag nede på stranden, med det flyvende tæppe?" Forsøgte han at hive op i hendes erindring. Hvis det alligevel svigtede, satte han sin thekop i luften og lod den svæve lidt rundt der, før han tog den igen. "Intet fysisk, selv ikke patroner eller bomber, kan gå igennem det, i hvert fald ikke hvad jeg har erfaret."
Det andet forstod han bedre at hun ikke vidste noget om. "Har du set wolverine? Ham der med jernstænger ud af hænderne, jeg kan gøre lidt ligesom ham." Stephen rejste sig op for at hente en kniv, som han satte mod sin håndryg for at skære et lille snit. Han viste det næsten stolt frem og efter han havde sikret sig hun havde set lod at 'såret' blive lukket på fineste vis, så det ikke var muligt at finde det mindste tegn på det. "Vældig praktisk."
"Men, hvis vi skal fortælle hinanden alt, så vil jeg gerne vide hvilke størrelse BH du bruger." Et stort smil lå på hans læber, mens han overvejede om der var mere. "Du snakker også om bryllup, har du nogle bestemte tanker omkring det?"

Om hun kunne huske det flyvende tæppe? Øh jo, det kunne hun faktisk godt.
Det var første gang hun overnattede på en strand- i et lille træhus- med en fyr, det var så sjovt nok også første gang hun lå på et flyvende tæppe....og hvad mere var....,det var første gag hun....de....havde elsket." jo...jeg husker det svagt" mumlede hun og kinderne havde allerede deres små rosa pletter på.
Hun havde bare ikke lige tænkt over hvad der holdte det oppe, altså udover det var hans magi,
Men nu hvor hans te kop stod der i luften, måbede hun lidt.
" Skudsikkert? Helt ærligt? Kunne du så lave et...slags skjold om Virus's barnevogn eller seng mens han sov, så intet kunne nå ham?" Funderede hun.Plader....der bar muligheder i ...plader.
Så hentede manden en kniv, og Millicent hylede op.." nej...NEJ! Du skær ikke! " lød det højt pg hun fløj op fra sofaen, bare for at se kniven flænse hans hud.
Hjertet var ved at banke sit vej ud af hendes bryst,der hævede og sænkede sig meget hurtigt.
Millicents blik lå fæstnet på hans hånd..." du heler...." Hun glippede med øjnene et par gange.
" Wolwerine.....jeg er forlovet med Wolwerine i engleform" hun tog sig til panden.
" Lad vær og skær i dig selv, jeg formoder du KAN mærke smerten " lød det lidt tørt.
" Du overvælder mig" indrømmede hun , men var egenlig glad nok for han kunne hele sig selv.Det var en god ting!

" argh...min bh størrelse, det lyder for dumt Stephen.Du har jo haft besigtet varene og mit undertøj flyder i hele huset, så det er nemt at kigge.Der er ingen hemmelighed at jeg bruger en 70 c , alt efter modellen." Hun daskede ud efter ham, hvor var han dog typisk.....mand.

Den havde Stephen aldrig hørt. Wolverine i engleform. Nu havde han heler ikke hørt meget, men den virkede alligevel som noget lidt udenfor kategori. "Det kan jeg, men det er jo ikke fordi jeg skære fingeren af mig selv." Lød det til hans eget selvforsvar. Man skulle næsten tro han havde ligget på dødens rand da han gjorde det.
"Fedt, så skal jeg ud og købe blonde bh'er." Ironien drev, men han forstillede sig det alligevel og fik et smørret grin omkring munden. Det kunne blive rigtig sjovt. Da hendes hånd kom flyvende, greb han den og trak hende ind til sig, så han kunne glide ned og have sin 'dyne' omkring sig. "Hvad så hvis du skal have en g-streng?" Spurgte han fortsat og forsøgte at se gevaldigt uskyldig ud.

