On a night like this~ Thomas

"Hvad er der?" Spurte Thomas forundret da hun slap ham, han viste godt hvad der var i vejen, men forgav ikke at vide det. Varmen fra hendes hud, gav ham et kort øjeblik, en overvældende trang til at bide hende, men han beherskede sig, der var for mange mennesker herinde, til at den slags var tilrådeligt, og han ville gerne nyde hendes selskab, så han var ikke sikker på om blodsugning overhoved ville komme på tapetet, med hende her.

Hun åbnede munden for at svare..men i første omgang lod ordene vente på sig, imens hendes øjne brændte sig fast i hans, med et spørgende udtryk.
Var det ikke uhøfligt, ville det blive opfattet lidt grænseoverskridende at spørge ham om grunden til hans hud var så ganske kold?
Hun ønskede jo på ingen måde at fornærme ham...eller rippe op i noget sygdoms tjavs og risikerer at gøre ham trist, men...men han havde jo kunne set på hende at der var noget.
Og han bad selv om et svar.
" Din hånd...d-den var lidt kold " fik hun svaret ærligt, uden at trampe for meget rundt i det.Dog slog hun blikket ned, og uden at kunne gøre rede for grunden , fik hendes kinder et rosa skær, da hun følte hun havde ' set' noget hun måske ikke burde.

"Virkelig? Der er ellers temmelig varmt herinde?" Han kiggede på sin ene hånd som om den undrede ham. Han burde snart til at drikke noget, hvis han virkelig var så kold. Måske hvis han lod flere hint's falde ville hun regne det ud, men han viste ikke lige hvad han kunne sige der ville hjælpe. "Var det virkelig så slemt? Det er måske hvad man kan forvente når man går i byen uden jakke.

Hun kiggede på ham.For real? I byen uden jakke, de sad jo indendørs på en diskotek, han var garanteret syg...meget syg, siden han forsøgte at joke det væk.
Millicent kom ned af barstolen og stillede sig helt tæt ved Thomas.
Hendes øjen bryn rynkede sig let og gav hende en bekymret mine, da hun med en stemme spækket med ægte omsorg ,spurgte " Thomas....hvad fejler du?"

Thomas lo, han kunne ikke lade være. "Intet som helst, intet over hovedet." Han rystede på hovedet. "Så kold kan jeg da ikke være, at du tror jeg er så syg." Lugten af hendes blod, stak han i næsen, og han kunne mærke sine hjørne tænder vokse en smugle, selvom han brugte alt sin viljestyrke på at holde dem på plads. Var han virkelig blevet så dårlig til at holde maskeraden om at være et helt almindeligt menneske, han havde altid haft en ulempe ved at være så ung da han blev bidt, men det var som regel ikke et problem. Måske var hun bare mere skarpsindig en hun gav sig selv credit for. Han så en blodåre pulsere i hendes hals og han holdt dit tilbage så godt han kunne.

Hun kneb øjnene forvirret sammen, han forvirrede hende.Hans...aura....forvirrede hende.
Hun havde på ingen måde hverken fantasi - eller viden til at gætte hans oprindelige natur, men hun var nu sten sikker på at noget var....galt.
Hun lagde en hånd på hans arm, beroligende...
" Sweetie, du kan roligt fortælle det,....er det...aids? " det røg bare ud over hendes læber.Hun vidste jo udmærket at man ikke blev kold af aids, men det var den eneste blod sygdom hun lige kunne trække ud af ærmet, og det var vel noget med blodet, når han føltes så kølig.
" Altså...du er langt under normal temperatur " forsøgte hun forsigtigt at få ham at åbne sig.

"For sidste gang, der er intet i vejen med mig, hvor i alverden skulle jeg ha fået AIDS fra, hvad tror du jeg går og laver?" Han sagde dette uden at virke vred, eller forurettet på nogle måde. "Desuden får AIDS ikke din temperatur til at falde, ved du hvad jeg tror? Jeg tror det er dig der har feber, så jeg virker kold når du rør ved mig." Dette var en udmærket undskyldning, det var trods alt en del mere sandsynligt.

Hendes lille ' ballon' af selvsikkerhed blev punkteret, med et knald.
Først med en insinuation som hun indirekte havde lavet, omkring ham...deeet var en bitte smule pinligt ,men det der for alvor trak tæppet væk underhende var at han havde en meget mere logisk forklaring på det hele.
Millicent røg i tvivlens favntag.Var hun skidt tilpas? Havde hun feber?
Hun syntes jo hun havde det fint, men.... Var hun måske en smule varm ?
Hendes hånd kom op og lagde sig på hendes pande, undersøgende .
Hun var måske lidt varm? Men SÅ meget ?
Hun så på Thomas og forvirringen var meget tydelig i hendes øjne.Et øjeblik følte hun sig helt hjælpeløs..
" j-jeg ved ikke...helt"
Havde hun alligevel fået en tår over tørsten , siden hun havde så svært ved at tænke helt klart ?

