tilbage i byen (Thomas)

T: 22:30
S: byens centrum.
O: en masse huse, fodgængere.
V:køligt, en svag vind, overskyet.
Calla gik igennem byen. hun holdt øje med fodgængerne over på den anden side. hun rettede kort på hendes højrøde lårkorte kjole. hun gik vider, fordybet i sine egne tanker.

Thomas lukkede en stor metal dør og låste den. Det var en af hans mange lagere han havde rundt omkring i byen. Han havde hentet en ting han havde solgt og nu skulle finde en måde at aflevere. En stor rubin talisman i en guldkæde som han i mangel på et bedre sted at placere den, havde lagt om halsen. Den var magisk men han kunne ikke aktivere den alligevel, for det krævede at man var magiker. Thomas lignede en tolvårig på alle måde ud over sit ansigtsudtryk der udtrykte selvsikkerhed. Han gik imod gaden, men imens han havde været inde i lageret, havde 5 teenagere stillet sig i indgangen ud til gaden. Thomas kunne se at de var fra en af de to store Gangs der holdt til her i kvarteret. Han lod som ingen ting og skulle til at gå forbi dem, men en af dem gik ud foran ham. Thomas var ikke bange for drengen og løftede bare blikket op imod hans andsigt. Han kunne lugte hans sprit ånde, og standsede op for at se hvad han ville. "Stop lige knægt, du kan ikke komme igennem her." Sagde han. Thomas ville skyde på at han var omkring 19-20 år gammel. Han fik øje på en pistol han havde i baglommen, han var stadig ikke bange han kunne ha dræbt alle 5 før de fik set sig om, men han valgte bare at høre hvad de ville måske gav det mening for en gangs skyld. "Hvad laver du ude så sent møgunge?" Thomas svarede ikke med det samme han så bare på drengen mens hans øjne begyndte at skifte fra sort til rød selvom det endnu ikke var synligt. "Hvad fuck har du om halsen?" Sagde drengen da han blev træt af at vente på svar. "Giv mig den!" Thomas havde glemt at putte den væk, han havde jo bare taget den om halsen fordi han skulle bruge to hænder til at lukke døren. Drengen rakte ud efter den, og Thomas tog lynhurtigt hånden op og greb drengens håndled- "Det ville jeg ikke gøre." Sagde han med gen gruopvækkende stemme hård, kold og hæs.

calla gik hen af gaden,hun så over på den anden side. hun fik øje på nogle drenge. en af dem så ud til at have lidt problemer med de andre. hun gik stille derover. hun gik frem til drengene. hun kærtegnede den ene drengs kravben og hendes stemme var hæs og forførende hun blinkede til ham ``hvad med at vise mig rundt i byen i stedet for, smukke?`` drengen kiggede på hende og hun smilede dyrisk, hun slog ham på kæben og han sank sammen under hendes slag. hun vendte sig om mod de andre hun så iskoldt på dem ``hva med at skride eller får i bare samme tur som ham der`` hun pegede hånligt på ham der lå og jamrede sig. de skyndte sig væk. hun vendte sig om mod den dreng der havde set ud til at have problemer ``er du okay?`` hendes stemme havde fået normalt toneleje og hun smilede til ham. han så kær ud.

Thomas holdt stadig fast i den dreng der havde rakt ud efter ham. Selvom han ikke var så stærk som en vampyr i voksen krop, var han stadig rigeligt stærk til at forhindre drengen i at flygte. Selvom han ikke rigtig havde set pigen fordi Thomas stramme greb var smærtene. "arh! hvad fuck... slip mig din... ARH!!!." Han skreg da Thomas sprang fra sin position hen over hovedet på mod muren, satte af fra den og slog drengen i ribbenene, med albuen så han knækkede sammen. Han landede på asfalten inden drengen bevistløst ramte jorden. "Jeg har det fint." Sagde han med et koldt smil og spyttede efter den bevistløse dreng. Thomas stemme var nærmest dyrisk hæs og hans øjne var røde, men var ved at miste farven og faldt tilbage mod sort. "Jeg var lige ved at ordne et par skade dyr... selvom jeg ikke har lyst til at ha' en irriterende bande på nakken. Jeg tvivler nu på at de vil sige det til resten af gruppen... at de fil bank af en lille dreng og en..." Han kastede et vurderende blik op og ned af hende. "...En teen-age pige." Sluttede han.

