Kings and Queens

Så snart ordene havde forladt hans mund, begyndte sjove ideer at tage fat i hendes hoved.
Naturligvis skulle det passe ind i hans lejlighed....meeeen måske havde Millicent end anden vinkel på hvad der passede, end Stephen lige havde . Anyway...det var en sjov ide at lege med.
" Jeg vil straks gå i tænkeboks og se hvad jeg kan komme op med.Du skal være tålmodig dog, for et ægte geni, kan man ikke hundse med"
Hun forsøgte eft bedste evne at holde masken alvorlig, men det kiksede fælt, da hun kom til at grine. Ligesom så meget andet, lå der meget sjældent dybe tanker bag hendes ducoupage og malearbejde...eller jo...der gjore der jo, hun kunne godt hæfte ord og analytiske forklaringer på, is hun skulle, men hun fortrak at beklæde dem i følelser og intuition.Sådan var hun bare indrettet.
" Vil du prøve at male? Jeg har et lærred , hvis det er...bare for sjovt " opfordrede hun...eller måske udfordrede hun...lidt.

Det lød klogt, så Stephen var sikker på at det hele var overladt i trygge hænder, men før Millicent kom for godt i gang, hostede han op med et krav. "Men, der er lige noget du skal huske! På en eller anden måde, du afgøre det selv, skal der være en hentydning ... ja, os!" Han sad med et stort solidt smil på læberne, men det fik hurtig ben og gå på, da Millicent kom med forslaget at han skulle male. Han krøb ned i den anden ende af sofaen og huskede at gøre sine øjne så store og runde som overhoved muligt. "Næ nej. Jeg vil gerne skrive en nogle noder på dit ..." Han gjorde en gestus mod det møbel han ikke lige vidste hvad han skulle kalde. "... men ikke noget selv. Glem det." Pep han og var næsten krøbet over armlænet i sin skræk.

Millicent rejste sig...gik over og brugte lidt tid på udvælge den helt rigtige pensel...og have fået lyst til at lave noget i sort,gråt og hvidt....med en diskret strejf af guldstøv.
Penslen blev sirligt dyppet i sort, lige efter et rent lærred var sat på et stafeli.
" Stephen, sweetie....kom lige her! Vil du ikke skrive eller male siden det er med maling nu..en række noder , sådan skråt hen over lærredet ?" så ville hun forsøge at arbejde udfra det.
Det kunne blive sjovt og lidt anderledes.Når nu han ikke selv ville udfordres...så kunne han blive instrueret.

Det var svært helt at afgøre hvad de små grynt var tegn for, men Stephen kom op og gik hen imod hende. Han gjorde det aldrig i maling, men det handlede vel om at gøre det i bløde lette strøg, så det endte ud som noget kinesisk skrifttegn. "Hvilke melodi?" Han kiggede spørgende på hende og derefter penslen som var det et farligt dyr der kunne finde på at bide i samme sekund han kom for tæt på. Det var ikke for sjov han valgte at skrive med blyant. Det kunne fjernes ganske let og ubesværet, imodsætning til både maling og kuglepæn. Det var ikke lige hans fortrukne 'våben' når det kom til udnyttelse med bedste funktion. Skoleelever fik også hele tiden at vide at det var blyant og ikke noget andet skrive værktøj. Heller ikke det var vel for sjov.

Millicent gav ham et lille puf da han kom over.
" Nu ikke så alvorlig...vær lidt lege syg... Hmmm ' I will love you till the end of time, Blue Jean' .."
Forslog hun og håbede at noderne ville se flotte ud.Hun havde zero forstand på det, men nogle var helt klart mere flotte at besku end andre. Og hun havde allerede en ide hvad hun ville.
Faktisk to...men hun havde ikke valgt , hvilken af dem hun ville afprøve, det ville tiden vise,for når hun arbejdede med farverne, gik det ofte helt anderledes end hvad hun fra starten havde troet og planlagt.
" Laver du noget møj, kan det hele males over...det betyder intet " sagde hun opmuntrende til ham.

