Hjerternes Fest ~ Millicent

Stephen gryntede utilfreds og kastede sig over Millicents dessert. Da den var sat til livs, gav han skålen til tjeneren og rejste sig op for at forlade bordet. "Vi kan godt droppe dansen hvis du ikke vil, men hvis det ikke er tilfælde kunne jeg godt være bekymret for at der er noget alvorligt galt med dig." Han rakte sin hånd frem så hun kunne tage den og blive ført ind i det tilstødende rum hvor pressen heldigvis heller ikke havde tilladelse til at komme ind.
Da Jack kom ind i Stephens synsfelt trak han ivrigt sin ledsager med sig hen til ham, hvor han ivrigt fortalte omkring Tim. Efter Jack havde hilst høfligt på Millicent, var han mindst lige så ivrig som sin musik partner og efter Nico også havde fået fortalt historien blev de diskuteret heftigt hvordan det bedst kunne smeltes sammen med rasten af albummet. Skulle det være blandt de andre eller som et bonus nummer. Andy stødte også til, men fik ikke hele historien igen. Han måtte bare spørge ind til det og fik et par letter kølige svar fra Stephen, der dog holdte det på så lidt som muligt. Ingen grund til at starte et voldsomt fjendskab - endnu.

Hun blev da helt elendig, droppe dansen...nu havde hun endelig en mulighed for at danse lidt med ham.." Hold nu op...jeg driller jo bare " skyndte hun sig at afklare, imens de kom på plads i dansehallen.
Med det samme blev de fire fyre ' tiltrukket' af hinanden, som små magnetmænd.
Millicent hilste pænt på dem alle...også Andy.Hun ville ikke have uvenskaber mellem dem, på grund af ' Andys ballade'. Han havde fået en lærestreg, og vidste nu hun var Stephens ' ejndom' så alt burde ånde ro på den front, mente hun.Nico var den eneste af dem ,der indkasserede et lille kindkys, han var også den eneste hun havde sms lidt med da han havde sagt ja til at passe Ally, så måske hun følte hun kendte ham en lille smule bedre, end hun kendte de andre.Jaco og Andy havde hun kun set en eller to gange før.
Hun lod drengene snakke musik, men havde hele tiden et øre med i samtalen, det tog ikke skade at blive klogere.

Da samtalen var rundet pæn af, vendte Stephen sig imod Millicent. Han bukkede en smugle og kyssede ydmygt hendes håndryk. "Kunne jeg tilbyde Dem den næste dans Frøken Cooper?" Spurgte han høfligt med sit smil plantet på læberne. Hvis hun accepterede, ville han følge hende ud på gulvet hvor han så ville gøre dem klar til den næste dans der giv i rivende fart. Man kunne ikke just sige Stephen var god til det, man han gjorde alt hvad han kunne og hvis det havde været tilladt ville tungen stikke ud i siden af koncentration på at gøre det rigtigt.
Da dansen var færdig, var han ikke så lidt hurtig til at få dem styret over i en sofa, hvor han fik hende til at holde pladsen og han selv fandt noget de kunne drikke, selvfølgelig uden alkohol for selvom han ikke havde bemærket det havde han holdt et skarpt øje med hendes indtagelse. Det skulle jo nødig være sådan hun drak sig under bordet eller noget i den stil og da slet ikke med et barn i maven.

Hun nejede let og takkede " That you may Mr.Samson "
Det var jo ren forkælelse, Stephen plejede aldrig at gide at danse, og nu gjore han det helt frivilligt.Hun var helt bevidst om at flere øjne lå på ham, og hun var helt på det rene med hvorfor.
Talentfuld og skøn som en gud...helt ærligt.
Også hun blev en smule forpustet, det var alligevel lidt at et tempo de havde holdt, og hun dumpede ned i sofaen hvor hun sad og vippede lidt i takt med foden, til beatet og bassen, indtil Stephen kom tilbage.
" uh takker" hun kastede sig over sin drink med det sammen, efter at have trukket Stephen ned til sig.
" Så er vi måske ikke med næste år...jeg rænker...navneskift and so" hun hentydede til festen, hun var generelt lidt ked af det var nødvendigt at rive deres liv op med rod og det hele, men sålænge hun kunne krybe ind i Stephens favn, så lovede hun sig selv, ikke at ville klage- eller pive.

