A force to be reconned with - William

Det var yderst sjællent at man skulle tilbringe en hel dag, med noget så stort mellem benene.Faktisk var hun blevet en smule øm, hvis hun skulle være helt ærlig.Til sidst gad hun slet ikke mere, lysten var bare væk....og hun havde bare håbet og ventet på at de var færdige, så det var overstået. Det var første gang hun havde haft det sådan!

Da de endelig havde fået alle deres åndsvage billeder, hoppede hun ned af den store Triumph motorcykel , kun iført en smuk blonde bodystocking og lod et par fingre løbe over det læderbetrukne store sæde. Hendes humør var ...broget...det havde vist sig at oplevelsen med Stephens ven Andy, havde gjort et større indhak i hendes sindsro, end først antaget.

"Ja!! Hold den der Millie...for fanden ,det ser godt ud!! Lige det blik, det lidt eftertænksomme!Reeeen sex på film" skreg fotografen Toby op og knipsede løs med hans camera, hvilke fik Millicent til at begynde at grine.
Da der igen blev stille , så hun på Toby og svarede drillende.." Hey ! Ingen undertøjsbilleder af os efter fyraften ! Jeg troede vi havde de billeder vi skulle bruge?" hun gad dårligt høre hans svar, det havde været et retorisk spørgsmål og hun smilede bare til ham , da hun takkede af for denne gang, og forlod settet med et lille vink. Dagens arbejde, der endelig var slut - en kalender med de store cykler , havde taget godt syv timer , og hun var helt kvæstet.Guud det føltes godt at kunne samle sine ben igen.
Nu skulle hun bare lige hente sine ting, hjem og klæde om-0g så ....mødes med Liz og resten af pigerne.
De var fem , foruden Millicent, der havde aftalt at mødes og tage i forlystelsparken.Hun glædede sig faktisk da hun aldrig havde været der før.

Små to timer efter stod Millicent- der var hoppet i sort farvet stram nederdel , en rød figursyet skjorte med korte ærmer og en masse små hægter foran og de bare ben var stukket i et par mørke røde sko,med en ankelrem på- sammen med den lille gruppe af tøser og ventede på Liz skulle komme.
Millicent havde lige set skyggen af hende, hvor hun var ifærd med at prikke en herre på ryggen, hvad mon hun ville spørge ham om?

Han stod længe foran spejlet, stirrede ind i sine egen tomme øjne, der stirrede lige så udtryksløs tilbage på ham.. som var rummet tomt.. alt var tomt.. tomgang, stilhed.. ingen ting, ligegyldighed?
Han trak vejret gennem næsen, og for de blodrøde øjne satte han et spejlrefleks solbriller, så dem der kiggede på ham, kun ville se dem selv. Han havde ikke barberet den dag, og måske heller ikke dagen før, så han havde en smule skægstupper, men det fik ham kun til at se ældre, mere alvorlig og mandig ud, hvilket jo kun pyntede på ham, selv om han godt kunne lide at være barnlig og drille syg, men nej, ikke idag.
Hans hår sad tilbage af, pga vinden som han havde gået rundt i hele dagen, han havde ikke brugt gele, eller voks, det gjorde han sjældent, håret.. det sad bare.
Han havde et par sorte bukser på og et par mørke støvler, bundet op med snørebånd. Han havde en hvid trøje på med farver i mørke nuancer der snoede sig i forskellige steder, mange af mønstrene dannede kors, og på trøjen stod der små citater, taget ud fra biblen, ikke nemt at læse, men det var der. han havde sorte seler på for at holde tøjet på plads. Ud over det hele havde han en sort læderjakke, som var lynet op til halsen. Men inden han trak i jakken, tog han sit pistolhylster over skulderen som en skjorte man tog på, og lod den hænge foran så han havde to pistoler ved hånden. En gemt ved anklen, en tapet fast på ryggen.. man vidste aldrig jo.
Han trak så endelig jakken på og kiggede på sig selv en sidste gang, så alvorligt..
Han snuppede nøglerne på vej ud og smækkede døren efter sig, gik ned af et tonsvis af trapper og ud i baggårde, hvor han gik hen til en garage og låste den op gik ind. Satte sig op, stak nøglen i tændingen, nød lynet af den store maskine der brummede. Speedede op, og endelig slap han bremsen, og fløj ud i natten på sin elskede motorcykel.

Han stod af motorcyklen og parkerede den ved en række andre af samme salgs. Han tog hjelmen af og lagde den på sædet, låste den fast og tog sine solbriller på igen. Inden han gik mod indgangen, men da han kom tæt nok på, drejede han, og forsatte ind i den skov der lå omkring parken, han blev nød til at sikre sig stedet først, og han havde ikke et sekund tænkt sig at betale for at komme ind sådan et åndsvagt sted. Han forsatte ind i skoven.

Hun var vældig nysgerrig, indrømmet og selv om snakken gik livligt i den lille pigeflok, havde Millicent besvær med at være helt nærværende, da hun stod og strakte hals for at se hvad Liz lavede? Hun kastede kort et blik på de andre, men ingen synes at have opdaget Liz eller også havde de overhovedet ingen interesse i , hvad deres veninde lavede.
Millicent så nok ret så undrende ud, da en bytte handel synes at tage plads.
Liz havde intet nævnt om at hun skulle møde en fyr her, det ville hun helt bestemt havde inkluderet de andre i.Kunne det være en gammel kæreste? Så måtte det havde endt på en meget anstrengende måde, for Millicent syntes de så meget stive og formelle ud i betrækket.
Var det penge Liz havde givet ham? Det havde det lignet... Og imens Millicent stod og tyggede lidt på det, forsøgte at finde hoved og hale i hvad hende øjne havde set, bleb de lige forkælet med lidt mere, da Liz rakte sin bronzesolbrune hånd frem, og modtog....en pose med hvidt pulver, der meget hurtigt blev lagt i hendes taske.
Millicent stoppede helt med at trække vejret...bare lidt tid...og bemærkede hvordan Liz og manden adskildtes, uden yderliger ord eller afskedsritual og hun hastede hend til pigerne med et fuldstændig upåvirket " heeeej, undskyld jeg er en smule forsinket...er i kalr til lidt sjov og ballade, jeg forslår skyde teltet først!" kvidrede hun og de andre stemte i med det samme.
Alt mellem himmel og jord, dog mest emnet mænd, blev parteret og findelt af kvinderne, ingen syntes at have bemærket at Millicent var en smule mere fåmældt.

