New in tha town -William-

Dato: 19. Juni
Tid: 00:30 ca.
Vejr: Lunt, sommer nat
Omgivelser: Bar omgivelser


Stefan knyttede nervøst hænderne da han trådte ind på baren. Han havde altid boet i Deploratus, det var underligt at være et helt fremmed sted. Han kendte ingen, før kendte han næsten alle og var stamkunde på de forskellige bare. Her var han bare en sølle gæst som alle andre. Hvordan skaffede min v-blod her? Måske var her slet ingen vampyrer. Han banede sig vej op i baren og havde for en sikkeheds skyld bundet sin hals ind i lidt bandage og trukket et lille tørklæde udenom. Bare så det ikke vækkede opsigt med det stadig tydlige sår og alle de andre ar der nu gemte sig. man vidste aldrig om der var nogen der kendte til vampyrer og fik underlige idéer. Han bar ellers en typisk tanktop som flashede hans mange tattos og et par stramt sidende sorte bukser og et par sneakers. Han købte en rom og cola og kiggede sig lidt omkring på de mange fremmede ansigter. Ikke en eneste kunne han genkende. Mon de kendte ham? Havde de hørt om hans band? Han var ikke sikker. Han følte sig på ingen måde sikker, hvad vis der gemte sig sindssyge psykopater her?! Aj stop så, det var langt ude. Bare fordi han var flyttet et andet sted hen, betød det ikke at alle var psykopater lige pludseligt. Han skyndte sig at drikke et stor tår af sin rom og cola for at dæmpe nerverne lidt.

William bladrede vider til næste side og skimtede hurtigt en ligegyldig sports artikel, så var agurketiden vidst gået i gang. Så kedeligt. Han sukkede dybt og lagde avisen på bordet og nippede til sin kaffe. Han så op og gennemsøgte lokalet for et ur, men da han ikke fandt et rejste han sig tungt og henvendte sig til en gammel mand ved bordet lidt fra ham, "Undskyld her.. men kan du fortælle mig hvad klokken er?" spurgte han stille, og betragtede den gamle mand finde et lommeur frem, fra bryst lommen. En gammel soldat.. åh hvor havde han nogen fantastiske historier at fortælle.. William havde bare ikke tiden. Men hvis han havde haft, ville han have nydt at sætte sig ned og tage en godt lang sludre.
Han takkede manden da han fik tiden af vide, og gik tilbage til sit bord, og fik sig sat lige i tide til døren gik op igen og en ny personlighed trådte ind i rummet. Dog var dette en der fyldte en hel det, og hans nysgerrige blik røg hurtigt op på personene.. en dreng, mand? Ung mand bekræftede han det. Han kiggede så igen væk, men hans tanker fik ham tilbage på fyren igen.. og hans.. meget pyntede krop, han skar hurtigt tænder.. han var ikke lige en så stor fan af tatoveringer. Han sukkede og rejste sig og gik op mod baren. Imens han betragtede fyren, og så på hvad han bestilte, og bad bartenderne om peræcis det sammen.

Stefan bundede glasset, okay, hvis han på nogen måde skulle få noget, bare lidt, ud af aftnen. Måtte han været påvirket af noget og når han ikke turde skaffe noget v-blod, som han ellers så inderligt længdes efter. Måtte han jo bruge alkohollen som en dæmper, det dæmpede lidt trængden på blodet. For helved. Det gik ikke det her, hvordan blev man uafhængi igen. Hvordan var det overhovedet, ikke at være afhængi af noget. Han sukkede og bedste bartenderen om et glas vodka, med kun en smule lime sodavand. Han hadet sig selv for at være blevet så immun overfor alkohol, han savnede den tid han var svagdrikker, der skulle sku ikke så meget til før han var fuld. Han drak hurtigt, det var ikke så svært at se, at hans mål var at blive beruset. Han havde det bedst påvirket eller sammen med Alias. Han var alt for paranoid ellers. Han var dog.. heldigvis begyndt at spise sundt, for ikke at smadre sit krop alt for meget. Han skulle helst ikke dø lige pludseligt, det havde han nok problemer med at undgå i forevejen.

