Water ain't my element - William

Sted: Lystbådehavnen
Omgivelser: Bløde bølger der slår dovent mod rælingerne på de små, og store både parkeret ved bådebroen som biler. Enkelte mennesker, lidt få badegæster som lister sig op i smug, solen putter sig langsomt i de rødlige farver på himlen.
Tid: 19:17
Vejret: Halvlunt i det, men det truer nu alligevel med at blive koldt så snart solen forsvinder

Silas gik ned af bådebroen, og så skiftevis fra højre til venstre på de små og de store både der lå og vuggede i bølgerne. Selv var han ikke vild med vand.. han var faktisk forholdsvis vandskræk, også selvo han boede op af vandet. Han boede blot et stenkast derfra, men forskellen på de sociale lag var store. Han fulgte nogen unge mennesker med blikket, og slængte indkøbsposen op over sin venstre skulder, og nød de små vindstød der purrede op i hans hår, han smilede let.. det kunne være han skulle slå et smut forbi det lille stengærde der lå for enden af broen.. det var lidt mere privat kunne man vel sige. Han var nær stødt ind i en af de unge badegæster da han gik i sine egne tanker "Undksyld" skyndte han sig hurtigt at sige, og smilee venligt inden han fortsatte videre. Han stoppede nede ved stenene. Satte posen fra sig og kravlede ned. De øverste sten var tørre og gode nok at kravle på, mens de nederste var fyldt med tang, og vand.. og var en smule mere glatte. Silas blev siddene lidt over de glatte sten, han var småklodset i forvejen, der var ingen grund til at opsøge ulykken. Han grinede let for sig selv, inden han rystede på hovedet.

Lugten af slatvand, smagen af frihed på tungen, de fristende store både ikke længerer end et skridt væk, frihende.. den stiger en til hovedet, det er så nemt, at tage af sted, flygte.. leve et andet sted, i et andet sind, måske en anden krop.. firheden.. kun et stenkast væk. Men hvem forhindre en? Hvor er træmmerne der holder en tilbage, hvor er menneskerne man ikke kan forlade, familien man skal sørge for, den eneste ene som man bliver nød til at følge hvor end man går? Hvem holder dig tilbage.. du mister forstanden.. du er sindsyg indse det nu. Hah! Han rystede lidt på hovedet, der var intet i verden der kunne holde ham tilbage, han kunne løbe ud på broen krvale ombord i den første båd han fik øje på og så bare.. tag afsted, igen bekymringer, bare.. ham og det åbnehav. Åh det var en smuk tanke, men.. det kunne han ikke? Vel.. han var fange i sit eget hoved, han kunne ikke bare flygte fra alt og alle.. og hvis han ville, prøve at leve normalt, nu han havde en evighed foran sig, så måtte han jo heller se at komme i gang.. selv om det der med at starte forfra.. var en fandes god ide, så så han det bare ikke som nogen mulighed, han havde al for meget i sin fortid der fyldte.
Han rejste sig fra stolen så brat at den væltede, det svimlede for ham, med blot en tanke, uden overhovedet at gå i dybden med den, men det var nok. Han ville aldrig.. aldrig.. blive den samme igen, aldrig. Hans rystende hænder strammede om de varme mønter, mellem hans svidige hænder, han lagde dem fra sig på bordet, kiggde kort på de mennesker der sad rundt omkring ved de andre borde og fuldte hans lille.. scene nøje, imens de rystede på hovedet og dømte ham. Han ville råbe højt, smadre hver en del af deres sing, ødelægge alt og dræbe dem alle.. og hvem kunne stoppe ham? Hvem kunne beskylde ham. Hah.. ingen.
Han vendte sig brat om og gik sin vej, den lille cafe havde været en dårlig ide, bestemt fordi han igen kontrol havde mere.. over sig selv.. over andre, inetet overhovedet. Han måtte have luft.
Imens han gik ned mod vandet løsnede han slipset op og knappede sin jakke-habbiet op knap for kanp, den var mørkerød, og han havde sorete busker på, en hvid skjorte og et machene rødligt slips, og selvfølelige sorte fanske nypusede sko. Han kunne godt finde ud af at klæde sig ordenligt på, men som om han gad give et fuck med det.. inderest inde var han røv ligeglad.
Han fulgte skibene med øjnene, til han fik øje på badebroen.. hvad var bedst til at blive kølet af end, noget iskoldt havvand?
Han forsatte bestemt ud på broen, imens han trak slipset af og stoppede den ned i den sorte lædertakse han bar over den ene skulder.

