Water ain't my element - William

William grinede stille og rystede blidt på hovedet, Silas han virkede.. virkelig naiv, sådan en man kunne få til at gøre hvad som helst og tro på alt? Var han virkelig sådan, fandt han sig i alt? Havde han ingen grænse.. det var da værd at afprøve den teori. "Silas.." sagde han stille og skubbede ham langsomt bag ud til han stødte mod væggen, med ryggen mod vægen og front mod William. "Sssh.." sagde han bare stille og lagde en finger over Silas læber og tyssede drillende på ham. Han snakkede så meget? Var det for ikke at panikke.. Silas.. følelser var meget svære at læse.. det var som om han holdte dem godt skjult, eller bare ikke selv vidst hvad det var han følte? "Hmm hvad jeg tænder på? Var det, det du spurgte om?" sagde han med fuldt overlæg, han var godt klar over det ikke var det Silas spurgte om, han ville bare gerne lige bryde grænsen, så meget som han overhovedet kunne komme til, før det blev for meget for Silas. Det var bare et stort spil for William, og åh hvor han nød det.
"Hmm.. det ved jeg nu ikke helt.. sådan nogen søde små.. lækre fyre.. og hvis jeg skal være ærlig.. så kan jeg slet ikke stå for elverer.." hviskede han stille og lænte sig ind over Silas, og fat i kraven på hans skjorte og trak ham ind mod ham. Inden han i et hårdt kys pressede sine læber mod Silas og kyssede ham meget inderligt, med helt lukkede øjne.

Hvad skulle man stille op med sådan en som William som.. som Silas bare ikke kunne gennemskue? Eller var han bare ikke taktisk nok? Nu var det jo heller ikke fordi de sad ovre på kontoret på 13 sal, som med Millicent og snakkede om William.William snakkede om alt muligt mærkeligt mest om Silas lige i det øjeblik. Silas bakkede bagud da William skubbede ham bagud,og han bumpede ind i en væg, han ville sige noget men William tyssede på ham ved at ligge sinfiner over hans læber,skulle han nu.. hvorfor skulle han være stille nu? Argh!
"Hvad?!" udbrød han fortørnet,da han opfattede spørgsmålet, han havde da overhovedet ikke... det gik op for ham at William drev gæk med ham... åh hvor evigt skamfuldt altså.. "Nej jeg spurgte hvad du tænkte.." mumlede han og så kort på fingeren som havde mødt hans læberkort før, og havde lyst til at bide ham... men gjorde det ikke... det ville være mærkeligt, og nok ret rystende, både for ham selv, og for William... måske ikke for William alligevel. Silas så mærkeligt på ham, hvad var det han lige... what..? Han mistede dog evnen til at tænke da William trak ham ind til sig "William, nej vent!" bad han inden William kyssede ham...igen.
Igen de der mærkelige blandede følelser, og han kunne kun famle sig rundtmellem dem, splittet.. Han så kort på de lukkede øjenlåg,øjenvipperne, og satte så resolut armene i spænd mellem ham og William og vred sit ansigt fri. "William!" gispede han "hold op med det der... kysseri!" sagde han lidt forvirret "jeg kan ikke tænke når du gør det" brummede han, og forsøgte at smyge sig løs. "Og jeg forstår ikke dit vrøvl, du siger... alt muligt! Og der er ingen forklaring, og elvere, og... hvorfor bliver folk ved med de der eventyr karakterer, og svømmehud mellem fingrene" sagde han og vrikkede med sine fingre... men opdagede så at William selvfølgelig ikke anede hvad han plaprede om.

William grinede da Silas begyndte at vride sig, det havde han alligevel ikke set komme.. men så alligevel, ham havde hørt hans tanker den aften, på vej ned af trappen, at han ikke går til drenge? Men han kunne ikke snyde sig selv for evigt, for William kunne godt mærke de følelser han vækkede i Silas, alle de blandede følelser, som han prøvede at skjule for sig selv, selv om hans hjerne benægtede det, så kunne hans vilde puls og hjerten banken ikke lyve."Du skal slet ikke tænke... søde" hviskede han pirrende. William havde ikke tænkt sig at give op så let, så nemt skulle Silas alligevel ikke have lov at slippe. Han var kommet for at sige tak, og så havde Silas bare at tage imod det. Det var faktisk ikke mange der fik den enestående chance for en nat med William, selv om rygterne dog gik på at han havde været i seng med hver en kvinde i byen, så stod tøserne i kø, og det var altså ikke alle der fik den mulighed. For hvem ville ikke gerne kunne prale med at have været sammen med William, så nu syntes han bare at Silas skulle tage imod denne utrolige mulighed og så ikke mere brok der. Han sukkede blidt og tog et fast tag om Silas håndled og pressede ham tilbage mod muren og holdtes ham fast."Sssh.. så.. Silas.. slap af, tag det roligt, træk vejert så skal jeg nok være sød ved dig" hviskede han stille og intenst. Han bøjede sig igen langsomt over ham og pressede sine læber ind mod hans hals luge under hagen, i et vådt kys, og lod kyssede danse langsomt ned over hans hals, han havde ikke tænkt sig at kysse ham på læberne igen, i hver fald ikke før han var faldet lidt til ro.