Et let skuldertræk. "Ved det ikke helt, måske tager jeg næste år med, det kommer lidt an på hvordan tiden ser ud til den tid." Forklarede Stephen efter at have sat sig ned ved siden af hende og havde blikket hvilende på de dansende. Tanken havde strejfet ham og det handlede mest om at udskyde det fordi han ikke ville sige farvel til det, men hvorfor indrømme det, når man kunne finde en bedre undskyldning, i følge ham selv. Han vendte hoved og kiggede mod Millicent. "Vi skal også lige have noget tid til at planlægge det i." Masser af ting skulle ændres og det skulle ikke undre ham hvis det blev dyrt. Der var også en mulighed i at de ikke gjorde noget men det kunne kun ende med at blive værre end før så den havde Stephens forældre afskrevet for ham, selvom den lokkede bare en smugle på ham. "Vil du da gerne have det bliver snart?"

" oh...hvem skulle have mistænkt dig for at være afhænig af et julebal ?" Hun puffede blidt til ham, klar over det nok ikke lige var den eneste årsag.
Hun havde ved gud vendt og drejet det en milliard gange.Det føltes bare så uvirkeligt at skulle til at ændre sit liv, inden det overhovedet var blevet bygget op.Stephen havde opbygget en meget stor hoved del af sit...musiken...men han havde stadig familie delen som de først nu skulle til at etablerer.Og Millicent selv, skulle havde det hele på plads.
Men ...konklusionen blev altid det samme....den lød måske dum, men det gjore den ikke mindre sand....
" Hvis bare jeg har dig....og lille Virus" hun klappede sig kærligt på maven,der var komplet flad og smilede til Stephen.." har jeg jer, så har jeg hvad jeg behøver....alt andet kan udskiftes, nær du synes det er tid" selvfølgelig ville hun være trist, når det skulle ske...men hun så ingen grund til at vade rundt i det, Stephen kendte hende udmærket nok- og hun havde stillet nok spørgsmål omkring muligheden for ikke at ændre dit og dat, til at han vidste det ville blive svært.
" det behøver ikke gå stærkt...jeg kunne godt tænke mig, hvis det var muligt..at Virus var født, og vi lige havde fundet en rytme og en balance i det hele...inden vi så slår en koldbøtte" hun mente de ville være stærkere...sammen, som en familie...til at tackle de udfordringer der måtte komme.

Stephen sendte Millicent et blik som om hun var skør. "Selvfølgelig venter vi til du har fået klemt ungen ud." Det skulle ikke være imens hun slæbte rundt på et foster, Virus skulle nødig fødes med stress, det var slemt nok at få det fra dag til anden, at være født med det måtte være ulideligt. "Vi kunne gøre det hvis vi skulle flytte, det indebærer så bare at vi først gør det når ungen er født." Noget af drinken forsvandt og fugtede hans hals. "Men lad det ligge, hvis vi alligevel venter er det ni måneder der er tale om."
Stephen lænede sig ind og gav et kindkys, før han faldt tilbage og strakte bene ud. Da han havde drukket færdig sprang han på bene, som havde han siddet på nåle og trak Millicent med sig ud på dansegulvet endnu en gang. Det handlede om at få danset en masse, for at få dækket hendes behov og så kunne de forhåbentligt vente lang tid før han skulle byde op til den næste dans.