Silas gled en sten længere ned, længere ned mod vandet, men ikke for langt ned.. Han snusede den salte duft ned i lungerne, og lukkede øjnene et par sekunder, det føltedes godt. Han forstod godt folk elskede den salte luft og havet, men han fandt ikke vandet beroligende. Han boede bare nær det, det var noget andet.. Han rejste sig og klatrede op, men stoppede op lidt fra kanten til bådebroen.
Der stod en mand på kanten... han stod med flagrende jakke, og et slips der truede med at blæse af. Han blev bleg... det var vel ikke en eller anden selvmordskandidat.. han ville vel ikke springe i? Han måtte da ikke springe i?! Hvad skulle han så stille op, han kunne jo ikke hoppe i efter ham? Han kunne da ikke... Han blev panikken på forhånd og kravlede op fra stenene så stilfærdigt som muligt, han måtte ikke skræmme ham i vandet.. stille, helt stille. Han så kort på indkøbsposen, det måtte vente... Han åbnede munden for at sige noget, men forblev stille. Han blev bare stående mens han betragtede den ranke ryg og den flagrende habit jakke. Han var vel sådan et... mappedyr, som Silases mor altid havde kaldt det. En der sad på kontoret dagen lang og tastede tal, eller lange sætninger ind mens kaffen blev kold ved siden af ham, og hver dag var det samme, hver dag ændrede sig aldrig.
Han gik langsomt hen bag ham, helt langsomt mens han lyttede.. Han var bange for at han skræmte ham i vandet, det ville jo være dumt.. Men han måtte tage chancen, for hellere skræmme ham, end at han hoppede selv... eller det var jo nærmest mord? Åh gud..
"Undskyld?" sagde han tøvende da han stod et par skridt bag ham og rakte hånden frem og rørte hans skulder med pegefingeren for at gøre opmærksom på sig selv, han måtte vel distrahere ham, sige noget... gøre noget... intilligent, hvordan gjorde man lige det i en situation som denne? Med en mulig selvmorder, han ville jo blive skyld i uagtsomt manddrab eller sådan noget dumt noget. Måske skulle han bare have ladet ham hoppe..
Han blev vred på sig selv over de tanker, han kunne ikke bare lade et andet menneske hoppe i døden, hvor skrækslagen han end var for det sortblå vand.

William var ikke opmærksom på om der var andre end ham på badebroen, egentlig var han også pænt ligeglad, han lille optring før havde gjordt nok opmærksom, så hvis flere havde lyst til at kigge på en sindsforvirret mand så skulle de da være velkommende det ragede ham en skid. Han bukkede sig ned og trak skoene af, han ville ikke ødelægge dem, og bag efter strømper og til sidst jakke, han overvejede kort skjorten og bukserne.. men det var jo ikke nøgen badning det her.
Han blev så pludeslig opmærksom på fyren der var ved at liste sig ind på ham.. hans tanker var meget høje.. hvad var hans problem? Han fik det pludeslig dårligt.. selvmord.. øh.. ehm.. nej. Han vendte sig brat om ved lyden af hans stemme og stirrede halv forskrækket på ham. "Hvad?" spurgte han så, selv om han godt vidste hvad knægten havde tænkt sig at sige, det var ikke svært at gætte sig til, men.. det gjorde ham stadig dårligt. Han trådte et skridt baglænds mod kanten og et til, til han stod helt ude ved kanten og rakte så opfordrende ud med armene. "Hopper du i efter mig.. hvis jeg spriger?" spurgte han så ligeud, selv om han godt vidste svaret var nej, så hvorfor gad han overhovede bekymre sig? Han sukkede blidt og kiggede over skulderen, ned på det brusende vand et par meter under ham, det var så fristende og kun et skridt væk, men knægtens svar og tilstedeværelse holdte ham tilbage, selv om han jo egentlig ikke burde bekymre sig, han ville bare have et hurtigt nej, så han kunne få fred til at springe.

Silas stoppede op da han pludselig opdagede at han selv var blevet opdaget. Han åbnede munden for at svare, men han nåede det ikke rigtigt for han begyndte at gå baglæns mod kanten. Han gik lidt i panik, for helvede altså.. var der da ikke mere interessante måder at begå selvmord? Aj nu måtte han stoppe, han måtte ikke tænke så grimt, men han forstod ikke hvorfor manden foran ham ønskede at tage sit eget liv. Han stod en smule rådvild... han var ikke ligefrem forhandler med sådan noget, han kendte ikke svarene på spørgsmålene... han kendte ikke til det med at ønske sit liv bort.
Han tog en dyb indånding "Ja" sagde han så kortfattet og skubbede sine sko af med skosnuderne, og lynede sin jakke op, og krængede den af for at symbolisere at han havde tænkt sig at hoppe i efter ham hvis han havde tænkt sig at være så dum. Han så lidt på ham.. betragtede hans træk, de var meget rene, han måtte være den rene casanova med det udseende... var han blevet dumpet? Var det det? Hvad var grunden ti lat kaste sit liv i grums, behøvede man overhovedet en grund.. Han lagde jakken ved siden af posen, og lagde armene over kors. Fyren foran ham behøvede jo ikke vide at han ikke brød sig om det sorte vand. "Men hvis vi skal dø nu. Så hed jeg Silas.." mumlede han og gik hen til kanten ved siden af ham, og kiggede kort ned i vandet, men ombestemte sig hurtigt med hensyn til det. Jo mere han kiggede på det, jo sværere blev det at skulle tænke tanken om at være dernede. Han så hurtigt på ham igen, på hans øjne, og ansigt.. han virkede sådan lidt.. utilregnelig, som om han ikke helt selv havde taget stilling til om det var en god ide at hoppe i.
Der var vel heller ingen grund til at stå og blive fuldstændig psykoanalytisk, det gjorde han nok på universitetet.

