Strong death wish, baby? - Ozzie

Sean tog et langt sug, så gløden på cigaretten nærmest lyste bordet op. Men nu var belysningen også sparsom, så alt lysende.. om det var mobilskærme eller lightere, fik nærmest omgivelserne i en radius på tyve centimeter til at gløde i rummets tusmørke. Han bundede den slat gin han havde stående og lyttede til samtalen mellem de to mænd der stod overfor ham. De var næsten rørende uenige om hvilket våben i verden der var bedst.. Sean rystede på hovedet og mærkede en smal hånd snige sig ind under hans trøjekant og lege med hans bukselinning. Han fjernede den bestemt og tog et sug mere, og skævede til den lille blonde pige ved siden af sig.. hun kunne ikke være en dag over 17. De rødlige øjne vidnede om en hård aften, med indtag af lidt af hvert. Hun havde klæbet sig til Sean det sidste stykke tid, som om han kunne hjælpe hende med noget. Han kunne selvfølgelig tage hende hårdt op af en container, så dreje nakken om på hende og skode sin smøg i det korn blonde hår.. han forestillede sig scenariet og smilede så lidt for sig selv inden han henvendte sig til de to herrer "I kommer jo ingen vej med det der.." mumlede han og grinede lidt. Men der var ingen humor i hans latter, den var tør og kølig og gav de fleste kuldegysninger. "Det farligste våben er den der ved hvordan han udnytter sine resourcer bedst" forklarede han og askede på bordet, ved siden af askebægeret. Han blottede sine foruroligende fortænder idet en af dem tændte en cigaret "Det handler om.. at være forberedt... og bevidst om sine våben.." hviskede han drillende og skodede så sin smøg, og vendte sig om for at gå op til baren og hente noget mere at drikke.

Egentlig var det ikke hans ide.. men Søren havde sagt at en gå tur var en god ide.. til at tænke.. Søren var sød.. det var den gamle mand han havde fået et værelse hos, ind til han fandt noget.. selv.. men han var lidt i penge nød, og havde ikke rigtig noget arbejde, pga hans genfundende handicap.. som en evig reminder om dårlig samvittighed, ja han havde ikke været fair.. men i krig og kærlighed gjaldte alle kneb, var det ikke det som man sagde? Han sukkede, og kløede sig let i nakken, imens han drejede ned af en smallere vej, måske kunne han gå forbi video butikken? Ikke fordi han fik særlig meget ud af at se nogen film.. men det havde også slik, og der arbejde en sød pige der som altid hjalp ham så meget.. hun hed Signe.. han havde snakket med hende et par gange, da Søren godt kunne lide at se gamle romantiske film, og Ozzie rendte glædeligt erner for ham, han havde ikke andet at fortage sig egentlig. Han havde i dagens anledning et par blå cowboybukser på, en grå t-shirt og en sort hætte trøje hvor lynlåsen stod åben, så havde han selvfølgelig sin sorte jakke på, og et par brune skin støvler.. og til sidst det sort bind bundet for øjnene.. folk her brød sig ikke om hans underlige sølvfarvede øjne, der ikke kunne fæste sig nogen steder.. han havde godt vidst det var det der ville ske.. når han ikke var.. sammen med.. så skete det. Han drejede til højre igen, og gik ned af nogen flere veje, da det gik op for ham at han var faret vild.. typisk.. men han kendte ikke det her kvarter særlig godt.. lige nu savnede han virkelig Orion. Han hørte lyden af.. bar.. sådan som en bar nu lød.. og håbede på en.. venlig personlighed kunne vise ham vejen.. det var meget at håbe på.. det vidste han godt, men han kunne vel prøve? Ellers måtte han gå ind til han fandt nogen. Han gik mod lyden af baren, og stoppede op foran døren og skubbede den forsigtig op.. han kunne mærke der blev en smule stille i lokalet.. hmm.. mon ikke bartenderen var den mest ædru i lokalet.. han tog et forsigtig skridt ind.. godt så.. bardisken måtte være.. et sted.. derinde.. lige ud måske?

Sean bad om en drink.. noget stærkt, noget der kunne dulme fornemmelsen af at have følelser. Han vendte bunden i vejret på det, smagte det knap nok. Det vigtigste var at han havde en summende fornemmelse i hovedet og han ikke kunne mærke noget som helst. Han havde meget mørke rander under øjnene der vidnede om alt for lidt søvn, og for meget druk. Det røde hår var uglet, og hans lidt mudrede grønbrune øjne var meget mørke i forhold til det de plejede.. måske mere brun-sorte end grønne længere. Han havde også tabt sig lidt, efter at han havde droppet arbejdet som brandmand var det hele gået ned af bakke.. nu levede han bare af stærke ting og sager der kunne få hans tanker på noget andet end det liv han levede, og menneskekød. Selvfølelig. Og smøger.. Han trak en frem med det samme.. men besindede sig så.. han ville faktisk gerne udenfor og ryge den, der var crowdet i baren, og han gad ikke stå så tæt.. han gad ikke rigtig fysisk kontakt andet end hvis han skulle spise eller have afløb for sine aggressioner.. eller have sex. Men sex foregik meget enkelt, bagfra, hårdt, kontant. Og så slut. Ligegyldigt, som alt andet. Han gik mod udgangen, maste sig igennem klynger af mennesker.. til der pludselig stod en foran ham. Han kunne ikke komme forbi, der stod klynger af mennesker både til højre og venstre, og foran ham stod kun en person. det ulmede i hans hukommelse, og der lød nærmest en lille hvisken i hans ører.. som om nogen desperat forsøgte at fortælle ham noget. Så smilede han køligt.. uden egentlig at smile.. det var et uhyggeligt smil "Leder du efter nogen skat?" mumlede han koldt "Tror du ikke du er gået forkert?" sagde han.. den lille elver ville da enten blive voldtaget eller spist derinde.. Ikke at Sean rigtig bekymrede sig, det var ikke hans problem. En lille stemme i hans hoved protesterede højlydt mod den ide, men han ignorerede den.. elveren, var ikke hans problem.