William gik en times tid rundt i skoven, rundt om parken, de steder han altså kunne komme til, for selvfølgelige var der vagter rundt omkring, og det ville nok ikke være nemt at finde en vej ind.. altså hvis man var normal, men det var jo ikke ligefrem tilfældet, og William kunne nemt snige sig ind. Han gik hen til hegnet og kiggede kort op inden han fandt en kniv frem, og gik i gang med at lave sin egen hemmelige indgang. Han sneg sig ind, ubemærket bag et af resturanterne hvor der ikke var nogen vinduer ud til hegnet. Men der ville højst gå en time før en vagt ville opdage hullet i hegnet, og så vidste man ikke hvad der ville ske, så han havde travlt. Selvsikker og målrettet gik hen ned forbi huset og ud på gaden, han holdte blikket for sig selv, selvom han ikke skilte sig meget ud, følte han alligevel alles blikke var rettet mod ham. Men når han så hørte deres tanker gjorde det egentlig ikke så meget, det så ikke ud til han vækkede opsigt. Han stoppede op foran en iskoisk, og kiggede efter et sted hvor man kunne få et kort over parken, da han ledte efter et helt bestemt sted.

Pigerne gik videre og humøret var højt.Kun Millicents himmel havde enkelte skyer, da hun ikke kunne få skubbet sin livlige fantasi på plads.Hun var begyndt at undrer sig over, hvad der var i posen som Liz havde modtaget. Set udefra, lignede det grangivligt en pose med stoffer af en art.En rimelig stor pose enda.Der ville jo være for en formue, mente hun da.Selv havde Millicent aldrig været i kontakt med stoffer og havde ingen ide om priserne på den slags, men …stadig…den pose VAR virkelig stor- og hvordan havde Liz rodet sig ud i det.Var hun bare en lille fisk- eller var hun involveret i noget langt større?Millicent havde sådan en lyst til at trække hende til siden og konfronterer hende med hvad hun havde set, men…..ville det nu smart?
Arh..hun havde set for mange action film, det måtte da være det…eller kunne hun virkelig selv risikerer at komme i knibe, hvis hun indrømmede at have set Liz var mellemmand?hmm..den måte hun lige tænke lidt over.
Pigerne var nået over til skyde teltet, og der blev peget og hvisket om hvilken kæmpe bamse de skulle udvælge fra hylden af.faktisk rimeligt optimistisk, da ingen afdem havde nogle skillz i den retning, at all.
En mørkhåret pige , med en frisk kortklippet frisure, og en kraftig make up , lagde ud.
Amira, som hun hed, lykkedes i at snitte vingen af et fly af, med alle hendes skud og så smækkede hun geværet i armene på Millicent, der blev vækket fra hendes tanker.
Hun havde ikke fokus på den middelaldrende fyr, som var ansat til at styre boden.Hun holdte i stedet øje med alle bevægelser Liz havde gang i. Fyren havde taget Amiras gevær fra Millicent og udstyret hende med et nyt.Det var så nok der det gik lidt… galt.
De løse hagl skulle gerne regne ned over den lille skydeskive med flyveren på, men da Millicent løftede geværet, holdte det til højre øjet og kneb det venstre samme for at tage sigte, skete der noget.Noget uheldigt. Godt nok var det bare løse hagl, men…der blev helt stille omkring boden da den stakkels mand kom i vejen…han gik simpelthend ind foran, lige i det øje blik hun trykkede en svala af hagl af.
Ja..altsår..det var Millicents udgave.
En anden var at hun hang fast i sine tanker, og var al for ukoncentreret til at høre , at han faktisk lige havde bedt hende vente et øjeblik med at skyde, til han var kommet forbi.
Stilheden blev brudt af hans skrig, da haglede regnede ned over hans kind, og hans skrig fik selskab af Millicents, der også kastede geværet fra sig.

William gik vider ned af den lille sti, fandt en kiosk hvor han fik købt et kort, åbnede det og studerede det i et par minutter, hvis han fandt ham.. hvad så? Han kunne ikke håndterer en pistol, jov.. det kunne han vel, men gad han? Han havde ikke brug for det, det vidste han. Kniven brændte i hans lomme.. brændte efter at blive brugt, det gav ham et lusket smil om læberne og han forsatte ned af vejen. Der var ikke så langt, gjorde det ham utilpas? Måske nervøs? Nej ikke rigtig vel? Han skulle ikke holde igen, det havde de ikke sagt noget om? Skåne hans liv? Hendes måske.. men hans? De havde ikke sagt nogen om de skulle være i live.. de skulle bare være, væk? Det var ikke svært at skille sig af med to lig.. men på den anden side stedet her var fyldt med mennesker, han kunne ikke bare komme slæbene med to sorte sække uden at blive bemærket, måske var det en svære opgave end han havde troet? Og så alligevel.. ah.. Han kunne sagtens dræbe dem.. helt uden.. at røre ved dem. Hah.
Da hørte han støjet.. et gisp.. et skud.. en masse stemmer, skrig..
Han stoppede med det samme op, så sig tilbage.. mennesker.. panikken løb igennem ham.. var han kommet forsent? Hvad forgik der overhovedet.
Han vendte om på stedet og gik med hurtige skridt mod larmen, mod menneske mængden, kæmpede sig igennem mængden. Prøvede at få øje på hvad der skabte alt postyret.
Men da hans øjne fandt hende.. ham.. det.. stivnede han på stedet.
Trak sig nogen skridt tilbage, holdte vejret, gemte sig mængden.. det var ikke noget han havde lyst til at tage del i.
Han vendte sig.. vendte sig for at gå.. det var den perfekte afledningsmanøvre.. hvis altså ikke hun havde skræmt hans bytte væk.. men var det fair? At lade hende i stikken.. at gå, sådan uden vider? Hun havde ikke set ham, det var han sikker på, det var ikke hans ansvar. Og så alligevel? Han trak vejret langsomt, prøvede at finde en udvej.. hans eller hendes? Hvorfor.
Han vendte sig om igen, holdte øjnene stift rette mod hende.. okay. Hende.

