Soul of ice //Ashley//

Havnen var uden liv, eller næsten. Nogle få mennesker sad på døgn vagt mens de var igang med sæt container på de mange store skibe som snart skulle ud i verden, de mange container stod oven på hinanden og de lavede lange veje hvor man nemt kunne far vild hvis man altså ikke kendt de små veje.
Nede mellem de mange container gik en mand for ham selv, han havde gået gennem de mange gange og derfor var han os klar over hvor det var som han gik selvom en hver anden sjæl nok ville opgive og finde rundt i mørket. Manden havde sort skulder langt hår mens hans hud var bleg som sne, han var iført en sort jakke samt en mørk t-shirt, bukserne havde en normal blå farve og skoen var os sorte som natten.
Var man uden et nattesyn ville man nok ikke kunne se ham i mørket for han var næsten helt usynlig i natten,hvad han lavede her nede var han ikke helt klar over men det var nok bare en god gåtur som han havde haft bruge for, ja det var nok det for han havde været lukket inden i flere dage mens han havde haft gang i en masse arbejde og nu kunne han endelig gå en tur ud i natten..

hendes blå øjne så ned af sit tøj som hun valgte hvad hun skulle tage på, det var svært men efter mange minutter fik hun endelig valgt et par stramt siddende jeans, en svag blå højhalset trøje og et par høje sorte stilletter. hun smilede og forlod derefter sin lejelighed og gik mod havnen, i sine unge dage var en havn det sted hun elskede at være, lugten af havet, det gav minder.
stille gik hun mod havnen, lukkede øjnene og lod minderne stryge over hende, det var så smukt og fredeligt. hun smilede og satte sig ved vandet, hun tog sine sko af og lod sine føder røre vandet, hun sukkede og smilede afslappende "præcis som dengang" hviskede hun og lagde hoved tilbage, hun lænede sig tilbage på armene og lod sneen dække hende ganske langsomt, det gjorde langsomt hendes blonde hår vådt og det krøllede ekstra meget på grund af alt vandet.
hun lod sine øjne glide rundt og hævede det ene øjenbryn, som prøvede hun at se om der var nogen, nogen hun måske kendte eller ikke

Hans gang fik ham ud af det store hav af container og han kom ned til den del af havnen som bestod af mange lange huse hvor alle de mange ting ophold sig før de kom indtil byen, hans fang stoppede og han gik helt hen til vand kanten før han atter stirrer på det sorte hav.
Det var altid et eller andet fredeligt ved havet og det sat en lille ro igang, hans blik gik dog hurtig tilbage til de mange skibe og han stod der og kiggede betaget på dem mens han tænkte tilbage på den fire måneder lange rejse som han selv lige havde være ude på, på en måde var det rart og være tilbage i byen selv om verden nu os var et sted for den selv.
Han gabt kort mens han nød den stilhed som der var, det var måske på tide at han endelig gav ham selv lov til og nyde livet som vampyr ved og bruge havnen som en legeplads for der var jo ikke nogle som ville komme ned og se ham, et smil kom frem på hans læber mens han gik hen til en lille bænk og han hoppet stille op på den mens han sang lidt for ham selv "I feel you soul of ice" kom det kort fra ham mens lod som at han danset walz med en en usynlig person..

hun smilede og slappede af i alle musklerne, i alt den tid hun havde levet havde hun ikke taget sig den tid at slappe af og nyde en smuk aften med sne og skønhed. hun sukkede og så op på himlen med et varmt udtryk i de ellers så kolde øjne, og hun var lige ved at lukke øjnene og bare lade sig slappe fuldkommen af da hun hørte en mandlig stemme, et stykke væk, han sang noget. med en hurtigt og flydende bevægelse rejste hun sig op og vendte sig "er der nogen" spurte hun stille og lod øjnene næsten scanne havnen, et sted fik hun øje på en skikkelse som vidst dansede med sig selv, hun smilede svagt og trak sine sorte stilletter på igen, hvorefter hun stille gik mod skikkelsen

