Hjerternes Fest ~ Millicent

Hun var hurtig til at bakse poserne ind på bagsædet, da Stephen ankom.
" arh.hold op.så slemt er det da ikke- og der var enda tilbud...på noget af det, så vi har slet ikke råd til at sige nej" jabbede hun derud af og fik sat sig ind ved siden af ham , på passager sædet.
Oppe i lejligheden blev poserne hurtigt sorteret, hvad der var til gaver og hvad der var til træet.
" Nu går du ikke i chok over al det julepynt, vel?" Drillede hun .
At Stephen ville blive en vanvittig god far , var hun da på ingen måde itvivl om.
Hun skulle nemmelig nok sætte ham ind i alle de små rutnier, både med mad og bad og putning.
Hun havde tænkt sig at den lille skulle på sutteflaske , med det samme...så kunne Stephen også være med.

Stephen skævede til poserne, uden helt at vide hvad han skulle svare til Millicents spørgsmål. Til sidst valgte han at trække på skulderen og sende blikke efter sit sikkerhedsrum. Soveværelset. "Skal vi ikke sige det var nok for i dag, ikke mere julestads." Forsøgte han sig med, før han forsøgte at indfritte sig på Millicent, ved at trække hende ind i favnen og kysse hende. Længe og dybt. Hvis hun ville have mere, så fik hun endnu en omgang, også selvom det skulle være fem. Så kunne det være at hun ikke havde behov for mere juletoppyntning for den dag. Han syntes hun havde formået at lave alt for meget på for kort tid.
"Måske noget mad?" Forslog han efter at have kysset færdig, men før hun kunne nå at begynde på jul igen. "Du har ikke rigtig spist noget, og med alt det køben, så må du være sulten." Slog han fast og gik ud i køkkenet for at finde noget mad hende. Der i blandt en gulerod, et glas mælk og et stykke hvidt brød med ost. Selv tog han langt mere og satte det på spisebordet sammen med et glas vand til sig selv.

Hun slap omgående alle tanker om jul og nisser, da hun fik lov at dvæle og hænge ved hans læber.på ryggen af Stephen ville hendes hænder kæle og hjælpe til med at holde sig tæt på ham, og det var kune allernødigist og med et lille utilfredsgrynt, at hun slap, da det var forbi.
" Jeg er egenlig ikke så sulten... Men ...okay" indvilligede hun og satte til livs hvad Stephen gav til hende.Mest for babyens skyld.

De næste par dage gik som smurt i Stephens lille lejlighed.
Efterhånden var der handlet ind og da dagen oprindt, stod både and og flæskesteg klar i ovnen, og Millicent havde lavet brunede og hvide kartofler og sovs.Ris ala menden og kirsebærsovsen tod på køl og imens en herlig duft optog hele lejligheden, stod et smukt lille juletræ...pyntet og smukt belyst.
Maden blev anrettet på spisebordet af en smånynnende Millicent.
Hun havde en hvid kjole, med et røst bælte i livet og røde sygninger...de hvide fjerøreringe på og håret opsat i store bløde casual krøller, pinnet fast med hårnåle.
" Steeeepheeeen....er du klar til mad?" Kaldte hun , imen lysende på bordet blev tændt.

Normalt var Stephen en ivrig hjælper, der gerne gav en hånd med i køkkenet og ved alt andet, men juletræet ville han ikke røre ved og maden vidste han ikke hvordan han skulle tilberede, så kun hvis Millicent direkte beordrede ham til at gøre noget, ville han som en sky kat liste ud af sit værelse og hjælpe. Hurtigst muligt og så løbe tilbage til hans soveværelse hvor han så ville gemme sig til maden var på bordet.
Da hun kaldte, kom han ud, efter at have skiftet om til hvid skjorte og et par nye bukser. Det der med at stadse sig voldsomt ud havde han aldrig været fan af, men der var bare nogle dage hvor det skulle gøres. for eksempel jul og især når man var engel ... også selvom man ikke tænkte på det til hverdag.
"Hmmm, jeg syntes der mangler noget." Stephen kiggede vurderende på bordet, mens han satte sig ned og greb kniv og gaffel. "Hvor er vinen?" Han kiggede op på hende, med et stort grin.

