On a night like this~ Thomas

Thomas smilede. "Se nu lader du til at tro at vampyren vil så dig ihjel, hvilket selv Vatikanet tror er vores ynglings beskæftigelse. Tænkt dig om en gang, hvis alle vampyrer slog et menneske ihjel hvergang vi var sultne, hvor mange mennesker tror du så der ville være tilbage? Tror du ikke der ville være fokus på hvorfor så mange mennesker døde fuldkommen sporløst? De ville måske endda opdage hvad det var der forsagede det. Det er fordi vampyrer ikke slår ihjel bare fordi de er sultne, det kan du vel godt forstå kan du ikke? Det er derfor det er en dårlig ide, ikke at kæmpe imod."

Hun tippede sit hoved lidt til siden og graskede hans ansigt.Han var ualmindelig smuk, var det hans personlige træk- eller noget af det dragende vampyrer altid have oversig, i bøgernes verden? Som med kors og hvidløg, havde hun ingen forudsætning for at kende myter fra fakta.
" Men Thomas...d-det er da angstprovokerende og smertefuldt..jeg mener b-blod ...at drikke ...arh, du ved hvad jeg mener" rundede hun af.
Der var også noget lidt nedværdigende i at lade sig' spise', var der ikke...noget underkastende.
Hun kunne kun forstille sig at gøre det hvos nogen var i livsfare, var tæt på at dø eller noget i den stil...da ville hun sikkert gøre hvad som helst.
" tåler i sollys?" spurgte hun stille.

"Nej jeg ved ikke hvad du mener, jeg er aldrig blevet belært om menneskelig moral." Da hun nævte sollys smilede han. "On nej vi kan ikke tåle sollys, vi brænder op, så om dagen er du i sikkerhed, vi kan dog gå ud hvis det er meget grå, og regn vejr, men det er risikabelt." Thomas sad bare på barstolen, han hyggede sig faktisk, på en eller anden mærkelig måde, hendes frygt, gjorde ham meget mere selvsikker.

Millicent havde svært ved at forstille sig at nogen nød at blive tappet for blod.Hun rynkede brynene og håbede hun aldrig ville opleve det, for hun troede ikke rigtig hun ville være god til at ' adlyde' .
Det var da altid noget man var i sikkerhed om dagen , en ting til ville hun gerne vide ...
" Thomas...behøver i en invitation for at komme ind i et hus ?" eller var også det fra filmens fantasifulde univers ?

"Kun hvis vi føler os moralt forpligtede til det, men hvis jeg skulle få lyst til at bryde ind i et hus, er der ikke noget overnaturligt, der forhindre mig i det, tvært imod." Det var ikke sket så sjældent, at han havde brudt ind hos folk, for at få fat i noget af deres. "Det er en typisk gammel myte, mennesket har fundet på for at føle sig mere sikre, men den har intet hold i virkeligheden." Sagde Thomas venligt.

Hun nikkede lidt modløst.Der var ikke mange måder man kunne beskytte sig selv på.
Andet end at håbe at de fleste vampyre var ligesom Thomas.
Hun sendte ham et lille svagt smil..." hvor ofte drikker eller spiser i så? Hvad i nu kalder det??"
Millicent begyndte at overveje om hun nu burde holde inde med alle hendes spørgsmål, hun skulle jo nødigt køre ham helt træt eller irritabel, på nogen måde.Det ville være temmeligt ufedt.

"Der er jeg meget fleksibel, jeg drikker en gang hver nat, hvis jeg kan komme til det, men jeg kan gå i nogle dage uden at spidse, men det kommer and på hvor meget man er aktiv." Thomas snakkede bare videre, hun irriterede ham ikke, men han ville ikke tøve med at drikke fra hende, hvis hun skulle begynde at kede ham.

" En gang hver nat? Deeet er alligevel pænt meget" lidt naivt havde hun håbet at det var en gang om måneden eller noget, det ville ligesom lade menneskerne i fred, ville det ikke?
Hun så lidt på ham...." Kan du hele? Jeg mener har dit eget blod helende egenskaber"
Egenlig var det rigtigt sødt af ham, at han ville besvare alle hendes underlige spørgsmål, hun vidste godt hun ikke havde krav på nogen svar, men hun stolede på han talte sandt.
En lille vemmelig indskydelse , trak hende i det lange hår og hviskede i hendes øre.* Eller også er det hele en stor lang løgn, Millicent...for atbholde dig fra sandheden, tænk hvis du kunne skade ham, udrydde ham med et sølle kors nede fra juveleren.* hun rystede den irriterende stemme væk.Hun stolede på Thomas, både på det han fortalte og på han ikke ville gøre hende fortræd.

