going for a hunt //Hadrian//

Alice havde for en gangs skyld begået sig uden for aterswell. Hun havde forfulgt en af de faktisk meget berygtede vampyrjægere, helevejen fra Aterswell og ud af byen, til hendes store overraskelse var hun havnet i et af de gamle industriområde uden for byen.
Jægeren havde ikke lagt mærkede til hende, nok ikke til den store overraskelse da Alice havde været meget diskret og ikke gjort sig bemærket på nogen måde.
Jægeren var dernæst gået ind i en af de forlatte bygninger, der mest at alt så lettere gammelt og milijøfarligt ud. Gamle dele af forskellige ting, biler, både og fly var nogen af de ting der var blevet kylet ind i bygningen.
Edderkoppe spind i hjørnerne. Og det utætte tag havde resulterede i nogen forholdshvis store vandpytter på gulvende.

Jægeren fortsatte over det grå stengulv, hvorefter han stoppede og så sig lettere bekymret over skulderen, han hev derefter sin mobil frem og begyndte at skrive en sms. Uden den stakkels jæger kunne nå at blinke stod Alice foran ham - "hej lille ven" sagde hun og lagde hovedet på skrå. Hun afventede ingen svar hvorefter hun tog fat i jægerens ellers så pæne trøje og kastede ham ind i væggen. Hun kom hen til ham og satte sig på hug hvorefter hun greb fat i nakken på ham og den gav et knæk fra sig.
Hun begyndte så at bide sig fast i halsen på ham og sugede ivrit blodet til sig. hver eneste dråbe.
Hun rejste sig og tørrede blodet væk fra sin mund. hun var ikke ligefrem den person der grissede mest når hun spiste.

Lyden af var ikke højlydt inden i bilen mens speedometeret i hans Farrari langsomt blev ved med at stige også selvom fartgrænsen for længst var passeret. Hadrian var blevet lidt forsinket og nu havde han travlt med at skulle ud til mødestedet hvor han skulle handle med en af områdets bedste vampyrjægere. Det var nu ikke fordi det var den bedste vampyrjæger Hadrian havde hørt om men i Aterswell var han sikkert langt over standart.
Det var nu ikke fordi Hadrian følte sig egentligt stresset, men nok mere fordi at når han først sad i netop den her bil så skulle der en del mere selvkontrol til ikke bare at trykke speederen i bund, hvilket han netop var i færd med på den sidste lange strækning mod bygningen.
Hadrians vagter i jeepen havde svært ved at følge med i Jeepen som kom længere og længere bagud i bakspejlet.

Før at Jeepen var kommet alt for langt bagud var Hadrian dog kommet til stedet og han sinkede farten og trillede ind på p-pladsen foran den faldefærdige bygning. Hadrian steg ud af bilen og lod sig ikke forstyrre af jeepen som parkerede ved siden af Hadrians Farrari, da Hadrian tjekkede den SMS som han havde modtaget fra jægeren Heinrik Wagner hvor der stod.

[ER PÅ MØDESTEDET NU. ALT ER SIKKERT. AFVENTER DIN ANKOMST]

Hadrian vidste dog alt for godt at man ikke kunne stole på andre end sig selv og han ville også lige sikre sig at hans fem vagter i jeepen var klar over hvad de skulle gøre i nødstilfælde. Nødstilfælde var også hvad pistolen under hans jakke var til for. Hans vagter steg i mellemtiden ud af Jeepen men slukkede ikke motoren hvis det var nødvendigt at smutte igen meget hurtigt.
Det var trods alt den paranoia der havde holdt Hadrian i lige så længe.

Alice's sanser var høje nu, hun følte sig allermest som en person på stoffer.Hun kunne høre bilen. Og lyden af skridt komme imod hende.
Hun bevægede sig hurtigt over bagved nogen gamle dele af et fly. Hun vidste godt at hvis det var nogen dødelige der kom derind, ville de få noget af et chok, for hendes offer 's blod havde sprøjtet op på væggen og lignede mest en lasange med tænder.
Hun havde været sulten.

Alice lagde hænderne på de gamle fly dele, hun havde ingen muglighed for at komme ud andet end indgangen hun var kommet ind af, det var ingen nødudgang eller bagudgang. hendes halvrøde hår hang ned foran hendes ene øje, og hendes kjole sad stramt på hendes slanke krop. Man kunne tydeligt se på hendes tøj at hun ikke kom fra denne tid, pga de løse frønser og de tætte korset.