Silas lyttede til Williams latter, det var da ikke morsomt? Det var da ikke... sjovt.. Han følte sig en smule presset, alt inden i ham skreg at han måtte være proffessionel, men i øjeblikket var proffesionaliteten røget direkte ud af vinduet. Silas kunne mærke panikken snige sig ind på ham. Sød...? Ville han være sød?? "William" fik han ud over sine temmelig blege læber, inden han kyssede ham på halsen. Han sank hørbart , han kunne ikke lide ikke at have kontrol eller styr på noget, og William kunne han på ingen måde styre. Han kunne mærke murstenene skure let mod hans ryg, når William trykkede ham tættere på den. Hvilke muligheder havde han overhovedet?
"William.. vær sød at.." han måtte synke igen, han kunne ikke nægte påvirkningen. Stressende! "lytte til mig!" bad han hæst, og prøvede at skubbe ham væk igen. *Hvad er det du vil have? Det er jo ikke mig! Hvorfor siger du ikke bare hvad der er galt? Jeg kan jo godt fornemme at under alt den slående rolighed er der vrede sorg? han overførte tanken uden egentlig at tænke sig ordentlig om, han var ikke god til at styre sin evne endnu, men han havde da bemærket at han skilte sig ud fra andre mennesker på det punkt.. han kunne tale med folk gennem tankerne, det var ikke noget han praktiserede, han gjorde det kun når der var brug for det og lige nu.. var det lettere end at tale, og måske også at bruge overraskelsen. Kyssene havde gjort sin virkning, han dirrede ophidset, og det irriterede ham.. meget.

William rystede bare på hovedet, "Jeg lytter søde.. jeg lytter, men din ord er ikke sandheden.. du vil jo gerne.." hviskede han bare drillende ind mod hans hals, han var ligeglad med hvad Silas sagde, han kunne få ham til at bukke under så nemt som ingen ting, gøre ham afhængig af sin krop så let som ingen ting.. han kunne få ham til hvad han ville.. han var hans nu, alt ved ham var hans, det blev han nød til at forstå! Alt. Alle! Det tilhørte William, han ville have alt, det hele, og Silas skulle nok lære og lystre.. endnu en dum dreng.. så nem at slå ihjel! Han lukkede øjnene imens den blodrøde farve langsomt dukkede op i hans øjne, så sulten.. og hans fine lige tænder blev langsomt sylespidse, ikke kun hjørnetænderne, hver eneste tand.. han var ikke vampyr han var dæmon.. han var et dyr, et rovdyr, med sylespidse tænder og blodrøde øjne. Han slap dog Silas da han stemme pludselig fyldte hans hoved, inde.. i tankerne, og han trådte et skridt tilbage og spilede øjnene op og så på ham som var han en sindsyg. Det var ikke meningen at andre skulle kunne gøre det! Det var Williams evne! Hvorfor.. irreterende.. og alligevel spænende.. skulle han give igen, skulle han blive sur? Skulle han gå.. han skulle gå. Han vendte sig brat om og begyndt at gå langsomt ned af vejen, det skulle.. fordøjes.

Silas sank igen, hørbart.. sikkert... Han kunne pludselig ånde og slap Williams trøje som han ellers havde haft fat i med den ene hånd. Han stod lidt, med gelé i knæene og sank... igen..
Han praktiserede ikke den slags, han ville helst ikke.. reklamere med sin evne, han brød sig ikke om at folk troede at han var anderledes, han var ikke anderledes han var et menneske ligesom alle andre.. Han så lidt på ham, han virkede anderledes nu, mere dyrisk, øjnene lyste med en anden intensitet, desuden så hjalp det blik han sendte ham heller ikke rigtig... han lignede en der troede Silas var sindssyg...
Han hævede et øjenbryn og derefter det andet da han vendte om og begyndte at gå.. var det virkelig så enkelt? Eller var han blevet fornærmet.. Silas blev stående et par sekunder hvor hans ben stadig var lavet af gelé.. så løb han efter, op på siden af ham og lidt op foran ham og gik baglæns så han kunne se på ham. "Hvorfor går du? Hvorfor er du bange for at opsøge den vrede?" spurgte han.
Det var så dumt, men han var nød til det.. nysgerrigheden spændte ben for hans intellekt og hans ideer, ville vide mere.. "Du kan ikke løbe fra alt, you know?" sagde han så og lagde hovedet på skrå, og kastede et kort blik bagud for at sikre sig han ikke gik ind i noget, før han fangede hans blik. Indtil videre var hans mål at stoppe ham, uden at røre ham vel at mærke, det var han lidt overfølsom overfor. Måske var det ovenikøbet de kys der havde givet ham blod på tanden? Øv altså. Men nu var han der jo, nu havde han spurgt..

William så sig ikke tilbage, han havde brug for at tænke, hvem var Silas? Han kunne godt lugte det slevfølelige, og han brød sig ikke særlig meget om elver.. ikke længerer, ikke efter.. nå det kunne også være lige meget, for han kunne godt mærke at Silas var.. menneskelige, han var ikke hel elver? Hvis man dog kunne det, men det kunne han jo åbenbart? Og så havde han fået en underlig evne, en han ikke havde mødt særlig mange der havde, de fleste havde kun tankelæsning, men var det muligt at Silas? Hvor meget var han egentlig i stand til.. han var nysgerrig, men også bange.. han brød sig ikke om når der var nogen der efterlignede hans evne, det var hans, og den var farlig, og det var kun William der vidste hvordan man skulle bruge den og hvordan man ikke skulle bruge den. Han stoppede op da Silas gik ind foran ham, og gik et skridt frem mod ham og tog fat i hans krave. * Du leger med ilden.. knægt..* sagde han truende tilbage til Silas inde i hans hoved, som han selv før havde talt til William. "Pas på du ikke brænder dig.." hviskede han stille og så ham ind i øjnene og slap så hans krave. "Jeg er ikke bange, og jeg er ikke vred.. og hvordan ved du at det ikke er dig jeg vil ha'? Du er måske bange.. ja.. bange for kærtegn og nærhed? Men det kan du vel heller ikke løbe fra.. for evigt.. vel? " sagde han, hårdt, han vidste det nok ville såre Silas, men det var også præcis hvad han var ude på, når han sådan stilte sig op og troede han kunne læse William som en åben bog, han kunne godt tro om igen.

