aften i byen - Arissa

".. uhm, nej vi har ikke et samfund her inde i byen" sagde hun tøvende. Emnet bevægede sig hen imod ting hun ikke måtte svare på.

"men i har et samfund hvor alle elverene bor? i lever ikke bare i skjul" Sagde Hadrian lidt spørgende men samtidig konstaterende. Det ville ikke være svært at finde når hans maskine virkede ordentligt.

"... det kan jeg desværre ikke svare på" sagde Arissa ærligt. Hun håbede ikke at manden ville blive sur..

Hadrian kunne mærke at hun var forsigtig og besluttede ikke at spørge igen. "Forståeligt nok alle har jo en grund til at være forsigtig, men du må endelig beholde et visitkort selv, du kan bare få et ekstra som du kan give din ven" Sagde Hadrian en anelse skuffet men han vidste at han havde gået for hurtigt frem.

Arissa nikkede og kiggede lidt ned på kortet. "Så.. ud over maskiner der kan spore væsner, hvad sælger du så?" spurgte hun og så lidt på ham. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på om han var menneske.. men han var sikkert en varulv eller noget i den retning. Måske en troldmand?

"Våben af forskellige slags, nævn et enkelt væsen og så kan jeg fortælle dig hvad jeg ville anbefale mod det for jeg har udstyr der gør at et alment mennseke kunne besejre en vild sibirisk varulv" Sagde Hadrian selvsikkert "Jeg beskæftiger mig også med artefakter og relikvier men dem ender jeg med at købe og ikke sælge videre" fortsatte Hadrian med at sige i et lavere tonefald

"Hrm, har du noget imod vampyrer?" spurgte Arissa. Det var nok det eneste væsen hun havde mødt, hun godt kunne bruge lidt beskyttelse fra.

"Nej jeg har ikke noget mod nogle jeg sælger blot til dem der har noget imod hinanden, hvis man foretrak noget klassisk ville jeg bare anbefale en træpæl og et kors men det er ikke ligefrem det bedste.. En granatkaster der affyrer tykke spidse træpæle er derimod sikker men også dyr og ikke let at skjule" Sagde Hadrian selvsikkert og næsten muntert

Arissa sukkede svagt.. hun måtte nok leve med at være omvandrende vampyrføde. "Ok.. np men jeg vil give ham kortet" sagde hun og smilede til ham.

Hadrian smilede igen "Er der da nogen grund til at du spørger om vampyrer?.. Har du da haft uheldige sammenstød med nogle?" sagde Hadrian

"Et enkelt" sagde Arissa ærligt "men som du kan se.. kunne det have været værre"

Rund om hjørnet kommer, lidt bleg, en sorthået dreng gående, han ser ikke ud til at være mere end 11 år gammel. Han er iført en sort læderjakke med hætte, et par slidte cowboy bukser, og metalbeslåede læderstøvler.

Han går og kigger på en mobiltelefon han har i hånden, og i sin uopmærksomhed kommer han til at støde ind i Arissa

"Det må du Undskylde." Siger han med let hæs stemme, efter at have genvundet balancen uden besvær, men lyder ikke som om han mener det.

Derefter får han øje på manden, og ser en smule skræmt ud.

//Rækkefølge Thomas, Hadrian, Arissa? //

//sure, er ny på siden, så i må bare bære over med mig og rette mig hvis jeg gør noget forkert //

I starten ser Hadrian bare fornærmet på knægten som afbryder samtalen ved at komme bragende. Dog bliver Hadrian optaget af noget andet da hans mobil ringer og han tager dem hurtigt. Uden at svare lytter Hadrian bare men bag ved Hadrian nede for enden af p-pladsen står den anden mand ved bilen.
Manden ved bilen taler også i mobil nu mens han kigger koncentreret på skærmen..

Arissa så fra Hadrian til Thomas. Var det tilfældigt at begge mænd talte i mobil på samme tid?.. hun skævede endnu engang til Thomas.. havde den underlige maskine sendt endnu et signal?

Thomas så ikke på Arissa, men stirrede på Hadrian. Han lagde også mærke til arpperartet i mandens hånd. Thomas forsøgte at lytte til hvad manden sagde, så opfangede hans skarpe hørelse manden der talte længere henne på den anden side af parkerings pladsen, men han havde ikke en chance for at opfatte hvad manden ved bilen sagde, så længe Hadrian talte i telefon.

Hadrian stirrede stift på knægten mens han trykkede på mobilen for at afbryde samtalen.
Med super sanser ville man høre stemmen fra mobilen sige "Knægten er vampyr,.. Giv signal hvis jeg skal assistere" Samtidig som Hadrian tog mobilen i lommen gjorde manden som stod ved bilen på den anden side af p-pladsen det samme.
Hadrian kiggede nu igen på Arissa "Føler du dig da jagtet af vampyrer? frygter du at de kommer efter dig?" sagde Hadrian

"Øh.. altså, jeg har haft et par sammenstød.." sagde hun tøvende og skævede i retning af Thomas. Hvis han snakkede åbent om den slags nu, måtte fyren der også være et overnaturligt væsen "jeg har som sagt været ved at blive slået ihjel engang.."

