Soul of ice //Ashley//

hun smilede og fulgte med i hvad han lavede i øjenkrogen "hvaór mange gange har de gjort dette" spurte hun og stod helt musse stille, som vampyr havde man den evne til at kunne stå stille i flere timer uden at have ondt nogen steder, det var en fantastisk ting at kunne

"Hvis vi tager år kommer vi nok op på 60-70 under mange navne, jeg har ikke altid været Cicero jeg har os væretandre men nu jeg Cicero igen" sagde han kort mens han kiggede roligt på hende "men jeg har os altid haft noget for kunst gennem tiden dog var 1930/1950 ikke den bedst tid på grund af krigen" sagde han kort "den gang boede jeg i England og butikken gik ned fordi at nit sted blev bombet" sagde han kort efter

hun nikkede stille og lyttede nysgerigt til alt han sagde "det lyder virkelig interessant, at nogle bare har den evne til at skabe noget smukt, ud af næsten ingenting" hun smilede og det var kun hendes mund og øjne der bevægede sig, resten af hende stod stille og var som en statue

"Jeg ved det nu ikke... Måske var det bare en af de gaver som minskaber efterlod til mig den gang han forlod mig" sagde Cicero kort "jeg havde en passion for kunst som menneske og det så min skaber den gang.. Dog er der ingen ting der kan slå den sidste solnedgang som jeg så som menneske" sagde han kort mens hans hånd stadig gik over papiret

hun nikkede "jeg husker også min, hver eneste dag, så smuk og yndefuld den var, selvfølgelig vidste jeg ikke hvad der skulle ske mig på det tidspunkt" hun rystede kort på hoved, men stod eller helt stille

"Verden er et sjovt sted og på samme tid er det os så trist" sagde Cicero kort "det ene øjeblik stå man der sammen med konen og barnet og i det næste øjeblik bliver man slæbet hen af jorden mens er ved og dør af blodtab, eller det en kort historie af hvordan jeg endt op sådan her" sagde Cicero kort mens han gjorde hans tegning færdig, han lag blokken til side på jorden mens han selv kom op og stå og hans ryg gav et kort knæk. "Ved du overhoved hvorfor at det er at vi skal have blod for min skaber gav mig historien for en godt tid siden" sagde Cicero kort mens han tog blokken op jorden og han gik hen til hans skrivebord hvor der lå alle mulig ting til hans arbejde..

hun nikkede stille "jeg var gift og endag kom vi op og skændtes, jeg tog afsted, for at de ved tage hjem og vente til han var kølet ned, men på hjem blev jeg overfaldet" hviskede hun og rystede på hoved, hun så på ham og da han sagde blokket fra sig, bevægede hun sig igen

"Jeg føler at det lidt klassisk med hvordan man ender som vampyr, skaber overfaldet elev" sagde Cicero kort mens han gik rundt og ledet efter de ting som han skulle bruge til hendes figur "jeg har dog prøvet og være en smule mere mild med hvordan man kan grib ting an" sagde ha kort mens han kløet sig i håret..

hun nikkede stille og lagde armene over kors "okay så, jeg har altid tænkt over måske en dag selv at få mig et barn" hun trak på skulderne og lagde hoved på skrå, blidt betragtede hun det han nu end havde gang i

"En skabening er hyggelig nok for et år 100 eller to, men de skal jo lære og klare sig selv" sagde Cicero kort "jeg brugt 100 år sammen med Mina og der efter var det som om at liv igen var bedre alene" sagde han kort i men han gik over for varme voksen op..

hun nikkede og gik stille hen mod ham "så det havde aldrig slået dem ind at slå dem ned, finde en mage og leve måske lykkeligt også selvom det er umuligt" hun trak på skulderne og så på hvad han lavede over skulderen

"Jeg finder det svært og slå mig ned.. Og i sær et fast forhold fordi jeg er jo udødelig og derfor kan jeg maks tilbring tre til fem år sammen med et menneske for ellers begynder folk og opdage at jeg ikke bliver ælder ligesom de selv gøre" sagde Cicero kort mens han kiggede på hende med et lort blik "og jeg hat har aldrig været særlig godt til det med et forhold med en anden vampyr da jeg ser den mørke side af min natur" sagde han kort efter mens han gik tilbage til hans arbejde..

