På et hotel ~ Hadrian

Hverdag. Totiden. Hotel nær børsen i Aterswell.

Brunchbuffeten var ved at blive ryddet af på et af de store hoteller i den del af Aterswell, der primært er befolket af bankfolk. I loungen sad mænd i jakkesæt ved små borde og talte dæmpet, en dame med stramt ansigt læste Times i en blød stol, og på en fladskærm kørte nyhederne uden lyd. Selv receptionisten udstrålede en eller anden form for travlhed, der kunne sættes til forretningsverdenen, skønt han på det tidspunkt kun bladrede med stoisk ro gennem et ugeblad, som hans øjne kun forlod ved særlige lejligheder, hvor han løftede hovedet og skottede til én gik frem og tilbage i forhallen mens han førte en tilsyneladende alvorlig samtale. Det foregik på tysk og endvidere i en håndfri telefon, hvilket fik hans lette gestikulationer og rysten på hovedet til at virke malplaceret og i Charlies øjne direkte mærkeligt.

Hun kastede kun et kort blik på ham netop som hun forcerede den første udfordring, svingdøren, så var hun ved at kvæles af grin. Med hastige, skridt gik hun forbi ham og fandt en plads i en meget fancy og meget ukomfortabel læderstol. I stolen ved siden af var en mand faldet i søvn med en iPad i hånden. Hun læste ham over skulderen, men kunne ikke uddrage så meget. Børstal var ikke hendes stærke side. I stedet gav hun sig til at læse sin medbragte avis. Hun vidste, det virkede tåbeligt. Hun kunne høre det for sig selv. Du kan kende mig. Jeg har en sandfarvet jakke og en avis på bordet. Café måneskin, det var replik fra samtlige gamle film om.. Hun kaldte det udveksling af data, selv om andre måske ville have sagt enten blinddating eller spionage. Hun havde i det mindste ikke en sandfarvet jakke. I stedet havde hun en meget rød taske, der meget belejligt var placeret på bordet foran hende. Ellers stak hun ikke ud. For denne ene gangs skyld havde hun gjort en forholdsvis effektiv indsats for at blende ind i mængden. Iført en skjorte og sorte bukser, der som noget nyt ikke sad som spyttet på, og små, upraktiske sko. Læderjakken var byttet ud med en i noget andet stof. Pistolen havde været meget svær at få ned i inderlommen, og til sidst havde hun resolut klippet hul i foret.

Hun kastede et kort blik over avisens kant. Han ville være der et sted. Sidde og vente på den information, han manglede. Eller som han sikkert havde, hun ville bare udpensle det, og vise ham, at han havde brug for netop det, hun kunne skaffe. Og havde skaffet. Det var en kedelig avis. Om business. Det havde været det bedste valg. Øverst på forsiden var der som aftalt skrevet en note med grøn tush. Ring til John, eller sådan noget ligegyldigt. Et tegn. Nøjagtigt som det, hun ventede på.

Hadrian trådte ind i hotellet gennem svingdøren og han var iført sit sædvanlige jakkesæt, med en hvid skjorte indenunder og et rødt slips. Selvom Hadrian så nogenlunde afslappet ud så afspejlede hans ansigtsudtryk og hans pænt tilbageredte hår, på ingen måde den galloperende paranoia som Hadrian havde. Det var nemlig aldrig muligt at overraske Hadrian og det havde hans AURA maskine endnu engang sørget for. For Hadrian havde mere end blot en maskine og en af dem befandt sig i en jeep i hotellets p-kælder og i varevognen ved siden af havde Hadrians sikkerhedsfolk hacket overvågnings kameraerne på hotellet.

Du kan kende mig. Jeg har en sandfarvet jakke og en avis på bordet. Café måneskin

Beskeden som Hadrian havde modtaget var tydeligvis ikke rigtigt da der ikke var mange i cafeen og AURA maskinen udpegede pigen med den røde taske som dæmon. *Hvem skulle det ellers være?* havde Hadrian tænkt da han befandt sig i p-kælderen før han gik op til hovedindgangen. Så Hadrian havde lagt en slagplan i tilfælde af at det var en fælde så, da Hadrian endelig gik ind så havde han folk omkring hele hotellet. Samt nogle der tog elevatoren ind.

Hadrian gik forbi den tysktalende receptionist, som lød meget alvorlig da han talte men Hadrian skulle alligevel ikke bruge receptionen. Samtidig trådte to mænd af mellemøstlig udseende ud fra trappen som gik fra elevatoren, men til trods for at de så ud som pæne forretningsmænd så genkendte Hadrian straks hans to vagter. De to mænd gik hen og bestilte kaffe med udsigt til dæmonen. Hadrian kiggede lidt omkring og gik lige forbi hans to vagter uden at se på dem. Så med raske skridt gik han hen ved stolene og satte sig i en af stolene ved siden af dæmonen. " Goddag frøken, du skulle vel ikke havde set om der ligger andre aviser, på nogle af bordene " Sagde Hadrian, som en meget direkte hentydning.

