En park, Arason + åbent

"Så du er ikke typen, der spiser morgenmad?" begyndte hun og fandt en pære, som hun også rakte ham. "Hvad - er der den slags væsner her i byen?" hun lagde hovedet på skrå og kastede derefter et hurtigt blik over mod gyngerne. Den ældre dame sad der stadig. Ellers var de vist alene.

"jo men jeg havde ikke tid til det men nej de findes ikke i byen det var en mørk magikere der hidkaldet det så jeg skal ha stoppet dem begge to" svarde arason

"hold da op, det er et spændende job, du har." hun tog kløede sig og trak den løse skjorte, hun havde ud over nederdelen. Hun følte sig helt forkert uden bukser, men nu var de altså til vask. Alle sammen. Dumt havde det været, tænkte hun, men det var for sent at ændre nu. "Hvor hører du så om den slags.. Hændelser?"

"på nogen værtes huse " svarde han "hvor gamel er du så i menske år " spurgte han om

"Det snakker vi ikke om," sagde hun stille og rejste sig pludselig. "kom, lad os gå lidt, mine ben sover." Hun så op mod himlen, der stadig var diset. Solen nærmede sig zenith, men hun skulle ingenting, så det kunne i virkeligheden være ligegyldigt. "Okay, jeg er på den forkerte side af 70," udbrød hun så, efter et kort øjeblik. "Hvad med dig?"

"71" svarde arason og rejste sig op

"Så er du også fra efterkrigstiden," sagde hun forsigtigt og tog sin rygsæk på. På en eller anden måde gjorde det hende urolig. At han var halvelver og lige så gammel som hun. "Har du så en familie?" spurgte hun og der var en tone af uro i hendes stemme. Det var ikke fordi hun slet ikke havde nogen familie - men det virkede jo bare sådan alligevel. Gad vide om han havde været i elverbyen?

"nej de blive slagte da jeg var 1år" svarde Arason

"Ej," Aenor veg lidt tilbage og tog sig til panden, hun så væk. "Det er jeg virkelig ked af at høre." Men hun var mere end bare ked af det. Det var slet ikke meningen. Det som skete for ham, det som var sket for hende. At miste forældrene og så se frem til et liv på måske flere tusind år.

"så jeg læret at leve på gaden" Arason rejste sig ordenlige op og kiget ud på resten af stedet

"Lever du på gaden?" gentog Aenor langsomt, som om hun ikke helt havde fattet, hvad han mente.

"nej ikke lige for tiden men jeg har ikke en lejelighed eller noget andet" svarde Arason hende

"Og sådan har det været.. Siden du var 18?" spurgte hun ham alvorligt. Hendes øjenbryn trak sig lidt mere sammen.

"nej siden jeg var 8" svarde han alleså "

//fuck, læste 18 XD//

"Jamen -" Aenor så helt forkert ud i ansigtet. Som om hun havde slugt noget meget stort og hårdt. Hun rystede på hovedet, mest for sig selv, og kiggede ned på sine snørresko. "Men er det ikke ret indbringende at være dusørjæger, så?" spurgte hun nervøst, som om hun prøvede at genoprette en munter tone.

"jo nogen gange men der er også nogen gange hvor jeg får mange penge" svarde Arason hende

Aenor lod fingrene løbe gennem sit hår og studerede ham nærmere. Så drejede hun om på hælen og begyndte at gå hen mod gyngerne. "Okay, men det er altså ikke nok til en lejlighed?" spurgte hun og så sig over skulderen. Det var synd for ham, men - hendes ansigt blev hårdere. Det var stadig ikke hendes problem. Hendes fødder sank ned i sandet, der omgav den lille legeplads, da hun gik over til de slidte bildæksgynger.

"han rejste sig og fuglte med hende eftter han havde spændt sit udstyr på sig

Pyt med at han ikke svarede. "Du vækker virkelig meget opsigt," kommenterede hun og fortsatte mellem gyngerne og ud på den lille sti med skæve fliser, der viste vej tilbage til de tomme gader. Det virkede ikke, som om der var meget at komme efter i denne del af byen. "ville skjulte våben ikke være til overvejelse?" fortsatte hun og sparkede til en grankogle, som intet havde at gøre der midt på stien, og hvis oprindelse ingen kunne svare for. Der var ikke et eneste grantræ på det lille grønne område.

"nej for de fleste mener at jeg spiller rollespil så det går nok og ja jeg har normalete ikke råd til en lejligehed" svarde Arason og gik op på siden af hende

"men alligevel - hvis du sover under åben himmel og sådan. Folk husker dig jo." Aenor gestikulerede med den ene hånd og stak den anden i lommen. "Det ville ikke være noget for mig." slog hun fast og så ned. Hendes snørebånd var gået op og slæbte hen ad jorden. Hun bandede irriteret og satte foden op på en lav stenkant og bandt sine sko. Inde fra det støvede blomsterbed kiggede et par gule øjne på hende et øjeblik. Så pilede et firben ind mellem brunlige stængler, og hun rejste sig op.

Arason nikkede "men jeg skåner andre ved At beholde min hætte på" svarde han

"Skåner, ligefrem," sagde hun tankefuldt og så efter firbenet. Hun drejede beslutsomt ned ad den første gade, og begyndte at gå ind mod bymidten. Her ude i de lidt afsidesliggende kvarterer var der ikke mange mennesker at se. Bygningerne var høje og grå. En kvinde kom imod dem med en plasticbærepose i hver hånd.

"ja for at skåne alle " svarde Arason og gik forbi kvinde og vente på hende

"Mod hvad præcist," spurgte Aenor skeptisk og lagde hovedet på skrå. Hun lavede et besynderligt hop for at undgå at træde på en streg mellem to fortovsstriber.