William hævede øjbrynen da drengen svarede ham flabet igen, helt ærligt? Det var jo åbelyst at han var vandskræk, og ikke en skid ville hoppe i vandet efter William, men et eller andet sted kunne han jo også være ligeglad om drengen ville drunke sig selv for hans skyld? Han lagde nakken tilbage og lukkede øjnene i og rystede på hovedet af den idiotiske beslutning knægten havde taget, hvorfor? Hvad var hans problem, hvorfor skulle han være så.. hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad? "Silas" mumlede han bare og åbnede øjnene igen, men blev forskrækket da knægten pludeslig stod foran ham parart til at kaste sig selv ud over kanten som ham selv, han havde enda taget sig den frihed at smide sko og jakke. "Vær nu ikke dum Silas.. Jeg har en grund, du har ingen.." sagde han beslutsom og kiggede ham ind i øjnene. "Du hopper ikke i, du bliver her, din vandskræk holder dig tilbage og dit lille spil med at give mig dit liv på samvittigheden virker ikke på mig.. så drop det" sagde han hårdt og lagde en hånd mod hans brystkasse og skubbede hamtilbage fra kanten med et hårdt tryk. Han gad ikke diskuterer det, han var egentlig ligeglad med at han hoppede, men hans attitude og hans flabede svar.. det ændrede bare det hele. "Mit navn er William, det er nok best hvis du prøver at glemme det.. Farvel Silas" sagde han beslutsom og vendte sig om på kanten og kiggede ned på havet under sig.

Silas gad nødigt kaste sig ud i tanker om nytte etik og andre etiske begreber, og han gad bestemt ikke til at forklare det, det ville være.. voldsomt upassende. Men alligevel passende... Han så lidt spørgende på ham da han selv åbnede op for en grund.. men længere kom han heller ikke, før fyren pludselig snakkede om personlige ting som vandskræk, hvad.. hvor vidste han det fra!? "Du..." startede han, men blev skubbet baglæns idet han havde tænkt sig at svare. Han vaklede baglæns efter skubbet... William.. Han så kort rundt, men der var ikke nogen i nærheden til at hjælpe. Han var stadig forvirret, hvor vidste han det med vandet fra? Var det så åbenlyst? Og hvorfor kunne han ikke bare tale om det?
Hvordan fik man et andet menneske til at blive på land var spørgsmålet... måske var det enkelt. "Hvorfor fortæller du ikke nogen om grunden?.. ved du slet ikke hvor mange af dem du holder af du sårer ved at gøre sådan noget som det her?" prøvede han forsigtigt. Han behøvede vel ikke slå ham ned med mælken i hans indkøbs pose for at holde ham fra kanten. "Jeg drukner ikke i det der.. der er ikke så langt til bunden" mumlede han så lidt hængslængt, mest for at overbevise sig selv eftersom William mente at han ville opgive sit liv for hans. Bestemt ikke, hverken hans eller Williams liv skulle ende nu.
"Hvad hvis der var nogen du holdt af der gjorde det der mod dig?" sagde han så, han ville næsten hellere tirre ham så meget at han blev vred og blev på land, end at han forsvandt ned i vandet, så hellere et blåt øje. Solen var ved at være væk, og nattehimlen kom langsomt til syne ude østpå.

William lo højt og åbenlyst da den mest åndsvage grund til at blive på land kom frem, hvorfor var det overhovedet de diskuterede det her, han havde ikke tænkt sig at begå selvmod, deuden ville han ikke dø, eller drunke for den sags skyld, det var fysisk umuligt for ham. "Grunden til jeg har tænkt mig at springe ud? Eller grunden til jeg ikke vil have du følger efter mig?" spurgte han nysgerrigt og satte sig ned på kanten og tænte lidt over det. "Præcis.. du drunker ikke jeg drunker ikke, jeg kan godt svømme.. så smut nu bare okay" mumlede han lidt mere hidsigt fordi han ikke brød sig om at blive mindet om de.. personer han holdte af, ikke fordi det ville gøre nogen noget han sprang ud fra en bådbro og svømmede en tur i måneskinnet.. hah.. Silas.. han var virkelig naiv. "Okay hør så her, problemet ved det kort du er ved at spille er så bare at der ikke er nogen jeg... hmm.. glem det nu bare, jeg er her ikke for at dræbe mig selv, jeg er her for at tage en svømme tur, og hvis du vil med så kom" sagde han så bare og skiftede hurtgit emne, han havde ikke tænkt sig at fortælle en total fremmed om sin fortid. Han rejste sig hurtigt og gik hen og lagde en arm om livet på Silas og skubbede ham frem mod kanten. "Luk heller øjenen for slat svierer i øjnene" mumlede han og skubbede så Silas ud over kanten, der gik et sekundt indne han ramte vandet og så hoppede William selv i. Indstillet på ikke at lade Silas drunke, men bare lade ham leve i frygten et kort øjeblik.

Silas himlede med øjnene "selvmord.. selvfølgelig.." mumlede han, den anden grund havde han en vag fornemmelse for hvorfor, den alle havde, ingen ønskede andres liv på samvittigheden. Specielt ikke unødvendigt. "Fint" sagde han så og trak på skuldrene "Du drukner ikke, og jeg drunker ikke så er det hele jo fint" sagde han da han bemærkede det hidsige tonefald. Han spidsede dog ører da han åbnede op, han ville forklare sig, der var ikke nogen der... Silas blev små frustreret over hans måde at cutte sig selv af på, han havde næsten grunden... næsten.. Han så lidt forvirret på ham "hvad mener..." mumlede han en smule på vagt da han pludselig besluttede sig for at skifte vognbane og skubbede ham frem mod kanten. Han satte autoatisk hølene i de glatte brædder der udgjorde bådebroen, nej.. han ville ikke i, han ville ikke i! "vent!" nåede han at udtale før William gav ham det sidste skub der forstyrrede hans balance og fik ham til at ende i vandet med et plask. Alle lyde blev udhviskede i nogen sekunder der føltedes som minutter, lyset forsvandt, afløst af tang, den salte smag af vandet.. vandet lukkede sig kort om hans hoved, lyden af et dumt plask et andet sted fra. Silas havde ikke øjnene lukkede som han ellers havde fået foreskrevet kort før han var blevet skubbet i vandet. Hele hans væsen kæmpede mod fornemmelsen af vandet der var alle vejne, fornemmelsen af ikke at kunne komme op igen. Han plaskede rundt, til han fik hovedet over vand, og hev luft ned i lungerne. Han fik fat i en af de sten der var en del af de andre sten der førte op til bådebroen. Han hostede, og han vandet drev af ham. "Fint.. du vinder..." hostede han. Det var vel en lærestreg, han ville bare ud af vandet, væk fra det, langt væk! Han havde opført sig som den helt han bestemt ikke var, og det havde han fået at føle på den hårde måde. Han fik hevet sig op, dirrende.. ikke fordi han frøs, men fordi hans krop var i chok.