”Nah. Det tror jeg ikke.” Ansigtet sagde ikke noget om, hvordan Charlie vurderede den talende, tog hage, jakke, hår og sko til efterretning. Kunne han løbe. Kunne han slås. Han så ikke dum ud. Fald fuldstændigt ind i omgivelserne hvor han givet vis også hørte hjemme, i hvert fald delvist. Hun rejste sig. Lagde frakken over sin arm og greb den bemærkelsesværdige taske. Han havde været direkte. Det kunne hun også. Hun rakte ham hånden efter at have samlet avisen op og stukket den under armen. Hun stak ham et falsk navn. Selvfølgelig. ”Elaine,” det var nyt, hun havde aldrig brugt det før, men det klang godt, da hun slyngede det ud, nøjagtigt som hun havde planlagt foran spejlet. Det her var stort, rigtig stort. Hun nåede at resonere over, at hans hånd var stor i sammenligning med hendes. Ikke overdrevet, bare naturligt stor. Hun overvejede om han ville kunne knuse hendes hånd. Selvfølgelig ville han ikke kunne det, ikke hvis hun var vågen, men hvis nu hun lå i koma. Ville han så?

”Jeg er glad for, du fandt mig. Skal vi gå?” Stemmen var venlig og kontant, og hun var allerede på vej ud ad rummet, da det sidste ord blev afleveret. Ikke om hun for alt guld i verden ville diskutere noget så vigtigt i loungen på et hotel. I hvert fald ikke når der var mennesker. På den anden side var alt guld mange penge. Hun ombestemte sig som hun ventede på ham ved glasdøren. ”Jeg har et værelse,” forkyndte hun, da han nåede frem //Og hvis du så vælger at agere stik modsat, så annulleres alt det her selvfølgelig bare.//, mens hun i tankerne tilføjede, at det blev på hans regning. Derefter krydsede et kort smil over en indre, dårlig og rimeligt upassende joke, hendes ansigt. ”Det er denne vej.”

Hadrian fulgte efter. " Hadrian " Svarede han da hun sagde sit navn. Det hele var blot teknik og indtil videre så ville hun føre an fornemmede Hadrian. Der var der intet problem i for hun ville ikke havde mulighed for at analysere Hadrian og hun ville sandsynligvis fejlvurdere ham, og det kunne resultere i at hun dummede sig i alle henseender, om hun ville dræbe ham eller handle, var ligemeget. Hadrian havde givet udtryk for at han vidste mere end han fortalte da han fandt frem til hende så nemt så hun turde ikke gøre noget, hvis hun var ude på at angribe. Selv hvis hun ville handle ville Hadrian kunne sikre at hun opnåede alt for lidt medmindre det var i Hadrians interesse at handle med hende på et senere tidspunkt.

Hadrian rejste sig og fulgte efter. " Ja lad os gå " Sagde Hadrian afslappet, selvom han langtfra var det. Det var nemlig de kort man ikke viste man havde som var de bedste og det var ikke fordi Hadrian var i dårlig form, men han var heller ikke atletisk og det var altsammen ligemeget. Da hun pludselig bestemte sig for et værelse stoppede Hadrian op da hun sagde denne vej. " Hvilken etage? " Spurgte Hadrian afslappet og uden at lyde for nysgerrig, men hemmeligheden lå i den skjulte mikrofon Hadrian havde på sig. I mellemtiden var de to mænd fra mellemøsten pludseligt hurtigt blevet færdige med deres kaffe og havde allerede trykket på elevator knappen. Endnu fire vagter stormede op af brandtrappen fra p-kælderen et andet sted i hotellet så de forhåbentligt kunne være i position når Hadrian kom derop.
Andre af Hadrians folk sørgede for at hacke hotellets elektroniske systemer så de kunne styre elevatorene så de to folk fra mellemøsten ville utvivlsomt få den første elevator og skynde sig at lukke den. De undersøgte også de hotelværelser der var lejet ud og om et af dem matchede navnet Elaine, hvis ikke så ville Hadrians folk bare følg med vha. hotellets overvågning.
Hadrians eneste opgave var blot at smile uskyldigt og stå stille i et par sekunder mens han stillede spørgsmålet. Derefter ville han følge efter og havde alle fordelene tilbage på hans hånd.

// og hvis din karakter ikke fortæller etagen, eller hvis Hadrians vagter registrerer at du kører til en anden etage end den nævnte så sker følgende også// Elevatoren ville køre langsommere, men man opdager det nok ikke medmindre man har kørt med den flere gange. Så den anden elevator med de to mænd fra mellemøsten ville komme først.

”Øh.. Femte eller sådan noget,” Hvis det havde været pudekamp på et bræt, så havde Hadrian næsten haft hende, men også kun næsten. Og det slår som bekendt ingen mand af hesten. Og slet ikke hende. ”Lad mig lige tjekke mit nøglekort.” Hun fandt det, mens hun marcherede mod elevatoren. ”Jo, femte,” konkluderede hun over skulderen, netop som hun trykkede en for første gang i flere måneder pænt lakkeret negl mod knappen.
”Jeg håber, du værdsætter diskretion i samme grad som jeg gør,” sagde hun dæmpet til ham i det korte øjeblik, det tog elevatordørene at glide op. Den fyldtes med et øjebliks tavshed, hvor Charlie igen rodede i sin taske. Forskellige genstande ramlede højlydt rundt. ”Det glæder mig, du er interesseret.” Hun løftede hovedet og studerede hans træk indgående mens hun talte. En mand af karakter, kaldte hun ham, dog med det lille forbehold, at hun ikke ligefrem var menneskekender.
Hun ventede ikke på svar. Sugede i stedet en stor mundfuld luft ind og fortsatte. ”Jeg forestillede mig, at en forretningsmand som du måtte have meget travlt.” Elevatoren standsede med et ryk, og en høj, blond dame steg ind og kørt med videre op. Hun havde en meget kraftig parfume på, og Charlie blev mere og mere flad mod væggen, som elevatoren bevægede sig opad. Da displayet over kontrolpladen endelig bekendtgjorde, at de var nået til femte sal nærmest sprang hun ud, dog ikke uden en vis sælsom elegance. ”Denne vej,” bekendtgjorde hun efter at have rømmet sig en smule og lynhurtigt orienteret sig ved hjælp af to små messingskilte. Låste værelse nummer 516 op, trådte indenfor og holdt døren åben for sin ledsager.
”Jeg har set efter,” begyndte hun, før han overhovedet var nået over dørtrinnet. ”kun på værelserne er man fri for videoovervågning. Øjeblik, jeg har noget, du bør læse.”