Hun fandt det lidt sjovt at tog det som en selvfølgelighed, men det var jo herligt at de var enige på det punkt, så skulle hun ikke trække i overbevisnings outfittet, denne gang.
" Babyen...når babyen er født" korrigerede hun blidt og fortsatte så.." Det lan bi godt vente på..vi installerer os da bare i din lejlighed, og når den kommer....er der ingen hast.Der kan sagtens stå en lille vugge i soveværelset og et puslebord ude på dit badeværelse, og mere behøver han ikke i starten" remsede hun op.
En lille gysen løb gennem hende, da Stephen kyssede hendes kind og hun skyndte sig at slå blikket ned.Det var et stort arbejde at rende rundt og være så forelsket, for hun ville jo nødig ligne en stor skolepige,...selv om hendes alder stadig var netop det...en stor skolepige.
E meget ...moden en af slagsen...på alle kanter, kunne man fristes til at sige.
Danse gulvet blev betrådt igen, til Millicents store fornøjelse.Det var jo helt omvendt,det plejede at være hende der stod og pev og bad ham danse.Måske kunne han bedre lide musikken her.
Hun gled ind i hans gavn, og lagde sin kind mod hans bryst/ skulder.
Den ene hånd i hans ,den anden i hans nakke...kælende, imens hun lukkede øjnene og næd at kunne mærke alle hans bevægelser.

//Dancing tune: http://m.youtube.com/watch?v=MY4YJxn-9Og

Stephens arme lage sig omkring Millicent og lod imodsætning til alle andre styre slaget. Det med at vippe frem og tilbage kunne han, men følte sig aldeles fjollet når han gjorde det, derfor var det fint hvis hun fik dem igang for det tænkte han ikke videre over. Sangen kendte han ikke og var for doven til at lytte efter, så da han opdagede at musikken stoppede stoppede han også selv op. "Skal vi blive, eller fortrækker du vi tager hjem?" Han kiggede undersøgelse på hende for at spore om hendes ansigtstræk afslørede et svar før hendes ord, men som forventet skete der ikke noget.
Hvis det blev hjem, ville han føre hende tilbage og forbi journalisterne hvor han satte farten betydeligt op. Han ville absolut ikke besvare flere spørgsmål hvis han kunne undgå det. Og slet ikke fra ham de havde mødt på vejen ind. Hvis Millicent derimod ville blive og hygge videre, ville Stephen tage den efterfølgende dans som var ham lige så ukendt. Den fungerede dog som ganske udemærket dansemusik

Det var intet problem at styrer lidt under sådan en sang, kroppen bevægede sig nærmest lidt vuggende, helt af sig selv, og selv om næste sang var mere oppe i tempo, var den alligevel ret harmløs.
Hun kiggede ind i de chokolade mørke øjne....og smeltede.
Hvad hun ville ? Udover at ære hos ham for evigt, hvilke mindede hende om hun snart måtte på eleksir jagt, da hun nægtede at lade sig forvandle, trods Thomas sikkert ville gøre det, for hende, hvis hun bad ham.Men hun ønskede ikke hverken Stephen eller lille virus skulle leve i skyggerne, som vampyr.Det var vemodigt....de skulle stråle omkap med solen....og de ville vinde.
" skal vi ikke blive en smule længere?...og så hjem?"
" Vi kan gå ind og få en godnat cognac....ved siden af?" Hun nikkede i retningen...og vidste godt at Stephen sikkert ville være den eneste der fik en, men alligevel...måske kunne hun stjæle sig til et glas, hvis han nu ikke ....kiggede?

Det fik en latter frem fra Stephen, der rystede på hoved. "Så er det næsten bedre med vin. Du skal ikke tro du kan snige dig udenom mine vågne øjne." Han var ikke sikker på at det var det det handlede omkring. Millicent havde allerede fået noget, både velkomstdrink og et glas vin, så inden Virus blev dranker måtte de nok stoppe. Han kiggede kort på hende med et lille smil gemt i mundvigen. "Drop den idé skat, du får ikke mere." Han gav hende et klem med armen før han trak hende væk fra dansegulvet og hen mod et par sofaer lidt længere væk fra de andre.
Efter selv at have slået sig ned, greb Stephen ud efter Millicent for at trække hende ned på sit skød. "Har du tænkt over navne?" Han lage hoved på sned mens hans finger let kærtegnede hendes kind og øjne var suget fast på hendes. "Eller venter du med det til barnet er født?" Han stoppede sine finger men havde dem stadig hvilende på hendes kind.