Et skeptisk blik ramte lærredet. "Hvad med at du malede baggrunden først, eller vil du have at området omkring noderne skal have den knækket hvide farve?" Der var mange kunstnere der fortrak at male fra bunden og så frem, det gjorde det hele meget lettere og så behøvede de ikke frygte at det hele gik i kage, men man kunne aldrig vide hvordan Millicent fortrak det. Hvis hun ville have han skulle male det, tog han imod penslen, vendte den et par gange i hånden, før han placerede den på maleriet og begyndte. Det skulle gerne være vældig elegant - regnede han med - så han huskede at lave store armbevægelser og ikke helt lige linjer. Noderne kunne læses, men de sad ikke 'fast' på nogle linjer som de ville gøre på et papir. Han forsøgte at måle det af så det passede med billedets længde. Et par større buer hist og her gjorde at det lige lykkes ham at presse det hele sammen.

Hun var hurtig til at duppe det hvide lærred med en svamp.Der var en herlig blandning mellem grå og hvid..og når Stephen havde malet, ville hun justerer yderliger det.
" Kan du ikke male oppe i højre side....og de må faktisk godt stå på node linier...eller hvad det hedder...som en lille bølge" billedet var allerede begyndt at tage form i hendes hoved, og det ville sikkert blive langt mere...feminint i udtrykket end Stephen regnede med.
Bedre til hendes lejlighed end til Stephens, så det ville ikke blive dette, han ville få.

Stephens idé med at Millicent ville have det som centrum, blev fejet af vejen. Hans lille ego var skadet, men uden piv blev de malet hvor hun beordrede til. "Hvad er din idé?" Hun virkede meget målbevist så hun måtte have en. Da han var færdig, gav han penslen tilbage og kunne næsten ikke komme tilbage til sofaen hurtig nok. Han pressede læberne sammen og studerede nysgerrigt både kunsten og den skaber. Han kunne ikke helt se hvad det var det skulle forstille, noget abstrakt. Måske en plakat! Stephen havde svært ved at se det som en plakat, men det var det eneste han kunne kombinere det med. "Har du nogensinde overvejet at udstille flere bileder?"

" Perfekt Stephen....sublimt" roste hun og så gik det ellers stærkt.
Hun for rundt, duppede, og malede og hun måtte tage sig meget samme idet hun kopierede Stephens noder ud over resten af billedet.Sådan var det med...intuition,den var ikke altid logisk og lod sig ikke tøjle.
" Stephen...laver du ikke noget frisk te til os...og nogle kiks med ost?" bad hun pænt imen hun viftede om sig med maling og pensler...
Efter en halv anden time, var der et næsten færdigt resultat.
Millie havde maling over hele buksedragten, og teen havde hun helt glemt.
Men nu meldte tørsten sig.
Hun så efter Stephen, han enten blundede på sofaen, eller var optaget af noget andet.
" nå...nu gider jeg ikke male mere på det...jeg er tilfreds" sagde hun med et smil.
Bare han ikke kastede op over det.

// http://www.colourbox.dk/billede/noder-paa-gammelt-papir-ark-baggrund-billede-2268217

Te! Stephen satte sig op og gik i gang ude i køkkenet. Efter et lille kvarter var han færdig og kom tilbage med velduftende te og et kæmpe fad med masser af kiks. Han satte det på bordet og hældte op til sig selv. Så havde han da lidt og lave imens hun penslede løs. Han savnede forfærdelig meget sine noder og klaver, men det skulle han have husket. Med vilje trak han ikke i Millicent for at få hende til at komme hen til sig, selvom det bestemt var noget der lå øverst på listen over ting han gerne ville. Efter to krus og et halv fad kiks, snuppede Stephen tæppet, trak det over sig og lage sig til at sove til Millicent var færdig.
Man havde som kunstner altid sine kreativitets/inspirations boost og dem måtte man respektere. Det var lige før han så det som en helligdag. Det gjorde ham bestemt heller ikke noget at få lidt søvn, selvom det var lidt ubekvemt på sofaen. Efter at have blundet i et par minutter gik han ud og sov som en sten.

