Late night visit [Maya]

Sted: Uptowns butikker og lejligheder.
Vejr: Måneskin og stjerneklart.
Omgivelser: Et par halvfulde individer her og der.
Tid: Lidt over midnat.

Macchia Nera, oversat fra italiensk: black spot. Et fantastisk smuk og aggressivt stykke italiensk arbejde bygget med to mål: let og stærk. Hvis du spurgte Cristina, var der aldrig blevet produceret et smukkere stykke teknik, og det var hende der fræsede ned af Aterswells gader på præcist sådan en motorcykel. Nogenlunde inden for fartbegrænsningerne, altså.
Det af hendes mørke hår der stak ud under hjelmen piskede imod hendes ryg. Læderet gled smidigt imod hendes hud. Lyset fra byen gled forbi på glasset i visiret. Hun kunne mærke adrenalinen i blodet. Bedre kunne det simpelthen ikke blive.
Hun var ikke meget for det da hun slukkede sin motorcyklen foran blomsterbutikken. Der var mørkt i vinduerne over selve butikken, så Maya måtte være gået i seng. Ikke så underligt endda.
Hun stillede cyklen fra sig bag butikken, og trykkede en enkelt gang på ringeklokken. Hun trak hjelmen af og rystede det mørke hår. Hendes lemmer var en smule stive efter den lange tur, men hun så stadig perfekt ud.

Maya var lige gået i seng efter et langt karbad, og var nu på vej ned af trapperne i undertøj og morgenkåbe. Hun havde kørt motorcyklen på lang afstand, så allerede inden nogen trykkede på ringeklokken, var hun på pletten.

Hun vaklede ned af trapperne imens hun trak ærmerne op på morgenkåben. I samme øjeblik klokken ringede igennem huset, åbnede hun døren. Lige i tid til at se noget stå og ryste noget mørkt hår i anden Barbie-stil. Hun var lige ved at blive nervøs, da hun blev mødt af de brune øjne. Så lyste hun op i et kæmpe smil.

"Cristina! Hvor er det lang tid siden!"

Cristina bevægede sig hurtigt, og klemte Maya ind til sig i et kæmpe kram. "Alt for lang tid siden, la mia bambina!" Hun løftede nemt den spinkle pige, og grinede imens hun trådte ind i huset med Maya på slæb.

Hun slap hende forsigtigt igen, og så sig omkring i den lille, fine lejlighed. "Hvor er her hyggeligt." smilede hun. "Og din blomsterbutik er fantastisk! Så mange eksotiske valgmuligheder." Hun skiftede vægten til sit ene ben, og rankede op i motorcyklens hjelm under armen.

Alt luften blev banket ud af Maya da hun blev krammet. Hun gispede overrasket da hun ligefrem blev løftet op, så hun kunne vrikke med fødderne i et par centimeter fri luft. Hun kunne ikke lade være med at grine overrasket. Cristina havde ikke sværere med at løfte og svinge hende rundt nu, end hun havde for ti år siden.

Hun lukkede døren efter dem og rettede lidt på sin morgenkåbe med et stadig lidt chokeret grin. "Jo... tak. Bare lig dit udstyr på... den der stol." Hun lavede en halvhjertet bevægelse imod en kurvestol ved døren, der allerede var gemt under et par af hendes egne jakker og trøjer.

"Såå.. velkommen til min ydmyge bolig." sagde hun langsomt, og en smule genert måske. Hun gik hen i køkkenet og satte en kande vand over. Hun kunne godt lige bruge en kop te inden hun gik i seng - og hun havde på fornemmelsen at Cristina godt kunne snakke indtil solen stod op.

Cristina var hurtigt ude af sit motorcykeloutfit: både jakke, bukser, helm og støvler. Indenunder læderet havde hun et par stramme, mørke jeans og en sort silkeskjorte. Hun bandt hurtigt sit hår op i en hestehale, med en elastik hun havde haft om håndledet.
"Tak. Det er dejligt at være her." Hun flugte med Maya ind i køkkenet, imens hun knappede et par knapper i skjorten. Den lange tur havde gjort den helt krøllet og skæv. Men andet kunne man vel ikke forvente?
Hun satte sig på en af stolene i køkkenet og støttede sin hage i håndfladen. Hun var stille i lang tid, noget der ikke lignede hende særlig meget, men hun havde et sælsomt smil på sine fyldige læber. Det var lang tid siden hun havde set Maya. Flere år, faktisk. Den gang havde hun været en lille pige der plejede at rive hende i det mørke hår, hvis hun gik bag hende på deres mange ture i Cristinas gamle have.

Maya kastede et blik bag sig, og så på Cristina der sad og stirrede på hende. Hun vendte tilbage til det kogende vand med en ubehagelig klump i maven. Cristina var en vigtig del af hendes barndom. Hendes far og hende havde været gode venner i mange, mange år. Hun havde tit besøgt Cristina og hendes mand Roberto i Italien, og elsket deres store have med alle roserne. Det var især hos dem at hun havde fået sin store kærlighed for blomster.