Han stoppede hans sang da en stemme lod bag ved ham, hans danse stoppede os og han vende sig stille om imod personen der kom i mod ham. Cicero hoppet stille ned fra bænken for det var nok ikke den bedst ide og forsæt danse der oppe, nu gik hans tanker på person som var et stykke fra ham "godaften" sagde han roligt mens hans mørke stemme kom frem. Han begyndt og få blik over personen og han kunne se at det var en kvinde men mere var han ikke sikket på af alle racer havde menneskeform nu om dage, han blikket en gang før han selv gik en smule tætter på men han stoppede dog op igen da der var to meter mellem dem..

hun smilede og lagde hoved på skrå "bonjour, jeg ser de nyder denne aften med en smule dans, var det en valz jeg så" spurte hun og lagde armene om bag ryggen. stille lod hun sig selv gå nærmere på denne mand som åbenlyst ikke var et menneske, han havde intet hjerte banken og der var et særligt skær over ham, plus de røde øjne afslørede en del om hvad han i sandhed var. hun rettede hoved op og smilede varmt "smuk aften ikke" spurte hun og lod blikket glide ud over havet og da hun rakte en hånd frem landede der et snefnug på hendes ligeblege hånd, efter lidt tid lod hun det falde videre og lod sin opmærksomhed lande på manden

"En et mands walz" sagde Cicero kort "og ja en smuk aften" sagde han roligt mens han kiggede på hende med et roligt "og hvem er de så miss?" Sagde han roligt mens han kiggede på hende, han var godt klar over at hun var en vampyr som ham selv for det var kun vampyrer som snakke om natten og i sær på den måde. Han flyttet sig tilbage op bænken og han kiggede igen ned på hende "man kan sige at walzen var til fordi jeg havde lyst til og luk naturen ud her til aften" sagde han kort mens han kiggede på hende med et roligt blik og trak vejet langsomt mens han lod som at han var et menneske for et kort øjeblik..

hun klukkede og smilede blidt "oui, en mands walz siger de" spurte hun og lagde armene over kors, hun hævede det ene øjenbryn og overvejede et sekundt at give ham et falsk navn, men hvorfor, måske kunne han være en sjov bekendt "jeg hedder Ashley Victoria Benson, hvad med dem monsieur" spurte hun med en klar stemme, der dog var præget af den meget stærke franske accent. med et smil kørte hun en hån igennem håret og betragtede den smukke aften, det var længe siden hun sidst havde set sne, så vidt hun huskede havde det været engang i hendes menneske tid, dengang hun faktisk bekymrede sig for det, selvfølgelig havde hun set sne efter, men det betød ikke så meget som nu og dengang

"Cicero Cyril Cretzschmar" sagde Cicero kort mens han kiggede ned på hende og han fanget nemt at der var noget fransk over hende "franskmand?" Sagde han kort mens han kiggede på hende og han gik tilbage til den samme walz som han havde haft gang før hun dukket op, på en eller andet måde var det lidt sjovt og nyde den anden side af ham selv for han skulle jo altid lege menneske i hverdagen så en fri aften var den rene luksus når den endelig var en mulighed, hans dans gik frem og tilbage på bækken mens han kiggede ned på hende med et roligt blik og han lyttet kort til vinden..

hun nikkede og smilede "en fornøjelse at møde en anden uddød monsieur Cretzschmar" hun smilede og hævede det ene øjenbryn "oui, men det er nu et par hundred år siden jeg sidst har været hjemme i den smukke Paris" hun sukkede og klukkede stille "jeg ser de er glad for at danse" konstaterede hun med et løftede øjenbryn "har jeg ret" spurte hun måske lettere drillende, hun var nysgerrige, hvor gammel mon han englelig var og var han overhoved i nærheden af hendes alder