Hun kunne ikke helt gøre for det, det VAR hans egen skyld! Hun åd ham op med øjnene , da han kom ud i skjorte og nye og pæne bukser.
" Du ser lækker ud" mumlede hun og begyndte at pille lidt ved tingene på bordet, imens han satte sig." vinen? Årh...ja! To sek" hun for over og fik proppen trukket op, fyldte et glas til Stephen, og et til sig selv.Hun forsøgte at holde sig fra dette...alkohol...men særlige aftener, som i dag...der var det altsår tilladt.
" Nu har den ikke nået at trække, men mon ikke det går alligevel?" Hun løftede sit glas...og sagde glad.." Skål for den bedste juleaften nogensinde....på grund af dig, min dejlige kæreste" og det røde vin løb ind i hendes mund og fyldte den op, da hun var en smule grådig efter den.
" Hun begyndte at øse op...lidt af hvert, med streg under lidt.Og skubbede til fade og skåle, så Stephen kunne nå det hele." jeg øhm...skal på hospitalet mellem jul og nytå, har jeg egenlig sagt det r" sagde hun imens hun skar i sin and, og forsøgte lyde helt ubekymret.

Efter at have skålet og øst mad over på sin tallerken, kiggede han lidt på den og derefter Millicents ansigt. "Får man ikke fødselsdagsgaver på sin fødselsdag?" Spurgte han så og gav hende et betuttet udtryk der nok ikke var holdbart i længden. Han ville egentligt ikke have gaver, men han ville lige finde ud af om hun vidste han havde fødselsdag og så gjorde det ikke noget han fik chancen for at finde ud af hvad hun ville gøre ved det.
Lidt efter, begyndte han at stikke gaflen ned i made, som han først startede ud med meget stille at spise af, stadig med blikket heftigt på kæresten, før han så endte med vældig ivrigt at spise maden. Det var ikke hver dag man ikke fik kullet mad fra Millicents side. Måske skulle de bare holde sig til sådan noget mad når hun stod i køkkenet.

Har man nogensinde set et smil falme så afgjordt som på Millicents læber? Næppe.
"D-din fødselsdag ? ..j-jeg...." Hun forstummede og stirrede på ham.Kniv og gaffel blev lagt på tallerknen." Har du fødselsdag....i dag?" Stønnede hun ud...." M-men det har du da aldrig sagt noget om Stephen? " hendes tanker hvivlede rundt.Godt nok havde hun købt tre julegaver, og den ene måtte så agere fødselsdagsgave, men det havde jo ikke været hensigten.Hun måtte hurtigt finde på et eller andet.Panikken bredte sig som ringe i vandet.Hvordan kunne det her ske...det var ikke spor morsomt.
" lige et øjeblik" lød det fra en fortumlet Millicent og hun rejste sig og forlod bordet.
Hun hentede den bedste af gaverne...eller...det var det hun selv holdte mest af.
En lille æske, indpakket i blå metalliskpapir, med en sort sløjfe på.
Hun vendte tilbage...og satte pakken foran Stephen.
Inden hun satte sig på stolen igen , lænede hun sig ned og slog armene om halsen på Stephen( hun stod lidt bagved) og kyssede hans kind kærligt..." Tillykke med din fødselsdag,skat"

Når han fik pakket ud, ville på midnatsblå velour ligge en halskæde i sort læder.
En med to snore ..lidt perler..ikke meget, da kæden var virkelig maskulin...forenden hang en slags ring som ' afrundning'.

Millicent ville udbryde " den er indgraveret!" Da hun næsten ikke kunne vente til han selv opdagede det.Det var den bedste del af kæden.

Så han efter ville han se skriften deri.