Hadrians vagter fik alt informationen gennem den skjulte mikrofon som Hadrian havde så de to mænd fra mellemøsten kørte til femte etage og skyndte sig ud på brandtrappen så de kunne storme ud hvis der skete noget, men de måtte vente lidt før de vidste hvilket værelsesnummer det var Hadrian ville befinde sig på.
Hadrian selv fulgte efter Elaine mens han gik med ret ryg og han gik med ind i elevatoren. " Jo man må af og til være diskret, men angående at havde travlt så hjælper det nogle gange at ligge afstand til alt i en periode og høste frugten af ens anstrengelser " Sagde Hadrian afslappet, til trods for at det var langt fra hvad Hadrian selv mente, men forhåbentligt ville Elaine fortælle lidt om sig selv når Hadrian begyndte at tale. Selvom Hadrian bemærked at Elaine vidst havde noget mod parfumen som den blonde dame som steg ind i elevatoren havde på og med den fart hun kom ud af elevatoren da den nåede 5. så kunne Hadrian ikke lade være at smile lidt.
" Så det er her du bor " Sagde Hadrian før han gik ind og kastede et blik mod kameraet i gangen og vidste at hans folk fulgte med. De ville kunne finde rummet nu, og rykke ind hvis Hadrian anmodede om hjælp gennem den skjulte mikrofon. Hadrian trådte ind i værelset og kiggede sig omkring. " Nå hvad er det så jeg skal læse "

"Sikkert." svarede Charlie fraværende og lukkede døren med omhu, som om hun var nødt til at være meget overbevist om, den vitterligt var lukket. Så hev hun den sammenfoldede avis, hun havde haft klemt fast under armen, frem, viftede næsten triumferende med den og gled fra gangen ind på selve værelset. Alt var fuldstændigt urørt. Sengen stod opredt med et lettere sygt, orange tæppe, og der lå et lille stykke slik indpakket i strålende papir på hver pude. "Her." Hun bredte avisen ud over det lille skrivebord og begyndte at bladre. Gjorde sig umage med at frembringe den så karakteristiske lyd af avispapir. På midtersiden var et A4-ark klistret fast. Tydelige blogbogstaver pyntede siden. Charlie pegede på den øverste linje.

Læs de røde ord højt.

Sagde den. "Det er vores mand," sagde hun og pegede på linjen under, der var skrevet med tyk, rød tusch:

Besøg fra Vatikanet. Kardinal gæster katolsk forfatter som tak for ny udgivelse om katolicismens historie.

Charlie stod med armene lagt over kors og fulgte hver lille bevægelse i hans ansigt med øjnene. Hun havde tjekket. Hvis de havde lyst, kunne de finde nøjagtigt denne overskrift i en avis fra juni. Men det var slet ikke vigtigt. De sorte bogstaver fortsatte og adresserede ham direkte i et lidt forvirret sprog. Som hun læste det igen, gik det op for hende, at alkohol sjældent var en fordel:

Kære Hadrian, fortsæt komedien mens du læser. Risikoen for overvågning er overhængende, og dette må under ingen omstændigheder komme byens vampyrforsamling for øre. Dette er betingelsen for videre handel.

Hadrian blev lidt overrasket da Elaine viste sig som yderst alvorlig og hamrende paranoid, da hun ligefrem havde forventet overvågning fra vampyrerne. Det kunne være at hun havde noget at tilbyde, men Hadrian havde svært ved at indse hvordan Elaine egentligt var som person og da han for anden gang læste teksten begyndte han endda at stille sig selv spørgsmålet om det overhoved var hendes navn. Hadrian formodede at Elaine slet ikke havde haft planer om at gå som hun gav udtryk for tidligere.
Hadrian læste det hele to gange før han foretog sig noget og hans falske afslappede holdning havde ikke gjordt Elaine afslappet så Hadrian droppede den holdning han havde forsøgt at give udtryk for. Derefter tog Hadrian ordet, " Der kan man se.. Besøg fra vatikanet. Kardinal gæster katolsk forfatter som tak for ny udgivelse om katolicismens historie. " Hadrian havde talt i et koldt tonefald og selv om det sikkert skulle lyde som om at Hadrian var nysgerrig omkring teksten og derfor skulle læse den op så lød Hadrian snare som doktor der fortalte hans patient at vedkommende snart skulle dø.
Hadrian stod med ret ryg og da han sagde det højt kiggede han ikke på avisen, men derimod udfordrende på Elaine uden at sige noget. Hvis hun troede hun var paranoid så havde hun ingen anelse om hvordan Hadrian var.
Ude på gangen var folkene fra p-kælderen kommet op og Hadrians hacker havde undersøgt at værelset ved siden af var ledigt så de fik åbnet døren ved hjælp af lidt værktøj og tog opstilling derinde sammen med de to af Hadrians vagter der så ud som forretningsfolk fra mellemøsten.

