Legplads ~ Ashley og åbent

hun nikkede blidt "mange tak, det gør det en del lettere for mig, for så for jeg ikke lysten til at.." hun gned sig i nakken og bed sig i læben, det var svært og selvom hun var vant til at vælte sig i blod, så var der noget ved denne unge pige, som hun et eller andet sted godt kunne lide "de må forstå hvordan det er for mig, ild der brænder min has, flår min åre, hvis jeg ikke drikker" hun trådte stille et skridt frem, dog uden på nogen måde at virke faretruende, men denne gang var hun den forsigtige

Charlie fnisede lidt krukket. "Tro mig, jeg kender det." sagde hun familiært, som om hun helt havde glemt, at hun talte til en vampyr. Det havde hun ikke. Aldrig nogensinde! Hun var på vagt, og magien rullede i hendes årer, men hvis Ashley ikke var i kamphumør var der ingen grund til ligefrem at opfordre til det. Hellere prøve at tie det ihjel. Hvilket hun måske ikke gjorde ved at fortsætte samtalen om, hvordan trangen brændte, men det var en anden sag.

"Jeg ryger, forstår du." sluttede hun med tydeligt påtaget bedrøvethed. "Og hver gang, jeg prøver at holde op, og det gør jeg tit, så får jeg det sådan." hun smilede. "Okay, måske er det ikke helt det samme, men nu vi snakker om røg. Smøg?" Hun rakte en pakke frem. Havde ikke selv lyst til at tage een, men det var alligevel ret tiltalende som de lå der i pakken og kiggede på hende med de hvide filtre.

hun nikkede og smilede blidt "men altså det er godt de ikke bliver bange, andrenelin det gør noget ved blodet, det er ligesom at forstille sig sin livret, bare denne gang ti gange bedre end normalt, kan de følge mig" spurte hun og smilede et lille og faktisk en smule forsigtigt smil. hun nikkede igem og lyttede til hvad hun sagde om at ryge og da hun så rakte parken frem trak hun på skulderne "jeg kan jo ikke ligefrem dø af det, det er en smule for sent" klukkede hun og tog en af smøgerne med et blidt smil

"Tjah, hvis det er som kaffeduft en tidlig morgen, så kan jeg absolut," sagde Charlie en smule tørt. Placerede en cigaret i mundvigen og stak pakken tilbage. Søgte efter en lighter i sine lommer. Fandt den. Det var en af dem, der bruges i hæren. Navnet Harry var indgraveret med blogbogstaver. Den var skrammet og havde et par mørke pletter som fra sølvnitrat, selv om det ikke var til at sige. De havde der været der allerede da hun fandt den, tabt ned mellem skinnerne på en tom togstation. Med tiden var den begyndt at få en vis betydning for hende. Hun tændte den, og den lille flamme brændte mellem hendes sorthandskede fingre.

Lyset var først næsten blændende, og Charlie måtte knibe øjnene sammen, før hun rigtigt kunne se Ashleys ansigt. Og hvilket ansigt. Ashley, vampyren, var simpelthen, ganske enkelt pæn. Selv hvis man havde lukket de blå øjne, der holdt både latter og sorg, så fyldt med det liv, hun egentlig var færdig med, selv hvis man havde fejet antydningen af et smil af hendes bløde mund, den svage, sødmefulde antydning af gammel farve i kindernes bue, et lille drag om næsen, hvis man havde fjernet gløden i hendes hår, klasket hende vand i ansigtet og lagt hende i koma, ville hun stadig være pæn. Men hun var ikke kun pæn. Hun havde også skønhed. Hun var direkte smuk. Udstrålingen, glimtet i øjet, bevægelserne, hun var så fint fuldendt.

Øjeblikket forsvandt ligesom lighterens flamme, og det samme gjorde det stik af misundelse, der havde meldt sig i Charlies mave. Kun et lille et, heldigvis. Mørket slog sammen om hende, og hun blinkede et par gange. Hun vidste godt, hun selv havde visse kvaliteter, men intet der kunne måle sig med en vampyrs. Selv om hun havde ren hud, høje kindben og store øjne, var hun vel klar over, at det slet ikke kunne sammenlignes. Det var en klasse for sig, det som sygdommen gav. Ashley havde dog også været smuk som menneske, det var hun sikker på.

