Legplads ~ Ashley og åbent

Klokken er seks. Det er mørkt og koldt. På legepladsen er der ingen mennesker. Kun Charlie.

Efteråret var kommet med tidligt mørke og juletilbud overalt. Parken lå næsten øde hen allerede klokken fem, kun enkelte løbere og hundeluftere var stadig ude. Da klokken var seks, var mørket tæt og sort, og lygterne kunne dårligt nå helt ind på lejepladsen, hvor en ubønhørlig vind fik gyngerne til at vippe så kæderne raslede sagte. Trafikkens larm blev båret af sted med blæsten, der skurrede i ørerne. En enlig vante, der var blevet glemt, lå på en bænk. Det så ensomt ud, tænkte hun. Charlie, som sad på bænken. Det var en meget lille vante. Hun havde ikke lyst til at røre ved den, for den var sikkert våd og klam, og i øvrigt havde hun ikke lyst til at tage hænderne op af lommerne, dog var der noget i hende, der ville sammenligne den lille hånd med hendes, der var noget større. Forestille sig, at hun engang havde kunnet klemme sine fingre derned, havde haft en lille fin hånd, der kunne ligge i mors.

Hun rejste sig rastløst. Hvorfor var det, hun ikke kunne lade det ligge? Hvad der var fortid var fortid. Ikke fordi hun nogensinde ville kunne glemme sin mor, selvfølgelig ikke, men hun var ude på den anden side, det var hun nødt til at være, der var ingen anden mulighed. Gik over til gyngerne og lod sig dumpe ned på et gammelt bildæk. Hendes mor ville have været ked af det, hvis hun havde set hende nu. Ensom, uden nogen uddannelse eller noget job, men det behøvede hun ikke at være. Charlie havde det bedre, end hun nogensinde havde haft det før, det var i hvert fald det, hun bildte sig selv ind. Hun sparkede i sandet, der straks blev ført væk af vinden, og rørte med varme hænder ved sit kolde ansigt. Hun var iført mørke bukser, en stor, mørk læderjakke, en mørk hue og mørke støvletter. Et tykt, gult tørklæde var det eneste, der lyste op, men selv det havde toner af natten i sig.

vinden pustede mod hendes hår og fik det at klaskede det tilbage mod hendes hud, som hun i hurtigt løb, spurtede afsted, det var svage plamager af blod omkring hendes mund og hun virkede sjovt nok mere i live, hun stoppede op på en legeplads og gravlede op langs en vippe, hun stoppede på midten og kunne ikke dy sig "A simple form, The perfect line, It’s coming together in your mind. A satin bow, Electric blue, Just like a dream come true A ruffle there, magenta here, Feels like magic in cashmere Pop it with a pair of neon heels. That’s how fearless feels… " sang hun og grindede, hun sprang ned og så rundt
efter lidt tid løb hun hen og op i et træ, hvor hun stille gemte sig, da hun havde fornemmet der var en der, hvis hun ikke havde gjort det ville det nok havde resulteret i at hun stadig ville synge, men da hun havde indåndet duften af en anden var hun stoppet og nu lå hun på lur, gemt oppe i træet

Men Charlie havde hørt det. Sangen, der blev kastet rundt i vinden, trukket afsted fra et punkt udenfor hendes synsfelt. Det var en meget smuk stemme, tydeligvis ret trænet i sang. Hun så op, og glemte et øjeblik alt om sin mor. I stedet rejste hun sig langsomt fra gyngen. Det havde stensikkert været en kvinde. Ingen mand ville kunne synge sådan. Og hun havde været ganske nær.

Charlie brød sig ikke om det her. Der var noget uldent ved det. Jo, det kunne være en beruset teenagepige. Eller bare en vild een. Men det var det sjældent. Det var sjældent den naturlige forklaring, der passede bedst. Så godt som altid var det et rent 'tilfælde' og ude i mørket ventede der noget, der var langt farligere end hun selv. Og hun var ikke helt til at joke med. "Hey" råbte Charlie ud i mørket. "Er der nogen?" Selvfølgelig var der nogen.
Hun havde jo hørt det.