"Så du er med? Ingen vampyrer" Spugte Charlie og ventede ikke på hans svar. Det var ikke, fordi hun ligefrem antog hans tavse blik som en underskrift på hendes krav, men mere fordi hun ikke kunne lade det her gå i vasken. Han gjorde hende endnu mere nervøs, end hun plejede at være. Hun havde måske tilladt sig at tro, at det var sådan her, det forløb når de store handlede, men måske tog hun fuldstændigt fejl. Hans blik sagde ikke noget. "Super." Hun halede sin taske frem og så ikke på ham.

"Det er ham der." Pegede i stedet på den lille overskrift. "Kardinalen. Han havde en 'ven' med. Jeg fik det her." med lethed åbnede hun den røde lås på tasken, der velvilligt sprang op og afslørede en masse forskellige genstande, lige fra en læbestift og myntepastiller til smøger, tomt slikpapir, plaster, en mindre samling blyanter, en mundharmonika, en flaske med sæbeboblevand. Og så mellemstor kasse. Den trak hun frem, og afslørede, at den havde dækket over et langt større udvalg af ting og sager, sytråd, en bog, en dolk, et tørklæde. Hun lukkede tasken og lagde den fra sig. Satte kassen på bordet. Det lignede en forstørret cigaræske. Den var i glat, grå pap og bar ikke noget mærke.

Hun lukkede den op med en smule øjebliks besvær og skubbede den over mod ham. Der lå en lille, pæn pistol. Meget simpel i sit udseende, uden videre finesser af nogen art. "Ser ikke ud af meget hva'?" spurgte hun med en snert af overlegenhed i stemmen. Hun var slet ikke overlegen på nogen måde, men det kunne han heldigvis ikke vide. "De arbejder på noget stort, der kan bekæmpe.." ordene døde på hendes læber, og hun mødte endelig hans blik. "Du er ellers kendt for samarbejde med dem.." hendes stemme var denne gang meget dæmpet. "Vampyrer" hun hviskede det sidste med meget tydelig stemme. Det kunne være en provokation, men det var det ikke. Det var bare, fordi hun vidste, hun ikke ville kunne slå en vampyr i kamp lige nu.

Hadrian besluttede sig for at fortælle lidt nu. Det var nu han skulle vise sig bare lidt og eventuelt lige få Elaine til at gå lidt op i gear. At bekæmpe vampyrer var ikke noget nyt, det ville dog være overraskende at vinde eftersom det havde været verdens længste krig. Hadrian havde forsynet vatikanet og deres inkvisitorer med mange våben, men vampyrerne lærte også at tilpasse sig. " Jeg holder skam altid mine kort tæt og der er ikke nogle der får noget at vide, især ikke vampyrer " Sagde Hadrian koldt.

Hadrian ville dog gerne vide om vatikanet lavede noget andet stort end det som Hadrian lavede til dem for så havde Hadrian nok overset noget. Det ville overraske Hadrian hvis de gjorde, men nogle gange prøvede de jo et eller andet skørt.
" Nej du har helt ret den ser ikke ud af meget, men hvis den er ladet med den specielle ammunition jeg sælger til vatikanets fanatikere så ved jeg da godt hvad det er. " Sagde Hadrian overlegent, Hadrian kunne forestille sig hvor skuffet Elaine ville blive hvis hun troede hun havde skaffet noget spændende, men som blot var noget af det Hadrian solgte.
" og man kan roligt sige at jeg samarbejder med vatikanet " Sagde Hadrian med et smil, og prøvede at få Elaine til tage det lidt mere afslappet og lade være med at tale så dæmpet, der var ingen grund til at være så bange og tale dæmpet. Hadrian formodede at hun var nærvøs og Hadrian ville godt sætte lidt skub i samtalen og komme ind til sagens kerne.

Godt. Kortene tæt til kroppen. Godt. Det var lige, hvad hun havde brug for, og et smil tegnede sig let om hendes mund.

Charlies øjne flakkede et øjeblik. Var et her hans? Hun vidste godt, han var den store mand på feltet, at han havde alle kort på hånden, men hun havde troet, måske dumt, at hun alligevel kunne gribe til ved ondets rod, ved myterne, ved mystikken, og vende den til noget så håndgribeligt. Og måske havde hun så bare taget fejl. Rigtig meget fejl. Så forfærdeligt fejl, at hun kunne grave sig ned i et hul. Hun åndede meget langsomt ud, som om hun havde brug for at købe sig tid. Det havde hun ikke.

"Hvad er det? Hvilken ammunition ville du putte i?" spurgte hun, snublende over ordene. Der var ikke plads til tvivl: Hun var fandens nervøs. Hun ville have det svar, det var nødvendigt. Hun gav sig til at knække fingre, rodede igen i sin taske og smækkede en anden lille beholder på bordet. Den var af metal og noget mindre. "Hvis det er dem her, så har vi ikke noget at sige til hinanden." Hun klemte munden sammen til en streg. "Så er jeg ked af, jeg har spildt din tid."

Hadrian smilte lidt overbærende, det var nu syndt hvis at Elaine havde gjordt så meget for at komme i kontakt med Hadrian hvis hun bare havde skaffet Hadrians ammunition.
" Så lad os nu tage det roligt " Sagde Hadrian og lagde hånden på æsken.
Den specielle ammunition som Hadrian solgte var bla. nogle med små syrekapsler, kviksølv eller de virkeligt dyre med lille holdbar sol lampe indeni patronen som blev tændt når spidsen af kuglen rammer ind i målet. Sidstnævnte var ofte større end standart ammuniton og krævede et modificeret våben.
" Nu vil jeg åbne den og se på det, så der er ingen grund til at undskylde endnu, jeg har jo ikke engang set patronerne endnu. " Sagde Hadrian afslappet og åbnede beholderen for at undersøge dens indhold. Hadrian var usikker på hvad han kunne forvente, for han ville kunne genkende sit eget design hurtigt, men hvis det var en der var begyndt at kopiere Hadrians ammunition så ville han spørge Elaine hvor hun havde fået dem. Hvis det var en der kopierede Hadrians design så ville vedkommende komme til at betale. Hadrian prøvede at minde sig om at der var andre muligheder, end at blive skuffet hvis det var hans eget og vred hvis det var en kopi, for det kunne være noget helt andet som Elaine havde skaffet, det kunne være noget Hadrian ikke kendte.