Ozzie sukkede stille, okay det her havde været en dårlig ide, han burde være gået videre.. fundet et busskur et sted og ventet på at nogen skulle med bussen, eller spørge busmanden? Det kunne han havde gjort, det havde været meget lettere.. han fandt jo aldrig baren! Han kunne mærke hvor varmt der var, hvor tæt pakket folk stod, og det gjorde ham utryg, der var ingen der skulle røre ved ham.. han var en omvandrende tikkende bombe.. de kunne bare prøve! Han gav fra sig så.. han kunne sagtens passe på sig selv.. for det meste. Han lyttede forsigtigt da nogen snakkede tæt på ham, men han vidste ikke helt.. noget lød bekendt og så alligevel ikke.. men hvis personene kendte ham, ville han nok ikke.. ad.. slesk.. ja han var helt sikkert gået forkert.. "Jov øh.. jov det er jeg vidst.." mumlede han bare og bakkede mod udgangen.. nej han havde ikke lyst til at være der et sekund mere, han væltede ud på gaden igen og følte sig helt disorinteret.. hvor kom han overhovedet fra? Pis altså.. øv.. han ville bare. have en smøg.. og en øl.. eller en flaske vodka.. og en pind.. bare en smule tjald.. det havde han måske også.. han tjekkede sine lommer.. det var lidt en ulempe i stedet for at drikke sin hjerne ud røg han sig skæv og grinede af alting.. han fik fat i en halv.. måske en kvart stump og sukkede stille.. så var han da reddet.. så ville gå turen ikke være så forfrændelig.. mere.

Sean stirrede ufravendt på det lille væsen foran sig.. en del af ham ønskede at flå ham i småstykker, samtidig med at en ligeså stærk modstandskraft holdt ham fra det. Han var godt klar over hvorfor, han var bare for omtåget til at kunne få fat i brudstykkerne der susede gennem hans hjerne og forsvandt i tåger forårsaget af stoffer, alkohol og diverse. Han så efter ham da han styrtede ud og grinede for sig selv inden han fulgte med.. han skulle jo også udenfor. Da han kom udenfor stod han alene.. Farligt.. farligt for sådan en lille mus. En blind en ovenikøbet. Han lænede sig op af væggen og tog et sug af smøgen og betragtede ham som et rovdyr der havde udset sig et bytte. Men han rørte ham ikke, han stod blot og afventede og fulgte hans bevægelser med øjnene. Han talte ikke til ham det første stykke tid.. der stod han bare og stirrede ligeså ufravendt på ham som han hele tiden havde gjort. Så pustede han en tung grå røgsky over sine blege læber. "Du burde tage hjem.." sagde han så, og lagde mærke til gibbet det gav i ham da han talte.. han havde vel troet at han var alene? Men Sean stod der.. og havde stået der hele tiden og piercet hans ryg med sine øjne.. stirret lige igennem ham. Hm. Han kunne godt fornemme det nu.. hvem han var.. Men det lå stadig langt nede i hans bevidsthed og han var ikke påvirket af det som hans andet jeg var.. det var en fordel at være skizofren, det var som flere forskellige personer var samlet i en, og de følte alle forskelligt, havde det forskelligt. Han havde siddet fast i det her jeg i et godt stykke tid, det nød godt af alkoholen og den nedbrydende levevis.. Men han var ligeglad, det var jo hans liv ikke? Hah. Han afventede stille reaktionen, elveren.. som et dådyr fanget af en bils forlygter.

Ozzie prøvede at danne sig et overblik.. men det gav ingen mening for anede ikke i hvilken retning han skulle gå.. han sukkede dybt.. hvis han så bare have haft en telefon, men det var lang tid siden han havde haft sådan en.. og den havde han smidt i søen.. så den gik i stykker, havde ikke regnet med han nogen sinde ville få brug for sådan en igen, men nu ville det havde været en meget god ide.. han måtte prøve at se om han kunne købe en brugt en et sted. Det gav et grib i ham da personene fra før snakkede igen, og han gav et lille pip fra sig og trådte væk fra stemmen. "Nå.. det.." mumlede han og fumlede med den der joint i lommen.. hmm.. Hvilken vej.. hvilken vej, bestem dig nu! "Ja men det er jo også det jeg er.. på vej til.." mumlede han og vendte sit ansigt ned.. nej.. nej det gik jo ikke. "Men desværre er jeg bare faret vild.. måske.. du kunne fortælle mig hvad den her gade hedder? Det ville være en stor hjælp!" sagde han forsigtigt og smilede skævt.. håbede at.. han ikke var for fuld.. og skulle spille smart.. og være flabet.. for det orkede han ikke.. nej.. ville gerne hjem nu, gå turer var strækt overvuderet.