You, me and baby makes three

Hvis det ikke havde været fordi Stephen kunne se Millicent var noget overrasket, ville han ligge flad af grin. Det ville han sikkert også hvis han vidste det, men han forsøgte at begrænse det lidt og koncentrerede sig om at spise. Det var åbenbart meget svært at få maden til at hænge fast på gaflen. "Jeg troede alle vidste sådan noget om deres store idoler." Kunne han ikke undlade og sige og kiggede kort op. Det gav et fin udsyn til Millicents bagdel, da den vrikkede meget hurtigt hen for at hente noget.
Da Millicent vendte tilbage, sad Stephen pænt og ventede. Bestikket var lagt nydeligt fra sig, på kanten af hans tallerken. Gaven fik straks masser af opmærksomhed. Ganske interessant. Stephen kastede et kort blik på kvinden bag sig, som om han var usikker på om han nu også måtte åbne den. Det virkede det til, så meget møjsommeligt fik han først trukket båndet af og derefter smed pakken også papiret.
Stephen gjorde store øjne da han så smykket, som han vendte og drejede i hånden. Hvis ikke Millicent havde bedt ham om at kigge efter, havde han helt overset det, men da han så indgraveringen, sneg der sig et lille smil over hans læber. Han lænede sig tilbage i stolen og trak hende ned over sig som en alt iltmaske, hen over sine egne læber. "Tak for gaven, men må jeg spørge om noget?"

" idol? Mæske inden jeg fik et glimt ind bag facaden" drillede hun.Hun havde ikke anet hvem Stephen var, da hun først mødte ham.Siden hen havde hun haft tonsvis af oplevelser med folk der genkendte ham, og beundrede ham...og hun havde enda selv googlet ham, hvilke havde været en meget surrealistisk oplevelse, at se ham der..' Hendes' Stephen..overalt på nettet.
Hun håbede han kunne lide det...det symboliserede deres lille familie, ubrydelig...som en ring - uden afslutning.
" velbekommen" sagde hun og frydede sig over stadig at have et par gaver, ellers ville det havde været noget møg.
Hun kyssede ham, og kunne med det samme mærke hvordan hele hendes krop reagerede.Ih..det var lidt irriterende, at han kunne pille ved hendes følelser og lyst til ham så let.
Lidt nysgerrig, hvad han ville spørge om...bare han nu ikke skulle grille hende med hun ikke kendte hans fødselsdag...spurgte hun " Hvad vil du vide?"

"Hvordan kan du være så sikker på at der kun er ét barn?" Han lænede sig ind over bordet med et gravalvorligt udtryk. "Der kunne være to, tre, fire eller endda fem!" Han gjorde sine øjne store, før han trak sig tilbage og tog halskæden på, for så at tilføje. "Men lad os nu håbe på en." Han trak kort i smilebåndet og kastede sig så igen med iver over den afkølet mad.
Imens han var optaget af at spise, funderede Stephen over om det var en fødselsdagsgave eller om det var en transformeret julegave. Der var ikke noget der tydede på hverken det ene eller det andet, ud over at det var til ham. Med mindre Millicent var i gang med to børn på samme tid. Det tvivlede han voldsomt på. Han ville også blive imponeret hvis det var tilfælde, før han ville blive skuffet.
Efter at have spist færdigt, lænede han sig mageligt tilbage, før han lidt efter - når han havde slået mave - tilbød at vaske op.

Millicent gloede på ham.
Hun kunne love ham at der kun var en.
En var rigelig...mere end rigelig, faktisk.
Ikke tale om der kunne være to...og slet ikke flere.
Hun kneb øjnene en smule sammen og læberne ligeså.
" Ja..nu overhørte du at jeg skulle på hospitalet,mellem jul og nytår...men der forventer jeg at få det bekræftet." Lød det lidt tamt.
Hun ville bare ikke se i øjnene at der var andre muligheder end et enkelt barn.En lille engle dreng og ikke mere.
" Du skal ikke sidde der og sige at i har tvilliger i jeres familie?!" Lød det pludseligt....og hendes øjne lå på Stephens smil.Han fandt det...morsomt? Hun fandt det skrækslagende.
Hvis en scanning viste der var mere end en, ville de formentlig aldrig nå at blive født, Millicent ville dø...lige på stedet, af chok og et hysterisk anfald af en slags- og hun tvivlede stærkt på, at selv Stephen kunne snakke hende fra det.
" Okay...så finder jeg lidt guf og tager vores glas med ind" mumlede hun og så kort ned på sin mave.Den var helt flad..stadig....der kunne for pokker da ikke være mere end en? Ugeblads historier væltede ned over hende.Folk der berettede hvordsn de havde været gravide, helt uden at vide det...menses og flade maver...,og så...BAM..en ...to...tre...babyer!