"Jeg ville ønske, jeg havde det sådan," kommenterede hun til udødeligheden. "Jeg prøver at kvitte det."

hun smilede og sugede røgen ned i hende nu ubrugelige lunger, hun lagde stille hovede på skrå af nysgerrighed, da pigen tog lighteren frem, men hun skærmmede dog for øjnene over lyset, men hun gjorde det tids nok til at lægge mærke til hvordan pigen betragtede hende, næsten med misundelse "er de okay" spurte hun og rettede hovede op "jeg har vel ikke gjort dem noget" med et var hendes blide stemme bekymret, for det hun frygtede hun havde gjort overfor pigen, hun faktisk endnu ikke kendte navnet på "jeg håber det er okay jeg spørge og jeg håber virkelig de siger sandheden dennegang, men hvad er deres navn, deres rigtigte navn" spurte hun blidt og varmt
imens hun ventede sugede hun af smøgen og pustede røgen ud og betragtede blidt røgen stryge op ad og helt op til der hvor det nu end forsvandte "åhh at stoppe med at rygge, det må være svært, men kan de ikke et eller andet som kan hjælpe dem" spurte hun og hævede det ene øjenbryn

Ak, navne, det betød så meget for visse mennesker, og så lidt for andre. Charlies blik flakkede. Hendes øjne bevægede sig ned mod hendes sko, og tilbage igen. Hun trak på skuldrene, mest til sig selv, som om hun havde en indre, indædt debat. For hvor langt gik navnet? Til at sige, at hun var datter af den ulykkelige pige, der, dum som en dør, gik i seng med en udlænding, som skred. At hun var J. P. Edwards, studerende i fysik, der bare.. forsvandt? For hun var jo ikke Janey længere. Hun var noget helt andet. Nu var hun Charlie.

"Charlene, bliver det. Kald mig Charlie. Og Elaine overfor andre." Hun kløede sig let i nakken. "Med hensyn til at stoppe, så plejer jeg at at se det, som om jeg selv må tage ansvar for mit eget liv."

hun nikkede og smilede "det er hyggeligt at møde dig Charlene, det er faktisk et meget smukt navn, og det klær dem smukt" hviskede hun og lagde hovede på skrå, varmen var tydeligt at spore i endes øjne, hun trådte stille frem og før hun kunne gøre noget havde hun givet Charlene et kys på hver kind, da hun jo var franskmand, lå det til hende at gøre sådan "meget hyggeligt og de må undskylde det før" hviskede hun og rettede så op

Charlie var ikke ligefrem hvad man kunne kalde kærligt anlagt, og pludselig at finde sig selv kysset af en fremmed fik hende til at stivne med et mærkeligt udtryk i ansigtet, som om hun ikke viste om hun skulle grine, glo eller slå fra sig. Det faldt hende ikke engang ind at gengælde den lille gestus. "Tak," stammede hun bare, og gned uden rigtigt at tænke over det sin kind, hvor et par bløde, kolde læber havde strejfet hendes hud. At få den slags ros var hun heller ikke vant til. At hendes navn var pænt. Mærkeligt at det sådan dukkede op, men måske var Ashley bare så ligefrem. Det ville være dejligt for een gangs skyld.
"Det - det er helt i orden." Charlies ansigt, der havde vist let undren blev mere forbløffet. "Jeg går ud fra, det ligger i din natur. Ikke at jeg bryder mig meget om det af den grund.." let brysk. "Men det er okay."

hun smilede og lagde hoved på skrå "åh det er fordi jeg er franskmand, vi hilser som regl på hinanden på den måde" forklarede hun med et blidt og varmt smil, et smil der dog ikke nåede helt op til hendes øjne, fordi det gjorde for ondt at tænke på alt dem man mistede, fra fortiden. hun smilede dog da Charlene sagde tak og nikkede "det var så lidt" det trak let i hendes mundvige og dennegang var det oprigtigt og varmt "det gør det, vi er som hajer på området med lugten af blod, men som løver og tigere når det gælder jagt, det er bare svært at stoppe" hun kløede sig i nakken og sukkede