" arh...busted" mumlede hun og sendte ham et barnesurt blik, inden hendes mund smilede igen.
Det var ved at gå op for hende at tiden hvor hun kunne snyde sig til noget at drikke eller...ja...at returnerer noget igen, var ved at være passé.Det var nok kun i alene tiden hun kunne kringle den fremover, hvilke nok var meget sundt for både hende og baby.
I sofaerne, var hun lidt overrasket over han trak hende ned på sit skød, og også over at han gav hende kærtegn...sådan..meget kærligt, når de var ude blandt offentligheden.
Det varmede hendes hjerte og fik hende til at føle sig som den heldigeste unge dame i rummet.
Hun strøg en hånd igennem hans hår og så lidt på hans læber og bagefter ind i Stephens øjne.
" Navne...orh..jeg ved ikke, det er lidt svært.Men ...det kunne jo være Peter, Sam, Simon....der er mange navne....hvilke kan du lide?" Hun var lidt nysgerrig.Hun havde ikke rigtig skænket baby navne nogen tanke , endnu...men det skulle nok komme..." der er jo også..Miles?" Prøvede hun igen og lod en finger flugte hen over Stephens overlæbe, den var smukt og tydeligt markeret.

Stephen overvejede det kort, før han trak på skulderen. "Jeg ved det ikke, havde lidt håbet du havde nogle idéer." Han lænede sig tilbage i sofaen og lod sin arm falde ned på madrassen han sad på. Hans blik lage sig tomt på en af lysekronerne i loftet på den store dansehal der var udstyret med alverdens udsmykning. Noget fra en gammel tid, noget der nok var kommet med slottet og andet der skulle se ud som om det kom fra den tid.
"Der er en varulv her inde." Lød det pludseligt fra ham, før et lille smil sprang op. "Vil du ikke sige hej til ham, så kan du se at de er ganske harmløse skabninger." Hans blik vågnede op og låste sig fast på Millicents ansigt som han forsøgte at læse fra hvad hun mente om den idé. Hun havde ikke før virket til at kunne lide denne race, men han kendte varulven ... sådan nogen lunde.

Hans hår blev kælet for igen, men uden at bringe det i uorden.
" vi har ni måneder...vi skal nok finde på noget, ellers bruger vi bare Virus" drillede hun.Det skulle vel nok være motiverende for at finde et navn til den lille.
Da han kigge og gav opmærksomheden til loftet, så Millicent sit snit til at læne sig lidt ned over ham..og kysse ham på halsen en..to gange, meget let.
Hans ord bragte det til et stop, og hun rettede sig op og begyndte at se sig omkring.
" Er her en varulv ? Stephen...du skal ikke drille nu, det er ikke en gang sjovt!" Lød det imens hendes øjne søgte rummet for en eller anden fyr med hår over det hele.Hun havde aldrig mødt en varulv, ikke så bidt hun vidste.Hun begyndte at trække deres aura frem, for at finde en hun ikke havde set før....en mild form for panik." Om jeg vil møde ham? Ikke med mindre det er en du kender...og stoler på...jeg...er altså ikke bange, hvis det er det du tror?" Forsøgte hun ikke at tabe for meget facade, men han kendte jo til hendes syn på den race...de havde været omkring det før.Men ja....hun var da nysgerrig....hvordan så en varulv ud, stor brysk og meget falig, sikkert.

Selvom Stephen gjorde et bragt forsøg på at holde masken, hoppede det og dansede under Millicent, mens han forgæves forsøgte at holde en latter inde. "Du kan ikke se ham, enten skal det være på hans aura eller også fordi du kan mærke magi ligesom jeg kan." Han klappede hende på skulderen og måtte næsten tørre et par tåre væk fra øjenkrogen. Han puffede hende blidt ned fra sit skød så han kunne komme op at stå. "Kom med, så skal jeg vise min ven frem for dig." Han tog blidt fast i hendes hånd og førte hende tværs over dansegulvet, hen mod udgangen hvor der stod en gruppe mennesker. Dem gik Stephen hen til og vendte til samtale emnet var dødt.
"Hey Dean, har du tid et par minutter?" En mand på cirka samme alder som Stephens fysiske kiggede op. Hans hoved var fyldt med krøller og det smil der sprang op på hans læber fik ham til at ligne et stort børnehave barn. "Selvfølgelig! Vi ses guys." Han smuttede ud af gruppen af venner og fulgte med Stephen og hans ledsager ud i en øde gang hvor de kunne tale uden at blive forstyret. "Dean, jeg vil gerne præsentere dig for min partner og ledsager Millicent. Hun har en frygt for varulve, så jeg ville lige vise hvordan i nu en gang så ud." Det fik Dean til at bryde ud i grin, så han slog sig på låret og tårerne trillede.
"Hej Millicent, jeg er Dean, ven til Stephen og en stor farlig varulv." Hilste han og knækkede så sammen af grin igen. Først efter at have fået styr på sin latter kunne han fortsætte med at tale. "Vi er ikke så farlige, der er intet at frygte. Der imod vampyrer!" Han lavede et par grimasser. "Hvis du har nogle spørgsmål, så fyre du bare løs."

