Hjerternes Fest ~ Millicent

Det hele handlede om vibes og sjæl.....så at en garage også skulle tjekkes kom bag på hende.
Man var vel ikke kvinde for ingenting.
" Hmmm...nej ,det er jeg ikke " bjæffede hun efter hans ryg, og grinede.
Hun havde ellers prøvet at skjule det, men helt ærlig....det var jo et fedt hus..,hyggeligt med pejs og en lille have....rum nok og en rummelig stue.Køkkenet var fint og ja....det var jo heller ikke et gult hus, så der var da en chance for at han kom hjem om aftenen....så nu...manglede de altsår bare garagen!
Millicent undersøgte badeærelse og rundt om i huset for ting som fugt....ja og....muselort.
For var der noget hun ikke gad, noget der kunne få hende til at gå forbi sin egen hoved dør, så var det hvis der var mus ! Så imens hun nærmest lå med rumpetten i vejret, og tog bestik af hjørner og vægge og søgte efter tegn på termitter og mus og andet underligt hun intet anede om, råbte hun ud til Stephen." GARAGEN....ER DER MUS?"

Millicent fik en latter tilbage. Det første hun tænkte på, hvilke Stephen fandt utrolig morsomt. "Nej, ingen mus!" Reklamerede han tilbage og fortsatte sin egen jagt. Der skulle være plads til at der kunne opbevares diverse ting som huset ikke kunne holde, dertil også lys så man ikke ragede rundt i mørke og så skulle bilen også lige kunne holde der, men det hele virkede til at klappe perfekt. Så veltilfreds kom han tilbage og afventede Millicents musedom. Var der eller var der ikke?
Sælgeren havde fanget deres interesse for huset og stod næsten på nåle for at høre hvad de mente og muligvis komme med noget der kunne sende dem af sted som købere af et dejligt nyt hus, i fin stand men også med en knækkelig pris. Placeringen lå også ganske godt. Ikke langt fra byen, men stadig så langt væk at man ikke blev generede af uroligheder og hvad der ellers jævnligt kom.

Hun kom op på fødderne igen.
" Var den eller okay ...garagen?" Spurgte hun og børstede sine knæ af.
Den ældre ejendomsmægler så tilfreds ud, de havde ikke rigtigt haft noget at indvende, så måske kunne han trække handlen i hus?
Millicent gik over til Stephen...selv om hun forsøgte at være cool, kunne den barnlige glæde over huset ikke helt tøjles." Ingen mus herinde heller.....det er da ikke så tosset, vel " hun pressede sig ind mod hans bryst og strakte munden frem til et kys.
" Skal vi bede om at få papirene med hjem....så kan vi lige tygge lidt på det...ikke gøre noget overilet" * som at sige nej*
Hun så bedene op på ham.Millicent kunne sagtens se dem for sig her...en lille familie.
" Er her en god skole nær ved?" Var lige det sidste sidste.

Stephen havde det som om han var en far, der skulle udsættes for den værst tænkelige tortur. En unge der skulle til at tigge. Han stod og smågrinte, da hun kom trippende hen til ham. "Nej, det gør det ikke." Det blev kun et lille kys, hurtig og kort. Han havde ingen ønsker om at snave hende i gulvet foran andre. "Det kan du da godt, det skal du ikke spørge mig om, du kan bare købe huset, så flytter jeg bare ind." Forslog han med et grin og vendte sig mod sælgeren.
"Pigebarnet vil gerne hjemmefra, så vi vender det lige der hjemme med hendes bedre halvdel." Stephen overtog papirende, det mente han var mest forsvarligt og trak hende derefter ud af huset så hun ikke skulle få for mange gode idéer.
"Du bliver slet ikke solgt hurtigt." Gentog han grinende ude i bilen som kort efter begyndte at brumme. "Skal vi kigge videre eller er du solgt?"