Sean nikkede langsomt, det var godt.. tag hjem. Tag hjem hvor du hører til. Der var nærmest en hånlig klang i det.. en hadefuld vrede, men han sagde det ikke højt. Han blev stående ved væggen og tog endnu et sug fra smøgen og betragtede ham da han sagde han var faret vild. "Wicker Street" svarede han så, og skodede smøgen mod væggen "Good luck.." mumlede han så og vendte ryggen til ham for at gå tilbage indenfor. Han behøvede vel ikke sige mere.. han behøvede slet ikke hjælpe ham. Stemmen i hans hoved var tavs.. den var ikke tilfreds, men den brokkede sig ikke, netop fordi han havde hjulpet det lille væsen. Det var uansvarligt at lade ham gå alene rundt, og det var ikke fordi han var selvoptaget at han lod ham stå tilbage.. det var mere fordi det ikke var hans ansvar, fordi han var ligeglad.. ligeglad med det hele. Bare endnu en skygge i den klamme tåge der hang mellem gadelygterne som tykt køligt spindelvæv. Og de sås vel heller aldrig mere. Han ville ikke kende nogen, eller have bekendtskaber. Så forventede folk noget af ham, og det eneste han ville var... det vidste han ikke, nogen gange ville han gerne ende det hele og dø, andre gange ville han ødelægge og slå så meget ihjel som muligt! Så kunne verden ikke undvære ham, han skulle rense ud i den sygdom der hed mennesker! Og andre gange var han ligeglad.. ligeglad som nu.

Ozzie vendte ansigtet ned, han skammede sig lidt, faktisk syntes han det var pinligt at spørge om vej.. han vendte ansigtet mod den fremmed igen da han svarede.. Wicker? Eh.. det sagde ham jo overhovedet ikke noget! Det var verdens dårligste hjælp.. men da stemmen sagde.. good luck.. knækkede et eller andet i ham... ah? Han lyttede efter skridt og så en dør der gik i.. han følte sig fuldstændig tom.. fuldstændig.. og han.. han gik ubevidst mod døren, og ind.. han stod lidt der igen.. og søgte.. trak vejret dybt ned i lungerne.. gennem næsen.. mhmm.. den vej.. Han fulgte lugten.. klart.. dæmon, hvordan kunne han tage så meget fejl? Han fandt dog omsider frem til baren, som havde været hans mål fra starten af.. hmm. Han vendte sig dog om mod duften.. uden et ord at sige.. stod der bare. Så rækte han hånden frem og lagde den mod det varme kind og strøg ham blidt.. en enkel gang, inden han trak hånden forskrækket til sig og gispede let.. tog et skridt væk.. aldrig.. aldrig skulle han se ham igen.. aldrig.. åh.. åh gud nej.. ikke græde.. ikke her.. ikke når.. nej! "Kan du.. kunne du måske.. jeg tror.. jeg tror vi kender hinanden?" hviskede han stille og vendte ansigtet væk.. han skulle lige.. tage sig sammen.. Sean var ikke.. Sean.. det havde han regnet ud.. men måske var Sean.. Sean.. et eller andet sted? Han havde virkelig.. men på samme tid.. burde han så ikke lade ham værre? Han havde jo set ham sammen med hende.. hende tøsen.. han var jo kommet videre.. Ozzie burde ikke.. han burde lade være.. han burde gå.. men først.. han ville vide det.. vide om han kunne huske ham.. hvis ikke.. så skulle han nok skride.. det var jo et klart tegn på han ikke ville have noget med ham at gøre mere.. men.. hvorfor også.. han skyldte han virkelig.. en forklaring.. han skyldte ham alt.. han ville stå i gæld til ham resten af livet.. men Sean ville aldrig tilgive ham.. han blev ved.. med at lave kulder i alting.. men nu gik den vidst ikke mere.

Sean gik indenfor igen og hen til baren og bestilte noget nyt, og gned sig lidt i ansigtet. Hans hoved føltedes tungt og den der stemme i hans hoved, der egentlig ikke sagde noget, men hviskede.. var meget intens og ville ikke rigtig lade ham få fred. Han tømte glassets indhold så snart det nåede ham og stilte det fra sig, og vendte sig om da han pludselig stod der igen. Det var som om omgivelserne stilnede lidt af og der blev rum til.. stilheden.. Han veg tilbage med en hvæsen da Ozzie rørte ved ham og knurrede så af ham som et dyr "Hvad fanden laver du?!" sagde han og blottede sine tænder selvom knægten jo ikke kunne se dem alligevel. Hans knurren stilnede en smule af da Ozzie spurgte om de ikke kendte hinanden. Han målte ham med øjnene, overvejede om han var svaret værd. "Og hvad så hvis vi gør? Hvorfor er det interessant? Skulle du ikke hjem?" mumlede han afvisende. Han svarede ikke direkte, men han kendte ham godt.. han vidste godt.. hvem han var, han var Ozzie.. han var.. betydningsfuld. Men følelser havde den del af Sean ikke.. Seans personlighed var splittet i 3, den dyriske og morderiske, den som han udgav sig for nu, og den rigtige Sean som var inde bag hele scenariet et sted. Den Sean Ozzie havde kendt. Menneskerne omkring var presserende, og han bevægede sig lidt uroligt.. han ville gerne hjem nu. Han boede i en kælder for tiden, det var udemærket.. til formålet. Han greb ham i ærmet og slæbte ham udenfor.. han gad ikke stå derinde, og knægten var for langsom i betrækket. "Gå så hjem, du har ikke noget at gøre her" sagde han hårdt. Og tog sin sidste cigaret op og bandede lidt invendig.. lort. Nå.. han måtte skaffe nogen senere på natten. Eller næste nat. Han gav ham et let skub i ryggen "Den vej." sagde han så. Men han ville sende ham afsted inden han gjorde noget andet.