Spørgsmålet var om de gav sig til kende. Og om de kunne se hende. Mange dæmoner fik gaven at se i mørke. Den havde hun aldrig haft, og det gik hende på. Ellers ville hun have kunnet gøre så mange ting.

hun fulgte pigen med øjnene og hævede det ene øjenbryn da hun kom til syne, men lugten fra hende sagde at dette var ikke bare en normal pige, der var noget over hende, næsten dellekat.
hun bevægede sig ganske lydløst og frem og til sidst hoppede hun ned fra træet og lanede på alle fire, hun havde bøjet hoved og hendes ansigt var gemt bag det tykke blonde hår, men med et kstvar håret væk og et smukt og alt for perfekt ansigt kom til syne, med blodrøde læber og forførende elektriske blå øjne "jeg er her" hviskede hun og forsvandt igen, det var så længe siden hun havde haft sjov og denne pige så ud til ikke at kunne se i mørket, så hvorfor ikke prøve og se om hun var sjov.
hun var spurtet med en utrolig hurtighed om bag hende og åndede hende i nakken "goddag, hvad bringer dem ud i aften" spurte hun og dukkede hurtigt op foran hende, hun smilede og tørrede blodet af hagen med en elegant og yndefuld bevægelse

Charlie hørte den hviskende stemme og drejede hovedet en anelse. Jo, der, skyggen af noget lyst, et måneblegt ansigt viste sig som en antydning. For hende var nat måske ikke fuldstændig dag, men hendes øjne havde alligevel vænnet sig en del til mørket. Hun klemte øjnene sammen, og nåede at se skikkelsen i een lang glidende bevægelse, før den forsvandt. Det havde været en kvinde. Helt sikkert. Men hvor hun var blevet af---

Charlie snurrede ikke rundt, som hun ellers ville have gjort. Hun vidste, det her var en vampyr. Hendes ansigt var blevet helt stift. Sådan legede de ikke. Pigen stod ganske tæt på, havde sågar åndet hende i nakken, men Charlie var ikke sådan at ryste af. Hun havde kort på hånden, de færreste vampyrer ville forstå.

'Goddag, hvad bringer dem ud i aften' Og straks stod hun der, åben for skue. Jo, det var en pige. En meget pæn pige endda. Det var ikke svært at se, end ikke i mørket. Tæt, blond hår, et nydeligt ansigt med en lille, feminin næse og skyggen af en meget formfuldendt mund. Hun bevægede sig med en lethed kun ballarinaer, elvere og vampyrer kunne besidde.

"Dav." Charlie rettede på sit halstørklæde og rakte så hånden ud som hilsen. Hun fremtvang et smil. Hendes hjerte arbejdede som en lille dampmaskine, dunkede hårdt tæt på hendes hals, men det skulle ikke være tydeligt. "Jeg standsede blot op for at have et øjebliks pause fra byens stress og jag." Hvor lød det dog tåbeligt. Det passede, men hun kunne dårligt håndtere det højbårne sprog. Ikke engang personbenævnelsen kunne hun få rigtigt: "Og du? Dem?" Hun fremtvang et lille prust af latter, der skulle formildne vampyren. Det var det, det hele gjaldt om. I hvert fald nu. "Undskyld, jeg mener øh, Dem.. De? Jeg ved det ikke.."

hun smilede og så på hende, denne pige var ikke så let at skræmme, men det gjorde måske det hele sjovere og i aften var hun í overraskende godt humør, så intet ville gøre det værre, medmindre denne pige, vidste sig at være en irritation "jamen goddag til dem" hun trykkede forsigtigt sin iskolde hånd i pigens, man kunne godt se hun ikke forsøgte ta bruge sin fulde styrke, da hun kunne være meget stærk.
hun lukkede kort øjnene og lyttede til pigens hjerte "åhh sikke dog en hjerte rytme de har, næsten dellekat" hviskede hun og lagde hoved på skrå, hun trak sin hånd til sig igen efter noget tid, hvor hun betragtede pigen og lyttede på hvad hun nu end sagde "jamen det lyder da ikke for godt.. jeg håber det blever bedre" hun smilede og lagde armene over kors "jeg nyder bare aften efter mit lille måltid" hun smilede bredt og to fine skarpe tænder kom til syne og det var tydeligt at de ikke var til pynt, men efter lidt tid forsvandt de igen, hun rynkede brynet over denne denne latter, den var underlig og hun fandt den mærkelig