"Du kan ikke selv mærke om du har feber, det skal du bruge et termometer til." Sagde Thomas overbærende. "Men jeg tror ikke det er mig der er kold, men det er dig der er varm. Du har danset mellem mange mennesker, i denne i forvejen meget varme klub, plus du har drukken alkohol ikke sandt? Jeg tror ikke du er syg, så ville du kunne mærke det på dig selv. Jeg tror bare du har det varmt, så kontrasten mellem min og din temperatur, er nok relativt stor."

" Måske har du ret?" mumlede hun tilbage.
Han havde i al fald ret i to ting, hun havde danset og hun havde indtaget alkohol, men....så meget? argh...det var dog utroligt som små næsten ligegyldige ting fyldte så meget...og så underligt i hende nu.So what...hvis hun havde lidt feber og var varm? Eller hvis han af en eller anden grund var kold, so what?
Det var bare som et usynligt greb ikke ville slippe sit tag i hende, som det ville dortælle at noget var way off her, men hun vidste bare ikke hvad....
Hun drejede sig en smule og kiggede ud over lokalet, alt syntes at være helt i harmoni...der.
Men hvad var det så hun opfangede?

Thomas begyndte igen at vippe på stolen. "Men det er da en dejlig aften, det er lunt i vejret, det er weekend og det eneste der er galt er at du har det lidt varm. Du virker så nedtrykt at man skulle tro nogen lige har slået op med dig." Han lød munder, mest for at mundre hende op, men det var noget han normalt var elendig til, han var ikke vandt til at have venlige og almindelige samtaler med folk, og slet ikke mennesker.

Hun smilede skævt, da han igen udviste eminent sans for at balancerer.
Og så måtte hun lige standse op og reflektere over hvad han netop havde sagt.
Hun havde ikke slået op med nogen....hun havde ikke nogen- som helst- i sit liv.Hun var så alene som man kunne blive, hvilke faktisk var en smule nederen i længden.
" naa...jeg spiller ikke lige på kæreste holdet for tiden, jeg forsøger at få styr på det nye by liv og få job og karriere sat i værk" smilede hun stort og tappert.
Hvad have hun også at tilbyde ? den sidste forelskelse ..altsår som hun kunne huske...da var hun 12 år, drengen hed Eric og havde det sødeste smil,ubestemmelige farvede øjne og elskede vindruer.Så der sad de under kirsebærtræet , foran den lokale skole og delte vindruer...og der fik hun...eller rettere gav hun sit første kys, hun havde stadig tilgode at modtage et.Men måske havde hun kysset 354 mænd de sidste 6 år? Det, var ikke til at vide.

"Det var ikke det jeg mente." Sagde Thomas. "Jeg sammenlignede bare dit humør, efter perspektiv. Hvorfor er du nedtrykt, er der nogen der har gjort noget?" Thomas balancerede nu kun på et enkelt stoleben, men holdt hurtigt op da han ikke mente at barstole kunne holde til det.

Hun hævede øjebrynene, og stirrede næsten vantro på hans stol.
Hvad var der med den fyr.Noget af det mest normale man kunne tænke, en ung fyr, ikke?
Og alligevel var...alt anderledes.Hans udseende var bemærkelsesværdigt, hans aura var speciel, hans leg med stolen og hans kølige hud..eller....det var jo nok hende der var varm?
" Thomas...der er bare noget ved dig" tænkte hun nærmest højt.
" jeg har mistet mine forældre i en brand for nogle måneder siden, er det en gyldig grund til at være trist?" Sagde hun lidt åndsfraværende.Hun søgte stadig efter noget der kunne give hende en indre ro.
Måske var hun bare overophedet og med en legesyg fantasi, denne aften?

"Jo det skulle jeg mene er en gyldig grund." Thomas satte stolen tilbage på alle fire. "Jeg er ked af det med dine forældre." Han lød ikke rigtig som om han mente det, han smilede stadigvæk. Thomas havde ikke talt med sine forældre siden han blev vampyr, den gang havde de troet at han døde af den lagvarige transformation, og til sidst havde den vampyr kvinde der havde bidt ham, bortført ham. "Hvad er det der er ved mig, hvad vil du gætte på?"

Hun trak bare på skuldrene.Hun var efterhånden så vandt til 101 forskellige reaktioner når hun fortalte det til nogen.
Tilgængæld fik han respons på det næste.." Så du indrømmer altsår at der er noget i vejen med dig? " spurgte hun lidt mere interesseret.
Måske ville han spytte ud med det nu, hvad end det var.
" Jeg har ikke fantasi til at regne det ud, med mind du lider af en sjælden trope sygdom eller noget....men der plejer man da vist nærmest at koge?" smilte hun .

