En park, Arason + åbent

Hendes bryn trak sig sammen, og hun kiggede på ham med mistænksomhed i ansigtet. "Et der er magen til," sagde hun langsomt, som om hun ikke helt forstod det.
"Hvad mener du?" Åh nej, han vidste det! Han vidste, at hendes mor havde været kendt af alle. Men billedet havde aldrig været publiceret, det var hun næsten sikker på.

"her prøve at se mit billde så" svarde han
og fandt det frem og gav hende det i det hun
kunne se det

Hun tog billedet og mærkede, at hun blev kold inden i. Hun vidste ikke helt hvorfor, da hun stod med det gamle fotografi, måske var det bare ansigterne, der kiggede ud på hende, forstenet i deres samtid for aldrig at vende tilbage. Eller også var det selve det faktum, at lille Aenor stod med solhat ved siden af den der dreng. Der var noget ved den dreng, der fik det til at løbe koldt ned ad hendes ryg.
Eller var det selve det faktum, at Arason var i besiddelse af billedet?
Pludselig kunne hun se det. Pludselig kunne hun se en sammenhæng mellem.. Arasons øjenbryn og drengens øjenbryn. Og det var samme næse. Det var samme stædige hage, samme stolte kæbe, samme velskabte mund. Hun så på ham og måbede et øjeblik, så blinkede hun trodsigt et par tårer væk (hvorfor græde? Hun vidste det ikke.) Hun kunne ikke sige noget.

"hvad er der galt" spurgte arason om
og kiget på hende i det han prøvet at
få øjne kontakt med hende men det lykkes ham ikke

"Ej, det er bare," begyndte hun, men hendes stemme døde hen, og hun lod sig dumpe ned i en lænestol, der meget belejligt stod tilpas tæt på til, at det kunne lade sig gøre.
Hun havde stadig hans foto i hånden og bed sig i knoerne på den anden hånd. Sukkede.
"Er det dig,?" spurgte hun så og rakte billedet frem mod ham.

han nikket "hvorfor vil du vide det"
spurgte han undrne om i det han kiget på hende

Hendes øjne blev smalle sprækker et øjeblik, så åbnede hun munden.
"Pigen er...." hun gav en lille lyd. "Jeg, ehm," gik i stå igen. "Kig på pigen." Hun rakte hans billede frem mod ham og pegede med en finger på det blonde barn. "Ani," sagde hun så, som for at indikere, at det var pigens navn.

"det er jo dig" måbet han og kiget
forviret på hende i det han kiget
på hende og bilde "det er jo dig"

"Det er mig," sagde Aenor med en stemme, der lød lidt grødet. Hun lukkede øjnene tæt i. "Og drengen er dig, ikke?"

"jo men hvad betyder det"
spurgte han hende om mere forviret ind før

"At vi legede sammen som børn." snappede Aenor kort for hovedet idet hun sprang op. Hun så ud til at blive helt forskrækket over sin egen ubehagelige tone. "ej undskyld, jeg vrisser, jeg blev.. Ej, det er bare helt surrealistisk. Jeg ved ikke engang hvem de var, de andre. Det er så dine forældre, ikke?"

Hun greb sit eget indrammede eksemplar af det sorthvide fotografi og studerede for første gang nogensinde de andre mennesker på billedet. Aldrig før havde hun skænket dem en tanke.

Det havde altid handlet om hendes egen familie. Om at drømme, at de virkelig havde været en familie. Hun havde altid ønsket at kunne tale med dem igen, og billederne gjorde ondt et sted, der ellers aldrig blev rørt af noget.

Nu så hun dem for første gang. Rigtige mennesker. Mennesker med ansigter, mennesker med karaktertræk.

"det gør ikke noget"svarde arason
i det han sætte sig i sofaen imens han komme
med et udbrud"jeg tror vi er bror og søster" sagde han i det han rejste sig op

For anden gang røg billedet på gulvet. "Hvad?" hviskede Aenor og bøjede sig for at samle det op. Rammen var gået i stykker. De små mennesker smilede stadig, og pludselig så hun hvad han mente. Hun så Arasons far med det blonde hår og en solhat, og hun så sig selv. Samme drag om munden, samme øjne, samme pande. Og hun så fra manden på billedet til den voksne Arason og slog en hånd for munden.
"Du har ret," hvinede hun og pludselig panik lyste ud af hendes øjne, og med panikken kom tårer. Tårer, der perlede ud over hendes kinder. Et lille hik undslap hende, og så et dybt hulk, der fik hele hendes krop til at trække sig sammen.

"hvad er der galt" spurgte han hende om
da han kunne se hun begyndte at græde i
det han gik hen til hende og lagde en arm om hende

Aenor havde ikke troet det om sig selv, men hun trykkede alligevel ansigtet ned i Arasons skulder og hulkede der et øjeblik, før hun fik kontrol over sin stemme og tørrede sine øjne med bagsiden af en hånd. ”Jeg har altid troet,” snøftede hun stilfærdigt, ”at min elverfar var ligeglad. At han hadede mig, eller ikke vidste om mig, men,” hun undertrykte et andet hulk, ”han har hele tiden været der,” hun pegede på kommoden, ”og ingen fortalte mig noget.”
Og måske var det det værste overhovedet. At alle havde vidst det, men ingen havde sag det. Aenor, det her er din far, det her er ham, du tegner tegninger af når de andre ikke kigger, det her er ham, du ønsker dig.

han klappet hende på rygen
i det han trøste hende mens
han tænket på sine forældre at de aldrig havde fortalet ham det

"Hvad," kom det som et hik fra Aenor, "blev der af dem?" Hun mente hans forældre, og det var svært at misforstå. Hun tørrede sine øjne igen og der var noget, der blev koldt i hendes ansigt, som om hun virkelig tog sig sammen for at holde op med at småhulke. Hun ventede ikke på hans svar. I stedet trak hun sig lidt væk for at kigge på hans ansigt, før hun igen omfavnede ham, kort og varmt. Hun trak sig væk igen.
"Tænk, jeg har en bror," sagde hun hviskende.
//Nødt til at smutte i seng o.o//

"ja og jeg har en
søster" sagde han lavt mens han
smilte til hende//iorden//

"Mhm," mumlede Aenor og kløede sig på panden. "Arason, så må du altså gerne sove her, hvis du har lyst.."

"mange tak søs" svarde han hende med et lille smil

"Det var så lidt," sagde Aenor stilfærdigt, "det var faktisk det mindste, jeg kunne gøre." Det var som om hun igen var i tvivl om, hvad hun skulle gøre af sig selv.
"Der er så meget, jeg vil spørge dig om," begyndte hun, for at sætte ord på sine følelser. "Men jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde."
Og det vidste hun alligevel godt.
"Hvem prøver at slå dig ihjel?"