Hun afviste hans finger teori.." Det er ikke det som det handler om, men...du kan mærke det og jeg bryder mig ikke om du har ..ondt" forsvarde hun sig tilbage.
Hun begyndte dog at le ved hans lille udbrud.
" Oh....nu skal du til at udstyrer mig i noget som du kan lide hva* sagde hun drillenðe og blev halet ind til ham.
Hun rettede lidt på sig, så hun lå mageligt oven på ham.
" Hmmm...det er vel en trøst at du overvejer trusser, går jeg ud fra, at du ikke dikterer jeg skal gå...bundløs " hun kyssede ham på halsen.
" 36 og hvis modellen er lille eller skal tumbles, så en 38" svarede hun.
millicent var åleslank omkring livet og maven og hvor man nu burde ære, men Modsat mange af hendes eninder og modelle kollegaer, havde hun helt klart mere form og fylde på barm og bag, og det var hun faktisk ikke spor ked af.Hun kunne godt lide sin...kvindelighed.
" Så tror jeg det var info nok for en aften" mente hun og fiskede efter remoten.
" Måske en film at slappe af til" forslog hun og stødte sin næse ind mod hans hals.
Han virkeðe altid så berusende på hende.

Nok information for en aften, det mente Stephen ikke, men protesterede ikke. Han var optaget af at forsøge at gætte sig frem til hvad tumbles var for noget. Han havde aldrig mødt ordet og tvivlede om det egentligt eksisterede. Det lød som et eller andet legetøj eller andet i den dur.
filmen på den udvalgte kanal, fulgte han med i - for en gang skyld - mens han nippede til teen. En sjov sammensætning, men den fungerede ganske fint. En fin lille hemmelighed han kunne have for sig selv, næsten. Millicent var der også, men hun syntes sikkert ikke der var et problem i at drikke te samtidig med at man så film af den ene eller anden afstøbning.

Det var tæt på himlen for hende, faktisk.
At få lov til at ligge delvist henslængt oven på Stephen og bare lave ingenting, samtidig med at der var film og the, det var jo fen mental afstressning.
" Det har været en dejlig dag...og aften" mumlede hun da hun fornemmede t trætheden var ved at snige sig ind, og hendes øjenlåg blev tunge og gang på gang truede med at smække låget i.
Hvorlænge var det hun ikke havde kastet op? Kastede hun op i morges?? Eller sprang hun bare morgen maden over? Det var vidst nok det sidste.Argh dagene begyndte at flyde sammen nu.
Hmm...måske var det senge tid?
" Sweetie..? Jeg tror jeg er nød til at hoppe i seng nu, ellers falder jeg i søvn her på dig" hun drejede på sig, så hun kunne hæve sig lidt op på den ene arm, og med den anden kærtegne hans kind,som hun talte.

Stephen var blevet vældig optaget af filmen, så trætheden måtte pænt vente udenfor havelågen til rulletekesterne ville komme. "Så sov, engle Wolverine kan godt løfte dig i seng hvis det er." Hvad Millicent valgte at gøre, var op til hende selv, men hvis hun ville blive liggedene ville det passe Stephen fint, for hun gav en god varme og det var ikke fordi det just var sol og sommer længere. Det ville først komme om mindst to lange måneder. Det skulle nok blive hårdt, men venter depressionen skulle nok få sin tid at komme. Det var han helt og aldeles sikker på, det handlede bare om at vente længe nok.

Et søvnig med stort smil glimtede på hendes læber.." min egen Wolwerine..nå så det kan du? "
En lille kurrende lyd,skab udelukkende udfra velvære undslap hende og hun gned sig ind mod ham.
Hun kunne nu sagtens gå selv, han skulle bare vække hende op, men tanken lød bjergtagende dejlig, og at putte og falde i søvn i hans arme, behøvede hun ikke to invitationer til.
" Det lyder dejligt, min store og stærke engel" små ævlede hun , og begyndte en blandning af kys og små slikken af hans hals,imens hun døsede langsomt hen til smagen af ham, og lyden af hans hjerte slag.
Det var længe siden hun havde haft det så godt, i både krop og sjæl.