Ozzie kunne godt høre den der.. knurren han ligesom.. ja.. han vidste godt hvad det betød, at Sean var farlig lige nu, men han var ikke bange for ham.. virkelig.. han ville bare gerne.. høre.. snakke, han ville virkelig gerne snakke med ham, kunne han på nogen måde tvinge ham? Han sukkede stille. "Skulle bare lige.. teste noget.." mumlede han for sig selv, "Du skal ikke knurre af mig!" sagde han så bare lidt mere streng.. måske skulle han bare holdes nede? Nej.. nej det hjalp ikke at tirre dyret.. så slog han sig nej. "Det er interessant for mig.." sagde han stille og sukkede. Han gav et gisp fra sig da han blev trukket uden for.. ih! Han stoppede op, "Jeg.." begyndte han og blev så bare skubbet i ryggen, "Nej.. for jeg er faret vild.. " sagde han så bare, "Vis mig vejen" sagde han så lidt mere.. ja.. ordrende.. det kunne han godt overtale ham til ik? Så kunne de snakke lidt.. måske? Måske kunne han snakke ham.. til sig selv? Det var et virkelig intenst ønske.. hvis han nu håbede nok.. skete det måske? Mhm. "Sean.." hviskede han så stille.. håbede at navnet ville vække noget i ham, "Kan vi ikke.. snakke.. " spurgte han så bare med en meget blidere stemme, han var jo ikke sur.. han var bare.. tom.. som om.. nogen havde skudt et hul i ham.. et kæmpe hul.. og der var kun en person der kunne udfylde hullet.. og.. han var væk.. men han var der stadig.. Ozzie vidste at hvis han bare.. men det kunne han nok ikke få ham til.. men.. han kunne jo prøve at.. snakke ham.. til fornuft? "Vil du ikke nok.. vil du ikke nok.. please?" hviskede han og vendte sit ansigt mod ham imens han snakkede.. åh Sean.. åh Sean altså.. åh.

Sean knurrede bare lidt højere da han bad ham om ikke at knurre af ham, men lod det så gradvist stilne af. Han himlede med øjnene "Du skal bare gå ligeud.." sagde han så, det kunne forhelvede ikke være så svært! Dumme elver. Han brød sig ikke helt om at blive hundset med. Han så ned af vejen "Jeg kan jo ikke vise dig vej, hvis jeg ikke ved hvor det er" sagde han så bare surt til ham. Han lynede sin jakke og tændte sin smøg "Du kan gå med mig, så kan det være du kan finde hjem fra et eller andet lyskryds på vejen.." mumlede han så, lettere irriteret over at skulle have en blind på slæb. Han begyndte at gå, og brød sig ikke om om Ozzie fulgte med eller ej. Men det gjorde han jo så.. hm. "Så snak..." brummede han. Joo.. han kendte ham godt, Sean havde jo kendt ham og personlighederne kunne godt dele oplevelser og forståelser. Men han var temmelig ligegyldig over for det forhold, og de følelser der sad i klemme.. det var jo ikke hans problem? Og han havde ikke tænkt sig at lukke den personlighed ud som Ozzie kendte bedst. Nej, han kunne tro nej! Tsk. Han tog et langt sug og pustede ud.. mm.. Ozzie duftede godt efter at have været inde i en mørk bar der lugtede langt væk af surt og gammelt alkohol og bræk. Han kunne være fristende at sætte tænderne i.

Ozzie vendte sit ansigt mod jorden, han fik det faktisk en smule dårligt.. han ville virkelig gerne snakke.. men han ville jo snakke med Sean.. og det her var ikke Sean.. eller jov.. men ikke den del af ham som Ozzie kendte.. men heller ikke den der dræber del af ham som han havde kendt.. en gang.. hvad var det her for noget? Havde han bygget en ny personlighed op? Ville hans Sean så aldrig komme tilbage.. åh. "Okay" mumlede han bare og begyndte at gå efter lyden af Seans fodtrin.. "Hvad hedder du?" mumlede han stille og sendte ham et forsigtig smil, han vidste jo ikke om han kaldte sig noget andet.. han forstod bare ikke hvorfor han var så tvær.. han kunne forstå hvis Sean havde været der og han ikke ville snakke.. det forstod han! Men det her.. det forstod han overhovedet ikke.. "Kan du på nogen måde.. huske mig?" hviskede han så "Og.. er Sean.. er Sean der stadig.. et sted?" mumlede han stille og sukkede lidt.. det var jo sådan set Ozzies skyld.. det hele var Ozzies skyld og han ville bare så gerne.. gøre noget.. hvad som helst.. i håb om de en dag kunne snakke sammen igen.. blive venner? Måske.. det var nok et lidt for højt ønske.. men stadig.. det var hans ønske.