"Tjoh, jeg tror det er på grund af al byens stress og jag," konkluderede Charlie om sit hjerte og slap den kolde, fine hånd. Hun stak sin egen behandskede hånd, der nu lignede lidt af en lap ved siden af den andens tynde, blege dukkefingre, tilbage i jakkelommen. Så trådte hun et skridt baglæns, mens hendes pande foldede sig ganske let. Det var ikke fordi hun var bange, snarere fordi hun ligesom ville tage kvinden rigtigt i øjnesyn, og se hende ordentligt.

"Så du har spist?" Spurgte Charlie retorisk. Selvfølgelig havde hun set det mørke blod og de sylespidse tænder, skabt til at gennembore hud og kød. "Det glæder mig." Hun smilede, men smilet var en smule anstrengt. Det var ikke fordi denne kvinde virkede venlig og imødekommende, drilsk, dog flik på sin egen sære måde, men derimod fordi hun var en direkte trussel. Vampyrer var ikke til at spøge med.

På den anden side havde Charlie aldrig mødt een, der sådan skiltede direkte med det.
"Du skjuler det sandelig ikke." mumlede hun. "Betyder det, at du ikke er helt mæt og bare leger med maden?"

hun nikkede og gik rundt om pigen "åhh mademoiselle det er da forfærdeligt, det skulle passe på for ellers kunne de ende med en skade på deres nok ellers så lækre hjerte" hviskede hun og stoppede igen foran hende med et blandet smil, hun lagde armene over kors og hævede det ene øjenbryn stille, "men jeg kan vel give dem ret efter flere hundred år, begynder man at savne heste vogne og hade disse biler" hun rystede på hoved og lagde hoved på skrå.
hun rettede hoved op igen og lod tungen glide hen over de nu snor lige tænder "åhh ja og det smagte vidunderligt, adrenalinen det gør det hele meget bedre" hun sukkede og smilede stille "de ved frygt gør blodet meget bedre, måden det bruser på og hjertet der banker som besat, det er som sang i mine øre" hviskede hun og kørte en hånd igennem håret
hun trak kort på skulderne "de gør måske, men deres lugt, deres fært den afslørede dem for længe siden, og den er..." hun bøjede sig ned og duftede til hende "anderledes...lækker" hun rettede sig op og klukkede "åhh om jeg er mæt, det tror jeg nu, men jeg leger ikke med min mad...så meget" hun grinede blidt og så på hende

"Jah, det er der mange, der siger," mumlede Charlie om sin duft og mærkede en dråbe af koldsved trille ned langs sin hals. Hun brød sig slet ikke om måden, den fremmede pige lænede sig frem for at snuse, snuse?! til hendes hals. Ikke godt. Rigtig skidt. Det virkede som en provokation. Det var meningen, hun skulle være bange. Og det var hun, men det var ikke sådan at se. Bortset lige fra de små perler af sved og hjertet, der slog som besat.