Vandet sydede da hun hældte det op i en kop, og begyndte at pakke et tebrev ud af pakken. "Kommer du bare sådan helt tilfældigt midt om natten? Bare fordi du savner mig?" Det var virkelig dejligt at få besøg af Cristina, især fordi alt med hende var så trykt, men hun tvivlede på at den smukke vampyr kom hele vejen til staterne fra Italien, bare for at besøge hende. Maya havde en mistanke om at hendes far havde bedt Cristina om at passe på hende... Og den tanke kunne hun ikke lide. Godt nok havde hun fået tæv af et par vampyrer, og hendes arm var stadig i gips, men hun havde ikke brug for Cristina til at passe på hende!

Hun var i gang med at rense de rødmalede negle med en tandstik, imens Maya talte. "Tror du ikke at jeg har savnet dig Maya? Det er da lang tid siden at vi har set hinanden sidst, og hvis du er flyttet til Amerika, må jeg bare rejse lidt længere." Hendes stemme vejrede imellem noget blødt og kærligt, og noget hårdt og afværgende. Ja, Mayas far havde snakket med hende, ja, han havde bedt hende om at tage til Amerika og se hvordan det gik, men hun gjorde det ikke fordi hun ikke troede at Maya kunne passe på sig selv. Hun gjorde det rent faktisk fordi hun godt kunne lide den lille møgunge.
"Dine forældre savner dig, dolce. Du skal ikke være så sure på dem, det fortjener de ikke."
Hendes fulde opmærksomhed var rettet imod Mayas ryg, og hun kunne godt se hvordan pigen kæmpede med sine følelser.

// Bliver nød til at smutte D: //

Maya bankede koppen så hårdt ned i køkkenbordet at det kogende vand skvulpede ned på hendes fingre, og smerten brændte i hendes dårlige arm. Hun var glad for at hendes ansigt vendte væk fra Cristina, for det var forvredet i et forsøg på at holde hendes vrede og skuffelse tilbage. Cristina var her kun fordi hun troede at Maya ikke kunne passe på sig selv.

"Jeg er ligeglad med de gamle idioter! De forstår ingenting! Jeg bliver nød til at flygte, hvis jeg overhovedet vil bestemme noget selv!" Hendes rolige, afpudsede facade dirrede lidt, imens hun tog sig sammen og rørte i koppen med en ske. "Jeg kan passe på mig selv. Jeg vil ikke være tracker eller hunter, jeg vil bestemme selv. Jeg vil være blomstersælger i et stille kvarter. Omgivet af skønhed og liv." Hun tvivlede selv på at hun ville kunne være i stand til at holde sig til noget så kedeligt som blomster resten af hendes liv.

Cristina havde en sjælden rynke imellem øjenbrynene. "Maya...." Hun tøvede et øjeblik og bed sig i underlæben. Det var lang tid siden at hun havde været en ung teenager, og hun havde lidt svært ved at sætte sig ind i Mayas situation men... forstod hende egentligt godt. Hun havde aldrig været særlig vild med den måde pigen blev opdaget på, og det var svært for hende at kapere siden hun ikke selv kunne få børn, og så gerne ville. Hun havde faktisk overvejet at kidnappe den lille blonde pige og rejse et eller andet sted hen. Men... det havde godt nok været en vild tanke.
"Skat, jeg har altså hørt rygterne om dig og dine våben. Kvalitet, har jeg hørt." Hendes stemme emmede af stolthed imod hendes lille pige.
"Jeg tror sagtens at du kan passe på dig selv. Jeg trængte bare til at pusterum fra Italien, så jeg kom hertil." Nu kørte hendes stemme i en rille af noget trist. "Jeg har fundet ud af at Roberto har været utro.. Jeg kan simpelthen ikke fatte det." Hun slog ud med hænderne og bed sig i læben. Hendes øjne var blanke.

Hun vendte og drejede skeen imellem sine slanke fingre, som om det var kniven i hænderne på en cirkusknivkaster. Dampen fik den til at skinne underligt. Hun vendte hovedet halvt, og kiggede en smule på Cristina ud af kanten af sit synsfelt. "jeg tror ikke på dig." sagde hun bare, og pustede på sin te.

Tavsheden føltes kølig i rummet, da hun satte sig i stolen over for Cristina, med tekoppen imellem hænderne. Hendes ansigt var køligt, men neutralt. "Du kan sove i sofaen, så længe du holder dig fra alle andre rum end her og køkkenet. Du kommer ikke i butikken, og du kommer ikke i soveværelset." Selvom det var hende der var pigen, og Cristina der var vampyren, lød hun ikke som om det var til diskussion.