Sean trak et langt drag fra smøgen og lukkede sine øjne kort og lod røgen rumstere i sit indre.. før han lod det undslippe og glide til himmels. "De kalder mig O'Shea.. men du må godt kalde mig Sean, det er jo det jeg hedder.." mumlede han bare og fortsatte, mens han lyttede. "Ja.. men det er ikke mine erindringer.." forklarede han så og askede på asfalten der var fugtig af tågen og den regn der havde været der et par timer tideligere.. men det var jo midt om natten. Han nikkede "Ja, han er her.. han larmer.." mumlede han og pegede på sit hoved. Den der hvisken var dog ret stille lige nu.. Han stoppede et øjeblik for at gentænde sin smøg, den døde ud på grund af tågen, og fortsatte så, og pustede den grå røg ud i den grå tåge foran sig. Han ville have kommenteret det.. men det var nok en dum ide.. Ozzie kunne jo alligevel ikke se det. Hm. Han forstod ikke helt hvorfor de skulle tale sammen, han var jo åbenlyst ikke Sean, Ozzie kunne ikke undskylde til ham, det ville han i hvertfald ikke få meget ud af..tsk. Tossede elver.. Hvorfor var den ikke bare blevet hos sine forældre? Var det ikke det den ville til at starte med? "Hvorfor er du kommet tilbage?" spurgte han så ud af det blå, denne gang nysgerrigt, selvom hans stemme var flad og kold som metal udendørs en vinteraften.

Ozzie nikkede bare.. okay.. det ville han egentlig også helst kalde ham.. det var bare så underligt.. at snakke med.. Sean.. som ikke rigtig var Sean.. åh gud altså. "Ja.. ja okay" mumlede han bare.. han ville bare.. virkelig gerne.. snakke med.. Sean.. han ville give alt for bare.. 5 minutter.. virkelig. "Ja.. jeg tænkte lidt på.. er det dig der bestemmer.. nu så?" sagde han stille "For jeg ville virkelig give alt for.. 5 minutter med ham?" hviskede han stille og sukkede.. det kom nok ikke til at ske.. men han havde vel lov til spørge.. "Bare 2 minutter.. jeg vil bare gerne sige undskyld.." hviskede han stille og vendte sig ansigt ned af.. han ville endda gå på knæ hvis det skulle være.. han ville bare virkelig gerne undskylde. Han stoppede forvirret kort.. og vendte sit ansigt mod Sean og hævede sine øjenbryn.. var han ikke.. var det ikke meningen.. han skulle være ligeglad.. åh Sean. "Eh.. det er.. et svært spørgsmål.." sagde han stille og rystede let på hovedet "Mhmm.. jeg har aldrig været så.. lykkelig.. som jeg var.. da jeg var sammen med Sean.. og jeg har aldrig været så ulykkelig som.. da jeg forlod.. ham.. og eh.. så jeg kom lige som tilbage fordi.. jeg ville.. ja det ved jeg ikke.. jeg tror jeg satte mine forventninger for højt.. troede vi kunne finde ud af noget, men så så jeg ham med en anden og tænkte.. han nok var kommet videre.. men det ved jeg ikke.. nu har du vel.. ligesom taget over?" sagde han stille og smilede forsigtigt.. det var underligt at tale om Sean.. som en anden person.. når han stod.. lige der.. åh gud altså.

Sean nikkede, men det kunne elveren naturligvis ikke se.. "Ja.." sagde han så "Det er sjældent det skifter.. " sagde han. Det gik an på hvordan personligheden var.. hvordan personen var.. han havde overtaget kroppen temmelig.. nedbrudt.. som sagt havde han også tabt en masse vægt, han havde mørke rander under øjnene og hans træk vidnede om alt for meget alkohol, for lidt søvn... og en vis ligegyldighed overfor livet. Hm. Han havde ikke set meget til kroppens originale ejermand, han var ligesom bare gledet i baggrund med tapetet.. Men det behøvede Ozzie jo ikke vide. "Aha.." sagde han så bare til svar på det med at Ozzie ville have lov at snakke med.. den originale personlighed. "Sounds weird.." mumlede han så til ham "Mm.. Kayla.." svarede han så, ja hun var.. hans.. hvad skulle man kalde det? Han skævede til ham, hvad fik han ud af at snakke med Sean? Det var jo ham der styrede showet "Jeg kan altså ikke bare skifte som at skifte fjernsynskanaler..." sagde han så. "Du kunne ende op med.. en knap så rar.. del af Sean.." grinede han og sendte ham et uhyggeligt smil.

Ozzie nikkede bare.. nå.. så var han nok ikke særlig heldig.. desværre. Han sukkede.. skulle han så bare give op? Bare sådan.. det var.. det var så uretfærdigt! Han ville snakke med Sean! Om han så selv skulle tinge pillen ned gennem halsen på ham! Argh! "Mhmm ja.." mumlede han bare og grinede forsigtigt "Jeg er lidt.. dum.. nogen gange.." sagde han bare og smilede forsigtig, "Men jeg har ligesom fundet ud af at jeg ikke rigtig høre til.. hos.. de andre.. længere.. jeg høre til du ved.. hos Sean.." mumlede han bare.. aj det gad han altså virkelig ikke snakke om med ham.. der.. men på en måde blev han ved for han blev nød til at.. blive ved.. måske kunne Sean høre ham?! "Nejnej.. det forstår jeg godt.." mumlede han og så lidt på ham.. nej så fortrak han nok den her udgave.. selv om det bare ikke var nok, "Så der er.. virkelig intet jeg kan gøre.." hviskede han stille.. han vidste godt at.. det var tåbeligt.. men han ville bare gerne.. hmm.. hvor langt var de lige gået? De måtte vel snart være der.. måtte de ikke? Altså hjemme hos.. Sean.. boede han stadig i huset med de blå døre.. hm.. i så fald.. havde han slet ikke lyst til at sige farvel endnu.

