On a night like this~ Thomas

Hun kiggede efter og måtte give ham ret.
Den var bleg jo.
'" korrekt" hun var igen blevet lidt små.nervøs..stemningen var ændret , på et eller andet sæt.
Det var mulige at hun var en smule for kæp høj, men alle hendes sanser blev på en.måde manipuleret lidt eller...snydt lidt, og uden hun forstod hvorfor, så det var nok.meget menneskeligt at hun også langede lidt ud.
Selfdefence is the best defence, after all, eh?

Thomas lod sine hjørne tænder vokser ud, til de hugtænder de i virkelighede var. På grund af deres størrelser var hans stemme en smugle hvæsende når han talte, selvom den var overraskende tydelig. "Kig på mig og fortæl mig hvad den blege kant betyder." Sagde han langsomt. Hans sorte øjne glitrede, hun kunne stadig finde på at nægte at tro på ham, det var faktisk temmelig sandsynligt at hun ville. Mennesker havde det med at afvise beviser, selv når de lå lige foran dem.

Hun følte det som et silketyndt spind lagde sig omkring hende.Et overnaturligt spind der viste hende noget der bare ikke kunne være...sandt. Millicent kunne mærke hvordan kroppens adrenalin skyllede ind over hende , som en flodbølge, og alle alarmsignaler blinkede med rødt.
Flygt...kom afsted...skreg en indre stemme, han er...farlig.
Men hendes muskler i kroppen var fastfrosset....til at starte med.
Hans mørke øjne og den lidt ændret stemme, hypnotiserede hende nærmest, men selv om hun kunne SE hvad der skedte med Thomas, var det som det trængte ind i små portioner ad gangen, i hendes bevidsthed.
" Vam?....pyr" hviskede hun hæst og langtrukkent, mindst lige så bleg i ansigtet som ham, hvis ikke mere.Hun kunne ikke fravriste sine øjne fra hans hugtænder og alligevel kunne hun dårligt tro det ord hun selv havde fået presset ud af de dirrende læber.Hele lokalet synes at dreje rundt og det' sejlede' lidt for hende.

Thomas lod sine tænder skrumpe tilbage til deres almindelige størrelse. "Jeg havde egentlig troet at du ville benægte hvad du lige havde set, eller førsøgt at hive dem ud fordi du troede de var falske, men du er åbenbart klogere end det." Thomas smilede bare til hendes lamslåede ansigts udtryk. "Har du brug for at ligge ned, du ser blegere ud en jeg gør." Han snuppede et glas med, en eller anden drink, fra bordet ved siden af sig. "Her drik dette, du har nok brugfor noget at styrke dig på."

At hun adlød, udenvidere.Drak noget hun ikke anede hvad var, ville have advaret den lille klase af venner der kendte hende godt.Millicent var delvist i chok og tænkte ikke klart.
Alene ordet...vampyr...var simpelt for syrealistisk til lige at fordøje i en mundfuld.
Hun drak, som han sagde...tømte bægeret, uden at bemærke at det var en blød rødvin , sikkert en Amarone.
Hendes øjne forlod ikke hans, det var som hun var bange for hvad hun ellers ville få se, hvis de slap dem.
* tænderne*
" Thomas...j-jeg ved ik-ikke helt hvad jeg skal sige"

"Hvad med noget i retning af... Hjælp der sidder et blodsugende monster forand mig." Thomas smilede bare videre. Hans stemme var ikke helt så blød og almindelig, nu hvor han ikke længere behøvede at andstrenge sig for at holde den på et menneskeligt stemmelege. "Fik jeg sagt, at du måske ikke ville bryde dig om, hvad jeg kunne fortælle dig?"

Hun stirrede på ham.
Han var fandme sjov , godt hun kunne morer ham, imens hun selv stod på randen af et syret trip eller et hysterisk et.
" Du drukker blod? Ja...klart" mumlede hun og rystede på hovedet.

"Hvis ikke du tror jeg gør det, så er der jo ingen fare på færde vel." Hvis hun ikke troede på ham ville det jo være så meget nemmere at sætte tænderne i hende, hun kunne jo ikke sige at hun ikke var blevet advaret.

Hun blinkede et par gang, imens hun forsøgte få de skræmte hjerne celler til at virke igen.
Stephen havde aldrig nævnt noget om vampyrer, mon han ikke vidste det?
Hun sank en gang og så ham ind i hans mørke øjne...hun måtte vide en ting..
" Er du farlig? ....jeg mener ...bør jeg..gå?" hun villle have sagt flygte , men det lød så...dramatisk igen.Selvom flugt nok ville være på sin plads.