"Cool," sagde hun sagte, og hendes ånde stod som en sky. "Jeg leger heller ikke med min mad. Det er uhygiejnisk." Hun spidsede munden og tog sig sammen. "Hvad vil du?"

hun klukkede og så på hende "åhh de behøver ikke frygte noget fra min side, jeg bider ikke...så meget" hun kørte igen en hånd igennem håret og hendes smil blev varmere, hvilket var en smule overraskende "de skal heller ikke blive bange for det med snuseriet, det er bare en ting vi gør" hun trak på skulderne og lagde armene over kors, på trods af at de så ud til at hendes indre rovdyr var ved at gå til ro, så skulle man ikke tro man kunne styre hende, da den med lethed kunne komme op igen
"jeg forstår ikke i unges begreber "cool" "fedt" hvad betyder disse mystiske ord" spurte hun og hævede det ene øjenbryn "det er det,men det er noget andet når det er levende føde" hun smilede og trak igen på skulderne "hvad jeg vil, det tror jeg ikke vedkommer dem" hviskede hun og et sekund så hun advarende på hende, men derefter var hun igen blidt og varm

En ting, de gør. Charlie rynkede let på næsen. Det var en ulækker ting, de gjorde, og hun havde det ikke godt med den. På nogen måde. Hun kom til at føle sig som en genstand, der skulle testes på en eller anden måde. Men i det mindste var der sket en ændring med pigen. Hele hendes fremtræden var blevet langt mindre truende. Hun var blevet et lille, almindeligt væsen. Stadig pæn, stadig som enhver vampyr.

Og så kom den mest vampyragtige bemærkning. Cool, fedt. Åh, stakkels pige. Tabt i en tid, der forlængst var forsvundet. Charlie fik næsten ondt af hende. Men også kun næsten. Hun vidste godt, det kunne læres. Pigen ville få et fantastisk liv. Smukt ansigt, lækker krop og vidunderlig stemme. Hun skulle bare lige vise det. Og det ville hun også gøre. Og mænd ville falde for hende i flokke, og hun ville suge dem tomme for blod.

Og så var der det her, det her hemmelige, hun ikke ville sige. Charlie trak på skuldrene.
"Det rager vel ikke mig." mumlede hun.¨

//Du svarer som vinden xD//

hun strake sig kort og så igen på pigen "jeg har hørt ordene før, men jeg finder dem ubrugelige, hvad er der i vejen med gode manere" spurte hun og lagde armene over kors "som f. eks at alle åbenbart er hinanden dus, nej ser de i min tid var det kun under klasserne der var dus med hinanden, hvor de fine og lidt mere civiliserede var dis" hun rystede på hovede og rullede med øjnene.
hun lagde hoved på skrå "fortæl mig hvor gammel er de" spurte hun stille, hendes øjne var overvågende og fulgte hver eneste bevægelse pigen lavede, selvom rovdyret var mær og faldet til ro, ville den mindste tegn på panik et for hurtigt hjertebanken eller noget i den stil, for det hele til at vågne op og hun ville ikke kunne stoppe sig selv i at angribe, uagtede om hun faktisk ønskede det

//Damn, sorry! Var spontant i Kbh//

Charlie kløede sig i hårgrænsen. Bah. Manerer. Som om der var noget galt med at være dus. Sådan at gå og føle sig ophøjet, hvor var det typisk vampyrer. Underklasse og overklasse, hvilken banal tankegang, vrængede hun indvendigt, mens gammel sorg over at være underklasse, være på bunden af samfundet, vældede op i hende.

Og så det med at øjnene. Måden hun rullede bedrevidende med dem, denne her smukke pige. Charlie så det som antydninger i skyggerne. Men hvordan kunne hun dømme denne her stakkels pige, hun ville jo aldrig få børn, aldrig få et videre liv. Altid fanget i en tabt tidsalder, der aldrig skulle vende tilbage.

"Jeg er i tyverne." mumlede hun og lagde ligeledes hovedet på skrå. Hun fornemmede ikke den lurende fare, men kun den afslappethed, der viste sig i pigens kropssprog, hendes træk, hendes skyggefulde ansigt.