Sean trak på skuldrende, det vidste han jo ikke så meget om.. eller.. altså.. han vidste hvad Sean vidste. "Aha.. blev du ekskluderet fra fællesskabet eller ville du bare ikke være der?" spurgte han så.. Det var jo interessant nok set ud fra erindringerne, hvorfor ville han gøre det? Hvorfor tog han den beslutning? Nå, han skulle måske holde op med at spørge så meget, det vedkom ham jo ikke. "Nej, det er der sådan set ikke.." sagde han bare roligt. Det var der, men han havde ikke lyst til at friste elveren og miste kroppen. Han havde det udemærket med at være til, det skete jo ikke så tit! Eller.. det havde været ret ofte på det seneste, men nu var det vidst tid til at han fik lov at styre showet lidt. Han stoppede op ved lejligheden.. foran betonbygningen med de blå døre. Han stod stille og kiggede lidt på ham inden han afsluttede sin smøg "Nå, jeg er hjemme.." erklærede han så "Hvor skal du henad?" spurgte han så roligt og skuttede sig lidt i sin jakke.. det var en råkold aften, tågen gjorde det ikke meget bedre med sin klæbrige kulde.

Ozzie drejede ansigtet mod ham.. hvad mente han med det.. han havde da lige fortalt at han var.. gået.. fordi han ikke var lykkelig der! Det forstod han da vel.. ih! "Jeg ville ikke være der.." mumlede han så bare, "Det tog mig bare alt for lang tid at finde ud af.. kan godt se jeg kommer lidt for sent.." mumlede han stille og smilede forsigtigt.. de der flaske smil.. åh. "Nå.." mumlede han og sukkede.. han var virkelig ikke til at rokke med.. pisse irreterende. "Ja.. " sagde han stille og fumlede sig frem til trappen og gik op til døren.. han snusede langsomt ind og lagde hånden mod døren, og lod sine fingre glide over det halvt afskallet blå maling.. ja.. han boede der stadig. "Du bor her.. stadig" mumlede han og smilede kort. "Jeg tænkte på.. at blive lidt.." sagde han så bare og fandt håndtaget og trak i det.. hvorfor låste han aldrig! Ih! Han åbnede døren og gik ind, smed sin jakke og sine sko og fortsatte.. han kendte godt.. han kendte det ud og ind.. dog vidste han ikke om Sean havde smidt rundt med nogen ting.. han håbede bare ikke det flød med lig.. næh. Han fortsatte ind i stuen. "Hvis du er okay med det.." sagde han bare og vendte sig ansigt mod ham kort.. han var sådan set ligeglad.. han havde brug for en at tale med.. en der kendte Sean.. han havde bare brug for at snakke.. og.. den her udgave af Sean kunne godt bruges.. selv om det var.. umådeligt svært.. at forstå.. at han ikke bare kunne springe i armene på ham og be om tilgivelse.. åh. Han varmede sine fingre mod hinanden.. han frøs faktisk lidt.. mhmm.. han var bare virkelig glad for at han ikke kunne se Sean, så ville han nok ikke kunne.. lade være.. nej.

Sean så ned i asfalten og trak vejret stille mens han puttede sine hænder i sine lommer. "Okay" sagde han så og ventede på at han gik. Han trak på skuldrende "Karma.. måske, eller hvad i børn kalder det nutildags.." brummede han bare træt.. alkoholen var gået i hans blod.. stofferne fra tideligere gjorde ham groggy og bims. Hm. Han så efter ham da han gik op af trappen og rørte ved døren.. Han hævede sine øjenbryn og så efter ham da han pludselig bare.. gik ind! Han gik bare ind! Og ville blive! Han gik langsomt efter og rystede på hovedet og sukkede tungt "Fint.. bare.. vær lidt stille okay, mit hoved tager livet af mig" brummede han og lukkede døren bag sig og så efter ham.. stedet var forholdsvis tomt.. og meget var ødelagt eller itu på en eller anden måde. Han smed jakken og skoene og så efter Oliver.. måske havde han ikke noget sted at være.. det var der mange der ikke havde for tiden. Han gik ind og smed sig på sofaen, og trak vejret dybt.. Men rejste sig så og gik hen og satte noget musik på og fandt en flaske vodka og et glas og gik hen og lagde sig igen "Hvis du sover her så tag sengen.." mumlede han og hældte noget vodka op i glasset og drak ud.. han var træt. Mm.. Han rynkede sine øjenbryn "Gider du gøre mig en tjeneste? Der står et glas hovedpinepiller ude i køkkenet.. skab nummer 2 fra højre.. vil du ikke tage et par stykker til mig?" mumlede han så og lukkede sine øjne lidt.. han kunne trænge til det.

