Kings and Queens

Mente han det virkelig- eller var det rent høflighedsfrase at han svarede hende sådan?
Hun lyttede efter nuancerne i hans stemme, og de lød faktisk helt reelle.
" Det er jeg glad for...skal vi så ikke vente lidt med at sætte en dato på, og lige se hvad der sker med politi, og selvfølgelig om vi kan være under samme tag, uden du mister hovedet ?" drilelde hun let.
Det at hans øjne smilede mere ægte og ligeledes hans mund, gik lige bum i hjertet på hende.
Nogen gange undrede det hende, at han blev hvor han var, ved hendes side.Hun trak ham efterånden igennem lidt af hvert , gjore hun ikke? og det væreste...det havde hun ikke en gang fortalt om.Det havde været tæt på, meget tæt på med William.Så tæt at hun faktisk ikke var helt sikker på hun kunne være alene med ham, uden at der...skete...noget og hun var rimelig sikker på at Stephens tålmodighed med hende, som et timeglas sidste sandkorn, ville rinde ud der.
Hun skubbede tanken væk, nægtede at mærke efter og tænke over det, men istedet så hun op på ham , med store pupiller i de blålge øjne, da Stephen løftede hendes hoved op- og kyssede hende.Millicent reagede helt uden at tænkte....hun havde været alene, skræmt og bange...
Og hun havde savnet ham. Hendes arme gled op omkring halsen på Stephen og hun trykkede sig ind til ham.Det havde været hendes mening at kysse ham, men nu var hun ikke lige den der var mest heldig med at styre sine emotionelle reaktioner, så istedet begyndte hun at hulke.
Lige det Stephen havde brug for, udover en dryppende kattekilling?

Det var ikke som et krav at hun skulle kysse tilbage, men det kom alligevel som et chok for Stephen, da Millicent mere eller mindre brød sammen i armene på ham. Det var ikke helt hvad han havde forventet, men der var bestemt ingen grund til at pille mere ved de tanker. Næsten som var hun et lille barn, fik Stephen krænget sine arme omkring hende, så han kunne trække hende op på sit skød hvor han lage armene omkring hende. Så blev de da først rigtig far og datter. Fordi han ikke havde nogle andre at trøste, var Stephen på ingen måde øvet i at trøste og derfor gik det ikke meget bedre, hvis det overhoved gik bedre, end Nicolasses forsøg på at trøste Millicent. Det ville være med keitet kantet bevægelser, derfor undlod han helt at lave for mange, men blev tavst siddende og holde omkring hende til hun virkede til at være 'dryppet' af.
Stephen havde en idé om hvorfor hun var begyndt, men var bestemt ikke sikker. Det kunne have noget med de sidste dages hændelser, det fik ofte folk til at græde, enten af træthed, sorg, lykke eller noget andet. Man kunne græde af mange grunde, men det var sikkert ikke lige af lykke Millicent græd, selvom det godt kunne være muligt. Var hun glad for at se ham? Tanken var egoistisk med god. Den faldt meget godt på plads i Stephens hoved.

Måske han ikke havde haft nogen at øve sig på, men det kunne absolut ikke mærkes.
Et par stærke beslutsomme arme, fik halet hende op på skødet og ind til sig, og for Millicent var det en direkte billet til himlen itself.
Hun lod lænede sig ind til ham, lod sig omslutte af hans arme og omgive af hans duft, og hun blev ført væk fra de kedelige bekymringer og de sorte skyer der truede så nådesløst med at sende torden byger hen over dem.
Efter et par minutter, fik hun bremset syndefloden, og trak sig en smule ud, så det var hende muligt at tørre sine kinder.Så rettede hun sig en smule op ...fast besluttet på ikke at være sådsn en jammerlig husgæst.Hvis hun forsatte sådan, ville hun jo tage live af manden...langsomt.
Hun kunne gøre det om natte, med dynen over hovedet, godt skjult!- altsår græde, ik.
Istedet lænede hun sig frem og kyssede hans dejlige læber, der gav en sitrende følelse hele vejen igennem hendes krop.Jooo...hun var skam glad for at se ham.
Efter kysset, som hun på det nærmeste måtte bryde med sig selv, for at ende, kyssede hun kort hans kind.
" Stephen....hvad mener du egenlig jeg skal? Synes du jeg skal melde mig selv eller bare se om de lader sagen lukke efter lidt tid?"
Hun var nysgerrig hvad han mente.Det var nu ikke sikkert at hun ville lytte og gøre som han sagde, men på den anden side vægtede hans mening meget tungt, sååå.

