Kings and Queens

Millicent fik sine ærter helt for sig selv. Stephen ville nder hele middagen holde sig væk fra dem som var de giftige. "Igennem øvning. Husk jeg har ti ekstra år, så jeg har haft noget tid at øve mig på." Forklarede han med et let smil, før han gik ombord i maden. Der kom ikke mange ord fra ham under maden - igen. Den skulle nydes og ikke afbrydes af en masse snak, det kunne de bagefter, men hvis hun absolut ville sige noget, så skulle han nok give hende respons. Det var normal ordenlig takt og tone. "Skal vi sove videre bag efter igen eller skal vi finde på noget sjovt at lave, så som ..." Han lage tankerne i blød med endnu en bid, mens han både overvejede hvad de kunne lave og hvorfor han selv havde brudt ind i maden som han ellers kort forinden havde sagt var hellig. "Kryds og bolle kunne vi lave eller du kunne male færdigt, hvis du ikke er." Han gjorde en let gestus mod billedet.

Maden smagte ligeså godt som den duftede.Det var jo meget heldigt.
Han var lidt tavs under middagen, lidt som at spise med en...far..der forlangte stilhed.
Men da han selv begyndte at tale....var hun meget hurtig til at deltage.
" kryds og bolle...helt ærlig..men det med billedet, det er kun første etape....faktisk skal jeg have det trykt over på noget stof...og derfra ombetrække den smukke gamle stol, jeg netop har malet i en knækket hvid...så den ligner gammel decadent stol.Bliver det ikke vare flot!?" strålede hun .

Et skuldretræk var for at indikere eller hvordan skulle han da vide bedre? Han var bare kommet med et forslag, men det glædede ham at hun havde noget at tage sig for hånden. "Det lyder godt. Hvad med at du fortsætter og jeg vasker op i mens? S finder jeg kiksene frem og så håber jeg du vil spise nogle denne gang." Han havde følt sig en smugle efterladt da han selv bare havde siddet og spist dem, men det betød bestemt ikke det var negativt. I hvert fald ikke kun. Han kløede sig en smugle i håret og tog derefter en masse af fantaen. "Du snakker som om jeg burde kende din knækket-hvid-stil." Påpegede han og gaflede derefter en ny mundfuld ind i munden. Han havde ingen problemer med at få mere ned, selvom tallerkenen begyndte at nå til vejs ende.

// det går så hurtigt i rulle dimsen , at jeg misser dine svar og sidder og venter, selv om du har svaret.Sorry //

" ih,Stephen...tak for mad" sagde hun med en veltilfreds stemme. hun kunne ikke spise mere nu, om så hun fik penge for det.
" Jo...det lyder som en meget sød deal, for mig " smilede hun , og strammede vattæppet omkring hende.Hun var nok nød til at trække i kedeldragten igen, ellers skulle hun suse rundt i undertøj...og det var altså ikke helt...passende.
Hun bar nogle tallerkner og bestik ud, da de begge var færdige, og trak så i arbejdestøjet
Hun fortabte sig i arbejdet...nussede for detaljerne og hyggede sig med ikke at tænke på andet.
Pludselig var der gået næsten to timer.

Inden Millicent forlod køkkenet, hvor Stephen kort efter ville slå sig løs, fangede han hende ind med en arm omkring hendes talje. "Men inden du skal nogle steder." Med et fast solidt kys, sende han hende ud i arbejdet og sig selv i gang med gryder og pande. Da han var færdig, gik han ind i stuen og måtte igen sidde og spise kiks alene. Da der var gået omkring to timer, lidt under, besluttede han sig for at sove. Han snuppede det efterladte tæppe og efter at have sjasket noget vand i hoved smuttede han i seng. Han valgte med vilje ikke at afbryde Millicent. Han strakte sig og lage sig mageligt, før det mirakuløst gik ud som et lys.