Hans grin var så frustrerende...altså det at han morede sig over hendes lille frygt.
Millicent kunne slet ikke få auraerne til at trone frem omkring gæsterne, og havde hun ikke haft Stephen så tæt ved sig, var hun sku nok panikket.
Hun gled lidt klodset af ham og var ikke sen til at gribe hans hånd. Det gjore hende utryg at sådan en fætter vandrede rundt blandt dem, og måske - måske ikke- så helt normalt ud.
På den anden siden, William lignede ikke en man blev bange for lugefrem, men han var en omvandrende dræber, det vidste hun udmærket.
Da de nærmede sig gruppen , satte hjertet næsten ud og hendes greb i Stephens hånd, blev en anelse mere stramt.
Hendes øjne lå på en middelalderne mand, med fuldskæg og rødt hår, og hun så nærmest skræmt ud. Hun var ved at kløjes i sin egen frygt og tunge, da en ung fyr der lignede en helt normal mand...glad og åben, reagerede på Stephens præsentation.
Millicent stirrede og holdt hårdt fast i Stephen.Hun kunne ikke få vejret helt ned i maven, da det gik lidt stærkt.De forlod det store selvskab, og gik lidt afsidiges...lidt mere privat.
* varulv....han er varulv....pas nu på* lød det i hendes hoved, selv om de to fyre synes at morer sig enormt.
" Dean" hilste hun med tøvende stemme..." Jeg har hørt at i ikke har kontrol, overhovedet...når det er fuldmåne, er det sandt? Bestemmer du selv hvornår du forvandler dig- og tænker du som dig selv....er din personlighed intakt som ulv...og kan du bagefter huske hvad du laver når du har skiftet...form?" De bare væltede ud af hende...alle spørgsmålene, imens hun stillede sig tæt op af Stephen, selv om Dean nu så meget....nuttet og tilforladelig ud, men...man vidste jo aldrig.

Dean fik store øjne da Millicent væltede frem med sine spørgsmål og det var da ikke gået hans næse forbi at hun stod næsten limet op af sin engel der havde listet en arm omkring hende. Han tog det fra en ende af. "Når der er fuldmåne får vi en ufrivillig forvandling, ikke specielt behagelig, vi er jo ikke lige så fredsommelige som din engel, men man lærer at affinde sig med det før eller siden. Vi kan ikke selv bestemme det, det er ligesom en slags sygdomme bare mere atypisk. Som ulv vil jeg funger som en ulv, tænke og handle efter en, men som menneske er jeg bare Dean." Han trak vejret dybt og svarede så på det sidste spørgsmål. "Nej, ikke mens jeg er ulv, det er som efter en voldsom druktur"
Stephen havde været imponeret over alle de spørgsmål, men havde ikke kommenteret nogle af dem. Der var intet problem i at få stillet sin sult i spørgsmål. "Dean lever altså et normalt liv og er vældig sød når han ikke er pelset." Tilføjede han til samtalen og gav Millicent et opmuntrende smil. Derefter endte han sig imod Dean og begyndte at svare på et spørgsmål der kun havde været inde i Deans hoved, men Stephen mente at han havde det, gik ud fra det. "Hun kan læse aura." Det var ganske kort, men forklaring nok. Dean nikkede som om han lige havde fået hvorfor et æble faldt ned fra et træ.