Thomas lagde hovedet på skrå, og så ind i hendes øjne, med et uudgrundeligt ansigts udtryk. "Jeg kan slikke på småsår og få dem til at heale hurtigt, det er noget vi gør for at skjule bidemærket. Jeg kan godt helbrede mine egne skader, ved at bruge blod, selvom det tager lidt tid." Han overvejede om hun stadig troede på ham, og håbede ikke på at hun ville kræve beviser, for det var svært at komme til at gøre noget overnaturligt, i denne menneskemængde. Han ville heller ikke kunne bede hende om at gå et andet sted hen så ingen kunne se det, for den store menneske mængde var hendes eneste sikkerhed for ham.

Praktisk, var det ikke? De synlige beviser efter deres vold mod mennesket, kunne de udryde med et par slik med tungen.Så var beviserne væk.det var selvfølgelig den skeptiskt udgave.Den humane var at de kunne lindre den smerte og minimere eventuelle ar deres udvalgte måtte få.
Millicent gøs, hun kunne se det fra begge vinkler, men havde det været hende havde hun gerne ville have de såkaldte beviser til at gå væk , istedet for at blive mindet om det hele tiden.
" hvad hvis du spyttede i en flaske og jeg tog dit mundvand derfra til nogle skræmmer ,ville det Så hele?"
Og hvis Man kunne, mon så vampyr mundvand havde en udløbsdato?

"Det har andre forsøgt, men det virker ikke." Thomas rystede let på hovedet. "Jeg ved ikke hvorfor det ikke virker, det er vel en form for magi. Jeg tror ærligtalt også det er noget vi bruger blod til, for det er en evne der, ligsom alle vores andre evner, bliver svagere når vi er sultne." Han strakte sig i sæder og så et øjeblik på de dansende, mens DJ'en skiftede sang.

Hun så på ham. af alle de evner man kunne ha, måtte dette da være den bedste.
Tænk at kunne ophele sår, og skræmmer...at hjælpe folk.
Nu havde hun jo regnet ud af Thomas sikkert ikke gik rundt og slikkede løs på hvert et åbent sårbrud han kunne få øje på.Men alligevel! Hvis man nu kom til skade, og havde en ven til vampyr....det ville jo være meget heldigt.
" Thomas...hvor længe har du levet og har du en...partner?"

Thomas lukkede øjnene og smilede. Han så listigt på Millicent. "Det er vel gået op for dig at jeg har løget om min alder ikke? Jeg ser ud til at være end 11-12 år gammel vel? Jeg er et barn i menneskene øjne, så nej har jeg ikke."

Hun smiled , " jo..jeg tænkte at siden din mørke hemmelighed var ude, så var der sikkert en aldersjustering et sted også?"
Hun kiggede på ham....og jo, naturligvis var han kun en stor dreng at se på, men Thomas var alt andet end dreng at tale med.Alene hans valg og brug af ord viste det.
Hell....Millicents hukommelsestab betød , hun intet kunne huske siden hun var 12, så hun var vel også en slags unge, bare i en kvindes krop? Men...
" det kunne jo være du fandt en der ligesom så igennem facaden og så det der er bagved" sagde hun stille.

"Tænk dig om, hvor velegnet tror du min krop er til et romantisk forhold?" Han så på hende som om hun indtil videre havde havde fascineret ham med hendes slapsindighed og vid, men nu havde skuffet ham. "Det har aldrig interesseret mig, faktisk er jeg glad for min hjerne aldrig har været påvirket af den slags, det kan gøre folk helt omtåget, og ude af stand til at tænke klart." Thomas så indgående på hende.

Millicent kunne sikkert have oplyst det halve af byen , ved lyset fra hendes kinder.
Hun havde bestemt ikke ...tænkt...sig at forstille sig...noget som helst...i den bane, altsår.
Hold op hvor hun følte sig pinligt berørt.Ikke fordi han skulle tvinges ind i romantik af nogen art, hvis hans tanker ikke kredsede om det, men hans grund var bare....utilstrækkelig.
Og selv om det var et emne hun var parat til at droppe, som var det en giftig tarantell , så slog stædigheden ind....
" Folk har mange forskellige...ting....hvad med dem der er handicappet, lammet fra livet og ned.. Du tror ikke de finder på måder at...øh...kompenserer på?" sagde hun trodsigt til hans anklagende blik.
Nu var Millicent ikke lige et omvandrende orakel, og slet ikke på de romantiske områder.Der var hun mere en Robinson Cruse Ø, kunne man sige.

