On a night like this~ Thomas

Tid. 01.25
Vejr. Lunt og tågen hærger udenfor.
Sted. In da club.
Omgivelser. Folk og væsner der nyder en festelg aften...og så de andre.

Det var faktisk første gang Millicent var på klub, alene.
Det var en noget anden oplevelse end at feste med en flok venner.
Men her i byen, var hun en nobody, ingen kendte hende og venner var blot et ' ord'.
Men da det i længden blev en anelse kedeligt at sidde og kigge ind i hendes flødefarvet væg, i den lille lejlighed, havde hun besluttet at gå lidt ud.
Derfor kunne man nu se den langhåret blonde pige, sidde iklædt en elegant sort kjole,med korte ærmer og en lille sølvkæde i livet, oppe i baren. De høje sorte sko vippede i takt med musikken imens hendes øjne kiggede en smule mistroisk på den grønne drink hun holdt i sin hånd.

Thomas sad ved på en barstol inde i kluppen, han havde ikke en drik foran sig, for ingen ville servere alkohol for en der lignede en dreng på 11 og desuden drak thomas ikke andet end blod. Han sad på den barstol der var sat lengest inde mod væggen, og udstrålende knusene selvtillid, så han på den måde en smugle ældre ud end han plejede, selvom han på ingen måde så gammel nok ud til at være her.
Han havde skiftet sin normale tøj i form af en sort frakke, et par slidte bukser ud med et par sorte, nye cowboybukser, behængt med kæder og nitter, samt en sort T-shirt, og sine normale metalbeslåede støvler. Hans korte sorte hår sad i smart frisure, og han sorte øjne funklende, i diskoteks-lyset. Det korte japanske wakizasi-sværd, han normalt gik med skjult under sin frakke, sad nu i en magisk lomme på siden af bukserne, så han ikke så ud til at være bevæbnet overhoved. Han så ud på de dansene gæster i kluppen, folk var for fulde til at ligge mærke til at han ikke burte være der, og dørmandens sløve blik havde ikke kunnet hamle op med Thomas 90 år lange træning i at bevæge sig uset.

Millicent var ikke nær så beruset som største dele af klientellet her.
Det var nu ikke fordi hun ikke kunne nyde en drink eller ...mange, men når man gik alene i byen var der ingen til at sørge for man kom hjem i et stykke, så ville det nok være temmeligt fjollet at drikke sig i hegnet. Så hun passede på hvad hun indtog, og havde indtil nu kun fået en enkelt drink før hun fik serveret den giftige grønne hun nu havde- som hun havde glemt navnet på.
Hun drak lidt af den, og slog fast at den smagte nøjagtig lige så fælt , som den så ud til.
Da hun satte glasset fra sig, faldt hendes øjne på en meget unge fyr ved baren.
Hun lagde hovedet lidt på sned....der var et eller andet ....et eller andet der ikke helt stemte?
Han var meget ung at se på, men hans aura....hans udstråling....argh! Måske var det bare hende , elller den lidt dunkle belysning? Hun rystede lidt på det lange blonde hår og kiggede igen ind i selv baren, på den lange række af kulørte flasker, der var linet op der. Men hendes blik blev ved at vende tilbage til den unge fyr, som blev hun draget af ham.

Thomas sad og så ud over menneskemængeten han viste egentlig ikke rigtig hvorfor han var gået herind, men det var et godt sted at finde noget mad, hvis ikke man gad at springe på folk på gaden, folk var nemme at jage når de var fulde. Desuden var dette en form for jagt han ikke brugte så meget, da han ikke var særlig egnet til det, men det var alligevel meget rart med noget forandring.
Men han sad og kiggede, lod han mærke til en pige der kiggede på ham, men det var ikke så underligt, han skilte sig jo lidt ud. Han valgte bare at smile venligt til hende.

Argh ...damn! Var der noget værre end at blve grebet i at sidde og kigge på nogen?
Og han måtte have bemærket det, hvorfor så ellers det smil i retur.
Millicent sendte et lille akavet smil i hans retning, måske et smil der også sagde ' hey du...undskyld, det var ik min mening at stirre'?
Hun kunne se at han var klædt i sort og hans hår var mørkt også.
Hun var ikke tæt nok på, til at kunne udlede hans øjenfarve. * måske jeg kunne gå over og sge hej, præsenterer mig selv?" men...hun vidste ikke helt om ...det ville virke dumt.