Der kunne sammenlignes med en stor kanin. Millicent var varm, omend ikke nær så pelset, og så slikkede hun lystigt til søvnen overmandende hende, hvilke Stephen fandt utrolig morsomt. Da filmen lidt efter var færdig, trillede han diskret væk under hende, får han til sidst selv kunne stå og trække hende op i armene som med en anden gaffeltruck. Efter at have gemt hende væk under en dyne, fik han pakkede teen væk og var ikke langsom til at følge efter hende til drømmeland. Muligvis med afgangen efter, men han kom frem på rekord tid.
Den følgende morgen, var Stephen stået op, hoppet i tøjet og sat sig ind til klaveret, hvor han klimpede løs til noget der kunne minde om en lidt for ivrig forårsmelodi. I følge ham selv lød det ikke videre godt, men Nico ville have det på den måde og hvis de nogle sinde skulle blive færdig med det CD projekt de havde gang i, så skulle der øves og hvilke bedre tidspunkt var der end mens Millicent sov? Absolut ingen hvis han selv skulle sige det.

I hendes drømme havde de været langt dybt inde i 2013 , og de havde i den grad forstået at nyde det. Så at hun vågnede op med solskin i sindet og et smil på læberne, var ikke et mysterie.
Hun gippede et par gange med øjnene og undrede sig over hvor længe hun havde sovet? En hånd blev ført til Stephens side af sengen for at tjekke, men den var kold nu, så han havde været oppe et stykke tid.
Hun smilede ved tanken om at han havde måtte bære hende ind og putte hende. Han var nu meget sød når det tog ham.
Hun svingede benene ud og bevægede sig dovent i retning af klaverets toner.
Dér sad han, med næsen i tangenterne og så flittig ud.
"Godmorgen , lad mig ikke forstyrre dig ". Hviskede hun nær hans kind og HIK videre ud i løkkenet. Et par toast skiver blev stoppet i maskinen, og imens den arbejdede gjore Millicent kål på et par gulerødder. Dagen i dag lå åben for hendes fødder , det var først i morgen hun skulle til tjekket på hospitalet.
Hvad skulle hun finde på i dag? Og skulle hun give Stephen lidt fred eller hvad mon han ønskede?

Stephen kiggede op på Millicent, mens hans fingre fortsat dansede hen over tangenterne. "Nej nej, det gør du slet ikke." Hvis det ikke var hendes ønske så behøvede hun ikke at sige noget, men det generede ham ikke at hun brød ind og 'redde' ham fra den frygtelige melodi. Efter at have spillet delen færdig, brød han op og gik ud i køkkenet til hende.
Efter at dømme efter gulerodsskralderne i håndvasken, gik han ud fra at toasten var til ham, så da de var færdige snuppede han dem. Millicent måtte lave nogle ekstra hvis hun ville have mere. Ivrigt satte han tænderne i dem og gumlede løs til de var forsvundet og skyllet ned med et glas juice.
"Hvad er din plan for i dag?"

Hun smilede blot , da han tilstødte i køkkenet og begyndte at gufle i sig.
Det overraskede hende at hun godt kunne lide at serverer mad for ham, rollerne var næsten altid omvendt, så ...ja...måske var det derfor.Skulle hun stryge skjorter og lave mad 3 gange dagligt, ville hun blive idiot.
Hun satte sig ned ved spisebordet og drak lidt juice.
""Jeg ved det faktisk ikke helt....måske skulle vi bare for sjov gå på hus jagt? Ikke for st købe noget, jeg ved godt vi ikke har råd, men....bare for sjovt, så kan vi se hvilken stil vi kan lide!"