Stephen forstod ikke hvorfor Millicent havde mere så meget imod flere børn. Det ville bestemt blive hårdt, men det ville ikke ændre så meget for ham. Der skulle nok blive nok at lave uanset mængden og de var to at klare dem. Det skulle nok gå. Han rejste sig op og gik ud i køkkenet for at vaske op efter middagen. Da det var sket, lage han nogle pakker under træet. Alle nydeligt indpakket, men ikke af ham selv. Han var ikke selv god til det og var derfor meget glad for at ekspedienterne i butikkerne kunne det og ofte var det meget elegant og fint.
"Der er ingen tvillinger i min familie, men hvorfor vil du ikke have flere børn?" Spurgte han og nippede lidt til sit vinglas, som han under middagen næsten havde glemt. Derfor var der stadig en god sjat tilbage, som kunne sættes til livs.
Efter Millicent havde sat guffet fra sig, blev hun trukket ind til Stephen, der satte hende tilrette på hans skød og trak en kuvert frem som han stak i hånden på hende. "Der er ikke noget direkte beløb." Han havde en mistanke om at hun vidste hvad det var, men ellers måtte hun åbne for at se.

Hun var ung, en el del yngre end ham, og skræmt af tanken om at drukne i et baby hav.
Men fandt måske ikke en , mere moderlig end hun...hvis hun altsår først lod sin kærlighed strømme ud over barnet.Men hun ar bare ikke elt der i processen, endnu.
Men mon ikke det kom?
" hmm...det er da altid noget der ikke er det" små klukkede hun og mærkede det gode humør vende tilbage.
" årh...Stephen..jeg ved da heller ikke om jeg ikke vil have flere børn? Det lyder så ...definitivt! Men jeg fortrækker dem ikke i en bunke ,på en gang" mumlede hun, og satte skålen fra sig.
Næste øjeblik begandt hun sig på skødet af Stephen, en absolut favorit plads.. En af dem.Men nej...hun havde ingen ide om hvad der var i den brune kuvert, overhovedet.
Hun viklede en arm om hans hals, og så på ham med et muntret udtryk, kyssede hans kind, og trak armen til sig igen
" Forenter du jeg skal vide hvad det er? Og hvad mener du med...direkte beløb?" Hun skubbede kuverten åben og stak den en hånd ned, for at kigge hvad der var i...

Det Millicent ville finde gemt i papiret, var et halvtygt katalog fra en af de mange babybutikker der var muligt at finde. Heftet var slået op på side nitten, hvor barnevogne i alverdens farver var stillet op til frit skue med hundrede vis af reklame ord som skulle få køberen ud af sengen og ned i deres butik. "Du ville have en barnevogn." Stephen kiggede med ned på det farverige papir, hvor først det ene tilbud efter det andet dukkede frem. "Barnevognen betaler jeg, men så må du selv ligge ud for rasten." Han havde spurgt i butikken om de ikke kun havde et katalog med barnevogne, men der mente han ikke der var nok, så det blev heftet fyldt med alt hvad man skulle bruge, for at få en god start med et nyt barn i familien. Sådan havde havde kvinden ved kassen udtrykt det med et stort smil på læberne og derefter spurgt om han ventede barn, hvilke han selvfølgelig havde sagt nej til.
På de første sider kunne man se masser af tøj til børne og efter banevogne kunne man finde alt mere praktisk og til sidst legetøj i læssevis.

Millicent trak bladet fri og hendes øjne begyndte at skinne, med en helt særlig glød.
Hæftet blev hurtigt spolet igennem og Millicent slog igen sine arme omkring Stephens hals.
" Du er dejlig....tak" lød det en smule grødet.
" Det er jo de gravides bibel du lige har foræret mig" ...det var på en måde sandt.Kvinder kunne bruge timevis på at sidde og drømme sig væk i et sådan katalog.Med både stort og småt til de mindste.Millicent havde allerede en ønske barnevogn, men hun ville nugerne hjælpe til med betalingen, for den lå ikke i den billige ende af skalaen.Hun så på side nitten...ledte efter den...
" Silver cross...den med glasrosen....den er lidt oldschool og meget romantisk" hendes pege finger gled over og pegede på et billed, imens hun forventningsfuldt så på Stephen..

