Kings and Queens

En snert af kulde havde listet sig ind over storbyen Aterswell og havde tvunget folk i det mere tykke tøj. Det varme sommertøj var ved at blive pakket væk i gamle papkasser bagerst i klædeskabet, hvor det kunne ligge og samle lidt møl til næste sommers kommen. En skam at sommeren allerede skulle gå bort, men de fleste vidste at der ville komme en ny sommer, ligesom en ny dag og uge. I den anden ende faldt de 'gamle' uger ud og lage sig til rette mellem minder og regninger på enten betalt eller ubetalt husleje. Blandt Stephens minder, som altid lå i et kaotisk rod midt på gulvet, fyldte det spøjse menneske Millicent Cooper godt op linket sammen med en masse tråde. En af dem var Andy. Hvordan det gik med ham, anede Stephen intet om. Han havde ikke snakket med ham, hvilke sikkert også var ganske fint. Der var ingen grund til at træde rundt i dårlige minder.
Med en næsten perfekt parkering, trak Stephen i håndbremsen og slukkede for den brummende motor der med ét gik i stå. Radioen fatede stille ud med "Kings and Queens" af 30 Seconds to Mars. En skøn sang i følge lytteren, som ellers ofte fortrak noget i en anden dur. Med sine lange ben forrest, steg han ud af bilen, smækkede døren, som blev låst, hvorefter han gik hen til en bestemt næsten velkendt dør. Hans blik gled et kort øjeblik hen over dørklokken hvor lejlighedens beborede var sat op i fine rækker. Da målet var fundet, blev en pegefinger presset ind mod knappen og derefter kunne han vente til at fik en reaktion i den anden ende, hvis hun var hjemme.

De røde kinder var udelukkende resultatet af den lidt kølige friske vind, og med et garn der gik til hofterne, var det komplet umuligt at se velfriseret ud, når blæsten på det nærmeste legede tagfat i det.Det var fire dage siden hun havde været i sin lejlighed....fire dage side hun havde haft sit...uheld...i forlystelsesparken, og dermed fire dage siden hun havde forladt Williams lejlighed. Hun havde boet på et hotel i mellemtiden, bange for at tage hjem.....rådvild og forvirret over.....alt.
I hendes lille atelier, havde hun haft noget reserve tøj , da hun ofte grisede sig til , når hun restaureret de gamle møbler, og fik maling på sig.Så det havde vist sig praktisk, altid at have lidt ekstra liggende.Også af kontanter...så hun altid kunne købe proviant.
Derfor havde hun kunne betale sit hotel ophold, uden brug af sit kreditkort...og derfor kunne hun nu være iklædt, en lang sort nederdel, en sort top med en sort strikbluse udover, til at holde varmen....til at være anonym i gade billedet...og måske til at reflekterer hendes humør?
Hun nærmede sig sin gadedør, og havde nær tabt sin fyldte indkøbspose da hun så en velkendt skikkelse stå der.
Hun hastede der over og næsten hvisked " Stephen! Du burde ikke være her" med gode reflekser fik hun snart låst døren op, og hev i hans ærme...nærmest trak ham inden for, imens hun kiggede sig hurtigt omkring, for at se om nogen havde lejligheden under opsyn.
Det virkede det ikke til.
Hun låste dem ind i selve lejligheden...gik ud i køkkenet og en lille sulten og gal kat, sprang hende i møde.Hun fik en stor klump, dannet af dårlig samvittighed, overfor det lille udsultet myr, i halsen....og gik straks igang med at fylde mad og frisk vand op til Ally, imens hun spurgte Stephen..." Hvad bringer dig her?"

Det var ligefør Stephen opgav at vente længere. Det tog hende ikke hele tre minutter at komme ud til dørtelefonen, med mindre hun lå underdrejet i sengen og selvom han ikke havde hørt fra hende i noget tid, så mistænkte han hende ikke for at ligge og gylpe op i toilettet. Da tanken allerede var på plads i hans hoved, kunne han ikke undgå at tænke om det faktisk var det der var sket. Han fiskede sin telefon op af lommen i et forsøg på at kontakte hende den vej, da han pludselig hørte sit navn blive råbt op. Stephen kiggede overrasket op på Millicent der kom løbende med nogle indkøbsposer. "Jamen hvorfor ikke?" Der var et eller andet ved hendes noget bestyrtet tilstand, der fik noget til at ringe inde i hoved på ham, mens han blev hævet op igennem trapperne til hendes lejlighed.
Allys reaktion fangede øjeblikkeligt Stephens blik, hvis alarmklokker kun hylede endnu højere. Hvad havde den kvinde nu lavet? Han mente ikke at hun var en type der kom galt af sted, men Andys episode burde da have fejet mulige raster af uheld af banen i en stor potion. "Jeg ville egentligt bare høre hvad du lavede, det er længe siden vi sidst har været sammen og der er ikke kommet et pip fra dig." Hans blik var stadig rettet mod den hidsige kat. "Hvor har du været henne?" Han ville have tilføjet at hvis hun havde været på ferie kunne hun indstille katten hos ham, ikke fordi han ville være begejstret for det, men det lød ikke til at have været en planlagt tur. Millicent ville aldrig lade sin elsket lille Ally blive hjemme uden mad og drikke.

Hendes blik flakkede.Tankerne hvivlede omkring, som nogen havde puttet dem i en blender...og tændt. Hun var ikke forberedt, havde ikke været parat til at skulle se ham nu, så hun havde ingen tale færdig at serverer ham.Desuden...desuden fortjente han også sandheden.
Men hun var næsten bage for at skulle sige den højt.
En del af hende havde lyst til at hive Stephen med ind i sin seng, ikke for at der skulle ske niget, men for at få ham til at holde hende ubeskriveligt tæt, imens hun græd en hel flod.
Men hun ville ikke...hun måtte være stærk.Det endte jo altid dårligt, når hun sænkede sine parader.
" På et hotel, Stephen.....der har været et lille uheld....og hvis det banker på døren så skal du være helt stille...helt stille! De må ikke vide jeg er her! Politiet" forklarede hun og så på Ally der straks kastede sig over sin mad.Der ville gå dage, for katten ville tilgive hende, forståeligt nok.
" Altsår....for fire dage siden ...kom jeg ved et uheld til at skyde kinden af en mand....i skydetelte...og øhm....Stephen, jeg var lammet af chock...og kom på en måde til at flygte derfra...og nu....nu er jeg vist nok efterlyst til afhøring.....igen!" sagde hun , denne gang kunne man se det jaget udtryk i hendes øjne.Hun var træt....havde ikke sovet ordenligt i fire dage.
Havde bare været alene....med sig selv og sin frygt.