Der var jo ikke niget at sige til hun havde det godt invendigt, vel.
Stephen var god ved hende...passede på hende og gav hende nærhed.
Hun kunne godt sætte ord på...men kæmpede for at lade vær. Hvad skulle de bruge det til ?
De havde det godt som det var nu, ikke ? Efter kopi og strygetryk og al verdens ting, stod nu en smuk stol klar...der blot skulle tørre til dagen efter.
Millicent luskede ind...og fandt en sovende Stephen.
Åh nej...hun ville have nået at hygge sig...med ham, og nu havde hun efterladt ham helt alene istedet.en kliklyd bevidnede at hun haspede selen op, og dragten gled ned over Millicents hoften og landede op gulvet, ved hendes fødder, hvor hun tog et skridt- og trådte ud af den.
Hun tog det tykke vattæppe og igen fik hun lagt det over dem, efter hun havde møvet sig ind til Stephen.Hendes arm lå hend over ham, og hendes øjne lå og sugede af hans smukke ydre.

Stephen blev trukket længere op mod overfladen da han mærkede en der puslede ved hans side. Der gik ikke lang tid, selv i halv sovende tilstand, før han forstod hvad der skete og flyttede sig en smugle længere ud og selv dumpede en arm omkring Millicent for at holde hende både tæt og oppe. Det kunne se yndig ud hvis hun i løbet af natten dumpede ned på gulvet, selvom det ikke skulle overraske ham.
Da der blev stille og roligt, faldt han næsten øjeblikkeligt søvn igen.

I en meget behagelig tilstand af tryghed og noget der kunne minde om et moment af lykke, sukkede hun tilfredstillende , da Stephen lagde en arm omkring hende.
Hun måtte ikke vente længe før også hun havde overgivet sig til søvnen .
( time jump )

Årh for pokker da...at sofaen ikke var beregnet til at sove på, forstod man efter en hel nat på den.
Der var ikke en muskel der ikke føltes som var den blevet gennem pryglet , da Millicent strakte sig og duppede Stephen på næsen med sin meget vågne pegefinder.
" Godmorgen...psst..Stephen...vi skal op" puffede hun blidt til ham.
Der var store planer lagt....hun ville til politiet og se hvad de havde på hende.Tænk...hvis hun kunne klare det med et forhør...et lorte langt og forfærdeligt forhør- det tvivlede hun ikke på- men så kunne de måske sidde hos Stephen i aften og hygge...og tage på den lille ferie, uden at skulle skjule sig?

Stephen gryntede lavt og ville vende sig om på den anden side for at komme væk fra Millicents duppen på hans næse, men det lykkes ham på ingen måde. Sofaen var kort og godt for smal til at ligge og dreje i og gud hjælpe om han så som bonus, oveni hatten ikke også havde ondt alle mulige steder. Det føltes næsten som at have sovet på en marmor plade. "Hvad skal vi?" Lød det noget søvndrukket fra ham, mens han forsøgte at trække sin næse til sig, med lige så stor held som alt andet han havde prøvet den morgen. Han var slet ikke parat til at stå op. Han ville sove længere, kunne man nu ikke længere forlange det? Han mumlede et eller andet og blev så stille. Ned i søvnen igen. Det volte ingen problemer, for den havde stået og luret lige ved døren.

Med store forundrede øjne så hun på det søvndyssende phenomen der lå ved hendes side.
Det var dog utroligt....han faldt bare i søvn igen.Havde han overhovedet nået at høre hendes mumlen at de skyld.på stationen ? Sikkert ikke...han var allerede halvejs begravet i søvn.
Millicent luskede op og gik over til bunken med tøj som stephen havde haft med.Hun begyndte at rode i den, og fandt en lyserød Tshirt og nogle sorte bukser af hendes.Da hun fandt et sæt undertøj, lurede hun lidt.
Stephen havde valgt et meget småt og meget...opsigtsvækkende sæt i svag rosa, og der var ikke meget af de fine blonder til at dække.Et smil gled over hende...mon han havde valgt det..eller bare taget det?
Hun trak ud på det lille toilet, blev vasket og fik håret redt, og naturligvis kom i det rene tøj.
Så vendte hun tilbage til den sovende Stephen og hviskede..." kom nu sweetie..vi skal snart afsted..