Folk sagde mennesket var som en agurk. De var fyldt helt og aldeles op med vand og så var der kun en smugle kød i rasten, så hvis man dampede alt vandet væk, ville der ikke ligge meget kød tilbage sammen med hud og knogler. Ubehagelig tanke, men det var sikkert rigtig nok, mængden skulle også passe til hvor meget man kunne græde! Millicent syntes at kunne græde i en uendelighed, men da hun endelig var færdig og fik tørret de røde øjne en smugle, gav han hende et opløftende smil og fjernede noget af hendes hår. Der var ingen grund til at dvæle ved fortiden, men Millicent havde det åbenbart med at trække en hale af problemer efter sig. Det i sig selv var lidt problematisk, men det var ikke meget anderledes end for mange andre.
Spørgsmålet om hvad hun skulle gøre, gav Stephen grundlag til at tænke lidt. Det var ikke et nemt spørgsmål for der var flere elementer der spillede ind i omgangen. "Altså som stadig lovlig borger i byen, ville jeg jo sige at d skulle melde dig, men på grund af at du allerede ligger i deres arkiver, vil jeg nok fraråde dig, hvis du vil anholdes for mord på dine forældre og forsøg på mord ved teltmanden." Bedre svar kunne han ikke give hende, men tilføjede som en ekstra bonus. "Men hvad du vælger skal jeg nok følge med i hvis du vil have det." Det sagde han af flere grunde. Først og fremmest fordi han var interesseret i Millicent, mere end det og så ville hun sikkert virke mere troværdig hvis han fulgte med hende, selvom hans aldre ikke helt harmonerende sammen. Måske skulle han bruge dette som springbræt? Hvis det ikke lykkes for dem at holde sig skjult og det blev Millicents beslutning, så kunne det være at det var nu han skulle ændre det hele og ligge sit liv om. Musikken og Millicent ville han gerne have med, de to M'er, men det andet fandt han ingen interesse i. "Gør hvad du finder bedst, mig og Ally følger efter."

Ud af hans svar , lød det næsten helt til at Stephen var lige så meget i tvivl om, hvad det rigtige at gøre i hendes situation , som hun selv.
Forfærdeligt at man skulle have sådan en dårlig moral, men politiet tvang dem jo nærmest til det, ved deres konstante insisteren på hun havde brændt barndomshjemmet- med forældrende i - ned.Det indgød vel ikke ligefrem til samarbejde og tillid.
En tanke ramlede ned i hendes hoved....var to forældre og forsøget på en telt mand nok til at udløse dødsstraf? Musklerne i hendes krop stasede i spændt tilstand, og en ny bekymring blev i dette øjeblik lagt oven i stakken til de andre.Dødsstraf?? Ikke mere Millicent.... Aterswell ville forsætte deres liv uden hende. Sikke en bedrøvelig tanke, hun var ikke indstillet på at hendes tid var forbi....men det kunne meget vel blive aktuelt, ik?
Hendes kram af Stephen, blev bestemt ikke mindre ....hun borede næsen ind i hans hals, og et stille suk stak afsted , ud fra hendes læber.
" J-jeg tror ikke jeg vil...derned... Jeg stoler ikke på dem.Specielt ikke den betjent der hedder Ryan... han...virker underlig...suspekt og stiller altid de samme spørgsmål imens han....stirre på mig.Nej! Jeg vil ikke ned til ham" hun sad stille lidt og tænkte over Stephens ord...
Så han ville gå med hende ? Selv om det betød at politiet også ville blive interesseret i ham? Det ville helt sikkert gavne hende, både mentalt at have ham som støtte, men det ville også virke mindre suspekt, ik? Nå..men hun ville altsår ikke derned, basta.
" Stephen....du er alt alt for god ved mig, hvordan skal jeg nogensinde gengælde det ?" mumlede hun , da hun ændrede lidt på sin stilling og satte sine læber til hans, for at tilbyde ham et kys.

Millicents ord gav basis til at fyre en kommentar af, der sikkert ikke ville få den ønsket effekt, så Stephen gemte den af vejen i en kasse hvor der stod 'til sener brug'. Der kunne han altid dykke ned og forsøge at finde hvad det var han havde gemt ned, selvom det bestemt ikke var altid at det var tilfælde. "Han lyder underlig." han følte ikke rigtig der var mere at kunne sige. Det handlede bare om at komme med lidt respons så hun ikke følte sig overhørt. Det ville bestemt heller ikke være godt. "Det ville hjælpe en hel del hvis du ikke gik rundt og kastede dig ud i alle de problemer, det vil faktisk være en del lettere hvis du var ligesom alle andre med et normalt kedeligt liv." Det ville med sikkerhed give det hele et mere kedeligt perspektiv og så ville Stephen sikkert aldrig have fortalt Millicent hvad han var. På den måde var de nok heller ikke kommet så langt, så når det hele blev tænkt igennem, var det sikkert ganske fint at det var som det var.
Stephen lænede sig en smugle frem for at nå Millicents læber. En behagelig hjemmelig følelse blev sluppet løs, mens de 'hang' sammen og langsomt dampede af da han trak sig tilbage for at tilføje resultaterne af sine tanker. "Men på den anden side ville det hele så være meget anderledes, så hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg godt tilfreds med det hele. Kast dig ud i dine problemer, vi finder en løsning. Naturlig eller magisk."