Først havde Stephen troet at Millicent havde haft sex med en anden, hvilke gjorde noget ved ham, men ikke ændrede verdensbillede, men det hang ikke sammen med rasten hvad hun sagde. Det hele lød utrolig forvirrende og uoverskueligt, meget som hun så ud. "Hvorfor flygtede du fra politiet?" Forsigtigt, som om hun ville eksplodere hvis hvis han kom for hurtigt tæt på, gik han frem mod hende og rakte ud efter hendes hånd for at trække hende tætter på sig. "Hvorfor må de ikke se mig?" Alle Millicents ord gav kun halvt mening for Stephen, der forsøgte at trække ind til sig hvis hun gav ham lov. "Hvor har du så været henne?" Pressede han fortsat på, udmærket klar over at det måske var lidt for meget. Han krævede svar og selvom det ikke var meningen hun skulle bryde sammen i forsøget på at svare, så blev han nød til at vide hvad der forgik. "Hvorfor var du i et skydetelt?" Spørgsmålene var lige så lidt organiseret som Millicent så ud til at være, men han kunne ikke huske hvad hun havde sagt i kronologisk rækkefølge, muligvis fordi hendes første sætning prikkede irriterende meget.
Efter at have tænkt det hele igennem endnu en gang, kom Stephen frem til at der ikke var mere at spørge om og ventede derfor kun på svar, så han kun kunne grave endnu mere hvis hans 'nysgerrighed' ikke var mættet. Han havde det næsten dårligt med at grave, men brugte samme undskyldning som før, da det begyndte at blive lidt for meget. De kunne sammenligne det med en politi afgørelse, bare med flere emotionelle elementer blandet ind i det hele.

Hun trådte faktisk en smule tilbage, da han gik mod hende....hun kunne ikke gøre for det,det var helt instinktivt.Hun ville ikke ...have nogen tæt på, mere....men....hun måtte lige stoppe sig selv i de åndsvage tanker.For to sekunder siden ville hun have kravlet op i hans favn og ladet sig konsumerer.Nu måtte hun få kontrol...nej...tage kontrol, over sig selv og sit liv.
Hun rakte Stephen sin hånd, og lod sig trække ind mod ham, og jo....det føltes godt.
" Åh...Stephen....det...har været et maridt, jeg ....jeg har været på et lille hotel..." sukkede hun ind mod hans bryst...og selv om hun kunne mærke modviljen nive sig, ved hvert af hans spørgsmål...hendes lyst til at løbe væk lå lige under overfladen...så vidste hun godt hun var nødsaget til at fortælle ham det hele....også om William.
" Det var efter arbejde...jeg skulle med nogle kollegaer i forlystelsesparken....og så skulle jeg prøve at skyde...men...han gik lige ind foran...og mine tanker var optaget fordi jeg lige havde overværet min kollega lige havde fået en kæmpe ladning kokain , hun slæbte rundt på i sin taske- og det var jeg lidt slået ud af .Så, måske var keg ikke sådan heeelt koncentreret da jeg fyrede af- det hele af....fordi jeg blev så forskrækket så kunne jeg ikke stoppe....og manden....hans kind...ja, den har han så ikke mere. Han gik helt amok....og jeg....turde ikke tale med politiet grundet det med ilden og mine forældre, du ved....mistanken der lå der i forvejen, de ville benytte denne andledning til at fange mig.Straffe mig......og....så ...kom en jeg kendte og hev mig med...væk derfra" .Man kunne roligt sige at hun lød, alt andet end glad. Nok mere som den skræmte unge kvinde hun var.Millicent var ingen terminator,eller overnaturligt væsen....blot en ung kvinde af kød og blod, der kæmpede for at skabe sig et liv....et liv med indhold og kærlighed og fravær af fængsel- hvis det stod til hende.

Forklaring der kom fra den stadig opskræmte kvinde gjorde det muligt for Stephen at sætte det hele mere ind i en form for historie. Det hele lød underligt og direkte underligt, hvis der var forskel på de to ting. "Hvem var din ven?" Det ragede et eller andet sted på ingen måder ham hvem det var, men alligevel ville han gerne høre hvem det var. "Så du har været væk fra din lejlighed i frygt for at politiet kunne genkende dig og komme og tage dig med på stationen." Gentog han for sig selv og syntes det lød generelt meget logisk. En underlig, men klart brugelig idé søgte op til overfladen i hans hoved mens han havde armene til at hvile på Millicents hofter. "Hvad ville du sige til at tage Ally og dig selv med hen til mig i noget tid. Du skal ikke flytte ind, bare bo der til stormen er raset over?" Der kunne han holde styr på hende, så hun ikke endte med at skyde hoved af nogle. De ville risikere at de kunne gå og stalke hinandens liv, men personligt havde Stephen intet at skjule og Millicent kunne altid tage tilbage til sin lejlighed hvis hun havde brug for en stund alene.
Hvis Millicent ville give ham lov, ville Stephen trække sine arme til sig og tage hendes indkøbe vare og sætte dem på plads hvor han regnede med de skulle stå, samtidig med at han satte vand over til noget te. Folk sagde det var beroligende for folk, mon ikke også det galte for dem med lidt magi i kroppen. "Sæt dig ind i stuen, så kommer jeg med noget te."

