The place to think - Ozzie

Tid: 17:28
Omgivelser: Strand så langt øjet rækker, bløde bølger mod sandet på stranden.
Vejret: Halvlunt, men man kan udemærket mærke at det er ved at være efterår. Tørt.
Dag: Lørdag.

Alessandro tog et sidste hiv af sin smøg inden han stak resten af den i sandet, han var alene.. for en gangs skyld, selvom det passede ham bedst at være omgivet af sin familie, og dem han stolede på, så var der ikke noget der slog de få timer om året hvor han var helt alene.
Han var et af overhovederne i Krzysztof klanen.. et af de eneste med en anden baggrund end menneskelig. Han vidste at der var flere af de plejesønner der arbejdede for den russiske mafia, var af anden oprindelse end menneskelig. Det passede ham fint nok, selv om mennesker var nemmere at kue. Men de fleste accepterede naturligvis overhovederne, hvis ikke... var der passende straf til dem. Han lænede sig lidt tilbage og støttede på sine hænder... Han lod sine fingre glide ned i sandet og tog en dyb indånding og så på havet der rullede ind over stranden.. om og om igen.. Han havde haft travlt på det sidste, hans far var blevet gammel, han havde dog stadig den uovertrufne magt, og Alessandro tog sig som regel af det lidt mere beskidte arbejde som hans far ikke kunne.

Ozzie skubbede hunden væk og sagde nej.. for mindst tiende gang.. den skulle ikke med! Den kunne gå i seng kunne den! Eller.. spise sin aftensmad.. Ozzie ville helst være alene lige nu, han havde mange tanker.. han ikke kunne holde styr på.
Han forlod til sidst lejligheden uden Orion, og på vej ned af trappen sørgede han for at det stof der var hvilket om hans øjne og det øverste af hans øre sad stramt nok i nakken så det ikke faldt af. Han var jo blind.. fuldstændig, kunne ikke se et øje.. som man nu sagde, og det vigtigste var at alle andre heller ikke kunne se hans.. og blev gjordt opmærksom på Ozzies handicap.
Han sukkede stille og tog bussen der stoppede et det flotte kvarter der lå ud til stranden og gik roligt den sidste vej til han nåede kliterne.
Han gik langs vandet i lidt tid, inden han fandt et godt sted i sandkanten og satte sig ned.. lyden af bølgerne.. var beroligende, og her var stille så han kunne tænke.. så længe han ikke skulle i vandet, så havde han det fint med dets tilstedeværelse.. for han havde jo en lille forbi for vand.. som han ikke rigtig kunne komme uden om.

Alessandro lagde sig ned med hænderne under sit hoved som støtte og så på himlen. Hans himmel... Hvor egoistisk det end lød, så var himlen hans lige nu, nu hvor han var alene, var alene med den. Han lukkede sine øjne, og pustede ud.
Han lagde ikke mærke til skridtene før de var næsten lige ud for hans ører, han sprang på benene.. Var han faldet i søvn? Hvad var der sket?? Der stod en dreng omkring 30 centimeter fra ham, og han bakkede lidt halvhjertet bagud, hvad ville han? Hvad lavede han der?
Det gik først op for ham lidt efter at stranden jo var offentlig. Han var stadig en smule forskrækket, han var ikke van til at blive forskrækket på den måde, han var jo... overhoved... i mafiaen, ingen overraskede ham uden en kugle for panden!
Han stirrede bare lidt på ham... drengen var blind..

Ozzie havde ikke set fyren, han havde ikke hørt ham eller noget, da han jo ikke gav meget lyd fra sig, han kunne dog godt lige lugte den svage lugt af dæmon, men valgt at det ikke rigtig betød noget.. det kunne jo være fra tideligere på dagen, den var helt hvisket ud pga den skarpe havlugt også. Han sukkede dog, men hørte så en lyd meget tæt på sig og vaklede lidt tilbage.. men han havde ikke ramt noget, eller nogen, så han kunne vel ikke.. han var ikke gået ind i hvem det end var, der var kommet på benene i en fart.. et menneske, for han kunne høre hjerteslagene. "Eh undskyld.. hvis jeg.. forstyrrede, jeg havde ikke lige set.. dig.." sagde han forsigtigt og gik lidt bag ud og vendte bare ansigtet ned mod sandet og stod lidt og ventede, han ville gerne lige tilgives før han gik vidre.

Alessandro stirrede på ham... drengen var blind... han havde ikke gjort det med vilje, han kunne ikke se ham. Alessandro havde svært ved at forholde sig til at drengen havde et handicap på den måde, han ville gerne have sagt at han skulle se sig for, spørge ham om han overhovedet vidste hvem han var?! Men det kunne han ikke... det kunne han jo ikke. Han tog sig til hovedet, forsøgte at få styr på sine hysteriske tanker og rømmede sig "Nejnej, du forstyrrede ikke, jeg så dig ikke" sagde han samtidig med at Ozzie nævnte at han ikke havde set ham. Han trak lidt på smilebåndet. Han ledte lidt efter, med øjnene selvfølgelig, efter en blindestok, stav, en hund.. men drengen var ikke udstryret med noget. "Er du ikke bange for at drukne?" mumlede han lidt skeptisk til hans manglende hjælpemidler. der var selvfølgelig ingen der sagde at han ville fortsætte hvis han gik ud i vandet, men der var heller ingen der sagde at han kunne finde ud af vandet igen hvis han pludselig stod ude i det.

Ozzie smilede lidt og gik forsigtigt et par skridt tilbage og lagde lidt afstand mellem dem.. han brød sig ikke om at stå så tæt på en eller anden fremmed fyr.. han ikke.. kendte.
Han smilede lidt og lagde hovedet på skrå, og ville til at sige undskyld og så komme videre, men fyren stilte ham så et.. atypisk spørgsmål, og han vendte ansigtet ud mod havet og rystede på hovedet.. Selv om han ikke helt vidst hvordan han skulle svare på det, prøvede han alligevel. "Nej, jeg kan høre bølgerne, jeg holder mig på afstand.. jeg kan ikke svømme" sagde han bare stille og smilede lidt, og rakte så sin ud mod fyren. "Jeg hedder Ozzie.. En fornøjelse at hilse på den.. Mr?" spurgte han og ledte efter et navn ved fyren.