Hun satte sig bedre tilrette, placede et ben på hver side af ham og skubbede sig en smule tættere på, så hun sad....korrekt.
Så han opfordrede hende ligefrem til at kaste sig ud i sine problemer? Interessant.Enten anede han ikke hvad de var, ellers var hendes engel fyldt af selvsikkerhed.
Hun kørte langsomt begge hænder gennem hans mærke hår og tiltede hovedet lidt til den ene side.Han var så smuk, så rene linier....som Stephens sind også var.
" Problemer har det med at følge mig....jeg ville ikke kunne undgå dem, om så jeg ville " måtte hun indrømme.
sådan havde det altid været.Hun havde virket...eksentrisk ...i den lille landsby hun kom fra.Hendes temperament, påklædning , musik smag...hendes rebelske sind, havde provokeret dem.Selv om hun var en god pige, havde det alligevel provokeret dem.
Hun kunne huske som 12 årig, en dreng på 16 havde væltet hende omkuld i en lade og begyndt ...at pille ved hende.Millicent var levet så skræmt, og selv om hun asede og masede kunne hun ikke få ham væk.Han blev mere ..opildnet...kaldte hende en lille tigermis.Forhelvede...hun var 12! Og så var det at høtyven havde stået ved siden af dem.Hun rystede på hovedet ved erindringen om knægten der forlod laden, løbende....skrigende...med en høtyv siddende i hans baller.
Og Millicent, hun havde været så arrig....ville aldrig tale med ham igen, men hun havde opdaget noget ...nyt og interessant ...om sin krop.

Hun lænede sig lidt bagover og med lidt besvær fik hun fat i sit glas.Hun førte det til sin egen mund først, drak imens hun så ind i hans gyldene øjne...og satte så glasset til hans læber og hældte...imens hun skubbede sig lidt tættere på.

En følelse af at være en dukke, sneg sig ind på Stephen, da Millicent begyndte at styre hans hoved. Han gjorde ingen ting imod det, men fandt det ikke videre behageligt. Hvis han skulle det, måtte han sikkert vænne sig til det, alt smagte, duftede eller føltes nyt, når man aldrig havde prøvet det før, det skulle man ikke være et geni for at vide. "... eller også burde du tage at få dig nogle menneskelige venner." Tilføjede han med et lille smil. Det kunne sikkert være noget med at hun var uheldig, men det kunne ikke alt sammen være på grund af det. Der måtte også være nogle andre aspekter der gjorde at hendes liv blev en linegang mellem virkeligheden og det overnaturlige, samt det lovlige og ulovlige.
I stort set samme øjeblik, som Millicent lænede sig tilbage, lage Stephen sine hænder om på hendes ryg, for at støtte hende. Det kunne se kønt ud hvis hun faldt ned i bordet bag dem. "man vil også altid have det man ikke har. Man burde være glad for det man har." Den filosofiske sætning blev lige klemt ud, før et vinglas blev presset mod hans læber. Langsomt, for at glasset kunne følge med, vippede han hoved tilbage og lod væsken flyd ned i hans svælg mens han undrede sig over hvorfor hun lige syntes han manglede noget at drikke.

Ved lyden af hans lille meget kloge sætning, havde hun nærmest lyst til at skifte glasset ud med flasken, og hælde den ned i ham.Han havde jo ret, så pokkers meget ret, havde han ikke?
Da han havde drukket en stor tår, gav hun ham lige mulighed for at synke og tage lidt luft ind.
Så kyssede hun forsigtigt et par gange hans mund...små spørgende kys....små inviterende kys.
Det skulle ikke udvikle sig og blive til en hel masse.Men....det var så længe siden, eller...sådan føltes det i hvertfald, selv om det nok ikke helt passede.
Måske var det vinen der steg til hendes trætte hoved , og gjore hende ør....måske var det bare ...ham? Hvis Stephen stoppede hende, ville hun tage en tår vin og spejde rundt i stuen , iforsøg på at lokaliserer Ally, og sikre sig den ikke lavde ballade.Men fik hun lov...ville hendes tunge langsomt glide hen af hans læber, varm , våd og med en svag aroma af Stephens Amarone vin over sig.Hendes sanser ville blive skærper , som hvis nogen havde tændt for dem på en kontakt og den hånd der ikke var optaget af vinglasset, ville lægge sig på Stephens bryst,imens tungen ville prøve at liste sin ind imellem hans læber.
Hendes tanker var for et øjeblik ikke optaget af andre ting, end lige et kys.