Det var ligefør juicen kom hele vejen tilbage igen. "Husjagt?!" Udbrød Stephen og kæmpede for at få bugt med en voldsom gammelmandshosten der var sprunget på nakken af ham. "Bare indrøm du, du vil gerne have et hus." Fik han kvækket frem, før han skyllede munden, drak noget vand og fik så nogenlunde styr på det hele igen. Han gled ind på stolen ved siden af hende og sendte hende et kort smil, før han pillede lidt ved sit glas. "Hvis du gerne vil, så kan vi få råd. Du er model, jeg kan bare tage nogle flere jobs." Forslog han og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg kan vokse mig noget skæg, så må jeg se tilpas gammel ud."
Millicent var vellønnet og han kunne selv få en god indkomst på rekord tid, fordi Stephen havde formået at komme ind i de rigtige selskaber, det handlede bare om at udnytte det korrekt og på en måde det ikke skadede hans musikglæde før udløbsdatoen.

Haha...der tog hun fusen på ham.
Stakkels fyr.
" hmm...måske? Men for nu vil jeg være tilfreds med at kigge." Holdte hun fast, men hendes grin var stort.
" der er åbenthus de fleste steder i dag, det så jeg på nettet....og jeg har printet en liste ud over de huse der måske kunne have interesse.....altså bare interesse at se" prøvede hun igen.
" måske kan vi godt få råd,nu må vi se" det var nok sandt, hun kunne skrabe mere sammen, for der var masser af opgaver hun takkede nej til, faktisk største delen, men flere af de store opgaver var hendes nu, og selv som gravid var der masser af arbejde.Både vente tøj, men også sådan noget som potrætter, hår og hænder kunne hun lave.
" Så...er du frisk?"

Stephen nikkede. "Ja, men er du klar?" Han kastede et blik ned af hende, før han stak i et grin og smuttede ud for at tage overtøj på, hvis hun var klar. At kigge på huse var i følge ham stadig en stor mundfuld, men hun virkede ikke lige til at ville flytte hvilke beroligede ham. Han skulle ikke pludselig til at flytte og forholde sig til hus og hjem. Hvis Millicent ville flytte ind hos ham, var døren åben, selvom der nok lige skulle flyttes op og ned på lidt.
Da Millicent var klar, forlangte han at få den første adresse så han kunne finde ud af hvordan de skulle komme frem. Han gik ud fra at bilen var bedst, men der var aldrig til at vide.

" Bare giv mig to minutter" hun sprang nærmest op og børstede tænderne imens hun kom i et par helt stramme bukser, redte sit hår imens hun trak de høje støvler på plads og tjekkede sin taske for al nødvendigt imens hendes overtøj blev trukket på.
Halv forpustet hastede hun efter Stephen og stak ham den udprintet liste.
" Det første hus ....skulle være et rødt et med fire værelser...altsår tre og en stue.Bad og bryggers men jeg er ikke sikker på om der er have til, det står der intet om?" Hun tog sin plads i bilen og klikkede selen fast.Fedt..,det var fedt at han var med på ideen.Deeet var jo første skridt, ikke?
" Hvad ser du efter....hvad er et godt lille hus for dig?"

Bilen kom i gang og af sted. "Jeg vil vildt gerne have en flygel ellers er jeg ligeglad." Man kunne sige det var Stephens drøm. Mange andre mænd ønskede sig en bil, andre en familie eller en stor fladskærm. Stephen ville have et flygel og han skulle nok få et. Koste hvad det koste vil, men det kunne ikke komme ind i hans nuværende lejlighed så han ville vældig gerne have en stor stor stue og gerne med plads til hylder med papir.
Da de kom frem til det hus det skulle være, stoppede bilen men kørte stadig i tomgang. "Er det der der?" Han pegede ind på bygningen med et skeptisk blik. Han vidste ikke helt om han kunne lide det eller ej.

" Et flygel? Men du har jo et klaver....er der forskel?" Spurgte hun interesseret og funderede samtidig om de ikke var mere over i en samtale omkring indretning her, end selve huset.
Det var ikke lige afstande på dørkarme der optog hendes tanker.
Hun så på huset, og rynkede lidt på næsen." Det lød bedre i beskrivelsen, men...måske når vi ser det inden i!" Hun lænede sig lige lidt frem og tjekkede adressen once more, bare for at være sikker og ikke ende med at vade ind og glo i nogle uvidende menneskers hjem.
Der skulle være en ejendomsmægler men huset ellers tomt for den familie der bor der.Sådan var disse åbent hus planlagt.
"Kom...vi går ind og ser os lidt om" hun hik mod huset.Det var rigtigt t der ingen lille have var, hun ville ellers gerne have et indlukket sted at stille barnevognene og senere løbe og spille fodbold med virus , eller holde skovtur.