Han kiggede hurtigt rundt i lokalet, der var sådan en lidt trygget stemning mellem de fleste herinde, men han kunne godt fortælle denne unge fyr, at han var gået helt forkert, og han godt kunne skride af helvedes til med sit pis. Men det var jo ikke særlig høfligt, så han måtte hele finde på noget lidt pænere, i retning af.. du er da vidst gået forkert, farvel til dig. Ikke fordi William var den der dømmede.. eller vent jov, det var han jo. Han forstod bare ikke hvorfor man gjorde sådan noget ved sig selv.. hvad var der så pænt ved at have tegninger over hele kroppen, kunne man ikke bare.. have det på tøjet og på malerier i ens hjem. Suk. Han blev dog med et meget opmærksom på fyren, hvad hed han igen.. Stefan ik? Alias.. igen blev denne mand nævnt i ens tanker, han måtte virkelig have et stort ego? Men hvorfor, bare fordi han ejede en eller anden dyr klub, hvor hvem som helst alligevel kunne komme ind bare de bar et jakkesæt og så dyr ud. Han kiggede hurtigt stjålen på Stefan, okay der røg den taktik, han blev nød til at finde ud af noget mere om Alias, og Millicent var ikke lige den første der gav ham de infomationer, hendes tanker formede ham som en eller anden.. stor mand, på en magt pind, med penge og magt, og hele verden han kunne bestemme over, og det at hun havde et eller andet kærlighed had forhold med ham.. ja han vidste sku ikke, måske var gutten bare ovenud lækker. Men det var nok en meget god ide at høre det fra flere synspunkter end blot en dåneden pige. "Godaften" hilste han venligt til Stefan og smilede skævt, idet han så han bunde endnu en drik, hans egen stod uberørt foran ham.. han drak ikke.

Stefan stillede sit glas fra sig og så for første gang på den fremmede "Godaften" sagde han så og smilede svagt, lidt undrede over hvad han ville ham. Han gav ham diskret elevator blikket for lige at tjekke ud hvad han havde med at gøre. Han ville ønske han havde drukket mere, han kunne allerede mærke at han blev paranoid overfor ham. Men han prøvede at dæmpe det lidt, det var jo åndsvagt. Han rakte hånden frem imod ham "Stefan" præsenterede han så sig selv. Han tvang lidt sig selv til at være lidt .. åben. Han blev jo nødt til at være lidt social og ikke kun hænge Alias, Alias endte jo med at få spat. Især nu hvor de for alvor boede sammen, hvis Stefan altid var hjemme, fik han jo spas af ham. Han bedte tjeneren om en drink mere, indtil han kom i tanke om at han ikke havde penge nok til at komme hjem nu. Pis. Når, hvad fanden, han kunne vel tomle eller gå eller sådan noget. Han var vant til at bare kunne flirte med alt og alle og have sex med alt og alle, det var en nem måde at møde folk. Men det kunne man altså bare ikke når man havde en kæreste, som man elskede! Han fik sin drink og tog en tår, før han lod blikket glide en enkel gang rundt i baren, åh gud alle de fremmede mennesker.

William blev mere og mere imponerede jo længerer ind han bevægede sig i Stefans tanker, han.. tænkte så meget, han havde virkelig.. et stort syn på tingene, det var vidunderligt.. guf for en tankelæser sikkert, og da William jo havde en gren af det, så var det også virkelig spænderne for ham selv. Okay ikke nok med fyren kendte Alias, det var vidst hans.. kæreste? Hmm, så var det det Millicent havde fablet om, nok den eneste ting der holdte hende tilbage for at springe på Alias, hvorfor var han så tiltrækkende denne mand? Var det magt? Udsende? Penge? Hvad var det ved ham, William ville gerne møde ham, snart. "Stefan.." sagde han langsomt og på en måde som om han allerede kendte Stefan, og det blot var en gamle ven han hilste på, men sådan var det jo for William med alle.. han kendte Allerede Stefan.. men hvor kunne han godt tænkt sig at rode lidt rundt i Alias hoved, bare for sjovt. "Mit navn er William" sagde han stille og kiggede på drengen, han så hurtigt ud i luften igen, han brød sig virkelig ikke om hans.. attitude, altså hans stil, og tatoveringer. William havde bare aldrig rigtig været en tilhænger af den side, han havde altid været.. en fin dreng, klædt på til succes. "Nå.. Jeg har vidst ikke set dig her omkring før, er du lige flyttet her til?" spurgte han lidt, selv om han selvfølgelige allerede vidste det, men han måtte jo heller varme lidt op.. før han begyndte at stille spørgsmål til en som han ikke burde kende.