"Hvad er der i vejen?" Thomas rynkede panden. "Er det et emne du er utilpas ved at tale om. Jeg er ikke interesseret i den slags, jeg tror jeg er nødt til at forklare at jeg er et særtilfælde selv indenfor vampyr-kredse. Jeg blev forgiftet som 11 årig, og derfor er jeg stadig en 11 årig uanset hvor lang tid der går... Forstår du nu..? Der er ikke nogen andre end mig der har overlevet giften, i så ung en alder."

Hun holdte afvæbende hænderne op, som var de et skjold imod bestemte udvalgte emner.
" nej..nej...det er bare ikke rigtig noget jeg plejer at tale...meget ...om, g slet ikke med fremmede, undskyld" sagde hun og lyttede til hans forklaring.
" Det muligt du var 11 og ser sådan ud, men hvis du har levet i mange år Thomas, så må dit sind ære blevet modnet" mumlede hun lidt over til ham.

"Ja det skulle man tro, men sådan er det altså ikke, tænk over det. Det er kun min krop og ikke mit sind, der ændre sig, så ved du vel hvor den slags følelser ligger henne?" Han så overbærende på hende. "Du skal ikke være genert, jeg har ikke noget imod at tale om den slags, selvom det ikke er min livsstil."

Hun så på ham med et glimt i øjet...
" så det du siger er, at det eneste der kan gøre dig...sagelig...er en fin rød legetøjsbil, eller den nyeste pokemon?" et let drillende smil glimtede på hendes læber, men der var kun varme og intet andet der blev udstrålet fra hende.

Thomas lagde nakken tilbage og lo højt. "Ha ha... nej det var ikke det jeg sagde... Det ved du også godt. Der er intet der kan gøre mig sagelig og da slet ikke plastic legetøj fra Kina. Du er gået i byen alene, og har frivilligt sat dig ned og snakket med en åbenlys trussel... Er du ikke lidt for glad for overdreven fare?"

Hun smilede skævt til ham.
Millicent kunne langt bedre lide spottet rettet mod Thomas, end det lille skift han elegant forsøgte nu.
" Det er jo ikke sådan at der var tagnet pile på gulvet med ' danger' tekst påsat, pile der ledte hen til dig " sagde hun med et lille knejs af nakken.
Imens arbejdede hendes hjerne videre, var hun lidt for glad for farlige ting? Det mente hun ikke selv....hun opsøgte ikke situationer der var farlige, dog var det som de synes at klæbe sig til hende?

"Du har indtil videre vist i flere minutter at jeg er farlig. Er du helt sikker på af du ikke nyder nettop dette fare moment, de fleste mennesker springer i faldskærm, eller tager ud for at klatre. Pas på det ikke bliver en vane for dig, for så ender det med at du kommer til af forsage sådanne farlige situationer for dig selv og for andre, det kan ende med at gå rigtigt galt. Kan du huske om du har opsøgt farlige situationer før?"

Hun kunne ikke lade vær med at tænke at han var en skarpsindig person og hvad skulle hun egenlig svare til hans spørgsmål? At hun var..eller havde været hovedmistænkt i den brandstiftelse der slog hendes familie ned ? Hun kunne intet huske- udover lugten af benzin, der nu betød at hun helst undgik tankststioner da de var som et bad trip down memory lane, for hende.
" Jo..men du hár sagt du ikke gør mig noget ?" Sagde hun lidt tamt, var hun for naiv?
" Jeg husker ikke de sidste 6 år, og de sidste 6 måneder har mit liv været mere kedelig end en tom rulle toilet papir , Såå"


// info, Thomas er det første væsen Millie møder , har bare mødt Rose nu( og hun var ikke farlig ) ....senere Stephen og dernæst Alias - så derfor dette svar, hvis det betyder noget

Thomas lagde mærke til hendes tøven, men viste ikke hvad det betød. "Jeg har sagt en masse ting, jeg har sagt at jeg ikke vil slå dig ihjel, hvilket er rigtigt nok." Da hun nævnte sit hukommelses tab, så han tænksom ud. "Er det faldet dig ind at undersøge det tidsrum, der er slettet?"