Der var selvfølgelig den ting der altid skulle undersøges før man gik ind i en bygning og i bagagerummet på jeepen havde Hadrian en transportabel AURA V.2 maskine der hurtigt afslørede hvad der gemte sig i bygningen, og en ting var sikkert, det var ikke Heinrik Wagner. Godt nok var der kun en indgang i bygningen men det ville ikke være et problem. Hadrians folk gjorde sig klar og Hadrian gik hen og åbnede døren mens han havde sin hånd på pistolen indenfor jakken. Så var der selvfølgelig også solbrillerne som Hadrian tog på, også selvom det var midt om natten.
Hadrians folk stod lige udenfor døren mens Hadrian gik ind og så sig om, det ville sikkert skræmme vampyren væk hvis vampyren opdagede Hadrians vagter og deres våben. Dog var Hadrian ikke forberedt på det forfærdelige syn der mødte ham da han gik ind og rundede hjørnet på en gammel båd som var efterladt i bygningen. Mellem bygningens væg og båden lå det mishandlede lig og Hadrian havde ikke brug for at kigge længe uden at vide hvem det var. Hadrians mave snørede sig sammen, det var et af de virkeligt slemme tilfælde det har. Hadrians folk bevægede sig uset igennem bygningen bag ham, og de havde kontakt til den ene af Hadrians folk som observerede AURA maskinen så de blev guided over radio så de ikke blev opdaget.

Alice gemte sig stadig bagved de gamle flydele. Hun kunne ikke se hvem mennesket var. Hun havde stadig ikke opseveret vagterne.hvilket kunne være en ulempe for hende.
HUn studerede manden som stod lidt væk fra hende. Hun studerede hver eneste bevægelse. Hun morede sig over synet af sit seneste offer , dog virkede manden til at have set det før

Hadrian stod stadig ved liget mens han modtog beskeden i hans høresnegl. AURA maskinen havde fundet frem til det præcise sted for vampyren. Hans vagter omringede flydelene men uden at blive opdaget og gemte sig bag kasser eller andre diverse ting i bygningen, det var nu at Hadrian enten skulle lokke vampyren frem eller ryge den ud.
Hadrian trådte hen over liget og var sikker på at være blevet opdaget. Hadrian vidste dog at vampyren ikke ville kunne nå at skade ham. Måske ville vampyren angribe, faktisk håbede Hadrian lidt på det. Der ville vente vampyren en overraskelse. Det handlede om tålmodighed nu.

Alice ventede faktisk bare, hun var nysgerrig, hvad mon han lavede, måske var han fra politiet. eller noget i den dur. Hun vidste det ikke, hun kunne se han havde et våben og han så ud som en det arbejdede inden for noget politi arbejde.
Alice lod en hånd løbe igennem det tunge hår før hun gik et lille diskret skridt til venstre.
Hun skimtede imod døren, hun overvejede om hun skulle smutte ud af døren. Men hun ventede.

Hun kunne se at han nok var alene, intet tydede på hendes som om der var andre tilstede end de to. og det døde lig på gulvet som mest af alt ikke lignede et menneske mere.
Alice havde altid en lille men utrolig skarp kniv med i et bælte der hang ved hendes hofter i et brunt læder bælte. Hun ragte ned efter den og holde den stramt i hånden. klar til at kaste den imod Hadrian, dog skue hun lige finde det rette tidspunkt..

Legen var slut, Hadrian var klar til at give ordre til angreb men afbrød sig selv. Det kunne jo være at dette kunne løses anderledes måske.
" Kom frit frem så er jeg fri for at komme og hente dig! " råbte Hadrian højt. Det var da en hentydning som vampyren ikke kunne ignorere. Hadrians folk kunne også bare bruge granater hvis det var nødvendigt og hvis vampyren ikke kom ud snart.
Hadrian tog pistolen og afsikrede den. Det var ikke muligt at vide om vampyren ville være farlig eller gå til angreb når den kom frem.

Alice vidste nu at han vidste hun var tilstede, hun smilede ondsinddigt for sig selv. Hun havde ikke tænkt sig at komme frem. ihvertfald ikke på den måde han havde tænkt sig.
Hun hævede hånden med kniven i og sigtede.
Hun kunne godt trænge til noget mere, bare lige til at lægge bunden i hendes tørst. Hun havde stadig ikke set vagterne. Hun kastede kniven med høj fart kom den flyvende direkte imod Hadrian, normalt ramte hun ikke forkert men man kunne jo være uheldig. Hun havde håbet på den ville ramme ham således at hun kunne få stillet sin sult...