Stefan var typen der snakkede med de fleste typer, men så alligevel, de snobbede typer der dømte folk, gud hvor kunne han godt grave dem ned. Men som regel, så lod han dem være. Han spildte som regel ikke sin tid på folk der ikke brød sig om ham, hvorfor skulle han? Men han vidste jo ikke at denne William ikke kunne lide hans stil, så han vidste jo ikke bedre. Han lod igen sit blik falde på William og nikkede lidt "Ja, Ja det er jeg .." sagde han så og smilede svagt "går udfra du ikke lige er flyttet til?" sagde han så, nok mere et retorisk spørgsmål, der ikke behøvede svar, for hvis han kunne genkende en ny, så havde man nok boet der i hvert fald i et stykke tid. Stefan vidste mere end de fleste mennesker om den overnaturlige verden, men der var ... meget .. rigtig meget han slet ikke kendte til. Han vidste jo faktisk kun om vampyrer også var der hende den .. underlige dame. Som sagde hun var noget andet end vampyr. Han tog sig kort til hovedet over sine tanker, men lod så hånden køre naturligt igennem sit brune hår, for at skjule det frustrerede træk. Han var bogstavligt talt arret for livet efter alle de oplevelser, han ville slet ikke tænke på det .. overhovedet. Hvis han fortalte det til nogen, ville folk se ham som sindssyg, fordi han stadig elskede Alias.

William hævede øjnebrynene, det var som om Stefan.. virkede lidt fjern, havde det dårligt på en måde? Måske.. måske var det hans mangel på det blod som han plejede at drikke? Hvilket William brød sig meget lidt om, det var klamt! Et menneske der drak blod, var det ikke nok med at vampyrer gjorde det? Var hele verden ved at blive sindsyg. "Hmm, har nok boet her i nogen uger, men ikke så længe" sagde han roligt, da William også selv lige var flyttet til byen, han kunne dog sagtens se det på den små forvirrede paranoide Stefan der hele tiden så sig over skulderen, det var ikke svært at se han ikke var herfra, selv andre kiggede stjålen på Stefan, som sagde de 'du høre ikke til her'. William overvejede kort at bede Stefan følge med ham ud, han kunne ikke lide de blikke de fik, men så alligevel, han havde ikke brug for at føle sig velkommen nogen steder, folk vidste hvem han var, og hvilken magt han besad, de tude ikke jage ham ud, eller sige noget til ham, selv om de dog havde en masse grusomme tanker, om hvad de ønskede at gøre ved ham. "Hvaee.. Stefan.. kommer du ikke lige med mig, jeg tror vi skal have os en hyggelig snak" sagde han roligt og rejste sig og lagde roligt hånden om Stefans håndled for at trække ham med. "Nu ikke brokke dig vel, vi ønsker ikke at skabe opsigt.. vel.." sagde han meget advarende.

Stefan rynkede svagt brynene og så ned på hans hånd om sit håndled, hvilket var en hentydning til at han ikke havde et valg. Han kiggede så op på William og hans advarende blik. For helved hvad havde Stefan nu gjort galt? Det var ikke en gang fordi han havde prøvet den her gang?! Han valgte at gå, næsten frivilligt med ham eller det vil sige, han brokkede sig i hvert fald ikke før, at William havde taget ham der hen hvor de skulle hen. Han kiggede sig kort over skulderen for at møde nogle af de blikke de fik. Hvorfor kiggede folk sådan på ham? Var det underligt at der var 'nye' mennesker? Han vred sit håndled frit "Jeg kan godt gå selv" mumlede han så og gav William et skarpt blik, han gad ikke behandles som et barn eller som om at han intet kunne gøre selv. Det gik lige an når Alias gjorde det, men andre skulle ikke bestemme over ham på den måde. Af en eller anden grund brød han sig allerede ikke ret meget om William, mest fordi han virkede som typen der vidste hvordan man trykkede på de rigtige knapper hos folk, for at få dem til at gøre eller reagere som han ville. Han hadet det, han hadet sådan noget. Når nogen prøvede at styre ham eller hans handlinger. Nej, han ville selv styre sit liv.

William kunne ikke holde masken, og han udstødte et lavt grin, Stefan morede ham.. det var noget nyt, at nogen så grav alvorlig kunne blive så sjovt, at nogens tanker, der var så anderledes kunne få ham til at grine, mest fordi han ikke kunne lade være med at synes det var lidt kært, det minede ham lidt om.. nej. Stop. Han ånede tungt uf, han ville ikke tænke på ham i aften, i nat når han var alene kunne han gærde sig sin egen sø, men når han var ude, bland mennesker, så måtte han altså lære at holde masken, holde masken.
"Er du sikker på det?" sagde han langsomt, og stoppede kort op inde han vendte sig mod Stefan og kiggede ham dybt ind i øjnene, han havde evnen, det eneste der skulle til var kontrol.. og den ville Stefan snart miste.. over sine ben. William manipulerede hurtigt hans tanker og kunne nu tage fuld kontrol over alle hans muskler, og Stefans ben gab hurtigt efter under ham, William slap hans sind og greb ud efter Stefan et sekund før han ramte gulvet og hjalp ham som en rigtig gentleman op igen. "Du skal huske.. at passe på.. Du skulle jo også gerne være i stand til at komme hjem til Alias sener.." sagde han langsomt som en dyb trussel, mod Alias selvfølgelige, og Stefans helbred. Inden han vendte sig og førte Stefan over til et bord i hjørnet, hvor de ville få lidt mindre opmærksomhed, og hvor inden ville kunne høre et ord af deres samtale.