Stephen fulgte efter, klar til at give Millicent den helt store lektion i forskellen, men først huset. Efter at have set stuen ikke var stor nok, afskrev han fuldstændig huset og selvom alt andet kunne være godt, så ville han stadig augmenterer heftigt imod det. Der var ikke plads til et flygel og så kunne det være der var så meget andet, men det var der ikke. Når der ikke kunne være sådan en, så kunne der helt sikkert heller ikke være en barnevogn. Det var helt udelukket og hvis han nu fik den idé at ville have en harpe eller en kontrabas. Nej, det gik bestemt ikke. Hun måtte finde et andet hus.
Tilbage i bilen lukkede Stephen så det ud, han havde holdt pænt inde i mens de havde kigget på huset. Timen omkring forskellen ville vare i mange minutter, mens han ivrigt forklarede hvordan lyden var meget anderledes og hvilke muligheder der var i sådan et flygel. Det ville også være smukt at have i hjemmet og hvem kunne ikke lide at vokse op med sådan et? virus ville blive vældig musikalsk. Munden gik på ham, som et andet vandfald, til Millicent enten lukkede den på en effektiv måde eller til de igen stod overfor en nyt hus.

Hun besigtigede huset meget næjsomt, islle kroge og hjørner og forsøgte danne sig en mening.
Hun havde på fornemmeren at Stephen slet ikke brød sig om det, han havde ikke kommet med en eneste bemærkning, siden de havde været i stuen.Selv var hun ret neutral.
Udover haven manglede, var det vel et okay hus.Badekar var der heller ikke, men det ar ikke et krav på hendes liste,det var....et luksus.
Ude i bilen blev hun lige belært om diveres forskelle på instrumenterne og hvs hun var i tvivl, så tangerede det næsten op af omsorgssvigt og børnemishandling, hvis ikke de fik plads til et sådan.
Hun kunne ikke lade være med at more sig over ham.Millicent lænede sig til siden og fik med lidt besvær kysset hans kind." okay...okay....stuen skal være større end her" lo hun og afgav den næste adresse.
" Jeg vil gerne kunne restaurerer møbler.." Slyngede hun ud, og overvejede om det ville være nok med ET hus, til deres projekter....hun nægtede at se i øjnene at med en lille virus på armen, ville det første år nok ikke ligefrem indbyde til hobby aktivitet for hende.
Babyen og Stephen ville garanteret sjæle al hendes tid, den hun ikke brugte på at hå ud som et lys og indhente kræfter til næste omgang.
Det næste hus var gult, med en lille have fortil.....og bagtil.

Stort hus, ja, det skulle det være. Det tegnede sig til at blive et stort projekt, det at finde et hus. Da Stephen så farven på huset gassede han op og krævede den næste adresse. Han ville ikke bo i et gult hus. Bare farven gav ham gåsehus. Han kunne lide de fleste farver, men netop den ene farve havde altid været en tårn i øjet på ham og han ville aldrig få den ud, hvis han hver gang han kom hjem, skulle se på den frygtelige farve.
"Jeg håber ikke der er andre huse der er gule, for sådan et vil jeg ikke bo i." Slog han verbalt fast og skiftede gear. Han skulle slæbes der ind, bindes om muligt. Han nægtede det pure.