//

Stephen var glad for at Millicent var det, men stadig lidt foruroliget for hendes helbred. Det kunne ikke være godt for blodtrykket med sådan et blad. Måske skulle han have taget det andet katalog. "Så længe du ikke begynder at kunne det udenad." Han gav et kys på kinden til hende, før han så kiggede på vognen. "Du kunne bare sige du vil have sådan en, det kan man jo købe brugt." Så blev den alligevel ikke så dyr, men han frygtede barnet ville både være gult og blåt, hvis den kom derned en tur. "De andre ser langt mere behagelige ud." ... og langt dyre, så måske var det ganske fint at det mest af alt lignede en transformeret blikspand med hjul.

E lille knus til ham og hun slap grebet om hans hals igen.
Hmm..brugt? Tjo..hvis det var den rigtige barnevogn, så var det okay.sålænge den ikke var slidt at se på." Bare den er fin..så er det okay den er brugt.Mit første barn skal ikke køres rundt i en ridset barnevogn med flade hjul" overdrev hun muntret, og så igen ned i bladet.
Det var rigtigt den så mindre comfortabel id, men hun havde nu aldrig hørt en baby klage!
Og den ville blive polstret med en lækker madres og til at starte med , også en babylift.
" I mørkeblå...ikke sort..men mørkeblå" drømte hun videre.
" Det bliver lidt mærkeligt ,ik? At vi ' snart' tår og skal putte en ille bebs ned i sådan en " hun blarede hurtigt hen til siderne med små vugger og senge.
" Dem her...dem kommer vi helle ikke uden om, vi skal vælge en vugge til den også...en der skal står ved vores seng" - alene at sige det højt, gav hende en helt særlig varm og glad følelse i kroppen og hun havde lyst til at putte sig ind til Stephen.Det var ham....og kun ham...der var skyld i dette.denne lykke.

Stephen fortrød straks at han havde givet hende kataloget. Han lød hende drømme videre lidt endnu, før han trak bladet ud af hænderne på hende og klappede det sammen. "Du skal nok få tid til at kigge i det og barnet kommer først om et halvt år, du kan drømme i lang tid." Han lage bladet forsvarligt langt væk og lage sine hænder på Millicents, så hun ikke kunne få fat på det. "Det løber ingen steder." Det kunne hun selv se, der var slet ingen grund til at kaste sig efter det. Pænt lå det, halvt under tæppet så det ikke skulle distrahere rasten af aftenen. I hvert fald ikke før de var færdige.

Det var altid lidt sjovt når han sådan tog kontrol over situationen.Hun kunne nu godt lide det.
" Du minder om en far der tager mobilen væk fra sit barn, og siger..'du får den først igen efter middagen' eller noget i den stil" klagede hun mildt,da hun så sit nyerhvervet blad forsvinde uden for rækkevide.
Millicent lod en tommelfinger nusse lidt på Stephens hånd.
" Jeg har faktisk to gaver mere...den første må udgøre din fødselsdagsgave, når nu du ikke have været...sød...nok til at fortælle mig at du have fødselsdag på selveste juleaften.Meget engle agtigt" sagde hun og gav ham en lille kindhest.
" Men...jeg har stadig to pakker til dig, vil du have dem nu?" Hun kyssede ham på halsen og nappede blidt, hurtigt..ikke tale om det skulle udvikle sig i aften.Hun kunne vel styre sig- bare lidt.

