En park, Arason + åbent

"næ det er ok jo så der er ikke noget at komme eftter" svarde han og begyndt at spise bønnerene eftter 5 min var han færdig og rejste sig op

"Ikke noget at komme efter? Hvordan skal det forstås?" spurgte Aenor. Noget uroligt havde sneget sig ind i hendes stemme.

"jeg mener det som et kompilimage" svarde arason

"Ah, okay.. Men tak.." Sagde hun og strammede hårbåndet en smule om sit hoved. "Altså, der manglede en hel masse, da jeg flyttede ind.. Elkedel og sådan.. Men ellers.."

"men ellers hvad" svarde arason og smilet

"Så er her fint..." Hun tøvede og havde ikke lyst til at fortælle ham, hvorfor hun aldrig var hjemme. At hun ikke kunne være der ret længe ad gangen. Allerede nu var hun ved at blive sindssyg. Hun følte sig klemt og fastholdt mellem væggene, lydene, der endnu hang i det mønstrede tapet, de mørke træmøblers tavse øjne, der kiggede på hende.

"hvorfor flytter du ikke ud til elverne" svarde Arason og kiget på hende

"jeg har det fint her." sagde hun afvisende. Hun var ikke helt elver. Det vidste han godt. Faktisk havde hun aldrig mødt en ren elver i Amerika, og hun havde aldrig set deres by, men havde hørt svage fortællinger om den. "jeg.. Er glad for teknologi." Hvor var det dog et tåbeligt udsagn, men - det måtte være undskyldningen for denne gang.

"ja men det kan du jo sagtnese ha med dig jeg ville nok ikke flytte der ud" svarde han

Hun trak på skuldrene igen. "Nu har jeg jo min daglige gang her i byen.."
//undskyld, skulle lige spise..//

"ja okay det kan jeg godt forstå" svarde arason
//bare iorden//

"Og du gør tjeneste for tempelridderne, så derfor bor du der heller ikke," spurgte hun og studerede hans ansigt.

"ja det kan man vel godt sigde" svarde han og kiget ud af vinduet igen

Hun gik hen og kiggede ned på gaden ved siden af ham. "Det kan man godt sige," gentog hun tæt på ham, og kiggede undersøgende på hans ansigt. "Hvordan skal det forstås?"

"det skal forstås som at jeg skal gi dem reporte jævnliget om de overnaturlige væsner" svarde han med et lille smil

"Rapporterer du så om mig?" Spurgte hun alvorligt. Han havde hendes udelte opmærksomheden, selv om hendes ansigt var vendt mod gaden var hendes øjne rettet mod hans, og hendes mund var blevet lidt smal.

"ja og alle andre magiske væsnere" svarde han
og kiget alvorliget på hende

En let bekymring tegnede sig over Aenors pande og i hendes blå øjne, der blev smallere. "Hmm," sagde hun, og vidste ikke rigtigt, hvad hun ellers skulle sige. Hun vendte sig om og gik over mod døren. Hvis han havde været en totalt fremmed, ville hun have grinet af ham og slået ham igen, men hun havde set ham gøre en mand et hoved kortere for måske en time siden. Hun havde mistet fornemmelsen af tid og knækkede lidt nervøst fingre. Senerne på hendes hals blev tydeligere, og hun var glad for, at han ikke kunne se det.

"Hør, Arason," sagde hun så og snurrede rundt. Hun var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle bruge hans fulde navn. Som en trussel, en måde at sige, at han var inde på hendes territorium og ikke havde nogen ret til at komme og fortælle hende, at hun skulle indrappoteres noget sted. Men hun gjorde det ikke. "er det virkelig nødvendigt? Det er i virkeligheden noget, jeg helst vil holde skjult. At jeg findes i det hele taget."