"Ikke helt... Havnen her er en form for legeplads når jeg endelig holder en friaften så jeg bare her nede for slip min natur fri... Du ved det med hold en mask som dødelig kan blive en smule for meget når man gøre det flere gange om ugen" sagde Cicero roligt mens han kiggede på hende "men du må da gerne deltag hvis du har lyst" sagde han kort efter mens han stoppede op på bænken og han rakket hånden frem imod hende mens hans ansigt var utroligt roligt..

hun smilede og nikkede "havnen er også et smukt sted, jeg plejede at være her da jeg var menneske, jeg plejede at sidde og nyde kulden, nyde vandet i timevis" hun sukkede og smilede varmt til ham, hvilket måske var overraskende for hende selv. hendes første indskydelse var at bakke væk da han pludselig rakte hånden frem mod hende, men hvorfor ikke have det en smule sjovt, så med et smil lagde hun sin hånd i hans "hvorfor ikke" hun smilede og trådte frem mod ham i en yndefuld og glidende bevægelse

"Tja jeg har ikke mange menneske minder tilbage, det så længe siden efterhånden" sagde Cicero kort mens han løfte hende op på bænken "jeg må beklag og sige at jeg ikke har nogle musik med her til aften for jeg havde ikke forvente selskab" sagde Cicero kort mens han kiggede på hende med med et roligt blik "jeg håber du kan forstil dig musikken" sagde han kort med et stille smil..

hun klukkede og smilede "jeg sang siden jeg var lille, så at forstille sig at der er musik, det er nu ikke så svært" sagde hun og lagde sin frie hånd på hans skulder, hvorefter hun indtog den rigtige position "så fortæl mig, monsieur, hvor levede de som menneske, hvis de altså kan huske det" spurte hun og lod sig glide tættere ind mod ham, hun hævede drilende det ene øjenbryn og hendes smil blev anderledes end det var før, det var så længe siden hun sidst havde danset, så at skulle til det gav nogle minder frem

"Hmm.. Mit liv starte i oldtidens rom hvor jeg vokset op som barn i en noble familie der var træt op af en af de store konger på den tid" sagde Cicero roligt mens han kiggede på hende og lod den ene hånd være op livet på hende mens den anden hånd vold fast i hendes hånd "min familie bestod af min min bror og vore lille søster, mor og far men det kun mig som lever idag" sagde Cicero kort "jeg ville ikke udsæt dem for det liv som jeg selv fik da jeg blev 43 år" sagde Cicero kort mens han nemt sat gang i dansen..

hun nikkede og smilede "sikke gammel de er" hun klukkede og fulgte med i dansen da han satte den igang "jeg er også selv den eneste tilbage i min egen familie" hun lagde hoved på skrå og hævede det ene øjenbryn "jeg er fra 1536 og tiden, den gik så hurtigt, alt forandrede sig fra min levetid, alle forandrede sig, familie døde, forsvandt, idag tror jeg ikke at der overhoved er nogen tilbage fra min familie linje" hun trak på skulderne og smilede blidt til ham

"Tja tiden flyver hurtig for os som ikke kan dø, vi ser de dødelig blive gammel mens vi selv forbliver som vi er, dog skal vi tilbring evighed alene i mørke" sagde Cicero kort "det den triste ting ved og blive vampyr.. Men kan ikke dele sin verden med nogle.." Sagde han kort efter mens han kiggede på hende, nu hvor tanken var der så var vampyr livet altid et liv i mørke og ensomhed hvis man da ikke gjorde en anden sjæl til vampyr, men som det tit var så forblev forhold aldrig særlig længe når personen først var vampyr..

hun nikkede stille "de har ret, men man skal bare finde en anden som også er udødelig, en man kan lide, måske elsker, en man ved man vil dele resten af sit liv med" hviskede og smilede blidt til ham, hun så kort ud over havet. før hun igen så ind i hans mystiske øjne, det var som hvis man så ind i dem, kunne man ikke helt regne ud af hvad det var han tænkte