Hvis man spurgte ham, ville Stephen straks bede sig fri fra de anklager. Selvfølgelig havde han ikke kigget på det! Det kunne han slet ikke finde på. Måske havde han lige set hvad han havde taget, men på ingen måde mere. Det interesserede ham ikke, kun når nogle tilfældigheder faldt sammen, men det ville han selvfølgelig aldrig sige til nogle. Næsten ikke engang sig selv, for hvorfor dog også indrømme sådan noget fy fy skamme?
Langsomt sled han sine øjenlåg fra hinanden og begyndte så at gnide søvnen ud. "Hvor hen?" Han havde overhørt stationen, for hvis han havde hørt det ville han være sprunget op som en trold i en æske. Det ville virke som en kold spand vand i hoved. "Er politiet kommet igen?" Stephen satte sig op med korslagte ben og rode rundt i håret så det stod ud til alle sider, før han endelig faldt ned i sofaen igen, med en grynten og tæppet over hoved. Hvis det virkelig var politiet, ville hun bestemt ikke kalde ham sweetie.

Hun måtte tage tyren ved hornene....men ville jo gerne have den var så rolig som mulig, når hun greb fat i dem.Så hun forsøgte lgge stemmen i så forsonenende leje som muligt, da hun vente sig mod Stephen og sagde " Jeg vil gå derned i dag...til politiet og lade dem afhøre mig.Og anholder de mig.., så ringer du til William.Men jeg tror ikke på de har nok til at beholde mig...de vil skræmme en tilståelse ud af mig....det er deres plan...og den får de ikke " .
Hun gik over og satte sig ved siden af Stephen og hvilede hovedet mod hans skulder.
" Inden du siger nej....så tænk lidt over det....vi kan ikke blive ved at flygte" sagde hun blidt og kyssede hans kind.

Næsten allerede før Millicent havde sagt sætningen færdig, havde han et svar til hende. "Hvis du virkelig gerne vil, vil jeg ikke stoppe dig, selvom der ikke skal være tvivl om at jeg ikke bryder mig om idéen." På meget kort tid - i den tid det lykkes hende at sige sætningen - var han gået fra stadig halvt sovende til lysvågen. Han kom på bene og kiggede i bunken af tøj. Hvis de skulle på stationen skulle han helst være klædt lidt anstændig selvom det ikke helt var det han havde mest lyst til. til sidst fiskede han en hvid t-shirt frem og fandt de nærmeste par bukser. Til sidst, efter at have sjasket noget vand i hoved, stod han fuld påklædt og ventede på Millicents afgørelse.
Det var ikke Stephen selv der skulle sidde låst inde, det var Millicent, derfor kunne han ikke rigtig se at han havde ret til at fraråde hende det, for hun var når alt kom til alt myndig. Atten år. Hun bestemte selv, men måtte gerne være modtagelig overfor råd, selvom de ikke nødvendigvis ledte til noget der var bedre.

Millicent snuppede sin mobil, imens han kom i tøjet.
Hun vidersendte Williams nummer, så han havde det..just in case...
Gik det helt galt, ville William kunne bryde hende fri derfra...håbede hun fandme da.
Hun tæmkte sig lidt om...og vidersendte så også Thomas nummer til ham...de var de stærkeste hun kendte...og nogend der ikke ville have skrupler ved at gøre en gerning der måske ikke var helt lovligt.
Hun pakkede hurtigt sine ting..." Vil du gå med mig? Og høre hvad de siger? ...jeg.jeg kunne godt bruge dig" sagde hun lidt tamt...og lignede ....ja, det hun nok var...en ung sårbar og lidt skræmt kvinde.