Hun samlede en gigantisk stabel af bøger op fra en kommode, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre af sig selv, og netop der, netop der, som hun med besvær fik fingrene ind under den nederste bog, et leksikon, gled den øverste, et mellemtykt hæfte om verdenslitteraturen, ned. Hun forsøgte at gribe bogen med den ene hånd, men formåede kun at sende tre billeder, der havde stået udstillet bag bogbunken, ud over kommodekanten. Lyden af glas, der knustes, fyldte stuen. Hun bandede og bøjede sig for at samle dem op.

han gik over til hende og smilte "hør her jeg fortælere dem kun om sådan noget fordi at det beskytter den magiske verden" svarde han med et lille smil i det han hjælpe hende med at samle tingene op i det hun jo havde smadret det i det han tog et bilde op "hvor har du det fra" spurgte han hende mistroriks om i det han kiget på hende det lignte det han selv havde

"Okay, bare -" Aenor blev afbrudt af hans udsagn og rettede sig op. Hun havde siddet og samlet glasstumper sammen i en af de andre rammer, men nu drejede hun sig mod ham, stadig siddende på knæ, for at se, hvad han viste hende. Synet af rammen med det gamle fotografi i hans hånd fik hendes hjerte til at stivne i et isgreb et øjeblik. Hvor hun havde det fra?!

Hendes hånd knyttede sig ubevidst om det stort stykke glas, hun lige havde samlet op, og det skar som en kniv i blødt smør ind i hendes fingre. Hun mærkede det ikke, sprang bare op og greb fat i billedet for at hive det ud af hans hænder. Indvendigt bandede hun højlydt. "Ingen steder," sagde hun, og trak i billedet. "Det er min familie og et vennepar, okay?" Hun hadede at blive mindet om familien. Hun havdede at se sin mor, der poserede yndigt. Dette billede var fra stranden. En yndig mor med dansende hår og tandsmil og en misfornøjet smil. Et andet par og deres søn. Og der, ved siden af ham, stod hun. Det var sorthvidt og af ældre dato, og hun ville ikke bryde sig om, hvis han genkendte hende der. Hun tog fat med begge hænder og satte et ækelt, blodigt aftryk.

"nå okay" svarde han i det han fandt et bilde frem fra sin kappes lomme
i det han kiget på dem det var det samme bilde i det han gemte sit
bildet væk imens han samlete resten af glas skårne op

"Hvad var det?" spurgte Aenor nervøst og suttede på såret i sin håndflade, mens blod løb fra et andet sår og plettede hendes kind. Samtidig forsøgte hun at tørre blod af billedrammen med den anden hånd, uden at have særligt held. Hun besluttede, at hun kunne gøre det senere og lagde billedet på toppen af stakken med bøger.

"ikke noget" løj han og fandt noget stof og bandt det på hendes hånd
så hun ikke blødt mere i det han satte sig ned

"Tak" mumlede hun og følte hen over den pænt lagte bandage, der standsede blodet. Hendes hånd så tåbeligt lille ud ved siden af hans.

"jeg..."
hun ville sige noget. Om at hun havde opført sig tåbeligt, at han selvfølgelig måtte se billedet, at det ikke betød noget for hende, at hun var blevet forskrækket, at hun havde haft det hårdt, hvad som helst, der kunne tjene som undskyldning, men ordene blev siddende i hendes hals. Hendes øjne fandt hendes fødder i små ankelsokker.

"Fejebakke,"
Sagde hun så, og strøg afsted, rødmende af skam, bare for at vende tilbage et øjeblik efter. Hun begyndte ihærdigt at feje glasskår op men knap havde kosten rørt gulvet, før hun vendte sig om.

"Undskyld, jeg overreagerede," sagde hun meget stille og slog kort ud med armene. "Jeg havde det ikke godt med min familie, og-" Hun standsede sig selv. Hun var begyndt at snakke meget hurtigt, og det var sjældent et godt tegn.
"Ja, ehm, undskyld."

//Smutter i seng ^^ Sov godt you x3//

han nikket til hende "jeg har et bilde der er mane til"
sagde han med et ssmil i det han kiget over mod hende
//iorden//