Hmmm....ikke nget respons på hendes billed...med hans noder på.
Hum lagde penslen fra sig, og listede hen på sofaen.
Årh lille pus, han sov jo.
Millicent forsøgte at ligge sig op til ham, halvt i hans arm og halvt oven på ham...det var nok som at sende en elefant ind i en glasbutik, at forsøge gøre det uden at vække ham.
Men hun prøvede, og hendes læber blev sat oven på hans og hunnkussede blidt på dem.
" Sover du...jeg vil ikke vække dig" hviskede hun og kyssede ham igen.Hun kunne ikke dy sig...hunnlod tungen glide hen over hans læber...hvad pokker, han sov jo alligevel.

Mere sovende end vågen, mærkede Stephen at der var en der skubbede til ham. Hans første indskud var at han drømte, men det føltes lidt for virkelig, så han fik trukket øjenlågnede en smugle fra hinanden, for at se hvad det egentligt var. En arm og noget blondt hår. Det måtte være Millicent. Efter bedste evne flyttede han længere ind imens han igen lukkede øjne og sov kort efter videre, med vådt mod sine læber, som han aldrig helt rigtig opfangede hvad var. Hvis havde været bare den mindste smugle mere vågen havde han nok gættet det, men i hans hoved ledte det videre i en ny drøm til noget med en hun der slikkede på livet løs. Hvad og hvorfor vidste han ikke.

Da han rykkede på sig fik hun mere tilgængelig plads , og lagde sig godt tilrette.
Millicents ansigt lå ved Stephens skuldre , og hun nænnede bare ikke endnu et forsøg på at vække ham.
Hvad mon klokken var blevet ? Det slog hende at hun ikke havde nogen idé, hun mistede ofte sin fornemmelse for tid, når hun malede.
Måske var det sove tid ? Meget stille lempede hun sig ud af kedeldragten ,efter at have hapset selen over skulderen løs. Hun puttede sig ind til Stephen, tæt..da det alligevel var en smule køligt, og så trak hun et vatteret tæppe hen over dem begge.

Om det var et opfyldt søvn behov, en lyd eller noget helt tredje, var Stephen ikke helt klar på, da han vågnede og bemærkede at han var presset godt op i mod ryglænet af en sofa. Millicent næsten klamrede sig for at hilde si vågen, hvilke bare gjorde det endnu svære at blive liggende, for måske kunne han risikere at puste hende ned. Det ville slet ikke gå. Efter at have fundet hoved og hale på sig selv, stedet og situationen - det tog lidt længere tid en normalt - forsøgte han så diskret som muligt, at suge maven ind og kante sig væk fra sin plads, hen over Millicent og ned på gulvet. Hvis han selv skulle sige det, gik det ganske fortræffeligt, men han var ikke den mest troværdige på det område.
Efter at være kommet over den 'lille' forhindring, gav han sine kiks et ubestemmeligt blik. Havde hun ikke engang spist dem! Han tog tekanden med ud smuttede ud i køkkenet for at bikse noget mad sammen. Hakkebøf med bløde løg og kartofler. Nemlig ja.

Hun var gået ud som et slukket lys og registrerede slet ikke Stephen , der lod til at være genopstået. Først da en let skramlen og duften af mad, blev så stærk at den kildede hendes lugtesans, selv i søvne, begyndte hun at røre på sig.
Langsomt strakte hun sig godt igennem, og forsøgte at jage det sidste lag af søvn væk.
Hun havde en dejlig fornemmelse i hele kroppen.Glemt var for en tid politi og ulykke.Fokus var på manden der stod i det lille te køkken og lavede mad, til dem.
Millicent kom op og stå, og pakkede lige vattæppet omkring sig, for ikke at være al for afklædt.
Hurtigt var hun hende hos Stephen, hvor hun smød hendes arme omkring hans liv, bagfra og tittede frem så godt det lod sig gøre..." uhm...det dufter fantastisk....hvad er klokken egenlig?"