Stephen sukkede højlydt med himmelvendte øjne. "Selvfølgelig tager jeg med dig. Ellers ville jeg stadig ligge der." Han pegede hen mod sofaen. "... og sove." At han havde fået numrene ville han først bemærke når han kom hjem og kiggede på sin mobil, hvis han nogensinde fik mulighed for det. Hvis de virkelig tog Millicent - hvad han rigtig satte spørgsmålstegn ved - kunne det være at han fik lov til at gå fri, men kunne man ikke anholdes for at besværliggøre politiets efterforskning. Det måtte han sikkert lige finde ud af, men ikke nu og her. Først senere.
Da Millicent var færdig, fulgte han efter hende ned på gaden og mod politistationen. Ud over blusen bar han en jakke. Ikke mere med at fryse! Endnu ingen tegn på sygdom, men måske ventede den blot på lur til et passende tidspunkt. Det kunne blive rigtig yndigt.

"Tak...det er jeg rigtig glad for" der var mange andre ting, hun egenlig havde lyst til at sige...måske burde sige , men ordene sad fast i halsen på hende og hun anede ikke hvordan hun skulle få dem løsnet op.Der var ikke rigtig tid, nu de nærmest stor i døren på vej ud.
Hun greb sin taske...og da døren lukkede bag dem. Flettede hun sin hånd ind i Stephens og gav den et lille klem.
Hun var rimelig tavs, under spadserturen hen til stationen...men langt om længe dukkede politiets kvarter op foran dem.Da de stod foran hoved døren...hviskede hun til Stephen..
" here goes nothing " , åbnede døren og trådte ind.

Stephen kunne ikke andet end at glo spørgende på hende. Hvad mente hun med det? Det var åbenlyst hvad hendes ord i sig selv betød, men sammen med alt det andet forstod han det ikke. Var det bare som hun havde sagt? Tankerne summede rundt i hoved på ham, mens han fulgte efter hende hen til disken. Normale folk, der ikke skød kæben af teltmanden og brændte deres forældre til døde, stod ved skranken for at hente eventuelle tabte nøgler eller andet isenkram de havde smidt på jorden i deres hverdag der fløj hurtigere end syv storke kunne nå på ti år. Det var intet nyt at Stephen var glad for ikke at være bundet til et job ligesom mange mennesker havde. Først og fremmest fordi han sikkert ville blive stresset og irriteret. Det med at stå op tidligt hver dag var ikke lige ham.

Hendes greb blev strammet omkring hans hånd.Det var hende umuligt at skjule at hun var nervøs, selv om hun godt ville kunne give et andet indtryk.
Da turen blev deres, sagde hun stille.." Millicent Cooper...jeg tror i godt vil tale med mig?"
En kvindelig ret buttet betjent, omkring de 40 år , rettede på de mørke krøller og fik travlt med at trykke på den sorte fastnet telefon, der stod nede på hendes skrivebord.
" Giv mig Kevin..." ....." Tanya hér....ja øhm..det ser ud til Miss Cooper og hendes følgesvend er dukket op her...ja, de vil gerne tale!" hun nikkede og lagde røret på, og fik afbrudt samtalen.
" Et øjeblik....så kommer Kevin" sagde hun monotont og smilede mekanisk.
Og som sagt så gjort...Kevins lange skridt gav genlyd og han hastede afsted.Det gav klart et indtryk af værende meget ivrig, og et næsten skadefro smil, sad påklistret han læber.

De var tydeligvis ventet. Det ville også have mærkeligt hvis de bare blev viftet væk som var de små irriterende insekter. Stephen stod pænt ved siden af Millicent og kiggede rundt i lokalet til en meget klassisk betjent kom gående ned af gangen. Der dukkede straks en dusin historier op i hoved på ham. De omhandlede alle sammen betjente der havde deres bryst pustet alt for meget frem og en alt for lav IQ. "Det skal da nok blive hyggeligt med din nye ven der." Lød det tørt fra ham, mens hans blik var rettet mod Kevin der lignede en der havde fået sit største ønske opfyldt.