Millicent fik sit kys og mente at de var på rette kurs.Men hun tabte alligevel kæben, da Stephen gik i dialog med sælgeren. orv hvad var han altså streng!
Hun var ikke noget barn...og han var ikke hendes far, og hvem sagde han vidste mere om den her slags end hun? Ja...okay...det skulle der så ikke så meget til, Millicent anede ikke en dyt om noget, men hun vidste da at købe et hus....og et på den her størrelse kunne hun no way gøre alene.Så hun havde rullet med øjnene af Stephen, da han drillede hende med hun bare kunne købe.
Hun sagde farvel til Ejndomsmægleren ,og lovede at de nok skulle ringe retur, hvis der dukkede spørgsmål eller noget op, hvorpå Stephen halede afsted med hende.
" Jeg bliver ikke let solg! Og øh....jeg ved ikke med flere hus for i dag.Jeg er ved at være...mæt"
Hun ville langt hellere hjem og arbejde lidt på Stephen.En helt anden tanke kom.." sig mig lige...hvad gør du til påske, hvor der er gule lys,gule æg og gule kyllinger all over? "

"Vi har været ved to huse." Stephen havde svært ved at se hvordan man kunne blive mæt af det, men han ville ikke komme med indvendelser. Han brændte ikke ligefrem for at kigge på flere og nu virkede Millicent til både at have hus, partner og barn på plads, så kunne han måske få lidt ro og fred. Når alt kom til alt, generede det ham ikke at hun var så vild efter at lave en kernefamilie hvor Virus aldrig mødte ordet kriminalitet, men det fyldte meget. Alt for meget i følge Stephen der slet ikke gad at forholde sig til det, men hvis han kunne få et flygel, så skulle det nok komme til at gå en smugle hurtigere.
"Jeg tager solbriller på med blåt eller grønt glas." Forklarede han og trak på skuldrene som om at det var da en klar sag. Bolig papir og børne katalog, så burde Millicent være udstyret til en hel ferie og måske endda mere. Han kunne godt tænke sig at se om det var tilfælde, men han ville også have glæde af hende!
Alligevel var det første Stephen gjorde, da han kom hjem, var at afstille Millicent med sine bolig papir så han selv kunne gå på rov i køkkenet.

Mæt og mæt.Nu var det jo så også hende med en lille Virus i maven.En lille Virus der sugede al energi og snuppede alle vitaminer og mineraler fra hende.Hun havde da engang læst, huskede hun pludselig, at der fandtes specille vitaminpiller man skulle tage som gravid? Dem tog hun jo ingen af, måske var det derfor hun blev så hurtig træt?
" Solbriller? ....yndigt" kommenterede hun og tænkte at hun skulle finde en eller anden grim enorm vase og stille i hans stue...bare for at drille ham.
Da de kom hjem, slog hun røv i sofaen og udstyret med boligpapirene fra Stephen, og hans pc gik hun i sving med at researche lidt.
Hun blev en smule opslugt af det, men uanset hvor meget hun regnede på det, var og blev huset for dyrt! Desværre.
" Stephen.....hmm....det bliver vist ikke i denne omgang, ikke dette hus anyway.Det er for dyrt!" Meddelte hun.Millicent gad ikke sidde så stramt idet, at de ikke kunne tage en lille ferie i ny og næ...eller de skulle vende hver en øre.Så hellere mindre plads.Desuden var lejligheden så hyggelig.

Med munden fuld af mad, kom Stephen og kiggede med. Hans øjne kiggede kort på skærmen, derefter papirende og til sidst, da han blev træt af det, gik han over til noderne som han sad og tilføjede lidt til. Han kom pludselig i tanke om den gave Millicent havde givet ham, ikke parfumen eller smykket, men nodepapir med den ufærdige melodi. Han skulle lige til at springe af sted, for at hente det, da han blev halet tilbage.
"Hvad ligger prisklassen da i?" Stephen vendte tilbage og hang ind over sofaen, så han kunne se med på skærmen, hvor han løb rundt som en forvirret gris, for at finde rundt i de tal og informationer der stod på skærmen. Der var masser forskellige beløb til de forskellige huse.