Trykket op af Stephen, lyttede hun til Deans svar.
Han var jo både sød,sjov og meget behagelig NU men...desværre blev hendes slemme forstillinger vist bekræftet, gjore de ikke.
" Så du er ikke i kontrol" lød det lavt fra Millicent, der havde smilet ved mærkatet ' din engel'.
" Dean...no offence...og Stephen ...jeg mener, jeg kan da udmærket se at Dean er en sød fyr...jeg mener....jeg er ikke bange for ham nu" ja..,det var sådan set rigtigt nok.ikke i menneske skikkelse, hun var bare bange for at han forvandlede sig på to sekunder og bed hende...eller Stephen, det var det hun var bange for...ikke selve Dean.
" men...når du ikke er ' dig selv' men er overladt til ulven i dig...så ser jeg kun grund til at være...lidt bange" ja...hun bille ikke stå her og lyve, men ville heller ikke træde Dean over tæerne, han var jo knas sød.
Hun stak den ene arm ind under Stephens jakke, så den flugtede hans liv og bukse kant.
Hvorfor ville de ikke indse at ulven var ...farlig?

Begge mænd kiggede på hinanden. "Det handler bare om at holde sig fra os når vi er forvandlet hvis det er." Svarede Dean som den første, da Stephen blev vanvittigt distraheret af hendes hånd. Der var sikkert ikke noget ment med det, men så måtte hun altså gøre noget andet! Han skiftede vægten over til det andet ben, mens han forsøgte at se ud som om der ikke skete noget, men Dean havde opfanget det og var hurtigt igen flad af grin. "Jeg tror du skal fjerne din hånd Millicent, ellers går det jo helt galt." Fik han hikket frem imellem grine og gik så forbi dem og klappede venskabeligt Stephen på skulderen. "Du må overbevise hende når du kan."
Stephen sendte et olmt blik efter Dean hvis latter kunne høres ned af gangen før han forsvandt ud til dansesalen. "møg unge." Vrissede han, dog uden at være 'rigtig' sur eller irriteret. "Men du kan bare se, varulve er ikke så slemme." Han spændte et smil op og rystede så opgivende på hoved. "Men er frygtelig gode til at læse kropssprog ... med ... det."

Millicent begyndte at le." Jamen...jeg kan skam udmærket holde mig væk, men jeg havde den opfattelse at den var lige omvendt....at i kom il menneskerne, og at det ikke var for at spille ludo?" Hun havde meget svært ved at tro , at nogle ved deres fulde fem ville søge og lede efter en varulv, imens den var forvandlet.Det ville jo være...selvmord.
Hun fangede den ikke først, men da det gik op for hende at fokus var på hendes tryghedessøgende arm, OG at det blev helt fejltolket, skyndte hun sig at trække den væk, under skæret af et par meget rosa kinder.
" Hmm...nå, så han var en varulv...ja, han virker jo sød nok...og sjov, men som ulv er han jo anderledes, og det er der problemerne begynder" holdte hun fast.
Hun stak sin hånd i Stephens.." Du har været en pragtfuld date i aften, skal vi vende snuden hjem?" Spurgte hun, efter at have kysset hans kind.

Stephen nikkede en enkel gang og ledte hende ud igennem bygningen, hurtigt forbi journalisterne, de få der var tilbage, og hen til garderoben hvor han også fik sendt bud efter sit køretøj der stod ude på pladsen da de kom ud. Varmen i bilen blev skruet op før han vendte bilen og lod den glide frem igennem natten, ind mod byen og lyset.
Først da de kom ind i bilen blev farten taget en smugle af og motorens lave brummen forsvandt helt da de nåde frem til Millicents lejlighed. "Det har været super dejligt i aften." Komplimenterende han, før han lænede sig ind over hende, lage sin arm om hendes skuldre og trak hende helt ind til sig så han også kunne få en 'bid' af hendes læber. "Måske ..." Mumlede han mod hendes læber, stadig med lukket øjne. "Skulle jeg tjekke du kom op, uden at ... for eksempel vælte ned af trapperne?" Han trak sig helt tilbage og kiggede på hende mens mundvigerne rykkede en tand op. Selv kunne han godt lide, men hvis hun afslog skulle han nok blive siddende, i modsætning til smilet.