William landte i vandet med et plask, og hans tunge krop hev ham langt ned under vandet, han havde vildt åbne øjne og han nød fornemmelsen af stilhed.. så ufatteligt stille og fredfyldt, ingen tanker, ingen der snakkede, ingen lyde, alt var vidunderligt under vand.. hvis han kunne ville han være en fisk i sit næste liv, men det så ikke ud til det var en mulgihed. Han blev dog med et forstyrret i sin nydelse da en eller anden valgte at larme helt vildt og skræmme alle fiskene væk. Han kom let op til overfladen, han var en god svømmer, det skulle ikke være det nej, hans øjne søgte efter Silas, hov.. han havde skubbet ham i vandet.. bare han nu ikke bar den af over det, for han havde jo ikke tænkt sig at lade ham drukne. Han svømmede hen til den stil som Silas havde holdt sig fast til inden han var kommet op og ligge ind over stene. William fik uden problemer hevet sig selv om og satte sig på stene ved siden af Silas og hev ham helt op af vandet ved at trække ham op til sig og lade ham ligge og ryste lidt ind over hans skød. "sikke et kik.." hviskede han stille og smilte lidt for sig selv. "Undskyld for at jeg skubbede dig.." mumlede han så bare, og så var der ligesom sat en streg over det i hvert fald for Williams vedkommende. Han vendte Silas om så han lå med baghovedet mod hans skød og kiggede på ham, "Var det meget slemt?" spurgte han så en smule mere blidt og bøjede sig lidt over ham, og fejede hans våde hår til siden, så han beder kunne se hans øjne.

Silas mærkede en hånd på kanten af sin trøje som hev ham helt op. Han smagte salt... saltet over det hele, og vådt. Det sortnede kort for hans øjne, jesus altså... han forstod jo godt fobien, han forstod definationen, men han havde ikke kontrol over sin krop, eller sind eller noget som helst. Utallige gange havde han prøvet, men vandet og ham... kom ikke overens. Han så op på det af himlen der var blevet mørk nu, og Williams ansigt midt i det hele, hvor var han? "Hvad..?" sagde han langsomt, og så lidt undrende på ham. Han rystede på hovedet da han undskyldte, hvad skulle han sige? Han vidste ikke om han skulle være vred eller om han skulle være fornærmet, eller...Egentlig var han ikke vred, han var lidt i chok, det var nok nærmere det. Han vågnede lidt op da han strøg ham over panden.. Han satte sig op, og vred sin t-shirt "nej.. det er iorden, bare du ikke gør det igen" sagde han og så kort på de hårtotter der ham ham ned i øjnene, og mærkede kort på det. Det var fladt.. meget fladt.. han lagde hænderne over sine ører, og så på William. Han var mindt ligeså våd, og ligeså druknet som han selv var, men han virkede mere frisk, og nok en sule gladere end han selv. Han rejste sig fra stenene, og vred en smule mere vand ud af sin trøje "nå, men siden du nu ikke har tænkt dig at tage livet af dig selv.. har du så tænkt dig at blive forkølet?" sagde han og nikkede til hans våde tøj og smilede let. Det var faktisk lidt komisk... en smule dumt for at være helt ærlig.. Han grinede lidt af det, af sig selv, og lidt af William.

William smilte bare, han kunne mærke frygten i Silas, hvordan hans tanker spredte frygten rundt i hans krop, noget han ikke selv var herrer over, men hvorfor gjorde det ham bange? Hvad havde Silas gjordt for at fortjene sådan en frygtlig følelse.. hmm nå men William kunne nok godt tage lidt af den for ham, fjerne den, det var ikke svært, det var bare det der med.. at gøre noget godt for andre.. det var bare ikke hans stærke side. Han så ham kort ind i øjnene og lagde en hånd mod hans kind, og vandrede ubetænksomt ind i hovedet på Silas, på jagt efter det der startede det hele.. en klam oplevelse som barn måske? En druknet familie medlem? Et eller andet.. han kunne fjerne mindet, det ville være sikkert, men også.. ubehaligt for Silas, så ville han altid mærke.. at der manglede noget, meget vigtigt, i stedet for fjernede han frygten for vandet, men kun så længe han var sammen med William, så ville han ikke mærke det, i hvert fald ikke på samme måde som han var van til, og hans vanvittige rysten stoppede også, ligeså snart hans krop fandt ud af der ikke var noget at være bange for, ikke mere i hvert flad. "Det ved jeg ikke om jeg kan love, men ved aldrig hvornår man får lyst til at springe ud fra en bro" sagde han bare som var det noget helt almindeligt noget. Så smilede han og kiggede lidt på Silas imens han rejste sig op på de glatte sten. "Hmm.. det tror jeg ikke.. men jeg tror at det er beste hvis jeg hjælper dig lidt" sagde han så og gik hen til ham bøjede sig ned og tog fat om hans ben og svingede ham op over skulderen. Så hoppede han glad fra sten til sten, uden så meget som at miste balancen bare en lille smule, da han nåede den første stige der førte op til broen satte han Silas ned, "Jeg henter lige dine ting okay" sagde han så og kravlede først op af broen, løb en over den smalede sin taske op, tog sine sko i hånden jakken over skulderen, og Silas pose, sko og jakke, det var også lige hva han kunne bære, ikke fordi det var tungt, men han havde ikke flere hænder.
Han gik tilbage til stigen og satte Silas sko foran ham så han kunne få dem på, hvis han havde lyst, selv om det nu ikke var specielt behaligt at have våde sko på.