Millicent drejede sig lidt omkring, så en arm kunne listes op omkring Stephens nakke " Uh....way too much, love" - hun nussede kort hans nakke og slap ham igen, for istedet at udpege det fulde beløb , på skærmen.
" Det er simpelthen bare for dyrt.Vi skal jo ikke ruineres for at få et hus, så hellere vente lidt" .
Jo...hun prøvede skam at være fornuftig, og lejligheden kunne snildt gå de næste par år.
Men derfor var drømme jo tilladt, de var enda sunde og nødvendige.
" Der er ingen grund til at haste ud i noget.....selv om et flygel ville passe perfekt ind" drillede hun og vendte sig helt om, og satte sig på knæ så hun kom i samme højde som ham ,der stod lænet ind over sofaen.Millicents øjne lagde sig på Stephens mund.
En pegefinger blev sendt ud, flugtende hans overlæbe og dens buer....bagefter forsatte turen på underlæber, inde hun lænede sig frem og meget lavt sagde" jeg elsker dig....vi kan sagtens vente med et hus" - og pressede sine læber ind mod hans.

Selvom der kom en lang optakt til kysset, kom det overraskende alligevel bag på Stephen, der hurtigt trak sig tilbage. "Jeg elsker også dig og jeg er glad for at huset kan vente, men jeg er sikker på at du ikke gider kysserundt i mine madraster." Han flyttede derfor sit kys hen til hendes kind og begyndte at spise færdigt, efter at hoppet op i sofaen. Der sad han en stund optaget af maden, til den var forsvundet og han kunne omhyggeligt sutte fingrende af.
"Men, hvilke lejlighed ender vi så ud med? Vi kan også købe en anden lejlighed hvis det måske var bedre." Forslog han og slog mave, i en meget magelig stilling, der fyldte næsten hele sofaen.

Hun sukkede opgivende af ham, nu var det jo ikke fordi trevler af mad hang ud af mandens mund, vel.
Nå...men tilbage til ' arbejdet' .
" Nej....jeg synes ikke vi skal købe en ny lejlighed.Det er ikke al umagen og besværet værd for nogle år.Sååå kunne vi lige så godt indrette os her, synes jeg" hun smilede...og tilføjede..." Men jeg skal naturligvis have mit navn på kontrakten...på lejligheden her, inden eg siger min egen op"
Ja...en pige måtte vel tænke praktisk og ikke bare lade hendes romantiske sind spænde ben på livets landevej for hende.
" Men det skulle vel ikke være et problem?"

Så var det afgjort. Stephen sad og smågrinede. "Jeg tror faktisk kun der kan stå et navn på sådan en ting, men hvorfor skulle jeg forlade dig uden tag over hoved?" Han lænede sig ind over hende og strøg hende over kinden. "Hvem siger at vi ikke er ligesom unge i attenhundrede tallet? Bliver sammen for evigt?" Romantiker, ja, en smugle, men han mente ikke det var voldsomt. "Mine forældre har været sammen lige siden jeg blev født, hvilke vil sige tredve år." Det mente han alligevel var en god stund at holde sammen, når man befandt sig i det enogtyvende århundrede hvor folk næsten blev skilt fra dag til dag.
"Men du kan jo bare spare sammen hvis du nu forventer jeg smutter." Det lykkes Stephen at klistre et smil på læberne, til hans egen overraskelse. Han kunne ikke helt se hvad der var at smile over. Han fandt det mere foruroligende at hun havde sådan en indstilling til tingende. De kunne også tage hendes lejlighed, hvis det var de problemer der spøgede.