Stefan bed tænderne lidt sammen da han kom med et grin. Argh hvor han irriterede ham, han stoppede dog op da William også stoppede op og gav ham et spørgsmål, Han så ham ind i øjnene "Ja, de.." men han nåede ikke at færdiggøre sin sætning før benene nærmest blev fejet væk under ham, det var nærmest som om at han mistede kontrollen i dem. Han gispede lavmælt og så forvirret op på William, som greb ham, lige inden han ramte gulvet. Han kiggede forbavset på ham, som han sagde de sidste ord, omkring Alias. Hvor kendte han Alias fra og hvordan vidste han at de ... Hvad var det her?! Han kunne mærke han blev en smule vred indvendigt over hans trussel! Hvor vovede han! Han lod sig blive hevet med hen i hjørnet og satte sig ned "hvor vover du .. Det kan du ikke tillade dig, Jeg har intet at gøre med .. hvad der end er i mellem dig og Alias" sagde han så vredt. Ikke så meget fordi han selv var i fare, mere fordi, det gik så godt, der havde ikke været problemer. Han havde aller mest lyst til at slå ham, det var ikke fair. Åh gud se nu! Se det var lige præcist det han frygtede! at han ville trykke på de rigtige knapper. Han havde lyst til at slå ham og gå sin vej. Men hans anden halvdel var alt for nysgerrig efter hvad det var den her William ville og hvorfor han kendte Alias!

William måtte igen trække vejeret dybt for ikke at grine af Stefan, han var bare så.. anderledes med sin.. han havde en hel unik personlighed, han kunne godt se hvorfor nogen var faldet for ham, han var virkelig.. speciel, ingen tvivl om det. Han sukkede blidt og lænede sig lidt ind mod Stefan da han havde fået sat sig, så de ikke behøvede at tale så højt.. væggen havde jo ører. "Pas nu på Stefan" sagde han roligt og kiggede kort på ham, igen en smule vurderende, pga hans udseenden, det var så anderledes, men nu hvor han tænkte lidt mere over det, kunne det jo også være et plus, at være anderledes, selv om William ikke var den første til at falde for den slags. "Du har alt med det at gøre.. fortæl mig om ham" sagde han roligt og fik kort øjnekontakt med Stefan, forunderligt. "Du burde være klog nok til at have regnet ud, at lige så længe du er sammen med den mand, får du ikke andet end problemer ud af det.." sagde han hårdt, men det var jo sandt, man kunne jo ikke være sammen med sådan en fyr uden at få en masse problemer på halsen? Det burde Stefan vel have indset.. efter alt det han havde været udsat for.. og åh jov, han havde set det.. han havde set det indefra, Stefans minder var så.. der var et eller andet unikt over det, det intreserrede ham, Stefan intreserrede ham, forunderligt.

Stefan sukkede irriteret over hans svar, fordi det var sandt "Det ved jeg godt .. af alle, burde jeg være den der vidste det bedst" mumlede han det sidste "men det giver dig stadig ikke ret til at blive et af dem" sagde han så og så ham i øjnene. Han prøvede ikke at fjerne sig fra ham, da han var kommet så tæt på. Selvom han nok ville have det lettere med ikke at være så tæt på, det var .. distraherende "Hvad vil du vide?" Spurgte han så lavmælt og var ret sikker på, at William var lige glad med små lige gyldige ting om Alias. Der lå klart noget mere i det. Ikke at Stefan var villig til at udlevere oplysninger om Alias, tværtimod. Han var jo ikke dum, det ville jo kunne bringe Alias i fare og det ville han ikke. Det kunne godt være at Alias var stærkere end Stefan og alt det der. Men hey? Hvad havde Stefan ikke snart overlevet? Lidt modstand kunne han vel klare lidt af, William kunne tværtimod være så forfærdelig farlig. Han var vel bare endnu en nysgerrig mand, der ville have Alias ned med nakken, på grund af hans popularitet og rigdom. Han så lidt væk fra William og ud på flokken, han burde virkeligt skynde sig væk. Det her kunne kun .. ende i problemer.