Ozzie smilede skævt til ham "Jeg er bestemt ikke et barn.. faktisk er jeg ældre end dig" sagde han bare og rystede kort på hovedet.. men det kunne han selvfølgelig ikke huske noget om.. næh. Han vendte sig lidt mod ham, hans hoved? "Er du syg?" spurgte han stille.. det var synd for ham.. og dog.. han havde jo fundet ham på et værtshus? Måske var han bare fuld.. dumme Sean. Han nikkede bare lidt, "Ja okay" mumlede han så bare.. han overvejede det kort.. sove der? Utrolig så gavmild.. ja han fortrak bestemt dette her jeg frem for den onde Sean.. bestemt.. selv om ham her ikke havde nogen følelser.. det var svært at.. tackle.. Ozzie havde så mange. Han smilede lidt, "Ja selvfølgelig.. lig dig bare.." mumlede han og gik ud i køkkenet.. okay hovedpinepiller.. eh.. fuck. Han åbnede et skab og stak sin hånd ind.. og så et skab mere.. og et mere.. til han fandt et med piller.. godt så.. så.. han tog de to forskellige slags ud der var, og stod lidt og overvejede.. hvad nu hvis han bare gav ham en af hver! Så gik det! Han fandt et glas og fyldte det med kold vand og smuttede en af hver pille der ned.. han vidste jo ikke hvad for en af dem der var den rigtige.. hvad var det også for noget at spørge en blind om altså helt ærligt! Men han var bare så ivrig efter at gøre noget.. hvad som helst.. for ham, at han ikke.. ville.. fucke det op.. okay. Han tog en ske og rørte lidt i glasset, og stillede pillerne tilbage i skabet og lukkede.. han talte så til tres i hovedet og trak skeen op inden han gik hen til Sean med glasset, "Her.." mumlede han og stillede glasset foran ham. Han trak vejret dybt ind.. gennem næsen.. "Stop med at drikke hvis du har undt i hovedet.. det gør det bare værre.." sagde han surt og fumlede sig frem og tog glasset med vodka fra ham, "Drik vand.." mumlede han og gik hen og hældte det ud i vasken, inden han fandt sin vej til flasken også og hældte det ud. "Håber ikke du har mere.." sagde han surt.

Sean brummede bare. "Både og.." mumlede han så til svar om han var syg, han var også fuld.. men han var nok også lidt småsyg.. men det var bagateller, han levede jo livet! Han løftede hovedet og tog imod glasset "Tak.." sagde han stille og drak ud og lagde sig ned og trak vejret dybt. Han åbnede sine øjne og så efter ham da han tog hans alkohol "Hey, hey, hey!" sagde han hurtigt og satte sig op og betragtede ham hælde det ud og knurrede så lidt af ham "For helvede.. er det takken for at lukke dig ind?" hvæsede han så og sukkede tungt og smed sig ned igen og brummede surt for sig selv. "Fuck dig.." sagde han bare og lukkede sine øjne og sank tilbage.. han blev så døsig.. Mm.. Han døsede lidt hen og vågnede så et par minutter efter og så sig lidt om i rummet.. han var træt.. hans hoved gjorde ondt.. alt gjorde ondt.. Han satte sig op.. følte sig.. numb, som altid. Han frøs også en smule. Han stivnede og stirrede lidt på drengen der stod.. lige der.. i hans stue. "Ozzie.." hviskede han.. det var et år siden han havde set ham sidst.. et år siden.. hvor han havde.. tabt sit liv.. på gulvet. Det liv som han havde fået tilbage, med Ozzie.. var forsvundet igen.. med Ozzie. Han var en smule forvirret og lænede sit hoved i sine hænder et par sekunder og rejste sig så op.. og sørgede for der var et godt stykke mellem dem.. aka, sofabordet. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre.. med ham.. han var der jo.. og han.. åh gud hvad skulle han stille op? Han sank i skuldrende og så ned "Skal jeg følge dig hjem?" spurgte han så.

Ozzie smilede bare lidt, "Teknisk set lukkede jeg mig selv ind" mumlede han bare, "Det var en skam måske skulle du ikke gå i byen når du er syg?" mumlede han bare. Han stoppede lidt op da Sean sagde.. fuck.. dig? Aha.. ja okay så.. han satte sig ned i en af læne stolene.. en af dem der ikke var så meget.. gået i stykker.. yearh. "Mhmm anytime.." mumlede han så bare, hvis det overhovedet var et svar.. han var bare træt.. virkelig træt.. lige pludselig.. og det var Sean vidst også for han faldt ligesom i søvn.. nå.. jamen så måtte han vel hellere gå.. han var ret sikker på han godt kunne vejen herfra.. selv om der var ret langt.. tja. Han rejste sig og gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet.. hm.. han lukkede det igen. han vendte sig om da Sean åbenbart var vågnet igen, "Troede du ville have jeg blev og sov i din seng?" mumlede han bare og smilede forsigtigt, "Jeg er faktisk lidt træt.. hvorfor sover du ikke? Du skal gå hen og sove.. du har hovedpine.." mumlede han bare og smilede.. okay så blev han.. hvad var det væreste der kunne ske? Han kunne jo bare smutte imorgen tidelig.