Silas måtte synke da William greb fat i hans krave, og så ind i de hadefulde øjne mens han hørte hans stemme runge i sit hoved, på trods af at Williams læber ikke bevægede sig. Det slog ligesom luften ud af ham, han havde aldrig.... han tænkte efter, nej, aldrig oplevet nogen der kunne det samme som ham, hvordan... hvad.. Det hjalp selvfølgelig ikke på hans brændene nysgerrighed. Han svarede ikke igen,brænde sig... det gjorde han jo nok på et tidspunkt, hvornår det blev, og om han ikke allerede havde gjort det var spørgsmålet.
"Fordi.." startede han, men Williams ord nåede at svide et sted hvorr de ikke gjorde godt, og han klappede i før han overhovedet fik startet. Silas stirrede på ham, mens han indre var i oprør over de beskyldninger, han knyttede hænderne lidt, ikke fordi han ville slå ham, men fordi at han ved at bore neglene ind i håndfladerne kunne fokusere istedet for at blive vred. Alt indeni ham var uendelig uenigt med William, og alligevel vidste han at han talte sandt.. hvor vidste han de ting fra? Kunne han se det med det blotte øje? Silas overvejede om William mon ikke havde sine metoder som han selv.. "Undskyld.. det var uhøfligt af mig at angribe dig på den måde.." mumlede han så. Han opgav, han havde indset fejlen i det hele, William var hverken til at hugge eller stikke i, og Silas havde forsømt et af sine mest ømtålelige punkter i sin uddannelse; man skulle aldrig tvinge nogen til at fortælle.
Han trak sig et par skridt baglæns, tøvede lidt... der var ikke mere at sige andet end det rungende undskyld som ligesom hang i luften, han nikkede så bare til ham, det måtte være nok for nu, og vendte om på hælene inden han begyndte at gå som William havde gjort før han havde standset ham.

William kneb sine øjne sammen i vrede, han ville ikke gi sig, det ville han simpelhen ikke, ikke for Silas ikke for nogen, og det burde man vide, lige så snart man så på William, han var anderledes, og han var farlig.. flygt mens du stadig kan knægt.
Han åbnede munden for at svare, men hans øjne spærrede sig op i forbløffelse da han skulle til at sige noget, noget dumt sikkert, men Silas.. han havde undskyldt? Hvorfor var han så dum.. og hvad var han ude på? Han gad ikke alt det der psykolog pis, eller omvendt et eller andet hvad det nu hed, det var noget pis, og man kunne ikke regne folk ud efter deres adfærd, det lå simpelhen bare meget meget dybere end det, og man kunne bestemt ikke regne William ud på en halv time.. ikke engang flere år. Der var kun to personer der kunne se lige gennem ham, kun to.. og de var.. specielle, Camilie.. det var hendes gave.. altid, hun kunne se lige gennem ham, og det havde aldrig gjordt ham noget, da han altid havde vidst hun var hans eneste ene, men det var jo før han rent faktisk mødte sin eneste ene. Ligegyldigt. Den anden person havde været Matthew.. og det havde nok aldrig været med hans gode vilje, men han havde ikke andre valg, og når man går op og ned af en person firetyve syv, så sker der altså noget med en.. og så det bånd. Han sukkede tungt, kun to personer.. og han havde haft så mange nær. Jack, Gossip, Carro.. Melanie.. og Phillip.. man skulle tro at de alle sammen kendte ham ud og ind, men nej, det kendte kun en brøkdel. Så hvordan i helved kunne Silas blide sig ind at! Shit altså.
"Silas.. " sagde han stille imens vreden boblede rundt inde i ham, han gik lange skridt mod ham og tog fat om hans skulder for at stoppe ham op. "Hvad er du?" hviskede han stille ind mod Silas nakke og øre. Han tog fat om skulderne på ham og trak ham ind til sig, et hurtigt blik over skulderen, og så satte han tænderne i hans hals, som var det den mest naturlige ting i verden.

Silas gik videre. Hans skridt var stive og kantede og han kunne stadig mærke vreden... eller i hvertfald den fornærmelse der stadig sad i ham efter Williams analyse af ham. Men han vidste også at han ingen ret havde til at være hverken vred eller fornærmet, han havde gjort det samme mod William og skammen sved næsten værre end hans ord.
Silas ænsede kun lige sit navn, og mærkede så hånden og fingrene der borede sig ind i hans skulder og tvang ham til at stoppe op. Han ville spørge hvad han nu ville, ville gerne såre ham som han havde såret... længere nåede han ikke, den varme, fugtige ånde ramte hans øre og nakke og fik hårene på hans arme til at rejse sig "hvad snakker du o..." afbrudt af smerten der bølgede gennem hans hals og ud i alle afkroge af kroppen tog pusten fra ham. Han kunne ikke fokusere, var faktisk ikke helt sikker på hvad det var der skete.. Han rakte op, bag sig, forsøgte... forsøgte at få fat i William, få ham til at stoppe smerterne så han kunne trække sig fri.
"William...s-st-stop" hviskede han hæst og fik fat i hans hår. Han ville trække i det, få ham til at stoppe, men han kunne ikke styre sine bevægelser ordentligt så han trak bare lidt i det mørke hår, men så faldt hans hånd bare ned langs hans side igen. Hans knæ rystede, og han havde kvalm, og han gjorde et par ynkelige forsøg mere på at komme løs, men han lod efterhånden være da han erfarede at det kun gjorde ondt værre at bevæge sig.