Thomas så opgivende på hende, som om hans svar var indlysende. "Selvfølgelig er jeg farlig, men kun hvis jeg har en grund til at være det. Prøv at tænke over det, hvis jeg dræbte dig nu, hvad ville jeg få ud af det..? Intet overhovedet, så hvorfor skulle jeg gøre dig noget ondt, vi sidder jo bare og snakker om dine overnaturlige evner, som du jo har ret til at kende til, ikke sandt?" Han sagde dette fuldkommen henkastet. Han havde været udsat for andres hårde behandling så længe at ting som at skade og dræbe andre var en del af hans liv, men ikke hvis det ikke var aktuelt.

" såå du er altsår....en god vampyr?" fik hun det oversat i sit hoved.
Hun vidste ikke hvornår en vampyr fandt det nødvendigt at dræbe? Det var ærligtalt en lidt for stor mundfuld for hende, indtil få minutter siden, havde hun ville sværge over sit liv at der da ikke fandtes vampyrer, naturligvis ikke.
Men nu...nu var alt vendt på hovedet.
Hun så på ham igen, og udover noget angst der stadig hang ved, var nu også en slags facination.Hun havde trods alt læst en hav af vampyr bøger, og elsket dem, men da troede hun jo også det var pure opspind.
" Kan du...bevæge dig lynhurtigt....eller flyve?" spurgte hun så pludseligt.

"Ja jeg kan bevæge mig ganske hurtigt, men nej, jeg kan ikke flyve." Sagde Thomas "Jeg har ingen vinger som du kan se, desuden har vampyrer ingen forbindelser til flagermus, what so ever." Thomas morede sig over hende, at hun troede på ham så hurtigt, ville han aldrig ha' troet.

Okay ikke flyve og ingen flagermus, det var vel meget godt.
Normalt var Millicent rimelig skepsisk, men set i bagspejlet at hun havde mødt Stephen der kunne lave små lyskugler og styrer dem i luften, og at hun selv så folks aura, så var hun nok en smule mere modtagelig end hun normalt ville være.Desuden havde hun hele tiden haft en fornemmelse af at....der var noget med ham.
Hun spurgte forsigtigt, det næste spørgsmål skulle ikke gøre ham vred...
" Thomas...hvad med kors og kister? - og undskyld hvis jeg opfører mig og spørger....upassende" udtalte hun med rosa kinder.

"Millecent, du kan ikke fornærme mig. Du kan gøre mig vred, ved at forsøge at skade mig fysisk, Men du kan ikke fornærme mig. Jeg har ikke nogle problemer med at være i nærheden af kors eller hvidløg, vievand er ikke andet en almindeligt H2O en fjollet præst har snakket ned i og kan ikke andet end at gøre mig en smugle fugtig, men at præster og vampyrjægere tror at det virker, giver en hvis fordel når man slås imod dem." Thomas andsigt var blevet alvorligt, da han begyndte at snakke om vampyrjægere og, anti-vampyr våben.

Hun begyndte at le, ikke højt med mere stille...sagte.
Sikke en ironisk verden, ikke nok med der levede vampyrer, de var...ægte udødelige, usårelige.
" jeg ville aldrig skade dig, thomas...men er i...mange som dig? Og kan du overhovedet såres, blive syg eller dø?"

"Antallet af os har jeg ikke tænkt mig at afsløre, det er ikke tilladt, og jeg tror heller ikke der findes nogen der har talt." Thomas var stadig alvorlig. "Jeg kan såres men jeg kan helbrede det hurtigt, og jeg bliver aldrig syg, nej." Han undgik spørgsmålet om død, for svaret ville bare skræmme hende.

Hun så på ham.Han ville ikke rigtig ud med flere oplysninger.Ikke om hvordan man kunne forsvare sig mod en vampyr.Men man kunne ikke bebrejde ham det.hvorfor skulle han gøre sig selv udsat, sårbar ved at dele den slags information?
Hun var ingenting for ham...bare en samtale på en bar og han ville ikke have nogle bekymringer ved hun ikke bile kunne forsvare sig, hvis hun en dag mødte en vampyr, der ikke som Thomas var sød og rar.
Hun ville blive middagsmad på 2 sekunder.
Hun sukkede lidt og mumlede " af sikkerhedsmæssige årsager,havde det været rart at vide mere"

"Hvordan... Du kan ikke forsvare dig imod en vampyr, det er der ikke nogen der kan." Sagde Thomas. "Hvis du vil lære om vampyrenes svagheder, så må du finde de oplysninger et andet sted, men hvis der var nogle nævneværdige måde at frasvare sig mod os på, så ville folk da have benyttet sig af dem for længe siden, ikke sandt?"