Den sammenligning var Stephen ikke vild med og gjorde det til udtryk i et grynt.
"Jamen beklager, vidste du ikke alle guds børn var født på den dato?" Han stirrede chokeret på hende, før han ivrigt nikkede. "Jeg får dem jo stadig, så om det er julegave eller fødselsdagsgave er mig ligegyldigt." Hvis Millicent ville fri, fik hun lov. Imens hun så havde ryggen til, skubbede han diskret kataloget længere ind under tæppet, så det slet ikke kunne ses. Så skulle det ikke forstyre hans sindsro før om meget lang tid. Måske en gang til næste år, nå han 'tilfældigvis' fandt det. Det skulle han overveje. Hvis der så blev flere end et barn, så vidste de det nok også på det tidspunkt. Sådan en kasserolle fyldt jo en hel masse!

Hun var på det nærmeste ved at tabe kæben." dét kan du da ikke mene! Du tar' røven på mig nu" hvis alle engle var født juleaften, havde så hele hans familie så fødselsdag i dag? Og hvad hvis man var engel ,men med to forskellig rave forældre...blev man så stadig født en juleaften- eller kunne man så fødes hvornår det skulle være? " Stephen ....du sætter så mange spørgsmål igang, lad så vær med det" småbrokkede hun sig og måtte endnu engang erkende at hun vidste alt for lidt om hvad hun skulle.Nemmelig engle.Og dermed også alt for lidt om hvad hun gik ind til , når hun valgte at få et barn med en.Nå...men livet var en lang udfordring, og nu var hun så heldig at hun elskede Stephen, og hun ville give deres lille barn, med eller uden engle vinger, så meget kærlighed som hun kunne skrabe sammen.
Stuen emmede af julehygge.Træet stod så smukt og glimtrede i et gyldent skær, fra alle de små lys derpå.Masser af julestaver stod tændt, med fyrfadslys og fra en cd blev julesange og salmer strøget ud i stuen.Millicent havde valgt en med ældre sangere på, Dean Martin og dets lige.
Hun snoede sig ud af hans favn og rejste sif fra Stephens skød.
Hun hentede de sidste to pakker, hvor den første var kvardratisk og tung.
Når han åbnede ville han se , det var et kasse i sort imiteret skin, nede i den lå nogle ' gamle' løs ark beregnet til at skrive noder på, og en gammeldags fyldepen.Det var ikke rigtig gammelt, det var nok lavet i kina , når det kom til det....men det SÅ gammelt ud og Millicent håbede at Stephen ville finde det ' hyggeligt' at kradse sine tanker, nodetanker, ned på.

Stephen sad lidt og kiggede på gaven efter papir og bånd var forsvundet. Han vidste ikke rigtig hvad han først skulle sige til den. Han var glad for det, ingen tvivl omkring det, men der var noget andet der satte hans tanker i sving. Til sidst kiggede han op på Millicent fra pakken. "Du er og bliver en stor romantiker." Han havde en stærk mistanke om at hun gerne ville placere ham i noget lys og se ham skrive ned, som en anden forfatter i syttenhundredetallet. "Men mange tak, så har jeg noget at lave imens du kigger på børneting." Han lage forsigtigt tingende hen på stuebordet, som så helt nøgen ud i følge ham. Under normale omstændigheder skælvede bene ofte under vægten af diverse noder, instrumenter og andet han kunne smide på.
"Du får først din gave til sidst." Lød det kækt fra ham, da Stephen igen sad med bagdelen placeret i sofaen.

Hun smilede en smule forlegent.En stor romantiker, det kunne jo være både herligt eller belastende, men luge nu og her, var det sikkert godt.Han kunne da bruge noderne.
Den. Sidste pakke var flad, og lignede til forveksling kuverten fra Stephen.
" Bare rolig...det er ikke en barnevogn...vi skal kun bruge en!!" Lød det drillende.
Den sidste var den mindst personlige....det skulle jo have været kæden, men hun var blever så befippet over det var Stephens fødselsdag, at han havde fået den bedste gave først.
Denne her var mere....en afslappet og lidt sjov en.
" Jeg håber du vil...bruge den...." Lød det kryptisk, så det næsten løs som en herre underbuks med gstreng hun havde pakket ind- hvilke straks gav hende en ide til en senere gave.
Når Stephen åbnede, ville han finde et udprint af et weekend ophold på et resort , hvor man kunne tage spa bad og svømme med delfiner.Et romantisk ophold for to personer.
Hun så lidt betuttet ud....bare hun ikke havde valgt for ' fimset' gaver, nogle mænd var mere til en Bosch boremaskine eller et ny køkkenkniv?