Varmen fra blodet var det første der nåede hans tunge, så smagen.. guddommeligt. Han kæmpede mod trængen for at stikke alle sine tænder i og bare flænse et stort stykke kød af og gå i krig med det.. han var ikke vampyr mere, han blev ikke hundred procent utilfredsstillet af blod, der skulle mere til.. og trangen til det, havde været lige så stor som trangen til blod når man var nyfødt vampyr. Han sukkede stille ind mod Silas hals og trak langsomt sine tænder ud af ham. Han holdte ham stadig fast, selv om Silas havde kæmpet lidt imod.. eller nok meget hvis man spurgte ham, så havde det ikke påvirket William det mindste, han var van til kamp, ærligtalt var der ikke mange der sådan.. lige brød sig om at blive bidt, eller gav sig hen.. jov alle de der vampyr elsker.. men de gjorde det jo heller aldrig helt gratis, og desuden var William ikke vampyr mere. Han sukkede stille og lod sin tunge glide over Silas hals og slikkede det sidste blod væk. Han smilede så kort og vendte Silas om, så han stod over for ham, skubbede ham ind mod muren og kiggede ham ind i øjnene, med sine blodrøde øjne. "Elver?" hviskede han stille og kiggede på ham med fornøjet øjne. Han havde jo altid.. brudt sig bedst om elver. "Er du ikke?" spurgte han stille og bøjede sig ind over Silas.

Silas hikstede efter luft, han havde efterhånden lokaliseret hvor William bed ham... for det var jo det han gjorde, det var jo sindssygt! Hvorfor... hvorfor? Det gav ingen mening! Silas stønnede blegt da William endelig trak sine tænder til sig. Han ville gerne rive sig løs, men hans ben... var ligesom blevet til gele, og hans krop var tung så det blev bare til en lidt opgivende bevægelse.
"Giv slip" mumlede han hæst, og prøvede at lyde vred, men ligenu var det hele bare... bladrg..
Og William holdt fast i ham... så det var ikke meget nemmere af den grund. Han vaklede lidt da han vendte ham om, og så mærkeligt på ham, og en smule skeptisk da han blev skubbet op af muren. "Hvad?" mumlede han utydeligt "hvorfor.... hvad??" gentog han så. Elvere? Det var sådan nogen ting.. ude i skoven... lord of the rings og den slags, hvad havde det at gøre med... hvorfor var det igen at han lige var blevet bidt, og nu stod han op af en mur... igen!
Han løftede hånden og rørte ved sårene, der sviede lidt og så på sine fingre. "A..av, men.." han så forvirret på ham, derefter på sine fingre, på blodet. Han vidste ikke hvad han skulle stille op, stod han der og snakkede om fantasi væsner og.. Hankiggede lidt på hans ansigt, der var stadig en smule blod på hans hage og hans øjne... Silas sank lidt for sig selv, det skræmte ham en smule. "Hvad vil du have mig til at sige? Ja! Jeg er et fantasi monster, eller hvad? Det giver ingen mening, William, jeg er et menneske, mine forældre er mennesker" hviskede han hæst... han anede ikke hvad han ellers skulle sige. Han havde ingen ide om sin oprindelse eller hvad der rodede i hans blod og i hans gener.

William sukkede og så ham ind i øjnene, et langt sekund inden han rystede på hovedet af ham, han og sukkede, han havde åbenbart tænkt sig at spille dum. Men det skulle han ikke have lov til, William havde sat sig for, at få et ordenligt svar, selv om det var som om Silas virkelig ikke vidste noget.. men det kunne jo være han bare gemte det.. rigtig godt. Han sukkede igen og kiggede ham ind i øjnene da han klynkede og tog sig til halsen. "Undskyld men jeg blev desværre nød til at smage, når du ikke fortæller mig noget, må dit blod jo gøre det.. " sagde han bare og fjernede forsigtigt Silas hånd og kiggede på såret, "Det skal nok blive fint igen.. bare lad være med at pille i det" sagde han så trak Silas hånd ned så han ikke ville holde hånden over det mere. Han kiggede indgånede på ham, "Hvad tror du egentlig du er? Hvad tror du egentlig jeg er?" spurgte han og kiggede på ham med et blankt forvirret blik, ok måske vidste Silas det bare ikke, måske var han bare dum? Eller så var han bare født som elver, og ikke kunne huske det.. men alligevel William var ikke helt sikker, men han kunne smage det, han havde drukket nok elver blod til at vide at Silas.. var en eller anden slags elver, han kunne jo godt være noget andet også, menneske, eller et eller andet hav halløj? Det kunne William ikke afgøre. han vidste kun hvad han vidste.