" jeg kan ikke fortælle dig hvordan for det kræver at jeg ved noget.Men du kan jo nok forstå når man lige finder ud af i er...ægte...at disse spørgsmål så dukker op.Ærligt talt...så skræmmer det livet af mig" sagde hun og en gys bugtede sig samtidig ned af hendes ryg.
" Hvordan kan man leve uden at vide hvad der sker foran næsen på en?" Mumlede hun igen for sig selv.
" Må jeg prøve at...røre ved dig?"
Hun mente ..rigtig mærke på hans hænder og ansigt.Lidt ligesom hvis man stod ved en smuk tiger, man havde fået af vide ikke ville bide, den ville man også gerne røre.Eller hun ville!

"Hvad vil du dog ha ud af det, du ved jo allerede at jeg er kold, det er vel en af bivirkningerne." Han sad bar og så på hende. Han kunne ikke begribe hvorfor hun dog ville røre ved ham. "Jeg kan forsikre dig for at jeg ikke er en hallucination, men hvis du vil være sikker så..." Han rakte hånden fremmod hende, så hun kunne røre ved den.

" d-det bare ...du er vampyr ! Det er da lidt vildt?! " forsøgte hun at få ham til at forstå.
Hun rakte tøvende sine hænder ud..og kiggede kort spørgende op i hans mørke øjne..for at sikkkre hun ikke gjore ham vred.Og med mindre han så gal ud på hende, ville hun gribe hans hånd og holde den i hendes, liggende på hendes ene håndflade imens hun forsigtigt stryg den et par gange med den anden.Han var jo virkelig meget kold.Selv hvor hun nu havde været forberedt.Hun så op på ham" tak Thomas" sagde hun stille og slap hans hånd.
Hun kunne mærke at hun havde haft brug for at mærke ham...gøre ham' menneskelig' ...berolige sig selv med han ikke ville gøre hende ondt.

Thomas reagerede ikke mens hun rørte ved ham, det gav ingen mening for ham, og han sad bare med udtryks løst andsigt. "Fandt du ud af, hvad du havde brug for?" Spurte han, da hun havde givet slip på ham. "Er der andet du gerne vil vide? Der er en meget stor verden menneskene ikke kender noget til, hvilket er en stor fordel for os alle sammen."

" jeg ville gerne stille dig en masse kloge spørgsmål, men jeg ved ikke hvad jeg burde spørge dig om. Hvad bør jeg vide om vampyrer?" hun var klar over, som Thomas sagde, at det her hun var toppen af isbjerget og at hun nok skulle ' sejle varsomt' for ikke at ramme det bhåjerg, og selv blive en ' titanic'

Thomas tænkte sig om, ville han give et menneske gode råd om hvordan man undgik vampyrer. Hvis han gjorde ville hun jo vide hvad hun skulle se efter, og ville derfor være et besværligt mål, men på den anden side kunne pigen se aura'er, og derfor ville hun alligevel være i stand til at identificere en vampyr, nu da han havde fortalt hende hvad hun skulle kigge efter. Men med mindre hun lærde noget temmelig kraftig magi, og der var jo heller ingen der sagde at hun havde talent for det, havde hun ikke en chance for at forsvare sig mod en vampyr, hvis den først havde udset hende som bytte. "Du bør vide at hvis du skulle blive udset som vampyrens bytte, gør du klogest i ikke at gøre modstand, det går bare galt for dig."

" Kan...kan i slet ikke bekæmpes? Mener du seriøst jeg intet kan gøre,andet end at bede for mit liv og håbe jeg overlever?" gispede hun en .Alvoren og forskrækkelsen var ved at liste sig ind på hende.Hvis Thomas havde ret, så skulle man jo aldrig modsætte sig, eller gøre sig uvenner med en vampyr, bare sige ja ,nej og amen de rette steder...og så håbe på det bedste.
Hendes øjne blev helt ulykkelige, hun brød sig ikke spor om tanken om at være i en andens nåde 100 % , det var forfærdeligt.
Hun kiggede på ham.På Thomas...ville han nogensinde kunne gøre nogen fortræd? hn havde svært ved at se det for sig...han virkede som en sød fyr jo.