Forglem mig ej //Thomas

T: Nat
S: Lotuslunden
V: Stjene klart
O: Et privat bord

Anna Rose sad stille og ventede på Thomas, hun vidste på grund af hans udsene han nok gerne ville havde lidt lukkede omgivelser og så kunne de også snakke mere roligt, hun sad i en rød lang kjole med bar ryg og håret sat op og et glas vin i hånden, efter at havde hørt Thomas var tilbage og huske alle hans magiske ting og viden havde hun besluttet at give det et forsøg, måske kunne han hjælpe hende med hendes problem

Thomas åbnede døren indtil den store resturant. Han lignede ikke sig selv ret meget fra dengang han sidst var i Aterswell, hans hud var mørkere end de fleste vampyrers, og hans øjne var sorte som de plegede, men han havde valgt at klæde sig i en lys skjorte med et diskret mønster, uden på en langærmet T-shirt. Han havde et par mørke cowboy bukser på, og ned over hans sorte, vilde hår havde han en gråtærnet moderne hat.
Han gik hen til den kinesiske dame der stod og tog imod gæster, ved et lille podie. Hun kiggede lidt underligt på ham, det var ikke hver dag en 12 årig kom ind alene, men hun smilede. "Hvem skal du finde?" spurte hun i et venligt tonefald, som Thomas havde forventet. "Der er blevet reserveret bord." Sagde han med svag Oxfort accent. "Under navnet Anna Rose... Jeg kan ikke huske efternavnet." Damen kiggede kort i bogen. "Det gør ikke noget, der er en med det navn - kom med." Hun førte Thomas ind bag nogle kinesiske døre hvor Anna Rose sad. "God aften, godt at se dig." Sagde han. Den kinesiske dame bukkede, og lukkede døren. "Som altid, en fornøjelse."

Anna Rose så op på Thomas og gav et meget svag smil, hun havde selv ikke forandret sig meget borset fra to ting:
Et: hendes hår var blevet længere
To: Hendes øjne så meged døde og tøvede ud.
Anna Rose gjorde stille tegn til stolen "En Fornøjelse at se dig igen Thomas"

Thomas gav en lille latter. Han viste godt at det ikke var sandt. Efter som han engang havde overfaldet hende. Det var godt nok længe siden, og han havde senere forhindet en anden vampyr i at overfalde Anna så det gik vel lige op. Han satte sig på den stol der stod på den anden side af boret. Den var ikke bygget til ham, så han kompencerede ved at sætte sig på en pude, og skubbe stolen lidt væk fra bordet. "Jeg er faktisk overrasket over at du fandt mig, hvordan går det med dig?"

Anna Rose øjne blev stille mørkere da han spurgte, "Det ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg skal svare på... Fysisk har jeg det fint, selvom jeg nok ikke sover eller spiser så meget som jeg burde.... men mentalt... da jeg usikker"

Thomas nikkede. Han viste ikke helt hvad hun talte om. Han begyndte at skænke vin op til sig selv, i et glas. "Du må da ellers ha' klaret dig godt, side du har bestilt bord så fint et sted." Sagde han. "Du virker som om du er ked af et eller andet." Sagde han tankefuldt og så på hendes øjne. Der havde været mere liv i dem før, det var han sikker på.

Anna Rose trak på skulderne "Jeg besluttede jeg godt kunne bruge af mine nød penge, så det ik så meget, og så havde jeg nogen penge fra mine forældre så" hun tog stille vin glasset op og drak en smugle af det, hun stilte glasset og kørte stille fingeren rundt i glasset

"Nåh." Sagde Thomas og rynkede panden "Så må det virkelig være vigtigt. Hvis du både opsøger mig, og invitere på så fint et sted." Han holdt en pause for at smage på sin vin. Den var god, men ganske ordinær. "Men jeg må tilstå at det er dejligt med sådan et skift i mine omgivelser, jeg har boet de sidste par dage i en varevogn." Han grinede. Thomas var i godt humør, men det var tydeligt at Anna Rose havde noget der plagede hende.

Anna Rose så op på ham "Hvorfor bor du der? Har ikke fundet et andet sted endnu?" spurgte hun stille mens hun satte glassed og tog en hånd op for at stryge håret bag øret.

"Det er en lang historie, og du skal også nok få den hele, men jeg kan ikke vende tilbage til min lejlighed lige nu, den bliver overvåget, og der er visse mennesker, der ikke skal kunne finde mig. Det ville også være rart hvis ikke du siger til så mange at jeg er her." Sagde Thomas. Han tog hatten af og satte den på det høje ryglæn. "Fortæl mig først hvorfor du er så... nedtrykt"

Anna Rose nikkede stille "Der ikke så mange jeg kunne fortælle det til..." hun så stille ned da han stille sit spørgsmål og så i sit spejlbilled i vinen "Min.... forlovede blev drabt kort efter han friet til mig"

"Din forlovede?" Thomas viste i første omgang ikke helt hvad hun talte om. "Du mener den sorthårede fyr?" Thomas havde kun set et billede af ham. Thomas var ikke rigtig berørt. Sorg var ikke en del af en vampyrs natur, og han havde ikke stiftet bekendskab med det da han var menneske, han havde været for ung. "Det er jeg ked af at høre." Det var det eneste, han kunne sige. "Er du ude efter hævn?" Spurte han.