Det var et meget ubehageligt syn-når man ikke var i vane med at se sådanne ting- da fyrens kind på det nærmeste blev flænset og de blodige stykker af løsthængende hud, sendte deres røde dråber af blod ned over ham hvor de blev til store røde ringe på hans grå Tshirt.
For Millicent var det som et mareridt , i meget langsom gengivelse, starring hende selv i en meget uvelkommen hovedrolle.For fanden da , hun havde aldrig skudt nogen…hun havde faktisk aldrig ikke engang slået nogen, ikke så vidt hun huskede anyway…men der var selvfølgelig lige 6 års black out, hvor hun kunne have majet folk ned med et maskin gevær, som en anden terminator, meen mon ikke nogen ville have fundet det relevant at fortælle hende , hvis det havde været en yndet hobby? Fyren var ved at gå amok i et panik tilfælde, han råbte og skreg af Millicent og forsøgte at komme op over boden og over til hende.Det var med garanti ikke for at takke.Millicent stod bleg og meget stille…hun var også i chok og kunne ikke få hendes lemmer til at adlyde, selv om hun bare ønskede sig væk.Rundt omkring hende var flere i gang med at ringe til både politi og ambulance, og hendes veninder stod og råbte af hinanden, da var helt uneige om hvad de skulle gøre.
Liz, som havde et greb i Millicents arm, råbte af de andre ” Kan i ikke fatte at vi skal væk nu! Millicent skal sku da ikek i armene på politiet…IGEN…er i ÅNDSVAGE!” og så forsøgte hun at hale Millicent væk, men hun stod som en statue.Lydene omkring hends var tavse…lukket ude…Hun kunne kun høre to ting, sit eget hjerte slag og fyrens råberi. Men hun kunne ikke adskelle hans ene ord fra det andet…det lød som BRAAWRREWDDW , som slowmotion tale spillet bagfra, eller noget.
De andre piger råbte i munden på hinanden , ad Liz ” Vi kan sku da ikke bare stikke af for helvede…hvad tænker du på? Det gør man da ikke…er du komplet idiot…vi bliver her og fortæller hvad der er sket!”

William blev stående. Hvad skulle han ellers gøre? Han kunne jo ikke bare løbe ind og tage hende i armen og gå væk med hende, der ville gå ca. fem minutter og så ville de blive stoppet og begge to anholdt? Og det der med at være i fængsel.. det var bare ikke rigtigt Williams.. ting, han havde prøvet det og ikke brudt sig om det, så han havde smuttet fra det igen, efter to dage kedsomhed. han vendte sig kort om for at se efter vagterne for de måtte være her nu.. og stedet måtte vel også have et rødekors telt.. eller hvad det nu var for noget halløj, så kom falk jo så hurtigt de kunne.
Han tog til sidst mod til sig og gik de skridt frem der skulle til, greb Millicent i armen og trak hende væk, ind gennem menneske mylert, først vendte folk sig om og kiggede efter dem, men jo længerer væk de kom, jo mindre lagde folk mærke til ham, de vidste jo ikke det var hende? Eller ham, eller nogen.. ingen vidste det.. ud over hendes skrigende veninder, der havde råbt efter dem.. men det var han ligeglad med, de kunne sige hvad de vil, nu tog han hende væk.
Da der ikke var flere mennesker tilbage.. da alle sammen var samlet om et bestemt sted.. han blev ved med at gå, ind af en lille sti, hen mod den "indgang" hvor han var kommet ind. Det syntes at være længerer tilbage end det var at komme frem. Han sukkede roligt da de nåede stedet om bag ved huset, og først her stoppede han op, skubbede Millicent ind mod muren og stirrede hende surt i øjnene. "Hvad fanden tror du at du har gang i?!" far det ud af ham.

Nogle af tilskuerne trak sig væk da tumulten blev lidt meget.Også dem med børn, de havde fået så rigeligt at se.To samariter var stødt til og havde påbegyndt den akutte første hjælp til den beskudte mand, da en hånd pludselig dukkede frem fra folkemængden, og trak Millicent væk.Der måtte være styrke bag, da han så let fik hende ud af Liz' greb og efterlod hendes veninder...eller kollegaer var nok mere passede at sige...måbende.Selv Liz,der ellers plejede at kæfte op blev stille noget tid, inden hun pressede et sammenbidt " Hvem fanden var den mand?" ud.Men ingen havde et svar at tilbyde.Liz forsøgte at rende efter dem, men havde mistet retningssansen og spænede uvidende i den gale retning.

Millicent kunne ikke få luft til at starte med.Hele situationen sad som en størknet klump i hendes hals og trykkede, også på luftrøret.Hun så på skikkelsen der trak afsted med hende.Og den første indskydelse var om det var en civil betjent? Hun kunne ikke genkende William....hans solbriller,skægstubbe og læder jakke var lidt anderledes end da hun havde set ham sidst.
Og så var hun selv....lidt rystet ovet det hun havde været skyld i.
Som de kom lidt væk....fik hun mere luft...og da hun blev smækket op af en mur og turen så ud til at være slut...forsøgte hun at fokuserer lidt på manden foran hende.
Stemmen...den var ikke til at tage fejl...hun ville kunne genkende den alle steder, men kunne det virklig passe?Store undrende øjne forsøgte at se ind i hans, men hun så intet andet end sig selv " William?" pippede hun og forsøgte rette sig lidt ud fra muren, og ligne en der var i fuld kontrol over både sig selv - og begivenhederne .
Hans bryske tone fik hende til at rynke på næsen og ja...et ordenligt svar var ærlig talt lidt svært at diske op med.
" Det var sku da ham, den idiot! Han...han gik lige ind..foran. Forhelvede da .!" brød hun ud og lagde en lidt bævrende hånd på sin pande.
Samling...samling på det hele, Millicent: formanede hun sig selv og forsøgte igen at se noget så normal ud da hun rettede spottet mod William " Og hvad skyldes så æren?" Så kunne han jo tolke på den som han ville, imens hun prøvede at kickstarte hendes hjerne igen.
William....hun huskede deres sidste aften sammen, du gode...også drama dér! Hvornår kom der...stilletid ?
Men hun var nysgerrig hvad han lavede hér....og hvor meget han havde set af det dumme uheld.. ikke meget , håbede hun..

William sukkede dybt da hun sagde hans navn, han rev sine solbriller af og stoppede dem ned i lommen på sin læderjakke, kiggede på hende med et stift vredt blik, han vidste ikke hvorfor han var sur men det var han.. hun havde ærligtalt ødelagt hans aften, og sikkert også hende selv, han orkede simpelhen ikke at tage ansvar for det her.. men han kunne jo ikke have undgået alle overvågnings teknikken.. men måske kunne de ikke genkende ham? Det var ikke usandsynligt, desuden havde han ikke gjordt noget.
Hans arm var placeret mod hendes skulder og han holdte hende fast trykket ind til muren, og tyssede på hende med sammenbidte læber. Der var ikke spor af modskab i hans ansigt, det var ikke en af hans gode dage.. det var der ingen dage der var, men han ville ønske han ikke havde mødt hende idag.. for det var virkelig en af hans.. meget slemme dage, ikke fordi han var ude af kontrol, faktisk var han så godt inde i det at han så sandheden i øjnene hver gang han så sig selv.. Men man kunne ikke altid glemme det.. glemme alt det forfærdelige, selv om han ønskede det.. ønskede det så kraftigt.
"Hvad snakker du om... jeg så ikke noget. Faktisk så har jeg slet ikke været her." sagde han bare stille, og lignede nok en der havde allermest lyst til at slå hende i ansigtet, men med alle kræfter prøvede at holde igen. "Du ved godt alle leder efter dig lige nu ikke? At politiet har omgivet stedet? Og hvor mange års fængsel det kan give.. Er du overhovedet klar over hvad du har gjordt?!" spurgte han, han kæmpede imod at råbe, men det var faktisk det eneste han havde lyst til. "Måske skulle du fokuserer lidt mere på hvad du har tænkt dig at gøre, end hvad jeg laver her.. det kommer ikke dig ved." sagde han bare og kiggede sig kort over skulderen.
"Så hvad har du tænkt dig.. stikke af eller melde dig selv?" spurgte han og lagde hovedet på skrå imens han ledte efter svar på det spørgsmål han lige havde stillet hende.