calla fnyste irriteret, hende en teenager. hendes øjne lyste af vrede, men hun droppede det hurtigt. ``mit navn er Calla bare så du ved det`` hendes stemme var lige så kold som hans,men hun havde ikke kunne forhindre en lille knurren i at opstå. hun banede lavmælt. nu kunne han sikkert regne ud at hun var langt fra almindelig. hun så på ham, hun lagde mærke til talismanen han havde om halsen. hun pegede på den ``var det den de var ude efter?`` hendes stemme kom tilbage til normalt toneleje, hun gad ikke bruge sine kræfter på ham. hun havde andre ting at gøre.

Thomas så på hende med et hævet øjenbryn. Han havde ikke nogle beviser for at hun var overnaturlig, hun kunne jo ha' dyrket kampsport. Han undrede sig også over hendes stemmeleje men det kunne betyde hvad som helst. "Denne her?" Sagde Thomas og trak den af. "Nej jeg tror bare de var ude på ballade, den slags drenge der tror de ejer det hele fordi de har en pistol." Thomas bøjede sig ned og tog våbenet fra drengen på jorden, i samme bevægelse stak han talismanen i lommen. Han havde ikke videre forstand på skyde våben, fordi han ikke brød sig om dem, men han så alligevel indgåene på den. "Alligevel... Tak for hjælpen, jeg hedder Thomas." Sagde han. Han havde ikke haft brug for den, men da han ikke viste om hun var overnaturlig eller ej, var det bedst at blive bag facaden, hvor skrøbelig den end måtte være efter hans lille stunt før.

calla begyndte at le, ikke for at genere ham eller noget men det var bare sådan en morsom situation. hun smilede til ham ikke fjendtligt men heller ikke venligt.``glad for at kunne hjælpe Thomas. og jeg tror du har ret med hensyn til de drenge.`` hun så på ham der lå bevidstløs på jorden. ``det er sådan nogle jeg normalt ville rive hovdet af`` hunfik et chok, det var meningen hun bare skulle ha tænkt det ikke sagt det højt, hun prøvede at redde den ``altså i overført betydning`` hun størg nervøst en irriterende lok hår om bag øret og så på ham. håbede ikke at han kunne gætte hun var overnaturlig. bare som han havde sagt tidligere en normal teenager.

Thomas så smilende på hende, selvom smilet ikke nåede øjnene. "Jo vi burte nok... hvad siger man... put him out of his misery?" Thomas gjorde mine til at rette pistolen mod drengen, men smed den i stedet i en skralde container. Han nægtede at slå nogen ihjel med en gun... det var bare for uværdigt, han ville hellere skære struben over på ham hvis det skulle være. "Nej lad os bare lade ham ligge, der er størst chance for at han dør gangske langsomt af... mangel på medicinsk behanlding, jeg er ret sikker på et han har brækket mindst to ribben." Sagde han som om drengen ikke var andet end en myg han havde kvast.

calla tænkte sig om skulle hun fortælle ham det, *nej din store idiot. det er din hemmelighed* hun blev vred på sig selv over at ha tænkt sådan en tanke, hendes sind hendes beslutning. hun så ned på drengen, hun sukkede ``ja, han klare det aligevel ikke. jeg skal nok få ham væk`` hun smilede dyrisk. hun skulle lige til at skifte men kom i tanke om hendes kniv. hun trak kniven ud af den skjulte beholder hun havde fået indrettet i kjolen. hun gik ned på hug foran drengen, hun stak kniven ind i hans hjerte. hun tørrede blodet af i hans bukser. hun rejste sig og så op på Thomas. hendes dyrisk smil forsvandt ``så er det klaret`` hun proppede kniven tilbage i lommen.