William nikkede så og lagde hovedet lidt på skrå, Stefan burde vel være den der vidste det bedst, men William havde bare lidt på fornemmelsen at der var andre der kendte Alias beder, og der var ting Stefan ikke havde set endnu, manden var jo en omvandrende.. nå det kunne også være lige meget. "Jeg har ikke tænkt mig at blive et problem, ikke så længe du opføre dig pænt" sagde han bare roligt, da han ikke havde tænkt sig at gøre hverken Stefan eller Alias noget, han var blot nysgerrig omkring denne mand.. som alle syntes at snakke om, lige meget hvor man vendte hovedet hen. "Alt.. fortæl mig alt" sagde han roligt, han ville gerne høre det fra Alias ham selv, men han var åbenbart ikke lige sådan at få fat på.. ellers ville William elske at kigge ind i hans hjerne, bare en kort stund, eller noget i den dur. "Du tror ikke jeg er farlig.." grinede han så og rystede på hovedet, "Du bør tro mig nå jeg kun advarede dig den her ene gang, men jeg kan være og er langt værre end din kære Alias" sagde han stille, og mente hvert et ord. Han ville elske at tage en kamp op med Alias, selv om vampyren nok var fysisk stærkreer havde han ikke en chance mod Williams mentale forsvar, det var der ingen der havde. "Men som sagt, jeg har ikke tænkt mig at gøre nogen fortræd, jeg er blot nysgerrig.. og lad os blot holde det på det stadie, så er der ingen der kommer til skade" sagde han stille og kiggede kort på Stefan, med sine mørkebrune djævle øjne, der kun sagde ondskab.. i det korte blik, inden han smilede og øjnene udstrålede til falsk venlighed.

Stefan lyttede til hans ord og følte sig splittet .. og truet. Han følte det ville være forkert, meget forkert at fortælle omkring Alias, det virkede desuden også underligt. Han kiggede mistænksomt på William. Han bed tænderne lidt sammen og ville for alt i verden gerne undgå problemer. Men han havde ikke lyst til at side her og fortælle ting om Alias, uden at vide hvad han måtte sige og ikke måtte sige. Hvad var den her William overhovedet, vampyr eller bare et nysgerrigt, lidt for velvidende menneske. Hvis det var den sidste, havde han intet at frygte. Men hans blik .. hans .. måde at tale på, fortalte ham at han ikke var et sølle menneske som ham selv. Han svarede ham ikke på det han sagde, men vendte sig helt imod ham og satte ansigtet tæt ved hans og så ham i øjnene "Først .. fortæl mig hvad du er" sagde han så, grav alvorligt "Jeg ved du ikke er vampyr, du er anderledes" sagde han så og nær studerede hans øjne og ansigt, før han så væk igen og håbede at kunne trække det omkring Alias lidt ud. Ikke fordi han ikke var interesseret i at vide hvad William var, for det var han, ret meget endda. Han havde en fornemmelse af, at der fandtes langt mere end bare vampyrer og mennesker og det irriterede ham inderligt at han ikke vidste hvad.

William hævede øjnebrynene, Stefan havde virkelig fået sig noget af nogen ar.. og fortællinger? Utroligt at han troede på alt det Alias fortalte ham, så han virkelig ikke andet? Kunne han ikke gennemskue det? Utroligt.. hvad man kunne.. manipulerer folk, til at tro..
"Hvem har fortalt dig at mennesker er sølle?" spurgte han ud i luften, selv om han godt kunne forstille dig det var Alias, han virkede mere og mere.. som en meget skidt mand, og en trussel for vampyr racen, hvorfor han havde fået lov til at være så.. brutal? Det forstod han ikke. Han var selv bleven sat på plads adskillige gange, men der var dog aldrig nogen der havde fået lov til at ændre på hans personlighed, eller manipulerer med ham på den måde. "Hvorfor tror du ikke jeg er vampyr?" spurgte han nysgerrig, Stefan måtte vide en masse om det for at kunne slå det an. "Men du har ret, jeg er ikke vampyr, jeg er dæmon" sagde han stille og kiggede på ham efter en slags reaktion. Efter alt hvad han vidste om vampyrer, var det utroligt han ikke havde mødt andre af de mørke væsner på jorden.. og måske nogen af de mere søde? Dem men kunne håndtere og bøje og forme som det passede en? Han havde set så meget mørke.. hvordan kunne en ung mand som ham, leve med al det? Hvor var lyset henne?