"Det sagde jeg ikke, det var dig der sagde det. Jeg var interesseret i at høre hvad du mente. Jeg kan forsikre dig for at jeg er mere rask end nogle anden herinde." Han sad nu i skrædderstilling med armene over kors. Hun ville aldrig tro ham hvis han sagde hvad der var med han, og hun ville heller aldrig gætte det. Han havde heller ikke behov for at bevise noget over for hende.

Hun besluttede at ende hans lille leg med musen og gik helt hend til ham....
Nu ville hun drille ham lidt.
" Hør nu her...Jeg er en single kvinde , helt alene i en farlig storby.Jeg er rasteløs og har ingen venner og sørme heller ikke mange penge.Udover dette har vi slåetcfast at jeg - måske- har en skrue løs, TROR du virkelig det er smart, LILLE SkAT at lægge dig ud med mig" talte hun stille med et legende smil og så prikkede hun ham på bryste.

Thomas så forbløffet på hende, men genfandt hurtigt sit selvsikre smil. Han rejste sig op på stolet, så han var et hoved højere end hende. "Så er det nok. Jeg har ikke tænkt mig at være offer for din selvmedlidenhed. Jeg har heller ingen forælde der kan sørge for mig, venner har jeg, men ikke den sunde slags. Jeg har de samme problemer som du har, selvom jeg dog har penge nok, er det ikke let at blive taget alvorligt når man ligner en 11-årig. Jeg vil i øvrig våge at påstå at en psykiater ville sige at jeg har en del flere psykiske og sociale problemer, end du har - Skat!" Han lagde armene over kors og så små fornærmet ud, selvom det havde en lidt latterlig effekt, da han lignede et barn. "Du er en klog pige, og jeg kan fortælle dig at din auralæsning er mere ægte end du overhoved kan forstille dig, og hvis du kendte sandheden, ville du ikke tvivle et øjeblik på hvad jeg sagde. Eller på hvad det er du har du har fornemmet hvad mig, som du ikke har kunnet lure!"

Hun sank en gang, da han rejste sig.Han havde ikke set højere ud end hende, da han sad ned.
Æv...man vandt altid lidt autoritet ved at være højere end modparten.
Hun burde nok have været glad for han kun hav igen, verbalt....men nogle gange...bare i ny og næ, der vandte den lille rebel og provokatør inden i hende og fornuften måtte træde tl side og gøre plads, sååå...
" Ved du hvad...jeg fisker skam ikke efter din medlidenhed,det var en advarelse - fra en voksen til et barn" snerrede hun og hentydede til at hun var 18 og han bare sølle 16 år.
Men...hans sidste sætning havde sat sit aftryk.Han gav hende ret? I det med at læse aura OG det med ham.
Hun så op i hans øjne..

Thomas stod på barstolen, så han var langt fra højere end hende, han stod kun på stolen for ikke at være fuldstendig ude af hendes øjenhøjde. "Jeg kan fortælle dig en smugle om dine evner, og jeg kan vise dig hvor du finder ud af mere om dem, men hvis du spørger mig om hvad det er ved mig, du ikke kan gennemskue, så må du være parat til at du ikke vil kunne tro på mit svare, og at jeg ikke kan levere beviser du ikke vil kunne feje til side, som værende enden fake, eller ikke eksisterende."

Hun sukkede, hun kunne jo ikke blive rigtig...sur..på ham, han var simpelthen for...sød.
" okay....så vær sød at fortæl mig hvad du hved, Thomas, vil du ikke nok...for de farver driver mig til vanvid..."

"Din evne er virkelig nok, du kan højst sandsynligt se andre menneskers sindsstemning, deres motiver og når du en gang bliver dygtig nok, vil du kunne se deres sande natur. Det vil sige du kan højst sandsynligt se den allerede nu, men medmindre du lære at tolke hvad du ser, så vil det aldrig være andet end ubetydelige farver og former, der omgiver folk." Han sagde alt dette meget hurtigt som om han var bange for at blive afbrudt. "Det er hvad jeg i øjeblikket kan fortælle dig. Hvis jeg skal fortælle dig mere, er jeg nødt til at fortælle dig om en verden du kun har læst om i bøger, eller set på film, ting du måske slet ikke er interesseret i at kende til."

Hun ville egenlig gerne protesterer, men hun kunne mærke hendes forsvar var ved at fordampe.Det var sikkert fordi hun var træt.Thomas....sagde nogle sprøde ting, men for fanden....det han sagde om skrå læsningen, var vel for helvede ikke mere skørt end at kunne se den, vel?
Men så rablede det lidt for drenge...." Søde skat, tror du ikke du skulle holde lidt igen med at læse LOTR ?" Sagde hun blidt og smilede spontant til ham.

"Når du ser på min aura er den bleg i kanten ikke sandt?" Han havde forventet at hun ville reagere sådan, hun ville aldrig tro ham før han havde vedlagt nogle beviser, hvilket han nu ville forsøge på. Thomas brød sig ikke om at blive talt ned til, og hvis ikke dette diskotek var fuldt af mennesker, ville han have bidt hende, her og nu for den bemærkning.