Silas så på ham og derefter på sin hånd som William flyttede. Han så undrende på ham, og huskede hans ord før han havde bidt ham 'hvad er du?'.. Han kom i tanker om Stephen.. Millicent... Stephen var en engel, men.. men det betød jo ikke at Silas var en engel. Han bed tænderne sammen, nej, han var altså menneske nu måtte han stoppe. Han nikkede bare til det han sagde med at han ikke skulle pille i det, det ville nok heller ikke være godt, der ville bare komme ar og der kunne komme betændelse. Han så blegt på ham, begyndte han nu igen? Han rynkede dog øjenbrynene da han pludselig spurgte om han vidste hvad William var.. Var han noget?
Igen slog tanken om Millicent ned i ham.. der fandtes ikke kun gode væsner som engle.. der fandtes også de mørkere slags, men.. Han betragtede William længere end før.
"Du er ikke menneskelig.." mumlede han så, en smule overrasket over sin egen konklusion, men det var det eneste han kunne komme på. "Jeg ved jeg er menneskelig" sagde han så, så fast som overhovedet muligt, selvom han begyndte at vakle i sin ellers så faste tro. Hvad var det han havde sagt, elver? Han løftede fjernt hånden og rørte ved sit ene øre og sank. "Jeg vil hjem.." mumlede han så diffust, og vaklede lidt idet han gik halvt ind i William. "Jeg vilgerne... jeg vil gerne hjem" mumlede han træt og mat i kroppen efter blodtabet. Han kunne ikke være.. han var jo menneske, hans forældre var mennesker!
Hans plejeforældre var i hvertfald..

William smilede skævt til ham da han sagde at William ikke var menneskelig, nej det var.. virkelig godt set, medalje til ham. Han kiggede kort op og ned af ham og trak vejret dybt ind, okay.. hvordan var det nu lige man skulle håndtere sådan noget.. der var altid en række muligheder. Han kiggede forsigtigt på ham og trak sig så lidt tilbage. "Kan du stå selv?" spurgte han, ikke for at drille, bare fordi han vidste.. at det nok godt kunne være lidt svært.. men Silas var sikkert for stolt.. det var de alle sammen.. i begyndelsen. Han sukkede kort og løftede hånden og kærtegnede forsigtigt Silas kind, inden han trak hånden til sig og gik et skridt frem mod ham igen, så de stod så tæt... som det nu var muligt.
"Det bliver nok lidt svært.. men jeg har en beder ide" sagde han drillende og blinkede frækt til ham. "Du kommer med mig.. " mumlede han, det var lang tid siden han havde haft et kæledyr.. og Silas var helt udmærket, han kunne blive en sød lille en.. selv om Silas nok skulle.. han skulle lige.. læres lidt op. Han smilede stort, og tog fat om Silas håndled og begyndte at trække ham ned af gaden. "Kom så.. " mumlede han og slap det ene håndled så de kunne gå ved siden af hinanden, men han holdte stadig godt fast i det andet, så Silas ikke lød nogen steder.

Silas blev stående da William trak sig lidt tilbage, som for at symbolisere at han sagtens kunne stå selv. Hans ben var ikke enige, men han skulle jo bare stå stille. I hvertfald lige nu.. "Jeg kan stå.." svarede han så, og undgik let at han nok ikke var i stand til at gå nogen steder. Selvom han lige havde sagt at han ville hjem, og det ville nok kræve at han gik. Ham sank da han rørte ved hans kind og kom tættere på, han åbnede munden og ville sige noget, men William kom ham i forkøbet. Han så lidt forvirret på ham "hv..hvad? Hvilken ide?" spurgte han, og blev lidt foruroliget af det frække glimt i Williams øjne "Hvor skal vi hen?" spurgte han så, og vaklede med da William trak i ham. Han gik med en smule overrumplet af det hele. Hvorfor var det lige han gik med igen? William havde lige bidt ham!
Han sukkede, kunne man slukke for sine tanker? "William.." sagde han så efter et par minutter.. han kunne godt mærke hånden om sit håndled, men lod sig ikke rigtig mærke med det. "Hvis du ikke er menneske.. hvad er du så?" spurgte han og så lidt på den høje ranke skikkelse ved siden af ham. Han havde da hørt om sagn, myter, ja selv læst historier og bøger da han var mindre om væsner som ikke burde være til ifølge normerne, men det var de jo så altså... Han gennmgik det han lige kunne komme i tanke om.. vampyrer bed folk, var William en vampyr? Men.. Han bed sig skævt i læben og rynkede sine øjenbryn i en tænksom mine det kunne ikke passe, han var jo gået fra hans lejlighed en morgen... Lys.. Han så opgivende på ham, han syntedes selv han vidste meget, men... ikke om det her.

William nikkede bare, Silas kunne godt gå selv, der var ingen grund til bekymring.. nej selvfølgelige ikke. Det var bare godt William ikke boede så langt væk, for ellers måtte han havde taget Silas med i bussen, og det havde måske ikke været det nemmeste, hvis han var begyndt at råbe op eller græde.. eller et eller andet tosset, men vidste aldrig hvad sådan nogen kunne finde på. Men han havde altså ikke tænkt sig at bære på ham.. der skete altid noget mærkeligt når han bar på folk, så bliv de så mærkelige bag efter, og det gad han altså ikke.
"Mmhm?" sagde han bare stille og smilede skævt, han havde ikke glemt hans spørgsmål, han tænkte bare på.. hvad der var det rette svar, noget der ikke ville få Silas til at flippe ud. "Hjem.. " mumlede han så bare, da det jo sådan set var rigtigt nok, hjem til William.. så længe han nu kunne holde på Silas, for han ville jo helst ikke bruge vold.. men hvis det ikke kunne undgås, så gjorde hand et jo selvfølgelige.. og hvis hans hjerne sagde klik, så gjorde han det også.. men det var ubevidst og ikke altid med vilje, så det kunne godt undskyldes.. syntes han selv i hvert fald. "Åh det er et svært spørgsmål.. for jeg ved det faktisk ikke helt.. " sagde han og kiggede ned, han var jo dæmon.. det var klart.. men han var ikke sikker på det var rigtigt, for han opførte sig ikke som en normal dæmon, eller vampyr.. eller noget som helst andet væsen, han var bare anderledes. "Jeg er vidst nok dæmon.. et ondt væsen.. men jeg er ikke sikker, jeg ved bare jeg er anderledes.. " sagde han roligt og kiggede sig kort over skulderen. De var der snart.