Sean blev stående, nej.. Ozzie vidste selvfølgelig ikke hvad han havde gjort.. han havde byttet om på pillerne.. Sean var træt, men han var sig selv. Ikke noget han var alt for tilfreds med at være, han følte sig hverken hel eller halv.. eller noget som helst.. Han følte sig ikke menneskelig.. eller dæmon.. han følte sig ikke i live.. han gik bare rundt i en døs, måske var det derfor hans andre personligheder tog over.. og så selvfølgelig fordi han ikke tog sine piller. Han trak vejret dybt og rystede lidt på hovedet.. Han blev stående og stirrede lidt på ham.. inden han satte sig ned igen.. lettere rystet af hele scenariet.. men han kunne ikke fortælle ham det.. han kunne ikke fortælle ham at han var tilbage. Han sank sammen og lukkede sine øjne stramt.. for fanden.. hvor længe tog det mon for at pillernes virkning stoppede? Så han kunne overlade livet til folk der kunne bruge det.. Tro det eller ej, var det svært at slå en dæmon ihjel.. selvmord var ikke meget nemmere. "Så bliv.." hviskede han stille.. og skævede til ham.. han var blind.. åbenbart..igen. Han sænkede blikket igen og lyttede til musikken og lagde nakken bagover da hans øjne blev fugtige.. han ville ikke have det her.. han ville jo bare være alene.

Ozzie smilede forsigtig.. der var stille længe, hvad var der nu galt? Han havde været så hård lige før.. hvorfor? Han sukkede og rystede på hovedet.. nej det var nok ingen ting, hans hjerte holdt op med at fungere når han blev træt.. og så tænkte han altså ikke så klart.. dog var der noget han havde tænkt over lige siden.. lige siden at han fandt ud af at.. Sean ikke var hans Sean.. ikke.. Sean. Han gik tilbage til sofaen hvor Sean havde sat sig, han havde opfanget lyden. Han lyttede kort og nikkede, "Eh?" mumlede han stille og stod lidt.. hvad.. hvad hvad hvad? Sean!? Han satte sig ned i sofaen ved siden af ham, "Jeg ved ikke om du hørte noget af det jeg sagde.. før.." mumlede han stille og tog en dyb indånding "Men i så fald mente jeg det.. " sagde han stille, "Det er bare ikke det samme uden dig.. jeg kan ikke være.. lykkelig.. uden dig.." sagde han stille, "Jeg ved godt at det jeg gjorde var utilgiveligt.. og jeg skal nok gå.. lige om lidt.." sagde han stille og vendte sit ansigt mod ham.. "Der var bare noget jeg glemte inden jeg skred.. hjerteløs og iskold.." mumlede han og lænede sig frem mod Sean, rakte op og lagde sin hånd mod hans kind.. kunne mærke tårene.. de fugte kinder.. han græd også selv.. stoffet for hans øjne blev fugtigt.. det var ikke til at kontrollere.. Sean var.. Sean.. hans Sean.. eller.. den titel kunne han ikke rigtig bruge mere.. nej.. det var hans skyld. "Et enkelt farvel kys.." hviskede han stille, "Jeg ved det er meget at forlange.. men jeg går ikke før du har gengældt det.." hviskede han, og lænede sig frem.. han gjorde sikkert bare det hele værre.. men han kunne ikke gøre for det.. lænede sig helt frem.. og mødte hans læber.. og ånede tungt ud.. åh.. de læber.. de bløde varme læber.. åh!

Sean mærkede tårerne.. og bed tænderne sammen og støttede kort sit hoved i sine hænder.. taknemmelig for at Ozzie ikke kunne se.. at han ikke vidste hvad der foregik lige for næsen af ham. Han mærkede sofaen give let efter da Ozzie satte sig vendte sig en smule mod ham, og sank stille. Han var stille mens han talte, og bed sig i læben da han rørte ved hans kind og knyttede sine hænder. Han rystede på hovedet og trak sit ansigt lidt til sig, det var meget at forlange.. alt for meget, det kunne han slet ikke overskue, han kunne.. Hans tanker stilnede dog af.. alt blev stille.. da Ozzie kyssede ham.. Han greb om hans skuldre og holdt ham tilbage og rystede på hovedet "Nej.." sagde han så forpint.. "Du kan ikke bare... du kan ikke bare komme tilbage, og regne med.. og regne med at jeg tager imod dig med åbne arme Ozzie!" hviskede han og stirrede på ham.. på de våde pletter på stoffet for hans øjne, og holdt så krampagtigt om hans skuldre at hans hænder dirrede og nok kom til at efterlade blå mærker. "Jeg.. jeg.. " han så ned og rystede på hovedet "Jeg hænger knap nok sammen.. du så mig.. du så.. min sygdom min.. du så jo hvad jeg lavede.. eller du hørte det i hvertfald, jeg er det for det første ikke værd.. og for det andet.. er det en alt for stor ting at bede mig om" hviskede han så, og slap hans skuldre en smule, og sank stille og så på sine hænder, og så på Ozzies ansigt og de bævende læber og tårerne.. der var begyndt at fugte det øverste af hans kinder fordi stoffet var blevet så vådt.. "Hvordan kunne du gøre det?" hviskede han så og greb ham i kraven og trak ham hen til sig "Hvad i alverden tænkte du på!?" hviskede han vredt og hørte et lille.. bitte snøft fra ham.. og han mærkede filmen knække og trykkede sine læber mod hans, midt i alle tårerne, og vreden og sorgen.. Han tumlede ham ned i sofaen og lænede sig ind over ham inden han slap ham og lænede sig tilbage "Hvad... er det jeg laver..." mumlede han så forvirret og rejste sig op og stod et øjeblik og kørte sine hænder gennem sit hår og gik så frustreret frem og tilbage.. "Det her går jo ikke..." mumlede han og støttede sit hoved i sine hænder et øjeblik, og forsøgte at tørre tårerne væk og få et overblik.. men hans hoved var et rod.