"Løver og tigre, hmm?" gentog Charlie tøvende. Også hun sukkede, som om hun helst havde lyst til at glemme det. "Og som de fleste andre af din slags ligner du et lam." Hun havde sagt det tøvende, men et smil gled over hendes ansigt. "Er det ikke til tider lidt svært at blive taget alvorligt? Eller selvfølgelig, vi befinder os i 2012, men alligevel, drengene sværmer om dig, gør de ikke?" Og så var hun blond og fransk og med de fine træk og den lille, fine næse. Præcis som enhver måtte ønske.

hun grinede "et lam, god sammenligning, men nej det gør det vel ikke, altså jeg går vel ud fra at jeg ikke lukker dem ind på samme måde, så på en måde, men de der før ender som middag" hun trak på skulderne og smilede blidt og varmt til hende. "om det er svært at blive taget alvorligt, hvorfor fordi jeg er smuk, ja nogle gange, men for det meste bliver jeg taget alvorlig når jeg har tænderne i deres hals, så er det ikke mere udseendet" hun grinede svagt og rystede på hoved

Charlie trak på skuldrene. "Selvfølgelig, men der er det lidt sent at begynde at tage folk alvorligt." hun fnøs af latter. "Men sådan er det ofte. De tror ikke på, man er andet end en lille pige. Alle der er ældre, tror de er klogere, og alle der er større, tror de er stærkere." hun kløede sig på næsen, og tænkte, hun nu havde fortalt, at hun selv var farlig. Heldigvis kunne den reddes endnu. Uden rigtigt at have planlagt det, uden overhovedet at have tænkt over det, busede hun ud med en del af sin historie.

"Da jeg startede på fysikstudiet var jeg en af de yngste.. Altså, jeg læste fysik før jeg kom hertil, men jeg holder en pause nu," måske en evig pause, tænkte hun ved sig selv, "indtil jeg.. Får taget mig sammen igen." hendes mund blev en streg. "Der har været noget rod, og jeg mistede modet, men.." Et øjeblik stod erindringen om at komme hjem fra en begravelse lysende klar. Så blegnede den.

"Ja, under alle omstændigheder var jeg en af de yngste, og de andre grinede af mig i starten, for jeg var slet ikke.. Kommet så langt i livet som dem, faktisk. Men da vi så skulle have de første opgaver, så opdagede de, at det ikke er den slags bagateller som alder eller udseende, det kommer an på."

hun nikkede stille "de har selvfølgelig ret og ja jeg hader at alle kun går ud efter udseendet, se der er en pige, hun kan sikkert ikke engang løfte sin egen arm lad os hjælpe hende" hun vrængede på næsen "det er det jeg hader mest, altså jeg har levet i mere end tre hundrede år, jeg kan da forhelved godt tage vare på mig selv" fnyste hun og rystede på hoved.

hun hævede det ene øjenbryn da Charlene begyndte at snakke om sit tidligere liv "det er jeg ked at høre, tror mig det er bedre der end dengang jeg var menneske, prøv at forstille dig det, at skulle side som en eller anden dukke ved siden af sin mand som kan gøre hvad det passer ham, mens man skal høre på alle de andre dumme koner fortælle om hvad de nu har oplevet, det er for at sige det ligeud, pisse kedeligt" hun stønnede stille og lagde en hånd på sin pande

Pludselig røg privatlivet bare ud af Ashley, og Charlie mærkede, at hun blev varm inden i. Der var noget fantastisk umiddelbart over denne pige. At hun bare gav sig til at fortælle om sig selv var måske ikke unikt, men det var dejligt alligevel. Charlie selv havde gjort det som en investering i karakteren Charlie og hendes omgangskreds. Ashley gjorde det tilsyneladende bare af lyst. Fordi hun troede, Charlie kunne.. Hvis ikke holde på en hemmelighed, så måske bare.. lytte.

"300 år?" gentog hun. Livet som dukke lød ikke særlig rart, men det var alderen, der kom mest bag på Charlie. "Du holder dig godt," hun fnisede, men der var beundring i hendes øjne. "Wow, nej, det er faktisk lang tid." sørgmodigheden i hendes stemme var næsten uhørlig, men den var der. Et øjeblik havde der meldt sig en trang til at være udødelig. Til at kunne samle viden. Charlie havde ikke gået på universitetet uden grund. "Du må være meget viis. Men.. Wow, du har set to verdenskrige!" Hun lagde hovedet på skrå, som om hun prøvede at SUGE erindringer om en tid, der ikke længere fandtes, ud af Ashley. Hun havde levet i begyndelsen af 1700tallet. I Frankrig, forlød det.