Hans vrede blev næsten absorberet af selve luften , og omkransede dem , som en tågedis hyldede dem ind..Millicent så et glimt af hans aura, den var mørk....faretruende mørk.
Hvorfor? Det ville hun gerne vide.
Muren føtes både kold og faktisk ogso meget rug, imod hendes ryg.Det tynde stof fra skjorten udgjorde ikke meget beskyttelse på den front.Han tyssede på hende og hun tav...for et øjeblik.
" godt..du har ikke set noget!" hans svar passede hende fint, men hun vidste at han ikke talte sandt, for så ville han næppe være så gal.Hun kiggede på hans hånd og sagde i en noget monoton stemmeføring " William..vil du have noget imod lige at slippe mig?" hvorfor skulle hun dog stå mast op af muren, som havde hun gjort noget galt? Ja...altsår, det havde hun jo så , på sin vis...men det havde jo været et f* cking uheld, ik? Manden var vadet ind foran hende, helt umotiveret...han burde da vide bedre!
Hendes øjne rettede sig opmærksomt mod William nu.De ledete efter hende? Aha...der var no way in hell at hun ville melde sig, det varet uheld og politiet ville aldrig accepterer det, ikke med den mistanke at hun havde futtet sine egne forældre af hængende over sit hoved.De ville bonne hende for det skyderi.
Indtil nu havde hendes arme blot hængt slapt ned af siden, men nu greb hun fat i Williams håndled..." Du må tro mig, det var et uheld! Jeg går da ikke rundt og...skyder på folk...det er latterligt at tro" sagde hun i en fast tone, hun så væk kort....ned på hans mørke støvler med snørre....underligt hun ikke havde genkendt ham med det samme, han var....anderledes, end dem hun ellers kendte.
" Jeg vil ikke tilbage dertil, politiet vil flænse mig...j-jeg orker det ikke." denne gang var hun ikke så fast i ronen, men langt mere bønfaldende, hun løftede igen sit blik op mod hans , slap hans håndled og så måske en smule træt ud.
Og hvad med Liz? Mindede hendes indre stemme hende om....hvad med det hvide pulver?
Det måtte hun tsge sig af ....lidt senere.

William stirrede vredt tilbage på hende, der var ikke noget fornøjelse eller drilleri at finde i hans øjne i aften, hverken nu eller nå hele det her helved var overstået. Men det kunne hun ikke vide, hun kunne ikke vide hvad det var der trak ham tilbage.. ind i fortiden, når han ikke var et dumt barn, når han var en voksen mand på seksogtyve år og med en datter! Det kunne umuligt være sjovt hele tiden, selv om han nogen gange opførte sig om han var.. sindsyg.. Det var svært at tage sig sammen, og han gjorde det heller aldrig, det med alvoren, det slog ham som en tanke, og så kunne han ikke være sig selv, så måtte han vende tilbage til virkeligheden, nogen gange to det dage at komme over en af de mareridt, nogen gange et par timer, og andre gange var det værre det kunne tager uger.
Han tog en dyb indånding og rystede på hovedet, "Jeg har ikke engang været her idag.. " hviskede han stille og kiggede hende dybt ind i øjnene, "Og hvis du nægter det, så laver jeg din hjerne om til grød" hviskede han stille, og det var ikke et sekund for sjovt, og det burde hun også kunne se. Han vidste ikke om hun skulle være bange, men hun skulle passe på med hvad hun sagde for han var ikke i humør til hendes drillende kommentarer.
Han slap hende og gik et skridt tilbage og stirrede stift ned i jorden, han vidste godt det ikke var i orden, at han behandlede hende sådan... men han var på arbejde og hun havde sådan set ødelagt det for ham.. det var vel hans egen skyld, han havde valgt hende frem for dem.. og når man valgte dem fra, så skulle man have et helved til mod, og en god historie at leverer.
"Millicent.. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal tro.. du ved du jo ikke engang selv.. måske var det dig.. måske gjorde du det med vilje.." hviskede han stille og så hende ind i øjnene med et hårdt blik, men på samme tid med en følelse af medlidenhed, måske havde hun slået sine forældre ihjel med vilje.. han var ikke idioten der havde tænkt sig at fortælle hende det, men han var heller ikke idioten der sagde at hun var uskyldig, hun kunne få lov til at vende og dreje den i hovedet til det gjorde hende vanvittig.
"Nej.. slap nu af.." mumlede han bare og tog fat om hendes håndled, gik hen til det hul i hegnet han havde lavet og hev hende efter sig som han gik ud. Ja de kunne jo ikke gå tilbage til parkeringspladsen nu, men han vidste tilfældigvis at der lå et indkøbscenter ikke langt væk fra parken, over i en lille by, de skulle bare et stykke gennem skoven, så ville han låne en blik. Han vidste præcis hvad han ville stille op med hende.
Han slap så hendes håndled. "Nu skal du ikke prøve på noget, du følger bare med.." sagde han og kiggede kort på hende over skulderen. "Og hvis du begynder at græde, så udleverer jeg dig med glæde selv til politiet.. " sagde han bare og tog så sine solbriller for øjnene igen, det var slut med følelser.