Hvorfor var det at hun altid følte sig så godt tilpas med ham? Hun elskede simpelthen at være ved hans side...og at være så tæt at hun kunne røre ham, eller den anden vej rundt.
Det var godt nok heldigt at det var ham der var faderen til hendes barn, ellers ville der være panik hele vejen rundt.
Hun følte sig ....lykkelig...og da de parkerede ved lejligheden .
Millicent kyssede ham kærligt igen, og havde på ingen måde lyst til at slippe ham der.
" Aftenen har været meget skøn....du ...er skøn" mumlede hun mod hans læber, men smilede så stort , ved hans ord..." det er sjovt du siger det, for mine trapper har netop været i avisen...de er udnævnt til områdets mest farlige og evig glatte trapper.... Vil du ikke godt gå med, og passe på mig...og dit barn'" teasede hun og forsøgte se alvorlig ud.
Da hun kort tid efter låste sig ind....håbede hun at Stephen var med , ved hendes side.

Som et ivrigt lille barn, der lige havde fået lovet et candisæble, sprang Stephen efter Millicent og smed sit overtøj i hendes entre. "Det var ikke godt med de trapper, men nu er vi oppe." Han forsøgte at gribe ud efter hende og trække hende i land, helt op af sig. "Hvis du vil, så kan vi tage os af pakken i morgen, men nu er jeg så træt at jeg ikke kan køre hjem. Beklager, det var bestemt ikke planlagt." Et hurtigt kys på hendes næse. "Kunne jeg måske låne en seng? Jeg ved du kun har én, men du har vel ikke noget af at sov tæt op af en engel?" Endnu et, denne gang på hendes læber, før han slap og uden at vente på svar gik ind i soveværelset og smed tøjet, før han så smuttede ind under hendes dyne.
Da han trak dynen op kunne han mærke en sky af hendes dufte. Feminine og lette og på ingen måde surt som man ellers godt uheldigvis støde ind i, hvis man var uforsigtig med hvor man stak sin næse hen.

Millicent lukkede og låste bag dem, og fik sparket skoene af. Selv om hun efterhånden kunne gå i se høje sko, efter al model tjavsen, som hun var født med dem på - så fortrak hun bare fødder.
" ja... Oppe , med livet i behold , amazing " smilede hun til ham og fik et kys på næsen.
Når han trak hende ind til sig så tæt, kunne hun ille gøre for det , hun reagerede promte på at kunne mærke hans stærke krop og konjunkturen i den.
Hun begyndte langsomt at smelte.
" oh ... Krafterne er sluppet op ? Jamen så må du jo blive , jeg må lære at dele min seng... Selvom det bliver ... Hårdt ?" Hun sendte et drillende blik , men Stephen tog set sidste ord , med et kys på hendes mund , og så satte han kurs mod sengen.
Hun mærkede et sus maven, hvor træt mon han virkelig var ?
Millicent tog et glas vand, og efter at have sat det til livs, gik hun ind til ham.
Imens hun lynede sin grå kjole ned og lod den glide af, imens hun trak de selvsiddende strømper forsigtigt af- en efter en sagde hun " du ved.. Nogle ville sikkert finde det meget ... erotisk ... at skulle sove tæt med en engel "
hun skulle til at åbne sin bh ,men ombestemte sig og da hun stadig bar en smule blufærdig .
Millicent gled med under dynen til Stephen

Millicent stod i samme rum og smed tøjet, som han lå i, så han fandt ingen grund til ikke at glo lidt på hende, noget uhøfligt, men så måtte hun stille sig et andet sted hen. "Gør du det?" Kastede han bolden over til hende, før han små grinte over at BH'en alligevel ikke skulle af. Det var de to om at bestemme, så da hun lå ned, stak Stephen sin hånd om på hendes ryg og knappede den af. For en god ordens skyld.
"Det kan også være at jeg bare fryser, der er ingen der siger at når jeg ligger tæt, så skal man noget erotisk." Ville han da lige bemærke. Hvad han egentligt selv mente med det, vidste han heller ikke selv men det var i følge ham selv ikke så vigtigt. Det var derimod langt mere interessant at vide hvad hun svarede til det han havde spurgt om. Havde hun bagtanker?