On a night like this~ Thomas

Hun rystede på hovedet.I den lille landsby havde alle klappet i som var de små østers, der alle værnede om en smuk perle....eller det var vist nok muslinger der gjore sådan.
" De sagde på hospitalet at det ville vende tilbage...lidt efter lidt...i små bidder, som brikker til det samlede puslespil" problemet med det var bare, at selv om Millicent havde siddet pænt ved bordet og ventet på at modtage alle brikkerne, så hun endelig kunne se det færdige billed for sig, få sine erindringer tilbage- så var ikke en eneste skide brik dumpet ned i hendes turban, eller andre steder.

"Har du overvejet.. Nej det har du selvfølgelig ikke..." Han afbrød sig selv, og så tænksomt på et punkt lige under Millicent's ene sko. "Hvad nu hvis der er magi indblandet, det kan du jo ikke ha' tænkt på, og det ved de fleste hospitaler ikke noget om."

Thomas blev ved med at overraske hende.
Hun havde aldrig overvejet det, af helt naturlige årsager, da hun jo ikke anede at der fandtes magi, ud over den George Lucas og Peter Jackson fremtryllede.
Hun havde dog altid fundet hendes sidste erindring, lidt underlig....og ofte undret sig over hvorfor dét lige var det hun huskede, og hvad der havde gjort hende så bange at hun synes at være...på flugt?
" hvordan kan jeg undersøge om det skulle være tilfældet?" spurgte hun tillidsfuldt Thomas.

Thomas tænkte sig om. Han var jo ikke læge, og selvom han viste meget om magi, kunne han ikke bruge den. Han kunne undersøge sagen selv, men det var ikke noget han gjorde gratis. Ellers kunne han henvise hende til det eneste hospital i Aterswell der kendte til magi, selvom han ikke viste om de kunne kurere magiske lidelser. "Jeg ville få undersøgt mit hoved på det hospital, der ligger i slumkvarteret... Kender du det?"

Hun rystede på hovedet " nej, jeg har ikke brugt hospitaler nær her, det var mere...lokalt og inden jeg flyttede til dette område af landet"
Hun så ikke just begejstret for igen at skulle have elektroder over det hele og indtage underlige kulørte piller, som de sidst havde givet hende.

Thomas lo lidt indvendigt, det var lidt af en joke, at høre om almindelige hospitaler der forsøgte at kurere magiske skader, med almindelige midler. "Du skal prøve det hospital, de kender til magi, men det er det ikke alle læger og sygplejesker der gør. Du skal bede om en "privat" samtale med en læge, så ved de hvad det er du mener."

Hun var ikke helt sikker på om hun ville, om hun turde gøre det? Men hun var glad over at Thomas forsøgte hjælpe, i det mindste mente hun det var det han havde gang i.
" Hvorfor mistænker du magi for at være involveret, Thomas?"

"Det gør jeg fordi, jeg har opdaget at du har magiske evner, som du ikke en gang er klar over, efter at have talt med dig i få minutter." Han trak på skuldrene en enkelt gang, mens han talte. "Jeg tænkte at hvis jeg kunne opdage det så hurtigt, så er der måske også andre der kan. Hvem ved om du muligvist har vist det i de seks år du ikke kan huske, nogen har opdaget det, og fået dig til at glemme det. Hvad grunden så end måtte være, kan det være svært at spore finde spor af magi, hvis du har medfødte magiske kræfter i forvejen."

En uhyggelig fornemmelse rullede over hende, som en damptromle.
Hvad hvis Thomas havde helt ret dér? Hvad så?
Een ting var hvis hun så ville huske noget ...urart, det måtte hun leve med, men hvis nogen havde slettet minderne med vilje.? Holdte de så øje med hende nu? Og hvad ville de, hvem de så end var, sige til at minderne dukkede op igen?
" for pokker da, det er da...noget rod"

Thomas så uanfægtet på hende. "Nu er det jo bare en teori, men det er da noget der er hver at undersøge... ikke sandt?" Thomas havde lagt hovedet let på skrå, hvor han blev ved med at betragte hende. "Nu har jeg vel ikke skræmt dig?"

Hun måtte lige tygge lidt på det hele, få det ned i mindre bidder, før hun kunne synke det.
Om han havde skræmt hende? Med sin snak om bid,drab,vampyrer, blod, evner,overgivelse, styrke, uovervindelige , om at hele verden var et helt andetvsted end hun troede...og nu at nogen måske havde slettet hendes minder med vilje, og hvad betød det for forældrene der var døde i branden, var det også med vilje?
Hun så på ham og skælvede let
" naaa childs story" sagde hun stille.

Thomas udstødte et lille latterfnys, han syns det var sjovt når folk gjorde grin med hans statur, også selvom det ikke var meningen. Han skræmte generelt folk når han talte med dem, og effekten havde tydeligvis ikke været mindre på hende, selvom han naturligvis ikke kunne være sikker. "Gør du det? Det kommer selvfølgelig ikke med ved, men jeg syns alligevel det er interessant."