Thomas smilede grumt. "Nice." Sagde han "Jeg skulle nok ha gjort det selv, men det virker fint. Thomas stod allerede med en kastekniv i hånden han havde haft gemt i sit ærme. Kniven var af en jern/sølv legering, og skinnede i lyset fra gade lampen over dem. Det var ikke så tit Thomas mødte et menneske der bare aflivede folk, der havde brug for hjælp, hvilket også var en af grundene til at han selv havde tøvet, for at hun ikke skulle se det. Nu var han sikker på at der var noget i vejen med pigen her, hvilket var grunden til at han ikke umilbart lagde kniven væk. Thomas brugte altid denne form for kastekniv fordi sølv/jern legeringen var bedre end stål, samt lettere, og mere velegnede. "Du ved godt hvor mange år du kan få for det der - ikke?" Sagde han. De fleste almindelige mennesker gik op i den slags, så hvis hun svarede henkastet viste han at hun ikke var almindelig. Magiske væsner stod ikke til regnskab for småting som mord. "Hvis politiet finder dig, ryger du ind på livstid. Du skal vel være glad for at de ikke har dødstaf i denne del af landet." Sagde han helt uden at ændre på sit andsigt udtryk af overlegenhed og selvsikkerhed.

calla lo overbærende ``jeg klare mig`` hun fik øje på hans kniv, hun trak sig så langt væk fra ham som overhovdet muligt. hun så bange på ham ``vil du lægge den kniv væk, jeg er allergisk overfor sølv.`` hun mærkede at hun blev kold over det hele, forbanede sølv, hun bandede indvendigt. og håbede at han ikke fattede mistanke, hun trak sig mere og mere tilbage, hendes øjne udtrykte en klar og ren frygt. hun så ham lige ind i øjnene.

Tiøren faldt i det øjeblik hun sagde det. Den ældste undskylding i bogen, og hun regnede med ikke at blive opdaget. "Du er allergisk over for sølv?" Sagde Thomas. Han lo kort og vente kniven i hånden for at lade den glide tilbage op i ærmet. "Du kunne da i det mindste ha holdt dig i skindet eller ladet som om du blev forskrækket over noget andet, som foreksempel det faktum at jeg havde en kniv i hånden. Men at udbryde..." Han lavede en efterligning af en høj pigestemme. "...Jeg er allergisk over for sølv..." Hans stemme blev normal igen. "Det er det samme som en tilståelse." Han trådte lidt nærmere. "Hvem har sagt at kniven var af sølv, den kunne ha være lavet af en hel række forskællige metaller, men du ved det er sølv fordi det får det til at klø i din... pels... gør det ikke? Og hvis du så virkelig skulle være allergisk over for sølv, ville du være ligeglad, hvis det bare var i nærheden af dig, jeg skulle til at stikke ham der - ikke dig." Han pegede på den dræbte dreng. "Indrøm det... du dummede dig der, hvis jeg havde været et menneske, så ville jeg bare ha undret mig over din åbenlyse frygt over for dette metal, men jeg ved bedre."

``satans. ja du har ret. måske kunne jeg ha holdt mig i skindet, det er præcis derfor jeg aldrig kommer i byen.`` hun gik frem mod ham, og ud på gaden igen, hun længtes pludselig meget efter hendes trygge hule ude i skoven. hun så på ham ``har du så nogle bedre ider til hvad jeg skal gør næste gang nogle tager en sølvkniv frem?`` hun løftede trodsigt hagen og så ham lige ind i øjnene.

Thomas grinede lidt for sig selv "Du kunne starte med at gøre op med dig selv, hvorvidt nogen har tænkt sig at andgribe dig med den... jeg kunne lave dig et flowdiagram men det tager nok lidt lang tid. Hvis ja løb din vej manden har en kniv og truer dig med den, det ville ethvert menneske gøre. Hvis nej lad være med at blande dig, men lad være med at råbe at du ikke kan tåle sølv, enhver med en sølvkniv ved hvad det betyder, man render ikke rundt med en kniv af sølv hvis ikke man ved hvad den er til." Sagde han. "Nu må du ikke tro jeg har det med at stikke varulve ned, jeg bruger den fordi den er lavet til at kaste med, der er en masse teknik jeg nok skal skåne dig for, men den er lettere at bruge, når man har den rigtige teknik." Sagde han.

calla smilede svagt ``så næste gang jeg ser nogle med en sølvkniv skal jeg altså løbe?`` hun så lidt tid på ham og på den døde dreng. hun tog fat i ham og løftede ham op på skulderen og smed ham ned i den nærmeste affaldscontainer. hun vendte sig om og så igen på Thomas.