hun trak på skulderne og satte sig tilbage på bordet "hvis det gør dem glad at leve sådan, jamen så gør endelig det" hun lænede sig tilbage på armene og betragtede ham stille, mens han arbejde og gjorde hvad han nu end havde brug for at gøre, for at gøre klar til at lave figuren

"Glad og glad ligefrem, jeg kan nu ikke se mig selv som lykkelig med det her liv.. Det køre jo op og ned som sagt.. Havde jeg været lykkelig havde jeg nok os haft alt det som jeg havde som menneske" sagde Cicero "men man kan jo ikke gøre ting om igen" sagde Cicero kort mens han lod begge håndet gå op i håret og det var lige før at han var tæt på at hive håret ud af hovedbunden på ham selv mens han sat sig ned på gulvet, en mørke side var kommet en smule op i ham og han gemt ansigtet væk i hans hænder mens han var stille

hun hoppede hurtigt ned fra bordet og var endnu hurtigtere henne ved ham, blidt lagde hun en hånd på hans skulder "er de okay" spurte hun blidt og varmt, hun strøg ham ned langs armen og lagde hovede på skrå, mens en smule bekymring kom op i hendes øjne, at trøste folk havde aldrig været hendes stærke side, men hun gjorde det vel så godt som hun nu end kunne og selvom denne mand på en eller anden måde var en fremmede for hende, så ønskede hun ham ikke side og rive håret ud af sin egen hovedbund

Han rykket kort på hoved selvom det ikke ligefrem gav et svar, det øjeblik minde ham om mange af de psykoser som havde haft på grund af stoffer dog var dette næppe så slemt. "Jeg ikke en kunster men kunst" sagde han kort selvom det nok hellere ikke sagde meget om noget, hans ansigt var stadig glemt i hans hænder og han lod sig opsluge af det mørke som han kunne se for an ham "forstå det sådan at jeg er det jeg skaber, og jeg skaber er mig" sagde han kort mens hans fortrak kort på ansigtet selvom det var svært og se

hun sukkede kort "hvad er der galt, hver nu sød" hviskede hun og satte sig ved siden af ham, hun lagde hovede mod hans skulder og lagde fingrene rundt om hans arm som hun blidt gav et klem "det skal nok gå" hun smilede kort og strøg ham igen ned langs armen "og selvfølgelig er de en kunstner" hun så på ham og så hvordan hans ansigt var gemt i hænderne, hvad der end var galt, måtte det måske være stort og slemt

"Det var hvad alle siger indtil de kender sandheden" sagde han kort "men virkeligheden er en helt anden" sagde han mens han lod ansigtet komme frem i lyset så han igen kunne se på hende, ha s øjen var nemme og læse og de sagde at en eller anden ting havde ramt ham hærdet på en eller anden plan selv om han ikke helt selv kunne se hvad det nu end var

hun så på ham og smilede blidt "men jeg er ikke alle andre" hviskede hun blidt, hun lagde hovede på skrå og hendes øjne var beroligende og varme, hun hævede det ene øjenbryn da hun så udtrykket i hans øjne "der er noget galt" hun bed sig kort i læben og rettede sig en smule op, mens hun betragtede ham med bekymrende øjne, det hele samlede sig sammen og nu var det rettede mod ham

"Noget galt..." Sagde han kort "næppe, hvis der var noget galt havde jeg nok set noget mere syg ud end nu" sagde han kort mens han kiggede på hende "jeg indså blot noget som jeg ikke har kunne se i omkring 500 år" sagde kort mens kan langsomt blev ham selv igen

hun nikkede kort, selvom hun ikke ville spørge, vidste hun det ville trykke på og til sidst kom det vel ud på den ene eller den anden måde "hvad er det de først har opdaget nu" spurte hun stille, hun lagde sin hånd på hans og gav den et blidt klem, mens hun betragtede ham med varme øjne