Hun sad og så lidt på ham.
Var han en smule gammeldags? Hvis man først var giftt , såååå blev man sammen , uanset hvad? Okay- hans forældre virkede faktisk stadig meget forelskede, men det var jo ingen garanti for Millicent og Stephen, et godt ægteskab var ikke arveligt- desværre.
" Der kan godt stå to....er det et problem?" Mumlede hun og så op på ham, da han strøg hendes kind.Det føltes rart, men ikke nok til at tage tankerne fra det mere praktiske.
" Det skal være vores sted, og ikke mig der bor hos dig" forsøgte hun , hvis en mere følesesmæssig approach var nemmere for ham?
" Det er jo ikke en stor ting....bare...så er der rene linier , du ved"

Stephen ville absolut ikke mene han var gammeldags, han ville svare at førhen formåede folk at være lykkelig gift et helt liv, så hvorfor kunne man ikke fortsætte med det, bare fordi man var inde i et nyt årtusinde. "Nej nej." Det var ikke et problem, det gav blot anlæg for en del tanker som på sin vis bekymrede og på den anden side beroligede. "Du kan da betale regningen." Forslog han og forsøgte at gøre sin egen kunst efter med smilet, men med knap så meget held. Inden Millicent måske skulle til at stille for mange spørgsmål omkring det, forlod han sofaen for at rydde op efter sin madlavning.
Efter at have børstet en hver lille krumme ned fra bordet, overvejede han at finde noderne frem, men droppede hurtigt idéen. Klaveret var mere sikkert, så der slog Stephen sig ned og genoptog morgensangen som stadig syntes at skurer imod hans øregang.

Hun så graskende på ham.Var han mon helt ærlig her? Men da hun ikke havde nogle beviser for han ikke mente helt, hvad han sagde , svarede Millicent kort " Fint...det ville også være en smule betænkeligt, hvis du havde et problem med det"
Hvis det stod til hende, var de sammen til døden og al det der....men stod det til hende havde hun også styret Le Diamante sammen med William, men han havde vendt sig mod hende, af grunde hun aldrig helt selv forstod....og han ville ikke lade hende køre den alene, så heller sælge den til en fremmed.Hun havde aldrig talt med ham siden og aldrig fortalt ham, hvor meget han sårede hende.Fuck William.
Hun så over på Stephen...rejste sig fra sofaen og joinede ham ved klaveret, men først efter at have været virkelig irriterende og plimret løs på nogle vilkårlige tangenter, inden hun møvede...klemte sig ind og satte sig overskrævs på hans skød.
" Nååå så det er mine penge du er ude efter...lille golddigger" drillede hun.
" Er der ikke straffe for sådan noget? At forsøge lokke uskyldige piger ind i ægteskab, for at få dem til at betale alle regningerne?"

Stephen trak fingerende til sig som havde han brændt dem, da Millicent begyndte at høvle løs. Først forstod han ikke hvad hun snakkede om. Goddigger?! Det måtte være et nyt fancy ord der blev brugte i teenager kræsene, men da han lige havde vendt det et par gange gik det op for ham hvad det var det handlede om. "Hvis der er det, så er der klart også straffe for at traumatiser mine ører." Mente han helt bestemt og kiggede afventede på Millicent. Det var godt hun ikke sad sammen med præsidenten i det hvide hus, senatet eller kongrassen, de ville jo ikke kunne gå udenfor en dør uden at få den ene eller anden dom hængende over hoved.
"Men hvad skulle den straf så være, så vil vi i senatet lige tænke lidt over det." Lød det med en myndig stemme og armene korslagt over brystet.

" Dine øre må lade være med at være sarte.Jeg er ret sikker på der også er en straf mod det...så alt i alt, står du til en værre dom end jeg" sagde hun og øjnene fulgte hans korslagte arme over brystet.Oh no...den skulle han ikke lave med hende.Med et stort smil lagde hun hænderne omkring hans håndled og forsøgte at vriste Stephens arme fra hinanden.
Om det lykkedes var nok, helt ærligt, alt efter om han føjede hende eller gav modspil, for ønskede han det ikke, ville hun ikke kunne tvinge dem .
Hvis det lykkedes ville hun strække hans arme ud til siden først, og så samle dem bag hans ryg- hvor hun ville holde dem fast, imens hun kyssede hans kind og sagde.." Hmmm hvad med vi ændre. 2013 til 2013 + 30 dage? Hvad ville du sige til det?