Millicent stirrede også på Kevin, og var så småt allerede begyndt at fortryde de var kommet her.
Men...det var bare sådan at hendes tid med Stephen ikke skulle komprimeres af det åndsvage politi hele tide, hun ville kunne hygge sig og tale med ham...og faktisk gerne have lov at færdes hvor hun ville, både alene og sammen med Stephen.
Hun tog en dyb indåndning, parat til at face Kevin...men hun fik sig en på overraskeren istedet, da Kevin rettede sine hårde øjne med Stephen..." Mr.Sampson ? ...følg venligst med mig"
Millicent havde ikke luge forstilelt sig de ville blive adskildt, og det var meget nødtvungent at hun langsomt lukkede sin hånd op, og slap hans fri.

Stephen blev ligesom et lille barn da Kevin kom med alt sin autoritet. Næsten hidsigt kiggede han tilbage på manden hvis alder han ikke helt kunne begribe og det var nok også et held. Efter at have bekræftet han ville følge med hr. høj røvet, gav han Millicents hånd et let klem og fulgte med manden hvor end han nu ville gå hen. Det overraskede ham ikke på noget tidspunkt at han også lige ville vende sagen med ham, men han måtte bare tage det og hurtig finde på noget han kunne komme op med inden en hær af spørgsmål ville vælte ned over ham. Svaret kom i form af en bog han engang havde læst. Især den sidste del af den prisbelønnet svenske krimi gav god inspiration. Der var ingen tvang til at sige noget og det var måske det helt rigtige at lege Lisbeth Salander.

Kevin ledte Stephen ind i et lille afhøringslokale.
Der var ikke meget hygger over det, og kun et bord med to stole placeret overfor hinanden optog plads derinde.
På bordet stod to krus og en kande kaffe, der sikkert både ville være flad i smagen og næppe særligt varm længere, da det var timer siden deres lille alt mulig kone , havde gjort klar i alle afhørings rum.
" Tag plads" sagde han kort og indledte en kaskade af spørgsmål der haglede ned over Stephen....alle i et monotone leje, og alle imens Kevins små stikkende øjne var hæftet til Stephen.
Summen af alle de spørgsmål , det han fiskede efter at vide var..." Hvad vidste Stephen om Miss.Cooper?"
"Havde hun snakket om branden i sit barndomshjem?"
" Hvad havde hun fortalt om hendes forældre?"
" Havde Stephen nigen sinde set Miss. Cooper nær ild...og hvordan ville han så beskrive hendes opførelse?"
" Havde hun været i forlystelsesparken for nyeligt?"
" Var Miss.Cooper en god skytte?"
" hvorfor dækkede han over hende?"
" Havde de et forhold ?"

Flere spørgsmål i samme katagori, bare formuleret på forskellig vis, regnede ned over Stephen, og enten ville Kevin noterer alle de svar ned han fik- og fik han ingen....ville hans stemme derimod blive mere og mere anstrengt og hård...indtil han tilsidst var nød til at lade Stephen gå.
Der var bare ikke nok til at bore den højrøvet musikker inde, desværre.
Kevin skulede til ham.Han vidste hvem Samson var....hans kone havde engang hængt en plakat op af ham på køleskabet, og det var Kevin fandme blevet tosset over.
Så tosset , så hans håndaftryk i flere timer kunne ses på hans hustrus smukke ansigt, faktisk.
Den lille kælling...sådan at hænge billeder op af andre mænd....af...Samson.
" Fis af med dig" sagde Kevin sammenbidt....da han hang fast i erindringerne, og helt glemte at være professionel i hans afrundning.

Der gik ikke lang tid før Stephen måtte indse at det var svære ikke at besvare alle de spørgsmål han fik, end han først havde troet. Men det hjalp på det hele at manden ikke havde noget at skrive ned på sin blok og han blev til sidst så irriteret at han smed ham ud. Et lille jubel havde nær fundet sin vej ud i verdenen. Imens Millicent stadig var inde ved afhøring - eller hvad der skete - slog Stephen røven i sædet ude i lobbyen eller hvad de yndede at kalde stedet. Efter en halv time havde han anskaffet sig et stort krus kaffe, en kage og et "Illustreret Videnskab" der lå fremme over i den lokale kiosk. Ud af døren uden morgenmad var ikke godt for hans mave, så han mente at det var i hans gode ret at få lov til at spise en kage.

