On a night like this~ Thomas

"Men det er måske ikke alle der er lige enig i den påstand?" Thomas kendte ikke så meget til fordømmende blikke, det værste han blev udsat for var at ældre damer hviskede lidt for højt om hvad hans forældre dog tænkte på når han fik lov at gå frit omkring klokken 1 om natten iført den slags tøj. Han ligner en ungdoms forbryder det sagde de tit, hvilket jo også var en underdrivelse. Thomas havde gjort sig skyldig i ting der ville kunne få ham spærret inde i meget lang tid, på meget sikrede institutioner. Derfor havde han lidt svært ved at sympatiserer med den fortvivlede pige foran sig, og alligevel... alligevel var der noget.

" Neeej, Thomas...ikke ...alle...var lige enige, men nu er det jo sådan set ikke et spørgsmål om hvad man...tror...men hvad der rent faktisk skete, og det er fakta det handler om.Jeg ville da aldrig dræbe dem...ikke hvis jeg var mig selv" røg ud af hendes mund...og hun så lidt forlegen ud.

"Nej, det er nemlig ikke sikkert du var dig selv." Thomas smilede indforstået. "Det er selvfølgelig ikke nogen trøst det er da klart, ikke hvis du ikke har set dine forældre siden du var 12, men tro mig det bliver meget lettere med tiden. Jeg var 11 da jeg var nødt til at forlade mine forældre. Har du tænkt dig at prøve at finde ud af det? Eller vil du gemme det væk i dit hoved et sted, det er nemmere end man skulle tro."

Hun ville ikke blotlægge sig selv, ikke yderliger..så hun blinkede istedet fast nogle hurtige gange, for ikke at udgyde tåre og hun svarede med så fast stemme, som hun kunne mobiliserer, trods hun var presset i hendes følelser.." Det er altid bedst at kende sandheden, så står man stærkest"
Så håbede hun bare hun var stærk nok til at overleve sandheden, hvis hun fandt den.

"Må jeg forslå at du tager tilbage og undersøger sagerne selv, du sagde det var 6 måneder siden, så de har nok ryddet de afbrændte ruiner op, så dem kan du selvfølgelig ikke undersøge." Sagde han tænksomt. "Du er jo ikke blevet fænglset vel? Så noget kunne jo tyde på at der ikke er nogel beviser mod dig."

Hun smilede svagt...
" undersøge selv? Jeg er bange for du tillægger mig langtvflere evner end jeg har.Jeg ville da ikke ane hvordan jeg skulle..undersøge...noget, hvad jeg skulle ....ja, jeg ved intet om undersøgelser eller spor" konkluderede hun sandfærdigt.

Thomas udstødte en lille fnys. "Har vi ikke lige fastslået at du kan se auraer? Lær at bruge din evne bliv lidt selvsikker, find de ting der undre dig, vend og drej dem i dit hoved, bed om hjælp fra andre. Start på hospitalet, se i du kan finde ud af om nogen har fumlet med din hjerne." Thomas var sprunget på benene uden rigtig selv at ligge mærke til det. Det var ikke særligt effektfuldt eftersom han kun var 1 meter og 10 høj.

Millicent følge næsten at en faderfigur irettesatte hende, hvilket var lige så besynderligt ,som resten af hele situationen, da Thomas muligvis var væsentlig ældre af alder, men lignede en meget ung dreng.
Hun sukkede dybt.
" Thomas, prøv at fange dét....jeg er helt ny i den hér verden, det hele er ...overvældende ..og ærligt talt kæmper jeg en smule for ikke at glide under overfladen og kløjes i det hele" snakkede hun meget hurtigt og lidt forvirrende, indtil en tanke lagde sig tilrette i hendes hoved...
Hun så på ham, med store øjne..
" Thomas...vil du ikke nok hjælpe mig? Guide mig ...lære mig hvordan?"
Måske det var et temmeligt uklog valg at ligge både sin tillid og sin skæbne i hænderne på en vampyr, men hun famlede i blinde.

"Så har du allerede gjort en af de ting jeg bad dig om... Hvorfor ikke, det vil jeg gerne." Thomas holdt en kort pause. "Du forstod mig ikke rigtigt, du skal ikke gøre det hele på en gang, gå et skridt af gangen. Nu har du bedt om hjælp, så går vi videre til det næste. Hvad med at lære noget mere om din evne? Den kan i høj grad komme dig til gode."