"Var du gift før du.. Du ved?"

hun grinede stille "nej kom du op på de 557, så har du det lidt mere præcise år" hun lagde armene over kors og hoved på skrå, dette var underligt, at skulle snakke om det der skete da hun var menneske "jamen mange tak, det hjælpe at være en uddød, du veddet afholder vel en fra at dø og gør at man lever evigt" hun trak på skulderne. et smil dannede sig på hendes læber "og jeg har set Napoleon, de to uafhængigheds krige i USA, plus rædsels perioden i Frankrig" hun smilede svagt og tænkte tilbage på nogle af de forskellige ting.
hun nikkede stille og rynkede brynet "ja jeg var skam gift, 22 år og lykkelig gift eller det troede jeg da, jeg troede at vi skulle være sammen forevigt og altid, men det vidste sig modsat" hun trak på skulderne og sukkede stille

Charlie havde ikke lyst til at gå ind i samtalen om lykkeligt eller ulykkeligt ægteskab. Det var alt for privat et eller andet sted. Hun knyttede hænderne i lommerne og fik et forknyt udtryk i ansigtet et øjeblik, før hun fik hold på sig selv. Det var et spørgsmål om 22 og 24, og Ashley havde ikke rigtigt lydt som om det havde været helt oprigtigt lykke. Men Charlie ville jo heller ikke være gift. Eller have en kæreste overhovedet. Det var en meget mere grundlæggende uro for at være helt alene. Helt, helt alene i verden. Som hendes mor. Helt alene med ansvaret for et uroligt, lille barn, Jane, der spurgte efter far og trak i sine mange fine fletninger.

Hun bed sig i læben og flyttede opmærksomheden tilbage til nutid. "Hvad var.. Så det vildeste, du har oplevet?" hun vidste ikke rigtigt, om det var det, hun ville have spurgt om, men det var bedre end ingenting. "Og var du på vej noget sted hen, eller sådan noget? Jeg står og bliver småkold." Halvløgn var det sidste, men pludselig fik Charlie bare en vild trang til at bevæge sig ud af parkens mørke skygger. Hvor som helst hen. Næsten.

hun betragtede hende nøje og trak hurtigt sin jakke af "her, den er måske ikke så varm endnu men den vil måske give dig en smule varme" hendes smil var blidt og oprigtigt i det hun rakte Charlene sin jakke "det vildeste, det må nok være...da jeg var oppe og slås med en anden vampyr og det faktisk lykkedes mig at få dræbt ham" hun trak på skulderne, hun nikkede og begyndte at gå en smule. lyden af hendes høje hæle der slog mod jorden, var næsten smuk og de lange ben der var beklædte med de stramme jeans, var næsten som en models "men ja det var nok det, jeg husker at jeg var overrasket, dækket af blod, men overrasket" hun grinede og lagde armene over kors "hvad med dem, hvad det der vildeste de har oplevet" spurte hun og så på hende over skulderen

"Nej, det.. Vil vække opsigt, og du bliver kold - eller.." Charlie protesterede kun overfladisk, og det var da heller ikke længe, hun stod med den lækre jakke og så paf ud. Så slog hun den om skuldrene som om det var en kappe, og ignorerede hvordan den hang mærkværdigt over hendes i forvejen lidt store læderjakke. Hun fulgte efter Ashley, og prøvede at ignorere følelsen af at være lidt ved siden af i forhold til vampyren med den perfekte, feminine gang og de lange, lange ben. I stedet lyttede hun og hævede øjenbrynene.
Dræbt en vampyr? Det var ret unikt. Måske ikke for en vampyr, men alligevel.
"Wow en vampyr! Og jeg? Tjah.." Charlie gennemgik sine erindringer meget hurtigt. Vildt var så stort, hun havde ikke selv tænkt det, da hun stillede spørgsmålet, men nu vidste hun, hvad hun åbenbart havde stillet Ashley overfor. Der var meget, man kunne vælge, mange ting, man kunne trække frem.
"Det vildeste. Mit liv er nok ikke så spændende som dit.. Men det var nok at blive inviteret ud af Josh fra biologi." Hun skulle aldrig have sagt det, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig. Hun sank noget. "Han skylder mig stadig en date." hviskede hun meget hørbart. "Min mor døde inden." Hendes kæbe blev tydeligt i hendes underansigt da hun bed tænderne sammen og skubbede alting langt, langt, langt væk igen, tilbage i sin indre brønd. Hun sugede en stor mundfuld luft ind og pustede langsomt ud. Hvad som helst, der kunne aflede samtalen.
"Til den vilde konto kan man også regne at jeg opdagede, at jeg.. Eh.. er dæmon." hun hviskede det sidste.