Thomas så meget vagtsomt på Hadrian, var han mon vampyr-jæger? Han viste det ikke villle nytte noget at spille dum, hvis de havde opdaget at han var vampyr så hurtigt, måtte de være helt sikre i deres sag. "Hvorfor ville en vampyr dog forsøge at slå dig ihjel?" spurte han, som om det ikke var indlysende. Han var glad for at han var nogle lunde mæt på blod, så hans stemme lød nogle lunde menneskelig, men han var elendig til at skjule den konstande iskolde undertone i sin stemme. Han viste også at han burde have holdt sin mund, men enhver dødelig, var opsat på at tro at vampyre var de rene, dræber maskiner. Sandt nok havde han nogle gange været tvunget til at dræbe en dødelig, men kun i nødstilfælde. Der var ingen forretning i at dræbe sine ofre, for så kunne de ikke bruges igen.

Knægten måtte vide at Hadrian vidste at knægten var vampyr ellers ville han ikke reagere som han gjorde. Hadrian havde ikke noget imod vampyrer de kunne være lige så gode kunder som andre men problemet var bare at langt størstedelen af de vampyrer der døde i europa blev dræbt af våben Hadrian havde solgt.
Var Hadrians rygte kommet ham i forkøbet vidste vampyren mon hvem han var? Det der bekymrede hadrian mest var om vampyren var her for at få ram på ham før Hadrian kunne komme igang.
Hadrian så vurderende på vampyren selvom han godt vidste at man ikke kan stole på hvad man ser. Der var kun et at gøre og han kunne godt bare få knægtens hensigt ud i det åbne.
"Det kunne være du ville svare på det eftersom du er vampyr" sagde Hadrian henvendt til knægten før elveren kunne nå at svare.

Arissa trådte et skridt nærmere Hadrian, væk fra Thomas, og var med et på vagt. Hvorfor hele tiden..? Der var bare vampyrer over det hele! Hvis det blev ved sådan her, endte det med hun ikke ville tage til byen længere.. i det mindste var der ingen vampyrer i elverbyen. Måske var de stærke.. men elverspisene væsner der ikke kunne bruge magi? Nix.

Thomas stirrede et kort øjeblik på Hadrian, og kogte indvendig. Han kneb øjnene sammen i vrede, men slappede øjeblikkelig af i andsigtet, til kun at udstråle minimal ophidselse. Det var længe siden nogle havde genkendte ham som værende vampyr, de fleste der kendte til vampyrers eksistens, antog at børn var immune. Det var et eller anden tåbelig ide mennesker havde, med at børn var for hellige og rene til at det kunne lade sig gøre. Det var da også sandt at langt de færreste børn, kunne overleve den lange og smertefulde transformation.
Thomas kendte godt til navnet Hadrian, da han tit handlede med hans firma over internettet, hvor Thomas oftest gjorde sine forretninger. Men han kendte ikke manden af udseende og genkendte ham derfor ikke.
Thomas vente sit blik imod kvinden, han havde ikke genkendt hende som elver, Hendes menneske tøj, lange hår der skjulte hendes øre og det faktum at Thomas ikke havde haft meget med elvere at gøre, skjulte hendes sande identitet for ham. "Nu er du vel ikke bange, min kære?" sagde han, og gjorde ikke længere noget forsøg på at skjule den iskolde, selvsikre klang i hans stemme. "Jeg er ikke sulten i aften."

Hadrian slap ikke blikket fra knægten. Hadrian var ikke i tvivl om at knægten havde været chockeret over at blive afsløre men spørgsmålet var hvordan han ville reagere.
Hvis knægten prøvede på noget vidste hadrian at hans tjener / altmuligmand / bodyguard der stod ved bilen havde fundet et våben og var klar i tilfælde af problemer men han havde det selvfølgelig skjult så man ikke så det fra gaden.
Hadrian havde dog en formodning om at intet var tilfældigt og vampyren var stadig en potentiel trussel. Hadrian bemærkede også at elveren bevægede sig væk fra vampyren.
" Hvad er det du vil vampyr?.. vil du havde mig til at tro at det er et tilfældigt møde det her?" Sagde Hadrian i et dominant tonefald

”…” Arissa så på Thomas og prøvede virkelig, virkelig at holde masken.. men det gik ikke. Hun kom til at grine lidt, og holdt sig for munden. Det var for underligt at et lille barn talte sådan, også hvis han var vampyr… kære? Hun vidste godt hun skulle være bange for ham, ja hun var da også bange for ham.. men han var altså lidt cute, og hele måden han lød så.. skræmmende, og alligevel.. ej. Hun bed sig i tungen for at stoppe sin latter, men smilet kunne hun ikke gøre noget ved. ”H-hrm dd-det var heldigt” forsøgte hun at sige normalt.