Stefan oplevede ikke rigtig andet, han verden kredsede sig jo mest om Alias og sit forfærdelige misbrug af blod for at komme igennem de dage han ikke så Alias, han vidste ikke hvad han skulle tro på, så han havde valgt at tro på det Alias fortalte ham, det var det eneste han rigtig havde at tro på. Han håbede at han kunne få en lidt normalt hverdag nu hvor de var flyttet. Han ville gerne til at lave sin egen musik og få et arbejde. Han kiggede kort William i øjnene, mens svarede ikke på hans spørgsmål omkring hvem der havde sagt det "Den måde du taler på og dit blik fortæller mig du ikke er vampyr .. din hud og dit hår" sagde han så, han var ret god til at spotte en vampyr efterhånden, i hvert fald når han fik lov til at se dem tæt på, nogen var bedre til at skjule det end andre. Han kiggede lidt væk og tænkte. Han rynkede brynene lidt i et tænksomt ansigts udtryk da William fortalte ham hvad han var .. dæmon?. Han var ikke sikker på hvordan han skulle reagere, desuden havde han meget svært ved at .. tro på det. På trods af at han jo troede på vampyrer, så hvorfor ikke også Dæmoner? Det var måske bare .. en ret stor mundfuld, han kunne ikke lige vende sig til tanken. Det havde jo også taget ham en del tid at vende sig til tanken om Vampyrer. Han sank og vidste ikke rigtig noget om dæmoner, der var jo som sådan ikke myter på samme måde. Vampyrer hørte man jo tit om i historier og film .. men dæmoner var så forskellige fra historie til historie og fra film til film "Hvad indebære det at være dæmon så?" spurgte han så og kiggede igen på ham.

William hævede øjnebrynene da Stefan snakkede om hvordan man spottede en vampyr, hvordan fanden kunne man kende en vampyr på dens tale måde, William havde mødt så mange.. på de korte år, han havde endda mødt en lille pige på 7 år, som var blid og sød.. og elsklig, slet ikke det som en vampyr stod inden for? Hvem havde proppet alt det lort ind i Stefans hoved.. han burde slå øjnene lidt mere op og.. se. "Okay, spørgsmål et, hvordan taler en vampyr? To.. hvordan kigger en vampyr, er det øjnefarven der mangler, for du ved vel godt det kan skifte i mellem sulten og mæt, 3 mit hår? Hvad fanden har det med det at gøre?" sagde han og stirrede tomt på Stefan, han forlangte en forklaring, med det samme. Han vidste dog godt det med huden, den skulle være mælkehvid og kold som is. Så var der hugtænderne, og det manglende hjerteslag, åndedrættet.. pulsen, mangel på menneskelige bevægelser, al den stivhed. Hurtig hed og overmenneskelig styrke, nattesyn, ekstra evner? Åh der var så meget.. han kunne genkende en vampyr på flere kilometers afstand, bare pga lugten. Der var mange ting der kunne kendetegne en vampyr, men det Stefan sagde? Hvor i helved havde han det fra? Alias var måske bare en sinds forvirrede idiot, mere end en rig magthaver.
"Hmm.. det er forskelligt, jeg er ikke ligesom andre, du bliver nok nød til at sprøge en anden for at få et rigtig svar på det spørgsmål." sagde han roligt.
"Og så tilbage til Alias, fortæl så." sagde han, nej.. han havde ikke glemt det.. slev om Stefan var rigtig god til at aflede.

Stefan sukkede, Han havde studeret det ret meget, typiske træk ved vampyrer, som ikke bare var i de store træk "Det er ikke så meget tale måden, Det er mere de ting der bliver snakket om .. Jeg er fremmed og jeg er et menneske, en typisk vampyr ville snakke om helt andre ting og virke mere .. arrogante, ikke at alle vampyrer er det.. Men de har en vis selv tillid når de er blandt folk, de ved de er smukke, de ved de er stærkere og sådan .. Med hensyn til håret, så er vampyr hår mere dukke agtigt, det er glansfyldt og blødt, som om det ikke kan ødelægges, som en dukkes, det er ikke levende. Jo det ved jeg godt .. det er mere blikket, i første øjekast, der virker det dødt .. eller ud af stand til at føle.. " Sagde han så og sukkede ".. Små detaljer.. " mumlede han så, som var han pinlig over sin forskning af vampyrerne. Han valgte at lægge det med dæmon på hylden, han havde svært ved at rumme det, i hvert fald lige nu. Han sukkede dybt da han kom tilbage på emnet Alias "Hvorfor vil du gerne snakke om Alias? .. " spurgte han så og kiggede indgående på ham. Han havde ikke lyst til at snakke om Alias, han snakkede aldrig om Alias, det var .. et hemmeligt emne for ham. Han havde kun en gang prøvet at snakke om det, men det var lang tid siden nu og der var sket så meget. Han var også ret sikker på, at han ikke vidste noget der var brugbart for William at vide, han vidste ikke så meget om hans arbejde og sådan. Han vidste mere om de personlige ting.. kunne man vel sige.

