Visit Death - Stefan

Efter at have brugt to dage på koncentreret intensiv arbejde med musikken, havde Stephen - i følge ham selv - brug for at komme lidt ud og tømme hoved. Det var måske derfor ikke helt oplagt at gå ind i den nærmeste natklub hvor musikken næsten løftede taget af bygningen, men det var alligevel noget andet end at sidde at pive i en obbo der hjemme på køkkenbordet. Det gjorde også en stor forskel at han i selvsamme øjeblik fik serveret en kølig øl som han glæde sig underlig meget til. Øl og generelt alkohol var ikke noget han drak så forfærdelig meget af i sin hverdag og kun en smugle når han var sammen med andre. Det afhang af hvem det var, men når man havde seks syv menneskeliv foran sig, så måtte han holde sig bare en smugle. Det kunne man også se på hans krop, der var velholdt dog uden at han kunne forveksles med en sundhedsguru - hvis man spurgte Stephen selv. Aftenens påklædning var ikke meget anderledes end de andre dage, en skjorte og et par bukser samt et par All Stars, som næsten lige var købt til sommer perioden. Udenfor var vejret varmt, men sandaler var ikke passende til en natklub eller til Stephen. Det var noget han generelt forsøgte at undgå.
En ny sang blev blæst i gang med promp og pragt. Den måtte være utrolig kendt, for pludselig væltede en hel del jævnaldrende mennesker - Stephen kunne ikke mærke noget overnaturligt - ud på gulvet hvor de håbede og skrig med på sangen. Stephen kendte også sangen, men var en smugle mere tilbageholden. Han var ikke den samme alder som sit ydre, men små ti år ældre. Det gjorde lidt ved ens mentale forstand.

Stefan var knap væltet da mængden af mennesker væltede ud på dansegulvet. Han grinnede lidt og kom tilbage på sin plads ved baren. I mellem tiden havde han ikke set at en eller anden dude havde proppet noget hvidt stads i hans drink. Ikke at det nok ikke var noget han en gang havde prøvet at tage, problemet lå nok mere i at han i forevejen havde taget noget andet, hvilket kunne resultere i en form for enden kemisk reaktion eller overdosis. Han havde haft det meget underligt da han havde taget den mængde stoffer han plejede. For det havde føltes næsten som første gang, som om hans krop ikke var vant til det? Men han vidste heller ikke at han ikke havde taget stoffer i et år .. det hukommelsestab skulle nok ende med at blive hans død. Han tog glasset med det rødlige væske i hånden, havde det været en film. Havde det hele stensikkert gået i slowmotioen. Han bundede det sidste af sin drink og skulle lige til at bestille en ny. Da alting pludseligt blev smeltet sammen i en stor masse for hans øjne, det hele begyndte at køre rundt. Han tabte glasset og tog sig til hovedet som han vaklede baglæns. Hans krop begyndte at sitre og han prøvede at skrige, men han kunne ikke få nogle ord ud af munden. Alting blev sort for hans øjne og pludseligt var det som om .. at hele hans liv passerede for øjnene af ham også dukkede Aliases ansigt op, hans bekymrede øjne og pludseligt stoppede sitren og det blev .. helt sort.