" men...men..." Hun drejede hovedet for bare at se huset han kørte forbi, forsvinde ud af bagrudens syn.
Millicent var på det nærmeste rystet.." Skippede du lige det hus der, fordi det var...gult?"
lød det misbilligende fra hende.Dét havde hun godt nok ikke set komme.
" Jamen så må vi da håbe det næste er brunt!" Sagde hun og rullede tydeligvis med øjnene , over hans lille særhed."Du synes ikke det er lidt voldsomt at droppe et helt hus, på grund af farverne uden på." Hun morede sig på en måde, tænk hvad hun ikke fandt ud af på denne lille køre tur.
Men smilet størknede, efterhånden som et...to...tre....huse blev passeret der alle var gule.
Millicent var holdt op med at tale , og lyden af hendes fingre der nu trommede utålmodigt mod bilrunden, bar vidne om hendes utilfredshed.
Endelig kom et hus og det var rødt.Et lille hvidt stakit indrammede det og der så ud til at være en hyggelig anlagt have rundt om hele det lille hus.
" Hvis du har et problem med stakittet, så skriger jeg" hun sendte Stephen et dræbende blik, og hvis vognen ellers blev parkeret her, ville hun stå ud for at inspicerer huset nærmere.

Ved hvert gult hus kørte Stephen videre som om der ikke var sket noget. Han nægtede at bo i den rædsomme farve, også selvom Millicent blev irriteret. Alle havde sine særheder og det var ens af hans.Ved det røde hus parkerede de ved og Stephen kunne ikke lade være med at grine en smugle over hendes ord. "Jeg har ikke noget imod stakitter." Han steg ud af bilen og fulgte med hende hen til huset der så helt nydeligt ud. Så næsten kvalmende sødt og familie agtigt ud, men Millicent ville sikkert elske det. Hvis hun kunne lide det, så skulle han nok komme over det.
"Hvad vil du gøre, hvis du pludselig forelsker dig i dette hus, hvad vil du så gøre, købe det?" Han kiggede spørgende på hende, mens han stak hænderne i lommen og kiggede rundt i huset som endnu ikke rigtig sagde ham noget.

" Heldigt....for jeg skal ikke bo i et telt.." Mumlede hun tilbage og trådte ind i det nye hus.
Millicent kiggede sig lidt omkring.En rummelig entre i kvardratisk form og ikke smal og aflang, ledte ind til forskellige rum.
" Tsk,....tror du jeg er så let til salg....det jo bare et hus " mente hun, og åbnede den første dør.
De kunne træde ind i et stor stue. Der var kamin og store panorama vinduer ud til en fin lille have.
Fra Stuen var der nærmest en åben udgang hvor dan lave skillevæg var brugt som en slag pc station eller bar, med høje stole ved.
Selve køkkenet mindede lidt om Stephens nuværende og der var skam også et lille spisebord.
" ikke så ringe" lød det fra Millicent,der begyndte at virke en smule spændt.
Hun gik ud af stuen, ind i gange og kiggede på det næste værelse....et det kunne være deres soveværelse, og der var et mindre værelse i forlængelse....der var dog en dør.....babyværelse, sålænge den var lille altså.
Udover dette var der to andre værelser.....hvor der kunne arbejdes, laves kæmpe spisestue, eller faktisk lige hvad man lystede.Et af dem kunne være børneværelse, når virus en dag var stor nok til at...genkende....lyde.
Hendes øjne skinnede, imens hun prøvede at kvæle hendes begejstrede stemme....
" hmmm. Ikke dårligt...,vi mangler badeværelset.....hvad synes du?"

Som om han var bange for at forsinde, fulgte Stephen tæt efter Millicent igennem huset og måtte indrømme at stedet så ganske fint ud. Han kastede med jævne mellemrum et blik på Millicent og selvom han ikke sagde noget kunne han se en smugle begejstring. Den var ikke vild og voldsom, men den var der og ikke til at tage fejl af. Et lille smil sneg sig op på hans læber, da de manglede badeværelset. "Nej, du er ikke så let at sælge." Han gav hende et kort smil og stak hoved ind på badeværelset der var større end hvad nogle af dem havde i deres lejlighed. Der var så meget plads at der også var til et karbad og bruser, hvilke fornøjelighed.
"Jeg tjekker lige garagen." Et flygel kunne presses ind i boligen, så manglede der bare den anden lille 'bebse': Bilen.