hun rynkede brynet og så streng på hende "intet hjertebanken ergo ingen varme i kroppen, jeg ville ikke kunne mærke det hvis det sneede" han lagde armene over kors og nikkede først da hun så den om hendes skuldre, "meget bedre" hun smilede og gik ved side af hende med en yndefuld gang, bemærkede hendes blik "noget galt kære Charlene" spurte hun og stoppede op foran hende, så ned på hende med nysgerrige øjne, der dog bar noget bekymret over sig.
hun nikkede stille "ja han var irriterende, prøvede at kysse mig...han var vel bare klam" hun gøs og rystede på hoved "hjertet ud, det er en god teknik" hun knyttede hånden og huskede hvordan hun havde revet hjerte ud af brystet på ham, set hvordan livet forlod hans brune øjne.
hun nikkede stille og smilede "så må du op på hesten, han skal ikke vinde ved ikke at gå ud med dig, du er smuk, venlig og rar...alt i alt den perfekte pige at være sammen med..." hun stivnede og så pludselig bekymret på hende "det er...jeg ked af at høre" hun gik hen til hende og så bekymret ned på hende "det skal nok gå...med tiden glemmer man det, tag det fra en der kender til den slags" hun sukkede og trådte tilbage

"... Så du gjorde det, fordi han prøvede at kysse dig?" Spurgte Charlie og var paf et øjeblik. Heldigvis skjulte hun det godt. "Så må han godt nok have været klam!" Fnisede hun halvforskrækket. Fordi han havde været klam? Det kunne hun slet ikke forestille sig Ashley gøre. End ikke selv om vampyren havde truet med at gøre noget i samme stil mod hende. Sådan var Ashley bare ikke. Hun var typen, der gav ros. Det gjorde hun faktisk helt nøjagtigt.

"God, Ashley, du kender mig slet ikke." sagde Charlie stille, men glæden var tydelig i hendes stemme. Hun var ikke vant til at få ros fra uventede kanter. Hun lukkede hænderne om kanten af den anden kvindes jakke, trak den tættere sammen og smilede ned mod jorden. Duften, der hang i stoffet, slog om hende, ganske fin og tynd, som et slør, luftig og upåtrængende, intet andet end behagelig. Der var ikke nogen særlig essens, hun kunne sætte en finger på, kun en snert af noget rent. Som en sommermorgen et eller andet sted i et liv, hun aldrig havde levet. Charlie kunne godt forestille sig, at Ashley kunne bære en hvilken som helst parfume, hvad enten det skulle være frugtagtig, blomstertung eller bare krydret, men det passede hende fint, at hun ikke gjorde det lige nu.

Charlie smilede bedrøvet. "Jeg prøver at lægge det bag mig.. Og jeg er ked af, du også har mistet. Det tror jeg ikke, du havde fortjent. Du ved.. Du roser mig, men.." (let latter) " det er dig, der burde have mest ros, Ashley. Du.. Ej, du virker bare som.. Meget fantastisk. Hvis jeg må sige min mening."

hun nikkede stille "åhh ja han var klam, bare helt...faktisk ubeskrivelig ulækker" hun gøs og vrængede på næsen af væmmelse. hun skævede til hende og bemærkede blikket "hvad tror du ikke jeg kunne finde på det...det ville være din største fejl at undervurdere en vampyr, mange gør og senere fortryder de det" hun trak på skulderne og strakte sig kort.