Det gav en underlig behagelig følelse at se at han ikke var den eneste der ikke væltede ud på gulvet. At personen der så sad ved siden af Stephen var væk i en tåge af stoffer var så en helt anden historie. Medicin var ikke englens speciale, men han havde efterhånden set en del være væk i både stoffer og alkohol, så han kendte tegne. Følelsen kendte han også, men det var efterhånden mere end et årti siden han havde prøvet, så den var ligesom meget andet også ved at gå i glemmebogen.
På samme tid hævede de deres glas og førte dem op til munden. Imens Stephen hældte væsken ned, bemærkede han over glassets kant, at bartænderen forlod sin bar, sikkert for at tømme sin dåse øl der stod omme i baglokalet, eller hvad de nu ellers lavede der omme i krogene. Selvom de startede sammen ud, blev resultatet fuldstændig anderledes. Personen ved hans side, begyndte pludselig at sitre som havde han fået stød, men han sad bestemt ikke på en elektrisk stol, så der måtte være et eller andet galt. Det blev hurtigt bekræftet da manden faldt ned fra stolen med et brag - eller det skulle der have været, hvis det ikke var på grund af musikken. Stephen sprang op og ledte først forgæves efter den ikke tilstedeværende bartænder, før han bukkede sig ned over den livløse krop.
Det var svært at se noget som helst i mørket i ly fra disken, men det hindrede ikke Stephen, den ikke lægekyndige engel, i at forsøge at finde mandens puls, som han ikke kunne finde. Det kunne kun betyde én ting. Døden. Så skulle der handles hurtigt. Han kunne give hjertemassage, men det ville sikkert bare gøre manden mere død end han i forvejen var og han havde også en mere effektiv måde at gøre det på. En der med sikkerhed ville bringe ham tilbage til livet, hvis ikke kroppen havde givet op. Som en anden agent der lige havde dræbt en mand, slæbte Stephen liget om bag disken og om bagved, hvor der til alt held var en øde gang. Efter at have taget mål af hvor han overhoved befandt sig i bygningen, blev liget flyttet ud af bagindgangen og om i en mørk ford.
Det hjalp ikke på følelsen af at være kriminel, da han smed kroppen om bag i bilen. Stephen ville ikke nyde noget af at en eller anden person så han kørte rundt med lig i sin bil. Derefter gik det over stok og sten hjem, hvilke kun var cirka fem minutter med den fart bilen skød da chaufføren jog speederen i bund og lod bilen springe frem som en anden hest. Det blev straks værre at få kroppen op i lejligheden, men det lykkes. Til sidst lå liget i sofaen uden særlig meget kulør tilbage, hvilke kort og godt betød at tiden var ved at løbe ud. Med et fast greb i kæben, tvang Stephen den op, så han kunne læne sig ind over og puste luft ned i manden som hvis man gav mund til mund, forskellen var bare at det kun blev gjort en gang. Så var arbejdet gjort og Stephen følte sig igen lidt som en engel, i hvert fald mente han at have gjort dagens - nattens - gode gerning.

Stefan gispede, som var han lige dukket op af noget vand, efter at havde været der lidt for længe. Han hostede og synes stadig at være påvirket, det hele svimlede og sejlede for hans øjne. Men han formåede dog stadig at få skubbet fyren over sig væk og tvunget benene op og stå. Forvirret og kvalmende farede Stefan rundt for at finde noget at kaste op i, for han kunne mærke at det kom .. og det var snart! Han væltede til sidst ned og ligge foran en skraldespand, på alle fire, med en enkelt hånd på kanten også væltede det ellers op. Turde man kigge på opkasten, så det heller ikke lige frem sundt ud, det så helt syntetisk ud med den pinke farve. Han begyndte at græde lidt i sin ynklighed og blev liggende. Velvidende er der var andre end ham selv. Det var pinligt og han havde svært ved at forstå hvad der lige var sket? Var han besvimet. Det hele havde føltes meget .. urealtistisk. Han snøftede og følte sig ikke længere nær så svimmel. Men den dårlige smag i munden var ikke ligefrem en succes for ham "ikke kig på mig" sagde han så med grådig stemme og følte sig virkeligt ynklig og ustabil, som han lå der og bad ham om ikke at kigge på ham. For han havde en fornemmelse af at han blev kigget på, hvem ville ikke gøre det? Han tørrede lidt sved af panden med håndfladen som var kommet ved anstrengelsen af at kaste op. Det var noget han hadet mere end meget andet og han havde efrerhånden prøvet det en del gange.. desværre.

Reaktionen kom prompte og manden syntes også at komme unaturlig hurtig til bevidsthed, eller også blev han bare klar over at Stephen ikke skulle stå og glo på ham. Han fik ikke noget valg, for en hånd blev placeret på hans bryst og skubbede ham væk. Frem for at gøre modstand, trådte Stephen et skridt tilbage og lod manden famle rundt i rummet som en blind hvalp, til han fandt noget han kunne bruge. Den kendte stank af opkast spredte sig hurtigt i rummet og fik englen til at rynke svagt på næsen. Hans næste reaktion var at gå hen til vinduet og få åbnet så meget som muligt, før han gik videre til det næste. Derefter, henne ved et af vinduerne, kiggede Stephen mod manden, der snøftede og græd, eller var på nippe til det.
Ikke kigge på ham?! Jamen hvad forventede han, han lå og kastede op i hans papir skraldespand fyldt med noder og fik hele lejligheden til at lugte af bræk?! Stephen havde næsten lyst til at himle med øjne, men undlod det. Med lange hurtige skridt gik han hen til mande der lå på gulvet og forsøgte ikke at trække vejret igennem næsen. "Er du færdig?" Hvis han nikkede, ville Stephen tage skraldespanden og få smidt indholdet ud, før han kom tilbage med en plastic pose hvis der alligevel skulle komme mere op. "Du burde ikke drikke så meget, eller tage så meget. Du ville være ligesom mig hvis du ikke havde været heldig." Hvis ikke manden havde vendt sig om, ville han kun kunne høre en knitrende lyd af papir da Stephen flyttede nogle noder hen på et bord og satte sig i sofaen, lænet op af armlænet med blikket rettet opmærksomt mod manden på hans gulv. "Vil du have noget vand eller mad?"

