Gensyn i mørket ~ Maya

Naril tog en dyb indånding da hun skyndte sig igennem mørket. Hun var træt og fuld, så hendes mørke øjne var døsige. Der var åbent galleri ved en privat fest nede i byen, så hun skulle selvfølgelig med. Og selvfølgelig havde der været masser af vin, det var klart. Naril har aldrig kunne modstå en klassisk gallerifest, de var en af de ting hun elskede højt. At møde nye kunstnere, hygge sig med de smarte venner, få gjort reklame for sine egne værker, og drik så masser af vin til.

Hun var lige ved at snuble i sine tårnhøje stilleter et par gange, og hun trippede rundt og svingede med sin lille taske. Lad os bare sige at hun var ret så små fuld, men der var også en god grund til at feste. Hun havde fået solgt to af sine malerier til overpriser, så har man da lov til at feste.

Det orange lys fra lygtepælen fik alle de små perler og palietter i kjolen til at funkle vildt i mørket uden for stien. Det var skønt at skyde genvej her i stedet for at tumle igennem gaderne inde i byen. Desuden var det hurtigere af komme til Uptown igennem parken. Især når man var fulderik.

// Snyder mine øjne mig, eller er teksten lidt lyserød?

Maya havde også været på vej hjem, i dagens senere timer, men havde skiftet mening halvvejs. Hun var på vej hjem fra en koncert i Uptown, men havde pludselig fundet ud af at hun ikke havde lyst til at tage hjem og gå i seng. Hun havde lyst til... ja, hvad ville hun egentligt?

Derfor lå hun nu i det dugvåde græs i parken og stirrede op i himlen. Ved siden af hende lå hendes telefon og lyste i mørket, imens en sød strøm af musik steg op fra højtalerne. Mobiltelefonens lydkvalitet var elendig, og det hjalp ikke at den lå med displayet ned i græsset, så lyden blev mere eller mindre kvalt.

Så da Naril gik forbi, på vaklende stilkethæle, lå Maya Jackson i græsset og pillede ved et ar i håndfladen, imens hun lyttede til en stilfærdig indie/synthpopsang og stirrede op imod stjernerne. Gad vide om hendes far kunne se de samme i vinduet fra hans kontor. Hvis han da stadig var i live. Det håbede hun.