Hun vidste faktisk ikke helt , hvordan hun skulle forklare hvem William var.Hun havde mødt ham to gange før dagen i forlystelsesparken.
Første gang på hendes job, hvor de var endt i skoven.....anden gang til festen hvor hun var lejet af Marc, gennem model bereauet...den aften hvor hende og Marc blev overfaldet, og Marc skudt...og William, ventede på hende hér ved lejlighede....og så denne gang i parken, hvor han hev hende væk efter skyde uheldet.
Hun havde ikke fortalt Stephen om noget af det.Men detaljerne var nok ikke vigtige...ikke til at starte med.Senere kunne han vide det hele, hvis han ville.
" En jeg mødte ...på Le Diamante..William hedder han.Stephen , han er dæmon, og en der kan tage kontrol og simpelthen styrer dine bevægelser.....foruden at læse dine tanker, så ...man skal passe en smule på med ham.
Bare lidt" forklarede hun .
Hun lænede sin pande mod hans skulder.
Om de skulle tage hjem til ham? Ja! Alle steder lød bedre end at være her! " Kan vi det? Men politiet Stephen....hvis de kommer hjem til dig?..de skal jo ikke undersøge dig og dine fake papir...det var jo derfor...derfor jeg ikke ringe ,derfor jeg ikke ville trække dig ind i det" ville hun forklare.
Hun trak sig dog væk, og nikkede...jo...hun ville gå ind i stuen, og jov...te ville være fint.
Hun forlod ham i køkkenet.Men istedet for at sætte sig og slappe lidt af, lagde hun sig med røven i vejret og kiggede under sin seng.Og så trak hun en ret stor rød kuffert frem, fik den smidt op på sin seng og begyndte slavisk at hive tilfældige tøjgenstande ud af skuffer og ned fra bøjler...krukker med creame , make up, glatjern, katte mad, oplader til mobil, alle mulige og endnu flere unyttige ting, kom ned i den kuffert der. Hun havde ondt i maven.

En hun havde mødt på sin arbejdsplads. Det kunne næppe være godt, men i et forsøg på ikke at være den irriteret pissemist, som han efterhånden var blevet ved alle Millicents venner, forsøgte Stephen at skubbe ham ud af hoved, også efter hendes forklaring af hans evner. Sikke nogle venner hun havde! Han fortsatte med at pakke ud til teen var færdig og satte den ind i stuen. Derefter fulgte han lyden af ting der blev smidt ned i noget andet. Soveværelset. Der stillerede han sig i dørkarmen og betragtede Millicent der stadig så lige så forvildet ud som i starten. Mon han skulle prøve sine psykologiske evner? "De har ingen ret til at rode mine papirer igennem og de er ikke falske ... endnu." Forklarede han med blikket dansende efter Millicent. Da hun syntes at have en pause i sit 'arbejde' trådte han ind i rummet og greb fat i hende.
Bestemt men ikke direkte hårdt drejede han hende om mod sig og bad hende lukke øjne. Hvis hun gjorde det, ville han ligge en hånd på hver side af hendes ansigt og føre sine læber mod hendes, for at give hende en række kys afbrudt af et par sætninger hist og her. "Glem William, Alias, dit arbejde, skydeteltet, branden og dine forældre. Lige nu er det kun os to, kun os og ikke noget mere." Derefter sluttede han af med et dybt langt kys for at sætte prikken over i'et. "Kom, så går vi ind i stuen." Med de ord trak Stephen Millicent både ud af hendes eget hoved, eller hvor hun havde været, og ud af rummet ind i stuen, hvor han satte sig og trak hende ned over sig. "Ud over at skyde kinden af manden i skydeboden og flygte fra politiet, samt forsømme din kat, hvad har du så ellers lavet?" Selvom det nok ikke nåde hans øjne, blev der alligevel presset et lille smil på hans læber i et forsøg på at lette stemningen en smugle

Hun havde fornemmet at han havde nærmet sig, at han nu stod i døråbningen, hvilke måtte betyde at teen var klar?
Hendes ansigt lavede en sjov lille drejning , og hun stoppede kortvarigt op , næsten som man havde trukket hende i en lille tot af det inderste hår i nakken, det der virkelig nev.
Så hans papir fejlede intet? Hun kunne have haft ringet til ham? Ja, altsår hvis ikke hendes skod mobil var gået ud på anden dagen, og ikke kunne noget som helst. Det var sikkert også det bedste, når hun engang tændte den, ville det tikke ind med sms fra hendes bekymrede kollegaer, måske nogle vrede stykker fra Alias , der skændte over hun var udeblevet fra job, og måske enda et par stykker fra Stephen? Hun havde ikke så travlt med at lade den op, hvad nu hvis der også var opkald fra politiet.Det ærgede hende lidt...det med Stephens papir, så kunne hun jo godt have involveret ham lidt mere...måske?
Et par faste hænder havde med et fat i hende , og hun blev beslutsom drejet om mod Stephen.
Måske var det hvad hun behøvede nu....at få lov at kaste hele molevitten på gulvet, og lade en anden tage sig af det....tage sig af hende? Hun var tydeligvis ikke så voldsomt heldig med det selv, vel?
Hun kunne nærmest mærke hans ro, ligesom strømme over i hende, i blide små bølger , da hun rakte ud efter Stephen og omsluttede ham med hendes arme,der smuttede ind under hans og lagde sig med hænderne på hans skulderblade.
Millicent lukkede øjnene, lod sig berolige af hans kys og lyden af hans stemme.
Hans ord, havde dog den største effekt....ja, ...hun trængte til at glemme , at få det hele væk....men om det overhovedet var muligt, tvivlede hun stærkt på.Men hvis hun bare kunne få det under...kontrol...hendes følelser....få dem til at sidde pænt og afrettet, istedet for at drøne vildt og uvornt rundt, så,ville hun være tilfreds.