William kiggede indgående på ham imens han talte, det var dog absurd.. Stefan havde fået et meget.. hårdt første håndsindtryk, af Alias? Jamen så vidste han også det.. arrogante Alias, med masser af selvtillid? Så måtte han være en gammel vampyr, ingen unge vampyere havde selvtillid.. ikke i starten i hvert fald, så skulle man være meget god til det med kontrol. Men det kom jo, efterhånden, som man fandt ud af hvad man var i stand til. "Fordi jeg spørger ind til Alias? Det jeg ked af, skulle jeg have spurgt dig om jeg måtte drikke dit blod i stedet?" grinte han stille, det var absurd, han ville gerne vide hvordan Stefan havde mødt Alias og hvad han helt præcis havde fortalt om sig selv og sin race. "Du påpeger en hel masse ting, som du tror jeg ikke har.. " sagde han stille og lænede sig lidt mere ind over bordet og kiggede så på Stefan med et meget intenst blik, og smilede frækt. "hmm.." hviskede han stille og nikkede så bare. "Du stiller ikke spørgsmålene.. det gør jeg, og du svare.. ok?" sagde han helt seriøst. "Og du kan lige så godt droppe at protestere, din søde Alias kan ikke hjælpe dig nu.. og du er alt for svag.. menneskedreng.. til selv at gøre modstand" sagde han stille og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvor gammel er Alias.. og jov jeg vil gerne have alle de personlige ting.. jo mere jo beder.. så fortæl endelig" sagde han bare, fuldstændig ligeglad med om Stefan lagde mærke til at han svarede på et spørgsmål i hans tanker.

Stefan rullede med øjnene af ham da han spurgte om han skulle havde spurgt om han måtte drikke hans blod. Det var jo ikke det han mente. Han kunne mærke hvordan han blev små vred og irriteret over ham. Hvordan kunne han tillade sig at tro at han kunne snakke sådan til ham også samtidigt regne med at få noget igen af ham. Han kiggede hurtigt på ham da han svarede på hans tanker. Han sank, var det bare et tilfælle eller ..? Nej, Åh gud nej, det var sindssygt "Regner du virkeligt med at jeg fortæller dig noget, når du behandler mig sådan der? .. Bare fordi jeg er et menneske, behøver det ikke betyde du kan få mig til hvad som helst" sagde han så lidt små irriteret "Nej, det kan godt være Alias ikke er her, men jeg kan altså også godt klare mig uden ham .. Du har ingen ret til at bestemme over mig" sagde han så, endnu mere irriteret og så skarpt på ham. Selvom han godt vidste han var pænt afhængi af Alias, men det indrømmede han for alt i verden ikke. Han havde det bedst med at være selvstændig, at kunne klare sig selv og selv forsvare sig. Hvilket han altid havde kunnet .. lige indtil der kom andre .. væsner ind i spillet. Han hadet at skulle føle sig .. som den 'laveste i fødekæden', det var ikke fair.

William stirrede stift på ham, men smilede så bare blidt og blinkede. Nej han vidste godt det ikke var på den måde Stefan forventede en vampyr ville opføre sig, og han vidste godt hvad det var han forventede.. han forstod bare ikke hvorfor, og hvordan? Når han havde.. nå men det var også lige meget, han kunne sagtens give ham et lille show, han havde ikke glemt.. hvordan det var at være vampyr.. al den magt.. og alle de.. menneskeliv, hvilende i deres hænder, så meget magt.. åh. "Åh jamen kæreste dog.." sagde han stille og kiggede på ham med et farligt blik. "Jeg kan sagtens få dig til at tale.. om så det skal tage mig heleeee.. natten.." hviskede han stille. "Men det ville være at spilde min tid? Synes du ikke? Så desværre har jeg fundet Alias adresse, eller skulle man sige jeres? Og jeg ved hvor han arbejder, det ville tage mig mindre end en halv time, at finde ham.. og langsomt... slå ham ihjel.. " hviskede han stille og lænede sig så tilbage og lagde armene over kors. "Det er dit valg Stefan.." sagde han stille. Han rejste sig så langsomt op og begyndte at gå mod døren ud til, imens han hev en smøg op af pakken i hans lomme. Stefan havde et valg, han kunne bare blive sidende.. men mennesket var så nysgerrig, han kunne umuligt lade være med at følge med, også selv om han var fuldt overbevidst om at ingen kunne slå Alias ihjel.. åh han ville gerne have en chance for at prøve.