Der var vat i æsken. "Jeg var lidt bange for at ødelægge dem," mumlede Charlie undskyldende, og så nervøst på ham. Nede i vattet lå tre små genstande. En gylden, en mørk og en brun. Ved første øjekast perler. De var af træ. Fint afrundede, med en lille streg hen over midten. Mærkeligt formede af perler. Fordi det ikke var perler. Træpatroner.

"Du ved, legenderne siger, man kun kan dræbe en vampyr sådan, og Vatikanet tror, de er genier nu." Charlie trak på skuldrene. Hun havde vundet noget selvtillid tilbage. Der var noget, der sagde hende, at dette alligevel kunne gå hen og blive rimelig fornuftigt. "De drejes lige nu kun ved håndkraft. For det er jo noget mærkelig noget, ikke? De fylder dem med forskelligt materiale. Metal. Tungt, selvfølgelig, så det kan have omtrent samme slagkraft som almindelige patroner. Rosentræ, ibenholt. Det sidste ved jeg ikke hvad er." hun udpegede dem med lidt nervøs hånd.

"Pistolen er lavet, så den kan skyd med dem. De er lidt anderledes end normale patroner, men da man havde fremstillet prototyperne og de så ikke kunne puttes i almindelige guns virkede det mere tiltalende simpelthen at lave en ny."

Hadrian var overrasket. Det var ikke hans værk det her og det var helt sikkert ikke amatørarbejde. Det var slet ikke standart blandt vatikanets folk at havde sådan nogle ting og det overraskede at de havde ikke blot fået ideen, men også produceret patronerne selv. Der var kun få grupper underlagt vatikanet som kunne finde på sådan noget.
Hadrian var dybt fascineret af designet, men tænkte egentligt ikke på hvor effektivt det var.
" Det er værdfald ikke mit design det der, og jeg har aldrig lavet noget der ligner " Sagde Hadrian koldt og kynisk mens han drejede patronerne omkring nede i æsken uden egentligt at røre dem, men holdt vattet imellem.
Hvis Hadrian skulle gætte så var kardinalen og hans ven sikkert tilknyttet Inquisición española som var den ældste af de forholdsvis uafhængige grupper selvom det næsten kun var navnet der var bevaret for middelalderen. Den spanske inkvisition var et levn fra middelalderen hvor vampyrjagt var på højt plan og det var en af de få gange hvor vampyrer frygtede mennesker for alvor. Selvom de var underlagt vatikanet så dræber de tosser gerne vampyrer for sjov uden at tænke sig om, eller det var værdfald sådan Hadrian opfattede dem. Det havde måske noget at gøre med at de ødelagte Hadrians forretning lidt engang imellem.
" og jeg tror jeg muligvis ved hvilke folk det er som har lavet dem, må jeg eventuelt høre hvor kardinalen var fra? " Hadrian ville lige teste hans teori, for hvis patronerne var skabt til privat brug så kunne Hadrian eventuelt producere dem. Der var dog stadig en rimeligt stor chance for at patronerne var komplet utilstrækkelige.

Charlies lettelse var tydelig i hendes øjne, hendes skuldre slappedes, og et smil bredte sig på hendes læber. "Det tænkte jeg nok," sagde hun, og enhver måtte kunne se, det var en komplet løgn. Det var bare noget, hun var nødt til at sige, ligesom hun havde været nødt til at sige tak for sin kaffe, eller at hun var glad for, maleren kunne komme. Hun var ligeglad. Havde gloet på ham med tomme øjne, fordi hun helt havde glemt, hun havde ringet til ham. Og kaffen, selvfølgelig var hun glad for den, men at sige det, netop som kassedamen fik stregkodelæseren til at give et lille bip, var latterligt.

Og det her, det havde hun ikke tænkt. Hun havde håbet. Tilladt sig at ønske. Hun så på ham mens han vippede æsken lidt rundt. Han tænkte tydeligvis. Og så kom han med et spørgsmål: Hvor kardinalen var fra? Smilet voksede, og en let antydning af overbærenhed viste sig i hendes tale.

"Det var ikke kardinalen. Han har ikke noget med det at gøre. Jeg skal ikke afkræve dig penge for den information, du kan finde om ham på nettet." hun klappede ham let på skulderen, "selv om jeg sagtens kan skaffe noget, hvis det er. Han er bare ikke.. Han er bare en del af det. Han havde en mand, der hedder Angelo Valenti, han havde våbnene med, og han står også for en del af den jagt, der foregår her i.."

Det var, som om noget gik op for Charlie. Det havde været et lille bitte klap. Hun klappede ham igen med et spørgende udtryk. Hun burde have vist det. Og sådan var det selvfølgelig, men hun blev alligevel lidt overrasket over at mærke det sådan. Hvordan et lille bitte system fungerede under hans tøj. Så småt, at det kunne være skjult så godt som hvor som helst, så småt at det var næsten umuligt at finde, selv med hendes evner. Han lod sig overvåge!