Silas tørte sig kort over kinden der hvor William havde strøget ham, lidt som om det kildede.. rystelserne tog af, nu var det bare lidt koldt. Han tog en dyb indånding, det var rart at kunne slappe en smule af, selvom vandet under ham stadig gjorde ham lidt.. han gloede lidt på vandet.. der var noget galt, det var lidt som om.. frygten havde taget lidt af, eller gledet i baggrunden. Havde det hjulpet? Var han sluppet af med det værste? Var det det der skulle til? Han så på William, mens han rejste sig. Der gik lidt før han opdagede hvad han sagde, og grinede så lidt, og kørte en hånd gennem sit våde hår "nej okay, jeg kan godt se at det er noget man har brug for en gang imellem.." mumlede han, og så lidt på stenene som han skulle op ad for at komme op til bådebroen igen. "At springe ud fra en bro.." mumlede han lavmældt, mere til sig selv, inden William pludselig besluttede sig for at hjælpe ham op på en.. lidt anderledes måde. "Jame..jeg.." begyndte han, men nåede egentlig ikke at klage sin nød særlig meget før William satte ham fra sig på bådebroen. Han så lidt undrende efter ham.. det var godt nok en særlig.. personlighed... han var løbet på. "Tak.." sagde han en smule tøvende, mens han fulgte ham med øjnene. Han virkede fuldstændig overskudsagtig, som om der ikke rigtig var noget der bekymrede ham, kun der.. hvor han havde troet at han ville hoppe i, havde han vist en mere belemret side af sin sjæl, men kun i få sekunder. Han vågnede op da William lagde hans ting foran ham, han stak fødderne i skoene, bøjede sig kort ned og trak skoen op over hælen så han ikke skulle gå rundt i sko der lød som klipklapper, vandet måtte vente.. han kunne altid stille skoene under en radiator. Han så på William igen, på vandet der dryppede fra ham, ned på bådebroen og samlede sig i små søer "hvor bor du?" spurgte han og vred sin trøje igen, ikke fordi trøjen blev mere tør, men han ville hellere vride den en gang for meget, end en gang for lidt. Han rakte hånden frem for at tage posen så han ikke skulle stå og holde den og jakken og smilede venligt til ham. På trods af at han havde skubbet ham i vandet.. var han flink nok. Lidt speciel... men god nok.

William smilte bare til ham og kiggede ind mod strandpromaden, hvor de små caferer lå og de fine resturanter, ikke fordi han var sulten, for der skulle lidt mere end normalt mad til at stille hans tørst, men det så bare.. meegt indbydene ud, men.. en anden dag måske. Han så lidt på Silas igen, hvem var han egentlig? Og hvorfor var det lige igen William tillod det her? Han havde lovet sig selv at han ikke ville prøve på at få nogen venner, han havde egentlig håbet på at Silas ville blive vred på ham over han havde smidt ham ud fra en bro, men det var han bare ikke.. det var lidt mystisk. Han ville bare ikke så gerne have nogen venner, for han fucked det altid op, og folk omkring ham, de kom til skade hele tiden, uden han overhovedet havde lyst til det, sådan var det bare.
Han hævede øjnbrynene lidt og rystede så på hovedet af Silas bemærkning, nej han skulle ikke med ham hjem.. hvad havde han overhovedet gang i? Silas altså.. så.. mystisk. "Ehm jeg bor langt væk, men jeg kan godt følge dig hjem hvis det er" sagde han bare og kiggede ned, selv om han lidt håbede Silas ville sige nej tak til det tilbud så William.. kunne komme vider, og aldrig se ham igen, han var.. han var ikke hans ansvar! Og han ønskede ikke at blive det.