Stefan nikkede da han spurgte ham om han var færdig "Lidt vand ville være rart" sagde han så og kravlede hen og satte sig op ad væggen. Han Lagde hovedet mellem benene og følte sig stadig ret .. ør i hovedet "Ti stille .. Du aner ikke en skid" mumlede han så, tydligvist ramt af at fyren sagde han skulle stoppe. Han vidste godt det ikke var .. særligt godt at han lavede så meget lort og ødelagde sin krop. Men han .. ja han følte bare han kom væk og desuden var han afhængi .. Det var svært bare at stoppe.. især lige nu. Han var dog ikke helt klar over at fyren her lige havde redet hans liv, for alvor. Han burde være taknemlig, men han havde svært ved at tænke lige nu, især over hvad der var sket. For der var så meget han ikke huskede som han prøvede at huske. Han begyndte så så smut at undre sig, hvem var ham fyren? Hvor var han henne? Hvad lavede han her? Hvad var klokken? Det var stadig mørkt udenfor, så der kunne kun være gået et par timer.. eller var der gået dage?!? Han Fjernede hovedet i mellem sine ben "Hvad dag er det?!" spurgte han så og fortrød den hurtige bevægelse, da han atter blev svimmel igen. Han ville bare gerne have styr på sit liv igen. Kunne man ikke spole tiden tilbage, bare et par år?

Uden et ord rejste Stephen sig op og gik ud for at hente et glas vand. Da han kom tilbage til værelset satte han sig ned foran manden og betragtede ham lidt med glasset rakt frem mod ham. "Måske skulle jeg bare havde ladet dig ligge, måske ville du have det bedre i himlen." tænkte han højt og rejste sig op igen, for at sætte sig i sofaen, med albuerne på sine knæ og blikket rettet mod mennesket. Han havde en snert af noget der mindede om vampyr over sig, men hvordan? Havde han en særlig kontakt med en? Tanker og spørgsmål hoppede pludselig op som popcorn og begynde at fylde det ellers tomme rum ud.
Mennesket fik endelig lidt ordenligt ind i hoved, et spørgsmål englen også ville stille hvis han havde været i hans sko. "Jeg vil tro det er et kvarter siden du gik i gulvet." Informerede han om og forsøgte at regne tilbage. Kroppen var ikke blevet kold, så der kunne ikke være gået lang tid, men han skulle huske at regne opkastnings scenariet med, så det kunne godt presses på femten minutter. "Måske lidt mindre." tilføjede Stephen efter en stund, mens han stadig betragtede det genopstået menneske. "Hvad hedder du?

Stefan tog imod vandet og drak det hele, smagen af bræk forsvandt ligeså stille, det var mere behageligt og fremkaldte heller ikke længere kvalme. Han sukkede lettet over at der ikke var gået længere tid. Han blev så opmærksom på hvad fyren sagde "I himlen, Ha, Jeg kommer i hvert fald ikke i himlen .. " sagde han så "nok mere helved" mumlede han så og lænede hovedet op ad væggen "Nh.. Hvad mener du egentlig? Altså .. jeg mener, hvad er der sket?" spurgte han så og rettede sig lidt op igen. Gik i gulvet. Men hvordan? Han lodt blikket glide lidt rundt i lokalet, han havde ikke givet sig selv tid til at betragte hvor han egentlig befandt sig henne. Han gik udfra at det var fyrens lejlighed, hvem skulle det ellers væres? "Oh jeg hedder Stefan" præsenterede han sig så "Hvad hedder du? .. Og ehm er det din lejlighed?" Spurgte han så, bare lige for at kunne få bekræftet om det var hans. Han kiggede lidt nærmere på fyren foran sig, det var første gang han fik set ordenligt på ham og blev som det første fange af hans brune øjne. Han kiggede lidt væk igen, så det ikke virkede for mærkeligt sådan som han sad og betragtede ham.