Stephen følte næsten han måtte lide druknedøden, da Millicent fortsatte med at pøse vin i ham, men endelig, langt om længe, fjernede hun glasset så han fik tid til at trække vejret, men kun kort, før der kom en række kys. Bestemt ikke dårlig erstatning. Langt bedre end hvad han først havde fået, så det ville være direkte hul i hoved at stoppe hende. Først lod han ikke lige sine læber skille, mest for at drille hende, men efter noget tid gav han efter og åbnede en smugle så hun kunne presse sin tunge ind til hans. Stephens hænder lage sig længere op af hendes ryg og trak hende en smugle tætter på. Der var ingen tvivl om at han nød kysset. Det var blødt og dejligt, men med et bestemt ønske der gav det hele lidt kant og stoppede den søde smag i at brede sig for voldsomt. En fin blanding mellem det ene og det andet.
"Vi kunne også rejse væk i noget tid, hvis du ville føle dig mere rolig med det." Indskød Stephen da kysset var kommet til vejs ende. Det var altid en mulighed som kunne tages i brug og penge skulle de nok finde ud af. At tjene dem var ikke svært som musiker og magiker. Med lidt misk mask skulle de nok lykkes, det var han sikker på.

Hmmm... Han lod hende arbejde lidt for sagen, gjore han ikke ? Hun kunne næsten mærke et lille stik i hjertet...ikke fordi det var en afvisning, han trak hende jo også nærmere, men fordi hun længtes sådan efter det.Efter at høre til , efter hans tunge, efter at smække døren i til alle spekulationerne.De ville bare ikke forsvinde...uanset hvad hun gjore.
Endelig....endelig slap han hende ind og hun pressede sine læber mod hans, muligvis en smule mere kraftigt end hun normalt ville på dette ' stadie' , men mange ting slyngede hendes følelser omkring.Millicent fandt en lise da hendes tunge fik lov at møde hans og hun stønnede lydløst ind i det dybe kys, hun dog endte igen - inden det ville tage kontrollen fra hende.Hun havde fået en ide! Nuuu var hun en smule impulsiv anlagt , og havde brug for nogen der kunne holde hende nede på jorden..men hun tvivlede dog stærkt på at Stephen ville forhindre hende i den nyopstået ide.Hun kravlede ned af ham...satte sit glas fra sig og så på Stephen et kort øjeblik.
" Ved du hvad... Jeg ...jeg stopper...jeg siger mit job op på Le Diamante!" meldte hun ud.
Var det en glad og velovervejet beslutning? Nej....det kunne man så ikke sige, men generelt var hun ikke ligefrem definationen af glad i disse dage, dertil skete der al for meget.Men for alles skyld, var den sikkert den rigtige. Håbede hun. Hvis to ud af tre blev glade...så ville hendes eget humør også vende tilbage med tiden, ik?
" Jeg ...jeg skriver til Alias, med det samme" lød det , og hun indledte med det samme sin jagt efter opladeren i kufferten.
Da den var fundet, gik hun ud i køkkenet og satte oplader i kontakt, og tilsluttede den døde mobil.

Hun begyndte at sms...

Kære Alias,

Jeg må beklageligvis opsige min stilling og da de tre måneders prøvetid ikke er slut, kan jeg gøre dette , med øjblikkelig varsel.

Held og lykke med forretningen,
Og pas godt på dig selv.

- Millicent Cooper.

En lille tåre eller....flere...trillede ned af hendes kinder da hun trykkede ' send', men hun måtte forsøge at tage kontrol over sit eget liv igen. Alt for meget ..udefra...påvirkede hende.

Da hun havde sundet sig , gik hun tilbage til stuen og snuppede sit glas, på vej over til sofaen.
" Så... Nu har jeg kun mit model job tilbage " sagde hun lidt stille og så over på Stephen.
Hun var heldigere end heldig at han overhovedet kunne holde hende ud, specielt når hun var i denne her roede tilstand.
Hun håbede at han ville blive, og hjælpe hende med at rydde op?