hun klukkede og lagde armene over kors "åhh hvis de bare havde levet i min tid, den gang havde kvinder faktisk intet at sige, vi skulle bare holde vores mund og se flotte ud" hun rullede med øjnene og det og så kort på sine sorte negle, det var bare hverdag for hende, vågne op, spise morgenmad, også sidde og se smuk ud ved Shane's side- hendes tidligere mand- når han skulle til møder også var der alle de fine fester.
hun sukkede stille og lagde armene over kors, hvorefter hun så blidere på hende "i tyverne og er det kun af krop, men også i sind" spurte hun og lagde hovede på skrå. "hvis det er okay jeg spørg men hvad er deres navn" hun rettede op og smilede varmt og blidt til hende, hendes tænder var lige og hugtænderne var trukket op

//gør intet, men godt du skrev

"Ja, det var tider," konkluderede Charlie drævende. Hendes mod var vokset en smule, og hun brød sig slet ikke om den kommentar. Ikke fordi pigen mente, det havde været bedre. Mere fordi det faktisk havde været sådan. Klamt. Og selvfølgelig havde denne pige været en del af det. Det var tydeligvis holdt op. Pludselig var hun blevet et magtfuld skabning med mørket i ryggen og uforstelige kræfter.

"Tyverne, krop og sind," gentog Charlie og fandt et navn. Hun var nødt til at have et navn. Ikke bare Charlie, selv om det også bare var et dæknavn. Det var bare et mere stærkt dæknavn. I modsætning til det, hun nu genoptog brugen af: "Mit navn er Elain. Elain Woods. Og De?"

Det løb hende koldt ned ad ryggen ved at bruge det lille pronomen. Nu var hun på udebane. Spillede efter den andens regler. Men sådan var det måske ikke. Sådan skulle hun ikke tænke.

hun rystede på hovede "non, til tider var det, altså folk var mere sammen, som familie, men de fester, det var da til at falde i søvn over" hun gned sig i nakken, lige der hvor hun var blevet bidt, og på en eller anden måde så var det beroligende, hun lagde armene om bag ryggen og betragtede hende med overvågende øjne.
hun nikkede kort "så ung de er, så meget liv at leve, jeg husker det selv, da jeg var menneske, jeg troede alt ville være godt, at jeg skulle leve lykkeligt i mit ægteskab, få et barn og en dag dø, men det skete aldrig" hun rystede på hovede og med et kunne man se rigtig sorg i hendes øjne. hun hævede det ene øjenbryn og lyttede stille, hun bøjede sig ned over hende og virkede en smule faretruende "jeg hedder Ashley, men jeg går vel ud fra at de lavede det navn og står og lyver for mig, har jeg ret" spurte hun og der var antag af en læspen, da en smule af hendes hugtænder kom frem

Charlie trak bare på skuldrene. Hvad havde hun at sige om de fester? Intet. Hun anede ikke noget om det. Hun kunne ikke udtale sig, smilede bare akavet og begravede hænderne i lommerne igen. Og til pigens udtalelse om fremtidsudsigter: Hvad kunne hun sige? Hvad? Hun sendte bare et lidt bedrøvet udtryk, uden at se pigens sorg. Mørket skjulte den slags ting, kun en antydning i stemmen, i holdningen, hele fremtoningen. Tydeligvis trist.

I hvert fald et øjeblik. Så dukkede noget andet frem. En mere uhyggelig side. Igen. Og kom med en meget faretruende udtalelse. Om et falsk navn. Havde hun gennemskuet Charlie? Hun var ellers en habil løgner. Så dygtig til sit fag, at hun havde bundet talløse før denne vampyrer. Både mennesker, vampyrer, dæmoner og elvere. De bed på hendes lokkemad og talte varmt til Elaine, Charlie, Tara eller hvem hun nu end udgav sig for at være. Brugte hendes falske navn om og om igen, til det lød helt rigtigt i selv hendes egne ører.