Anna Rose rystede stille "Hævne ville jeg smage da nyheden ramte mig, men den var umulig og med tiden blev bitter" sagde hun stille og så ned i vinen "De døde begge i kamp.... og dog..." hun kiggede op på Thomas "Går min forlovede nu på denne jord igen, med sit sind, men ikke sine minder"

Stilken på vinglasset i Thomas hånd knækkede da han kom til at klemme for hårdt om den, men han ænsede det ikke. "Please sig at du at ikke hyrede en necromantiker til at rette op på skaden." Han drak det sidste der var i glasset og lagde det fra sig på duen. "De døde er nu engang døde, Anna."

Anna Rose rystede på hoved "Nej Thomas, jeg har ikke fået ham tilbage, jeg prøver at finde ud af hvem der har, og hvorfor han ingen hukomelse har" hun strøg stille sit eget glas "De døde er døde... det ved jeg... "

Thomas interesse var vagt for længe siden, men nu forstod han ingenting. "Vent... Nogen har vækket ham til live, men du ved ikke hvem det er, og du ved ikke hvor han er. Hvad er der egentlig sket her?" Spurte Thomas.

Anna Rose sukkede og lænede sig tilbage "For omkring.. et år siden tror jeg måske mere måske mindretiden er ligesom stoppet for mig friet Jayden til mig, Jeg regnede med vi endelig kunne slå os ned, en uge senere kommer politiet og fortalt mig at Jayden og en fyr har slået hindanen ihjel i en kamp, jeg så hans lig, jeg ved han var død... og et år senere-" Anna Rose grinte tørt og tog en hånd over øjne "- bumber jeg ind I ham på gaden..." tørene kørte ned af hendes kinder bag hendes hånd "Jeg troet først jeg så syner, at jeg endelig var blevet skør, men... det var ham... men han vidste ikke hvem jeg var.. han vidste ikke engang hvem han var" hun fjernede hånden og så på thomas "Han fortalte mig han var vågnet op på et hospital, utrolig svag og en person der sagde de var gammle venner havde fundet ham og tog ham ind"

"Men det kunne jo ha været hvem som helst." Sagde Thomas. Denne historie blev mere og mere spændende. "Hvor gik han hen efter at du var stødt ind i ham, hvorfor lod du ham gå?" Spurte Thomas. Han var allerede ved at formulere en ide til at finde ham, men det ville kræve en masse komponenter. Desuden var historien ikke færdig endnu.

Anna Rose grinte tørt "Hvad skulle jeg sige? 'Hej jeg ved du ikke kender mig men vi forlovet.'" hun rystede stille på hoved "Jayden reageret på jeg sagde hans navn, og vi tog på en cafe og snakkede, han fik mit nummer og han gik hjem" hun så ned i glasset "... desuden... besluttede jeg mig jeg ikke vil tvinge minder på ham.... han har allerade fået fortalt nok af sit gamle liv han ikke vil huske det..." tårene trillede stille ned af hendes kinder "Han kunne ikke engang huske noget da han så ringen han lavede til mig..."

Thomas så tænksom ud. "Jeg har på fornæmmelsen at de nok ikke har fortalt ham sandheden, så at tvinge nogle minder ind i ham var nok ikke en dårlig ide. Det er jo ikke fordi jeg ikke har lidt erfaring med hukommelsestab, kan du huske Millicent?" Spurte han. Millicent var pigen der ikke kunne huske sin barndom, og som Thomas havde forsøgt at hjælpe. Han havde faktisk brugt Anna Rose til at prøve at finde svaret, de havde mødtes i Thomas gamle lejlighed alle tre, men det var længe siden, og det havde ikke hjulpet.

Anna Rose nikkede stille "Problemet er bare... jeg vil ikke tvinge ham ind i et forhold han måske ikke ønsker sig" Anna Rose smilte "Jeg vil heler havde han bar var glad... men jeg vil stadigvæk gerne vide hvorfor hans hukomelse mangler, om den kan komme igen og hvordan han overhoved er i live" Anna Rose tørte stille øjne og drak af vinen.

Thomas blik flakkede, han havde ikke noget erfaring med forhold og den slags. "Jeg tror nok ikke jeg ville havde lade ham gå, hvis jeg havde en ven der havde glemt hvem jeg var, og for dig skulle det vel ikke være et problem." Thomas Refererede til Anna's kraftfælter. "Var... er han også magiker, eller ej? Hvis han er bliver han muligvis nemmere at finde."

"Jeg ved godt hvor Jayden er" sagde hun stille og tog hånden op "Fyren jeg ikke ved hvor er, eller kvinden, er den der genoplivet ham" Anna Rose så alvoligt på ham "Og jeg... prøvet at fortælle ham det... men jeg kunne bare ikke, men mit forholds problem er ikke dit problem" hun så ned i drikken

Thomas rynkede panden, rakte ned i lommen og fiskede en pakke cigaretter op, mens han omhyggeligt ignorerede det lille RYGNING FORBUT-skilt der stod på bordet. "Du har ret, det er ikke mit problem. Hvis jeg kun interesserede mig for mine egne problemer ville jeg ha' et utroligt kedeligt liv. Jeg har selv et par problemer jeg skal ha' redet ud." Han holdt en pause mens han tændte cigaretten. "Hvis jeg nu interessere mig lidt for dine problemer, så håber jeg på at du kunne interessere dig for mine, hvis jeg skulle få brug for en magiker... eller bare et voksent andsigt, en dag."

Anna Rose så på ham og stille smilte "Jo.. det kunne godt være" hun så stille ned og sukkede "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med Jayden... men jeg vil gerne vide hvem der har bragt ham tilbage og hvorfor... Og hvis han kan få hukomelsen igen... hvis.. han alser vil havde den igen.."