Vejen ligeud havde ikke være hård, men pludselig kom der en dyb afgrund og hjulene begyndte pludselig at dreje vanvittigt hurtigt under Stephen der ikke kunne finde bremsen. "Sige op!" Kom det som et mindre udråb. Han var usikker på om han skulle stoppe hende og da Millicent var kvik på trommestikkerne blev han passivt siddende i et par minutter. Da det lød til at hun var ude i køkkenet, kom han op af stolen og fulgte efter, for at se, til sin stor skræk, at hun var begyndt at græde! Han havde lige troet han var på et fladt stykke, men så begyndte hjulene at løbe igen. Da beskeden var af sendt, trådte Stephen frem fra sit skjul, på sin vante plads ved dørkarmen, og gik hen til Millicent, som han lage armen omkring."Du er sikker på at det ikke lige var hurtig nok?" Spurgte han nært hendes ører. Hans hænder havde lagt sig omkring hendes talje, med hænderne på hans mave og kunne stå bagved hende med hagen på hendes skuldre.
Der var ingen grund til at gøre forhastet ting. Der var tid til at beslutte sig, men det ville være lettere uden visse elementer i livet. Jobbet var i følge Stephen lige stort nok at smide rundt med, men sket var sket og så måtte de rette op efter de ting der var sket. Man kunne ikke altid gå og være forsigtig, for så kom man aldrig nogle steder. "Men du svarede ikke på mit spørgsmål."

En skælven gennemsyrede hende, da Stephens arme lagde sig om hende..og hans stemme lød ved hendes øre, som ud af luften blå.Hun havde slet ikke hørt ham træde ind, hun var ...et andet sted, indtil han bragte hende tilbage igen.Hun lænede hovedet bagud og støttede sig lidt til ham.
" Jeg vil savne det...så meget... Men..jeg tror det er bedst for...alle" sagde hun og løftede en bleg hånd op for at tørre sine øjne. Faktisk vidste hun jo ikke om det var sandt...men havde man ondt et sted, nyttede det ikke at sidde og klynke, man måtte handle ... Det var ihvert fald hvad hun forsøgte at bilde sig selv ind.
Hun rettede sig lidt op og drejede omkring, uden hans greb behøvede at slippe hende, så de nu stod ansigt til ansigt.
" Dit spørgsmål...?" sagde hun med en lidt grødet stemme.." Nåå... Det med at tage væk?"
Hun havde tiden til det nu....måske ville det slet ikke være så dårligt.Der ville gå løn ind ...om nogle dage, og hun skulle have for både nogle fotoshoots med motorcykler og den med diamanthalskæden pluds den aften med Marc....så jo...at tage lidt væk lød ...som himlen.
" Kan vi?..... Jeg vil rigtig gerne Stephen?" hun lænede sig ind til ham....kunne mærke hans hjerte banke igennem flere af af tøj, tilsammen.... " Hvad kunne du tænke dig ?" spurgte hun nysgerrigt.

Stephen kunne ikke undlade at smile en smugle. "Hvis du tror det kan være godt for dig, så skal jeg nok finde ud af noget for os to og så kan det være Jack eller Nico kan tage sig af Ally imens." Kærtegne lød han en hånd glide over hendes kind der stadig var en smugle fugtig. Det lød måske voldsomt at sige han ville gøre alt for hende, men de ord passede meget godt. Millicent gav tydelige tegn på at hun havde det dårligt efter episoden med denne William, så det handlede kort og godt om at få hende op på køl igen. Stephens hånd gled gled fra hendes kind op i hendes hår, hvor den redte noget tilbage. "Men der vil nok gå en lille uges tid, jeg skal lige have gjort noget færdigt og skal have kontaktet Nico."
Hånden fra håret lage sig omkring Millicents skuldre, hvor han trak hende tilbage, så han kunne svinge hende op i armene. turen gik ind i stuen hvor han satte hende i sofaen. "Modeljobbet skal nok give dig penge og du kan jo stadig lød Diamanten eller hvad den bar nu hed." Navnet stod ikke frem på lystavlen, men det var noget med en diamant og han var sikker på at hun vidste hvad han mente.

Ok...dét ændrede noget i hende, noget der blev ..bedre.
" Virkelig?.... Åh Stephen, det ville være så dejligt, så skønt! - og om en uge allerede! Hvor skønt" hun smilede op til ham og nød måden han kærtegnede både kind og hår på.
" Tror du virkelig vi kunne lokke en af dem til det? start med Nicho..han skal lære at kæle...øh, altsår jeg mener at vise omsorg...altsår..ja, du ved !" vrøvlede hun og gav et lille hvin fra sig , da Stephen svuppede hende op i sine arme uden en advarelse. Hun fik hurtigt snoet armene omkring hans hals og lænede sig et par centimeter ind, så hun kunne kysse hans kind.
" Du er fantastisk Mr. Samson..." og så lod hun sig bære på hænder og fødder ind i sofaen.
Hun gav dog ikke slip på ham, men ville have ham med sig derned.
" En uge..? Det er helt perfekt! ... Nogen ide hvad vi gør, lejer et sommerhus..tager i telt eller westerncamping?" begyndte hun at snakke derud af. Hvis hun vidste hvor kunne hun begyndte at ligge lidt planer, måske finde på noget der ville gøre ham glad?
" Ja...jeg skal nok klare mig...jeg lander altid på to ben,....så længe jeg har....støttehjul som dig " smilede hun og kyssede ham på munden.