Stefan kiggede på ham, prøvede at bevare det kølige blik, som alligevel i et kort øjeblik udviste lidt skræk, da han sagde han vidste hvor de boede og at han kunne slå Alias ihjel, han havde det ikke godt med at han vidste hvor de boede, kunne han nu heller ikke være tryg der længere? Men han skubbede det hurtigt væk, William kunne ikke slå ham ihjel. Han blev siddende i kort tid, tvang sig selv til at han godt kunne lade være med at følge efter ham. Der var ikke noget at frygte, prøvede han at bilde sig selv ind, han skulle ikke have lov til at lege sådan med ham. Men han endte alligevel med at rejse sig op, bange for om han rent faktisk kunne finde på at gøre noget. Han gik mod udgangen, som var der William var gået hen for at ryge.

Da han kom udenfor og blev ramt af den halv kølige nattevind som mindede ham om at han skulle havde taget jakke på, Så han sig omkring efter William. Han kørte hænderne ned over sit ansigt, gud hvor irriterede den mand ham, se nu, nu var han alligevel endt med at følge efter ham. Lige præcis som William sikkert havde ønsket han skulle! Satans! Han tog en pakke smøger op af lommen, for så at få synet af en tom pakke, for helved. Han smed pakke fra sig på jorden og sukkede igen.

William smilede for sig selv da han så Stefan komme ud af døren, det frydet ham at se at den naive menneskedreng, alligevel ikke havde så meget selvkontrol som han bildte sig ind. Men selv om de havde snakket sammen i mindst tyve minutter nu, så havde han stadig ikke fået noget svar på nogen af sine spørgsmål, og det irriterede ham, han ville vide noget om Alias, han ville vide alt, og intet, det var lige meget, men ikke engang et simpelt spørgsmål som, hvor gammel han var, havde Stefan svarede på. Det hjalp jo ikke lige frem på det, han fik dog så et grusomt billed i hovedet.. han kunne gøre Alias fortræd på mange måder, men den psykiske.. den aller værste måde.. det var vel at såre ham med Stefan.. han kunne sprætte Stefan op og sende Alias et billed, eller måske voldtage ham? Det var jo så mange muligheder.. men han havde dog nogen meget værre i tankerne. Han smilede hånligt og gik hen til Stefan og tog ham stram om håndledet og trak ham efter sig. Lidt væk fra baren og ind i en lille gyde. "Jeg ved du elsker ham.. og at du ikke har andet end ham.. " Hviskede han stille. "Jeg vil gøre din straf meget enkel.. og smertefuld... " forsatte han. "Jeg vil få den eneste ting du har.. til at forsvinde." afsluttede han, og tog Stefan om begge håndled og holdte ham fast. Han kiggede ham så dybt ind i øjnene, og så begyndte minderne at rulle forbi hans øjne, et efter et.. og der var mange, de havde kendt hinanden længe.. men som de gik forbi William, blev de slettede, et efter et.. ikke helt for William havde dem jo stadig, hvis han nu skulle skifte mening, eller møde Alias, som han håbede på, med dette. Han kunne godt mærke hvordan Stefan blev svagere, for han strittere ikke så meget imod mere.. det var hårdt at fjerne minder, og Stefan ville vågne op med den værste hovedpinde næste dag. William blev også svagere, det tog meget på hans evner. Men det lykkes ham, med al den kontrol han havde, at slette hvert et minde om Alias, og der hvor han blev nævnt i andre.. der ændrede han det blot, så Alias ikke var en del af det minde mere. Han sukkede til sidst og slap Stefan, så han faldt til jorden. Han stirrede kort på ham, og slettede så til sidst deres møde. Så Stefan heller ikke vidste hvem William var, det var det smarteste. Så vendte han ham ryggen, og gik ind i den kolde nat med en smøg i mundvigen.

Stefan nåede ikke rigtig at gøre modstand før han var blevet hevet væk, han kiggede ham i øjnene og lyttede til hans ord. Stefan nåede kun lige at opfatte hvad han mente, da William tog et stramt tag i hans håndled "William, stop!" protesterede han og prøvede at hive sine håndled til sig. Han så ham skrækslagende i øjnene, i det at det nærmest sortnede for hans øjne og minderne kørte baglæns for hans øjne, alle sammen med Alias. Minderne fra bilen, minderne fra der med Isabella, Minderne fra grillen og koncerten. Han prøvede stadigt ihærdigt at hive håndledende til sig, men desperationen blev blot svagere og svagere, som minderne bliv færre og færre. Han lukkede øjnene, som det sidste minde med ham forsvandt fra hans nethinde og hans ben gav sig under ham og han faldt til Jorden.

Stefan vågnede en nat senere, i et hvidt værelse, der var ingen der vidste hvem de skulle ringe til. Men hospitals folket mente at han bare havde fået et slag i hovedet og at han ikke var i livsfare. Han glippede svagt med øjnene, for at blive mødt af en bankende hovedpine "mh .." mumlede han utilfredst. Hvad laver jeg her? tænkte han for sig selv og huskede næsten intet fra i går.