Silas så lidt på ham og rynkede panden lidt da han sagde han boede langt væk. Hvad havde han så tænkt sig? Bare at hoppe i vandet og gå drivende våd hjem til... til hvad? Hvor... Selv Silas frøs, så gjorde han det vel også? Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt da han tilbød at følge ham hjem, først havde han båret på ham, og nu.. nu ville han følge ham hjem? Enten så troede han vel at han var en kvinde eller også et barn.. eller også var han bare umådelig omsorgsfuld.. hvilket ikke lige... han virkede ikke som typen. Men hvem var han at dømme andre.. han kendte ham jo ikke engang. "Det behøver du ikke, jeg kan godt selv klare mig hjem herfra, jeg tænkte nu mere på om du ikke kom til at fryse... du er jo... rimelig våd" sagde han og nikkede mod vandpytterne under ham. Han trak sin jakke på, og hætten op over hovedet. Han behøvede ikke folks undrende blikke, heldigvis kunne han da gå ubemærket som regel.. men han smed aldrig kludene, eller badede med andre, de grå pletter der var spredt over hans hud som en dalmatiner... eller måske nærmere en giraf, fik altid folk til at spørge sådan.. og hvad skulle han fortælle dem? At han ikke anede hvor de kom fra, men at de antageligt bare var pigmentpletter.. og de halvspidse ører.. Så jakken var velsignet hvis han skulle have en nogenlunde anonym hjemkomst.

William smilte lidt og så ned over sig selv, ja.. det var faktisk ret koldt, men han havde ikke noget problem med kulden, den havde altid fulgt ham siden.. siden.. hm. Han tog en dyb indånding og så på Silas, så ham ind i øjnene og prøvede at opdigte en hurtig løgn, men der var bare ikke nogen.. der var ikke noget, det var ligesom om at Silas.. dybe øjne.. ikke kunne tvinge andet end sandheden frem i ham. "Jov.. jeg.. men jeg går bare.. det gør ikke noget, ehm.. så.. så vi ses vel bare.. ik?" sagde han lidt halv forvirret, da han ikke helt vidst om han egentlig mente det han sagde, for faktisk.. så frøs han, han gad bare ikke og stå der som en gennemblødt hundevalp og be om hjælp fra en dreng som han havde skubbet ud fra en bro.. det var total absurd! No way.. William nu skal du hjem.
Han smilte venligt og rakte hånden op og lod den blidt kærtegne Silas kind, "farvel" sagde han stille og lod sin hånd synke ned og gik et skridt tilbage, han gav hurtigt Silas hans pose, og trak i sine sko, derefter sin jakke og tog tasken over den ene skulderer igen. Så vente han sig langsomt om..

Silas så på ham, mens han prøvede at slippe udenom. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, han var åbenbart ikke meget for at... ja gå med? Han vidste ikke helt om det var ham han var bange for eller, og det var det at komme hjem til ham der skræmte ham.. Silas ville nu ikke klassificere sig som den typiske mordertype.. men måske var det heller ikke det William var bange for "Det gør vi vel.." sagde han langsomt. Silas skævede kort til hans hånd der kærtegnede hans kind igen.. det var en sær måde at hilse på.. eller sige farvel.. hvad man nu antog det var for. Meget..teatralsk! Silas ville umådelig gerne have lov at rode.. eller høre om William, de skæve personligheder interesserede ham umådelig meget, og William... kunne han slet ikke placere en personlighed på, hvem var han overhovedet? Han så på hans ryg da han havde vendt ryggen til og rakt ham posen. Han tog den og viklede hanken om håndleddet, og så på posen før han så på Williams ryg igen. "Er du helt sikker?" sagde han så. Det med at så tvivl hos andre var Silas ikke fan af.. men han havde dårlig samvittighed over at William skulle gå hjem.. kold og våd, han kunne ende op med influenza, eller måske det der var værre? "Jeg siger ikke du behøver blive hængende, jeg er ikke en eller anden skabsmorder der slår folk ihjel og gemmer dem i tønder.." drillede han "du kunne bare låne en trøje og et par tørre bukser.." sagde han, og målte kort William med øjnene, mon ikke han kunne passe hans tøj? Der var vel ikke den store forskel?

William bed tænderne sammen og tvang sine ben frem ad, Silas bemærkning havde fået det til at løb koldt ned af ryggen.. bare ordet morder, vækkede al for mange grimme minder, og han måtte tage sig lidt sammen og lukke af for de tanker Silas havde i hovedet, han ville ikke høre dem når han tænkte på sådan noget.. uhyggeligt. Han stoppede så op da han hørte Silas nærmest tiggende stemme bag sig? Hvad var der med ham? Kunne han ikke forstå at William ikke havde lyst, ikke ville snakke, ikke fortælle om sig selv.. og mindst af alt ikke ville have nogen venner! Han sukkede og vendte sig lidt mod ham, for at afslå igen, sige det var for sent eller et eller andet, en åndsvag undskyldning, mere skulle der ikke til. Men Silas blik der strøg op og ned af ham, fik ham nærmest til at måbe og han rystede advarende på hovedet.. nu skulle han passe lidt på. Han gik tilbage til ham og greb ham om håndleden og kiggede ham dybt ind i øjnene med et sindsygt blik, han skælvede let. "Sådan.. noget.. joker man.. IKKE med!!" fik han pressede over sine læber, men hvert ord var en trussel, og det kom meget hårdt ud. Han lagde hovedet på skrå og slap så Silas og trådte et skridt tilbage, stirrede usikkert på ham.. hvorfor? Hvad var meningen, havde han ikke allerede fået nok? Han havde forfanden skubbet ham ud fra en bro, havde han ikke oplevet nok af Williams sindsyge sind? Ville han virkelig have mere.. stakkels kængt. "Okay, så går jeg med" sagde han forsigtigt, og kiggede lidt på Silas for at se om han skulle skifte mening.