Stephens ord...virkede nu alligevel...hun fik skubbet det en smule til side, og hans sidste kys gengældte hun , istedet for bare at tage imod.
" kun os to" mumlede hun, mest for at vise hun havde hørt ham og hun nok skulle.....forsøge.
Hun kasted et blik efter sin kuffert, da han trak afsted med hende.Der kunne godt stoppes mere i den.Det måtte hun gøre efter at de havde drukket noget te, ik.
Hun blev hevet ned over ham, og fik mast sig sådan tilrette at hun lå i hans arm, med hovedet mod hans skulder- og Millicent lå / sad ind mod sofaens ryg....Stephen yderst.

" årh....lad vær at sig det sådan...det er ikke engang sjovt" - men et lille smil, var nu alligevel dukket op.Komisk var det nok...lidt...at en pige med en samvittighed så stor som rundetårn, altid væltede rundt i problemer, når hun egenlig bare ønskede at støbe sig et liv....et godt liv...sammen.

" Faktisk...blev min kunde skudt....jeg var udlejet gennem modehuset, til at være blikfang for værten.Da festen var slut...og kun Marc og jeg var tilbage , blev vi overfaldet..og Marc skudt.
Jeg husker ikke det hele...men jeg havde en masse blå mærker og små sår....har faktisk en del af dem endnu....William var iøvrigt også med til den fest, det var anden gang jeg så ham."
Meddelte hun og lagde sin arm over Stephens bryst.Hun havde forsøgt at fortælle det i en lidt casual tone, men det lod sig nok alligevel ikke helt skjule, hvor påvirket hun havde været af det den aften.
Millicent havde fået sin hukommelse manipuleret af William, så hun ikke kunne huske at netop William havde skåret Marcs hals over....lige foran en chokeret Millicent.Hun huskede intet.
Hun huskede dog William advarelse om at Marc ville nærmest voldtage hende efter festen, hvilke han egenlig havde haft ret i...men det var nok liiiidt meget at smide i hoved på Stephen.
Der var vel grænser for selv en engles tålmodighed?

Pludselig kom der en masse andre informationer som Stephen havde svært ved at holde styr på. "Hvornår var det?" Han kiggede spørgende på Millicent uden noget tegn af direkte irritation eller vrede, men med lidt betænksomhed. Det lød for ham som at hun havde været uden for to ulykker, hvilke bestemt ikke faldt i god jord. Slemt var pludseligt blevet værre. Han forsøge at genskabe sig nogle billeder inde i hoved af det hele og komme i samme ombæring til at smile. "Du er for meget, nogle gange kunne jeg spørger mig selv hvorfor jeg er sammen med dig." Med armene på hver side af Millicent, rakte Stephen ud efter te kanden og hældte te op i to krus. Alle tre ting blev placeret på bordet, med en lidt usikker hånd, da Millicent sad og fyldte store dele af hans synsfelt.
Efter at have taget det mindste krus, lænede han sig tilbage og nippede. "Men ville du ind og pakke så vi kan komme af sted så hurtigt som muligt, eller skal vi lige få skyllet det her brændende vand ned?" Hvis det havde smagt af te ville han måske have kaldt det te, men det havde ikke trukket nok - det han havde taget - så varmt vand smagte det mest som. Måske med en snert af te smag, men ikke meget mere. "Hvor er denne nævnte William så henne? Hvorfor har du ikke taget hjem til ham?" Stephen var meget glad for at Millicent ikke var taget med hendes ven, men hvis man så væk fra den følelsesmæssige del, ville der ikke være noget problem i det. Det ville med sikkerhed have givet mere sikkerhed på praktisk plan, men hun havde overlevet uden, så mere krævede han ikke.

Hun forsøgte at huske den eksakte dato, men dagene gled sammen for hende, som vandfarver på et parpir. Hun rynkede lidt på næsen og svarede så godt hun kunne..
" For lidt tid siden...jeg husker ikke datoen, men ....du ved modehuset har en aftale, at man kan leje de ansigter de bruger til covers og catwalk? Enten står man og byder folk velkommen...eller som i mit tilfælde , var booket til at stå Værten bi, så han kunne tage sig godt ud over for paparazzien.Egenligt ret så snoppet." forklarede hun, og fortalte så videre.." Jeg havde glædet mig sådan, jeg har aldrig været til et bal før og det var sådan noget dinner and dance, så selv om det var job...ville jeg gerne have det sjovt.Jeg tror det var der hvor du var i studiet, kan du ikke huske der var et par dage for noget tid siden, hvor du sagde du skulle arbejde?" huskede hun - og det passede med tiden, mente hun.
" William var også med til festen, viste det sig... og jeg...snakkede med ham.Han kan læse folks tanker og han fortalte Marc havde andre planer for mig...ikke så ædle...men Marc nåede aldrig at gennemtrumfe noget, vi skændtes og jeg skubbede ham væk , da en maskeret mand brød ind, skød marc....og om det var ham, eller Marc der gav mig mine skræmmer, kan jeg ikke huske" - hun blev helt trist ved erindringen.
( William, havde påført hende dem....skræmmerne...men den erindring havde han slettet også.)
Hun løftede en arm og førte den bag sig, op i Stephens hår, og nussede ham kort.
Hun ville ikke fortælle at William den aften havde ventet hér, og var kommet med op.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare båndet mellem dem, helt......eller ....overhovedet faktisk.
Hun besluttede sig ikke at kommenterer Stephens ' du er for meget bemærkning' - det var ligesom ret svært ikke at være enig lige nu.

" Jo...jeg vil gerne afsted....hmmm....William? Jo altsår....jeg tog faktisk med ham hjem, for fire dage siden, efter skydeuheldet.. den sms du fik? Hvor der stod jeg havde haft en lille uheld, men alt var ok....den blev sendt hjemme fra ham.
Men...jeg kunne ikke så godt blive der, så...øh...jeg tog afsted lidt senere til hotellet....og resten kender du!" skyldte hun sig at runde af, og håbede ved gud ikke han fik den ide , at udspørge mere om William eller opholdet, for hun var ret sikker på han ikke ville bryde sig om svarene.
" Nå...jeg tror lige jeg pakker færdigt så..." hun rejste sig op for at være effektiv.