"Tja der har gæret en men hun lever livet alene nu, hun var ikke en elsker som sådan men mere en elev som jeg så meget i.. Men vi stod frem som par i kort tid før jeg endelig send hende ud på egen fod, jeg dur ikke til far rollen og jeg oplære min skabeninger så de kan klar sig selv og der efter ser næsten ikke noget til dem" sagde Cicero kort "hvad med dem selv, hvordan kom du til og blive det du er?" Sagde han roligt mens han kiggede på hende for alle vampyrer havde hver sin historie om hvordan de var blev som de var..

hun smilede og lyttede stille "det lyder..spændende, selv har jeg ikke prøvet at skabe en vampyr, men jeg kunne forstille mig hvilket bånd man måtte have til sit barn" hun smilede og så på ham med varme øjne "jeg var en ung kvinde, 20 tæt på de 21, alt kørte perfekt for mig, jeg havde en mand, og vi skulle snart forberede at få børn, men en dag på vej hjem fra et bal, hvor vi var kommet op og skændes var der et eller andet der overfaldet mig bagfra" hun trak på skulderne og så kort ned, hvorefter hun igen så på ham "men har de aldrig begæret noget" spurte hun blidt

"Skaber kan altid mærke hvor skabningen er" sagde Cicero kort "og hende jeg har skabet eget sted her i byen" sagde han roligt "åh trist.. Jeg ser livet som dans, den kan gå godt men den kan os gå dårligt" sagde han kort "min skaber var lidt mere ond ved mit, han lært mig ikke meget før han forlod mig" sagde Cicero kort "begæret og begæret.. Tjo måske har jeg men jeg har ikke de samme tanket om de ting mere, når alt kommer til alt er nydelse mange ting" sagde Cicero kort mens han kiggede på hende med et roligt blik..

hun nikkede og smilede, hvorpå hun afslørede to fine smilehuller "jeg ser, det må på en og samme tid være fantastisk at vide at man kan skabe et barn, men at skulle drage dem ned i dette helved, måske er det ikke det værd" hun trak på skulderne, hun nikkede og smilede så bredt at hendes perle række af lige og krid hvide tænder kom til syne "jeg har ikke været sammen med nogen siden min mand gik væk kort efter min forvandling, det gjorde ondt, men idag er jeg kommet videre og hvis og så fald jeg kommer til at begære nogen, eller direkte forelske mig i nogen, ja så vil jeg lade det gå som det nu end gør" hviskede hun med et smil

"Jeg kan ikke tilbyde det her liv til et barn, vores natur er for brutal hvis jeg selv skal sige det" sagde Cicero kort "jeg har nu ikke være forelsket i mange år, jeg har det bedre med og leve lidt frit og ja det lyder måske dårligt men jeg har haft en del elsker på samme tid men ingen af kunne jeg forelske mig i så det bare mere et sex forhold end kærlighed" sagde Cicero "så jeg ved ikke om jeg kan holde mig til en bestemmer person mere" sagde han kort mens han lukket øjne kort..

hun smilede blidt til ham og nikkede "måske har de bare ikke mødt den rigtige person endnu, den person som vil få deres kolde hjerte til at bekymre sig om kun hende" hun trak på skulderne og så hvordan han lukkede øjnene "hvorfor lukker de dog øjnene" spurte hun og grinede svagt og blidt, en latter som kun kunne blive beskrevet som klokkeklar og smuk, hndes øjne lyste næsten op og var stort set helt elektriske i den smukke aften

"Måske" sagde Cicero kort "åh jeg nyder vinden" sagde han kort før hans øjne igen så på hende, han lyttet til hendes latter og der var en elegance over den, men næste alt ved vampyrer havde en eller anden elegance for de var jo unaturlig i forhold til alle andre. Cicero bemærke kort at dansen var stoppe og han gav roligt slip på hende før han hoppet ned på jorden, en løgetpæle stod henne ved kanten ned til havet og Cicero lavede et roligt sving rund om dem selv om den var tæt på og buk under for han styrke "tak for dansen, det længen siden at jeg har lavet noget der kun ses til de store social fester som jeg gå til her og der" sagde han roligt mens han mens han kiggede på hende