Så tæt på, Hadrian havde ikke troet det var muligt, det var ren refleks at han havde flyttet sig og det var ikke nok. Hadrian mærkede en varm følelse på halsen hvor kniven havde snittet før den forsvandt forbi Hadrian og med et højt smæld satte sig fast i en kasse. Adrenalinen pumpede men Hadrian mærkede ikke smerten endnu. Hadrian havde fået et stort chock. Det var lidt for tæt på og med så mange års sikkerhed Hadrian havde haft så var han endelig i farezonen og det overraskede ham at han slet ikke havde tænkt over hvor galt det kunne være gået.
Det var heldigvis ikke samme reaktion som Hadrians vagter havde. Deres leder var ramt men ikke farligt såret og nu koncentrerede de sig om målet. Fire granater blev kastet ind blandt flyets dele og granaterne som ikke var ordinære flash granater ville udsende et kraftigt men kort UVl-lysglimt som tilsvarende solen ville lamme en vampyr, men det var endnu ikke muligt at gøre det kraftigt nok til at en vampyr ville dø ligesom hvis den blev udsat for sollys. Så snart granaterne gik af ville vagterne rykke ind, og sikre at det vampyren ikke ville være nogen yderlig trussel, granaterne havde meget forskellig virkning anpå hvor længe siden det var at vampyren var blevet vampyr.

Alice var glad for at kniven havde snittet ham, det viste hende bare at hun stadig havde det i sig, hun var ellers ved at tro at hendes evner til at styre et våben så småt var ved at gå af hende. Hun smilede for sig selv.
Hun havde dog stadig ikke set vagterne, til hendes store ærgelse, hun gav et gisp fra sig da hun lagde mærkede til granaterne, hun kunne mærke en underlig form for en brændene følese imod hendes blege hud, og hun så dernæst et meget skarpt lys. det havde hun godt nok aldrig oplevet før, en sær følse skyllede indover hendes krop og hun kunne mærke hvordan hendes øjne svimmlede for hende og hendes blik blev slørret, dernæst mistede hun så småt følsen i hendes ben og dernæst resten af hendes krop . Hun landede hårdt på det hårde stengulv og mistede bevistheden for 5-8 minutter. Efter det ville hendes krop føltes ufattelig svag.

Da lysglimtet kom havde Hadrian været glad for brillerne, for selvom det var meget værre for en vampyr så ville lyset godt kunne gøre synet sløret for et menneske. Hadrians vagter havde også briller på mod det kraftige lys men de fjernede dem ligesom Hadrian efter granaterne var blevet brugt, og de gik alle med skudsikre veste under deres jakker.
Vagterne hev pigens krop frem og satte hende på en stol hvor de bandt hende med strips, det hele gik meget hurtigt for de vidste at effekten ikke var evig. Nu kunne Hadrian endelig se den kælling som nær havde dræbt ham, og det ville hun sikkert komme til at fortryde.
Hadrian var meget spændt på vampyrens reaktion og han havde et lille smil på læben, det var ikke ofte at Hadrian at nogle forsøgte at dræbe ham og det var meget sjældent at vedkommende overlevede så længe. Hadrian havde et spørgsmål eller to.

Alice kom til bevisthed igen hun åbnede de brune øjne, der hele kørte rundt i hendes hovede og hun havde det mest af alt som om hun havde drukket alt for meget wiskey. Hun glippede lidt med øjnene og var ved at tage sig til hovedet da hun opdagede at hendes hænder var bundet fast, hun forsøgte forgæves at komme fri før hun så den unge herre foran sig, ikke dårligt af udseende måtte hun indrømme, men det havde hun ikke tid til at tænke på.
Hun kiggede rundt på vagterne der stod sådan lidt hist og her, de lignede næsten robotter som stod på nøjagtig samme måde.
Hendes syn var stadig en smule slørret "hvad fanden... " mumlede hun for sig selv før hun indså hvad der var sket ... hun forsøgte igen at komme fri men det eneste det resulterede var nogen mærker på håndledene pga stripsende.

Hadrian smilte blot da han så at stripsende holdt. Det her skulle nok blive spændende. " Så vågnede du endelig " Sagde Hadrian afslappet, uden at virke truende og prøvede at ignorer smerten på halsen. Hadrian syntes at det var underligt at tænke på at han kunne være død for kort tid siden.
Vagterne havde også sinket deres maskinpistoler, men det var blot en procedure nu. Først skulle man lege den flinke og når vampyren lige havde slugt tanken om at den var blevet overvundet så kunne Hadrian godt gå hen og blive ubehagelig. Meget ubehagelig endda. Hadrian trådte et skridt frem men ikke alt for tæt, vampyren kunne jo stadigvæk bide.