I den tro at der ikke kom mere havde Stephen skiftet emne, men han kastede sig næsten over emnet igen, da Millicent bragte noget der kunne kategoriseres som det samme på banen. Var det samme gang eller var det på et andet tidspunkt? Tankerne slog straks over i galop, mens han greb ud efter den flygtende kvinde. Flygte var lige så meget sagt, men hun var kommet op at stå for at ville gå, men det kom hun ikke til hvis det skulle være på Stephens vagt. "Hvornår skete det så?" Hans blik var vendt op mod hende, søgende og stædigt. Han ville have svar og det kunne ikke gå hurtigt nok. Hvis det havde været 'passende' at bryde ud i grin, var Stephen begyndt på det, for det var efterhånden ironisk at alle ville have fingre i 'hans'. At hun gik under den titel var ikke offentligt og det blev det sikkert aldrig, men i hans eget lille hoved, i hans egen lille verden. "Hvorfor ville denne ukendte mand din ledsager til livs, William må da have set noget, bemærket noget." Det smagte ikke godt i munden på Stephen der ikke havde planer om at give slip.
Selvom der ikke kom flere spørgsmål fra Stephen i ord, eller lyde, så var der stadig masser ubesvaret og en spirende 'uro' om man ville kalde det det. Igen var den baseret på 'hans' Millicent og blev ikke mindre ved hendes 'øh' del, der der imod straks satte tanker og ubehagelige billeder i hoved på ham. Det blev hans egen lille hemmelighed og den skulle bestemt ikke røbes inden for de mange hundrede tusinde år! "Jo, jeg fik din sms." Lød det tamt fra ham, mens han stadig ventede på svar på alt det ubesvaret, som efterhånden var en meget stor del. "Hvorfor tog du ikke hjem?" Hans pludselige livlige fantasy gav mange resultater på det svar, det ene bedre end den anden.

Hun satte sig ned igen, lidt modstræbende dog , da han greb fast i hende.
Det havde vel også været næsten for heldigt , hvis ikke han havde flere spørgsmål at stille.
Hun strøg ham ned af kinden..." Jeg forvirrer dig, Stephen....undskyld....det med ballet og Marc der blev skudt, det var da du var i studiet...ca 10 dage siden..tror jeg, og skyderiet er som sagt fire dage siden og William trak mig væk fra ' gerningsstedet' og ville kører mig hvorend jeg ønskede.Men jeg turde ikke køre til nigen af de steder som politiet måske kunne opsporer mig, så vi kørte hjem til William, da ingen kendte til ham.Jeg var der ....en del timer..og ...og så tog jeg afsted til hotellet"
Hun rakte ud efter sit krus...og drak lidt.
" Om William så noget? .. Han var gået på det tidspunkt, det var alle gæsterne og jeg var også ved det, men skulle lige ...gøre mig fri af Marc først.William var dog blevet bekymret..så.." hun standsede meget brat op og rystede på sit hoved." Måske vi bare skal lade William ligge, det er politiet jeg er bekymret om lige nu" forsøgte hun og ville rejse sig igen, så hun kunne få pakket sammen.Hun havde besluttet hun ikke ville lyve, og havde hun forsøgt ville hun faile big time, sådan var hun bare.Men hun ville da gøre et ihærdigt forsøg, på at undvige et emne eller to, hvis. det viste sig muligt.

Det smagte stadig surt i munden på Stephen, der mente at Millicent havde sagt at William kom og reddede hende, derfra måtte han da vide hvem pokker manden var! De havde i følge hendes forklaring været oppe og slås og trods hun havde ben i næsen kunne hun næppe gøre meget mod en bevæbnet mand. Det huede ham heller ikke at de havde været sammen bag efter, men han måtte indrømme at der ikke rigtig var noget der passede sammen og de kunne sagtens være sammen uden det skulle udvikle sig til.
Millicent ville ikke tale mere om manden, derfor lod Stephen hende slippe, men havde ingen planer om at det skulle være det sidste ord i sagen. Han værdsatte hendes ærlighed på nogle områder, men vidste ikke hvor meget af det hele der var sandt. Han kunne heller ikke se hvorfor hun skulle lyve, med mindre det faktisk var aktuelt med hvad han havde tænkt, men hvorfor ville hun så ikke fortælle det? Hun ville da ikke glemme Ally i så lang tid. Generelt ville den sure smag ikke forsvinde, heller ikke efter utallige slurke varmt vand. "Sig når du er færdig."

Hans lidt stramme udtryk fortslte hende at han enten ikke var glad for det hun fortalte eller at han stadig var forvirret.Hun forsøgte lige en sidste gang, inden hun ville smide de sidste sager op i hendes kuffert og låse hendes lejlighed ned , i ubestemt tid.
Hendes stemme var mild og tålmodig, da hun ville sikkre sig at han var helt med, det var jo en hel elefant hun bad ham om at sluge, næsten i en mundfuld, ik...så hvir nget var røget galt i halsen, forstod hun det godt.
" Stephen...honey, den aften med Marc....det var Marc og jeg der skændtes, og så kom en ukendt gerningsmand.William var ikke tilstede, han var gået og jeg mædte ham først senere den aften, her faktisk. " hun så lidt på ham, sikrede sig at han var med og udredte så det sidste..." den seneste episode var skydeepisoden hvor jeg skød kinden af fyren og gik i sort...der kom William og trak mig væk derfra....og der tog vi hjem til ham, hvor jeg sms dig. " hun lænede sig frem og kyssede hans kind, ømt og forsigtigt, som hun ikke var sikker på han ville bifalde.
Så kom hun endelig på benenen og begyndte at fare omkring og putte toiletartikler, sko af forskellig art, assecories, mere tøj, og lidt mer tøj og Allys lille pude ned i kufferten.
Så fandt hun den sorte plastik transportkasse frem til Ally.
En mavepine begyndte at kradse på hende, indefra....var det her en god ide?
Usikkert gik hun ind til Stephen og ordene faldt lidt forsigtigt..." J-jeg er klar nu.Vi skal bare have Ally i kassen, men.....Stephen ....jeg forstår godt hvis du helst ikke vil det her, jeg kan godt....finde ud af noget andet" hendes øjne var triste, hun anede faktisk ikke hvad hun ellers skulle? Men hun vidste een ting- hun ville ikke være en byrde....ikke for ham....og ikke for nogen anden, så reagerede hun ved simpelt....at trække sig tilbage!