"Stirrede du?" Spurte Thomas, og forgave ikke at have lagt mærke til det. Han smilede muntert til hende. " Det gør ikke noget, jeg ligner jo ikke en der bør være her." Hans stemme var myndig, veltalende og en smugle hæs, ikke en stemme man ville forvente. "Det gør ikke noget, jeg ligner jo ikke ligefrem, en der burde være her."
Thomas trak benene op på barstolen, og sad i skrædderstilling på den, men hænderne på stolekanten foran sig.

Hun kunne mærke varmen skylle op i hendes kinder.Jepp, hun var grebet på fast gerning.
Men i belysningen her, ville ingen sikkert ligge mærke til de nu rosa farvet kinder.
" Det må du altsår virkelig undskylde...men du slog mig som noget ung....ja" svarede hun lidt kejtet og fik den tanke at hans stemme og aura passede perfekt til hinanden, men den meget unge krop....var et mysterie. Hun sad med et lille puslespil, og kunne bare ikke få de få brikker der skulle lægges, helt til at passe sammen.

"Ja, Jeg kan vel godt fortælle dig en lille hemmelighed, Jeg er ikke 18." Han grinede til hende for det var ikke tilladt for folk under 18 at være i kluppen. Det var heller ikke løgn, Thomas var meget ældre end 18. han så skarpsindig på hende "Jeg kan mærke at du brænder efter at stille et spørgsmål, så hvorfor stiller du det ikke bare?" Han smilede mødekommende. Hans bevægelser var meget flydende og næsten overnaturligt godt koordinerede, næsten som vand.

Den var ganske rigtigt blevet vækket, hendes nysgerrighed.
Men på den anden side gik hun ikke ind for at bombarderer fremmede med spørgsmål, desuden ville det hun ville spørge om , sikkert få hende til at lyde som om hun hørte til på et psykiatrisk sengeafsnit.
Dog var fristelsen for stor til at lade muligheden passere...
" Jeg regnede ikke med du var 18 , du ser yngre ud end jeg...m-men...der er noget ved dig...noget med dig...din aura virker ældre " sluttede hun og sendte et undskyldende smil.
Hvorfor hun kunne se folks aura, havde hun ingen ide om....det var begyndt dengang hun mistede sine forældre i branden. Uff....hun rystede hurtigt de minder væk, og så på fyren istedet.

"Min arua? Hvad vil det helt nøjagtig sige?" Thomas ville ønske at han kunne tage et kig på sin mobilteleforn, og lade den magisk app søge efter en magisk tilstedeværelse i hende, men det ville virke underligt, og desuden var han ikke i byen for at fifle med magiske ting og væsner. "Hvor gammel vil du sige jeg er, hvis du skulle gætte?" Han ville godt høre hendes gæt enden han stak hende sin standard løgn, hvad angik hans alder.

Millicent vidste ikke hvordan hun skulle forklare det.Egenlig regnede hun med bare at have slået hovedet under branden, og det var derfor en stor del af hukommelsen var væk og derfor hun kunne se folks aura.Men hun anede det ikke.
" Det er en slags farver omkring din krop....noget jeg ser i små glimt, ikke hele tiden" svarede hun næsten halv flovt over det.
" Det er lidt svært med din alder, fordi du ser meget ung ud...men virker meget moden og kontrolleret....så din stemme..." hun stoppede.Bare hun ikke var gået over grænsen her, hun ville jo ikke fornærme ham på nogen måde.
" 25" slyngede hun ud.Egenlig havde hun bare en fornemmelse af at han var et godt stykke ældre end hende og siden hun var 18, blev det hendes bud.

Thomas begyndte at grine. "25?" Sagde han grinene. "Jeg er 16" fortsatte han og fik kontrol over sin latter.
"Nej, undskyld, men der er bare ikke nogle der har taget mig for at være 25 før." Han vendte tilbage til sin skrædder stilling, og begyndte at balancere på to ben af barstolen, stadig siddende. "Hvad er det for nogen auraer du ser, hvordan ser de ud?" Han lød oprigtigt interesseret, hvilket han også var. Han ville gerne vide om det var magi, hun brugte eller om det var noget hun troede, hun så i folk. Hun havde dog fanget at han var meget ældre end han så ud. Dette kunne dog også bare skyldes hans almindelige udstråling, som havde den effekt på folk, selvom de ikke kunne se auraer. Noget tydede også på hun ikke kendte til magi, for enhver der kendte til magi, og samtidig kunne læse auraer, ville se at han var vampyr, og ville have gættet i nogle helt andre tal.