Silas betragtede ham lidt, lige nu virkede han faktisk meget... normal, næsten menneskelig hvis det ikke havde været for de mørkerøde øjne. Han hævede et øjenbryn ved hans svar.. hjem? Til Silas eller William? Han skævede til William, at dømme efter vejen var det i hvertfald ikke hjem til Silas.. for de var ikke på vej ned til havnen. Han hævede et øjenbryn da han forsøgte at forklare sig selv.. men det virkede som om han var i tvivl. En dæmon? Silas fandt tanken usandsynlig.. men... Han bed sig i læben igen, Stephen... og Millicent. "Anderledes hvordan?" spurgte han så.
Hvad mente han? Var han så ikke et ondt væsen?
Han så sig lidt om.. Slumkvarteret begyndte at lukke sig op for hans øjne. Andre væsner med andre intentioner, og ikke altid gode dukkede op, men forsvandt igen i mørket. Silas var dog stadig lidt småbedøvet i kroppen af smerterne og forskrækkelsen efter bidet, så det med at blive urolig og skræmt var langt væk lige nu, han var en smule mere optaget af at holde sig gående, samt at lytte til de få detaljer som William lod slippe ud... desuden så gik William ved siden af ham, så det ville nok have været anderledes hvis han havde været alene.
"Er det her du bor?" mumlede han så med den karakteristiske stemme der hørte sig til efter at være blevet bidt i halsen åbenbart. Han havde regnet ud at det jo ikke var hjem til ham de skulle.. Var det overhovedet Williams hjem de skulle hen til? Det hele var meget mystisk, eller også forstod Silas bare ikke..

William nikkede til Silas til hans sidste spørgsmål, han havde ikke rigtig noget svar til det andet. Han vidste ikke hvordan han var anderledes.. det var han jo bare. En dæmon kunne nok udpege forskellene med et blik på ham.. eller i hvert fald hvis de kunne høre hans tanker.. for der var så mange ting.. der gjorde ham til et misfoster, og så var der det med hans spise vaner.. det var bare anderledes. Men det var ikke til at forklare for Silas, det var ikke bare lige sådan at give sig i kast med.. og desuden så vidste han ikke om han havde lyst til at fortælle Silas noget om sig selv overhovedet, for han tolkede jo på alt.. han kunne godt tage at slappe lidt af og ikke analyserer ham hele tiden, det var faktisk ret irreterende. Men det kunne han vel ikke gøre for, han virkede selv sådan lidt.. forstyrrede oppe i hovedet.. men det var de fleste jo, alle led af et eller andet, nogen værre end andre.
"Ja jeg bor her.. Er her ikke skønt?" sagde han sarkastisk og rystede på hovedet. Men det var det bedste sted for William, for her kunne han ikke gøre nogen skade.. tænkt at placerer ham i et villa kvarter, hvor små børn rendte rundt og legede.. Aj.. så skulle man da være sindsyg først. "Det er jeg bare.." svarede han ham så endelig.. på det andet spørgsmål, han havde ikke tænkt sig at gå i dybden med det, og sådan var det.. og hvis Silas ikke kunne accepterer det så måtte han jo få nogen bank.
Han gik ind i en side gade og trak Silas med sig, ind mellem to lejligheds bygninger, hvor der var en lille bag gård, hvor man kunne fx holde sine biler og den slags. Han gik hen til døren og rev den op som var den af pap. Han holdte den åben for Silas og skubbede ham inden for, og op af alle trapperne, til den sidste lejlighed. William boede helt oppe under taget, med skrå vægge og ikke særlig højt til loftet, men højt nok til han kunne stå oprejst, og det var jo alligevel to meter.. men så var det heller ikke ret meget højre. Men der var udsigt over hele byen, og de andre tage.. hvilket han nød en del, så det var helt fint for ham, i hvert fald ind til vider, og når han ikke skulle have fint besøg. Men hvis tingene begyndte at blive som de plagede, ja så fik han jo snart et ry, og så kunne han jo ikke bo sådan et usselt sted, så flyttede han nok ud i skoven, det var jo det eneste sted hvor han rigtig hørte hjemme, ud over Frankrig selvfølgelige.
Han låste døren op og skubbede blidt Silas inden for, gik selv ind og smækkede døren bag sig så låsen gik i. En smal gang, et lille køkken, slået sammen med en lige så lille stue, og et værelse hvor der lige var plads til hans seng og et klædeskab. Og så var der selvfølgelige toilettet. Han viste Silas ind og lagde nøglerne på køkkenbordet. Inden han vendte sig om og kiggede Silas stift i øjnene, med et frækt smil om læberne.