hun trak på skulderne "måske mener du ikke det kære Charlene, men jeg ved indtil videre, din moder er død, der er sket noget for Charlene er ikke dit rigtige navn, du er ung, forholdsvis ung og en dæmon" hun smilede og lagde armene over kors, hoved på skrå og betragtede hende "du flygter fra noget, ikke en direkte person, men for nok at være mere præcis flygter du fra din fortid, hvor der er sket noget slemt, noget som fik dig til at glemme den du var engang, men så ved jeg også at du er usikker, meget usikker. måden du kigger på mig fortæller at du misunder mig, denne "skønhed" jeg åbenbart skulle bære, men du skal høre her" hun rynkede brynet og stoppede op foran hende "du er en køn pige, ganske attraktiv, du vil finde en fyr, eller kvinde for den sags skyld, som vil elske dig mere end nogen anden" hun smilede blidt til hende

hun rystede på hoved "jeg er ikke fantastisk, jeg er et monster, hvad du ser er kun en kamuflage, brugt til at tiltrække og derefter dræbe, jeg er et rovdyr" hun trak på skulderne og kørte en hånd igennem håret

Charlie gik videre i stilhed. Der havdehun vel nok fået noget at tænke over. Var hun virkelig så gennemskuelig. Og hvad var hun bange for? Hvorfor var hun usikker? Damn, hvordan kunne Ashley have set så langt ind under hendes hud, ind under hendes tanker hvor der kun boede et lille barn, byens Jane, der stod på toppen af en brandtrappe og kiggede ned i gårdene hvor alting foregik, hvor liv gik tabt og opstod næsten spontant.

Men på et punkt havde Ashley taget fejl. "Jeg har ikke rigtigt behov for nogen lige nu.." mumlede hun dæmpet. "Bare for venner." Hun sparkede til en sten på stien, som forsvandt ud i det mørke, våde græs. "Og jeg tror ikke, du er.. For mig er du ikke kun et rovdyr, Ashley.."

hun lagde armene over kors og hoved på skrå "jeg har ret her jeg ikke, men bare rolig det er ikke fordi du er gennemskuelig, hvis man husker al du har sagt og lægger det hele sammen, plus måden du kigger på folk...så ja, men ellers åenj" hun smilede svagt og rettede hoved op igen "jeg sagde aldrig at du havde et behov for det, jeg sagde bare at det ville ske" hun lagde om bag ryggen og smilede blidt.

hun rynkede brynet "hvad er jeg så, hvis jeg må spørge, hvis du ikke kun se mig som et rovdyr, hvad ser du mig så som" spurte hun og trådte hen mod hende, hun så ned på hende og hævede øjenbrynet, nysgerrige kom ganske svagt op i hendes øjne som hun betragtede Charlene,

//Du svarer så ufatteligt hurtigt o-o Kan knapt følge med xD//

"Men det sker ikke før jeg siger, det skal ske." hviskede Charlie mens pletter af en ubehagelig vrede bredte sig over hendes kinder. Hvorfor var hun vred? Hun var ikke spor vred på Ashley, og egentlig heller ikke på sig selv, for hun havde vist været gennemskuelig, men alle kunne lave fejl, også hun, og hvis hun først begyndte at bebrejde sig selv, ville hun sætte sig langt tilbage. Hun var bare vred på, hvordan tingene ikke havde flasket sig før. Det skulle have været på een måde, men det blev helt anderledes, og hun mistede kontrollem med sig selv, tabte grebet om de vilde kræfter, der kæmpede inde i hende, og det skulle ikke ske igen. Alligevel var denne her vrede tilbage, denne her trang til at få sin krop til at opføre sig ordentligt. Ikke flere smøger, sagde hun ofte, men det var bare en overfladisk ting. Hun havde gjort langt større skade på sig selv, udfordret skæbnen og mørkets vogtere alverdens andre steder, før hun pludselig en dag vågnede i sin seng med et godt, blåt øje og savnede sin mor af hele sit hjerte, meget værre end nogensinde før. Da havde hun vidst, at Jane for længst var forsvundet.

"Jeg ved det ikke, hvis jeg skal være helt ærlig.." Nu var hun blevet mere dæmpet. "Jeg tror bare, du har en anden side også. Som ikke er ren rovdyr. Du overfaldt ikke mig, vel? Fordi der ikke er noget rovdyr dér." Hun pegde på sit eget bryst som for at indikere hjertet. "eller heroppe." Satte en finger i tindingen. "Selv om kroppen siger noget andet."