"Nej, Ashley, det er faktisk mit navn." løj hun med en let kulde i stemmen. Så tog hun sig i det. "I lige så høj grad som dine fine, lige tænder er din mund." Wow, det lød som en provokation. Det var det ikke. Det var sandt. Elaine var et forretningsnavn, og munden uden de skarpe tænder var en forretningsmund. Ting, der blev brugt blandt andre. For at skjule noget, der blev anset som privat.

hun kneb øjne sammen og en svag og direkte umenneskelig knurren forlod hendes strube og hun trådte et truende skridt frem "dej det er ej, deres lille hjerte afsløre dem, det er det der afsløre alle løgnere" hviskede hun og vidste tænder af hende, man kunne tydeligt se hvordan hun sitrede, hvordan alle instinkterne igen vågnede på ny og hvis hun ikke blev beroliget, ville denne pige foran være det næste mål "pas på hvad de siger" hvislede hun og knyttede næverne, man kunne ane på den måde hun bed tænderne sammen og måden hun trådte et skridt tilbage at hun ville afholde sig fra at åbne døre og lukke dyret ud, hvorefter hun nok ville gå til angreb på pigen

Charlie, der ikke brød sig om at tage mod ordre, fnøs. At passe på. Hvilken almindelighed. Banalitet. Det var altid det, de sagde, og de mente det da også, hun vidste bare godt, og det burde pigen også selv vide, at Charlie ikke ligefrem var vadet velvilligt ind i løvens gab, nej, pludselig var løvens gab dukket op omkring hende, og ikke om hun så ville danse efter løvens gabs pibe.

Hendes lille hjerte. Hvilken kliche. At hjertet skulle slå hurtigere.. Pis og papir. Det måtte være en instinktiv forståelse vampyren havde. Noget helt andet. Charlie havde gloet time ind og time ud af Lie to Me, og hun mente nok at vide, hvordan løgnen afslørede sig.

//Se den, den er fucking god Har ikke set nok til at vide noget om hjertet -.- , og det er ikke at jeg prøver at sige, du tager fejl. Det er bare det, Charlie synes xD .. Og så er det bare en god serie <3//

"Det gør jeg skam." mumlede hun og bakkede et skridt. Hun næsten lyst til at opfordre pigen til selv at gøre det samme, passe på, men det ville nok være uklogt. Hun tog i stedet sin jakke af. Med et kort, hurtigt ryk trak hun den over skuldrene og stod tilbage i en kæmpestor, strikket trøje. Sort, som næsten alt det andet tøj. Hvordan den havde været under læderjakken forblev et mysterium. "Men jeg passer også på mine hemmeligheder. Ligesom du vel også gør."

hun hævede det ene øjenbryn og det var tydeligt at se i hendes ansigt at det var behovet og ikke hende selv der fik hende til at tage et skridt imod hende "deres hjerte banken, udtryk, alt afsløre dem" hvislede hun og snerrede svagt, det brændte i hendes hals og det kunne anes i hendes rovdyrs øjne, der med blev meget opmærksomme på hendes hals

//jo det er jo i bund og grund hjertet der for det meste afsløre løgnere, f. eks er en løgndetektor sat fast og måler ens puls, men ellers er det som manden i Lie to me gør, han holder øje med ting som hvis man bevæger sig eller gør et eller ande usædvanligt//

hun bed sig hårdt i læben og små dråber blod gled ned fra hendes hage og med et stivnede hun og stoppede sin vejrtrækning, hun lod tungen glide ned og smagte på sit eget blod, smagen eksploderede i hendes mund og fik hende til at gispe

Det her kunne blive rigtig farligt. Rigtig, rigtig, rigtig farligt. Så farligt, at det kunne ende med at koste mere end et liv. Charlies næse opfangede blodet det øjeblik, tænderne brød gennem pigens hvide hud. Og hvis der var noget, der var spændende, så var det vampyrblod. Hendes behov for konstant at opbygge en formue rullede pludseligt i hendes årer. Hun havde lyst til at slagte vampyren for at tappe dens blod og sælge det. Bare et par dråber var nok til at forsyne hende i.. Lang tid.

Men det var kun en vild og sindssyg idé. Den nåede slet ikke til hendes egentlige tanker. De vidste alt for godt, hvad der foregik. At hun aldrig ville kunne hamle op med en vampyr. Ikke på nuværende tidspunkt. Hun kunne lige så godt gå hjem. Hvis hun kunne få lov. Problemet var bare, at der var sket denne her frygtelige forandring med pigen. Hun var blevet vilddyret, der jager sine ofre. Og Charlie skulle i hvert fald ikke være et offer i nat.