"Øh," mumlede hun, og tog hånden til sig. "Mjah.. Jagten, der breder sig, ja."

Valenti, var helt sikkert et spansk eller italiensk efternavn og sandsynligheden for at manden var tilknyttet Inquisición española var ret stor, medmindre at han var direkte underlagt nogle af de øverste magter indenfor selve vatikanet. Det kunne jo tænkes at vatikanet for en gangs skyld havde holdt kæft om de ting de opfandt og det ville vel kun være et spørgsmål om tid før de kontaktede Hadrian for at forbedre det som de havde lavet.
" Jagten i byen ikk?.. Ja Heinrik Wagner som var en af mine kunder blev dræbt for et nogle dage siden fordi han havde jagtet vampyrer uden at medbringe nok ammunition " Sagde Hadrian koldt uden at det lød som om at han var ked af Heinrik Wagners død. Hvilket han heller ikke var.
Hadrian satte æsken og patronerne fra sig, han havde set nok. Hvis han skulle vide mere om patronernes effektivitet så måtte han teste dem, og han kendte lige den rette til jobbet.

Hadrian undrede sig over at Elaine havde afbrudt sin talestrøm, men det var bare om at fortsætte samtalen så normalt som muligt. Havde hun sagt noget hun ikke burde og i så fald hvilken del af det var det hun ikke burde havde sagt? Hadrian formodede at det ikke var meningen hun ville havde sagt navnet og det først var gået op for hende nu at hun havde sagt det. Hun kunne vel umuligt være mistænksom overfor Hadrian.

"Jah, ehm, jo, jagten her i byen." Charlies brune øjne havde et øjeblik et lidt uligevægtigt skær, men så gled det over i desorienterethed, "Og, og det-øh.. Det var.. dumt" Forvirring blev til let medlidenhed med stakkels Heinrik Wagner, som havde valgt at spare på ammo, og så videre tilbage til uro. Denne mand virkede så kold. Han lod sig ikke mærke med ret meget. Hun havde set en række udtryk som trækninger over hans kinder, i hans øjne, på hans pande, ved hans øjenbryn og den smalle mund, men hun havde næppe formået at læse ret meget af dem. Det var bare små bevægelser. En let rynken, en sitren, pupiller, der blev mindre. Små bevægelser. Intet andet. Der var en grund til, hun ikke kaldte sig menneskekender.

"Men, ahem," hun rømmede sig svagt og foldede hænderne formelt foran sig. "Hvor meget er du villig til at give. Du har allerede fået information, der ikke er gratis, at du ved det." Det var forretningstid.

"Altså, øh, i øvrigt er jeg kommet til at besidde en liste over Vatikanets postkontakter i Amerika.." Hun kløede sig i panden, og kunne lige så godt have slået sig selv. Det var kommet til at lyde så kunstigt, så tåbeligt, at hun umuligt kunne bruge det så smart, som hun havde tænkt. Men gjort var gjort. Nu gjaldt det om at spille sine kort rigtigt. Vise ham, at hun vidste, hvor meget hendes viden og dette våben var værd. Især trumfkortet, det måtte hun holde tæt. Holde tæt. Hun gav et lille, tåbeligt pip som for at slå fast, at hun ville være stille.

Hadrian havde en fornemmelse af at Elaine gerne ville væk fra Hadrian, men han forstod ikke helt hvorfor. Hun var også sprunget frem i handlen meget hurtigt, gad vide om Hadrian gjorde hende ilde til mode. Hadrian fik et lille smil for han vidste at smil det smitter, men det var måske ikke det helt rigtige tidspunkt Hadrian havde valgt at smile hun kunne komme til at tolke det som om at han hoverede over hendes usikkerhed.
" Hvad med patronerne? Sælger du dem, eller hvad, og hvad mener Angelo Valenti om at du viser mig dem? " Hadrian talte afslappet og smilte.
Hadrian holdt en kort pause for at give Elaine noget tid til at tænke for hun virkede lidt stresset. Måske havde Hadrian fået det til at lyde lidt barskt da han nævnte Heinrik Wagner, og Hadrian formodede ikke at Elaine kendte ham, Heinrik var trods alt den værste tysker Hadrian nogensinde havde mødt, men på den anden side hvis Elaine hang ud med vatikanet så var chancen der. Anyway så var Heinrik et stort svin så der var ingen der kunne lide ham, man ville bare havde hans penge for han var den eneste der havde været fræk nok til at plyndre vampyrer som han havde dræbt.
" Ja Heinrik var lidt dum, men hvis du nogensinde har mødt ham så ved du han er et svin. Han arbejder for vatikanet rent officielt men som vampyrjager lavede han også en del arbejde for egen vindings skyld og han stiftede engang brand til en hel boligblok om dagen for at brænde en vampyr inde mens den sov så det er ikke en person du skal havde medlidenhed med, og hvad er det for en liste du har det lyder spændende, men hvis Heinrik har sit navn på den kan du godt slette det " Sagde Hadrian afslappet og roligt, og prøvede at slappe lidt af i skuldrene så han ikke så anspændt ud.

Et prust af ufrivillig latter fik Charlies ansigt til at lyse op. Det var ikke fordi han havde smilet. Det havde hun ikke anet, hvordan hun skulle forholde sig til. Mere fordi han havde spurgt til Valenti. Måske var det slet ikke ham, der var uhyret. Men på den anden side havde hun ikke været involveret overhovedet. Kujonagtig som hun var. Hun havde ellers besluttet sig for at få det overstået så hurtigt som muligt og uden så meget samtale. Han havde nogen med, det var hun sikker på nu. De måtte være i nærheden. Hun forestillede sig, hvordan de snart ville stille sig udenfor døren, klar til at sparke den ind. Men det skulle de ikke få lejlighed til.