Hun nikkede sammentyggende, han havde ikke været her og hun havde i sinde at fortælle noget om noget som helst, denne dag skulle bare i...glemmebogen.
" Du behøver ikke true mig" svarede hun halvmut til ideen om at hendes hjerne kunne blive til grød.Det var helt sikkert ikke bare en tom trussel, han lignede en....han lignede en man ikke skulle sige imod.
Hvorfor han ikke bare ville tro på det var et uheld, anede hun ikke? Troede William , at hun havde stået og tænkt * hey...der er fandme sjovt her i patken, men ved i hvad der kunne spice festen lidt op piger? Hvad nu...hvad nu hvis jeg skød kinden af den mand der, ville det ikke bare være morsomt?!* hendes protest blev dog ikke sluppet fri, men forblev i hendes tanker, da William forsatte med at tale.Han skulle ikke påstå sådan ., eller bare insinuerer det...at hun selv havde sat ild til sine forældre.Alene tanken var...uhyggelig, krybende sindsyg uhyggelig.DET ville hun aldrig kunne.
Hun så ind i hans mørke øjne..og hun følte sig mast op mod muren, til trods for William havde sluppet hende, og hun var trådt lidt væk fra den.
Men hans vrede øjne...blandet med noget hun ikke ikke lige kunne tyde , tog kræfterne fra hende...på en underlig måde. "William...jeg ville aldrig..." men han afbrød, bad hende tie og begyndte at trække af med hende igen.
Denne gang var der ingen modstand, hun var klar over at William var hende vej ud...bæk fra denne park.Hvis nogen kunne få hende ud af denne suppedas , var det nok ham.
Hun ville følge med...et lille stykke og så smutte sin vej, når han var uopmærksom.
" Nej...jeg prøver ikke på noget" sagde hun tørt..og mærkede tårene alligevel true med at presse sig på.William lod en beæmrkning fald...som han bare vidste at det ville være det næste hun gik igang med at tude.Hvor hun dog hadede ham lige der.Altid var han et skridt foran hende.
" Hvor skal vi hen?" ville hun vide....og så lige..." 500 gr kokain, hvad får man for det hvis man sælger det?'

William så sig over skulderen og sendte hende et dræber blik, godt nok gennem solbrillerne, men han var sikker på hun godt kunne fornemme hans had lige der. "Jov, jeg gør så" sagde han bare total ligeglad med hvad hun mente, det var af meget stor betydning om han havde været der den nat, det var jo forhelved meningen at ingen skulle have set ham.. og nu vidste han ikke hvem der havde set ham og hvem der ikke havde.. for fanden, han gad ikke det med politiet en fucking gang mere.. åh hun skulle bare vide hvad han ofrede for hendes skyld, så ville hun ikke være så pist. "Tro ikke jeg er dum Millicent.. men du glemmer at jeg ved mere end du selv gør.. så jeg forslår at du bare holder mund nu, og ikke tænker mere på det.. ok?" sagde han bare hårdt og uvenlig, han var simpelhen ikke i humør til hendes dumme tanker, det var åndsvagt og hun gjorde du kun for at irritere ham, så hun skulle bare.. holde kæft.. for helved.
"Dårlig ide Millicent.. jeg er nok aldrig uopmærksom.. så du må heller droppe den fulgt plan" Sagde han bare og stoppede op og vendte sig mod hende og gik et skridt nærmer hende. "Slap nu af okay? Du skal ikke spilde dine tåre når du er sammen med mig.. ok? For jeg gider ikke se på det og jeg får ikke medlidenhed.." sagde han bare og gik frem mod hende så hun stoppede op foran ham. "Jeg køre dig hjem til Stephen okay? Så bare slap af.. og.." sagde han stille og tillod sig et kort øjebliks sårbarhed, han gik helt frem til hende spredte sine arme ud og trak hende blidt og forsigtigt ind til sig, slog armene om hende og holdt hende nogen sekunder. "Han ved nok hvad du skal gøre.. han er nok også beder til det her end jeg er.." mumlede han så bare og slap hende til sidst og vendte sig stift om og begyndte at gå igen. "Et gram koster omkring 1500 kroner.. så kan du jo selv regne det sammen.." mumlede han stille, det var mange penge.. åh han gas slet ikke at vide det, hvis hun skulle tage at deale med stoffer nu.. forhelved altså.
"Vi er der lige om lidt.." mumlede han bare stille og forsatte.

Hun skulede til ham.Han var godt nok i lidt af et lune i dag.Meget....bestemmende.
Hmm hvad skullemhun stille op med det? Hvad kunne hun? Ikke en meter, hun var stadig selv al for tæt på at flippe ud over skudepisoden, så hendes bedste chance var nok at overgive sig til William, lige nu.
" Du ved kun mere end mig, fordi du ikke vil fortælle mig noget." mumlede hun et svar og forsøgte at komme uden om hans gennemborende øjne.Selv bag solbriller fornemmede man stadig hans kraft.Hvad var der med den mand , han var så....argh!
Og så ...som om hans vrede ikke var rigeligt at sluge, så skulle han også pille ved hendes hoved.
" jeg går når jeg vil" fastholdte hun stædigt,selv om hun var ved at få indsigt i at hun sikkert gik når han sagde værså god. Sikke noget rod- og alligevel var hun lykkelig over han tog hende med, at han hjalp.
Det var som William blandede sukker og salt...hele tiden! Så fik hun en verbal flad, gem dine tåre til en der giver en skid, og hendes vrede blev vækket og hendes følelser stødt....men to sekunder efter togn han hende i sin favn.Millicent fandt sig straks tilrette og lukker sine øjne.
Hun lyttede efter hans hjerteslag og lod dem sende en beroligende banken igennem hende.
Hvad sagde han nu? stephen? Hun trak sig lidt ud og så på ham.Så han bille sætte hende af ved Stephen? Ja , hvorfor ikke....om han var hjemme anede hun ikke.Og hvad han ville sige til hun havde skudt kinden af en mand anede hun heller ikke.
En sætning fangede hendes fokus..og hun lod sine hænder kort glide op i hans hår " Du gør set fint" sagde hun stille inden han havde sluppet hende igen.
De begyndte at gå igen....og Millicent fik næste slemme overraskelse.dét var godt nok mange penge ! For fanden da....hun var nød til at få en snak med Liz, snart.
" det lyder godt...kan vi så sidde ned?" ville hun gerne vide, hendes knæ var...mærkelige og følelsesløse, næsten.