Millicent var blevet ledt ind i et andet forhørslokale.
Chefen for det hele Mr. davendorff havde insisteret på at afhøre hende, himself.
Han kunne bare ikke snuppe det fakta, at de aldrig havde været istand til at indsamle fakta nok til at stable en sag på benene, da han var sikker på at Millicent havde både planlagt - og udført mordet på hendes forældre.Han manglede dog en årsag...hvad stod hun til at vinde ved dette..nåå ja, og så manglede han nogle afgørende beviser.Men de skulle niåok komme, ja de skulle! Og nu ville han sku knække dukkelise og få hende til at tale.
Seks timer....seks tunge trykkede timer, hvor han piskede spørgsmål ned over hende, angreb fra alle vinkler.Og det eneste han fik var et tøsebarn der begyndte at græde.
For helvede, hvor han dog fik kvalme over den pige.Fysisk...han væmmede sig sku over hende.
Intet nyt i den gamle sag , og en tør forklaring på skydeepisoden.
Det værste var han vidste at hun ikke talte sandt, men han kunne bare ikke bevise en skid.
Han jste sig og tilkaldte to undersåtter.Mack blev instruerer i at tage Millicent tilbage til skydeteltet, og der afgive endelig rapport og udpege precis, hvor og hvordan det forløb.
Efter det måtte de løslade finken igen.Indtil han fandt noget der kunne lænke hendes røv solidt bag tremmer de næste tyve år.
På vej fra lokalet, mellem de to betjente, gik en træt Millcent med indtørret tårebaner ned af hendes kinder, men hun lyste op da hun så Stephen og løb nærmest fra dem og kastede sig i armene på ham.
Hun var så glad for at se ham der...dobbelt glad, for det betød at de også havde sluppet ham, og ikke anklaget ham for noget, for at hjælpe hende flygte.
" Stephen" hviskede hun mod hans øre som hun faldt ham om halsen.
" Jeg skal lige med dem ud til skydeteltet....og bagefter lader de mig gå" havde hun ikke være så udmattet, ville hun nok have hulket af lettelse, da hun virkelig frygtetde de ville beholde hende bag lås og tremmer.
Hun lyttede til hans svar...og nåede lige at love hun ville ringe, så snart de var færdige med hende og lod hende gå.
Hun slap modvilligt Stephen...hendes livslinie i al det her...og det var hans ansigt og ham hendes tanker omkredsede, på bagsædet af politibilen.
Stephen...hendes engel.

// out.

Bladet var blevet læst syv gange, forfra og bagfra samt alt det med småt. Der var ikke længere noget han ikke kunne huske om den nye BMW med firhjulstræk og tonet ruder, samt kaffeholder og hvad der nu ellers skulle være i en top klasse bil. Stephen var glad for at han ikke skulle køre i den bil. Det ville han kort og godt ikke ture og når alt kom til alt var han også sikker på at det ville gå helt galt hvis han bare rørte maskinen. Både kaffe og kage var for længst gået bort, ligesom kvinden bag skranken havde fået udskiftet sin vagt. Hun var blevet erstattet af en mand med gråt skæg. Han burde være for gammel, men måske var det netop derfor han sad der.
Op til mange gange, var tanken om at smutte kommet frem til ham, men hver gang havde han skubbet den fra sig, med den forklaring at Millicent sikkert hellere ville finde ham, frem for en tom stol og et pap krus. Han nåde endda at falde hen hele fire gange, før han blev vækket af en tydeligt oprørt Millicent. Først havde han troet hun var færdig, men ud til teltet først. "Jeg finder noget meget sen morgenmad til os imens." Besvarede han med og sendte hende af sted igen, med et noget bekymret blik.

OOC: Out. Du laver næste gang, det sagde du at du ville!