"Okay, mit hjerte sladrer." sagde hun højt og trådte endnu et skridt baglæns. Meget langsomt. Klemte jakken fast under armen, klar til action. "Lad være med at lytte til det."

hun rakte hånden ud "stå stille" hviskede hun stille, det var som var hun en løve, hvis offer skulle spille dødt, så den til sidst mistede interessen for det, og hvis denne pige gjorde det, ville det nok ikke ende i blodudsugelse "bare stå helt stille" hun rettede hendes rovdyr øjne mod hende og alt ved hende summede og hendes indre var næsten i krig mod hinanden og hun frygtede list at sulten ville vinde til sidst og det ville ende med at hun ville gå direkte efter halsen. hun trådte et skridt frem og bed tænderne hårdt sammen, stadig sitrende og med rovdyret over sig, hvis bare der kom ro på, så ville alt ende godt

"Du er slet ikke sulten," mumlede Charlie næsten bønfaldende, og så på pigen. Det var, som om hendes ord ikke havde været en kommentar eller konklusion, men mere et ønske. Hun stod bomstille, og enhver naturlig bevægelse, der før havde været, knitren af tøj, hendes hånds lette bevægelse i handsken, sandet, der knasede, alt var som forsvundet. I hvert fald udenpå.

Sågar hjertet var kølet noget ned, slog nu roligt og taktfast under flere lag tøj. Det var ikke, fordi hun ikke var bange, og ikke fordi hun selv styrede det direkte. Det var mere en indirekte handling, en forandring, der var ved at ske. For inde i Charlies krop foregik der noget. Hun tog sig sammen og gjorde sig klar. Spændte hver en magisk nerve til den kamp, hun så i horisonten. Magien lammede hende, som den bredte sig under hendes hud, og hun vidste, at selv hvis hun kun havde splitsekunder at handle i, så kunne hun i hvert fald få et enkelt træk indført. Måske ville det være nok.

Bare det ikke kom så vidt!

hun trak vejret ind "nej måske ikke, men se mig som en løve, den er måske ikke sulten, men hvad stopper den fra at løbe efter antilopen, jo kun hvis dyret ligger sig ned og spiller død og det er det jeg har brug for at de gør, bare står stille" hviskede hun stille, hun smilede stille og lagde låg på det hele, som havde løven mistede interessen for dyret, og det havde hun nu også "det var bedre, men de må forstå, vores instinkter fungere som rovdyr, hvis vi bliver lidt for sure eller de blev lidt for bange, deres hjerte slog lidt for hurtig, det starter det hele også er det svært at holde igen" forklarede hun stille og tørrede det sidste blod væk. hun hævede det ene øjenbryn og rystede på hovede af hende "bare lad hver med at få deres hjerte til at slå hurtigt eller gør mig vred, så for de ikke brug for at slås i aften" hun prøvede at smile men det så forkert ud

"Jeg skal prøve.." svarede Charlie stilfærdigt og trak jakken på igen. Et øjeblik havde hun troet, hun ville være nødt til at kaste sine vinger ud, strække dem op mod himlen og lette i et kæmpehop efter at have afledt Ashleys opmærksomhed. Hun takkede alle større magter for, det ikke blev en realitet. En løve. Det passede meget fint. Heldigvis kunne løver også være dovne. Charlie havde ikke alene brugt timer på Lie to Me, hun havde også fulgt med i samtlige naturprogrammer, der blev sendt på lange hverdagsaftner. Så følte hun sig ikke så alene.

Hun genkaldte sig især visse programmer om, hvordan hanløven sjældent så meget som vipper et knurhår. Hun lagde et smil om sin mund, lidt akavet, fordi hun ikke rigtigt havde lyst til at tage alt for meget stilling til hvor farlig Ashley egentlig var.