William skar tænder af hendes tanker.. og hvad så.. alle havde sku da deres dårlige dage? Og han havde ikke lige regnet med at løbe ind i hende idag, så hun skulle ikke gå og beskylde ham for at være i et træls humør.. taget i betragtning af hvad de egentlig flygtede fra, helt ærligt altså. "Jaja.." mumlede han bare som svar, han ville ikke fortælle hende noget.. hun havde intet at give ham til gengæld og så godt kendte han hende heller ikke, han vidste ikke hvordan hun ville reagerer på det han sagde, egentlig vidste han ikke det helst selv, selv for ham var det sløret billeder uden lyd.. lige som en dårlig film, med lav opløsning.. uden lyd. Men det betød ikke han kunne lave om på det, men han havde faktisk.. ikke rigtig lyst til at vide det, han havde nok i sine regne problemer, og hun så meget betød hun vel heller ikke for ham? Gjorde hun? Naah.
"Nej!" sagde han bare surt og rystede på hovedet, "Du går når jeg giver dig lov.. slut" sagde han stille og så sig over skulderen, og tilbage på vejen igen.. tag dig nu sammen William.. hvad har hun gjordt? Nåh ja.. ødelagt din dag.. fedt.
"Jeg gør det af helved til.. lad vær med at narre dig selv.. " sagde han stille, men hun havde allerede fået banket den første revne ind i hans perfekte skjold, og tankerne begyndte at snore i hans hoved og han fik det kort dårligt. Han standsede. "To sekunder.." mumlede han stille og så ned, trak vejret dybt og vendte sig mod hende.
"Er det ikke det du gerne vil? Hjem til ham..?" hviskede han stille, selv om han selvfølgelige gerne ville have hun sagde ja.. så var der bare en del af ham der håbede hun ville sige nej.. men han kunne intet stille op, ud over at smide hende hjem til en de faktisk gav en fuck.. ikke fordi han ikke bekymrede sig, og gerne ville hjælpe, men han anede ærlig talt ikke hvad han skulle gøre, eller stille op.. og det kunne kun ende galt når hun var sammen med ham.. og så endte de begge to med at blive anholdt, men på et tidspunkt blev hun altså også nød til at tage ind på stationen.. hun kunne ikke gemme sig i alt evighed.
Han slog tanken om stofferne væk, det var ikke hans sag.
"Måske.." mumlede han stille og gik hen til hende, så bøjede han ned lagde en hånd rundt om hendes knæhaser, en mod hendes ryg, og så fejede han ellers benene væk under hende og trak hende op i sin farv. "Okay.. du må godt græde nu.. jeg skal nok være sød.." mumlede han stile og bøjede hovedet så hans solbriller falde ned i skødet på hende, og han kiggede på hende med blide øjne.

Det var første gang.Faktisk første gang , at hun fangede ham i at indrømme at der var noget han ikke gjore perfekt.Han virkede ellers så smæk fuld af selvtillid, hele vejen rundt...hele verdenen kunne bare komme an, han spiste af den hvad han lystede- grådigt.Hun så blidt på ham, på hans øjne,næse kinder og mund.Munden havde ikke noget sarkastisk over sig, ikke lige nu.Var masken faldet, for bare to sekunder? Hvad der ramte hende var hvorfor det lige var i det personlige rum han valgte ikke at se sig som god nok? Der hvor følelserne holdte til ? Hvorfor narrede hun sig selv , hvad mente han med det ? Var hans hjælp ikke oprigtig- eller hans knus for den sags skyld? Det føltes da rigtigt.
Hun forsøgte bortvise hans opfattelse af det ... " du gør det godt nok til mig" mumlede hun den lidt underlige Sætning, men han vidste nok hvad hun mente.
Millicent Mærkede efter inden i, da William spurgte hende om hun ville hjem til Stephen? Hun havde aldrig haft en ' ikke lyst' til at tage hjem til ham, hun vidste at han ville tage imod hende og hun var tryg hos ham.Spørgsmålet var så bare om hun ville risikerer at trække politiet i hans retning? Han talte jo om nyt navn og pas...noget med engle alder og at kroppen ikke blev ældre, så var det voldsomt smart at løbe ind i hans favn, med politi lige i hælene? Sikkert ikke.
Hun blev meget i tvivl..." Jeg ved det faktisk ikke..måske jeg bare skulle hjem?" hvis de have fundet ud af hvem hun var , ville de helt sikkert møde op der....og hente hende...men det var bedre end de mødte op hos Stephen, for Liz kendte godt hans adresse.Millicent havde valgt at give den til hende, bare for at en eller anden i verdenen, skulle vide hvor hun var...når hun ikke var hjemme. Nå...men lige nu var hun fri fra dem....og stod det til hende,ville hun sldrig tsle med dem igen- politiet- aldrig!
Hun så lidt undrende på William, da han kom nærmere, og helt instinktivt, trådte hun et skridt tilbage, men da hans ben var længere var det intet problem at ' indhente' for ham.
Da han bøjede sig, skøjtede hendes blik rundt over hele ham efter svar på hvad han dog lavede, og et øjeblik efter var hun i hans favn, hendes hænder gled om hans nakke, for at hjælpe ham holde hende fast.
" Du behøver altsår ikke bære mig, jeg kan godt gå" sagde hun stille.Det var ikke engang en ironisk bemærkning, men en helt ærligt en....for hendes krop reagerede fysisk på hvor oprørt hun var i sit sind, og det drænede hende for kræfter.Men hun kunne godt gå, selv om hendes knæ ' sov'. Millicent havde dog knap talt ud, før Williams ord svøbte sig omkring hende...årh for helvede da, den mand! Han ruskede rundt med hendes følelser. Hans ' tilladelse' var ikke noget hun behøvede,hun behøvede den ikke til noget som helst- ikke hvis man spurgte Millicent da.
Men hans søde måde at være på, hans omsorg og nærvær ...den...rørte hende og fik facaden på hende , til at true med at krakkelerer.
Et lille bump, og hans briller lå i hendes skød. De kom som sendt fra himlen! Hun slap hans nakke for at samle dem op men istedet for at give ham dem på, blev de i en hurtig bevægelse placeret på hendes næse.De var alt for store, og de måtte sikkert skubbes på plads hele tiden, for ikke at glide ud over næseryggen, men hun var ligeglad.De skjulte hendes tåre...faltisk var de perfekte, for hun kunne se hans øjne der nu var langt mere åbne og blide...og han kunne ikke se hendes der flød en smule over, bare lidt...ikke meget...hun ville ikke bryde sammen.
Med solbrillerne på plads, kom armen tilbage omkring Williams hans .Millicent tryggede sig ind til ham, lukkede sine øjne i og tog en dyb vejrtrækning.Hvor ville hun havde været nu....hvad skulle hun have gjort, hvis ikke William var kommet forbi?