Selvom det var ment som noget godt, blev det ikke helt modtaget efter meningen. Selvom Stephen gerne ville tro hende, syntes smagen stadig sur for Stephen, der begyndte at mistænke William for at have gjort et eller andet. Bedt hende om at tie stille? Det var ikke til at sige hvad, men smagen var der fortsat. Hvordan havde hun overlevet det? Tankerne blev stoppet med et solidt beroligende kys på kinden. Stephen gav sig en smugle og smed tankerne væk. Millicent fortjente det ikke efter den omgang hun havde været igennem. Han kunne spørge mere når hun var kommet bedre på plads.
Stephen sad og nippede til sit vand mens Millicent fejede rundt som en vind. Han kunne ikke se nogle problemer og så det hele problemfrit, derfor kom det lidt som en overraskelse da hun næsten nedtrykt kom ind i stuen. Han rettede sig op i sofaen og var på vej til at rejse sig da hun begyndte at vrøvle et eller andet om at hun ville være et problem. "Hør her Millicent, det er ikke noget problem for mig. Du ved jeg nyder alt min tid sammen med dig. Det bliver et problem for mig, hvis du kommer noget til." Han rejste sig op og kyssede hende blidt på kinden. "Find den kat og få den ind i det bur hvis den er dum nok, så tager jeg kufferten." Stephen ville aldrig gå ind i den kasse. Den så meget lille ud og virkede ikke videre behagelig.

Hun vidste ikke selv hvorfor denne sørgmodighede hele tiden væltede ned over hende.
Jo...altsår, de sidste dage havde virkelig været noget lort, og ....- hun så på sin kuffert- hun havde jo drømt om den dag ...drømt om hvordan det ville være når hun en skønne dag skulle pakke sine ting og flytte ind hos en fyr.Hun havde drømt om det mange gange....og drømmen havde set forskellig ud, taget forskellige former - men aldrig havde den dog inkluderet heartache, politi, flugt og dårlig samvittighed?
Nuuuu var det jo heller ikke fordi hun flyttede ind...jo, men de flyttede ikke sammen! det var et bo arrangement, forklarede hun sig selv, meget voksent.
Og faktum var, at hun næsten ikke kunne holde ud at være alene mere, hun behøvede ... Nogen og hun stolede på Stephen.Fuldstændig.
" Okay.....jeg finder Ally..."
Millicent måtte både under sofabord,spisebord og også under sin seng.
Ally var kun en killing, og havde aldrig været i kassen før, desuden var den reserveret og gal på Millicent, så det var lidt af en kamp, at få den iltre killing indfanget.Men efter en 10 minutters tid, kunne Millie erklærer sejeren for hendes.
" Okay....lets go then" , hendes stemme var en smule monoton som udslag af hun undertrykte flere følelser af forskellig art.
Hun fik låst efter dem....så en ekstra gang på sit dørskilt, inden de forlod opgangen for at finde Stephens bil, og sætte kurs mod hans sted.

Det lykkes ikke helt Stephen at undertrykke en lav latter da han fulgte Millicent der løb efter den lille killing, der viste sig at være klogere end forventet. Det bette dyr løb over stok og sten, til ejeren endelig fik kræet indfanget og smidt i bur, som straf, for dens ulydighed. Han små grinte stadig da de forlod lejligheden. Hvis han besluttede sig for at tænke på det dårlige, det Millicent havde fortalt ham, ville han hurtigt kunne stoppe op, men det handlede om at bringe noget glæde og lys ind i livet. Han måtte ikke svigte sin titel som engel. Det var pludselig blevet meget vigtigt for ham.
Uden et kny, ledte Stephen Millicent ned i sin bil, hvor han fik hendes kuffert ind i begagerummet. "Sæt dig ind på forsædet og sæt katten på bagsædet." Instruerede han og satte sig bag rettet. Da det hele var pakket og klar, satte han motoren igang og drejede ud fra holdepladsen. Det tog ikke længere end omkring ti minutter at komme til den anden del af byen hvor han havde sin lejlighed. "Nu er kræet stueren ikke?" Tanken var som lyn fra en klar himmel slået ned i Stephen. Han havde ikke tænkt så pokkers meget over det dyr, men det gav selvfølgelig lige nogle ting at tænke over. "Hvad med mine noder egentligt?!" Selvom der var kommet et ekstra lag forfærdelse over hans ord, så var det en vigtig ting for ham. Den lille løbe skulle ikke kradse dem i stumper og stykker! "Du holder det dyr inde i boksen til jeg at fået fejet mine ting af vejen." Lød det derefter meget bestemt mens han steg ud af bilen.
Kufferten og den nye 'familie' blev ført op i lejligheden, hvor tasken blev placeret i gangen. "Giv mig lige ti minutter, så for jeg styr på dét." Stephen gjorde en gestus mod lejligheden der så endnu værre ud end sit hun havde været der. Inspirationen til en masse kreationer var kommet som sendt fra himlen, hvilke de mange nodepapir var et synligt bevis på. Næsten som Von And fra Anders And, sprang Stephen ned i sine papir med en snert af iver.