Stephen bemærkede ikke Millicent før hun slog en arm omkring ham og kommenterede maden. "Ingen anelse, det er dig der har telefonen her i huset." Svarede han kækt og vendte sig halvt rundt, så han lige kunne sende et kys af sted til hende. "Selvom her ikke er så meget plads går det lige med dine kogeplader." Han gjorde en let gestus mod de elektriske plader, der sad til et stik i væggen. Det gjorde det hele langt mere besværligt, men det var bedre end at skulle ud og finde noget at spise, især hvis det var pizza, for hvis der var noget han forsøgte at undgå, så var det den italienske ret. Det var afgørende ikke lige hans kop kaffe. "Men kan du ikke gå ind og sætte et par kiks til livs og så komme her ud med rasten, så ligger vi dem et eller andet sted hen til senere.

Hun nikkede og ville huske at tjekke klokken på mobilen.
Mums...et kys! Hmm hun kunne godt blive vant til at han var der, parat med et kys, hver gang hun vågnede.Hvor skønt ville det ikke lige være ? Hun skubbede stemmen til side, inden i hendes hved, der strsks begyndte st snakke om ulemperne ved aldrig at være alene, men hele tiden være to.Kompromis efter kompromis...det er sååå kedeligt, for ikke at sige anstrengende, himlede den op.Men Millicent mistænkte den for ...måske bare at være lidt nervøs.
" jo...det kan jeg da " smilede hun op til ham, slap ham fri af hendes arme og tøffede derind.
Millicent skubbede lidt rundt på kiksene, og bagefter gik hun ud i køkkenet.Der fandt hun en dåse frem, hvor de blev opmagasineret i., indtil de kunne spise dem lidt senere.
Hun begyndte at finde glas og bestik frem, til at sætte på sofabord.De kunne are øse op på tallerkener herude,det var det nemmeste, når pladsen var lidt snæver.
Hun snuppede lge sin mobil, for st se klokken og lo lidt, da den biste 21.04
" Hey...hvem skulle have troet det...klokken er ni" råbte hun ud til Stephen og , glædede sig over, de ikke var ved at skulle have bøf klokken fire om natten.

Der var ikke meget der indikerede overraskelse ved Stephen, men hans bryn tog sig lige en tur op på næste etage og ned igen. Det var senere end han havde troet. På en tallerken ved siden af, smed han de gyldne løg over og smed to enorme bøffer på panden. Han håbede hun var sulten, for der var masser af mad. De måtte have taget sig en enorm middags skraber. Hvis de havde sovet igennem middagsmaden og nu var godt på vej mod senere aften. Han var mildt sagt imponeret. "Vi må have være trætte." Fik han endeligt sagt, før han så igen slog blikket ned til bøfferne der syede lystigt. Kartoflerne havde det også fint, så der herskede fred og idyl i køkkenet. "Hvad har du købt at drikke, vel mere vin, eller har du for en gang skyld fundet på noget andet?" Stephen kunne ikke dy sig fra at drille hende lidt med det. Det var tydeligvis hendes store svage punkt.

" ja, det tror da pokker. Det er lidt seje dage vi har lige for tiden, ik "
Selv om det var ret så hyggeligt lige nu, og Stephen gjore hvad han kunne for at de skulle slappe af og hygge sig, så ville det jo være rart år de igen ikke var jaget vildt af politiet.Det tvivlede hun på at nogle af dem havde mave til, i en længere periode, men hvem vidste ? Måske de havde en lille hårdkogt ganster siddende og lure inden i.
Millicent gik ud i det lille te køkken, hvor også køleskabet hodte til.
" hmm...vin, ja det har vi...og vi har danskkvand, cola Zero og fanta, hvad lyster Mr.Samson?" spurgte hun drillende.

Det sitrede svagt i mundvigen på Stephen da Millicent bekræftede vinen. Hvis hun havde undladt den, havde han også næsten troet at hun var syg. "Fanta er fint for mig." Med en meget forsigtig palet kiggede han ind under bøffen for at se hvor langt kødet var. Lige lidt endnu. Han lage vægten over på den anden fod og fejede noget hår væk fra øjne. "Du lyder som om det har stået på i flere dage." Påpegede han efter et par sekunders pause. Han havde ikke været sikker på at det overhoved var klogt at sige, men det var endt ud smertefulgt, i hvert fald de muligheder der var dukket frem i hoved på englen. "Har du dækket bord?" Han vendte bøfferne og vendte sig selv mod kartoflerne.