Alice forsøgte stadig at komme fri, men hun havde en følese af at hendes kræfter var helt opbrugte, som om hun havde fået et stort lag tæsk. Hun gav nogen få host fra sig. og stoppede så med at stritte imod. "Det er noget af et grimt sår de har fået dem der, de kan være glad for de ikke endte som fyren derhenne" sagde hun og hentydede til den varmpyrjæger hun havde dræbt lidt før. "er det så nu jeg skal falde på knæ og tikke og be om at de ikke dræber mig. så tro om" sagde hun vredt, hendes vejr trækning var en smule ukontrolleret mest af alt pga. vreden men også pga de manglende kræfter.

Hadrian fik et stort smil. Det var præcis som forventet, vampyrer ville aldrig indse hvor slem en situation det var indtil det var for sent. Så Hadrian fortsatte med at tale i et afslappet tonefald der ikke afslørede hans hensigter.
" Nej bare rolig der er ingen grund til at jeg dræber dig, jeg vil bare stille dig et par spørgsmål og det er nok bedst for mig at du bliver siddende der, hvis du forstår " Hadrian tog sig til halsen, og kiggede mod liget af vampyrjægeren. Når først vampyren lige var faldet lidt til ro så var Hadrian sikker på at den nok skulle begynde at tikke og be.

Alice var vred, hun kiggede sig omkring for at se om der var nogen mugligheder for at komme fri. Hun kiggede over på en af vagterne som kort havde kigget på hende "Hvad glor du på?!" sagde hun vredt og hvæsede af ham som en vred kat, hendes hvide hjørnetænder var blottet. men da hun vendte ansigtet imod hadrian igen trak hun tænderne tilbage "Det er godt du har et våben, det skal du nok få brug for senere..." sagde hun vredt.
Hun havde nu fået det meste af sit syn tilbage, hun kunne dog stadig mærke at hun ikke var helt på toppen.
hendes hår hang ned foran hendes brune øjne, hun sank ansigtet og slappede nu mere af en hun havde gjort før. Hun ventede nu stadig på det rette tidspunkt til at komme fri. ligemeget om hun skulle sidde der i en uge ville hun stadig forsøge at komme fri.

En af vagterne trådte frem og så ud som om han ville sætte en næve midt i ansigtet på vampyren, men Hadrian gjorde tegn til vagten for at han bare skulle holde sig i ro. Det var ikke tilfældigt eller spontant, det var nøje indøvet og specielt egnet til vampyrer. Snart ville den indse hvor forfærdelig en situation det var den var endt i.
Den sidste vagt var kommet ind i bygningen med en lille håndkuffert. som han placerede på en kasse så vampyren kunne se hvad det var når den blev åbnet. " Hvordan forventer du helt præcis at den her nat kommer til at ende?.. Din slags plejer først at indse at i sagtens kan dø når det er for sent at bede om tilgivelse " Sagde Hadrian stadigvæk afslappet, som om han talte til et barn. Samtidig blev håndkufferten åbnet så dens indhold blev afsløret netop så vampyren kunne se det. Der var et par, redskaber som var rigtigt ubehagelige når der skulle udøves tortur, men den psykiske virkning var vigtigst. Kufferten indholdt, spidse metalnåle, en bidtang, en spids træpæl og forskellige kanyler med indhold af forskellige farver. Hadrian tillod sig et lille smil.

alice så på kufferten inderst inde var hun meget skræmt, hun havde visse dårlige minde rmed totur, specielt når de indholdte kanyler.
Hun grinede at ham, og kastede håret væk fra øjnene.. "tøsedreng" sagde provokerende til den vagt der tydeligvis gerne ville have slået hende.
Hendes øjne var et kort sekundt klisteret på kufferten. Hun vendte sit kolde bilik imod hadrian. "og hvad så nu, er det nu jeg skal lave korsets tegn, bede om tilgivelse for alt det onde jeg har gjordt? " sagde hun og grinede lidt af sin egen dårlige humor.
"nej lille ven, ligemeget hvad får du ikke andet end et grin ud af min mund" sagde hun