"Hele lortet sælges sammen, ja. Der er to sæt, det her er det ene. Det andet kunne jeg ikke få.. Men altså, Valenti mener ikke så meget længere." et øjebliks stilhed. Hun havde opgivet at holde forretningsdametonen. Den klædte hende dårligt. "Jeg har aldrig mødt ham. En dude tog hvad der var at tage allerede før jeg var blandet ind i det."

Og så talte han igen. Om denne her Heinrick. Og det var et stikord, det helt rigtige stikord. Hun blottede en række lysende hvide tænder i et grumt smil.
"Det var nu ikke hans navn, jeg tænkte på, men dit."

Hadrian tolkede hvad Elaine sagde som hvis at Angelo Valenti var død, men han var ikke helt sikker. Hvis Elaine var relateret til Valentis død så kunne Hadrian altid kontakte vatikanet og give dem Elaine mod en lille betaling. Valenti var nemlig sandsynligvis relateret til vatikanet hvis han havde færdedes sammen med en af kardinalerne.
*Det var nu ikke hans navn, jeg tænkte på men dit* Hadrian blev lidt i tvivl ved denne sætning, hvad drejede denne liste sig helt præcis om. Hvis det bare var en liste med kontaktoplysninger så var der ikke noget nyt i dette da vatikanet selvfølgelig havde sådan en liste for at kunne kontakte Hadrian når de ville købe udstyr af Hadrian. Hvis det derimod var en meget detaljeret liste så ville Hadrian kunne finde ud af hvor meget vatikanet faktisk vidste om ham.
" Hvad er der da sket med Valenti? Hvad er prisen og hvilke oplysninger er der egentligt på den liste " Sagde Hadrian afslappet, mens Hadrian blev ved med at smile mildt. Hadrian var overbevist om at han havde brudt overfladen nu, for Elaine talte pludselig meget anderledes og hun havde en anderledes tone.
I mellemtiden forholdt Hadrians vagter sig roligt i rummet ved siden af, der var ingen trussel endnu, men de havde gjordt deres våben klar i tilfælde af problemer.

"Det ved jeg ikke, som sagt stod jeg ikke for det. Han blev nok bare dunket i hovedet eller sådan noget." Hun trak på skuldrene. "Hvis ikke jeg havde spurgt mig lidt for havde jeg ikke engang kunnet give dig et navn. Men nysgerrigheden må man have med sig." Måske burde hun selv være mere nysgerrig overfor Hadrian, stille ham alverdens spørgsmål, gøre ham rigtigt fortrelig med den fiktive Elaine, men det skete ikke. Hvorfor hun holdt sig sådan tilbage vidste hun ikke. Måske fordi Elaine og Charlene var ret tætte. Nøjagtigt som Charlene og Jane var ret tætte. Tætte, dog fritaget for alle forpligtelser og sorger på en eller anden måde. Og så ikke alligevel, men det var et andet eventyr.

"Oplysningerne.. De består groft sagt af en liste over al ud- og indgående post. Ikke optegnelser over indholdet, men hvorfra og hvornår noget er sendt, hvortil og hvornår det er modtaget, hvem der modtager det, hvis disse oplysninger er brugbare, samt det formodede indhold. Pakker er angivet med mål og vægt, og pakker, og de formodede bagmænd er angivet. Det lyder måske ikke af så meget, men gå hjem og sæt nåle i dit kort, så skal du se et sjovt mønster. Især når du ved, hvilke fabrikker, de forskellige benytter sig af." Hvilket hun ikke selv anede noget om, men han vidste det sikkert.

Og prisen. Det ar et problem. "Hvad vil du give for det?" Hun så på ham med et glimt i øjnene og forsøgte at se ud, som om hun var fiffig.

Hadrian lyttede blot opmærksomt, men fik et lille smil da han hørte om hvad listen indeholdt. Med oplysninger om hvem vatikanet handlede med i USA så kunne Hadrian spore dem og få dem snigmyrdet. Det ville afskaffe en hel del af de konkurrenter Hadrian havde og han ville selvfølgelig gå efter dem der havde meget kontakt med vatikanet.
Der skulle dog ikke bestilles mord hvis det var jægere, men kun hvis kontaktoplysningerne afslørede at det kunne være konkurrenter mod Hadrians forretning. Elaine havde netop den hitlist som Hadrian skulle give til Alice.
" Hvis du fortæller mig hvor mange navne der er tale om så kan jeg give dig et forslag til hvad jeg betaler for listen, pistolen og patronerne, medmindre du da selv vil give et tilbud på hvad det skal koste. " Sagde Hadrian bestemt og undlod at nævne de oplysninger som allerede var blevet nævnt. Det var også lidt mærkeligt at hun spurgte hvad Hadrian ville betale.
Elaine havde talt over sig og Hadrian ville ikke betale for at kende navnet på en sandsynligvis død Angelo Valenti. Hvis Elaine ville lære at gøre forretning så måtte hun lære det på den hårde måde, og hun ville nok ikke havde fortalt oplysningerne hvis det rent faktisk havde en værdi.
Hun kunne jo havde benyttet sig af at fortælle lidt gratis for at opbygge tillid og muligheden for en bedre pris.