Og hvis det ikke lykkedes at vriste dem fri hans arme, ville Millicent i stedet forsøge bløde ham op med at lade næsetippen køre let op af hans hals, kysse ham under øret og sutte en enkelt gang , meget let på øreflippen og hviske..." Beklager skat , 2013 er udskudt til 2013 and then some.....og du kan intet gøre ved det"

Det kunne Stephen næsten have set komme. Selvfølgelig var der også en dom for det. først efter lidt modstand, lod han Millicent fjerne hendes hænder. Han skulle nødig give hende dårlig selvtillid. Hvad hun ville med dem, var op til hende selv, han skulle nok få dem for så god var hans selvtillid. "Tredve dage?!" Han gjorde store øjne før han så begyndte at grine. "Kan du overhoved selv overholde det?"
Stephen havde ellers lige håbet at det første de skulle lave i det nye år, var i sengen, men den plan kunne han tydeligvis godt udskyde, hvis Millicents dom trådte i kraft. Det håbede han ikke, det ville blive en meget lang måned, især hvis de skulle gå og gnuppe sig op af hinanden i alt den tid.

Ved lyden af hans grin, strammede Millicent grebet af hans håndled og rykkede lidt op i dem, så hun håbede det lige smertede en smule.
Øj, hvor typisk....først skulle han liiige lave lidt modstand, fysisk...og nu drillede han hende igen.
" Ja! Jeg kunne øge den indsats any day, uden problemer....." Lød det meget kækt og med tildens til en svær overvurdering af sig selv og sin egen disiplin.
" Men spørgsmålet er om det overhoved vil være i din interesse at udfordrer mig på netop det punkt? Men....hvad ved jeg" drillede hun og pressede sin overkrop ind mod hans,for lugesom at forsøge understrege sin pointe, om end på en lidt kikset måde.

Millicent måtte gøre mere hvis hun ville have det til at gøre ondt på Stephen. Måske var hans smertetærskel ikke voldsom høj, men lidt hiven i armene kunne han overleve - forhåbentligt. "Nå, så det kan du?" Selvom hun var vældig kæk og selvtilfreds, så tvivlede han på om hun kunne fortsætte i længden. "Det vil jeg mere end gerne, men nu holder vi først den første aftale, så kan jeg forsøge at bryde de andre efter nytår, med mindre du vil have mig til at forsøge lige nu og her?" Han håbede han kunne overraske hende ved at sige lige nu og her, men måske ville det ikke virke, men ... chancerne var gode, hvis han selv skulle sætte ord på det.

Et større ryk i armene, og en fastlåst position der burde afføde lidt smerte til ' det stakkels offer'.
Gud den mand var stædig, på sin helt egen stille facon.
" ja....det kan jeg faktisk godt.Jeg er kendt for at modstå lækre mænds charme og indsmigrende adærd, så jeg tror faktisk godt jeg kan håndterer dig også" - ja ja....udfordringen lå da tykt i luften efterhånden.
Millicent lo...og lod sin tunge duppe et par gange på hans hals....efterfulgt af et flygtigt kys, inden hun langsomt løsnede op for sit ' politi greb'.
" Ved du hvad ...intet du kunne gøre hverken nu....senere i dag eller i morgen kunne ændrer på noget" hun rejste sig og lød næsten overbærende.
Selvfølgelig ville det nærmest blive en uoverskuelig kamp, hvis han virkelig prøvede at vise at han kunne ændre på hendes ide, men hun var nu fast besluttet på at vinde den her omgang.