Hadrian trådte et skridt frem mens vagten med kufferten tog en kanyle med gennemsigtig væske op. " Jeg er ikke en af de der fanatiske vampyrjægere som Vatikanet sender, hvis jeg var så gad jeg da ikke tale med dig " Hadrian havde et ondskabsfuld smil. " har du nogensinde hørt om Fioravanti våbenhandel, for du har netop berøvet mig en af mine klienter og det vil så sige at du har kostet mig en masse penge ved at dræbe fanatikeren derovre, og så er der detaljen med at du forsøgte at dræbe mig " Sagde Hadrian mens han viftede hånden i retning af det blodige og mishandlede lig.
Hadrian ventede bare, vampyren her var åbenbart modig og ikke en man kunne skræmme nemt. Selvom det krævede tålmodighed ville det være alt værd når vampyren først brød sammen, og det var kun et spørgsmål om tid før det ville ske.

"welcome to my world!" sagde Alice vredt "folk slår hinanden ihjel sådan ligger landet lille ven" Hun grinede provokerende, hun var ligeglad med ham eller hans robotagtige vagter. Hvad ville de gøre? det kunne intet få ud af hende, hun havde prøvet værre.
Hun kiggede kort på vagten "uhh en nål.." sagde hun flabet og himmlede med øjnene..
Hun var ikke bange af sig, sådan havde hun opdraget sig selv.

Hadrian sukkede opgivende, det var så typisk at selv den mest tilfældige vampyr som Hadrian stødte ind i var hårdfør og ikke bange for at dø. Det ville jo være så meget nemmere bare at dræbe vampyren, måske var det også det bedste at gøre.
" Godt, så skal jeg forklare dig om dine muligheder, og jeg skal gerne forklare dig hvilken situation du befinder dig i " Sagde Hadrian nærmest som om han ville forsøge at sælge noget.

" Mit navn er Hadrian Fioravanti og jeg er den største indenfor våbenhandel egnet mod det overnaturlige og du har dræbt en af mine klienter og forsøgt at dræbe mig, du kan forvente tortur og efterfølgende at du dør, hvis du ikke har noget at tilbyde mig og jeg vil havde kontant kompensation eller oplysninger vedrørende vampyrenes organisering her i byen, hvis du ikke kan betale eller komme med brugbare oplysninger så håber jeg at du har andre forslag, men helt ærligt er det spild af min tid at tale med dig hvis du fortsætter sådan som du gør nu og så lader jeg bare mine folk dræbe dig "
Hadrian talte hurtigt, men lød ikke nervøs, men nok en smule utålmodig. Det kunne simpelthen ikke betale sig det her. Vampyren burde bare få sprøjten og så var det overstået.

Hvis man ikke kendte Alice, kunne man Godt tro at hun et kort sekund lyttede til Hvad han sagde. Lige indtil hun smilede drilsk."been there done that" sagde hun og blinkede flabet til en af vagterne.
Hun kiggede på hadrian og gav han et hurtigt elevatorblik, "jeg troede du vidste noget om varmpyre. Der blev jeg skuffet. Men så lad mig fortælle dig noget om os varmpyre. Vi Er bedere end jer, vi Er ikke bange for døden. Og vi stikker ikke hinanden. Bare for at spare dig for besværet"

" Godt så tror jeg at vi sparer mine vagter for besværet med at rydde op efter det griseri der ville komme af at torturere dig " Råbte Hadrian vredt og gav tegn til to af vagterne, hvor den ene var ham der ville havde slået vampyren. De to vagter tog fat i vær deres side af stolen men uden at vampyren ville kunne bide dem og begyndte at hive stolen gennem lokalet. Vagten med kanylen trådte til side og en af de tilbageværende vagter forlod bygningen. Hadrian fulgte efter vagterne der trak stolen hen over gulvet.
" Hvis man skal dræbe en vampyr er der kun en måde der er helt sikker " råbte Hadrian stadigvæk vredt. Hans tålmodighed var slut, så nu skulle vampyren dø.

For første gang i hele denne her sammentale kunne mam se en vis panik i Alices blik. HUn prøvede først at bide vagten men uden held. HUn havde håbet på bl de blev trætte af hende og lod hende være. Hun havde ikke regnet med de rent faktisk ville slå hende ihjel.
"OKay okay ! Hvad fanden vil du hvide !!! " råbte hun desperat. NU var hun ikke så høj i hatten mere.
Hun havde også penge. Diamanter ja alt de kunne be om hvis bare hun satte mere pris på sit liv var der vel forhåbninger for at Det ville holde hende i live.