Stephen forsøgte at trække sig op, da han havde afsat Millicent, men det gik hurtigt op for ham at det blev der ikke tale om. Derfor satte han sig ved hendes siden og kunne allerede mærke glæden boble fra hende som en gryde i kog. "Sommerhus vil jeg tro, men jeg vil også gerne på camping. Det er billigere, hyggeligt og så kan vi være væk i længere tid. Skal vi ikke det?" Da han først var kommet i gang, fik han også stemmen med og lød helt interesseret. Det havde han også været før, men pludselig kunne han gribe sig i faktisk at lyde interesseret. Da Millicent pressede sine læber imod ham, kyssede han hende glædeligt igen, halvt lænet ind over hende, da hendes stadig lå som en lænke omkring hans hals og holdte ham nede. Det var bestemt ikke det værste at være fanget af, så han gav ikke et kny fra sig.
"Men hvis du har et bestemt ønske, så er jeg også åben for det." Telttur lød vældig hyggeligt, men det kunne i længden også ligefrem blive hårdt, men det var bestemt ikke noget han sagde til hende. Hvis det kunne gøre hende glad, så skulle de selvfølgelig på telttur. Et smil sitrede i hans mundvige. Det var ligesom en lille pige der skulle have sit mindste vink opfyldt. Det var ikke ligesom ... det var en lille pige der skulle have sine små forkælet ønsker opfyldt, men hvad pokker!

En stor smuk vifte lå udbredt for deres fødder, og de skulle bare beslutte sig for, hvad de skulle vælge .Det var et problem gjort af luksus.
" Sommerhus eller camping lyder herligt" medgav hun og overvejede om hun havde en favorit f de to, eller om begge lød lige sjovt?
Hun havde sldrig været på camping, ikke så vidt hun huskede da ? Ville hun egne sig til det lidt mere friluft agtige liv? Joo, med Stephen med, så kunne hun sikkert tilpasse sig de fleste steder og ellers...hvis hun havde svært, så fik han da noget at se til.Tanken fik hende at smile, og hun ville være med på ideen, hvis Stephen hældte til den side.Omvendt sommerhus...hvis nu de kunne finde et med en pejs? Vejret var begyndt at skifte og blive køligt, så selvom det endnu ikke var nødvendigt for at holde varmen, kunne man sagtens tænde op...bare for hyggens skyld.
Stephen skulle have lov at vælge, besluttede hun efter kysset og slap ham fri af grebet, og lænede sig istedet lidt op af ham....for ligesom stadig at have kontakt.
" Stephen,...nu skal du ikke sige mig imod, for beslutningen er fast" indledte hun..." DU bestemmer....skal det være camping med edderkopper eller sommerhus med pejs?" et stort drillende smil spillede om hendes læber.

Stephen sukkede dramatisk højt og vendte øjne. "Okay, jeg kan hører der er mest lyst til hygge foran pejsen uden edderkopper, men der kan godt være edderkopper i et sommerhus." Selv var han heller ikke så glad for de små kryb, men han kunne sagtens bo sammen med dem, så længe det ikke blev kæmpe flueedderkopper der truede med at sluge en med hud og hår. "Er der noget bestemt sted du kunne tænke dig eller er det dig også ligegyldigt?" Uden rigtig at vide hvad han skulle gøre, begyndte han ubevidst at lade fingrene glide hen over hendes hår og ind imellem sine fingre. Når hun skulle pille sådan ved hans, ville han også pille ved hendes! Noget for noget hed det. "Jeg er åben, men min pung er ikke utømmelig."
Ally syntes langt om længe at kunne finde ro og hoppede derfor op i sofaen, eller forsøgte. Det gik ikke godt for den lille killing, der forsøgte utallige gange uden held. Stephen udnyttede straks muligheden for at få gratis underholdning. Frem for at hjælpe den lille kræ op, satte han sig til at se på den og glemte alt om Millicents hår. Katten var langt sjovere.

