Kings permission //Hadrian//

Tid: 22:01
Sted: havet
Omgivelser: Et par store sten ligger alene i sandet, en faldefårdig badebro.
på: stramtsidende grå bluse med udskæring samt indtørret blod pletter, denim shorths og bare ben/fødder


Havets brusen ville overdøve de fleste lyde for et par menneskelige ører, men hun holdt vejret, uden trangen til at tage en indånding, og lyttede efter. Hver lyd var vigtig. "Fandens til William.." Mumlede hun henført, efter en halv time og blev distraheret af tankerne i hendes hoved. Hun havde ligget på den her klippesten ved havet hver aften i en uge nu. Ingen discoteker, barer eller gåture gennem mørkegader. Ingen mænd med hjem, ingen overdrevne festmåltider. Det eneste hun havde spist var hvad end der gik forbi på den her strand. En aften blev hun nød til at dræne en hund af bar sult, hvor mange mennesker går måske rundt hernede på stranden midt om natten? ikke mange! Hun lå på ryggen i en bue hen over den runde sten, med hænderne foldet på maven, håret bølgende ned over sandet under hende og øjnene roligt lukkede. Hun kunne ligne en der sov.
Det havde ikke været med vilje at hun skulle rende ind i ham, men at han blev så pisse sur var for dumt. "Pff", at leje en bountyhunter til at slagte hende, var svagt af ham. Hun rynkede på næsen og skar tænder, blev nød til at fokusere. Det her var 6 gang i hendes kun 300 år at hun blev jagtet på den her måde. Hvor jægeren var havde hun ikke kunne snuse sig frem til, men en ting vidste hun. De var blevet langt farligere de sidste par år. Hendes få venner blev helt alvorlige da hun havde nævnt det. Da hun havde været på vej væk, havde hun givet Cam et kram som om det var sidste gang de skulle ses. What the hell?
Det var våbnene. Alle jægerne i hele landet havde fordoblet deres aktivitet. Chancen for at de faktisk fik ram på deres mål var steget med 20procent.
Og alt det var grunden til hun nu lå her og luftede havvand og løv. Efter bestikkelse og en masse tortur, havde hun fundet en nybegynder inde for bountyhunterne der var 'villig' til at fortælle hende hvem deres fantastiske weapondealer var.

Kort fortalt. 'Hadrian Fioravanti' fra Italien. 36år. En af de helt store, måske den største. Rygtet siger han kan finde på at gå en tur ved havet engang imellem.

Hadrian var klædt i jakkesæt som sædvanligt og ikke bare af et af de normale jakkesæt han havde masser af men, den slags med mulighed for at redde Hadrian fra at blive skudt. Samtidig havde han også et halstørklæde og selvom det ikke var en kold nat så havde halstørklædet samme funktion som jakkesættet. Hadrian klædte sig altid godt om han så skulle til forretningsmøde eller sparke til hans ansatte.

Det var længe siden Hadrian sidst havde forladt villaen eller fæstningen som nogle af hans ansatte kaldte den. Det var ikke meget som Hadrian foretog sig som kunne betragtes som normalt, måske bortset fra at tage en tur på stranden af og til. . .

For, Hadrians vedkommende var der nemlig intet usædvanligt i at afhente våbenleverancer på en strand midt om natten og det var endnu en af de dage hvor hans kunder havde brokket sig over at de var løbet tør for ammunition og vampyrerne var begyndt at tage hævn.
De to biler kørte ind på parkeringspladsen, en sort ferrari efterfulgt af en stor sort jeep. Det var den luksus som Hadrian tilbød sig selv når han nu endelig skulle ud af hjemmet. Bilerne parkerede midt på den store p-plads som blev benyttet af strandens gæster om dagen men som var helt tom om aftenen.
Hadrian trådte ud af farrari'en og mærkede brisen fra havet mens lyset fra den store jeep bag ham gjorde hans silhuet tydelig i mørket. En anonym bodyguard steg ud af jeepens sidedør i mellemtiden men begge bilernes motore var stadig i tomgang hvis det blev nødvendigt med en hurtig flugt og lyden fra de to biler var det eneste der blev hørt blandet med lyden fra bølgerne.

Hadrian havde lært af egne erfaringer at man aldrig kunne være for forsigtig, men på den anden side var det lang tid siden han sidst havde været i farezonen.

En time gik. Hun rynkede på næsen da en lok sort hår kildede hende. Selvom hun ikke kunne sove, tog hun sig selv i at døse lidt et par gange. Lyden af de rolige bølgeslag var helt hypnotiserende. ...Mon man bare skulle forlade byen? Det blev hun nok nød til ligemeget hvad efter i aften, en fyr som ham vil nok være complet overbeskyttet. Af mennesker selvfølgelig, men nok en eller anden special trænet elite, hun kunne umuligt være den eneste der var efter ham. Hun strakte sig behageligt, men stoppede i bevægelsen, og dagdrømmene blev fejet af vejen. En halv kilometer derfra, hvor parkeringspladslå, kom en utydeliglyd hun kun lige kunne opfange. En bildør der blev smækket i.. måske? Hun gled ned og landede uden videre på fødderne og stod helt stille. Hun kunne ikke være sikker på noget som helst, og nu var luden væk.
Årh mand, hvis det var mad, måske et kærelighed par der ville se på stjerner. Appetiten vældede op i hende og hun smilte lidt i mundvigen, imens hun lydløst og varsomt nærmede gik imod parkeringen.
Halvejs derovre, var der pludselig stemmer ikke langt derfra. Uden at give det mindste hint om sin tilstædeværelse, gled hun hen i skyggen. Der stod nogle mænd der... bevæbnet til skindet. Endelig var hun inde på det rigtige her. Men der var noget der ikke helt passede ind, de var allesammen 20 max 30.
Et vindpust fulgte hende da hun løb forbi hende. De var ikke målet. Hun fortsatte imod lyden af fodspor i sandet der nærmede sig den gruppe mænd hun lige havde efterladt.