Silas så på det velformede ansigt, og de fine træk i det.. Det afslørede ikke noget, det var kun kropsholdningen der afslørede at han ventede, at han tøvede, men intet sagde noget om hans beslutning. Han stirrede lidt overrasket på ham da han greb fat om hans håndled og råbte ham ind i hovedet. Han blev stående i nogen sekunder mens han lyttede.. var der sket noget med ham på den kant? Var der nogen der havde prøvet og myrde ham og putte ham i en tønde? "U-undskyld.." fik han fremstammet og så ind i hans sammenbidte ansigt, da han endelig slap. Han blev stående og så på ham da han tog et par skridt bagud. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, han var blevet en kende tør i munden. Han havde slet ikke forventet sådan en reaktion.. Han tog sin pose op som var havnet på bådebroen igen.. han havde fuldstændig glemt alt om at være våd og kold, det strejfede ham ikke før der for et vindstød hen over kajen. Han gøs kort, og rystede det så af sig, inden han så William i øjnene og smilede lidt "så kom" sagde han så, og vendte ryggen til inden han begyndte at gå, ventede at William ville gå i med i hvertfald nå op på siden af ham, eller foran.. eller hvor han nu ville gå. Han var stadig en smule rystet over hans reatkion, så hans spørgsmål var ligesom stilnet en smule af. Lige nu var det mest bare lyden af vand der nåede hans tanker. Han overvejede hvilket tøj William ville kunne passe... prøvede at gennemgå sit skab i tankerne, men kunne ikke helt finde overblikket.

//Springe videre til selve indgangen?//

William smilte drilsk ved Silas tavse reaktion på hans vilde udbrud, det var kun en meget lille smule af hans sindsyge, Silas kunne bare vente sig kunne han. Han fulgte så efter ham og rystede let på hovedet for sig selv, ikke helt af nogen grund, det gjorde bare verden letter at være i, når det hele rystede lidt.. det var.. ligesom at være på et stof eller fuld.. det var behaligt, når alting bare gyngede lidt, at de ikke kun var ham der var forvirret og rundtosset, men at hele verden var sindsyg. Han fulgte efter Silas, gik ikke ved siden af ham, men stilheden gjorde ham ikke noget, det var dejligt.. bare at få lidt rum til sine tanker. Han så op på bygningen, og fulgte Silas bevægelser imens han låste dem ind, op af trappen til anden sal. Han stoppede op igen og ventede på Silas til at låse op og åbne døren for ham.

Den grå facade på bygningen med lejligheder op til fjerde sal, mødte dem som et monotont syn i resten af betonen der kun blev afløst af det mørkeblå hav, der startede hvor betonen sluttede. Silas gik op af de linoleum overtrukkede trappetrin og betragtede kort den falmede lyseblå farve på væggene.. Han så på de sorte trædøre.. Stalowski, Pedersen, Rapache, og til sidst Withers. Han stoppede ud for den sorte dør, tørrede kort sine fødder uden egentlig at tænke over det, på den sandfarvede måtte, og låste op. Han åbnede døren og holdt den åben for William så han kunne træde ind i mellemgangen. Gangen havde forskellige døre, den første til højre førte ind i stuen, mens den overfor til venstre førte til køkkenet. For enden lå badeværelset. Gangen slog et enkelt knæk mod højre hvor der stod et skab, og en anden dør der antageligt førte til soveværelset. "Make yourself at home" sagde han venligt, og smilede kort til ham, inden han stilte sine drivvåde sko og skubbede dem indunder radiatoren, og gik ud i køkkenet med indkøbsposen. Han stilte den dog bare, han havde ikke til til at tømme den lige nu.. Han vendte tilbage til gangen hvor han så på William "jeg finder noget tøj, du kan bare se dig lidt omkring imellem tiden hvis det er" sagde han og forsvandt ned til badeværelset og gik ind i knækket til højre ved døren og skabet. Han åbnede det og begyndte at rode rundt i diverse t-shirts, bukser.. sokker, mens han krængede sin jakke af. Han fandt hurtigt nogen småting som han samlede i en bunke "jeg aner ikke om du kan passe det, men jeg har prøvet at tage lidt forskelligt.." sagde han henkastet og håbede William hørte ham.

William fulgte Silas ind i gangen hvor han stilede sine sko fra sig og hang sin jakke op på en krop, stilede sin taske og så sig lidt omkring i den lille gang. Han sukkede så og så efter Silas som han forsvandt ud for at finde noget tøj vel? Men det kunne altså ikke gå, William var omkring de 1.97 høj, meget bredskuldret, og så havde han nu også en del mere muskler ind Silas havde på overkroppen. Han kiggede ind af de første døre og gik så forbi Silas og ind på badeværelset og lukkede døren bag sig. Han trak sit tøj af og hængte det op på hånklædestangen.. det hele. Tog et tilfældigt hånklæde og snoede det om livet på sig selv. Så var det vidst fint. Han åbnede døren igen og smilte lidt til Silas. "Jeg tror altså ikke jeg kan passe dit tøj Silas, men det var nu ellers meget sødt af dig, men du kan bare skifte selv, så bliver jeg her bare til mit eget er tørt ik?" sagde han og vendrede forbi ham, og åbnede en dør hvilken førte ind til stuen, hvor han blot smed sig ned i en sofa og kiggede lidt nysgerrigt omkring. Det var en fin lejlighed, men det var også.. et lidt kedeligt sted at bo, men nu skulle han jo ikke være den der dømte, han boede selv i noget af et hul. "Hvorfor bor du egentlig så tæt på vandet når du ikke kan lide det?" spurgte han højt nok til Silas ville kunne høre det.