" Du er 16?" Spurgte hun igen, med en antydning af et smil.
Sikke en interessant fyr.Egenlig virkede han tidsløs, aldersubestemt.
Det var lidt vildt.Hun ville gerne svare ham, og ledte efter de rette ord..
" Det er som en farvelade palet , hvor nogle farver skinner mere tydeligt, dominerer mere end andre.Jeg kan ikke ridse op farvernes betydning, fordi der er måde de sammensættes og styrken de skinner med som er det afgørende.De planter fornemmelser i mig......og min fornemmelse sagde at du havde meget erfaring,var meget moden og langt ældre end mig." Hun holdte en pause for at sikre han stadig var med , forstod hende..." Og da jeg er 18 var et naturligt bud 25....farverne gav mig ingen alder,bare de fornemmelser."
Hun kiggede lidt på ham..." Egenlig underligt, jeg plejer ikke at tage så meget fejl" mumlede hun, nok mest til sig selv.

Thomas smilede, hun havde haft ret med alt hvad hun havde sagt indtil videre, men han var ikke 100 % sikker på at det var rigtig aura læsning, der var en måde at være sikker, men det hvis han ville vide det, var han nødt til at spørge direkte, hvilket ville afsløre, hvor meget han viste. "Hvad med kanten af min aura, jeg har hørt at den er vigtig." Spurte han, og håbede det lød henkastet. Hvis hun virkelig kunne se hans aura, kunne hun kunne se den blege kant, som omgav alle vampyrers aura'er. Hvis hun kunne se den, ville der ikke længere være nogel tvivl, så havde hun en overnaturlig evne, hvis hun ikke kunne se den, betød det ikke at hun ikke kunne se aura'er, men blot at hun ikke kunne se auraen på den samme måde som andre med den evne, eller også var hun bare ikke dygtig nok.

Millicent lavede en grimasse så der kom en lille rynke hen over næsen.
" Jeg kan ikke se den hele tiden, den kommer i glimt og jeg ved ikke selv hvornår...men...helt ærligt, jeg er nok træt i dag, for din auramså lidt....mærkelig ud. Den var lidt slidt i kanten, svag på farve..næsten bleg eller noget i den stil....der må være støj på signalet" smilede hun.
Hun havde aldrig kunne se folks aura, bare ved at gå forbi dem på gaden, hun skulle som minimum have snakket med dem, havde hun fundet ud af, men ret meget mere vidste hun ikke selv.Det var ikke medfødt og hun kunne ikke styre det på noget sæt.Faktisk ville hun helst ikke se en disse af disse auraer, det freakede hende en smule ud.
" nå...hvad er så dommen, har jeg mistet min forstand?" lød det en smule opgivende fra hende.

"Nej, jeg tror skam det virker, har du forsøgt at undesøge, hvad de forskellige farve mønstre betyder?" Han smilede til interesseret til hende. Hvis hun havde potientiale for magi, havde hun sådan set ret til at blive introduceret til magiens verden, men det ville kræve at Thomas satte hende ind i det hele, og det var en længervarig proces, han helst ville undgå hvis han kunne. Desuden kunne han ikke lære hende magi, han var udelukket fra at bruge den, så snart vampyrgiften havde ædt hans sjæl.

" Jeg har overvejet et smut på biblioteket og læse lidt om det, men jer er aldrig nået så vidt. For at være ærlig er jeg nok lidt bange for at ...at finde ud af der er noget galt med mig" sagde hun og lød helt nervøs, næsten som hun frygtede et stempel i nakken hvor der stod ' abnorm' eller noget i den stil.
Hun trommede lidt rasteløst med fingrespidserne på barens kant. hvorfor skulle hun også have sådan en stor mund? Selv om Fyren havde holdt masken og ikke udviklet et latter anfald, var hun sikker på han syntes hun var skør. Hun kunne jo ligeså godt have sagt hun så spøgelser, talte med døde eller noget i den stil.

Thomas nikkede forstående og sagde. "Der er ikke nogen der siger der er noget galt med dig, med mindre du altså går til lægen med det, han er får snæversynet og hans uddannelse er kun hvad angår kroppen." Thomas var langt fra en ekspert på dette område, han kunne måske skaffe hende en bog eller to om emnet, men han gjorde ikke sådan noget gratis, bøger om magi var dyre, og dem der havde dem gav dem sjældent fra sig.

Hun kiggede på ham.Græskede hans ansigt, hans unge smukke ansigt.
Hvorfor talte han til hende som var hun helt normal? Kunne det passe at han faktisk troede
på hende og ikke fandt hende underfrankeret?
" Kender du til....sådan noget, jeg mener...har du prøvet det?" spurgte hun og havde næsten lyst til at gribe ud efter ham.Hun var så alene med det her. Med familien døde, og venner efterladt i den lille provins by, var hun alene her...og ingen at tale med om de underlige ting hun så.