Hun havde ingen intention om at gøre grin eller noget, kun om at holde sig selv fra at drukne i dette hav af vanvid og nye informationer.
" måske....jov, hvis jeg får samlet modet. Jeg kan godt være lidt bekymret for om...og hvad der skulle være værd at slette seks år af mit liv for" svarede hun ham ærligt.

Thomas løftede den ene pegefinger og pegede på sit hoved. "En ting kan du være sikker på, og det er at hvis det er magi du er underlagt, så for du ikke din hukommelse tilbage medmindre du arbejder for det." Thomas holdt en pause. "Hvis jeg må spørge så frit, hvad er det første, og det sidste du husker?"

Det første havde hun aldrig tænkt over, det kunne hun ikke rigtig finde svaret på, ikke lige nu da.
Hvorimod det sidste havde fordrejet hendes nattesøvn mange gange..
" jeg var 12 år...på en skole udflugt i skoven, vi skulle overnatte der. Jeg husker jeg løber fra...noget...og falder...og at jeg er hamrende bange.Men det er som jeg ser på mig selv , i mindet istedet for at se ud af mine egne øjne og se den jeg løber fra?"
Det lød jo...åndsvagt.

"Du... du løber fra noget?" Sagde Thomas skarp, her var noget der kunne gribes fat i. "Men du er ikke i dit eget hoved mens du gør det?" Det lyder mere og mere sandsynligt at det er noget der er trængt ind i dit hoved, og ikke noget naturligt, hvis detter altså ikke er bare er en drøm. Kan du huske, hvad der næste er der sker, vågner du i en seng, bliver du dig selv midt i en triviel foretagelse?."

Hun blev helt bleg.Kunne man dét?
Overtage nogens hoved? Tanken var umådelig skræmmende, faktisk.
" Det næste er....jeg sidder på jorden , lugten af benzin dominerer mine sanser,jeg bløder fra min næse, tror jeg...i hvert fald drypper der blod på min kjole- og...vores hus....står i brand."
Talen var monoton, og lav ....hun havde tænkt på dette en milliard gange, men kun få - sat ord på.
Hun så på ham , som hun bad ham sige at alt var okay..at det var normalt...at hun bare skulle tage det roligt.

"Hvad sagde brandfolkende?" Thomas var interesseret i at høre om, hvad der var forgået. "Hvordan var banden opstået, det er da noget man undersøger, det ved jeg da." Det var rigtig nok, det viste Thomas af erfaring. Han så ikke Millicents ulykke, kun professionel interesse.

" De siger den er påsat " sagde hun kort for hovedet og kiggede lidt væk.
Millicent havde bestemt ikke lyst til at dvæle ved at hun selv var eller havde været under mistanke, det var ikke videre behageligt , og slet ikke når det omhandlede ens egne forældre, Det var noget der næsten gjore hende vanvittig af frustration.

"Og du tror det var dig selv der påsatte den?" Fortsatte Thomas, en smugle ufølsomt. "Eller rettere din krop gjorde, hvis nu nogen har haft overtaget den i de sidste seks år." Sagde Thomas tænksomt. "Hvis du har haft hukommelses tab, så må du jo ha haft en god grund til at sætte ild til huset." Fortsatte han, som om ildspåsættelse ikke var noget mindre trivielt end at købe ind.

Oprørt rejste hun sig op.Det kunne meget vel være hun valgte at gå.
Grænsen for hvad hun kunne og...ville...rumme , var faretruende nær.
" j-jeg har ikke dræbt mine forældre, hvorfornskulle jeg dog det? Jeg elsker...elskede ...dem."
Hun stod og svejede en smule..ubesluttet om deres samtale var slut, skulle være slut?

Thomas var vandt til at blive råbt af, så han hævede bare et øjenbryn. "Du sagde intet om at dine forældre var derinde, og selv hvis de var så ved du godt det ikke er din skyld, i hvert fald ikke før du får din hukommelse tilbage. Jeg havde det indtryk af at, hvem end brændte huset ned, om det var dig eller en anden, ville skjule et eller andet."

Hun forblev stædig og kæmpende for hendes mentale of følelsesmæssige tilstand...
" jeg ER uskyldig...og det MÅ være en ulykke, de...de går til sagden helt forkert " stod hun fast og ærgede sig over den del af samtalen var kommet i spil.

Thomas sukkede dybt, og så ned i jorden. Hvis han over hoved var i stand til at føle sympati, så måtte han da gøre det nu? "Det kan der jo i så fald ikke være nogen tvivl om, ikke hvis du er så sikker... eller er du det?"

" ja!" udbrød hun måske lidt for hurtigt.
Millicent selv var sikker på hun ikke havde gjort det, the trouble with that one, var så bare at landsbyens indbyggere og det lokale politi, synes at være af en ganske anden mening.
Vennerne havde trukket sig fra hende, efter hele to afhøringer af hende og Millicent var flygtet fra deres dømmende uvidende blikke, og hertil Aterswell, for at tage hun på et nyt frisk kapitel.