Silas drejede kort hovedet i retningen af William da han kom ud af badeværelset, kun kort. Nåede ikke rigtig at se så meget, og heller ikke opfatte det, før han egentlig opfattede at han havde smidt klunset. Han så hurtigt på ham en gang til inden han hurtigt så ind i skabet igen. Stuen var hvid, sofaen var af hvidt stof, sofabordet var hvidt, der var en enkelt hvid lampe og et sort tv. Fuldstændig clean. Som om det var et hospital, intet andet. Intet personligt overhovedet. "øhm..Jo, jo selvfølgelig" sagde han langsomt. Det var vel iorden. Han trak sin egen våde t-short over hovedet, efterfulgt af sine sokker, mens han lyttede til Williams spørgsmål. Han gik ud på badeværelset mens han tænkte og hængte hans tøj til tørre på en radiator. "Det var en billig lejlighed, det ligger forholdsvis tæt på der hvor jeg studerer... desuden bor jeg jo ikke så tæt på" forklarrede han mens han trak resten af sit tøj af på badeværelset og hang det til tørre, og tørte sig med et håndklæde. følelsen af at være tør igen var uvurderlig for ham, og han svang håndklædet om livet som William havde gjort et og gik ud og til skabet og trak noget tøj ud derfra.. han havde måske også overvurderet Williams størrelse i forhold til ham selv, han var alligevel temmelig meget højere... så det var måske meget godt han ikke havde prøvet at tage tøjet på, det ville nok have set dumt ud.

William kiggede lidt på det slukkede tv, som om at hvis han nu bare kiggede længe nok så ville det tænde af sig selv, hvilket nok ikke ville ske, tv'et havde ikke nogen hjernebølger han lige kunne koble sig ind på, desværre. Han sukkede blidt og blev en anelse bekymret for Silas, ikke nok med at han led af tvangstanker, så lignede hans stue et hospital, led han af en sygdom? Måske tvangstanker eller noget? Det var da et yndig par.. bortset fra at William kunne styre sin psyke og når han gjorde noget.. sindsygt, så var det med fuld overlæg, selv om det nogen gange chokerede ham bagefter, men det var jo heller ikke lige sådan at miste kontrollen. Han løftede hovedet og nikkede så bare, hmm.. ja selvfølgelige, hvorfor skulle man ellers vælge at bo sådan et sted. Han sukkede og vendte sig lidt om i sofaen, og ventede på Silas skulle komme ind til ham, så han ikke skulle side der alene i den fremmed lejlighed.. det var ikke helt nemt at føle sig hjemme, som folk altid påstod man bare skulle. "Silas?" spurgte han ud i luften, "Skal jeg sove her i nat?" spurgte han så og prøvede at finde et ur, men det var ikke rigtig nogen, og Williams mobil lå i tasken i gangen, men klokken var da bleven ret meget var den ikke? Faktisk var han lidt træt, han kunne godt brude en seng, og en varm dyne. Han sukkede stille og rejste sig op og gik ud i gangen hvor han smildet lidt af Silas, med lige så lidt tøj på kroppen som ham selv. "Hvor skal jeg sove?" spurgte han så bare mere bestemt, for han havde ligesom svaret på sit eget spørgsmål, jov han skulle sove der, selvfølgelige skulle han det.

Silas trak rent tøj frem og lagde det på gulvet, mens han lyttede. Der plejede at være larmende stille i hans lejlighed, undtagen med havet, det kunne selvfølgelig høres. Dog ikke inde i hans soveværelse, der var fred, helt ekseptionelt fred. Det var dejligt, han kunne godt blive helt nervøs hvis han var alene og kunne høre havet.. tænk hvis det kom op i lejligheden! Han rystede på hovedet af sig selv, nu måtte han lige tage sig sammen. Han kunne næsten høre Williams tanker inde i stuen, Heeelt alene.. han burde nok gå ind til ham. Han havde ikke lagt mærke til at han rent faktisk kom ud i gangen, først da han bukkede sig ned og samlede tøjet op fra gulvet og rettede sig op igen fik han øje på ham. "Øh.." begyndte han lidt overrumplet og måtte spole tilbage, han havde spurgt om han skulle sove der.. sove der? Her? Han så sig lidt om.. hvor skulle han gøre af ham? "Jo du kan selvfølgelig godt sove.. her" mumlede han, mens han forsøgte at placere ham et sted i lejligheden. Han så på ham igen da han spurgte hvor han skulle sove.. "Du kan sove... i sengen" sagde han så, og pegede på døren bag sig til soveværelset, der var lukket, som han blev klar over da han stod og pegede på den lukkede dør "hov.." mumlede han lidt skamfuldt og vendte sig og åbnede døren "jeg har slet ikke vist dig rundt" sagde han så, og skar ansigt "undskyld, det er godt du selv kan finde rundt" grinede han så, og holdt tøjet ind mod overkroppen og trådte ind i soveværelset. Der hang et mørklægningsgardin over et halvstort vindue, og midt i rummet stod en seng. Der var lidt mere personligt i soveværelset, der rodede en smule i forhold til stuen. Der stod en lænestol ved vinduet fyldt med bøger og et par t-shirts smidt over ryglænet. Og så hang der et enkelt billede på på væggen, et lidt gammelt et, falmet i farverne, af nogen børn. En af dem var åbenlyst Silas. "Jeg finder noget rent sengetøj og en ekstra dyne til dig" sagde han så, og gik hen til døren.