"Ja hvis de vel og mærke truer dig med den, medmindre du bedømmer at du kan klare dig alligevel, men de fleste mennesker reagere på den måde, så det er det klogeste at gøre hvis du ikke vil vække mistanke." Sagde han. Han betragtede hendes metode at skaffe sig af med liget på og rystede på hovedet. "Træd lidt tilbage." Sagde han og trak en lille rund flaske med en orange væske i, som han uden videre smed op i containeren før han hurtigere end et menneske kunne bevæge sig trådte tilbage, da høje stikflammer skød op af containeren med en brølen og efterlod en dansene glød nede fra dens bund og lugten af brændt kød fyldte deres næsebor.

calla så på ham ``du er vist heller ikke normal, vampyr?`` hun kiggede over på flammerne der slikkede op af containeren. hun mærkede varmen fra flammerne og smilede. hun kunne tydelig lugte det brændte kød. hun så tilbage på Thomas.

"Hvad får dig til at tro det? Bare fordi jeg ved hvordan man skaffer sig af med et lig? Det der var var bare en alchemist fire den er sådan set ikke magisk bare en hemmelig blanding, jeg har en hel del af dem." Sagde han. "Tænk hvis nu en skraldemand kom forbi og fandt liget i affaldsspanden, ringede til politiet og fandt frem til at du havde stukket ham ned? På denne måde vil de tro at noget i affaldspanden er selvantændt og en eller anden i lejligheds komplecet der..." Han pegede på den bygning containeren stod op af. "...vil få en opsang - ikke andet. Ingen vil mistænke at der er sket noget her." Sagde han.

calla lo ``jeg er ikke dum, jeg så hvor hurtigt du bevægede dig. det var umenneskelig hurtigt. og jeg kender godt til alchemist fire.`` hun så på ham. hvor dum troede han hun var.

Thomas så på hende. "Var det? Det lagde jeg ikke engang mærke til." Sagde han han havde bare hoppet baglæns for at at undgå flammerne. "Jeg ville bare sikre mig at du ikke blev forskrækket." Sagde han.

calla så ham lige i øjnene ``hvad skulle ha gjort mig forskrækket?`` hun kiggede op på flammerne der næsten var gået ud, stanken af brændt kød var næsten forsvundet fra luften. hun så tilbage på ham

Thomas så sorgløst tilbage i hendes øjne. "Høje lyde, pludselige flammer, den slags." Sagde Thomas den slags man bliver forskrækket over, og hvem har i øvrigt sagt at jeg er vampyr, jeg kunne være troldmand." Sagde han, med et grundløst andsigts udtryk. "Hvorfor er du så fjentlig? Jeg har jo ikke gjort dig nået, og jeg har lagt den vemmelige kniv væk." Fortsatte han.

``jeg er ikke fjendtlig, bare forsigtig. og den slags bliver jeg ikke bange for, jeg har set en masse af den slags sidste år.`` hun kæmpede med at holde tårene tilbage, alt det havde hun prøvet den nat hendes forældre blev dræbt og hvor hun blev bidt.``jeg vælger at tro du er vampyr, medmindre du fortæller mig du ikke er`` hun så ham lige i øjnene, og rettede på en vildfaren hårtot.

"Sidste år, hvad mener du med det, hvad skete der sidste år." Spurte han, uden at lade sig påvirke af hendes tristhed. "Men ja jeg er vampyr, men hvis du viste meget om os ville du ikke ha' gættet på det." Sagde han mens han lænede sig mod murværket.

calla snerrede ``ikke noget der vedkommer dig``