Et drillende smil lå hen over ansigtet og afspejlede sig på både læber og i øjne.
" Jeg følger dig, hvor end du vil.... Nej, der er ingen særligt sted, bare det ikke er i Townsville" sagde hun ironisk.Det var den lille skod del af en landsby hun var vokset op i, og skulle hun overnatte der bare en nat, ville hun nok ikke overleve det...så stort et trauma kunne man have, hvis man hed Millicent og have nedbrændt sit barndomshjem....måske altsår, intet var jo givet- og mest hældte hun selv til et stort Nej!.
Hmmm penge.Stephen skulle altsår ikke hænge på alle de regninger og udgifter,det bar ikke helt fair. Så hendes stemme lød måske en smule hård i filtet, da hun trak i en hår lok af hans og sagde.." Stephen...vi deler de udgifter, det er mest fair...men udoverdet, skal det ikke være luksus...bare der er en lille pejs,det kunne være hyggeligt. Alt andet er da lige meget , ik?"
Hans pilleri i håret, lokkede endnu et smil ud fra gemmerne....han var nu ganske svær at modstå, det måtte hun give ham.
Men da han ikke hjalp hendes lille kluntede killing, fik han alligevel en røffel.
" Helt ærlig....den er da for lille til at kunne det , du skal da hjælpe hende....sikke en far du bliver" himlede hun op...og lænede sig frem for at ville fiske Ally op, men da killingen så hendes hænder nærmede sig....lød et pjevset miau...og det løb, som var det for livet.
" Mon du skulle ringe til Nicholas nu ? For hvis ikke nogen af drengene vil, skal vi booke et ophold på dyreinternat, og der er det en god ide, at bestille i god tid" forslog hun og strakte sig lidt.
Med tankerne på drengene fra hans lille band....begyndte de også at gruble lidt over hvordan det mon gik, med Andy og hans børn? Og fristelsen var for stor , nysgerrigheden vandt og hun rettede øjnene mod Stephen..." Hvordan har de det?.... Andy og børnene" spurgte hun stille.

Da Millicents replik faldt, skulle Stephen lige til at læne sig frem for at fiske kræet op fra gulvet, men hun kom ham i forkøbet og da dyret flygtede for livet, slog han en høj latter op. "Sikke en mor du bliver. Tænk at dine egne børn løber for livet." Gav han igen, med et stort frydende smil imellem hans latteranfald. Man skulle ikke kaste med sten når man selv boede i et glashus. Mon katte kunne være meget hævngærrige? Ville den lille killing huske sin forsømmelse rasten af livet? Det syntes Stephen var et virkelig godt spørgsmål, sådan en som man kunne stille i Hvem vil være millionær. Da emnet drejede ind på Nico, begyndte Stephen blot at grine endnu mere. "Jo, jeg skal nok få ringet til ham. Jeg finder min mobil." Let puffede han Millicent væk fra sig, så han kunne komme op at stå, men meget længere kom han ikke, før hun skiftede emne. Andy og hans børn. Hans udtryk skiftede fra latter til misfornøjelse på meget kort tid, men han burde nok få et svar. "Vi har ladet det ligge. Du forlangte ikke politiets indblanding, derfor har vi ikke ringet til dem. Mest min idé." Forklarede han og fandt sin mobil under en bunke musikblade. Det skarpe display lyste op, imens han fandt nummer og til sidst pressede mobilen mod sit ører.
"Hallo, det er mig Stephen ..."
"Ja, jeg har det godt. Jeg kom hel hjem. Ja. ..."
"Sagen er den at Mill ... nej, hun er ikke min kæreste ... jaja, så siger vi det."
"Okay, lad være med at afbryde. Hun er kommet hjem ... Stop nu!"
"... lad mig nu snakke færdig for pokker! Ja, hjemme ved mig er hun, med sin killing Ally. Vi har planer om noget sommer..."
"Nej, vi skal ikke! Men jeg spørger dig om du ville passe kræet! Husk at give den mad, den bliver snot fornærmet hvis man misser."
"Om en uges tid? ... måske i en uge eller to."
"Super, skønt!"

Årh...den sved...slået på sin egne banehalvdel...
Hun daskede ud efter Stephen...." hold dog op...mine børn vil da elske mig" vrissede hun og rystede på hovedet.Kunne man mon grille en kat?
Hun lyste dog lidt op igen , da han indvilliget i at ringe Nicholas op...
Og lidt ned igen...da hun så hans udtryk ændre sig ved talen om Andy og hans børn.
" Okay..." svarede hun som det eneste og besluttede at lade det helt ligge.
" Super....det er godt at vide nu..med katten..." slog hun istedet over i - og så lænede hun sig ellers mageligt tilbage , for at slappe helt af, imens Stephen talte med Nicho.
Men...den samtale....dét sagde han bare ikke Nicholas?! Hun fik en svag kulør i sine kinder....de troede alle at...de var et officielt par?Hun så lidt væk fra Stephen....talte de meget om hende...om dem, når de var sammen? Argh...altsår.
Okay...alle vidste hun var vild med ham...men hun var bare 18 år...og ....det var alt for tidligt at binde sig? Var det ikke ? ....nå...det ville hun ikke tænke over nu.