William måtte holde et grin inde.. han var sgu da ikke perfekt? Hvad var hun, sarkastisk? Men ingen var perfekt, og selv om han opførte sig som en flot mand med lomme fuld af penge, så var selvtilliden.. åh den var helt i bund. Han vidste jo godt han var pæn og sådan noget? Guddommelig smuk.. var der ikke en eller anden der havde kaldt ham det? Sikkert. Men når det kom til selvtillid, hah. Men der var jo meget Millicent ikke vidste om ham, han var ikke som hendes første hånds indtryk pegede ham ud til at være. Han troede ikke på sig selv? Hvorfor, fordi livet var noget lort, og han kunne ikke dø. Selvmord var ikke en løsning, kun et nyt problem, og jov.. han havde prøvet alt? Hvor meget smerte kunne man forvolde sig selv? Om og om igen, hvor meget kunne en sjæl holde til? Ikke særlig meget, og nu var han dømt til at leve sit evige liv i sorg.. for EVIGT.
Han fnøs bare ved hendes svar, nej ikke rigtig, han var faktisk ret sur og irreterende, altså han vidste det jo godt selv, men lige nu.. der skulle meget til for at få ham i beder humør, og Millicent.. ja det var bare ikke nok.
William nikkede bare, han vidste godt hvad hun tænkte.. det ville være bedst for hende at sætte hende af hos Stephen, men det ville også være det dummeste.. men hun kunne jo heller ikke flygte for altid. "Du ved godt hvad der venter dig hvis du tager hjem ikke?" sagde han stille og så ned på hende med et forsigtigt bekymeret blik. Han havde selv prøvet at være på flugt fra politiet, det kunne jo heller ikke helt undgås, nogen gange blev man jo opdaget, og så måtte man jo bare igennem en del.. men det skulle helts gå hurtigt, for hvis avisen først fik det at vide så vidste hele verden det, og så kunne man ikke bare gå sin vej ubemærket.
"Er der nogen der ved at du kender mig?" spurgte han så stille, for det ville måske være det bedste? At tage hende med hjem, tænde for radioen og vente.. lytte efter hvad der skete, hendes veninder måtte jo også have været til vidne forklaring.. hvad vidste han altså? Manden kunne jo også have beskyldt hende for tiltænkt mord eller hvad fanden det hed.. hvis hun virkelig gerne ville rede sin egen røv så burde hun nok melde sig, men hvis hun ikke ville.. så skulle William ikke presse hende, men hun kunne ikke gemme sig hos ham for altid.
"Det ved jeg godt.. men jeg gør det alligevel" svarede han bare ærligt og en smule fladt, han havde ikke tænkt sig at sætte hende ned, desuden så var der nok kun et par hundred meter til de nåede centeret, så kunne han skaffe dem en bil.
Han kiggede kort ned på hende da hun tog hans solbriller på og gav sig selv lov til at græde.. han hadet det.. det var ikke til at komme uden om. Han hadet det så voldsomt. Men han havde givet hende lov, så han skar hende af.. gik vidre i sine egne tanker, som var han alene.

Om der var et ord for en type som Millicent? Sikkert- hvis man kendte tilstrækkelige ord.
Men hun var en emotionel pige,der havde let ved at ...ja...føle! Når hun var glad kunne hun skinne som solen, når hun var trist kunne hun med lethed blive helt ulykkelig og var hun vrissen skulle der ikke trykkes på mange knapper før hun blev virkelig vred.Og Williams lille fnys, opfangede hun udmærket og vidste at hendes lille kompliment ikke var blevet modtaget, og det hjalp egenlig ikke meget på humøret.
Hun havde sit hoved lænet ind mod ham, imens hun gennemgik samtaler hun havde haft.Havde hun nævnt William overfor nogen? nej, det mente hun da ikke , hun havde slet ikke turde fortælle Stephen om ham, og om hans evner for det var lige vand på den mølle der hed ' det er for farligt at arbejde der Millicent' og hun ville heller bevise, at hun godt kunne klare det. " Kun Alias...han ved jeg gik med dig den aften, men ikke at vi elleres er rendt ind i hinanden."
Hun kunnne ikke forstille sig Alias udleverer hende, faktisk mente hun at han hellere ville smide politiet ud, end at lade dem trække afsted med hende, men hun kunne jo tage fejl.Grueligt fejl.
De satte i bevægelse og Millicent lukkede øjnene bag solbrillerne. der var noget svært beroligende over hans bevægelser, eller måske bare over at blive båret?
Med en lidt ru stemme, grundet spor af gråd stadig fastklemte til den, spurgte hun mildt " Sig mig hvor vi skal hen, vil du ikke godt ?"

Da han nåede til udkanten af skoven satte han hende ned, det ville vække for meget opmærksomhed hvis han bar hende rundt inde i byen, selv om de ikke skulle et sted hvor der var mange mennesker, kun lige hen til indkøbscenteret og så have en bil.. og så undgå alle de afspærringer der måske var bleven sat op.. undgå politiet. Men han vidste jo ikke hvor meget de gjorde ud af det, hvor meget de gjorde for at finde hende, eller om de bare ventede på at hun selv kom så de kunne sætte hende bag lås og slå. "Alias?" og et lille smil dannede sig om Williams læber. "Jeg tror han har nok at tænke på for tiden, ham skal du ikke bekymre dig om.. hmm.." sagde han stille og smilede så rigtigt.. ondt.. for første gang, det første smil hele aften. " Medmindre altså jeg skal sætte dig af hos Alias.. jeg er sikker på det ville blive.. meget fornøjeligt" grinede han så, men tav så og prøvede at få masken på plads igen.
"det ved jeg ikke hvor vil du aller helst hen lige nu?" spurgte han, så kunne hun selv få lov til at vælge, det var nok det bedste. Han tog hende nu i hånden og forsatte over vejen, over mod en p-plads til et center. Han trak hende hen i et lille hjørne hvor biler tilhørene ansætte holdte, diskret fik han slået ruden ind og åbnet døren, han satte sig ind, og åbnede døren til hendes side. Det var en gammel bil.. perfekt, de var letter end alle de nye med deres sindsyge teknik. "Sæt dig ind.." sagde han bare og skubbede døren op i hendes side.

Millicent brugte lige 20 sekunder på at få balancen på plads, og stættede sig imellemtiden ved at holde fast på Williams overarm.Da den endelig var på plads , gav hun et lille skub med pegefingeren , så solbrillerne kom op på plads." Ja...men det vil slet ikke strejfe ham at jeg kunne være sammen med dig, hvorfor skulle det gøre det? det var jo blot den ene aften."
Hun fangede hans tildækkede ord, og det smil der fulgte efter.Han så skadefro ud? Hvorfor nu det." Hvad ved du om Alias siden du siger sådan?" gik hun direkte efter bolden, hvorfor pakke det ind? Han slulle jo bare have betalt den regning og så...færdig.Alias havde da heller ikke givet udtryk for der var sket andet.Bortset fra han helt tydeligt ikke ville have Millicent i nærheden af William.
" Hvad skulle jeg lave hos Alias? Serverer ham øl? Yeah right" himlede hun op." Jeg ser kun Alias, når vi er på arbejde" forklarede hun og svævede efter William, da han tog hendes hånd og de satte kurs mod nogle biler.
" Jeg ved det ikke...bare et sted hvor politiet ikke lige kommer dumpende...jer er ød til at tænke det her igennem." døren blev smækket op, og hun satte sig ind på passagersædet, uden at brokke sig over det her ikke var helt lovligt.Hvad pokker...hun var selv lige stukket af, ik...og hun var glad for han trak afsted med hende...så måtte bil være bil, uanset hvordan de fik den.
Godt Stephen ikke vidste al det her, han ville sikkert skælde ud? Stjålne biler og politiflugt...hvad ville han mon sige?
Hun gned sig på panden..." bare kør...væk... Til dig?"