"Real funny .." sagde hun og sendte ham et sigende blik, da han morede sig over Allys vellykkede hundseri med hende.
Nede på gaden , kastede hun et sidste blik op mod sin lejlighed, imens Stephen fik kufferten bukseret på plads, indtil hans  instrukser fik hendes bevægelser i gang , nøjagtig som han bad.På vej til Stephen, sad Millicent og kiggede ud af vinduet.Det var ikke fordi hun egenlig  så noget af det de kørte forbi, det var mere som et stykke sløret film ,der blev trukket forbi hendes øjne..men hun faldt istedet hen i egne tanker. Hun havde det næsten som hun lige havde afskrevet sin lejlighed , sagt farvel til den, hvilke helt sikkert ikke passede, men sådan havde hun det.
Når hun var bange og trist, var behovet for at finde tryghed stort og dengang hun havde mistet sine forældre, havde hun stået alene tilbage.Kun en x kæreste ,hun ingen erindring havde om, havde meldt sig på banen,men hun havde skubbet ham ( brutalt ?)! Væk, da han for hende ikke var andet end en fremmed.Men denne gang var det anderledes.Hun var ikke længere alene, hun havde Stephen ! Og han så ud til gerne at ville være der kun for hende ? Ihvert fald nød hun ekstremt godt af at han lige nu overtog styringen, og hun var sikker på han ikke ville køre hende ud på en sidevej, men holde hende indenfor rabatten.
Hendes tankebobel blev punkteret med et spørgsmål, om Ally var renlig? 
Hmm...måsle Stephen havde taget munden for fuld, da han inviterede de to damer hjem at bo hos sig? 
" Selvfølge er hun renlig"  forsvaede løvinden sin unge.....og tilføjede en lille bemærkning.." stort set".
Killingen var renlig, udover at den havde fået den skøre ide, at når den kunne høre nøglen blive sat i låsen, så begyndte den at tisse....af ren glæde...lige foran døren.
Så Millicent måtte smide hvad hænderne bar på, lyfte killingen op i udstrakte arme, og dernæst løbe afsted med en dryppende kat - ud i dens katte bakke, for at vide at det var der den var forventet at tisse.Resultatet af den rutine var, en lille sø ved døren, som små dryp hele vejen ud til kattebakken.
Skønt! Den havde ikke tisset da hun kom i dag, men hun tvivlede på det var fordi den var blevet klogere, den var nok bare ikke glad for at se hende, den var...mopset.
Inde i lejligheden, satte hun katteboksen fra sig og mumlede " ja..ja...den bliver her" .
Hendes øjne sweepede over stuen, og et smil bredte sig...helt op i hendes øjne.
Han havde arbejdet...hårdt, det var tydeligt, med al det papir spredt ud.
Hun kunne godt lide tanken om det, tanken om han havde en sjæl der var kreativ og bare måtte ud...specielt fordi han gjore det på en ...ikke opmærksomhedskrævende måde.
"Skal jeg hjælpe med noget?"  spurgte hun og satte også sin håndtaske fra sig.
" home sweet home ....har vi noget vin?" 

Efter uanede minutter der var fløjet af sted, havde Stephen sorteret papirende i enorme bunker, bar han dem ind på det allerede overfyldte soveværelse. "Ingen næsten tissende kat der ind." Han smækkede døren solidt ind og traskede ud i køkkenet. "... og hvis dyret kradser så bliver den hjemløs. Hvis den ikke er det, må du ud og købe sko til den, det kan man sikkert få." Stephen kastede et blik på katten og forstillede den med små baby sko, hvilke fremkaldte et mærkværdigt billed. Han havde hørt om at hunde kunne få det, men var det også sådan med katte? Efter blikket til katten, gik han ud i køkkenet og fandt den første og bedste vinflaske. Der var ikke samme mængde som hjemme ved Millicent, men der var nok. I øverste skuffe ved siden af håndvasken fremdrog han en oplukker som han fik trukket proppen op med.
Med to glas i hånden gik han ind i stuen og satte glassene som blev fyldt op med en mørkerød væske. "Bare luk bæstet ud, så ser vi hvor lang tid den kommer til at bo her." Selvom ordne måske ikke i sig selv lød videre venlige, så lå der alligevel et smil på hans læber. Katten skulle de nok finde plads til, selvfølgelig endte den ikke på gaden, med mindre den da virkelig gik amok. "Men som høflig vært, må jeg spørge hvor du vil sove henne?" Soveproblemer var ikke noget Stephen havde indregnet, men det kunne være hun pludselig havde fået en fix idé med ikke at sove sammen med ham, men hvis det var i soveværelset hun ville sove, så var det uden katten. "... og nu jeg er i gang med at lave regler for det monster, så er mit soveværelse forbut område." Nu lå alle hans papir der inde.

Millicent benyttede ventetiden til at få Allys kattebakke arrangeret, ude på badeværelset.
Også en lille kurv , en sårlig polstret og blød en, fik hun fundet en plads til , lige ved siden af sofaen. Ally selv , sad stadig i boksen og den lille snude vibrerede op og ned, og forsøgte at fange og indkapsle alle de nye lugte, som hun kunne .
Stephen kom ud, og døren til soveværelset blev forsvarlig lukket.Millicent morede sig over alle hans bekymringer, for Ally var da sådan en god lille killing hjemme, hvorfor skulle den ændre adfærd nu ? " Ja ja...Stephen....laver hun ballade, så får hun små fine futter på, tilfreds?" lod hun ham bestemme.Det var alligevel sødt af ham, overhovedet at have lukket Allly ind.Så vidt hun huskede var han slet ikke så begejstret for katte, den kære Stephen?
Hun havde taget plads i sofaen, da Stephen kom ind med to glas og en flaske vin.
" Åh...det ser godt ud, jeg har intet drukket i fire...naa tre dage.Og ærligt talt....et glas vin vil være godt lige nu " .Hun lod ham skænke op og rakte straks ud efter sit glas, hun kunne ikke vente på de eventuelt skålede, men tog straks glasset til sin mund og tog en pæn stor slurk, af en yderst velsmagende vin.
" Mmmmm..." hun sank det sidste vin og førsøgte once more..." ja...jeg lukker hende ud nu, Ally !" ...Millicent gik over, åbnede den lille plastik luge, og der gik ikke længe før Ally var ifærd med at undersøge hele...eller næsten hele...Stephens lejlighed, og Millicent var tilbage i sofaen.
Hmmm....sove arrangemet ? Jamen ...Normalt ville de jo bare havde sovet sammen , det var hvad de plejede, men af en eller underlig grund, føltes det anderledes nu.
Måske havde de hun bare behov for at manifesterer for ham, at det ikke var den slags indflytning ? så måske hun skulle tage, bare de første par nætter på sofaen?
Måske syntes Stephen også det var bedst sådan, siden han i det hele taget stillede spørgsmålet?
" øhm... J- jeg tænkte måske bare lige her...i starten..til vi begge har vænnet os til at være sammen, skulle jeg måske sove her?" forslog hun og klappede på den bløde sofa med en hånd.
" Det passer også med at så er Ally faldet til ro, for de første nætter et nyt sted, kan hun da godt blive lidt forvirret, ik" sagde hun eftertænksomt og tog igen sit glas, hævede det mod Stephen og lavde et lille nik med ansigtet.
" skål....og tak fordi vi må være her, hos dig....Ally og jeg" sagde hun varmt og smilet skinnede igennem eventueller skyer, uanset hvor de var.