Silas trak på skuldrende da han hørte det sarkastiske spørgsmål, men undgik at svare. Han fulgte med ham ind gennem en smal sidegade.. det hele virkede lidt som om det var blevet glemt, malingen skallede af væggene og håndtagene på dørene var rustne.. Silas var meget stille, sugede indtryk til sig som en svamp. Han var interessereti miljøet, egentlig kunne William jo sagtens komme fra samfundets top, han virkede overhovedet ikke uintilligent.Faktisk overraskede han tit Silas, så tit at det var begyndt at irritere ham lidt. Men Williams hjerne fungerede nok også på en anden måde end Silas egen... i hvertfald tankegangen.
Han stirrede på døren da han blev skubbet forbi den.. tyk dør.. rusten dør.... og William rev den op som var den af papir. Silas sank lidt, han havde ikke nogen ekstrem fysisk styrke, overhovedet ikke.. Han var hurtig, han havde gode reflekser, men fysisk styrke lå ikke til ham, og slet ikke lige nu. Hans knæ føltedes stadig matte, og han var overbevist om at hans teint var bleghvid, eller grå, ligeså grå som de pigment pletter han havde på maven, benene og andre steder af kroppen. Han så sig om da han blev puffet ind i Williams lejlighed, der lugtede...støvet, men ellers var der ganske pænt, i hvertfald udsigten løftede stedet en del fra at være slum, til ligesom at være... anderledes. Han betragtede William kort, mens han lagde mærke til bevægelserne.. hjemmevandte. Så det var altså hans sted.
Han gik indenfor, eller i hvertfald ned for enden af den smalle gang, og dannede sig et overblik over værelserne. Han nåede ikke rigtig at betragte andet da Williams blik fangede hans gule øjne, og hans læber smilede til ham på en måde han havde set et par gange før efterhånden,i hvertfald hos ham. Han ville sige et eller andet, bryde tavsheden.. han brød sig ikke om tavsheden, han løsrev blikket og pillede fjernt ved væggens tapet... eller hvad der var tilbage. "Du har en god udsigt" sagde han så, og så ham så lige i øjnene som han havde gjort før... måske bare ikke så intenst.. Det var vidst kun William der kunne det. Da han sagde han ville hjem havde han nok ikke ment her..... men måske var det Williams måde at..gøre noget godt... amen for helvede Silas! Han mærkede sine ben give et let ryk fra sig idet han bare havde stået og anstrengt sig for at så stille "Hør.. jeg.." mumlede han og ledte efter ordene, hvad var det egentlig han ville sige?

William sukkede stille og lænede sig op af bordkanten og lagde armene overkors imens han betragtede Silas. Stilheden var tiltænkt.. det var meningen, ikke fordi han ville gøre det ubehageligt for Silas.. akavet stemning eller noget. Han ville bare gøre ham lidt nervøs? Hvorfor? For sjovt. Han lænede sig så frem og begyndte at trække sin jakke af imens han holdte blikket fast rette mod Silas. "Bare smid skoene, lad som om du er hjemme?" sagde han og hævede øjnebrynet og smilede igen. Han gik ud i den lille gang og hængte sin jakke op på en krog, inden han gik tilbage ind i stuen og stilte sig bag Silas og ånede ham drillende i nakken. Han tog fat om Silas håndled og tog hans jakke fra ham og gik tilbage til gangen og hængte også den op. Han gik en sidste gang tilbage til Silas, og lagde armene om livet på Silas. "Hmmmh?" mumlede han stille ind mod hans øre. Og skubbede ham blidt hen mod sofaen og ned og side. Han smilede frækt til ham og lod sig dumpe ned på hans skød med et pen på hver side af ham. "Nå.. Silas?" sagde han stille, som han ventede på noget.. skulle ske. Hvilket han jo også gjorde.. eller nej.. lige nu drillede han bare, det havde Silas fortjent. Åh jov. Han løftede hænderne og pillede lidt ved Silas skjorte, den øverste knap. "Hmm?" mumlede han og lænede sig ind mod Silas og kiggede ham ind i øjnene, med et dovent drillende blik, og et frækt smil om læberne.

Silas så på ham og nikkede så da han bad ham smide skoene, det var nok en meget god ide.. eller måske ikke... men alt i alt ville det være uhøfligt at gå rundt med sko... Han trykkede dem af med skosnuderne og satte dem pænt fra sig og åndede stille ud for sig selv, det var faktisk rart at få lov at slippe for sko.. Han stivnede da William pustede ham i nakken, og skævede lidt bagud for at se på ham, men han tog hans jakke før han fik øjenkontakt med ham, og han lod ham tage den. Han rørte fraværende ved bidemærkerne.. det var ømt, det var måske en god ide at lade det være som William havde sagt.
Han så på William da han kom tilbage og åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen da han lagde armene om livet på ham, og den varme ånde ramte hans øre. "Øhm..." besvarede han hans mumlen og prøvede at se på ham, hvilket han også fik lov til da han dumpede ned på sofaen... med William... på skødet. "Nå... William?" sagde han tøvende, da han lød som om noget skulle ske, hvad havde han tænkt sig? Silas sank da William lænede sig ind over ham og han pillede sigende ved hans skjorte. Han placerede sin hånd midt på hans brystkasse "hør jeg tror ikke... jeg tror ikke lige jeg er.. den ideelle person til... det her" hviskede han tøvende. Han kunne mærke varmen gennem Williams trøje, det dovne blik var...forheksende, det skræmte ham en smule at han kunne have magt på den måde.. uden at sige noget, men bare ved at se på ham, på andre mennesker vel sagtens?