Imens var politiet ankommet til stedet, og var igang med at optage rapport.
Millicents kollegaer var....væk...på kraftig opfordring af Liz, der ikke lige ville i kontakt med politiet, da hun havde det halve kilo coke i tasken.Sikke en redelighed.

William brækkede stykket hvor nøglen skulle sætte i af, så let som igen ting, og kiggede hurtigt på nogen små ledninger, valgte to og satte dem ind mod hinanden så bilen gav et hvæs fra sig og startede langsomt op.. lorte bil. Han vendte sig så mod Millicent og kiggede op og ned af hende.. han ville have taget sine solbiller tilbage, men tanken om at se hende græde kvalte lysten.. desuden var det nok meget godt at hun ikke var så let at genkende. "Absolut ingen ting.. har du lyst til at fortælle mig om ham?" spurgte han stille og kiggede ud af vinduet inden han satte bilen i baggear og kørte ud fra pladsen. "Okay, hvis du siger det" mumlede han bare og kiggede hurtigt på hende for så at rette blikket mod ruden igen, jamen så blev han vel nød til at tage hende med hjem, hvis han ikke kunne få hende overtalt til at tage hjem til Alias, han havde intet imod at møde ham.. overhovedet, og han ville slet ikke have noget imod at hilse på Stefan.. bare for lige at se hvad han nu gik og lavede.. og hvor let han var at påvirke. "Jamen hvis ingen ved noget om mig, så kommer de nok ikke dumpende" svarede han bare og smilede lidt inden han kørte bilen ud på den støre vej, og satte kurs imod slumkvater.
"Okay.." sagde han bare stille og sukkede dybt. Okay så havde hun alligevel fået ham til at smile.. fandes også, hvad blev det næste.

Hun forsøgte følge med hvad han lavede med ledningerne, men måtte opgive.Gav det ikke stød når man gjore sådan? Altsår i hans hænder? Hmm...
De begyndte at køre og hun lod albuen hvile i i dørvinduets kant, så hun kunne støtte sin kind mod håndfladen, imens hun kiggede ud af vinduet.
Hun ville aldrig kunne finde på at troppe op hos Alias.De havde ikke den slags forhold, hvor man gjore sådan.Og hvad ville hans kæreste ikke mene?
" Alias? Tja.." sagde hun og begyndte for første gang siden episoden at slappe lidt af i sin krop.
Det hjalp at tale om en anden, end sig selv. " Jeg ved egenlig ikke så meget om ham.Han er populær..omsværmet...en hård forretningsmand ...og ..." hun tøvede...hvor meget vidste William ? Hun besluttede sig for at være ærlig, der var også store chancer for han allerede vidste det, måske." Han har en gang drukket mit blod....som tak for et job" ...okay, dét lød mere mærkeligt, end det reelt havde været, ik?! ...en lille pause " Og så tvang han mig til at drikke hans" udover Thomas, var William den eneste hun havde betroet dette til.Det føltes som en byrde blev en smule lettere at bære.Måske han vidste hvordan man kunne bryde et blodbånd? Eller nu vidste han i alfald hvorfor Alias ofte var en del af hendes tanker...det skide blod!

William drejede hovedet da de kørte ind gennem den lidt forfaldt bydel, og idyllen forsvandt med det samme, da de forladte bygninger, brændte bygninger, smadrede bygninger.. hjemløsemennesker.. blev en del af virkeligheden. Det var her William boede. Han parkeder bilen et stykke fra sin egen bygning, han ville ikke holde en stjålen bil foran sin lejlighed, det var absurd, og hvis politiet skulle.. finde ud af noget med bilen, så ville de helt sikkert forbinde det med Millicent, de var jo ikke helt dumme sådan noget. Han slukkede bilen, og vendte sig i sædet så han kunne se på Millicent, rakte ud og tog sine solbriller tilbage og stoppede dem ned i lommen. William lagde hovedet på skrå.. endelig en der faktisk gad at fortælle ham om Alias.. Stefan havde været, meget uvenlig.. men han havde fået sin straf, selv om han jo ikke rigtig vidste han blev straffet, men hvis Alias var så klog som alle fik ham til at lyde, så ville han vel snart regne det hele ud. "Har du byttet blod med ham?" spurgte han stille og så på hende med et overrasket udtryk i ansigtet, det havde han alligevel ikke set komme.. Millicent af alle? "Har du haft sex med ham?" spurgte han så stille.. selv om det andet var grund nok til at slå hende ihjel. "Du burde ikke omgås ham.. han er farlig Millicent.." sagde han bare og lukkede øjnene og trak vejret dybt.. det havde hun sikkert hørt før.. men alligevel, egentlig var William ligeglad med hvad hun lavede med Alias.. så længe han led.. så var det ligemeget. Og det gjorde han.

Omgivelserne skiftede og blev mere ...grå og lidt lurvede.
Det overraskede hende meget at William boede her, hans påklædning signalerede noget helt andet, men egenlig var hun fuldstændig ligeglad.Status,og peneg betød intet for hende.overhovedet.
Hun blev revet ud af hendes tanker, da hans hænder tog brillerne fra hende og hun skyndte sig at gnide eventuelle rester af en løbende mascara væk, fra under hendes øjne.Hun så sikkert træt ud nu.
Hun drejede sig ,så hun kunne se på Wiliam.Han forstod ikke helt...hvordan Alias var...havde været.
" Jeg har ikke byttet blod....det var ikke en del af aftalen at jeg skulle have hans! Jeg havde ingen ide om man kunne drikke vampyrblod faktisk...men...jeg måtte synke eller kvæles i det." det varså sandt som det var sagt.Alias udnyttede den lidt intime situation til at få hende til at drikke.Det var ikke et byt,det var forceret!
Hun rynkede let på næsen....skulle hun fortælle William det hele...i detaljer...hvor svært det havde været at modstå Alias...han var så....indsmigriende og med hans blid inden i sig havde hendes krop sukket efter ham, men hendes tanker havde stadig et liv af deres eget...og det havde kostet alle hendes kræfter at gå fra ham." Nej...vi har ikke haft sex...overhovet..og det får vi heller aldrig" slog hun fast.
" Alle mener han er....dårligt selvskab, men efter den ene aften, har han altid behandlet mig...ordenligt.Han har en kæreste.Alias....driller og flirter bare, han er færdig med mig" holdte hun stædigt fast og åbnede bildøren og trådte ud.