Hvorvidt om det faktisk var Ally der holdte Millicent væk fra soveværelset eller om det var noget andet, var Stephen ikke sikker på, men han var sikker på at han ikke ville kende svaret. Han tvang et næsten troværdigt smil på læberne før han skyndte sig at føre sit glas op til læberne, hvor det kort hvilede. "Hvor lang tid har du egentligt tænkt dig at blive?" I et nyt forsøg lykkes det bedre at få et smil op at hænge på mundvigerne, men krogene knagede voldsomt under vægten. Inden de faldt helt ned igen, hævede han glasset i en ny status til Millicent og drak igen så hans mundviger kunne slappe af fra den grimasse det ellers ville være endt som. Hans blik blev kort hængende nede i glasset, før han rettede sig op og satte glasset på bordet. "Vil du have jeg skal rydde noget skabsplads til dig eller har du det fint med kufferten?" Hvis hun havde taget hele hendes garderobe med, måtte hun nøjes med lidt af skabet, men hvis hun havde taget menneskelige mængder med, ville han gerne finde noget plads til hende. Toilettet havde hun fint selv overtaget de sidste gange så der fandt han ingen grund til at tilbyde sin hjælpe.
Efter at have stået lidt op og gloet ud af vinduet over klaveret, tog Stephen plads i sin lænestol og smed fødderne op på kaffebordet. Han skulle til at åbne munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen og rettede blikket mod vinglasset mens hans kæbe hvilede på en knyttet hånd der lå på armlænet. Da Ally sprang ind i hans synsfelt fulgte han den med blikket rundt så lang tid han kunne. "Men, se, nu behøver vi jo ikke den der sommerhustur, alligevel. Du laver maden, jeg rydder af." Et kort glimt af et smil sås på hans læber, før det igen forsvandt.

At han ikke var rigtig glad, kunne hun jo tydeligt se.
Det gav hende et lille stik i maven, hun kunne ikke lide at være årsag til dette.Slet ikke.
Var det sove arrangementet som hun havde valgt der udløste hans mismod? - eller var det nu ,at al hendes information om den sidste tids begivenheder begyndte at sænke sig ned over ham, og tynge lidt i det ellers så gode humør.
" J-jeg ved ikke helt Stephen...hvor længe må jeg? jeg mener....vi skal jo også finde ud af om jeg bør melde mig selv ind...eller..? " .
Hun så for sig , hvordan en højlydt banken ville lyde på Stephens dør, og hvordan to betjente eller måske bare en, ville brase ind og anholde hende, for...ja, mordforsøg ? Hun anede ikke hvad en anklage hed, hvis den gik på at skyde kinden af en mand? Men hvor forfærdeligt det ville være at blive anholdt, og trukket afsted som et andet stykke kvæg på en dyrskue...det vidste hun!
Millicent så lidt på ham... Han så ikke....glad ud.Hun tog endnu en slurk af sin vin og rejste sig for at gå over til ham, og knælende tog hun plads mellem hans ben, efter at have puffet det ene ned fra sofa bordet.
" En lille smule plads i dit skab eller et andet sted, vil være rigtig dejligt...så jeg ikke føler jeg bor i en kuffert.Det...giver sådan en uro inden i, ik?" sagde hun stille og lagde hovedet på hans lår.
" Stephen....lige nu er jeg nate glad over jeg måtte komme med hjem hos dig, så jeg ikke bare skulle krybe langs panelerne hjemme hos mig selv.Og faktisk har det været rigtigt hårdt...de sidste par dage, alene.Så....tak , skat"
Hun lagde armene omkring hans ben / lår...som i et kram og blev liggende der.

Egentligt ville Stephen helst sige for evigt, at det næsten var et krav, men det lød også lige i overkanten så han trak bare let på skulderen. "Så længe du vil." Det lød mest åbent uden at lyde for panisk. "Jeg kommer alligevel til at leve rasten af mit liv på kanten med loven, så om jeg starter et før eller sener gør ingen forskel for mig. Det handler om hvad du vil, jeg skal ikke være den der presser for det ene eller det andet." Hans mørke øjne dvælede ved Millicent da hun satte sit glas ned og kravlede ind mellem hans ben, efter bestemt at have viftet det ene ned på gulvet. Imens hendes halve dialog med sig selv kørte, voksede et mere 'rigtigt' smil frem. Hvis der var nogle der kunne lege med ord så var det Millicent. Om hun selv bemærkede det, kunne han tvivle på, men han nød hendes til tider sjove ordvalg. "Jeg tror ikke du kan krybe sammen med panelerne her, først, der står for meget oppe af væggene og Ally er allerede godt i gang med det." Han bukkede sig frem og vippede Millicents hoved op for kort at berøre hendes læber med sine egne.