En aften i kirke - Ashley Victoria

hun nikkede stille "men jeg mister hele tiden alt, jeg mistede dig, jeg mistede min familie, jeg mistede mit liv, jeg mistede evnen til at skabe, ligesom jeg mistede evnen til at kunne se solen, så forklar mig hvad mere har jeg" spurte hun stille

Logan blev alvorlig ”Ashley, du kan ikke miste noget du ikke har.. og du har aldrig haft mig. Det har aldrig været en mulighed, jeg tilhøre en mand der kunne slå mig ihjel hvis det var det han ville.. og det er ikke vigtigt hvad jeg vil, hans ønske kommer i første række” da det var sagt sukkede han ”hvad med livet selv? Tror du det er bedre at brænde op i smerte og så blive til støv i der forsvinder i det første vindpust?”

hun trak på skulderne "måske, men jeg mistede min chance for det" hviskede hun og brækkede igen et stykke af bænken, hun tog hans hænder om den og pressede den spidse ende mod sin mave "hvilket liv" spurte hun og tvang hans hænder til at trykke staven længere mod hendes mave ""så gør det nu" hviskede hun og så på ham med triste øjne

Logan smilede svagt imens træet langsomt borede sig ind i hendes mave. ”Det ville jo ikke dræbe dig der” sagde han stille og gjorde modstand. Han så hende ind i øjnene ”kun gøre ondt, og smerte er næppe noget du ville dø af..” han trak til og trak træet ud. ”Jeg vil ikke dræbe dig, og jeg ønsker heller ikke at du selv gør det. Har dine firehundrede år været forfærdelige at leve i? Eller har du minder du ikke ville bytte for alverdens skatte?”

hun trak på skulderne "måske, men var det virkelig det hele værd, jeg mener vi burde ikke eksistere, vi os selv går imod naturens lov, hvordan er det muligt at leve evigt uden at ældes, hvordan er det muligt" spurte hun stille "og ja måske har jeg oplevet mange smukke ting, men også mange grusomme, napoleon, uafhængighedskrigen i amerika, begge to, for ikke at tale om de to verdens krige" hun så kort væk og derefter på ham

”Hvordan kan noget være imod naturens gang hvis vi eksistere?” Logan hævede et øjenbryn ”vi er ikke guder, vi kan ikke gå imod naturen.. naturen er alt. Mennesker skaber ting, men er selv skabt af naturen.. så alt hvad de laver, er muligt fordi naturen har givet mennesket hjernen til at gøre det. Naturen er ikke den der taber. Mennesket er blot ved at slå sig selv ihjel, jorden vil stadig være der når de er færdige..”

hun nikkede "og vi vil være der efter menneskenes død, hvorefter vi vil dø, men vi er ikke naturlige, ingenting vare evigt og da slet ikke så langt tid som vi har levet, nogle lever i tusinde år, men vi burde blev født, bleve ældre også dø endda, ikke leve evigt for pokker og da slet ikke uden at ældes" hun rystede på hoved

"Hvem bestemmer hvad man burde?" Logan løftede et øjenbryn "mennesker fødes og dør efter omkring 100 år, elvere fødes og dør efter 3000.. og de er vel mere i balance med naturen end nogle af os andre. Hvis vi ikke skulle kunne leve evigt, så havde vi ikke gjort det. Vi har ikke brudt nogle love lavet af verden, kun love sat af mennesker.. og de ved ikke bedre" han rystede beklageligt på hovedet.

hun nikkede stille og satte sig ned ved siden af ham "hvad hvis jeg møder din herre, denne samuel" spurte hun og så op på ham med nysgerrige øjne "hvad hvis jeg for lov til at være sammen med dig" spurte hun med et lille smil

"Det gør du ikke" svarede Logan. Han smilede undskyldene "han er så bekymret for at jeg stikker af hele tiden.. jeg tror ikke at han ville risikere at jeg fik stærke venskaber med andre vampyrer.. men hvis han sagde god for det" Logan trak på skuldrene "jeg vil ikke sætte dine håb op" han rystede på hovedet. Det var en utænkelig tanke, Samuel ville blive vred.. ikke rasende og smadre ting, den der kølige.. væmmelige stemning til han til sidst fik hævnet sig på den ene eller anden måde.

hun nikkede stille og smilede et lille smil "jeg var vel bare nysgerrig" hviskede hun og så på ham med et slags forsigtigt smil, men det var også blidt og stærk på samme tid, som var hun igang med at samle sig en indre styrke

Logan nikkede "nysgerrighed kan være en god ting, hvis man kan adskille den fra dumdistighed" sagde han og lænede sig lidt tilbage. Han burde gå.. inden noget gik for vidt. Inden Samuel blev urolig.. inden Samuel opdagede hvem hun var.

hun nikkede og rejste sig op, hun strakte sig og sukkede "nåhh men jeg bliver nød til at smutte jeg skal lige nå at få jaget i aften, men det var nu hyggeligt at møde dig, jeg håber ikke det bliver det sidste møde" hviskede hun og så nøje på ham

Logan rejste sig også, og gav et høfligt, lille buk. "Vi får se" han så på hende med nysgerrige øjne "man kan jo aldrig vide, måske er vi heldige og befinde os samme sted på samme tid.." han smilede svagt til, men det var nok sikrest ikke at forsøge at finde hende.. selvom det irriterede ham.

hun nikkede og gav ham blidt et kys på hver kind, der lå hverken nået bag det selvom hun ønskede, men det var bare en ren gestus da hun jo var fra Frankrig "ja, vi får se" hviskede hun og gjorde om, hun gik kort hen mod døren og så på ham over skulderen, et lille smil samlede sig på hendes læber, før hun løb afsted

Logan gik roligt hen og så efter hende imens hun forsvandt i natten.. dette havde været et farligt, spændende og foruroligende møde.. og det havde vækket en følelse i ham han ikke havde følt længe. Han lagde blidt hånden på hjertet og rynkede brynene "det var.. noget jeg havde forsøgt at lyve om.." hviskede han og lukkede øjnene..

//out //

//out //