"Der er omkring 90 forskellige væsentlige navne. Og så over 2000 ubetydelige eller sådan noget, jeg har ikke selv talt. Det er bare brevkontakter som skal have takkebreve eller besked om højtider eller hvad ved jeg." Hun viftede affærdigende med hånden. "- og jeg venter på dit tilbud. Skal dit navn blive stående på listen? Du er ikke den eneste, der har vist interesse. Jeg kan fjerne det uden videre besvær. Kald det en vennetjeneste." Et øjeblik glimtede det farligt i hendes øjne. En ny, pludselig indskydelse.

"I øvrigt kan du godt give dine gorillaer besked på, at det ikke bliver livstruende i denne omgang." (Kunstigt fnis) "De er altså ikke helt usynlige." Jo, de var. De var fuldstændigt usynlige, men de måtte være der. Hun havde fornemmet dem gennem den trådløse forbindelse, de var en del af et netværk, hun vidste, hun ikke havde tid til at udforske. Et netværk centreret om denne mand. Meget interessant. De havde ikke mærket hende. Det ville de ikke gøre før hun begyndte at ændre, og det var ikke hendes hensigt, i hvert fald ikke i dag. Hun pillede ved sit ærme og stirrede ufravendt på ham. "De generer ikke mig, så længe du kan garantere for deres tavshed."

Listen var fristende, meget fristende endda og Hadrian var villig til at give et godt tilbud på listen. Hadrian fik sig noget af et chock mens hans øjne begyndte at kigge efter alle former for trusler. Det kunne ikke være sandt at denne dæmon bare sådan uden videre havde afsløret den skjulte beskyttelse som var en hemmelig procedure når Hadrian forlod sin villa.
Penge virkede pludselig fuldkommen ligemeget i forhold til at Hadrians sikkerhed var på spil og uden at tænke over det tog Hadrian et skridt tilbage. Han kiggede på Elaine og studerede hendes figur og tøj, men selvom han under normale omstændigheder blot ville havde syntes hun var pæn, så kiggede Hadrian kun efter buler i tøjet der kunne afsløre skjulte våben.

" Hvordan ved du da det? hvad vil du!?" Spurgte Hadrian mens han prøvede at lyde hård og professionel, men han kom nok til at lyde lidt frustreret. Det var ikke meningen. Hadrians folk stod klar til at storme værelset og de overvågede frekvensen mellem Hadrians mikrofon og deres instrumenter. Hvis der kom de mindste forstyrrelser så ville de storme værelset og trække Hadrian i sikkerhed. Hadrians folk i p-kælderen undersøgte også AURA maskinen for at spore andre dæmoner, for hvis det var en fælde ville de slå til før dæmonerne.

En tydelig forandring gled over Hadrians ansigt. Hans øjenbryn afslørede ham, og hans blik gjorde det bare tydeligere. Det var så skarpt, og vel sagtens meget trænet i analyse af beklædningsgenstande og muligheden for at skjule våben. Men han kunne lige så godt spare sig ulejligheden. Der var ikke ret meget at komme efter. En halvfarlig foldekniv i lommen, ellers skulle han dykke i hendes taske, hvor gevinsten ville være omtrent den samme: En stor, rød schweizerkniv med både proptrækker og dåseåbner, skruetrækker, forstørrelsesglas, saks og ganske ualmindeligt sågar en lille sav. For ikke at snakke om de to knivblade og en række andre småting. Sidst havde hun en semi-automatisk pistol i frakkeforet, men frakken havde hun lagt fra sig på sengen, og selv om antydningen af løbets linje strakte sig under det grove uldne stof, kunne det lige så godt være en bog eller sådan noget.

Allermest afslørende var hans stemme. Faktisk kom det lidt bag på Charlie. Hun burde have forventet en reaktion, men måske havde hun snarere forudset at han ville grine. Måske sige noget om, at de heller ikke ligefrem var usynlige, om at de kun var en sikkerhedsforanstaltning, at han sjældent gik til møder uden dem, hvad som helst. Bare han ikke lød, som om hun havde stukket hele armen ind i et hvepsebo ved at opdage noget, man umuligt kunne opdage. Han fik det til at lyde, som om hun var gået gennem gulvet til hans hemmelige kælder og havde overrasket ham uden tøj på i en eller anden pinlig yogastilling. Hun undlod af sikkerhedsmæssige hensyn at grine af tanken. I stedet følte hun faktisk et stik af lidt ubehagelig medlidenhed, for selv om han bare lød en anelse utålmodig var der en klar kontrast mellem den afslappede tone, han før havde brugt. Næsten som om han havde prøvet at please hende.

"Jeg vil bare have det her til at gå glat, og nødigt have, at det kommer ud." sagde hun, og opdagede overrasket, at hendes egen stemme var ved at få nøjagtigt samme utålmodige tone som han havde brugt. Hvorfor? Spurgte hun uroligt sig selv, men det var rimeligt tydeligt. Det var jo ikke ham, der sad som en mus i en fælde. I stedet havde tænderne klappet om hende, og hvis han først blev rigtigt bange, så havde hun også god grund til det. Så ville de komme styrtende for at redde ham, og hun ville nødigt lægge sig ud med nogen, der var større end hun selv. Heldigvis vidste hun ikke, at de var fuldt klar over, hvordan hun når som helst ville være i stand til at kaste sig gennem vinduet i bedste filmstil og lade sig svæve væk som et mærkeligt, tåget objekt.

"Sådan en pistol skal man helst have i baghånden som hemmeligt våben, ikke?" spurgte hun retorisk og udglattende og tilføjede, så afslappet som hun kunne, "og jeg tænker ikke, at de store aktører går uden deres vagter." mens hun forsøgte at kvæle en trang til at sige, hun havde øjne i hovedet.