Thomas så på hende et stykke tid. Nu havde hun spurt lige ud, og han kunne ikke få sig selv til ikke at fortælle hende hvad han viste. Han tog en dyb indånding, og spurte "Hvor meget er du villig til at tro på?" Det var et meget kryptisk spørgsmål, men det var ikke let at overbevise, et menneske om magiens eksistens. Han havde heller ikke nogle beviser, ud over tre magiske genstande, han aldrig forlod sit hjem uden. Den ene var en sølvhalskæde, med en lille fjer som vedhæng der kunne bremse hans fald, hvis han faldt fra stor højde, dog virkede den kun en gang om dagen, og han havde ikke tænkt sig at hoppe ud fra en skyskraber, bare for hendes skyld. Det andet var hans sværd, men han ville ikke risikere at hun troede at han truede hende. Det tredie var en perle, som hvis man knuste den ville udvikle en tyk sort røg, der kunne skærme ham for sollys, men den ville han ikke bruge til dette, og desuden ville røgen være giftig for hende. Han kunne vise hende sine hugtænder, men der var trussels momentet igen et problem. Han talte med fuldkommen alvorlig stemme, så man ikke var i tvivl om at han skulle tages seriøst.

Hun så igen på ham....sekunderne gik og der var en underlig tavshed mellem dem.Ikke en akavet eller pinlig en, mere en....vendepunkt,eller overvejende slags, hvis man kunne sige det.
Han så helt alvorlig ud, så seriøs at hun helt automatisk opførte sig ordenligt og svarede ham " Jeg er nok den skeptiske type, desværre..jeg skal se..beviser" hun smilede..." Man kan jo ikke gå rundt og tage alt for gode vare, men de rette argumenter eller det jeg ser selv...så vil jeg da være parat og åben overfor nyt".
Havde nogen fortalt hende for seks måneder siden at hun ville begynde at se aura, ville hun have rystet på hovedet, så lidt mere åben var hun vel nu...

"I så fald kan det godt blive en smugle problematisk, jeg har ikke nogle brugbare beviser på hvad jeg kan fortælle dig, i hvert fald ikke på mig." Thomas så tænksom ud mens han stadig balancerede på to af barstolens ben. "Men det er klogt af dig ikke at tro på alt hvad folk siger, det kan give voldsomme problemer." Det var et problematisk tidspunkt ikke at kunne bruge magi, for der var forbløffende få magiske genstande, der kun havde til hensigt at skabe magisk underholdning, fordi det var noget toldmænd havde nemt ved at gøre selv.

Hun lo.
" så det du siger er at jeg er en fornuftig dog problematisk pige?"
Millicents øjne fik et lille glimt af morskab " Din balance fejler da ingenting, er du en slags jonglør ..?" Hun nikkede til den vel afbalanceret stol som hun selv ville have endt på enden af, inden der var gået 30 sekunder.

Thomas lo også. "Ja det er vel det jeg siger." Han så ned og og opdagede først nu hvad det var han lavede, indtil nu havde det bare været en fraværende bevægelse. "Nej Jeg havde faktisk ikke lagt mærke til jeg gjorde det, ikke før nu." Han lod stolen falde tilbage på alle fire ben.Han vendte tilbage til deres samtale emne. "Tror du på andre overnaturlige ting..." Han bremsede sig selv, "Nej, hvor er jeg uhøflig... Jeg har jo ikke præsenteret migselv, Jeg hedder Thomas." Sagde han og rakte hånden frem.

Forbavset så hun på ham.
Han havde ikke selv vidst hvad han lavede? Han måtte jo være lidt af et vildt naturtalent.Hvor vildt.
Hun huskede en gang som barn , hvor hun havde fået et par stylter foræret og hvordan hun kæmpede- bravt- med at holde balancen.Men da hendes små knæskaller var skjult af skræmmer og sår og ikke tømte flere fald, havde hun med lidt skam, måtte opgive.
Hun kiggede kortvarigt op i loftet, hvor diverse spots var monteret.
Om hun troede på andre overnaturlige ting ?
Hun havde oplevet noget , hun ikke helt forstod...en gang før, men at tro på det overnaturlige var nok at smørre lidt tykt på.
Med antydningen af et smil gentog hun hans navn, da han præsenterede sig...
" Thomas....jeg hedder Millicent, Nice to meet you.- tror og tror, jeg er nok typen der skal have beviser for at blive overbevist" hun rakte ud og gav hans hånd et fast klem.Hun slap den dog igen og var nu efterladt med et forundret udtryk.Havde han ikke været ualmindelig kold? Han var vel ikke alvorlig syg ?