William grinede bare, lagde hovedet tilbage og grinede af Silas. Han var virkelig noget for sig selv, helt utroligt.. den måde han kunne.. åh ha. Nå men han skulle nok lærer at William ikke tog et nej for et nej, den gik altså bare ikke. Han skulle vise Silas skulle han. "Mhm?" mumlede han og kiggede på ham med et afventede blik, han vidste der ville komme et eller andet ud.. i form af en dum undskyldning, for at William slet ikke skulle prøve på noget.. men det kunne han godt glemme. Han smilede drillende ved Silas åndsvage kommentar. "Hvorfor skulle du ikke være det? Du da meget lækker.. " sagde han drillende, fordi han var ret sikker på at komplimenter ville få elveren til at rødme eller i hvert fald blive en smule nervøs, selv om han selvfølgelige var det ret meget i forvejen.. men bare for sjovt, ikke?
"Jeg synes du er ret perfekt lige nu.. " mumlede han stille og løftede hånden og tog fat om Silas hånd på hans brystkasse, og trak den så let som ingen ting til siden, og slap hans hånd og lænede sig helt ind mod Silas, så deres brystkasser mødtes.
Han tænkte på hvor lang tid der ville gå før Silas ville begynde at flippe helt ud.. hvor lang tid han selv troede han kunne bevare sin indre ro.. ikke særlig lang tid vel.. Det var næsten det sjoveste.. når han mistede den.
Han knappede hurtigt den øverste knap op, og så den nedenunder. Inden han kiggede op med et meget tankefuldt blik, inden han smilede og sendte Silas et meget dybt forførende blik, og knappede så tre knapper mere op.

En lille ilning skød ned gennem ryggen på Silas da William...komplimenterede ham? Han blev mundlam, sad bare og stirrede på ham, som om han havde sagt noget grotesk, han var fristet til at sige 'hvad?' men han havde jo godt hørt hvad han havde sagt. Han var jo ikke rigtig klog, han kunne da ikke bare.. sige sådan noget?! "Hvis jeg er lækker hvad er du så?" busede det ud af ham, og slog hånden for munden.
Han blev vred på sig selv, han kunne ikke bare... hvad havde han... hvorfor gjorde han... hvad var det han gjorde imod ham! Eller var det ham selv der... nej! Slut, bum!
Silas fornemmede varmen forsvinde underhans håndflade, og støttede den på sofaen da William lænede sig helt ind til ham. Han så hurtigt ned da han mørkede skjorten blive løsere over sin brystkasse, og derefter Williams forførende blik. Han så frygtsomt ind i hans øjne og sank igen, for gud ved hvilken gang, "William jeg kan ikke" hviskede han hæst, næsten desperat. Men han kunne ikke få sig selv til at skubbe ham væk, og det var ikke kun på grund af hans manglende styrke. Han overvejede kort om det mon var noget han praktiserede ofte, fandt nogen, slæbte dem med hjem, gjorde... det han gjorde nu. Han prøvede at få styr på sig selv, og sit urolige sind.

William smilede skævt og kiggede indgånede på ham, imens hver en tanke af Silas gik klart ind, han vidste jo godt han gjorde ham nervøs.. Det var jo egentlig mening, men han ville også gerne have ham til at slappe af.. selv om det nok godt kunne blive lidt svært på den her måde.. men han vidste hvordan.. han vidste præcis hvad han gjorde.. William var jo.. rimlig god på sådanne.. områder, eller hvad man kunne kalde det. Han løftede hånden og kærtegnede ham blidt på kinden, for ligesom at berolige ham lidt og fortælle ham at det nok skulle gå.
Han kunne da ikke lade være med at grine da Silas spurgte hvad William så var.. Sødt. "Det tager jeg som et kompliment" grinede han bare uden rigtig at svare på spørgsmålet, han vidste jo godt hvordan han så ud, og hvilken effekt det havde på.. de fleste.. så det overraskede ham ikke, men så alligevel.. Silas overraskede ham hele tiden, han var meget.. speciel, men det kunne han faktisk godt lide, det gjorde ham.. unik. Og det var langt beder end noget normalt, som man havde prøvet tuesende gange før. "Så.. ssh.. slap af Silas.. " mumlede han stille og aede ham blidt på kinden, og ned af halsen, undgik at røre ved såret, og op til kinden igen. "Jeg synes du er delicious.." hviskede han stille, drillende. Silas virkede lidt utryg.. med sig selv? Ikke så selvsikker.. nå men det kunne han nok godt hjælpe ham lidt med.. han var jo sød.. sød og uskyldig, hvilket ville sige perfekt for William.
"Nååå.. men jeg skal nok være sød.." sagde han stille og blinkede, inden han gik i gang med at knappe resten af skjorten op. Lagde sine fingre mod hans t-shirt på brystet og nussede ham blidt. "Og svaret på det spørgsmål, må være nej.. jeg tager ikke hvem som helst med hjem.. " sagde han bare stille, det måtte være svar nok.
"Jeg ved godt du er nervøs, men jeg skal nok være sød ved dig.. prøv at luk øjnene og slap af.. " sagde han stille, som var det noget helt andet de havde gang i.. måske noget der ville gøre undt? hah.
Han holdte grinet inde, og bøjede sig i stedet over Silas og trykkede et vådt kys ind mod hans hals, lige under øret.