Hvis det var meget maskulint at få boremaskiner og køkkenknive, så var Stephen helt klart i den mere fimset afdeling. Han elskede gaven, hvilke da også kunne ses på hans ansigt der lyste af glæde. "Det er perfekt!" Udbrød han. "Så kan jeg sende dig ned og bløde op og imens kan jeg få lavet noget arbejde! Det for jeg jo ellers aldrig når du er her." Han var godt klar over at det måske ikke helt var hensigten med gaven, men han ville gerne lige se hvordan hendes ansigt så ud. "Tænk på alle de fans der kan være der, dem kan jeg så spille for og du kan dykke med delfiner og passe på krop og sjæl." Det drillende smil prydede hans læber, mens han sprang på bene for at gribe en æske der uden tvivl var et smykke.
Med en arm omkring livet på Millicent, trak Stephen hende ind til sig. "Men det bedste bliver om aftenen, jeg håber der er god lydisolering." Stephen var glad, det skulle man være godt dum for ikke at se, så han havde nær glemt at tilføje: "Og engle bliver ikke altid født den firetyvende december." Før han stak gaven i hånden på Millicent.
Hvis det ikke havde været fordi hun var en romantiker, var det sket med begge fødder plantet solidt på jorden, men det var jo perfekt at gøre de på den anden måde, så da hun havde åbnet og kunne se en bred sølvring, med en diamant i midten gik han på knæ. Hun ville have en drik der kunne stoppe hende med at ælde, hvilke nok virkede som den ultimative indirekte kærlighedserklæring. "Millicent, vil du gifte dig med mig."

Han fik hende til at le.
" oh...det kunne du lide.Så skulle du sidde der, trygt og godt ved et bord og jeg skulle kastes for løverne, eller i dette tilfælde svømmende store glubske delfiner...nææ nej skatter, du skal med ned i vandet til dem, så du kan forsvare mig ved at blænde dem med en lyskugle, eller noget i den stil" fablede hun løs.Han fik en dask på skulderen, da han kom med bemærkningen om lydisolerede værelset.." vask dine tanker...de er ikke tilpasset en...engel" drillede hun og kyssede ham i panden, da hun blev halet tæt ind til ham.
Hun elskede at være tæt på ham....i tankerne og fysisk.Hun var klart en type hvor den fysiske berøring betød meget, var med til at gøre hende tryg.Bare et knus eller en berøring, kys elelr at holde i hånd, kunne ændre dagen for hende.
Hun så på den lille pakke der nu stod i hendes hånd.
" spændende" mumlede hun og begyndte straks at åbne gaven...hendes underlæbe røg et godt stykke ned, da hun så på den smukkeste ring, med noget der lignede- eller måske var- en diamant i midten..." Stephen!" Lød det åndeløst, inden han satte hendes verden på pause, ved at glide ned på knæ....og fri.
Millicents hjerte hamrede...og hamrede derud af, og hun følte sig beruset i hele kroppen.
Det var surrealistisk....og fuldstændigt det mest vidunderlige hun havde oplevet.
Glæden og lykken skyllede igennem hende, da hun gled ned fra sofaen, og nærmest landende halvt oven på Stephens ben, og måske fik vætet dem begge, da hun klamrede sig ind til ham.
" Ja! ...Ja!" Gispede hun ind i mellem de voldsomme hjerteslag og koldbøtter.
Hun var bange...hun var overvældet...hun var overrumlet...og hun var så rundtosset lykkelig over at skulle være hans - rigtig- og ikke kun fordi de have et uplanlagt barn sammen.
Hun skulle være hans.... Og ingen skulle få lov at hapse ham væk fra Millicent, ikke engang en norske blonderet jente der lurede et sted ude i skyggerne, på at slå til.
" årh Stephen....du er vidunderlig" hun kyssede ham på munden, men vendte så opmærksomheden på den fine ring - og trak den over sin ringfinger...." Den passer!" Udbrød hun og glæden stod bøjet i neon .