" Yeah...I'm such a good girl" konstaterede hun lettere sarkastisk.
Men da hun var oprigtigt glad og følte sig letter ved ikke at skulle gøre dette alene, tilføjede hun hurtigt " Det jeg virkelig glad for , tak"
Hun syntes det lød som en glimrende,blød og knap så farefuld start, at se nærmere på evnen.
" Vi gør som du siger " indvilligede hun villige og tænkte at det kunne blive ret så interessant.

Thomas viste ikke rigtig hvordan han skulle reagere. Det var meget sjældent folk takkede ham for noget som helst. Han forholdt sig i stede til det hun spurte om. "Vi bør finde nogen der kan se auraer, nogen der kan lære dig hvad de forskællige farver og mønstre betyder, jeg ved meget lidt om det, så det er der jeg forslår vi starter."

" Fint....vi googler det lige" sagde hun med en lille ironisk attiitude.
Hvor katten hev man sådan en op af hatten, en der ikke var kvaksalver - vel at mærke?
Hun så på klokken, det var ved at være sent nu.Mon hun burde sige farvel til Thomas og give ham sit mobil nummer, så de en af de nærmeste dage kunne aftale nærmere?
Hun mente det nok var en smart måde at gribe det an på.Så derfor lød hendes tilbud..
" Vil du have mit nummer, så kan du ringe eller sms mig...så vi kan aftale nærmere?"
Hun syntes det var lidt vildt at give ham sit nummer, han var både fremmed og...
vampyr...men han virkede sød og nu ville han hjælpe, så hun måtte stole på sin intuition.Også selvom den ofte havde ridser i lakken.

Thomas smilede over hendes bemærkning. "Du skal ikke være for hurtig til at afslå internettet, det bruger jeg selv, det findes en masse internet sider som almindelige mennesker ikke tager alvorligt." Thomas fiskede ned i sin lomme efter en notesblok og en kuglepen. "Du lader ikke til at være glad for at give dit nummer til mig, så vil du ikke have mit i stedet. Du får også min email nu vi er igang, det er alligevel sådan jeg fortrækker at kommunikerer. Jeg behøver ikke at få dit nummer, hvis du er utryg ved det, det er alligevel dig der leder denne... efterforskning, kan vi vel kalde det." Thomas greflede hurtigt et mobilnummer, og en email adresse på papiret, med blokbogstaver, og rakte det til Millicent.

Hun så lidt på ham, da han synes at have læst hendes tanker, og næsten blev lidt flov over ikke at stole , helt, på ham- endnu.
Hun rakte hånden ud og modtog sedlen.
Millicent var et sjovt miks af spontanitet og opspændte hæmniniger, som hun skiftede mellem hele tiden...lidt som at zappe på remoten til et tv.
Men lige nu, lænede hun sig frem og bøjede sig ned, for at give Thomas et kys på kinden, med mindre han snorrede sig uden om.
" Tak, Thomas....du hører fra mig snart så" sagde hun med et smil.
Hvorefter hun med hovedet fuldt op, af mere eller mindre uregerlige tanker, smuttede ud fra klubben, og satte kursen hjem.Hjem til den tavse lejlighed.

// Out, og tak for denne omgang

Thomas sad lidt, som lammet. han løftede hånden, til farvel, men med udtryksløst andsigt. Hvad var det der lige var skedt, han havde sagt ja til at hjælpe hende, uden at tage nået for det, og hun havde kysset han på kinden, uden han havde gjort noget ved det. Han havde interesseret sig for hendes historie, og han havde tænkt sig at følge op på historien, om hun så ville det eller ej.

//Out, også skriv en PM og en eventuel fortsættelse, vi kan eventuelt prøve at finde en anden spiller der kan se auraer eller noget lignende, hvis der er en. //

// Det lyder helt godt : )

// Sig til hvis jeg skal hjælpe med at kigge de andre igennem efter en.//

//Kan man ikke lave en søge tråd, måske? Og se om nogen vil lege med? jeg tror dog ikke auratydning er det der bliver gjort mest ud af , desværre

//Prøv, det er godt være at der ikke er nogen af de andre der kan tyde auraer, men det kan være at der er nogen der har en lignende evne, eller bare kan magi og ved mere om at bruge den end min karakter gør.//

// okay, laver en engang i morgen....efter arbejde og så videre

//Cool //