Hadrian havde styr på området allerede, der var intet der ville kunne overraske ham og han havde en fortrop på stedet som havde informeret om at leverandøren og hans folk var på stedet med våbnene.
Før de begav sig ned mod stranden havde Hadrian og hans bodyguard lige undersøgt AURA (Automatic Unnatural Radar Analyser) maskinen som var installeret i Jeepen. En rød prik på kortet var der ikke noget usædvanligt i da der var mange vampyrer i byen men der var intet der tydede på en større trussel da Hadrian så på skærmen fra maskinen der stod i Jeepens baggagerum. De derimod 30 lyseblå prikker viste at leverandørens 20 folk havde mødt Hadrians fortrop på 10 elitetropper.
Hadrians folk var steget ud af Jeepen, hans egen lille gruppe som havde fulgt med ham var kun bestående af 5 vagter som havde siddet i jeepen. Da to af dem havde taget en stor metal kasse fra Jeepen, og en vagt blev tilbage ved bilerne. Derefter gik gruppen anført af Hadrian ned til stranden mod mødestedet.

Det føltes godt at være ude igen og gøre forretninger som i gamle dage. Hadrian kunne mærke den kraftige pistol som han havde under jakken. Der ville sandsynligvis ikke ske noget usædvanligt men denne aften var dog noget specielt for leverandørerne skulle bringe noget med tilbage til europa efter de havde leveret varerne. Hadrian kastede et blik på metal kassen som hans to vagter bar gennem sandet. Med raske skridt gik de afsted mens vagterne observerede omgivelserne.

Der var sekunder til hun koliderde med Hadrian's gruppe, da hendes tvivl fra tidligere poppede op igen. Dilemma; Kidnapning, eller bare flå dem allesammen? hvis hun da overhovedet var i stand til det? Nu hvor hun så tilbage havde den beste plan nok været at få hjælp fra et par af hendes egne, så hun ikke stod alene.
Hun havde nu også stærkt håbet på han havde været lidt mere alene.
Fuck it, der var ikke mere tid. Ud af det rene ingenting, sprang hun frem fra tjørnebusken to meter fra dem, så grene, blade og pigge eksploderede bag hende, efter hun havde tvunget sig igennem det. De dybe rifter på hendes arme, ben, hals og ansigt svant hen med det samme og efterlod en perfekt overflade. Hendes øjne havde et vildt udtryk, hendes hvide tænder var bidt sammen uden hun havde tænkte over det. Den ene vagt, forsvandt sammen med hende bag dem, hun havde bare dukket op og revet den ene op fra jorden og forsvundet.
Hun Uskadelig gjorde ham så hurtigt som overhovedet muligt, lidt væk, gemt bag et gammelt forfaldent træskur. Hans Hals blev revet til stremler med et vrid med håjrehånds negle, men hun blev nød til at komme tilbage før de nåede at samle sig. Hendes bedste odds var overraskelsesmomentet. Hun smilte bredt med vrede øjne, Koncentrerede addrennelinen så hun kunne kontrollere sine bevægelser.
Hvor farlige de var, vidste hun ikke med sikkerhed, der var heller ikke nogen grund til at give dem muligheden for at demonstrere det for hende.
Med et var cam der ude igen, sølet ind i blod, ned af de bare ben, den grå trøje, i det vilde sorte hår og.. hendes hage selvfølgelig. Hun chargede imod vagt nummer to.
I det mindste var de stadig længt væk fra gruppen fra tidligere. Hun smilte skævt, i løb.

Det kunne næmmest beskrives som at køre bil og pludselig gå fra 1. gear til 5. på få sekunder og alt hvad man havde trænet og øvet utallige gange skulle endelig i praksis. Hadrian havde før været afslappet men alle hans sanser var nu vågnet på et øjeblik da en vagt forsvandt lige ved siden af Hadrian. Sveden sprang frem på panden af Hadrian og mens de havde gået havde der selvfølgelig været forbud mod synlige våben mens vagterne var klar og den store jernkasse dumpede ned i sandet mens vagterne trak deres våben og lyskeglen fra de monterede lygter oplyste den busk hvor deres kammerat var forsvundet. Hadrian havde dukket sig ned så hans vagter kunne eleminere trusselen uden at bringe Hadrian i fare.

Tiden stod nærmest stille i et sekundt
Den blodige skikkelse kom straks tilbage og til trods for blodet og de mange sår så var det kun en ganske ung pige. Hadrian vidste dog bedre og ligeledes gjorde hans 3 tilbageværende vagter for Hadrian havde før mødt en vampyr som lignede et barn på 12 år. Hadrians dygtigste vagt en stor fyr som hed Omar havde trukket en walkietalkie som han råbte ind i og han sigtede dårligt med kun en hånd på den store automatpistol som han holdt i hånden.
Den anden vagt tøvede da han kun så at det kun var en ung pige og det kunne godt blive hans livs fejltagelse, men den tredje vagt begyndte allerede at holde aftrækkeren i bund så kugler susede i alle retninger og splittede busken fra hinanden men sandsynligvis ikke ramte målet.
Vagterne som var fortrop ville reagere hurtigt når de modtog beskeden fra walkietalkien men de var stadig med rimeligt stor afstand til deres leder.
Vagten ved bilen havde selvfølgelig sat sig i jeepen som var et våben arsenal på hjul og skulle køre ned på stranden men han havde kun lige fået beskeden og meget kunne nå at ske på kort tid....