" Fanta it is then" hun ville drikek det samme som ham, så flasken blev taget ud fra køl og med den i hånden så hun lidt på chefkokken." Jamen...det er jo også næsten hen ved skes dage siden jeg skød mandens kind lidt af, ik? Og jeg har jo været fire dage i skjul , på hotel...inden jeg mødte dig, så der er mange dage." remsede hun op, og så skulle han lige steges lidt...som hans bøffer.
" og ja...du har ikke været med fra starten, og derfor ikke deltaget så mange dage, men det føles sådan for dig....fordi du har sådan en svag mave , når det gælder barske sagder" slutted ehun af , og sendte et udfordrende blik mod Stephen, og dappede ud af køkkenet.
" dere r dækket...men maden øser vi op derude" råbte hun og satte fantaen på sofa bordet.
Hun måtte nok heller gå derud, og finde tallerkner...mænd kunne sjælden mere end en ring af gange...og han stegte bøffer.

Stephen sukkede lavt for sig selv og undlod at kommentere Millicents verbale udfordring. Han kunne sikkert hurtigt - eller måske knap så hurtigt - finde på noget smart at sige igen, men undlod også det. Han forsatte med sine kartofler og bøffer. "Hvis du vil have salat kan du lave det, men ellers kan jeg godt undværer det. Ved heller ikke om du overhoved har købt ind til det." Fortsatte han. Stephen syntes at finde en snert af irritation i Millicents stemme, men kunne ikke hel gætte hvor den kom fra. Der kunne være så meget, kvinder kunne hurtig hidse sig op over både det ene og det andet, og værst var det når man ikke gjorde noget så banalt som at rydde op efter sig eller begyndte at rode rundt i deres orden. Han måtte indse at han havde kastet sig ud i voldsomme farevande.

Salat ? Nej det havde hun ikke købt ind til.Burde hun havde gjort det?
Hun vidste dog at der lå en pakke frosne ærter i fryseren.De var kommet til som en form for første hjælp.
Hun huskede den dag for to måneder siden, hvor hun havde restaureret et spisebord.Det have jo også skulle have en ' undervognsbehandling' og det var alt sammen gået smukt og fint- lige indtil Millicent skulle ud, inde fra bordet, og fik knalet sit hoved hårdt op i.
Hun fik en kæmpe bule der kunne ses på mindst to kilometers afstend.Der lovede hun sig selv, altid at have nogle ærter på frost...så der var noget køligt der kunne lindre smerten og få hævelsen til at falde.
" Jeg laver lige nogle ærter i mikro'en " sagde hun og gik i gang med at tilberede.

En høj latter brød ud fra Stephen. "Så du vil bare spise ærter?" Han rystede uforstående på hoved og fortsatte med maden til den syntes at se færdig ud. Derefter serverede han det. En stor bøf, en bunke løg på toppen, samt kartofler. Så skulle der sikkert være nok til at blive mætte af. Han gik ind med maden og satte den på bordet, hvorefter han trak flasken op. Efter maden var rækket til, slog han røven i sofaen og ventede på Millicent og hendes ærter. Han skulle ikke nyde godt af nogle, men hvis hun da kom ind med nogle kunne få sig et bifald. Skøre kvinde. Han kunne ikke finde det interessante i rene ærter og spiste dem overhoved ikke, med mindre det var i en æggepandekage med alt muligt andet så smagen var dækket.

" ja ?" sagde hun og smålo.." der er da intet galt med ærter?"
Faktisk elskede hun ærter, både varme og i bælge. De små frossne fyre , kom op i en skål og fik fire minutter på max i mikroen..og så var de good to go.
Millicent luntede ind og satte sig ved siden af Stephen, og hun måtte indrømme at hans mad duftede skønt.Ingen aroma af....brændt...som hendes kunne have( ind i mellem) .
" Hvor har du lært at lave mad egenlig? " spurgte hun og rænkte på om der mon var niget Stephen ikke kunne....altsår noget vigtigt.
Nåååå, ja...han kunne vel ikke både flyve- og gå på vandet ?
Hun smilede af endes egne dumme tanker....og i Millicents bevidsthed, var hun begyndt at se ham, som kunne han virkelig gå på det pokkers vand.