At forføre med vilje, var absolut ikke Stephens stærke side, men det håbede han det blev for nu skulle han altså prøve. Millicents benægtelse gav ham blod på tanden. Han måtte finde en god måde at gøre det på, for han ville have hende til at indse at hun ikke kunne undvære ham seksuelt. Det var pludseligt meget vigtigt. "Lad os nu se, jeg er villig til at tage kampen op og i krig og kærlighed gælder alle kneb jo." Han sendte hende et stort smil.
Da hænderne var fri, puffede han Millicent ned. Det var ikke videre behageligt at sidde på den måde, på en klaverstol. De havde ingen ryglæn og han havde derfor intet at støtte sig op af. "Så nu hedder det først i anden måned i 2013?" Han ville lige have det klart for så skulle han til tegnebordet, med mindre han ville improviser næste gang de lå og sov sammen. Det ville forhåbentligt ske før tiden var løbet ud.

Hun vidste allerede godt at kampen ville blive ulige.Alene hans smil kunne afvæbne hende, helt.
Han lignede en meget ung og ubekymret knægt, når han smilede på den måde.
- og hvem kunne dog stå for det? Ja....det skulle hun så, og det hjalp da Stephen puffede hende ned.
Hun nåede lige at få balancen , så hun bare stod op....hun havde været ved at næsten vælte ned af ham, hvilke nok ville give et par knubs.
" Du prøver bare.....men der er en regel! Ingen surmuleri....når det ikke lykkes" lød det udfordrende fra Millicent.
" Men du kunne jo også bare vælge at leve med det.Sålænge reglen gælder alle....og ikke kun dig jeg ikke har sex med" drillede hun i storstil og håbede at han slet ikke ville kunne lide insinueringen om hende g en masse andre sammen.
" Men ja....anden måned i 2013..." Hun lagde en hånd på Stephens kind og klappede på den bløde hud." Men bare rolig.....du ved jo hvordan tiden flyver afsted"
Hun trak sin hånd og sig selv tilbage , og grinede..." nå....jeg gror jeg vil tjekke lidt mail" lød emne skiftet og hun spejdede mod sofabordet."Mon ikke der stadig er te på kanden?" Mumlede hun- nok mest til sig selv...medmindre Stephen også ville have en kop.

Stephen lod det ene komme ind af det ene ører og ud af det andet igen. Han lod sig ikke påvirke af hvad hun sagde, han ville vise hende at han godt kunne når han absolut ville. "Du laver bare noget te og husk lige en kop ekstra til mig." Et smil hvilede på hans læber, mens han lod sig falde ned i sofaen. "Tiden flyver ikke hurtig nok." Mumlede han og sad og gloede udi luften, til Millicent vendte tilbage.
"Hvorfor er du egentligt så sikker på at du vinder? Jeg kan være meget stædig når det handler om at få folk til at beundre mig, især når de også skal ende med at være med mig i sengen." Forsøgte han at lyde overbevisende, selvom han tidligere havde sagt at han ikke havde været sammen med andre før Millicent.

" and so the girl went to the kitchen" hun marcherede derud og fik en ny lavet kande på banen efterfulgt af nogle kiks.
Da hun kom ind, satte hun sig i sofaen og skænkede op til dem begge.
Da hun skubbede hans krus over til ham, så hun kort op på ham.Hvorfor hun var så sikker?
" Oh.....så du er meget stædig på det område, når du skal have folk med i seng?" Hendes pegefinger fløj ud, og hun pege i strakt arm i en glidende bevægelse...som fulgte hun noget der pilede afsted hen over gulvet." dér..."hylede hun op...." DER Stephen......fang den!" Hun sendte ham et triumferende grin..." din fantasi stikker af...efter den!" Grinede hun og hyggede sig storartet.
Hun purrede op i hans mørke hår og naturligvis huskede hun del del, det var da såre klart..." Jomfru inden Frk.Walker gjorde entre, remember?"