" nååå... Det læd som det var et ja?" spurgte hun spændt,så snart Stephen havde afbrudt samtalen.

Stephen trykkede på afbryder knappen med et solidt tryk så Nico var ude af hans stue. "Ja, den var han frisk på, men havde nok håbet vi skulle noget mere frækt." Han sukkede opgivende og meget tungt, mens han smed telefonen på bordet og greb sit vinglas for at få noget ned. "Den mand er ikke interesseret i andet!" Jamrede han og satte sig ved siden af hende. Med et fast greb i hendes kæbe, trak han Millicents ansigt op imod sig, så han kunne give hende et vinkys. "Men nu er den afsat et sted, så kan vi rejse." Han gav hende et tilfreds smil og klem. Selv fejede han håret tilbage fra ansigtet og lage hoved en smugle tilbage. "Men først skal du lige overleve en uge her i huset med mig og Ally."

" yes! Hvor dejligt, for jeg ville have meget svært ved at efterlade hende på et pensionat, og Alias ville sikkert...æde den eller noget" lo hun og slog med hånden på sofaen, så han kunne sætte sig." nå...så det hår han op i hva? Hvad i alverden havde han da troet vi skulle , på ophold i en swinger klub eller ." hun så helt desorienteret ud i sit forsøg på at gætte Nicholas tanker, men måtte give op på halvejen.
Istedet gippede det lidt i hende, da Stephen greb fast i klben og trak hende op til sig og lydigt kyssede hun ham og suttede lidt på hans underlæbe, bare en lille smule.Hans mund var så...appetitlig.
" Mmmmm " småknurrede hun og trak sig lidt væk..." en hel uge, hvad ial verden skal vi dog fordrive tiden med skat?" drillede hun ham og lænede sig frem og kyssede ham på halsen, som at understrege sine ord...." skal vi bruge en livline og ringe til en ven ? og spørge om Nicho har nogle forslag?" drillede hun videre.

Om den knurrende lyd var et godt eller dårligt tegn, var Stephen ikke helt bekendt med, for en hund ville det være dårligt, men der var ingen flade ører eller blottet tænder, så det kunne umuligt være det. I følge Millicents ord, lød det også mere kærligt og varmt. "Tror du vi behøver at ringe til Nico, tror du ikke selv vi kan finde på noget kreativt?" Han nød til fulde hendes små kys og drillende ord der bestemt lage op til noget, men selvom det var ganske sundt kunne de sikkert ikke holde til det i en hel uge. "Står den ikke på skumfiduser og pejsehygge med tæppe og kakao?" Forslog han i den mere rene og pæne afdeling. Der var skam ingen grund til at lave det hele til en pornofilm fra første færd. "Men hvis det selvfølgelig betyder meget for dig at vi ringer og spørger en ven, så kan vi også det. Men vi kan spille kort, se film eller andet sommerhushygge. Gå turer?" Alle Stephens idéer kom kun ud af alle de ting han havde hørt folk gjorde i sommerhus og lidt fra hvad han selv også gjorde i sin tid, da han var med sine forældre i sommerhus. Det var efterhånden mange år siden og selv gjorde han det aldrig. Hans hverdag og ferie blev holdt i kendte rammer.

Millicent lo...han fulgte ikke helt med, now did he? Hvad mon havde stjålet hans opmærksomhed? Haha..
Hun purrede lidt op i hans hår og sagde irettesættende .." Joo..men nu var det jo ugen vi skulle fordrive her, inden vi tog i sommerhus, ikke? Og med mindre du forslår jeg skal lege lidt med noget ild, så ser jeg ingen pejs her? - men..jeg kunne sikkert ..hvis jeg ville, sætte lidt bål i gaden" drillede hun og rystede på hovedet, for at skubbe ideen om at ringe Nicho op igen, væk.
" Ved du hvad....mon ikke du bare skal lade som vi ikke er her? Og lave hvad du plejer...jeg har en god bog jeg kan begrave næsen i ....og famtisk er jeg også træt, jeg har været længe oppe de sidse par dage" forklarde hun og trak sig en smule væk for at strække sig lidt.
Den sidste vin i det smukke vin glas, der lignede noget fra det dekadente årti, hvor overflod af luksus dominerede på legepladsen ,hvor overklassen lod hæmningerne falde.